Bogens Verden 1995 nr.2
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Befrielsestale i Skt. Stefans Kirke på Nørrebro 4. maj 1995
Af Knud Michelsen, lektor
Hvordan skal jeg kunne tale om befrielsen, når jeg ikke har oplevet den? Hvad er min adkomst? Dette temmelig ubelejlige spørgsmål måtte jeg stille mig selv som det første, da jeg sad og forberedte mig på denne tale, der skal handle om befrielsen. Det næste var: Hvorfor har du overhovedet sagt ja til det? Og det tredje, der reddede mig: Hvorfor er du overhovedet blevet spurgt? Dette sidste spørgsmål kunne jeg nemlig i modsætning til de andre svare på. Jeg var blevet spurgt, fordi jeg i en samtale med en af præsterne her på stedet, Anne Braad, havde sagt, at befrielse, det ord sagde mig noget i modsætning til min egen generations kult og kodeord: frigørelse.Frigørelse siger mig ingenting, jo nok som del af en personlig udviklingsproces, men ikke frigørelse som en art omskabelse af sig selv, altså frigørelse i den betydning, der blev udmøntet i 68, for den er en illusion. Man udvikler sig, men forbliver den, man er.
Befrielse derimod, det ved jeg hvad er, selv om jeg ikke har oplevet Danmarks befrielse, for det ved enhver, der har været lukket inde i et mørke af angst og bekymring. Og hvem har ikke det? Derfor taler den 4. maj 45 til mig som jeg tror den taler til de fleste, hvad enten de har oplevet den eller ej.
Der er skrevet kilometervis af nyttig litteratur om besættelsestiden, om befrielsen og tiden der fulgte, men den nytter ikke meget til at forstå, hvad befrielsen er som begivenhed, og hvad den rummer som betydning. Hertil har man i virkeligheden kun adgang gennem sine egne erfaringer og følelser. Det betyder ikke, at jeg nu vil gøre jer delagtige i dem, selv om de danner baggrund. Nej, det, jeg i dag vil prøve at sige noget om, er, hvad befrielse er, og hvad det har med Danmarks befrielse at gøre.
For en del år siden skulle min onkel med sin sejlbåd lægge ind i en af de små havne i det sydfynske øhav. Det var hen under aften, og da han nærmer sig molen, står der en mand ude på den og råber til ham: Alles besetzt. Det bliver sagt beklagende og som en venlig oplysning, tyskeren ville jo blot meddele, at lystbådehavnen var fyldt op, men ordene kunne naturligvis alligevel ikke undgå at give et voldsomt ekko i ham.Det er nu 50 år siden Danmark blev frit, men begivenhederne og ordene fra dengang er langt fra hørt op med at give genlyd, ja selv et så tilsyneladende uskyldigt og sympatisk ord som samarbejdspolitik i en politikers mund kan pludselig lyde som det værste af alt. Sådan bærer ordene deres historie med sig, og det gælder ikke mindst om det ord, som dagen i dag handler om.
Muligvis vil det om 25 år - eller måske tidligere endnu - være nødvendigt med en kommentar i skolebøgerne, når en tekst uden videre henviser til befrielsen - det er allerede blevet nødvendigt, når det gælder genforeningen - men endnu ved så godt som enhver dansker, der er kommet til skelsår og alder, hvad ordet sigter til. Og selv om de, der oplevede befrielsen er kommet i mindretal, rummer ordet for de fleste de samme forestillinger, forestillinger, der samler sig i et billede af det måske lykkeligste øjeblik i vores historie. I sit digt "Den fjerde maj, Befrielsen" fra 1976, har forfatteren Sven Holm givet sin version af det:
"Den fjerde maj 1945 rev de gardinerne ned fra vinduerne og brændte dem på gaden.
Jeg var lige fyldt fem år og havde aldrig troet at de voksne havde lyst til den slags,
jeg troede lyset hørte til inde i den stue hvor det var tændt,
lyset var ikke noget man gik og strøede om sig med,
lyset tilhørte dem der havde tændt det,
det var derfor man lagde så stor vægt på gardiner, troede jeg.Men nu var ruderne pludselig uden beskyttelse og lyset strømmede ud på de andre mure
og ikke nok med det,
for gardinerne som brændte gav også en slags lys fra sig,
næsten som om en del af stuerne
lå og lyste ud på gaden,
og de der kom forbi og stillede sig op for at se på det,
det var både dem man kendte
og nogle helt fremmede,
de behøvede hverken at bruge dørklokken
eller at spørge om lov, de stillede sig bare op og så hvordan vores gardiner brændte,
det var en mærkelig aften, den fjerde maj 1945,
man deltes om lyset og tog hver sin del
uden at tage den fra en anden,
jeg havde aldrig set de voksne omgås ilden
på den måde."
