Bogens Verden 1994 nr.4


Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel


Statusopgørelsernes tid

Af Steffen Kronborg



I det pornografisk/erotiske billedværk med den dobbeltbundede titel: Bag om Druuna fremsætter forfatteren til værket, Paolo Eleuteri Serpieri, følgende betragtninger om kunstnerens situation i dag: "Min inspiration kommer tusinde steder fra. Jeg tror ikke på, at man kan skabe noget originalt. Alt er blevet sagt før, enhver tænkelig menneskelig situation er blevet beskrevet før, alle mesterværker er allerede skrevet." Hvorpå han dog skynder sig at komme med nogle modificerende bemærkninger - i hvert fald om sit eget emneområde, science fiction-fortællingen: "Selvfølgelig kan man lave variationer over situationer, som allerede er blevet behandlet: den højt udviklede teknologi, tilbagevenden til barbariet, verden efter bomben og rejser i rummet." (s. 68).

Der er dog ikke noget, der tyder på, at Serpieri har i sinde at lade sine anfægtelser angående den moderne kunstners problemer med originaliteten stå i vejen for sin egen produktion. For uanset om der nu er tale om banebrydende kunst, eller det kun drejer sig om variationer over velkendte temaer, fortsætter Serpieri ufortrødent sin serie om den velskabte Druunas trængsler i et vildfarent rumskib. Og udgivelsen af billedbogen Bag om Druuna, indeholdende en række bort<->censurerede illustrationer fra serien, er da formodentlig også mere et resultat af forfatterens ønske om at tjene penge på en efterspurgt vare, end den er udtryk for hans manglende evne til at finde på nye historier.

Men faktisk er det interessant at bemærke, at den pornografiske billedbog udkommer netop samtidig med to andre beslægtede spin-off-udgivelser til populære tegneserier: Folk og fæ i himmelrummet. Linda og Valentins galaktiske leksikon af Christin og Meziéres, og Franquins encyklopædi om Spirillen af Batem, Verhoest og Cambier. Tre bøger er ganske vist ikke nok til at udgøre en tendens; men det er nok til at få tegneseriepublikummet til at overveje, om Serpieris udsagn måske alligevel rummer en vis portion sandhed. Når tegneserieskaberne nu begynder at udsende billedbøger, leksika og sågar "encyklopædier" i stedet for rigtige historier, er det så i virkeligheden, fordi de er løbet tør for ideer og ikke har mere at fortælle? Eller er grunden den, at forfatterne - som i Serpieris eget tilfælde - ønsker at udnytte deres tegneserieskabninger i videst muligt omfang, efter at disse ‚n gang har bevist deres levedygtighed? Begge muligheder er i høj grad til stede - men samtidig lader forklaringerne sig tolke som led i en overordnet bestræbelse fra forfatternes side på at systematisere og skabe overblik over deres hidtidige produktion. Udgivelserne kan ses som en form for statusopgørelser - og det er nok også i den ånd, de er blevet til.


Linda og Valentins galaktiske leksikon
Mens Bag om Druuna gør status over opnåede landvindinger i form af en præsentation af diverse skitser og forstudier og andet upubliceret materiale, er Linda og Valentins galaktiske leksikon en helt anden type statusopgørelse. Her er der tale om et sideprodukt, der ikke direkte indgår som led i den serie, den knytter sig til, men som alligevel refererer til og nuancerer det univers og den mytologi, serien har opbygget gennem de hidtidige udgivelser. Leksikonnet er nemlig udformet som en systematiseret oversigt over alle de mærkværdige væsener og skabninger, de to titelpersoner i science fiction-serien "Linda og Valentin" i de indtil videre 14 tegneseriealbums er stødt på. Og selv om denne ramme om bogen altså eksplicit giver indholdet form af fiktionsfigurernes statusopgørelse, er der ingen tvivl om, at de to ophavsmænd til serien netop har valgt leksikonformen som en velegnet ramme omkring deres egen statusopgørelse.

Den definitive klang i ordet "statusopgørelse" giver måske nogle forkerte associationer. Leksikonnet betegner ikke nogen afslutning på serien - selv om det på den anden side nok har været tydeligt for læserne, at de to forfattere har haft svært ved at forny sig på det seneste. Serpieris udlægning af originalitetens svære vilkår i dagens kunstverden er derfor nok ikke helt irrelevant i tilfældet "Linda og Valentin"; men samtidig er det foreliggende leksikon formentlig i lige så høj grad et resultat af forfatternes erkendelse af deres svigtende inspiration, som den er et udtryk for den. For idet Christin og MeziŠres har indset, at det kneb med at finde på flere gode historier, har de besluttet sig for at forsøge med noget helt nyt i stedet for blot at fremlægge endnu en halvhjertet eventyrfortælling - og det har så givet sig udslag i det galaktiske leksikon.

