Bogens Verden 4-94 Olav Harsl�f

Bogens Verden 1994 nr.4

Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden N�ste artikel Forrige artikel

Kommunismens kultur

Af Olav Harsl�f

"Fremskridtet ligger til venstre", "Sandheden er altid revolution�r". S�dan har slagordene lydt i hundrede �r, leveret af radikalere og socialister fra Georg Brandes, Henri Barbusse, Georg Lukacs til Poul Henningsen og Sven M�ller Kristensen. Fra det s�kaldte h�jre er det egentlig aldrig blevet im�deg�et; man har blot ikke brudt sig om den plumpe, grove, firkantede osv. formulering.
Der er heller ikke s� meget at komme efter. Dansk litteraturs sv�rv�gtere - s�vel kvalitativt som folkeligt - har v�ret og er venstreorienterede. Og lad os bare sige det lige ud: de d�kker hele udtr�kket fra det bl�de venstre til betonkommunisme. Vi taler som bekendt om Nex�, Kirk, Scherfig, Rifbjerg, Trier M�rch, Thorup og H�eg. Helt pr�cist om Pelle Erobreren, Fiskerne, Det fors�mte for�r, Den kroniske uskyld, Vinterb�rn, Himmel og helvede og Frk. Smillas fornemmelse for sne. L�g dertil PH-lampen, og bevisf�relsen skulle v�re gennemf�rt.
Morten Thing kunne have valgt mange titler til sit v�rk om de venstreorienterede intellektuelle i Danmark i �rene 1918 til 1960. Og da titlen samtidig skulle angive en videnskabelig tilgang til emnet, al den stund de 1088 sider siden skulle forsvares for den filosofiske doktorgrad p� K�benhavns Universitet, ville man umiddelbart forvente en diskret og afvejet formulering af emnet p� omslag og titelblad.
Det har Morten Thing ikke gjort. Han har valgt den mest plumpe titel det i �r 4 efter Berlinmurens fald har v�ret ham muligt: Kommunismens kultur. Den efterf�lgende diskussion - ved disputatshandlingen som i pressen - har da ogs� i det store hele handlet om det man for nemheds skyld kunne kalde "Bent Jensen-syndromet", raseriet over at s� mange velbegavede unge i en kortere eller l�ngere periode af deres liv trofast st�ttede "det stalinistiske barbari". Og for mange har blot det at s�tte ordet kultur i forbindelse med kommunisme v�ret rigeligt til at f� Morgenberlingeren/Jyllandsposten galt i halsen. Thi hvordan kan de kulturl�se have en kultur?
Men udgivet og forsvaret blev den alts� - den store bog om de hundreder af danske forfattere, teaterfolk, arkitekter, l�ger, malere, l�rere, videnskabsm�nd, arbejdere, studenter, filmfolk, �konomer, ingeni�rer - der alle blot havde det tilf�lles at de var medlem af eller havde tilknytning til Danmarks kommunistiske Parti eller fraktioner og fl�je som kaldte sig kommunistiske/socialistiske.
Af fremm�det til disputatshandlingen og presseomtalen erfarede man interessen for emnet. Men man erfarede ogs� noget andet: en s�rlig h�jtidelig stemning; som om man tog afsked med en epoke i dansk kulturhistorie. Et univers, en livsform, en strid syntes stedt til hvile i Morten Things to tykke b�ger under gravskriften: DKP og de intellektuelle, 1918-1960. Og for flere af de "medvirkende" var der tale om et liv, en strid og en epoke. For B�rge Houmann, der d�de her i januar over 90 �r gammel, var det netop s�dan. Han kunne i sine sidste �r se tilbage p� et kommunistisk liv i kamp og strid - med en begyndelse og en slutning som svarede til verdenshistoriens russiske revolution og Berlinmurens fald: en epoke. Eller hvorfor ikke? - et drama. Med eksposition, udvikling, klimaks og afvikling: opbygning og kamp; krig og modstandsbev�gelse; sejr og nederlag. Alts� en klassisk tragedie.
Alt dette har Morten Thing, selv barn af to "medvirkende", gennem en �rr�kke analyseret og nedskrevet. Kommunismens kultur er derfor nok et v�rk, en afhandling eller et studie af et bestemt f�nomen. Bogen er dog f�rst og sidst en Dansk Kulturhistorie 1918-1960. Man kan liste side op og ned af emner og personager fra samfundets h�jre-side p� land og i by, i �konomi og milit�r - det ejendommelige er imidlertid at bogens historiske drive har det hele med trods sin vinkling og erkl�rede form�l.