For den femårige dreng er det noget højst mærkeligt, han oplever, men jo ikke for os andre, for gennem de barnligt-poetiske omskrivninger genkender vi let det billede vi selv har fået overleveret. Og så er der alligevel noget mærkeligt ved det, som digtet kan gøre os opmærksomme på. Det er jo, som om befrielsen slet ikke handler om besættelsen eller tyskerne eller overhovedet om krigen, som om befrielsen er en begivenhed, der alene har sin betydning i kraft af sig selv og alene handler om vores forhold til hinanden. Billedet får karakter af vision og forjættelse, og da drengen vokser til, bliver det han oplevede den aften da også tegn for, som der står, at det var en helt ny tid vi var på vej ind i.Sven Holm fanger dermed noget fuldstændig fundamentalt ved befrielsen som begivenhed og betegnelse for, hvad der skete den 4. maj, nemlig dette at befrielsen betyder meget mere end det at besættelsen ophørte og Danmark atter blev et frit land med ret til at bestemme over sine egne forhold. Ja, kan man tilføje, måske er ordet befrielse endda slet ikke det mest præcise, når det gælder den faktiske historiske situation. Men, må jeg så straks tilføje, det er jo totalt ligegyldigt, for det der skete var befrielsen, og det vil i Sven Holms billede af den sige lysets sejr over mørket og fællesskabets sejr over ensomhed og isolation. Så meget større er derfor også skuffelsen for den voksne Sven Holm, da den nye verden udebliver. Det hedder i digtets anden del:
"De sidste år har jeg nægtet at se på lysene som bliverOg digtet slutter:
stillet op i vinduerne denne ene aften.
Jeg kan godt se at det er smukt at mindes en gammel frihed,
men hvis man ser op på de stearinlys i vinduerne
så står der ingenting imellem dem,
ingenting der fortæller hvad den frihed blev brugt til.
Vi blev fri for noget den dag i 1945
men vi fandt alligevel aldrig ud af hvad
det var vi fik frihed til.""Man skulle tro at noget mørkt var faldet over landet
og når vi mindes den dag i 1945
hvor lyset blev givet frit
og gardinerne brændt,
så kalder vi den dag for Den Fjerde Maj, Befrielsen
for at vise at de andre dage,
der har vi ingenting at fejre."
Den skuffelse, der her kommer til udtryk deler Sven Holm som bekendt med mange. Og den, der den seneste tid har fulgt med i de utallige bøger, artikler om og kommentarer til jubilæet, har da heller ikke kunnet undgå at få det indtryk, at lyset fra befrielsen er overskygget af noget andet. Det er for så vidt allerede en gammel historie. Fx vil de fleste huske, at det var småt med befrielsesjublen i den populære tv-serie Matador. Det var mere den brutale behandling af tyskerpiger og værnemagere, der var i focus. Og i virkeligheden går skuffelsen og den kritiske vinkel jo helt tilbage til befrielsesdagene. Vi hørte bare ikke så meget om det, da vi var unge. I Berlingske Tidendes tillæg om befrielsen fra i søndags fortæller Erik Aalbæk Jensen om sin oplevelse af København, da han midt i maj 45 vendte hjem fra Sverige, hvor han opholdt sig efter at have været afhentet af Bernadottes hvide busser i koncentrationslejren Neuengamme:"Det var post festum nu, og København lå i bagrus. I vores ejendommelige antræk og nedbarberede til hovedbunden var vi lette at identificere som overlevende fra dødslejrene og altså tidligere modstandsfolk. Jeg satte mig ind i Opera Cafeen på Kongens Nytorv og bestilte et måltid for en del af de penge, svenskerne generøst havde forsynet os med. Tjeneren i det mennesketomme lokale nærmede sig med en blanding af reserveret høflighed og berøringsangst, tilsat en god del modvilje.
Men tøede dog op, eller han havde ikke andet at lave, og forsynede mig med himmerigsretter af mad og ind imellem også brudstykker af meddelelser om dagliglivet i København siden befrielsen.
