Bogens Verden 1994 nr.4


Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel


Tysklands genforening

Problemer og konsekvenser for biblioteksvæsen og bibliotekaruddannelser

Af Peter Vodosek, professor ved Fachhochschule für Bibliotekswesen, Stuttgart

Danmarks Biblioteksskole, Preben Kirkegaard-forelæsningen - 1994


I det følgende vil jeg gå nærmere ind på 3 områder:


Den politiske situation
Siden den tredje oktober 1990 (nitten hundrede og halvfems) altså for tre år siden, den officielle dato for: "DDRs indtræden i gyldighedsområdet for forbundsrepublikken Tysklands Grundlov", har man snakket genforening. Den oprindelige eufori er nu veget for vid udbredt skepsis, ja endog utilfredshed og det både i øst og i vest. Eller udtrykt på nytysk, blandt både "ossis" og "wessis". De sidste ser de nye forbundslande, indtrædelsesområdet, som et bundløst kar, hvori den hidtidige velstand siver bort; de første forstår ikke længere deres brødre og søstre, der før 1989 (nitten hundrede og ni og firs) højttalende holdt genforeningsfanen højt, men som nu ikke længere tager hensyn til deres sjælelige tilstand og tilsyneladende heller ikke er parate til at yde ofre. Ligegyldigt hvem der har ret, står der tilbage at fastslå at Den anden tyske stat var slet og ret færdig. Günter Mittag, politbureaumedlem og økonomisekretær i SED (det regerende parti i DDR) forklarede i en "Der Spiegel-samtale" i 1991: "det økonomiske sammenbrud var antydningsvist til stede fra 1983. I 1987 kom jeg til følgende erkendelse: Enhver chance er forspildt. Uden genforeningen ville DDR være gået imod en økonomisk katastrofe med uforudsigelige sociale konsekvenser. Tallene forelå for hele politbureauet."

Også hvad angår udviklingens hastighed forløb denne mere eller mindre tvangsmæssigt. Trykket fra befolkningens side - "enten kommer D marken til os eller også går vi til D marken" - var overordentlig stort. Udsagn fra politikere om at de nye forbundslande i løbet af få år ville blive "blomstrende provinser" var i bedste fald naive. Det overtagne arvegods fra en økonomi i ruiner og det ødelagte miljø oversteg de værste forventninger. Friedrich Schorlemmer, pastor og ledende i oppositionen i DDR, formulerede dette i sin takketale for den tyske boghandels fredspris, den tiende oktober i år, således: "Landet blev mere farveglad - og blev så først klar over sin udmattede tilstand".

Trods alle vanskeligheder, trods mange uheld og trods alle belastninger skal vi dog ikke glemme det positive: En proces, der for kort tid siden syntes utænkelig blev så hurtigt, at man næsten tabte pusten, bragt fredeligt til en lykkelig afslutning. Ret til at klage har de, der herved kom i klemme: De, der mistede deres arbejdsplads, de, der - uden egen skyld - ikke længere kunne finde sig til rette i den nye situation, og som blev rodløse, samt de, der lider under de misvækster, som en dybtgående omvæltning altid fører med sig. Men hos alle andre er der tale om klynkeri eller om den typiske tyske hang til selvmedlidenhed eller slet og ret om hykleri. Jeg citerer igen Friedrich Schorlemmer: "Selvbedraget om længden og besværet med vejen til hinanden munder ofte ud i den gammelkendte tyske blanding af selvmedlidenhed og selvbedrag".

Jeg har i de forløbne år talt med mange mennesker i de nye forbundslande om genforeningen. De, der ønskede sig tilbage til tiden før 1990 var en forsvindende lille minoritet. Også her kan man tilslutte sig Schorlemmer, når han siger: "Det er dog herligt, at så meget er lykkedes, at så megen opblanding er sket, at så meget indre forståelse - trods alle afstande - er vokset frem. Hvad der ofte møder os som anklager om klynkeri og nostalgi, er blevet til nøgtern indsigt for mig". Denne sætning vil jeg overføre til anvendelse på biblioteksvæsenet.


