Bogens Verden 4-94 Henrik Milton Sørensen

Bogens Verden 1994 nr.4

Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel

Journalen skal føres
Om franske forfatteres dagbøger

Af Henrik Milton Sørensen

Den amerikanske skuespillerinde Tallulah Bankhead, der i lighed med sin langt mere kendte kollega Mae West, blev mere berømt for sine rappe replikker end for sin skuespilkunst, sagde engang: "Only good girls keep diaries. Bad girls don't have the time." Og det var naturligvis underforstået, at hun selv hørte til blandt dem, der manglede tid.
Replikken ser fiks ud, men har begrænset sandhedsværdi. Folk der skriver dagbog er ofte mennesker der også føler en uimodståelig trang til at bekende. Tænk på Johannes Jørgensen, der var en næsten tvangspræget dagbogsskriver. Han begyndte som 14årig og fortsatte hele livet og han blev som bekendt gammel. Han nummererede alle dagbøgerne, som han kaldte "sit Livs Depoter" og engang da det i en festtale for ham blev berørt, fremviste han dagbogen, som han altid havde på sig. Den aften bar den nummeret 983. Han skrev næsten hver dag og indledte som regel med at bogføre vejrliget og det sted han befandt sig i skrivende stund. For han kunne pludselig afbryde et samvær og give sig til at notere i dagbogen. I et digt har han skrevet. "Lad alting gaa saa galt det vil,/ om saa det gik ad Skibbrud til - / et véd jeg, som altid skal gøres:/ Journalen skal føres."
Havde Johannes Jørgensen været fransk forfatter, var disse omfattende dagbogsskriverier sikkert blevet udgivet. Men i Danmark er der ikke nogen tradition for at udgive forfatteres mere intime notater. Vi har ganske vist H.C. Andersens, der bestemt ikke er det kedeligste i hans produktion, men udover det? Vi vil her se bort fra dagbøger af folk uden for litteraturens verden, altså også fra Anker Jørgensens omfattende dagbøger. Politikeres dagbogsskriverier bliver i disse år mere og mere almindelige og ofte sikre bestsellers, især i England.
To ufortjent oversete selvbiografiske værker som Chr. Ellings "Aftenspil" (1971) og Aage Dons' "Uden at vide hvorhen" (1976) fremstår ganske vist som dagbøger, men begge forfatterne benytter blot dagbogsskriveri i en bestemt periode til at skrive deres erindringer.
Dagbogsformen kan i det hele taget bruges på mangfoldige måder. Også som roman naturligvis, i dansk litteratur med så illustre eksempler som "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog" og "Løgneren". Men også i polemisk ærinde, som i Rifbjergs "En udflugt" (1990), der fra 12/4 til 14/5 1990 fortæller om en rejse til Spanien, men som mest bogfører forfatterens verbale hug til fænomener og personer i nutidens Danmark. Og gør det på aldeles brillant vis.
Egentlige dagbogsudgivelser er det danske bogmarked dog også blevet beriget med de senere år. Her tænkes naturligvis på Villy Sørensens "Tilløb" - "Forløb" - "Perioder" (1988, 1990, 1993), der dækker perioden 1949-1974. Og Thorkild Hansens "De søde piger" og "Et atelier i Paris 1-2" (1974, 1990), der dækker perioden 1943-1952 og som også er lovet udvidet med flere bind. Her kan man med rette forvente et bindstærkt dagbogsværk … la francaise.
Det er tankevækkende at sammenligne de to udgivelser, der til dels dækker samme periode. Og Bodil Wamberg har da også gjort det. Forskellene er iøjnefaldende og demonstrerer, at dagbogsformen kan administreres på højst personlig vis. Mens Thorkild Hansens dagbøger fortæller meget personligt og i konkrete detaljer om et livs udvikling, kredser Villy Sørensens mere omkring i de højere filosofiske luftlag. Pudsigt nok udgav samme Villy Sørensen i 1980 bogen "Vejrdage" der også i dagbogens form, men mere personligt meddeler indtryk og erindringsfragmenter fra en sommer.