Jeg har selv brugt en del �r p� at analysere og beskrive konservatismen i Danmark i den samme periode - den agrare, den politiske og den kulturelle. Og jeg m� i dag sige - hvor sp�ndende og farverigt det end tog sig ud - at det er ikke derfra der er blevet �st i sidste tredjedel af �rhundredet: Hakon Stangerup og Henning Kehler har ikke haft litteraturhistorisk eller - kritisk betydning; Konservativ Ungdom og Landbrugernes Sammenslutning havde ikke noget gennemslag der kunne r�kke ud over bes�ttelsen (hvad deres respektive partier sikkert har prist sig lykkelige over). De danske nazister er i dag et kuri�st f�nomen som n�ppe fortjener meget mere end et kartotek og et par artikler. Perioden 1918-1960 er og bliver Socialdemokratiets og kulturradikalismens epoke; og det vil da ogs� sige kommunisternes og de intellektuelles. Set under denne vinkel bliver der rigelig plads til kontorversielle og farverige `h�jrefolk' som Kaj Munk, Christmas M�ller og Arne S�rensen eller andre der tog udfordringen op eller gav kvalificeret modspil til de kommunistiske og socialistiske intellektuelle n�r det hele samles under Morten Things barbariske titel.
For s�dan er det jo i denne verden. Man er n�dt til at kalde tingene ved deres rette navn for at kunne forst� dem. Kald blot tider og �r for guld- og s�lvalder, rokoko, romantik eller ekspressionisme; men glem ikke hvad der l� bag og hvad der kom ud af det. Kommunismens kultur er en velvalgt titel fordi alt v�sentligt �ndsliv p� godt og ondt var styret, eller forholdt sig hertil i den afhandlede periode.
Morten Thing giver selv forklaringen herp� i sin indledning (s. 18) hvor han p�peger sammenh�ngen mellem kommunismen og `det moderne' gennem et citat af Otto Gelsted der i 1921 erkl�rer sig som "Kommunist og Tilh�nger af den moderne Kunst". Den kunne hundrede af intellektuelle skrive under p�. Jeg n�vner blot Broby Johansen, Harald Rue, Edvard Heiberg, Hans Scherfig, Sven M�ller Kristensen, Torben Gregersen, Otto Mortensen, Per Knutzon. I 30erne var Poul Henningsen t�t p� at erkl�re det samme, men n�jedes med at fastsl� at alle unge studenter burde melde sig ind i DKP. Kunst og socialisme var b�de en flammende overskrift og en dynamitt�nde der kunne ryge i luften ved mindste anledning. De intellektuelle kunstnere og kunstinteresserede s� revolution og kunst som to sider af samme sag mens de kommunistiske arbejderledere betragtede kunsten, kunstneren og den intellektuelle som redskaber i revolutionens tjeneste. Denne mods�tning og dens udvikling gennem heftige debatter frem gennem mellemkrigs�rene analyserer Morten Thing s� dialektisk at man b�de forst�r den som proces og erkendelse. N�r s�ledes Andersen Nex� og Hartvig Frisch var grundl�ggende uenige i dette sp�rgsm�l var det ikke fordi den ene af dem var idiot, men fordi sp�rgsm�let netop var grundl�ggende - og historisk.
Efter en solid og sp�ndende begrebslig indf�ring veksler fremstillingen mellem emnem�ssige og tematiske gennemgange og hoved- og bipersonernes levnedsbeskrivelse og livsv�rk. Vi kommer s�ledes frem og tilbage gennem �rtierne nogle gange, h�rer om den samme sag i forskellig belysning og m�der den samme person i forskellige g�rem�l. Der kommer p� denne m�de noget Walter Scottsk over kompositionen, noget element�rt sp�ndende der driver l�seren frem gennem bindene mod stadigt fornyende bekendtskaber med de kommunistiske helte og skurke.