Det ser da også ud som om genreskiftet har bekommet de to tegneserieskabere vel. Det lyser ligefrem ud af leksikonnet, at forfatterne har moret sig herligt, da de lavede bogen, og nok så vigtigt - begejstringen forplanter sig videre til læseren! Borte er rutinepræget og det skabelonagtige fra de seneste "Linda og Valentin"-albums, og i stedet møder der læseren en veloplagt og vittig gennemgang af seriens univers, præsenteret med et glimt i øjet - men dog også med respekt for fiktionens indre sammenhæng og troværdighed. Bogen kan derfor varmt anbefales til tegneseriens mange fans - som under læsningen samtidig vil føle et nostalgisk stik i hjertet af længsel efter dengang, hvor serien var banebrydende på tegneseriefronten.

Desuden vil læseren via det galaktiske leksikon få lejlighed til at stifte bekendtskab med et rumvæsen, som hører hjemme i en af de to korthistorier, der endnu ikke er oversat til dansk: Den Store Samler. Var det dog ikke muligt at få oversat de to "Linda og Valentin"-historier, så de danske læsere omsider kunne nyde tegneserien i dens helhed? Måske det foreliggende leksikon kan virke som løftestang for en sådan oversættelse? Initiativet ville uden tvivl blive hilst velkommen af tegneseriepublikummet. Men om det kan realiseres er nok ret så tvivlsomt - ikke mindst, når man ser, at det ikke engang er "Linda og Valentin"- seriens faste udgiver, Carlsen-forlaget, der står bag leksikonnet, men derimod forlaget Bogfabrikken. Det indsats skal Bogfabrikken have tak for - og samtidig kan forlaget så more sig over at stå bag en udgivelse, der udstyrsmæssigt og lay-out-mæssigt ligner Høst & Søns "Høst-viden"-serie til forveksling. Og dét i forbindelse med en bog, der er fyldt med lutter løgn og bedrag!


Franquins encyklopædi om Spirillen
Skaberne af det forunderlige tegneserievæsen Spirillen har ikke kunnet nøjes med et almindeligt leksikon til deres statusopgørelse, men har fremstillet en hel "encyklopædi" om dyret. Ordet skal naturligvis tages med et stort gran salt; men brugen af det angiver meget godt tonen og niveauet i udgivelsen. Franquins encyklopædi om Spirillen er "den mest omfattende dokumentation om det eventyrlige væsen, der overhovedet findes", hedder det i bogens forord. Hvilket selvfølgelig er løgn; den mest omfattende dokumentation om Spirillen finder man i de talrige "Splint & Co."-albums, hvor dyret er med, samt i de foreløbig 6 titler i Spirillens egen album-serie. Disse udgivelser er primærkilderne for nysgerrige læsere, som gerne vil vide noget om det pudsige fantasivæsen, mens encyklopædien må betragtes som en parentes i Spiril-litteraturen.

Hovedformålet med encyklopædien er da også i langt højere grad at underholde end at informere, og det er under denne synsvinkel, indholdet må anskues. Selve encyklopædi-konceptet er således i sig selv et led i underholdningsbestræbelserne, idet der helt klart er tale om en pastiche. Den akademiske stil og den "videnskabelige" fremlæggelse af stoffet, kombineret med tekstens groteske udsagn, angiver genren - selv om man måske nok kan undre sig lidt over at møde den voksenorienterede pasticheform i forbindelse med en tegneserie, der primært henvender sig til børn. Målgruppeskismaet er dog ikke begrænset til bogens genremæssige udformning, men kommer også til udtryk på andre områder i encyklopædien. F.eks. vil de voksne læsere sikkert finde dele af teksten for plat og pjattet til, at den er rigtig morsom. Hvorimod børnene, som bedre kan goutere den lavkomiske tekst, vil have svært ved at forstå flere af voksenvittighederne - bl.a. afsnittet om Spirillens opdukken i hidtil ukendte kunstværker af navne som Mondrian og Picasso. Disse referencer kræver nok en voksen læser for at blive værdsat fuldt ud.