For ligesom at føre mig à jour med, at alt var nu ikke lige rosenrødt:
Gud bevares, al respekt for frihedskampen. Men der var blomstret for mange kæmpere frem, og de havde téet sig!
Jeg havde tjenerens ord og blikke i nakken, da jeg traskede til Hovedbanegården gennem et København, der i mere end én forstand var var trukket i dagligklæderne af snusket celluld igen."
Også her kan befrielsesjublen ligge på et lille sted, og det er nok ikke tilfældigt, at Aalbæk Jensen offentliggør denne erindring netop nu. Går vi til Politikens søndagstillæg er det lige før der advares mod jubelfest i dagens anledning. I en kommentar, der ikke hedder Danmarks befrielse men "Danmarks svigt" fokuseres på neutralitetspolitikken i 30'rne og samarbejdspolitikken under besættelsen, og kommentaren slutter: "At Danmark - omend langt fra alle danskere - svigtede er vigtigt at fastholde som en del af vor kollektive bevidsthed, hvis ikke jubilæet skal blive til den rene jubelfest."Hertil kan føjes bøger fra de senere år, bøger, der i påfaldende ringe grad handler om fællesskab og sammenhold, men desto mere om dybe modsætninger og konflikter, i befolkningen, i modstandsbevægelsen, mellem modstandsbevægelsen og politikerne, om et særdeles blakket retsopgør og om forræderi, had og hævn. Og sådan kunne jeg blive ved, men skal nøjes med endnu at nævne, at det sikkert heller ikke er nogen tilfældighed, at en af årets bestsellere på bogmarkedet er bogen "Hvilken befrielse" - eller Hvilken befrielse - af historikeren Claus Bryld, der med en topnazist til far og fremtrædende nazister blandt i sin familie altid har været forfulgt af netop befrielsen. For hvordan befrier man sig for en skyld, som man ikke selv har pådraget sig, og som man hvert år den 4. maj bliver mindet om?
Hvor langt er der ikke mellem alt dette og så Mogens Fogs radiotale på Frihedsrådets vegne den 5. maj, hvor han bl.a. sagde: "Fra første dag stod vort folk samlet i forsvaret for vort demokrati og vor ret som selvstændig nation...Nu åbner vi døren til vor frie fremtid. Vi ved at hårde tider ligger foran os, før verdens sår bliver lægt. Derfor føler vi, at, at vi fortsat må stå sammen, som vi gjorde det under besættelsen." I dag giver disse ord ingen mening, højst som en strategisk appel i en vanskelig situation til at vise det sammenhold, der ikke havde været og ikke var der.
Hvad bliver der overhovedet tilbage, kan man spørge. Jo, noget bliver tilbage, tusindvis af danskeres indsats mod besættelsesmagten, uden for og især inden for modstandsbevægelsen, hvor mange mistede livet i den kamp, som de vidste måtte føres mod barbariet og mod den danske regerings alt for tilpasningsvillige politik. Om Danmark uden deres indsats var kommet ud af besættelsen med æren nogenlunde i behold, er ikke mere et spørgsmål, man kan stille. Men tilbage bliver også det de kæmpede for, selve befrielsen. Sven Holm fik ikke sin nye tid eller sit nye folk, men det løfte har han også i bogstaveligste forstand digtet sig til, netop på grundlag af det stærke indtryk befrielsesaftenen efterlod. På samme måde gælder det om hele den kritiske revision af besættelsestiden og tiden efter befrielsen, at den jo først og fremmest repræsenterer det negative aftryk af de voldsomme håb og forventninger, der var knyttet til befrielsen. Uanset denne revision er ordet imidlertid selv derfor forblevet et lysende tegn og en uanfægtet målestok. Passer begivenheder der fandt sted i og efter befrielsesdagene ikke ind i det billede og det vi forbinder med ordet, da er det ikke ordet der er noget galt med, men virkeligheden. Virkelighedsbilledet kan vi da ændre, men ikke den genlyd ordet giver i os, når vi hører det.
