Ludvig Holberg: Moralske Tanker (1744), 45

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 45

[3,46 s270 Vort liv er en kæde af elendigheder]

               Libr. III. Epigram. 46. 

        Hei, vitæ cursus, qvàm sit miserabilis! Aucte, 
             Ingredimur mundum qvestibus ac lacrimis &c.

Menneskets Liv er kort i Henseende til Aarene, men langt i Henseende til de mange Elendigheder, som det er underkasted. Et Foster kommer til Verden med Graad og Skriig, og derved synes at ville ligesom tilkiendegive de mange forestaaende onde Ting. Man kand sandelig blant alle Creature intet forestille sig uslere end et nyefød Barn, hvis Fødselsdag uden andres Hielp vilde blive dets Døds Dag. Thi hvis andre Mennesker ikke rakte det Haanden, og med Konst og møye søgte at holde dets Liv ved lige, kunde det ikke ansees andet end en Masqve udi et Opera eller Skuespill, der præsenterede sig alleene paa Skuepladsen for at holde en Klage-Sang, og derpaa forsvandtes. Med all den Omsorg som drages for et Barns Liv, saa trues det dog hver Dag og hver Time med Døden, saasom Legemet i Henseende til dets yderlige Delicatesse er ikke andet end en Vand-Bulle, hvilken af mindste Anstød brister og forgaaer. Det maa Nat og Dag oppasses, og ligesom et skrøbeligt Glas omgives med et Futteral eller Svøv; og kand en Amme ved at synge sig hæs, neppe holde det udi Humeur. Saadan er Tilstanden ved Fødselen, og udi de spæde Aar, og ligesom Tragoediens første Act.
Neppe er et Barn afvant, og Ammen haver faaet sin Afskeed, førend det overgives udi en Skarpretters eller Skolemesters Hænder, hvilken med Riis og Ferle søger at hærde dets tynde Hud. Hiernen maa da pløjes, harres og rispes, førend den med Ord og Gloser besaaes; og, er Hiernen ikke fugtig nok til at beholde dem, maa Hænder og Ryg derfor være ansvarlige. Denne Discipline kunde dog være taalelig, hvis den øvedes alleene til Nytte: thi, ligesom Patienter beqvemme sig til at indtage beeske Piller, saa kunde og Disciple vel skikke sig herudi, saasom dem bliver indpræntet, at hver blodig Stribe af Riiset, hver Buule udi Panden ere Kierligheds Tegn; hvorvel mangen derover haver Aarsag at sige med Poeten:

              A force de m'aimer tu me rends miserable.