De lidt diffuse målgruppesignaler hænger sammen med, at encyklopædien i hele sit oplæg er en anden type værk end Linda og Valentins galaktiske leksikon. For hvor leksikonnet faktisk har form af en statusopgørelse, skrevet for det publikum, der også læser "Linda og Valentin"-serien, er encyklopædien snarere en udbygning af seriens univers med en stribe helt nye aspekter ved og oplysninger om seriens hovedfigur. Disse oplysninger indgår ikke i eller berører seriens referenceramme, hvorfor forfatterne har haft helt frie hænder med hensyn til, hvad de ville fokusere på. Og den frihed har de altså benyttet sig af til at krydre encyklopædien med en stribe voksenrettede morsomheder - utvivlsomt vel vidende, at den populære børnetegneserie også læses af et stort antal voksne læsere!

Encyklopædien skal nok mere ses som en slags inside joke end som en egentlig statusopgørelse. De to faktorer udelukker dog ikke hinanden, og der er faktisk elementer af statusopgørelse i encyklopædien, nemlig i de afsnit, der genfortæller handlingen i tidligere tegneseriealbums. Men ganske symptomatisk er netop disse, mere refererende indslag også bogens svageste afsnit, og det skyldes, at genfortællingen og pastichen ikke trives særlig godt sammen.

Pasticheformen betyder, at man ikke skal forvente at finde "fakta"-oplysninger om Spirillen i encyklopædien. Alligevel er det tankevækkende, at teksten ikke rummer den mindste omtale af den overhængende fare, Spirillen p.t. befinder sig i, og som truer selve dens eksistensgrundlag: kommercialiseringen! Fantasidyret overlevede i sin tid omplantningen fra bifigur i serien "Splint og Co." til hovedperson i sin egen albumserie - endda med helt nye tegnere. Men om Spirillen også klarer ansættelsen hos Disney, som netop har fået licens til at fremstille egne serier med figuren, er nok mere tvivlsomt. De første eksempler på Disney-versionen af Spirillens oplevelser tyder i hvert fald på, at koncernens forståelse for dyrets egenart kan ligge på et meget lille sted. Så måske encyklopædiens statusopgørelse i virkeligheden bliver et utilsigtet monument over en afsluttet epoke?


Tegneseriemuseet i Danmark
De tre omtalte bøger repræsenterer forskellige former for statusopgørelser og udspringer alle tre af flere motiver end blot det at aflægge regnskab over opnåede resultater. Men ved siden af de tre udgivelser finder man en fjerde, aktuel statusopgørelse, hvis hovedformål helt utvetydigt har været netop det: at gøre status. Det drejer sig om tegneseriemuseet i Gørlev, hvis indehavere i en introduktionspjece selv angiver "indsamling, opbevaring og udstilling" - altså elementerne i den opsummerende tilstandsbeskrivelse - som museets hovedformål. Og mens man i forbindelse med de tre ovennævnte bøger sagtens kunne få øje på ophavsmændenes knap så seriøse bevæggrunde til at udgive værkerne - på godt og ondt - er der ingen diskussion om, at det primære motiv bag museets tilblivelse har været museumsskabernes seriøse holdning til emnet - på godt og ondt.

I forbindelse med åbningen af tegneseriemuseet d. 27. juni 1993 lød der et par kritiske røster fra tegneseriefans, som var utilfredse med, at den tidligere subkultur nu skulle på museum. Ud fra en bestemt synsvinkel er denne betænkelighed forståelig nok. I sin Forsømmelsernes bog (1993) skriver Carsten Jensen om tidens omsiggribende trang til at sætte omverdenen på museum: "Man kan også sige - som Tøjner gør det - at der er noget febrilsk over denne museumskultur i den forstand, at den synes i stand til at rumme alt, selv nutiden. Den udtrykker en uhørt skærpet fornemmelse for vor egen forgængelighed, hvor kunsten bliver produceret direkte for museerne, som om der ikke var tid til den udvælgelsesproces, som normalt afgør, hvad der hører til inden for kunsthistorien, og hvad der må falde udenfor. Der er noget armeret over denne form for hukommelse, som om selv begivenheder, der fandt sted for fem minutter siden, må hentes inden for murene for ikke at forsvinde sporløst. Museerne ligger i landskabet som en slags bunkers, nedgravede for at modstå tidens sandflugt." (s. 27)

Kritikken af nutidens "neurotiske erindringstvang", som Carsten Jensen udtrykker det, er dog kun én side af sandheden. For omvendt kan man vel sige, at det ville være naturstridigt ikke at ville huske sin fortid. Erindringen er både nyttig og nødvendig, og som ramme om erindringen er museet en ganske anvendelig institution. Man kan så diskutere, om tegneserien er berettiget til at få sit eget museum. I kunsthistorisk sammenhæng er seriemediet vel ikke meget mere end fem minutter gammelt. Men det er fem minutter med en intens kreativitet og produktivitet, og selv om de fleste af tegneserieværkerne endnu ikke har nået at bevise deres langtidsholdbarhed, er der god grund til at tro, at en stor del af værkerne vil overleve eftertidens dom.