I Frankrig er traditionen for at udgive forfatteres dagbøger lang og levende. De første store franske dagbogsskribenter var endnu rationalistiske børn af Oplysningstiden. Deres dagbøger er ikke fyldt med følelsesudbrud som senere generationers. Det gælder for Joseph Joubert (1754-1824), hvis litterære eftermæle udelukkende bygger på disse private optegnelser. Og det gælder for Benjamin Constant og Stendhal. De skriver stadig dagbog i streng fortrolighed uden tanke på offentliggørelse. Det er da også først en meget senere eftertid, der har bragt det i løndom skrevne ud til en større offentlighed. Constants "Journeaux intimes" udgives først i 1952 (i Pléiade-udgaven), mens Stendhals "Journal" kommer 1937 i en første fem- bindsudgave.
Men dagbogsskriveriet bliver først rigtig populært i romantikken. De første romantiske forfattere havde den trang til ensom selvbeskuelse, som genren næsten forudsætter. Efter 1789 bliver den enkeltes plads i samfundet og familien mere diffus, individet mere overladt til sig selv, og det identitetssøgende jeg kan i dagbogen forsøge at fastholde sig selv og de flygtige døgn. Midt i en fjendtlig og fremmedgjort verden, hvor mennesket føler sig mere og mere overladt til sig selv, bliver dagbogen for flere og flere en fortrolig følgesvend, man kan betro alt. Historikeren Jules Michelet (1798-1874), der skrev bindstærke værker om Frankrigs glorværdige fortid, var også en af romantikkens store dagbogsskrivere. Han sagde selv at han skrev dagbog for "i sjælens slot at indhegne et fristed midt i verdens vrimmel".
Romantikerne var altså ihærdige dagbogsskrivere, men det skrevne var stadig kun beregnet på inderlommen og skrivebordsskuffen. Nævnes kan Alfred de Vignys "Journal d'un poéte", der også først publiceredes i dette århundredes Pléiade-udgave (1948).
I 1829 udkom en bog der så at sige kanoniserede dagbogsgenren. Den hed "Vie, poésies et pensées de Joseph Delorme". Forfatteren var kritikeren Sainte-Beuve, der skulle forestille at være udgiver af den netop afdøde (men altså fiktive) Joseph Delormes dagbøger. En fremgangsmåde der dannede skole gennem hele århundredet helt frem til André Gides opdigtede dobbeltgænger André Walter fra forfatterens debutår 1891 ("Les cahiers d'André Walter").
Hen mod midten af 1800tallet præger bevidstheden om en eventuel offentliggørelse i højere grad dagbogsskriverierne, og dagbogen som en ven man kan fortælle alt fortoner sig. Både Maurice Barrés (1862-1923) og Jules Renard (1871-1910) skrev dagbog med en eftertid for øje.
Ligesom brødrene Edmond og Jules Goncourt, der hver aften fra 1851 til 1896 (Jules døde dog i 1870, men Edmond skrev troligt videre) bogførte deres møder med både et omfattende persongalleri af ukendte skopudsere, tjenestepiger, droskekuske og et imponerende væld af kendte politikere, kunstnere og især forfattere, således at deres "Erindring fra det litterære liv", som undertitlen lyder, fremstår som et enestående kildeskrift til det 19. århundredes litteraturhistorie. Kun et enkelt brudstykke af den findes oversat til dansk: Edmonds dagbogsblade fra 1870-71.
Et andet kildeskrift, i dette tilfælde til århundredeskiftets litterære og mondæne liv, er den dagbog som en landligt udseende præst førte fra 1879 til 1939. Abbé Mugnier kom fra den franske provins og blev sognepræst i et af hovedstadens fornemste kvarterer, Faubourg Saint-Germain, på den kvadratkilometer hvor adelen også hos Proust holder til. Han blev hertugindernes skriftefader og forfatternes fortrolige. Hans slidte præstekjole indgød tillid, og de lod munden løbe. Men også han skrev dagbog, og overvejede også at udgive den inden sin død som 91årig i 1944. Men først i 1985 udkom hans "Journal" i en redigeret og barberet udgave i et enkelt bind.