Biblioteksvæsenet
For at kunne skildre problemer og konsekvenser for biblioteksvæsenet i det forenede Tyskland seriøst ville det være nødvendigt med en forudgående grundig behandling af 40 års biblioteksarbejde i DDR. Efter "Ragnarok" er banen åben for historikeren. Et første skridt i den retning vil det niende årsmøde i 1996 i "Wolfenbütteler Arbeitskreis für Bibliotheksgeschichte" være, idet det vil beskæftige sig med temaet: Biblioteksvæsenets historie i DDR. Indtil da, og således også i dag, kan problemerne kun blive anskuet som eksempler.

Hvad jeg indledningsvis har sagt om den almindelige situation ved DDRs ophør gælder også for biblioteksvæsenet. Skønt mine personlige erfaringer indtil genforeningen var begrænsede, må jeg tilstå, at jeg indtil da havde dannet mig et meget mere positivt billede end det, der viste sig ved senere øjesyn. I 1978 har jeg i "Buch und Bibliothek" offentliggjort et bidrag om biblioteksarbejde i DDR, et bidrag jeg i dag hellere havde været foruden. Trods omhyggelig research har jeg antaget det for den ægte vare, som siden hen viste sig at være ren propaganda.

Bibliotekernes situation efter vendepunktet må bedømmes alt efter hvilken bibliotekstype, der er tale om. Det, der sprang mest i øjnene var, at forskningsbibliotekerne delvist befandt sig i en katastrofal bygningsmæssig situation. For eksempel havde det gamle og berømte universitetsbibliotek i Leipzig stadig til huse i en bygning, der var blevet halvt ødelagt under krigen og ikke genopbygget. Deutsche Staatsbibliothek på Unter den Linden, i Berlin, var i høj grad truet af sammenstyrtning og bliver nu lukket med henblik på en gennemgribende sanering. Siden 1945 er der ikke blevet nyopført en eneste bygning til de større forskningsbiblioteker. Det teknologiske udstyr, især EDB, var kun rudimentært udviklet. Bogbestandene udviste enorme huller, dels af ideologiske, dels af finansielle grunde: Mangel på vestlig valuta. Det meget berømmede fagnetværk viste sig alene at være et instrument til at forvalte manglerne!

Netværket af statslige almenbiblioteker, det vil sige folkebibliotekerne, var siden biblioteksforordningen af 1968 organiseret i en fremragende struktur; men bag denne funktionelt forbilledlige organisation skjulte sig ligeledes betragtelige materielle mangler med hensyn til bygningsstandard, teknologiske muligheder, udstyr i det hele taget og materialebestande. På enkelte områder, for eksempel børnebiblioteksarbejde, blev der dog ydet internationalt anerkendt arbejde.

Personalestørrelsen i biblioteker af enhver type var, sammenlignet med forbundsrepublikken, endog særdeles luksuriøs.

Efter murens fald udviklede der sig straks livlige kontakter. Især i områderne op til grænsen, men ikke kun d‚r, strømmede skarer af bibliotekarer til bibliotekerne i forbundsrepublikken for at få et første indblik i biblioteksvæsenet i vest. Hjælpsomheden var stor; endnu før de officielle hjælpeprogrammer blev iværksat, blev der grundlagt samarbejder mellem enkelte biblioteker, der blev stillet finansiel hjælp til rådighed og skaffet omfattende bogbestande til at aktualisere de forhåndenværende.

Parallelt til disse spontane og individuelle aktioner, overvejede man hurtigt en mere systematisk fremgangsmåde til at lægge grunden til en sammenvoksen af de to tyske bibliotekssystemer, til genopbygningen af forskningsbibliotekerne, til opretholdelse af folkebibliotekernes netværk og til opbygningen af bestande af moderne medier. I foråret 1990 dannede forbundsministeren for uddannelse og forskning, ministeren for uddannelse og videnskab i DDR og formanden for forbundslandenes stående kulturministerkonference en fælles uddannelseskommission. For biblioteksområdet blev der dannet en tysk-tysk ekspertgruppe, som bestod af repræsentanter for forbundsregeringen, forbundslandene og DDR samt af biblioteksfagfolk fra begge tyske stater. Efter den officielle genforening arbejdede den under navnet: "Bund-Länder-Arbeitsgruppe Bibliothekswesen. Abschlussbericht 1990 bis 1992. Empfehlungen und Materialien. Berlin: Deutsches Bibliotheksinstitut 1999 / dbi-materialien; 126).

