Bogens Verden 1994 nr.3
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
At være forfatter i Danmark Af Jakob Brønnum
Indtil for nylig havde mag. art. Lisbeth Worsøe-Schmidt faktisk ikke offentliggjort andet i bogform end sine bidrag til betænkningen Bogen i Danmark, som Kulturministeriets Bogudvalg udsendte i 1983. Nu har hun skrevet en 300 sider stor bog, som vil stå som et standardværk - for så vidt den med sit ømtålelige emne ikke løber ind i modsætningsforhold i den offentlige debat."Forfatter i Danmark 1894/1994" er skrevet på opfordring fra Dansk Forfatterforening og er festskriftet i anledning af 100-års jubilæet den 19. maj.
Det er imidlertid meget mere end et festskrift i den betydning af mere eller mindre løse, omend ofte velskrevne arbejder, som genrebetegnelsen efterhånden har fået. Det er en litteratursociologisk undersøgelse, "som i holdning og metode ligger i forlængelse af Sven Møller Kristensens 'Digteren og samfundet', Hans Hertels udgave af Robert Escarpits 'Bogen og læseren' og Mette Winges 'Bøger og brugere'", som der står på en af flapperne.
Men bogen er også velskrevet, og det festlige består i en mængde satiriske tegninger fra hele perioden og klip fra satiriske skrifter, der er indsat som billedtekster og i selve teksten.
"Forfatter i Danmark" er inddelt i to hoveddele. De hedder ikke afsnit, men efter en ellers hedengangen skik, som i øvrigt oprindelig var forbundet med bogrullens teknologi, 1. og 2. bog.
Udgangspunktet er henholdsvis 1894 og 1994. Lisbeth Worsøe-Schmidt giver de tre afsnit i hver af "bøgerne" enslydende titler: I: Forfatterne i samfundet, II: Forfattersamfundet og III: Forfatterne og staten.
Hun har gravet mange spændende oplysninger frem. For eksempel de økonomiske levevilkår omkring århundredeskiftet, opstillet i tabelform med bogpriser, avispriser, varepriser og lønninger, så man kan forvisse sig om, at med billigbogens fremkomst efter Anden Verdenskrig er det nu inden for enhvers rækkevidde at købe bøger.
Også oplysningerne om oplagstal er interessante: De var såmænd nogenlunde de samme dengang som nu, også hvad angår digtsamlingernes 300 eksemplarer. Lisbeth Worsøe-Schmidt perspektiverer dette stof i forskellige retninger, men de to bøger står langt fra hinanden her, det statistiske materiale er vanskeligt at sammenligne.
Man kan glæde sig over den håndsbogsagtige grundighed hvormed forfattersamfundets nutidige organisation og statens støtteordninger er beskrevet i værket. Forstået på den måde, at hvis man ikke lige kan huske, hvordan Den Litterære Institution uss hænger sammen med omverdenen (eller at uss betyder Under Stadig Skælven) eller hvorfor det nu er, at der findes noget som Det danske Akademi, eller hvis man ønsker at få et overblik over de 50 litterære priser, der uddeles eller Statens Kunstfonds arbejde i forhold til litteraturen - med tal og det hele - eller de politiske spørgsmål omkring hvorvidt Biblioteksafgiften er at forstå som vederlag eller forfatterstøtte, så er det her man skal henvende sig.
Det samme gælder selvfølgelig oplysningerne om Dansk Forfatterforening, der som nogen vil vide er organiseret i en række faglige grupper, Lyrikgruppen, Den skønlitterære gruppe, Børne- og ungdomsgruppen, Den faglitterære gruppe og Dansk Oversætter Forbund.
Og det er ikke blot de skønlitterære forfatteres forhold, der interesserer Lisbeth Worsøe-Schmidt. Børne- og ungdomsbogsforfatterne og fagbogsfolkene er hele tiden med i billedet.
Fra autor til forfatter
Inden det kommer så vidt afsøger Lisbeth Worsøe-Schmidt i en prolog forfatterbegrebets kulturhistorie. Hvis man tror at forfatterbegrebet i vores kultur er lige så gammelt som litteraturen selv og går tilbage til bogrullens tid, tager man fejl. Det viser sig at begrebet først dukker op i og med den moderne definition af begrebet litteratur.En af forudsætningerne for litteraturbegrebet var adskillelsen af skøn- og faglitteratur i den skønne litteratur (senere: skønlitteratur) og den lærde og oplysende litteratur. Adskillelsen blev formuleret af Det smagende Selskab, en "forløber for egentlige forlag og .. en art litteraturpolitisk instans." Det sker i løbet af anden halvdel af 1700-tallet, og litteratur bliver fællesbetegnelsen for de to typer.