Hvorfor er det ord så stærkt? Hvorfor er det ikke til at komme udenom? Naturligvis fordi det er vores ord for det øjeblik jeg har kaldt det måske lykkeligste i vores historie. Men også fordi det i sin grundbetydning har bud til stærke følelser i os, til det mest elementære, til noget grundmenneskeligt. Befrielse er jo at kunne trække vejret frit igen, efter at et tryk er lettet fra ens bryst, at blive sig selv efter at have været ja netop besat af en dunkel fremmed magt, pludselig at kunne give los, kaste alle forbehold over bord og give sig hen i glæden. Og befrielse er, som jeg indledte med at sige, at slippe ud af et mørke af bekymring og angst. Lige om hjørnet venter alle problemerne igen, men lige nu, i befrielsens øjeblik er man urørlig. Det hele er klaret, alt andet er ligegyldigt.
Men hvor meget styrke i øjeblikket befrielsen end rummer, er den da netop kun et øjebliks sag, noget flygtigt, rummer ingen forjættelse, bagudvendt som den er. Man befris fra noget, men ikke til noget. Her protesterer både sproget og virkeligheden. Som jeg sagde: lige om hjørnet venter alle problemerne igen, og selv om befrielsesjublen fortsatte de følgende dage, var det hele da også på en måde forbi den aften den 4. maj. De næste dage var tiden til at opgøret, hadet og hævnen kunne få deres del. Det gør imidlertid ikke 4. maj og den aftens oplevelse af menneskeligt fællesskab mindre sand eller mindre værd at mindes, udsletter ikke, at man i befrielsens øjeblik kan komme andre mennesker frit i møde, mødes med dem i glæde eller i den sorg, som befrielsen også handler om. At det kun er et øjebliks sag, er befrielsens vilkår, for befriet er noget, man bliver, og befrielse er noget der kommer til en - sådan som befrielsen kom til os i dag for 50 år siden.
Det, jeg vil sige med dette, er ikke blot, at det ord, vi bruger om den 4. maj ikke er tilfældigt. Det er også, at vi uden det ord slet ikke kan forstå, hvorfor befrielsen rummer den betydning og har den status, som den har fået i eftertiden. Ordet og dets forestillinger er medaktør. Og derfor kan jeg stå her i dag og tale om Danmarks befrielse, selv om jeg knap var født dengang og sammen med mine forældre opholdt mig i Sverige - i Uppsala, hvor min far fra 1942 havde haft ansættelse, altså selv om mine forældre kun havde oplevet lidt af besættelsen og jeg selv slet intet. Jeg kan gøre det, fordi jeg var og er dansker og dermed - hvad enten jeg ville det eller ej - inkluderet i Danmarks befrielse. Vidste jeg det ikke dengang, skulle jeg hurtigt blive klar over det, mens jeg voksede op, for selv om jeg voksede op i den kolde krigs skygge, voksede jeg samtidig op som barn af befrielsen og i det lys, der udgik fra den.
Når jeg ser tilbage, kan jeg imidlertid ikke sige, at jeg som yngre følte befrielsen som noget der egentlig angik mig. Jeg var jo ikke involveret. Det hele var sket, da jeg begyndte at kunne forstå, hvad de voksne talte om. I samme måned som jeg blev født, i februar 45, var min morbror blevet clearingmyrdet. Som ung læge var han sammen med fire andre læger blevet afhentet af hipofolk på sygehuset i Odense og skudt. Efter befrielsen kontaktede min morfar, der dengang var landstingssekretær, Frode Jakobsen fra Frihedsrådet og medlem af den nye samlingsregering, og jeg husker endnu min morfars bitterhed over aldrig at kunne få ren besked om sin søns død, besked om, hvorvidt den stikkerlikvidation, der havde ført til drabene var berettiget, hvorvidt de kunne være blevet advaret, hvad de rent faktisk, som det senere viste sig, via modstandsbevægelsens telefonaflytninger skulle være kunnet. Der var lukket af nu.
Dette satte naturligvis i min barndom og ungdom sit præg på min opfattelse af den tid, men ikke på en måde, der bragte mig tættere på den. Ligesom man har så svært ved at forestille sig sine forældre som unge mennesker, fordi man kun har kendt dem som voksne, så er ens egen umiddelbare fortid måske netop den, der ligger en fjernest eller den, man senest kommer i kontakt med. Den er noget, man har lagt bag sig eller måske rettere ønsker at lægge bag sig i den personlige udviklingsproces, man er inde i. En ubevidst arv.