Arbejdsgruppen bestod af 28 deltagere, herunder elleve fra det tidligere DDR. Først blandt opgaverne var en analyse af den aktuelle situation, som pegede på følgende emneområder for videre foranstaltninger:

Til at behandle disse temaer blev der nedsat seks underarbejdsgrupper, som skulle udarbejde forslag og anbefalinger. Parallelt hermed blev der dog også taget konkrete skridt. Et hastehjælpeprogram fra forbundsregeringen stillede allerede i slutningen af 1990 femten millioner D mark til rådighed for anskaffelsen af uddannelseslitteratur.

Indtil sin opløsning i november 1992 udarbejdede arbejdsgruppen følgende anbefalinger:

Spørger vi os selv, hvor effektive disse anbefalinger har været, og hvilke konsekvenser de har haft, falder svaret forskelligt ud. Jeg giver helt usystematisk nogle eksempler: Hyppigst stilles det spørgsmål, om det forenede Tyskland dog ikke har overtaget modeller eller strukturer fra det tidligere DDR. Efter min mening fandtes der inden for biblioteksvæsenet kun ‚n model, der var værd at efterligne (det er ikke sagt i så negativ mening, som det måske lyder: Meget adskiller sig ikke strukturelt væsentligt fra det i de gamle forbundslande): Strukturen for folkebiblioteksvæsenet. Men det kunne ikke tillempes, da det var indrettet på en centralistisk enhedsstat. På grund af den forfatningsmæssigt fastlagte kultursuverænitet for forbundslandene måtte hvert af disse, nu 16 forbundslande, i givet fald beslutte sig for denne struktur. Dette var politisk set en total illusion alene på grund af de forskellige politiske flertal i forbundslandenes parlamenter.

Det er ingen hemmelighed, at forbundsrepublikken for tiden befinder sig i økonomiske vanskeligheder. Dens årsager skal ikke alene søges i de på forhånd undervurderede omkostninger ved genforeningen, men også i det verdensomspændende økonomiske tilbageslag. Derfor måtte der også inden for biblioteksvæsenet træffes spareforanstaltninger, der førte til personaleindskrænkninger, til udsættelse af investeringer og endog til lukning af biblioteker. Dette er så meget mere beklageligt, da biblioteksbenyttelsen nu er steget usædvanlig kraftigt efter tilbagegang i begyndelsen.


Uddannelsen
Også problemer og konsekvenser i forhold til uddannelsen bliver kun tydelige, når vi udgår fra situationen i året 1989 altså umiddelbart før genforeningen.


Forbundsrepublikken
Jeg antager, at uddannelsen i forbundsrepublikken kun er kendt i grove træk. Til forskel fra det lykkelige Danmark er det næppe muligt at gøre strukturerne gennemskuelige for udenforstående. Jeg vil derfor slet ikke vove at gøre forsøg med en detaljeret beskrivelse. Kun så meget skal antydes: Der fandtes og findes tre niveauer, og jeg nævner dem nedefra og op:

Dette system bliver yderligere kompliceret, fordi den såkaldte "kulturføderalisme" giver forbundslandene stort spillerum for at variere disse uddannelsesmuligheder.


DDR
DDR som centralistisk enhedsstat havde det i denne henseende enklere; men kendte dog ligeledes tre niveauer, i sidste instans funktionelt bestemte:

Kort tid før slutningen viste der sig, til stor utilfredshed for kollegerne i DDR, politiske tendenser til at nedgradere bibliotekaruddannelsen ved de tre fagskoler. I det hele taget var uddannelsen i den tidligere sovjetiske besættelseszone og senere DDR kendetegnet ved, at den havde svært ved at konsolidere sig, fordi der, næsten udelukkende af politiske grunde, til stadighed blev eksperimenteret med den.

Efter min opfattelse var der derfor, efter genforeningen, mange påtrængende strukturelle ændringer, der skulle foretages inden for uddannelsen, ligesom i det øvrige biblioteksvæsen. Da det for kollegerne i det tidligere DDR kun var acceptabelt med en løsning i retning af opgradering, var det klart, at man ville tilstræbe en faghøjskoleløsning, som i den gamle forbundsrepublik. Der var også enighed om at bibeholde de hidtidige uddannelsessteder. Da min institution "Fachhochschule für Bibliothekswesen" i Stuttgart har engageret sig stærkt i nystruktureringen, er det vel forståeligt, at jeg her skitserer udviklingen fra et Stuttgartsk synspunkt. Jeg går frem efter geografisk placering:


Leipzig
Vi følte os fra tidligere knyttet til søsterinstitutionen i Leipzig, da vor højskole for mere end et halvt århundrede siden blev grundlagt netop derfra. Allerede i DDR-tiden havde man igen og igen forsøgt at knytte kontakter, og, trods politiske implikationer, og kun med hjælp "ovenfra", skete underet: To gange, i 1983 og 1986 kunne man i Leipzig arrangere møder mellem lærere og studerende fra begge dele af Tyskland. Jeg kunne i dag godt tænke mig at vide, hvad man kan læse om dette i Stasi-arkiverne! Lige efter at det kommunistiske regime var faldet, men endnu før genforeningen indbød vi i maj 1990 lærere og studerende fra Leipzigskolen til et besøg med flere formål, herunder udveksling af tanker om den fremtidige udvikling. Vi lovede, inden for vore muligheder, at støtte uddannelsen i Leipzig, og at overføre den til en højere uddannelse. Det var et lykketræf, at forbundslandet Baden-Württemberg, hvor Stuttgart er hovedstad, overtog partnerskab med den nye fristat Sachsen, hvori Leipzig ligger. På denne måde trak vor højskole, kulturministeriet og rektorkonferencen i vort forbundsland på samme hammel. Vi medvirkede i en struktur- og ansættelseskommission for Leipzigskolen. Jeg skal spare Dem for videre detaljer, for resultatet af de fælles anstrengelser er allerede synlige: Den nye højskole for Teknik, Økonomi og Kultur i Leipzig med et fagområde for Bøger og Museer, hvor bibliotekarer, boghandlere og museologer studerer.

Efter menneskelig målestok er dermed Leipzigs fremtid som hjemsted for uddannelsen sikret, og det både gamle og nye uddannelsessted er forsynet med et fremadrettet koncept på vej til en forhåbentlig bedre fremtid, trods alle de vanskeligheder, der naturligvis også fremover vil komme.


Berlin
Meget mere vanskelig og kompliceret er situationen i Berlin, der, som tidligere delt by og hovedstad i DDR, politisk set var en betydelig varmere kartoffel. Her var man konfronteret med den kendsgerning, at ikke kun den hidtidige fagskole og instituttet ved Humboldt-Universitetet skulle reformeres og reorganiseres, men at der ved det frie universitet i Vestberlin også fandtes et uddannelsessted, så alle tre steder skulle bindes sammen i et fælles koncept.

Da den for højskolen ansvarlige minister, i Berlin kaldet senator, kom fra ministeriet i Baden-Württemberg blev vor højskole opfordret til også at medvirke ved fornyelsen i Berlin i en struktur- og ansættelseskommission.

I modsætning til Leipzig er denne proces endnu ikke afsluttet i Berlin. Hvad jeg her kan berette om den fremtidige tilstand, har derfor endnu på mange måder karakter af noget foreløbigt.

Den personlige fornyelsesproces har vist sig at være særlig vanskelig og kilden: Parlamentet i Berlin havde i 1990 vedtaget en personaleovertagelseslov, som regulerede fremgangsmåden. Alle lærere ved de videregående uddannelser kunne ansøge om overtagelse af nye stillinger, men måtte så undergive sig en regulær ansættelsesproces. Ansøgningen gik til struktur- og ansættelseskommissionen, der i vort tilfælde bestod af tre eksterne professorer fra Köln, Münster og Stuttgart samt 5 ansatte ved Humboldt-Universitetet. Den var således ikke domineret af medlemmer fra den gamle forbundsrepublik. Komit‚en besluttede sig så på basis af kriterier som universitetet havde udleveret på forhånd om faglige kvalifikationer og personlig integritet. Alle, der fik en negativ vurdering, blev på forhånd hørt. I alt blev 7 medarbejdere ved instituttet vurderet negativt og opsagt med udgangen af vintersemestret 1993/94. For alle berørte er der en retslig klageadgang mod opsigelsen ved arbejdsretten. Samtidig forløb en ansættelsesproces for tre nyetablerede professorstillinger, der er opslået internationalt.

Alle bibliotekaruddannelsesinstitutioner i Berlin bliver sammenlagt i én, nemlig Humboldt-Universitetet. Et udkast til en samarbejdsaftale mellem de to universiteter, "Freie" og Humboldt foreligger. Første oktober 1994 er planlagt som dato for fusionen mellem de to. Her er følgende studiemuligheder forudset.