Mens Holberg i første halvdel af århundredet havde brugt begrebet autor for sin profession, trænger ordet forfatter efterhånden ind - som en oversættelse af det tyske Verfasser, første gang brugt i en tidskrifttitel i 1774: 'Det nye Magasin, indeholdende Fortællinger af adskillige berømte Forfattere.'
"Forfatterbegrebets fødsel spejlede således ikke blot en modernisering af sprogbrugen, men også at skribenten havde fået en ny rolle og funktion i samfundet. Litteraturen var blevet en selvstændig institution ved siden af den lærde kultur og kirken, hvortil de fleste skrifter hidtil var knyttet, og forfatteren var trådt frem som denne litteraturs skaber og udøver."
Rettighedernes historie
Dansk Forfatterforenings historie er også forfatterrettig¬hedernes historie. Foreningen har været involveret i forbindelse med tilvejebringelsen af alle de forhold, som vi idag anser for naturlige. Det har de ikke altid været.Det drejer sig om ophavsrettighederne, biblioteksafgiften og den såkaldte normalkontrakt, aftalen mellem forlæggerne og forfatterne om mindstehonoraret for bogudgivelser, idag 15 procent af salgsprisen minus moms.
Den første kamp om normalkontrakten stod allerede i 1910erne, hvor Forfatterforeningen på initiativ af Martin Andersen Nexø indledte nogle i begyndelsen totalt frugtesløse forhandlinger med forlæggerne om royalty som afløsning for den hidtidige engangshonorering.
Et stridsspørgsmål var forfatternes ret til oplagskon¬trol, en ret, som ikke blev indrømmet før 1939. Og først i 1947 faldt aftalen endeligt på plads, i øvrigt med de grundlæggende principper fælles for de nordiske lande som resultat af et "forbilledligt fællesnordisk samarbejde ikke mindst blandt landenes forfatterforeninger." Samarbejdet eksisterer i øvrigt endnu i Nordisk Forfatterråd.
Mod gratisprincippet
Forhistorien til den biblioteksafgift, som blev indført i 1946, går tilbage til 1918, da Thit Jensen fremsatte den velkendte idé om 5-øren. Låneren skulle give 5 øre til forfatteren for hver lånt bog. Det mest problematiske ved det forslag var, at bibliotekerne, som hidtil havde været leje-biblioteker var i gang med en proces, hvor man gik mod gratis udlån.Danmarks første bibliotekslov i 1920 indeholdt da heller ikke noget om penge til forfatterne. I 1930erne var der en heftig strid mellem staten og en del forfattere, blandt andre Peter Freuchen, som nægtede offentligt udlån af deres bøger. Staten gav igen ved at nægte dem offentlig støtte.
Under Besættelsen blev parterne enige med politikerne om et forslag, hvorefter bibliotekerne skulle afgive to en halv procent af deres statstilskud og staten yde et tilsvarende beløb.
Danmarks Biblioteksforening protesterede så kraftigt mod denne ordning, at det endte med at staten påtog sig at yde hele beløbet. I 1946/47 var det på 142.000 kr.
Bergsøe & Co.
Selve stiftelsen af Dansk Forfatterforening stod i forbindelse med forsøget på at legitimere forfatternes "ejendomsret" til deres egne værker.Den 28. marts 1894 var en del forfattere samlet hos Vilhelm Bergsøe for at drøfte muligheden for at stifte en forening. Den direkte anledning var at "kultusministeren havde store problemer med at få gennemført et forslag til Lov om Forfatter- og Kunstnerret."
De var, foruden Bergsøe, forstanderen for Det kgl. Teaters elevskole Sophus Bauditz, professorerne Henrik Scharling og Carl Torp - han blev foreningens første formand - samt redaktøren og oversætteren Alexander Schumacher og Sophus Schandorph.
Imidlertid var der også en del folk, som ikke var til stede. Georg Brandes "venter sig Intetsomhelst af en saadan Forening", kunne man læse i Politiken, hvor det også blev fastslået, at "Hr. Henrik Pontoppidan er ikke tilstrækkeligt inde i Forholdene herhjemme til at kunne udtale sig."
