Bogens Verden 1995 nr.4


Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel


Litauen - en bibliotekskonference i
Marijampole i maj 1995

Litauen - en bananrepublik eller et samfund i udvikling

Af Niels Bøgh Aagaard, ledende bibliotekar, Karup, Lars Munkøe, kulturchef, Viborg,
og Hans Ulrich Hansen, ledende bibliotekar, Aalestrup



Selvmordsraten i Litauen vokser i utrolig hast. Den dramatiske og uhyggelige nyhed bringes i ugeskriftet "The Baltic Independent" den 9. februar 1995. Et ugeskrift, som kritisk og journalistisk dygtigt skildrer udviklingen i de baltiske lande. Og den omtalte nyhed den 9. februar åbner lidt af døren for det Litauen, vi møder i dag. Et Litauen med håbløshed og en økonomi, som uvilkårligt må medføre mange lidelser for Litauens befolkning. Korruption, arbejdsløshed, mafia, inflation og manglende politisk handlekraft er nøgleord i et land, som i over 40 år har ventet på frihed og demokrati. Friheden er kommet, men problemerne er ikke blevet mindre. Vi møder vore kolleger i Litauen i byen Marijampole (ca. 45.000 indb.) og taler om udvikling, fremtid og faglige problemstillinger.

Modløsheden i vore kollegers ansigter er tydelig. Efter en ny kommunalreform i Litauen - flere opgaver ud til kommunerne og færre administrative enheder - er byen Marijampole nærmest gået fallit. Filosofien i udviklingen er rimelig fornuftig - selvforvaltning og selvbestemmelse er gode begreber i et demokrati - men opgaver kan sjældent løses uden økonomi, og den stoppede samtidig med at opgaverne blev uddelegeret fra stat til kommuner og amter. I to måneder har de offentligt ansatte i kommunen ikke fået løn, og hvordan vil fremtiden blive for det svage bibliotekssystem, der er i kommunen og i oplandet?

I tre dage skal vi fortælle om vore erfaringer med biblioteks- og kulturpolitik, og selvom forudsætninger og niveauer er meget forskellige, så har tidligere konferencer af samme karakter været særdeles positive for begge parter.

De mennesker vi møder i Litauen har mod og tro på en udvikling. Men hvilken udvikling? I 1992 vandt kommunisterne parlementsvalget og Adolfas Slezevicius blev ministerpræsident. Og selvom de nye magthavere proklamerer, at de ikke er kommunister i traditionel "sovjetisk" forstand, så er den tidligere præsident, nu oppositionsleder, Vytantas Landsbergis ikke i tvivl "Selvfølgelig er de stadig kommunister. De regerer med de samme metoder som tidligere. De manipulerer, bruger demagogi og bagvaskelse. De demonstrerer en total mangel på ære og principper".1

I dag virker forskellem mellem rig og fattig i Litauen provokerende voldsom. De arbejdsløse og pensionisterne får en symbolsk betaling på ca. 100 kr. om måneden, og de fleste offentligt ansatte klarer sig igennem med bijobs - idet lønnen (når de får løn) er ca. 300 kr. om måneden.

Inflationen er faldet fra ca. 1.000% til 30% årligt - men alene 30% er nok til at udhule en i forvejen beskeden indkomst. De nyrige er markante i bybilledet på hovedstrøget i Vilnius - de møder vennerne i de smarte cafeer, er klædt dyrt og kører naturligvis i BMW el. lign. - "Litauen er på vej til at blive en bananrepublik styret af griske kommunister"2 - udtaler den ukuelige demokrati-forkæmper Landsbergis.

Ingen tvivl om, at Litauens største fjender i dag er den stigende korruption og den sociale stagnation. Og det må naturligvis styrke modløsheden og tænde for indre politiske spændinger. Men det Litauen vi møder i dag er også et andet: et intellektuelt og målrettet samfund. I de kulturelle cirkler er der en klippefast idé om, hvordan Litauen skal udvikles og styres, og her er den skandinaviske demokrati-model forbilledet. Strategi og handlingsplaner for en ny udvikling debatteres i Litauen, og en netop udsendt essay-samling "Lithuanian Shift"3 skildrer muligheder og idéer til en ny kulturel og social udvikling.

Ansvaret for en demokratisk og social udvikling i de baltiske lande er også vestens, og måske ikke mindst de skandinaviske landes ansvar. Litauens progressive grupper orienterer sig mod den skandinaviske demokratimodel, og Danmark er for Litauen det land, de orienterer sig stærkest mod. - De mange initiativer der fra dansk side er taget til at styrke samarbejdet og udviklingen mellem Østersølandene er kendt af de fleste i Litauen og gør, at befolkningen altid er særdeles positiv over for Danmark og de øvrige nordiske lande.