Det ville være ønskeligt, at der derved i Berlin opstår et center for biblioteksvidenskabelig grundforskning, en opgave som faghøjskolerne kun i begrænset omfang kan overkomme.


Potsdam
Som det eneste fuldstændig nye uddannelsessted skal Potsdam nævnes. Forbundslandet Brandenburg har besluttet at indrette et fagområde, hvor arkivarer, bibliotekarer og dokumentalister kan blive uddannet ved dets nye faghøjskole i Potsdam. Denne ny uddannelse betragtes af flere, i det mindste hvad angår bibliotekarer, som overflødig på grund af den korte afstand til Berlin, den tilstrækkelige uddannelseskapacitet i Tyskland i det hele taget, og på grund af de hidtidig beskedne personelle og materielle ressourcer. Som det eneste tilfælde er denne skole blevet kaldt til live uden intensive kontakter til allerede eksisterende uddannelsesinstitutioner. Bibliotekaruddannelsen er påbegyndt i efterårssemestret 1993/94 (nitten hundrede tre og halvfems/firehalvfems). Nærmere enkeltheder er indtil videre ikke kendt i det faglige miljø. Fra min synsvinkel er dette den eneste fejlagtige udvikling inden for bibliotekaruddannelsesområdet i kølvandet på genforeningen.


Sondershausen
Kun for fuldstændighedens skyld skal jeg tilføje, at den tidligere fagskole for biblioteksfagarbejdere er bevaret og videreføres som Thüringische Bibliothedsschule Sondershausen. Dens hovedopgave ligger på uddannelse af biblioteks-, dokumentations- og arkivassistenter. Modellen er for så vidt ny, idet disse medarbejdere i biblioteksvæsenet i det øvrige Tyskland, som hidtil er uddannet decentralt, her skal uddannes centralt for de nye forbundslande men ikke kun for disse!


Forsøg på resumé
Jeg begyndte med nogle citater fra festlighederne i forbindelse med uddelingen af den tyske boghandels fredspris i oktober forrige år. Det forekommer mig passende her ved slutningen endnu engang at gribe til de dér ytrede tanker. Biblioteksvæsenet som helhed er en del af vort samfund. Som sådant følger det med i alle de bevægelser, udviklinger og ændringer, der sker i det øvrige samfund.

Det var en svaghed i den vulgærmarxistiske historiefortolkning, at Overbygning og Basis efter dens opfattelse marcherede i takt ind i fremtiden.

Fra Hegel stammer det berømte diktum, at "Minervas ugle først begynder sin flugt i det frembrydende tusmørke", som oftest bliver tolket på den måde, at kulturel og videnskabelig udvikling følger efter den samfundsmæssige udvikling med en vis forsinkelse. Jeg vil dog vove den tese, at vi i tilfældet Biblioteksvæsen iler foran den samfundsmæssige udvikling. Selvfølgelig har heller ikke vi bibliotekarer endnu løst vore hjemmeopgaver; men det som folk i efteråret 89 håbede, nemlig at nå til en fredelig sameksistens, synes for mig at være lykkedes bedre inden for vores lille kreds end inden for andre områder. Den flænge, der stadig går midt gennem Tyskland og ikke lader sig læge lige straks, er måske hos os bibliotekarer ikke så dyb. I det mindste giver de samtaler, jeg har ført med mange derom, håb for fremtiden. Også mange beretninger om biblioteker i de nye forbundslande, som man for eksempel kan læse i tidsskriftet "Buch und Bibliothek", giver grund til optimisme.

Richard von Weizsécker, vor forbundspræsident, sagde i Paulskirken i Frankfurt am Main, det vigtigste symbol for tysk demokrati: "Kommunismen har fejlet med samfundets fornyelse. Den har villet tvinge den igennem uden at bygge på fornyelsen af mennesket." De tyske bibliotekarer har forlængst taget afsked med den idealistiske forestilling, at de kunne være dem, der bidrog til menneskets fornyelse. Men i en højere mening kunne de yde deres bidrag hertil op til genforeningen:

Gennem forbilledlig tolerance og med erindring om et gammelt motto, som de altid gerne har villet tilslutte sig: "Aliis inserviendo consumor", det vil sige "Jeg går op i at tjene andre".


Tilbage til toppen