Politikenskribenten Knud Bokkenheuser, der havde foretaget denne sondering af terrænet, bemærkede at den væsentligste hindring for stiftelsen af foreningen imidlertid var "de radikale forfatteres krav om at indrage døgnets strid i digtningen." Altså dengang som nu: fodslag. Lisbeth Worsøe-Schmidt ridser situationen op omkring det moderne gennembrud i Danmark:
"Det store brud mellem den gamle kultur- og magtelite og de yngre radikale kræfter viste sig tydeligt i sprængningen af Studenterforeningen i 1882 og dannelsen af Studentersamfundet, hvis medlemmer næsten alle tillige deltog i den liberale vælgerforening. Studentersamfundet var i modsætning til Studenterforeningen stærkt politisk præget i sine aktiviteter og betegnede yderligere et skridt til venstre for den radikale intelligens, idet man satsede på et fællesskab med samfundets underste klasser.Dansk Forfatterforening blev dannet ved et møde på Københavns Universitet den 19. maj 1894, og konstituerede sig nogle måneder senere, i november.
Størsteparten af bønderne kunne afskrives som alliancepartnere i første omgang, de var allerede vakt og organiseret i religiøst betonede bevægelser omkring Indre Mission og den grundtvigske højskole. Til gengæld tog Studentersamfundet fat på bybefolkningen, især i København, og oprettede forbløffende hurtigt en række succesfulde institutioner som Studentersamfundets Aftenundervisning for Arbejdere, Retshjælp for ubemidlede, Museumsbesøg, Arbejderkoncerter og Oplæsninger. Hensigten med denne virksomhed var at udbrede en moderne areligiøs dannelse baseret på positivistisk videnskab - under slagordet "Kundskab er Magt" - fremfor romantisk fædrelandskærlighed."
Sandhedens mænd
En hændelse i den forbindelse fortæller om, at der, til trods for disse radikale kræfter, stadig var en klassisk offentlig moral af en ganske anden karakter end den vi kender idag.
"Næppe var foreningen stiftet, førend den første gang truedes af sprængning. Den må være født under en højst uheldig stjerne! Og denne gang var det faktisk en modsætning mellem den ærkekonservative Vilhelm Bergsøe og de radikale forfattere, som forårsagede miseren.Tre dage efter mødet bragte Politiken følgende brev, der vidner om at vore dages spredte litterære kamphandlinger ikke er nær så spektakulære som i forne tider:
Den 20. november 1894 mødtes Torp, brødrene Scharling, I. L Ussing, Alfred Ipsen og Alex. Schumacher for at forberede foreningens konstituerende møde. Bergsøe var - næppe helt tilfældigt - forhindret i at deltage. Han havde om sommeren kunnet glæde sig over den popularitet, pragtudgaven af Fra Piazza del Popolo med Erik Henningsens illustrationer havde vakt. Desuden havde han haft det ærefulde hverv at holde hovedtalen ved afsløringen af Hostrups buste i Studenterforeningen, og han var af forskellige presserygter blevet nævnt som den oplagte formandskandidat til den nye forfatterforening. Man vidste, at han skrev på sine erindringer, men projektet var omgærdet af en vis hemmelighedsfuldhed. Et par dage senere udkom imidlertid noget helt andet: Sandhedens Mænd. Et Nutidsdrama."'Højstærede Hr. Alexander Schumacher, Sekretær i Forfatterforeningen.Lisbeth Worsøe-Schmidt fortæller videre: "Samme dag modtog Schumacher et brev fra Bergsøe, hvori han gjorde det eneste fornuftige, hvis foreningen skulle reddes, nemlig at trække sig som formandskandidat - dog uden at nedværdige sig, han undskyldte sig med sit svage syn.
De vil sikkert kunne forstaa, at jeg efter Publikationen af Prof. Dr. Vilhelm Bergsøes Sandhedens Mænd, ikke kan være Medlem af en forening under hans Auspicier, hvorfor jeg herved tillader mig at melde mig ud. Uden bydende Nødvendighed vil jeg ikke være under Tag, endsige Kammerat, med Folk af hans Kaliber. Med Højagtelse Ærbødigst S. Schandorph."Bergsøe havde haft god grund til ikke at røbe noget om sin nye bog. Sandhedens Mænd er en usædvanlig grov satire over hele den litterære verden efter 1870. Ikke blot realismens forfattere - der vovede at kalde sig 'Sandhedens Mænd', men var det modsatte - også symbolismens helt unge digtere, tidens forlæggere og kritikere fik bredsiden."
Udbrydergrupper
Og slagsmålene hørte som bekendt ikke op. Inden hun kommer til oprettelsen af Danske Skønlitterære Forfattere i 1991, må Lisbeth Worsøe-Schmidt bruge fire og en halv side, blot for at nævne de udbrydergrupper, som stridigheder i forfatterkredse igennem årene har medført.I 1903 førte stridigheder omkring de kvalitative optagelseskriterier til dannelsen af National Forfatterforening, som gik i sig selv igen efter nogle år. I 1916 blev Danske Dramatikeres Forbund udskilt af Forfatterforeningen, i 1918 organiserede "populærautorerne" sig i Dansk Revyforfatter og Komponist Forbund.