Litauen er en spændende og rig kulturnation - natur- og kulturhistoriske byer (især byerne Vilnius og Kaunas) er righoldige på kulturelle bygninger og miljøer, som ad åre vil gøre Litauen til en særdeles attraktiv turistnation. Uddannelse og folkeoplysning står stærkt i Litauen - og selvom de kulturelle institutioner generelt er "sandet" noget til, så er ønsket om og energien til at styrke formidlingen af viden og information gennemgående. - Inden for biblioteksområdet arbejdes der ihærdigt på en ny udvikling, og målet er naturligvis at få etableret en effektiv biblioteksstruktur og få den politiske verden til at se biblioteket som et væsentligt stik i den infrastruktur, der er under opbygning, og som skal sikre en dynamisk udvikling.

I 1994 på den 14. Anglo-Skandinaviske konference i Viborg fortalte bibliotekar Elvyda Skoudejté om perspektiverne for bibliotekarerne i Litauen. En bibliotekslov var bl.a. udarbejdet - men efterfølgende led denne lov nederlag i parlamentet i Vilnius, og det er i dag alene op til kommuner og amter at bestemme niveauet for den lokale biblioteksvirksomhed.

Biblioteks- og kulturkonferencen i Marijampole i maj 1995 blev et "tiløbsstykke" - bibliotekarer og andre kulturmedarbejdere har i den hårdt pressede politiske hverdag brug for argumenter og viden om udviklingen inden for deres fagområder globalt set og i særlig grad behov for viden om teknologi- og effektivitetselementer i organisation og styring.


Lilja Ona Cepiene konferencen4
Konferencen i Marijampole varede 3 dage. 50 folke- og skolebibliotekarer deltog, dog fortrinsvis folkebibliotekarer. Oplæggene blev holdt på engelsk, hvorefter de blev tolket til litauisk. Den første halvdel af konferencen var hovedsagelig en bred introduktion til det danske biblioteksvæsen. Formålet med denne del af konferencen var at formidle ideer og inspiration fra vores bibliotekstradition.

De litauiske bibliotekarer kan naturligvis ikke kopiere den danske bibliotekslov, arbejdsmetoder m.v., - det tillader økonomien simpelt hen ikke, og traditioner m.m. vil naturligvis også umuliggøre et sådant forsøg, men alligevel ønskede konferencedeltagerne denne introduktion for at få inspiration til - med afsæt i egne præmisser - at videreudvikle bibliotekerne i Marijampole.

Anden halvdel af konferencen drejede sig derefter om, hvorledes dette kunne foregå. Det var vigtigt for os, at konferencen ikke blot skulle bestå af oplæg fra os, men ogsa aktivere deltagerne. Vi ville også gerne lave nogle aktiviteter, sam umiddelbart kunne iværksættes i "virkeligheden" efter konferencen.

Konferencedeltagerne blev opdelt i grupper, der fik til opgave på nogle få timer at planlægge en række arrangementer for vintersæsonen, samt fremstille PR-materialer til støtte for disse arrangementer. Endvidere blev de bedt om at fremstille PR-materiale af mere generel karakter, som beskrev brugernes muligheder pa deres bibliotek. Vi havde materialerne med til brug for dette arbejde.

Den fantasi og iderigdom, der kom til udtryk gennem dette arbejde, var imponerende, og mange ideer fra dette arbejde kan iværksættes med få midler og er derfor realisable.

På konferencens 3 dag bad vi grupperne diskutere en række spørgsmål - formuleret af os - som omhandlede udviklingsmulighederne for bibliotekerne i Marijampole.

I det afsluttende plenum redegjorde grupperne for ideer og mål. Mange ideer og forslag fordrede bedre økonomiske vilkår for biblioteksvæsenet, og en meget væsentlig problemstilling for de litauiske bibliotekarer er naturligvis også, hvordan bibliotekerne kan få en mere central samfundsmæssig placering, således at biblioteksvæsenet ikke står bagest i bevillingskøen, når samfundsøkonomien forhåbentlig snart bedres.

Bibliotekerne i Marijampole amt har stort set ikke noget formaliseret samarbejde, og centralbiblioteket formidler endnu ikke noget samarbejde, kursusvirksomhed, overbygningsfunktion m.m.. En del forslag og ideer drejede sig om, hvorledes dette kunne realiseres.

Nogle få tal fra Centralbiblioteket viser, hvor forskellige vilkår vi har i henholdsvis Danmark og Litauen for at drive biblioteker.

45.000 indbyggere
824 registrerede lånere
l00 er tilvæksten af nye børnebøger pr. år
20.000 er det samlede udlån pr. år.
Det er klart, at der skal mere end god vilje til at udvikle biblioteksvæsenet i Marijampole, så det kan spille den rolle, som vi finder det naturligt - næsten selvfølgeligt - at biblioteksvæsenet spiller i et moderne demokratisk samfund. Men hvis bibliotekerne i Marijampole får økonomiske udviklingsmuligheder, er det bestemt ikke fantasi, engagement og gode ideer, der mangler hos bibliotekarerne i Marijampole.


Marijampole - udvikling og samarbejde
Samarbejde mellem bibliotekerne i Marijarnpole og Viborg amter har været holdt på et relativt generelt niveau. Det fremtidige arbejde skal, hvis det skal have nogen relevans, derfor tage udgangspunkt i mere konkrete problemstillinger.