Mange af det 20. århundredes franske forfattere er energiske dagbogsskrivere. Og de er i de fleste tilfælde ganske bevidste om at deres daglige notater før eller siden vil komme på bog. Især før, for mange offentliggør deres dagbøger, mens de endnu er i live. Dagbogsskriveren par excellence, André Gide, er i så henseende ganske typisk.
Der er mange der mener at Gides største værk er hans dagbøger. Det er et diskutabelt synspunkt, men det er i hvert fald sikkert, at Gides dagbøger i enestående grad er fundamentet under hans øvrige produktion. Da Gide i 1930 beslutter sig for at offentliggøre hele den dagbog han har ført siden slutningen af 1880erne, har store dele af den allerede været brugt i de fleste af hans bøger. "Jordens frugter" indeholder lange fragmenter fra dagbogen, der er direkte overført til bogen. I sin erindringsbog, "Hvis hvedekornet ikke dør", i fortællingen "Den umoralske" og i sin eneste roman "Falskmøntnerne" benytter han også sin dagbog, om end på mere indirekte vis.
Hovedpersonen i "Falskmøntnerne" er forfatteren (i hvert fald forfatter in spe) Edouard, der også skriver en dagbog, der udgør cirka en trediedel af romanen. Og samtidig med undfangelsen af "Falskmøntnerne" skrev Gide selv en dagbog om sine overvejelser over romanens form og forløb, "Journal des faux-monnayeurs", der udkom samme år som romanen: 1926.
Men ikke nok med det: Gide havde også offentliggjort nogle af sine rejsedagbøger fra Italien, Nordafrika og andre steder, før han i trediverne begynder at publicere hele materialet. Det sker samtidig med at han løbende lader tidsskriftet Nouvelle Revue Francaise offentliggøre de nyeste dagbøger. Det gør han officielt fordi han er bange for hvad en posthum udgiver kan finde på. Dog indrømmer han i intimere kredse at det også skyldes at han ikke rigtig har andre bøger på bedding. Men kun til sin trofaste veninde, Maria van Rysselberghe, "la petite dame", tør han fortælle den egentlige grund: "I denne offentliggørelse ser jeg en naiv mulighed for at blive mere elsket." Underforstået: af publikum. Sådan fremstilles det i hvert fald i "Les Cahiers de la petite dame", der følger Gides gøren og laden fra dag til dag med en større vifte af konkrete detaljer end hans egne dagbøger, der ofte er for optaget af selvanalyse eller diskussioner af læsning til at bekymre sig om dagligdagens petitesser. Det tager veninden sig af. Og lægger man de to dagbogsværker sammen kommer man utroligt tæt på Gide, mere end man måske egentlig ønsker.
Den stadige offentliggørelse af dagbøger der måske var skrevet et eller to år før, ændrede dog Gides syn på det der skulle være intime aktstykker: "Den ubehagelige vane jeg har fået på det sidste, at offentliggøre et stort antal sider af min dagbog i Nouvelle Revue Francaise, har langsomt fjernet mig fra den, som fra en indiskret ven som man ikke kan fortælle noget før han siger det videre... Og igen, mens jeg skriver dette, forestiller jeg mig det allerede trykt." Man kan roligt sige at Gide var kommet ind i en ond cirkel. Han kunne dårligt skrive et notat i sin dagbog, før han løb af sted til trykkeriet med det.
Men det var selvfølgelig ikke alt han ønskede trykt. Han måtte så at sige begynde et dobbelt bogholderi: den officielle dagbog og så den egentlige. Således er der stadig et væld af utrykt dagbogsmateriale, bl.a. 86 hæfter på Bibliothéque Doucet i Paris. Det bort-censurerede kredser især om tre ting: familien (og det vil først og fremmest sige hans kone Madelaine), penge og erotik. Men Gide censurerede ikke blot notater om disse forhold , men også en bemærkning som denne tilsyneladende uskyldige, fra d. 15. august, 1905: "Ør i hovedet efter to nætter med søvnløshed; voldsom uro, trykken i brystmusklerne og derfor umuligt at trække vejret uden at jamre sig; forbitrede tanker. Samvittighedsnagets fysiske udtryk. Oh! hvis jeg kunne rive denne side ud af mit liv." Som sagt så gjort. Eller rettere: han offentliggjorde i hvert fald ikke dette notat i levende live.
André Gides dagbøger findes i to snart gamle Pléiade-bind. Men i 1994 ventes en ny udgave og den ventes med spænding, mange af de notater Gide selv udelod, som f.eks. det ovenstående, vil for første gang blive trykt i deres rette sammenhæng.
Da vil det også blive muligt at foretage en sammenligning i fuld størrelse mellem Gide og vor egen Thorkild Hansen. Der er ingen tvivl om at den danske forfatter var en stor beundrer af sin franske kollega. Dagbogen bevidner det, men også det udvalg af artikler der udkom i 1992, "Artikler fra Paris". Som dagbogsskrivere og selvanalytikere ligner de hinanden. Og de forstod begge at genbruge deres dagbøger i andre udgivelser og at også Thorkild Hansen var bevidst om sine daglige skriveriers efterliv, er der ingen tvivl om.