Da jeg så i år fyldte 50, tog jeg med en god ven til Dresden, hvor man højtideligholdt 50-året for bombardementet af byen. Og her var det, som om tiden skrumpede ind, og jeg blev bragt ganske nær på den tid, som jeg ikke havde oplevet, men dog var samtidig med. Det var ikke synet af de uudslettelige spor af ødelæggelserne, der gjorde det. Det havde jeg set før. Det var oplevelsen af en hel by, der gik i stå. Vi havde været i Semperoperaen til en mindekoncert, en opførelse af Mahlers opstandelsessymfoni, og da vi kom ud på pladsen foran operaen, der ligger tæt ved byens gamle centrum, var der mennesker overalt, mennesker der stod eller gik ganske langsomt, mange med levende lys. Det, der slog en mest, var stilheden, som blev forstærket af, at det var en mild og klar måneskinsaften uden en vind der rørte sig. Der kom hele tiden nye skarer af mennesker til, og da vi kom hen til den gamle bro over Elben, Augustusbrücke, hvor det er muligt at få overblik, så vi, at al trafikken var standset. På broen holdt en oplyst sporvogn, helt pakket ind af mennesker. Lidt efter begyndte klokkerne fra kirkerne at ringe, alle Dresdens 132 kirkeklokker. Når den nærmeste for et øjeblik tav, kunne man høre andre i det fjerne eller fra bilernes radioer, hvor højtideligheden blev transmitteret. Jeg tror det varede en time, og imens blev folk stående og lyttede, opfyldt af en erindring, der for de flestes vedkommende ikke var deres egen, men som tilhørte byen og dermed også dens borgere.
Ved en sådan lejlighed kan man let komme til at føle sig som en slags spion. For hvad angik det mig? Jeg var jo stadig ikke involveret. Men jeg følte tydeligt, at det angik mig, at jeg var involveret. Ikke blot fordi jeg ikke kunne undgå at blive grebet af det, jeg så og hørte, men også fordi jeg mærkede, at jeg delte fortid og nutid med dem, jeg stod sammen med. Vi havde en historie til fælles, som greb ind i nutiden, og som vi ikke bare kunne lægge bag os.
Den næste aften var min ven og jeg til en anden mindekoncert med Mozarts Requiem på programmet. Man havde bedt den jødiske violinist Yehudi Menuhin om at dirigere og indkaldt et engelsk orkester, mens koret var fra Dresden. Det kunne se lovlig kalkuleret ud, men var det netop ikke. Det var som alle arrangementerne i forbindelse med 50-året udtryk for en vilje til forsoning, og i den lange stilhed, der opstod, da koncerten var forbi, Menuhin med bøjet hoved vendt mod os, og alle, publikum og musikere, rejste sig, var det i lige grad ofrene i koncentrationslejrene, ofrene for de tyske bombardementer af engelske byer og ofrene for de allieredes bombardement af Dresden, der blev mindet.
I 1960 skrev Frode Jakobsen: "For mig er der ikke tvivl om - og var der heller ikke dengang tvivl om - at den sandeste frihedskamp, det var den der kæmpedes mod det europæiske tyranni, legemliggjort i Hitler - sammen med modstandsbevægelserne i Frankrig, Holland, Belgien, Polen Tjekkoslovakiet - ja i Tyskland med. Ja, at kampen så lidt var rettet mod tyskerne, at et af modstandsbevægelsens motiver var Tysklands befrielse."
Det jeg oplevede i Dresden var på en måde en befrielse med 50 års forsinkelse. På tværs af grænser og dybe sår opstod et menneskeligt fællesskab, som for et øjeblik kunne befæste ens tro, ikke på en ny tid eller et nyt Europa, men på eksistensen af dette fællesskab mellem mennesker, der var sat fri, for Dresdenborgernes vedkommende ikke blot mennesker, der var befriet fra nazismen, men også for nylig fra DDR-tidens besættelse.
Jeg skal til at slutte og vil gøre det med at citere en pjece fra 1943 af et andet medlem af Frihedsrådet, Arne Sørensen. Han forudser heri ikke blot Tysklands kapitulation, men også de overgreb, der vil følge på freden. Hvor svært bliver det ikke at forhindre, siger han, at hadets og hævnens engel ikke i sidste ende triumferer over os? Og tilføjer: "Derfor hedder fredens næste led menneskelighed, og det er i navn heraf vi skal gå ind midt i Tyskland efter krigen og råbe til dem, der ikke har glemt at være mennesker. Kom frit frem og vær med os!"Dette simple og alligevel svære: ikke at glemme at være mennesker, det er for mig fortsat befrielsens betydning.
Tilbage til toppen