Vigtigt i denne forbindelse er, at arbejdet ikke forceres, idet omstillingsparatheden og omstillingsprocessen på ingen måder må tvinges igennem. Dette vil blot føre til modvilje i samarbejdsprocessen. Udviklingen på, de litauiske biblioteker er på mange områder at sammenligne med tilstandene her i landet i 50erne. Derfor vil for store ændringer på for kort tid støde mod en mur af indvendinger. Eksempelvis vil en omlægning af deres udlånspraksis, til det vi kender som indstemplingsmetode allerede i dag kræve store ændringer såvel administrativt som praktisk. På folkebibliotekerne eksisterer der ikke nogen lånefrister for bøgerne, og deres nuværende udlånskontrolsystem er uhyre bureaukratisk, idet hver enhed skal skrives ned med angivelse af klassemærke, opstillingssignatur, forfatter, titel og eksemplarnurnmer samt låners signatur, før rnaterialet kan udleveres. Desuden skal bibliotekaren signere papirerne i låners nærvær, når materialet atter afleveres. Vi har dog nu forhåbninger om, at mindst et bibliotek allerede i år vil prøve på at omlægge udlånskontrolsystemet, til det vi har demonstreret

Ved evalueringen af dette års konference blev der skitseret nogle rammer for det fremtidige samarbejde mellem bibliotekerne i vore to amter. Dels skulle vi forsøge at fremskaffe midler til at få en studiegruppe på 10 personer til Danmark i foråret 1996, dels blev det foreslået, at der i foråret 1997 skulle afholdes en ny konference i Marijampole. Indholdet af studietur og konference blev ikke berørt i nævneværdigt omfang, bortset fra ønsker om at en del af næste konference skal koncentrere sig om skolebiblioteksarbejde.

Kravet fra os var, at de fremtidige emner skulle være specifikke ønsker fra de litauiske bibliotekarer. Dertil kommer at den fremtidige arbejdsforrn vil blive arrangeret som gruppearbejde og workshops. En arbejdsform som de egentlig ikke er vant til, men som det dog har vist sig, at de er glade for, idet det giver dem mulighed for at mødes og diskutere med kolleger fra andre bibliotekstyper. Fordelen ved denne arbejdsform er ogsa, at det tydeligere kommer til at fremgå, at de selv vil være i stand til at gennemføre mange af de ændringer og ideer, de fremsætter under gruppearbejdet. Hidtil har vi prøvet at forpligtige dem til at tage fat på problemerne for at ændre dem med de midler, de nu engang råder over.

Der er ingen tvivl om, at samarbejdet med bibliotekarerne i Marijampole-regionen har stor betydning for de derværende biblioteker. Bibliotekerne i samarbejdet omfatter alt lige fra centralbiblioteket, filialbiblioteker sognebiblioteker, fællesbiblioteker til skolebiblioteker. Sidstnævnte kategori har her betjening af faguddannede bibliotekarer. Over for os har skolebibliotekarerne givet udtryk for, at samarbejdet for dem i allerhøjeste grad er ønskeligt og nødvendigt, idet det er den eneste mulighed for at få input omkring den udvikling, vi i de senere år har været igennem her i det vestlige Europa.


Et andet resultat af evalueringen ved bibliotekskonferencen i Marijampole er, at det fremtidige samarbejde som sagt i højere grad skal basere sig på ønsker fra deres side. Indtil nu har oplæggene primært taget udgangspunkt i, hvad vi ønskede at fortælle dem om dels vores bibliotekssystem og dels lovgrundlaget for det, sarnt samspillet mellem bibliotekerne og rnellem bibliotekerne og forvaltningen, sekundært i hvilke ønsker deltagerne ville have uddybet. I løbet af sommeren '95 har bibliotekareme i Marijampole-regionen mødtes og diskuteret hvilke emner, de dels ønsker uddybet/behandlet ved den næste konference dels diskuteret hvilke ønsker og krav de har til studieturen til Danmark i foråret/sommeren '96.

På nuværende tidspunkt er der som nævnt frernkommet et ønske til studieturen og til næste konference. Det drejer sig om skoIebiblioteker. Her ønsker de litauiske bibliotekarer en gennemgang af bla. lovgrundlaget, bibliotekers placering i det administrative system, de økonomiske forhold (herunder budgetansvar, ansvar for bogindkøb) og samarbejdet med skolens øvrige lærere. Når vi i løbet af efteråret i samarbejde med de litauiske bibliotekarer har fået sammensat et program for studieturen, vil vi forsøge at fremskaffe værtsbiblioteker, værtsfamilier samt fondsmidler til at flyve 10 bibliotekarer til Danmark. Erfaringerne fra foråret '94 fortæller, at dette ikke skulle blive noget nævneværdigt problem.


Noter

  1. Jyllandsposten den 6.12. l994
  2. Jyllandsposten den 6.12.1994
  3. Lithuanian Shift. ISBN 9986-477- 14 -x
  4. Konferencen blev navngivet således efter ønske fra de deltagende litauiske bibliotekarer. Lilija Cepiene var den litauiske bibliotekar, der var i initiativtager og ildsjæl bag samarbejdet. Hun døde i efteråret 1994.


Tilbage til toppen