Et andet højdepunkt i det 20. århundredes franske dagbogsskriveri er Paul Léautauds ( 1872-1956) "Journal Littéraire", der begyndte at udkomme to år for forfatterens død og hvis 19. og afsluttende bind kom i 1966. Som i Goncourt-brødrenes dagbøger passerer her et helt århundredes litterære koryfæer revue.
Den vrisne misantrop og eneboer Léautaud, der holdt mere af katte end af mennesker og så ud som om han levede under Paris' broer, traf i sin egenskab af grå forlagseminence alle betydelige forfattere og portrætterede dem satanisk ondskabsfuldt. Tonen er barsk og formålsparagraffen klar: "Man skal skrive om det man har set, det man har hørt, det man har følt, det man har oplevet." De mest anløbne, snavsede og sexuelt vovede historier bogføres af Léautaud. Han er skånselsløs over for andre, men så sandelig også over for sig selv. Og en stadig sortseende positur er vandmærket i dagbøgerne: "Jeg kan ikke huske at jeg en eneste dag er stået op med godt humør, og tilfreds med livet, de andre eller mig selv."
Léautauds dagbøger er et omfattende værk, der gik ikke mange dage ubeskrevne hen. Jean Cocteau var en mere ustadig dagbogsskriver, og hans dagbøger er først udgivet efter hans død. Ganske vist overvejede han selv en barberet udgave af sine dagbøger fra krigsårene, men hans venner frarådede det, og i mange år gik der de heftigste rygter om disse dagbøger. Om alt det forfærdelige og afslørende han skrev om sine venner osv.
Men da de endelig udkom i 100året for Cocteaus fødsel i 1989, "Journal 1942-1945", viste det sig, at den der blev mest afsløret var forfatteren selv. Kritikeren Bertrand Poirot-Delpech var bestyrtet i Le Monde: Cocteau, der måske for at foregribe en eftertids dom et sted skriver, "Min naivitet er som et barns", lufter i disse dagbøger en ganske uhørt velvilje over for nazismen og Hitler. D. 2. juli, 1942: "Det ville være sørgeligt at forhindre sådan en ånd i at føre sin opgave til ende og at kvæle ham mens han er i fuld gang." Adskillige gange finder Cocteau også anledning til at fremhæve Førerens følsomhed og storhed! Og sådan kan en dagbogsudgivelse altså også fungere: som en posthum boomerang der rammer forfatteren midt i hans almindelige omdømme.
Der er ingen tvivl om at Cocteaus ry led varig skade ved denne udgivelse. Ikke blot fordi den viste eftertiden en Cocteau som man, hvis man ville være venlig, kunne kalde politisk umoden, men også fordi den litterære værdi af dagbøgerne var mådelig. Hvilket allerede var blevet demonstreret af de to bind dagbøger fra 1951-53, "Le passé défini" (en titel Cocteau selv havde valgt), der udkom i 1983 og 1985, og som skulle være fulgt op til 1963, året for Cocteaus død. Det er ikke sket. Forklaringen skal måske søges i det ovenstående.