Ikke alle er endt i Dansk Biografisk Leksikon og Bl� Bog. Morten Thing har dem med hvad enten de hedder Andersen Nex� og Scherfig eller Axel Engelbert Nielsen og Anders Christensen. Vi f�r et kompletteret billede af en sammenh�ngende omend mods�tningsfyldt arbejder- og intellektuel kultur. Ikke mindst ved sammenstillingen af sk�n- og faglitter�r virksomhed. Et p� �n gang sp�ndende og forbl�ffende afsnit starter s�ledes med Marie Nielsen og forts�tter med Christian Christensen, Andersen Nex�, Aage J�rgensen og Bertel Budtz M�ller for at slutte med den ejendommelige Konrad Simonsen. Man er helt forpustet bagefter. De f�gtede nok i mange forskellige retninger, men deres betydning for samtiden og ikke mindst for eftertiden er uomtvistelig.
En anden vej ind til den kommunistiske kultur er Studentersamfundet og den ekspressionistiske socialisme som Broby og Harald Landt Momberg var mestre for. Herfra g�r det videre gennem Clart� - tidsskrift og forening 1925-27 - til Mondegruppens start i 1928 og dennes overtagelse af Studentersamfundet (og meget andet) omkring 1930. P� dette sted (s. 181) og som afslutning p� kapitlet om 1920erne omtaler Morten Thing sin fremstilling/afhandling som en "fort�lling" der skrider frem. Og s�dan skal den l�ses. Morten Thing har unders�gt sagerne - og nu fort�ller han os hvordan det hele h�nger sammen. Det er den sammenh�ng der er bogens scoop. Tr�dene og personerne l�ber igennem bindene fra 1. verdenkrigs slutning til den kolde krig, tidsskrift afl�ser tidsskrift fra Pressen i 20erne til Dialog i 50erne. Ungdomsbilleder af koryf�erne i f�rste bind modnes og �ldes i andet. Akt�rerne melder sig ind, melder sig ud, ekskluderes, fraktionerer, passiviserer sig. Det er en stor fort�lling der ub�nh�rligt skrider frem med Morten Thing som veloplagt og herligt kritisk pennef�rer.
For det er en bog med holdning. En af dem er den at der er et tiln�rmelsesvist sammenfald mellem DKPs kulturpolitik og kulturradikalismen i 30erne. Men han taler ogs� om en radikalismens kontinuitet fra Brandes over Herbert Iversen og Frisch og Poul Henningsen til 30ernes Kulturkamp og Clart� som genoptages efter krigen og f�res videre med Dialog. Jeg skal med det samme sige at Moren Thing fremstiller denne udvikling yderst nuanceret og med p�pegning af alle relevante mods�tninger. L�seren lades aldrig i tvivl om hvor fl�je, fraktioner og kontroverser g�r og st�r. Men andre nulevende akt�rer end f.eks. Elias Bredsdorff og Erik Ib Schmidt er rygende uenige i denne kontinuitetstanke. Henning Friis og Ester Boserup, som stadig kan sige imod, ikke mindst. I denne aldrig bilagte eller forsonede strid ligger noget af bogens intellektuelle spr�ngstof.
Morten Things v�rk er ikke blot en fort�lling, men ogs� den overgribende fremstilling som det stopfyldte disputatsauditorium forventede og fik hin eftermiddag i maj 1992. I snesevis af artikler og fremstillinger om mellem- og efterkrigstidens socialisme, kultur, arbejderbev�gelse, litteratur, kunst, filosofi, psykologi, arkitektur, film og teater er benyttet og krediteret. Ikke gemt bort i besv�rlige og langstrakte noter bagest i bd. 2. Nej, enhver kan genfinde sig selv og sin publikation, sit interview, oplysning med navns n�vnelse i marginen. Det giver indtryk af flid og frodighed hos forskere og andre interesserede i emnet ligesom det tydeligt fremg�r at det er p� Arbejderbev�gelsens Biblioteks Arkiv (ABA) st�rstedelen af materiale og kilder er hentet. I bogens store analyser af forfatterskaber og begrebsm�ssige og kulturelle sammenh�nge har Morten Thing pr�steret original forskning p� h�jt niveau; i gennemgange af tidsskrifter og andre evt. tidligere beskrevne f�nomener og forhold pr�sterer han en gengivelsens kunst der yderst sj�ldent sluger forfatteren eller meddeleren r�t.