Når de ovenfor omtalte tegneseriefans var nervøse for mediets indgåen i museumssammenhæng, var det nu heller ikke så meget, fordi de var bange for, at tegneserierne ikke var værdige til denne ære. Tværtimod mente kritikerne, at det fandenivoldske og vildtvoksende seriemedie ville blive slået ihjel af at skulle sakraliseres i glas og ramme på et museum - og det er jo en noget anden indfaldsvinkel til sagen. Der er dog næppe nogen grund til alvorlig bekymring på tegneseriernes vegne. Serierne er i sig selv alt for vitale og mangfoldige til, at de skulle kunne tage nogen skade af at blive stillet op på rad og række til offentlig beskuelse. Ja, man kan vel næsten sige, at tegneseriemediets udtryksmåde og formsprog i sig selv er en garanti for, at musealiseringen af området ikke berøver det dets sjæl. Tegneserierne er simpelt hen så flotte, sjove, eventyrlige, dramatiske, osv., at en præsentation af dem i museumsregi selv bliver flot, sjov, eventyrlig, osv.

Men heller ikke denne betragtning rummer hele sandheden om sagen. For enhver systematisering af et emneområde kan naturligvis tage sjælen ud af foretagendet, hvis fremstillingen sker uden glød og begejstring. En alt for tør og skolemesteragtig docering ville være fatal for tegneseriepræsentationen (ligesom for alle mulige andre præsentationer) - men hvorfor skulle man dog så benytte sig af denne form? Det har indehaverne af det nye tegneseriemuseum, Anders Hjorth-Jørgensen og Eva Søvsø, da heller ikke gjort - men det er nok vaneforestillingen om museet som højborg for den pernittengrynede systematiseringstrang, der ligger og rumsterer i baghovedet på de skeptiske museumskritikere.

Tegneseriemuseet i Gørlev mangler hverken glød eller begejstring i sin opsætning. Det er en livslang drøm for Anders Hjorth-Jørgensen, der hermed er gået i opfyldelse, og glæden over denne begivenhed har han helt afgjort formået at synliggøre i sin indretning af museet. Museet er ikke stort - men som en foreløbig markering af seriemediets imponerende udviklingsstade (ikke mindst herhjemme) fungerer det udmærket. Her er tale om en statusopgørelse, som både fremhæver rødderne bagud og desuden har føling med fremtiden i form af præsentationer af en række kommende talenter fra vækstlaget i den danske tegneserieverden.

På et enkelt punkt kan man måske give museumskritikerne ret, nemlig deri, at det nye museum mangler den nære forbindelse til en af tegneseriemediets vigtigste fremtrædelsesformer: som handelsvare. Der ville ganske vist næppe være nogen, der ville kræve af et kunstmuseum, at det skulle begynde at sælge kunst - og tilsvarende kan man sige om tegneseriemuseet. Men sammenligner man det nye danske museum med det svenske "Seriemuseet" i K”inge ved Falkenberg, bliver det tydeligt, at netop det svenske museums omfattende antikvariat og butiksafdeling giver dette museum et præg af liv og aktivitet, der nok bringer det en smule tættere på seriemediets inderste natur, end det er tilfældet med det danske museum.

Som massemedie er tegneserierne fra starten af beregnet på at blive solgt og læst, måske solgt og læst igen - og derpå blive smidt væk. Denne livscyklus fornemmer man klart på det svenske museum, hvor museumsgæsterne selv har mulighed for at købe nye eller brugte albums og blade. Desuden betyder den daglige handel med serierne på det svenske tegneseriemuseum, at udstillingsobjekterne hyppigt kan udskiftes, og det er også med til at forstærke indtrykket af et dynamisk og levende medie. En tilknyttet butik ville uden tvivl være et aktiv for det danske seriemuseum - men det ville også kræve et fuldtids engagement i projektet fra museums<->indehaverne, og det er måske lige tidligt nok at satse på det. For selv om der er dejligt på Vestsjælland, er det jo ikke uden omkostninger - i form af begrænset publikumstal - at placere et museum i Gørlev fremfor i København!




Tilbage til toppen