   Jeg siger, Disciplinen kunde dog i saa Maade være taalelig. Men Erfarenhed viser, at Skolemestere finde meer og mindre Docilitet hos Disciple, ligesom de selv ere i Humeur til, og at Riis og Ferleslag regleres og modereres efter deres Acidum og Alcali; saa det synes, Skolegang at være anrettet ikke mindre for Lærerens end for Disciplernes skyld, og at Stiftelsen haver et dobbelt Sigte, hvoraf det eene er, at Skolemesteren paa andres Ryg kand nogenledes indemnisere sig for de Prygl, han tilforn udi sin egen Skolegang haver været underkasted. Efter at en Discipel udi nogle Aar saaledes er oplærd eller rettere opprygled udi fornødne og ufornødne, udi nyttige og unyttige Ting, bliver han omsider sat udi Frihed. Og heeder det da, at han skal høste Frugten af sit langvarige Arbeide. Men den Glæde, som reyser sig af dette Slaveries Ophævelse, er som et Vejrlys, der lader sig see og forsvinder paa eengang. Thi paa Hug og Skoletvang følger Sindets Bekymring, saa at man kand sige, at den paafølgende Stand er den sørgeligste Act udi et Menneskes Tragoedie. Nogle Aar og undertiden den beste Tiid maa da bortdrives med at søge Patroner. Man merker da, at hvad man haver lært i Skolerne kommer nu lidet eller intet til pas; thi Veyene, som leede til store Herrers Forstuer, ere af langt anden Beskaffenhed end de, der leede til Parnassum. I steden for Græsk og Latin, maa man bevæbne sig med Ydmyghed og Taalmodighed: i steden for de 9 Gudinder, som man tilforn dyrkede, maa man studere paa at vinde store Herrers Cammerpiger. All Ambition maa tilside settes, ingen Bassesse spares. Hyklekonsten er da af større Vigtighed end alle nii boglige Konster; og det Studium, at vinde en stor Herres eller hans Domestiqvers Yndest, bliver et Hoved-Studium og Solicitanternes store Catechismus. Kort at sige: En Solicitant er blant alle Dyr det som mest ligner en Madik. Den maa liste sig krybende til fornemme Porte, slaae sig udi mange Bugter og Folder, og taale, at den trædes under alles Fødder.
   Endeligen, naar det usle Brød, hvilket man ligesom igiennem Ild og Vand leder efter, er erhverved, møde andre Bekymringer; da handles der om at sette Boe, hvortil udfordres Møje, Tiid og Bekostning, og, naar man haver faaet alting efter Ønske, og er kommen udi en slags saa kalden Velstand, er Lysten ofte forgaaed. Hvilken elendig Skiebne! naar man haver Lyst, haver man ingen Evne, og naar man haver Ævne, haver man ingen Lyst meere; saa at det paafølgende Forraad er ligesaa fortredelig som den foregaaende Mangel: thi intet at have og paa intet at skiønne, er fast det samme. Naar Maven knurrer af Hunger, savnes Maden, og naar Maden vises, savnes Lysten: ligesom, naar man er i den Alder, at man kand føle den Sødhed Ægteskab fører med sig, er man ikke i Stand til at føde en Hustrue, og naar man kommer i Stand til at føde en Hustrue, føler man intet uden de Besværligheder, som Ægteskab fører med sig.
   Velstand og Afsmag for Velstand voxe til udi lige Grad ved Alderen, og hvad Alderen ikke udvirker, udvirke Sygdomme, som er Alderdommens bestandige Compagnons; thi det er Alderdommen, hvor alleslags U-leiligheder, som en gammel Philosophus siger, søge Havn og kaste Anker (Senectutem omnium malorum esse portum.)
   Saadant er gemeenligen det menneskelige Levnets Løb: saadan kand jeg sige min cursus vitæ haver været; og saadan ser jeg at være de flestes. Andre komme til Maalet igiennem andre Veje; men faa ere uden Torne og Tidsle: thi Menneskets Levnet er ikke andet end en Lidelse, skiønt Lidelse differerer udi Maaden. Alle Veje ere ujævne, snævre og knortede, og det almindelige Maal, hvortil man igiennem slige Veje sigter, er Døden. Endeligen, ligesom Livet begyndes med Graad, saa endes det og med Graad.
   Hvis nogen synes, at denne Beskrivelse er for sterk og tragisk, saa priser jeg ham lykkelig, i det at han med mindre Møje haver frembragt sit Liv og heelskinded er kommen igiennem Verden. Jeg for min Part synes ikke at den er outrered, saasom de gode Dage jeg haver haft i Verden ere let tallte. Den største Part af mit Liv er henbragt i Bekymring, Sygdom og Afsmag udi alt det som Verden kalder Got. Hvis andre kand tælle flere gode Dage, skal det være mig kiært: thi, endskiønt man er udi stedsevarende Lidelse, bør man ikke misunde andre deres korte Fornøjelser. Man bør herudi ikke efterfølge et vist slags Mennesker, hvilke nægte sig selv intet, men nægte deres Næste alting.
   Af de mange Elendigheder, som det menneskelige Liv er underkasted, kand ellers tages et Beviis paa det tilkommende Liv: thi, hvis der ingen anden Verden var efter denne Verden, maatte man sige, at GUD havde skabt Mennesket i sin Vrede, og giort det til det usleste blant alle Creature. Thi, endskiønt umælende Dyr ogsaa er Elendighed og Døden underkastede, saa ere de dog fri for Sindets Bekymringer: just den Fornuft, som Mennesket haver faaet til Deel, distingverer dem udi Elendighed fra umælende Dyr, hvilke plages ikke uden af det nærværende, da Mennesker derimod have det forbigangne, det nærværende og tilkommende Onde for Øjene. Men det tilkommende Livs Haab kand forsøde alle de Bitterheder, som det nærværende Liv fører med sig; hvorudover vi maa have vore Tanker stedse fæstede dertil, ansee de jordiske Gienvordigheder som ingen Gienvordigheder, og forestille os, at jo større Lidelser vi udstaae i de forgiengelige, jo meere ville vi skiønne paa de lovede Lyksaligheder udi de ævigvarende Boeliger.

Ludvig Holberg Homepage