Det tredie højdepunkt blandt dette århundredes franske dagbøger er foruden Gides og Léautauds Julien Greens. Green, der er født 1900 og som stadig er aktivt skrivende, forbliver sært ignoreret i Danmark. Bortset fra et par romaner, der blev oversat i 40erne og 50erne, og et par af hans erindringsbøger, kendes han ikke på disse breddegrader. I begyndelsen af 1994 introduceredes han dog på Det kgl. Teater som dramatiker med stykket "Syd".
Green er født i Paris, men begge hans forældre var amerikanske og han skrev sine første ting på engelsk. Han har dog altid boet i Paris, bortset fra nogle år under verdenskrigene, og størstedelen af hans omfattende forfatterskab er skrevet på fransk. Også dagbøgerne, der indledes i 1926, og som til dato er på 14 bind. Foreløbig sidste bind kom i 1990 og rummer årene 1984-1990. Her er altså tale om en forfatter der i lighed med Gide overvåger udgivelsen af sine egne dagbøger, og som under nedskrivningen hele tiden har udgivelsen for øje.
Green er troende, men på ingen måde ortodoks katolik. Han er nemlig også homosexuel og har ikke villet skjule det. Hans dagbøger kredser meget om religiøse spørgsmål ligesom hans forfatterskab i øvrigt, men selv for en læser, for hvem tro på en gud er ganske fremmed, bliver Greens dagbøger besættende læsning. Den poseren mange synes præger Gides dagbøger, findes ikke hos Green. Han er bestandig oprigtig på en måde der får ham til at fremstå som et menneske der altid er forblevet et barn. Med bestandig undren (og beundren) iagttager han verden og beskriver den uden fordømmelse. Som en anden Frans af Assisi, som han for resten også har skrevet en bog om, må han stadig konstatere: "La terre est si belle", titlen på 11. bind af dagbøgerne.

Dagbøger er fortsat en kurant genre på det franske bogmarked. En af nutidig fransk litteraturs enfant terribler er Gabriel Matzneff (født 1936), der har udgivet foreløbig seks bind dagbøger, som alle kredser om det samme emne: forfatterens erotiske erobringer blandt mindreårige drenge og piger. Hvert af disse bind har givet anledning til voldsomme polemikker og retssager, for Matzneff har sat ære i at være åbenhjertig til det både pinagtige og ufrivilligt komiske. Hans dagbøger bogfører alle hans sexuelle eskapader i de mindste detaljer, og han har oftest mindst en fire-fem affærer i gang. Ingen af hans "ofre" er over 20 år, og den stædige selvhøjtidelighed hvormed han nedskriver deres ungdommelige beundring, kan være utrolig irriterende, men konsekvent det er han: dagbøgerne fremstår som en lang flaneren på parisiske gader og boulevarder for at opstøve nyt frisk kød og beskrivelser af de efterfølgende samlejer.
Gabriel Matzneff er en stående vittighed i de litterære milieuer i Paris, men han bliver ved med at skrive og udgive sine dagbøger og dermed gøre Tallulah Bankheads indledningsreplik til skamme. "Bad girls" og bad boys finder skam også stunder til at skrive dagbog.

Tilbage til toppen