I forbindelse med forhandlingerne omkring biblioteksafgiften opstod i 1942 Forfatterforbundet, som eksisterede i nogle få år. I forbindelse med fornyet diskussion om optagelseskriterierne opstod i 1968 en anden udgave af Forfatterforbundet, der opløste sig i 1972. I 1991 var det atter biblioteksafgiften, der var på færde, da Danske Skønlitterære Forfattere blev det seneste skud på stammen.
Etik og æstetik
Den sociologiske metode, som Lisbeth Worsøe-Schmidt anvender, antog op i gennem 1970erne også betydning af samfundskritik, og selvom Lisbeth Worsøe-Schmidts metode er den pragmatisk dokumenterende og alment samfundsperspektiverende, lyder der i bogen ekkoer af den materialistiske samfundskritik. Ikke egentlig indholdsmæssigt, men tydeligt overleveret i sprogbrugen. "Kritik" og "vare" er ideologikritiske nøgleord, som man møder hos Lisbeth Worsøe-Schmidt når hun skal tale om vor tids litterære samfundsorden.For eksempel hedder det at "litteraturens kritiske potentieller bliver uskadeliggjort" og det sker fordi litteraturen er en "vare". "Vareformen er i sig selv harmløs i forbindelser med litteraturen, den er (som regel) blot forudsætningen for, at tankerne og meningerne kan nå et større publikum.
Men vareformen har en bagside, der hedder kommercialisering og den er farlig for litteraturen som bærer og formidler af humanismen.
Da de fleste i dag har accepteret det dominerende, materielle værdisystem, der vægter kvantitet højere end kvalitet - f.eks. flere oplevelser fremfor dybere eller mere betydningsfulde oplevelser - fristes nogle forfattere til at indrette deres værker efter markedets krav ikke blot for at tjene penge, men simpelthen for at blive læst..."
Undersøgelsen af forfatterstandens forhold til det omgivende samfund, set i forhold til situationen for 100 år siden, udmunder imidlertid - uden at modstillingen direkte bliver formuleret - i den klassiske humanioraproblemstilling, etik overfor æstetik. Hvor der var etiske konsekvenser af Vilhelm Bergsøe-affæren i slutningen af forrige århundrede, er der idag tale om æstetisering.
"... endnu forsøger samfundet officielt at indlemme hele den litterære institution - inklusive avantgarden og den engagerede litteratur med al dens protest - men det sker på et helt andet plan, nemlig gennem en æstetisering af litteraturen."Derved bliver litteraturen et "reservat" for de menneskelige værdier, der har sine egne love, som ikke har sammenhæng med resten af samfundet:"En samfundskritisk roman vurderes ikke efter dens evne til at ændre sam¬fundet, men efter dens evne til at vække skønhedsoplevelse hos læseren."Kulturen bliver et "alternativ til virkeligheden, der på sin side bestemmes som det faktiske, det praktiske, det sociale og ikke mindst det økonomiske."Og det er i denne sammenhæng, at Lisbeth Worsøe-Schmidt ser litteraturen som kritisk instans blive uskadeliggjort. Hun anfører, at flertallet ikke længere ønsker dannelse eller oplysning i klassisk forstand.
"Den nye religion hedder økonomi, og omsat til daglig brug bliver den til umiddelbar pirring af sanseorganerne," hedder der slagordsagtig og uden mellemregninger - men med god ret. Indtil videre. For spørgsmålet man kunne stille er om det ikke igen er ved at gå den anden vej? Har informationssamfundets teknologi ikke haft så lammende stor en gennemslagskraft, at vi nu igen spørger efter andet og mere end information? Er det ikke årsagen til at bogen vil overleve?
Lisbeth Worsøe-Schmidt kommer skitseagtigt ind på bogens overlevelse i et ultrakort afsnit med titlen "En åndelig krise?" Til slut Lisbeth Worsøe-Schmidt fat på det i øjeblikket måske mest presserende fagpolitiske spørgsmål: Ophavsrettighedsproblematikken i forbindelse med netop de elektroniske medier.
Den moderne teknik gør det som bekendt muligt at ændre i originaler uden at ophavsrettighedshaveren får kendskab til det. Og at kopiere i det uendelige og ukontrollabelt. I slutafsnittet rejses flere spørgsmål end der besvares. Blandt andet fordi loven i øjeblikket er under revision.
Tilbage til toppen