Derfor bliver v�rket et overordentligt homogent v�rk, trods sin decimalstruktur, der r�ber kartotekskassen og alle kortene. Heri ligner Morten Thing fuldtud Erik Arup og hans Danmarkshistorie (en sammenligning jeg i �vrigt har set frem til at foretage!) kombineret med en billedside og et layout der skyldes forfatteren og hustruen Anne Houe i forening. Smukt, friskt og moderne i kulturradikal forstand.
Man skal v�re meget vidende for at kunne g� i clinch med Morten Thing om facts og detaljer. Jeg vil derfor kun n�vne de omr�der jeg selv har haft fingrene i, og kan f�rst og fremmest sige at afsnittet om Poul Henningsen er et glimrende korrektiv til Paul Hammerichs Lysmageren som specielt for 1930erne er helt i skoven. I Kommunismens kultur f�r vi portr�ttet af en Poul Henningsen der var med i det kulturelle arbejde, kommunistisk eller ej.
Morten Thing har ikke helt fanget Poul Henningsens ambition med Danmarksfilmen. Han satsede faktisk p� at blive en dansk (skandinavisk, europ�isk?!) Eisenstein - og han var dybt skuffet og ulykkelig over kritikken som for evigt gjorde det af med hans filminstrukt�rdr�m. Hvad ang�r hans artikler om "Nazismens blomstring efter krigen" som gjorde ham utrolig upopul�r blandt danske i Sverige og efter krigen ogs� i Danmark, kan man trygt regne med at kuglerne i dem var st�bt af Hitler-Stalin-pagten og Kulturkampens sammenbrud af denne �rsag. Poul Henningsen hadede svig og bedrag og forfulgte s�danne i �revis (f.eks. Julius Bomholt der havde rakket en af hans mors romaner ned i Social Demokraten fordi han fandt den "lummer").
Ogs� afsnittet om Georg Brandes som venstrehegelianer og gennemgangen af socialisternes forhold til Brandes er nyskabende og en glimrende korrektion til Hans Hertels upr�cise og f�rst og fremmest uafklarede fremstilling i Den politiske Georg Brandes.
Som sidste indvending blot denne milde: Kritikken af Villars Lunns artikel om psykoanalysen i Monde er uden tvivl helt berettiget. Bet�nk at kn�gten ikke var �ldre end 19 �r!
Morten Things disputats/fort�lling om et afsnit af det tyvende �rhundrede gik glat igennem. Den blev ganske vist indleveret til "et af de faa Universiteter i Europa, hvorved der ikke er gjort nogen bakteriologisk Opdagelse af Betydning", som Otto Gelsted bem�rkede i Klingen i forbindelse med den s�kaldte Dysmorfismedebat; og til det universitet hvor kun kaffestuen kan anbefales, som Broby siden skrev i Monde, og til det universitet hvor magister Hansen udf�rer sine latterlige lydfors�g til troldmand Kados' tydelige forbl�ffelse i Scherfigs Idealister.
Som den tredje kontroversielle disputats blev Kommunismens kultur antaget til forsvar. Tidligere var kun Erik Wiedemanns om Jazz i Danmark og Pil Dahlerups Det moderne gennembruds kvinder kommet gennem det humanistiske fakultets n�le�je. Alle tre disputatser udm�rker sig ved ikke at overholde reglerne. De formaster sig til at fort�lle en historie - endog en anden historie. Der var stor rummel i musikvidenskaben da jazzhistorien skulle disputeres (- var dette videnskab?!). Der var stor rummel i litteraturvidenskaben da gennembruds-kvinderne linede op (- var de noget?! og kunne man behandle Brandes s�ledes?!). Og der var lige s� stor rummel i den k�benhavnske historievidenskab da den kommunistiske kultur fremstilledes p� baggrund af et materiale af litteratur, interviews og andet kildemateriale. Her sagde magister Hansen fra og sendte troldmand Kados ned i kaffestuen. Men ligesom professor Jan Maegaard ud af et moderne kulturradikalt sind kunne sige god for jazzhistorien, kunne kollegaen Thomas Bredsdorff g�re det for kvindegennembruddet og kommunismens kultur s� vi alle kunne blive tre gode fort�llinger rigere. Hvad der skal blive af historikerne er ikke godt at vide.
Kommunismens kultur er obligatorisk l�sning for alle medlemmer af Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, tidligere medlemmer af DKP og VS, samt de medlemmer af Det radikale Venstre der har lyst.

Tilbage til toppen