Ludvig Holberg: Moralske Tanker (1744), 43

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 43

[3,40 s258 Nogle religioner lover materielle glæder]

             Libr. III. Epigramm. 40. 

     Inscitiam produnt aut fraudem Pseudoprophetæ, 
          Crassè dum pingunt regna beata poli.

   Naar man betragter det menneskelige Livs Korthed, og den tilkommende Tiids Ævighed, item den Straf og Belønning for gode og onde Gierninger, men tilligemed finder saa liden Gudsfrygt paa Jorden, maa man fast tænke, at der er ingen Troe blant Mennesker, ja at alle bære Tvivl om det tilkommende Livs Vished. Thi der ere faa Mennesker, som jo ved Løfte om en liden verdslig Belønning drives til Arbeide og Flittighed, ja at renoncere paa sine Hoved-Inclinationer. En Dranker kand drives til Ædruehed, en Opsetsig til Lydighed, en Utroe til Troeskab, en Løsagtig til Kydskhed, og en Doven til Arbeide, naar en Konge eller Første vil ikkun inden en vis Tiid love en anseelig Belønning derfor; ja man seer, at mange end udi u-vist Haab derom tvinge sine Affecter og ligesom fornægte sig selv. Da derimod den store Himmelske Konge, hvis Løfter ere u-ryggelige, og hvis Belønninger ere ævige, kand ikke bevæge Mennesker for en stakket Tiid at forsage Synden, og tvinge deres onde Begierligheder. Heraf, siger jeg, kunde man bringes paa de Tanker, at det menneskelige Kiøn bær Tvivlsmaal om det Tilkommende, og at den Troe, som man beraaber sig paa, bestaaer alleene udi det blotte Navn: thi at troe et andet Liv efter dette Liv, item ævigvarende Straffe og Belønninger, og aldeeles ikke at leve efter saadan Troe, er et Paradox, som er vanskeligt at begribe.
   Vil man sige, at der er aldeeles ingen Troe blant Mennesker, saa er Knuden let at løse: men, som denne Beskyldning er alt for stor, efterdi der ere fundne Mennesker, og endnu findes, som have beseiglet og endnu beseigle Troen med deres Blod, skiønt de samme dog udi deres Liv og Levnet have givet Tømme til deres Begierligheder, og gaaet den alfare syndige Vej: saa bliver dette endnu et Paradox og en Knude, som er vanskelig at løse.
   Jeg for min Part seer intet Middel at reede sig ud af denne Vanskelighed, end at forestille sig et særdeeles Egenskab, som findes hos Mennesker, hvilke bestaaer derudi, at ringe Ting, som ere synlige og nærværende, operere sterkere hos dem end store Ting, som ere usynlige og fraværende. Det er af den Aarsag, at, endskiønt alle vide, at de skulde døe, saa skrækkes de dog ikke for Døden, førend Døds-Timen er for Haanden, og de ligesom see Døden for deres Øjen. En anden Aarsag er denne, at, saasom Mennesker ere componerede af Kiød og Blod, saa bevæges de meere af legemlige Straffe og Belønninger end af Aandelige. Disse menneskelige Egenskabe have visse falske Propheter merket; og er det besynderligen i Henseende til den sidste, at de have fabriqveret kiødelige Himmeriger, hvorudi de have lovet Mennesker alle de Herligheder og Vellyster, som de mest have fundet Smag udi i dette Liv. Dette have de meenet at kunne giøre større Virkning udi Mennesker, end Løfter om Aandelige Ting, efterdi kiødelige Creature ikke ville ansee Aandelige Ting, som en Realitet, men ville have noget hvilket de ligesom med Hænder kand tage og føle paa. Falske Religions Stiftere have derfore opfyldt de lovede Paradiser ikke alleene med kiødelige Vellyster, men endogsaa med saadanne, som en hver Nation udi dette Liv haver haft mest Tilbøjelighed til. De Nordiske Folk, for Exempel, have fundet Behag udi Striid og Kamp, udi sterkt Øll og Miød; hvorudover man haver for dem giort saadan Afrisning paa de tilkommende Othins Boeliger, nemlig at de der skulde have samme Kriigs Exercitier, som udi dette Liv, og at Miød med stærkt Øll skulde i Overflod for dem skienkes. Andre Nationer, som have fundet størst Vellyst udi Omgiengelse med Qvinde-Kiøn, have af deres Propheter faaet Løfte om Paradiser fulde af deilige Jomfruer, hvormed de udi det andet Liv skulde forlyste sig.
   Ingen haver taget dette meer udi agt, end Mahomed. Den samme havde nøje udstuderet Arabernes Tilbøjelighed, nemlig, at de funde størst Vellyst udi kiølige Vinde, udi rindende Bekke, udi Viin og Fruentimmer, og derfore haver opfyldt alle Himmeriges Værelser med slige vellystige Ting. Det er derfore troeligt, at, hvis samme Prophet havde stiftet en Religion i andre Lande, havde han i det andet Liv lovet andre slags Vellyster og anden slags Spiise: han vilde, for Exempel, have lovet Engelænder et Paradiis, forsyned med saftig Oxekiød: de Franskes Paradiis skulde være bleven opfyldt med Urter og Hvedebrød: de Hollænderes med stoppede Tobakspiber: de Tydskes med kraftig Brunsviger Mumme: de Spaniers med Lehnstoele, hvorudi de Troende skulde sidde med Hænderne i Kaars: for de Danske havde han fabriqveret et Himmerig af Smør; og udi det Moscovitiske Himmerige skulde Aqvavit-Floder have passeret.
   Blant mange store Beviis paa den Christelige Lærdoms Rigtighed er dette, at de Troende loves ikke uden Aandelige Belønninger, nemlig, at de skulde mættes og vederqvæges af GUds Ansigts Beskuelse. Dette er noget, som kiødelige Mennesker ikke kand giøre sig let Idée over, førend de skille sig ved deres Kiødelighed, og udi Aanden blive igienfødde. Thi man seer, at mange have hænget og endnu hænge udi materielle Idéer og Betragtelser, forestillende sig GUD udi menneskelig Skikkelse, Englene som vingede Creature, Paradiis som en prægtig befæsted Stad, hvis Gader og Stræder ere broelagde med Guld, og hvis Muure ere broderede med Ædelsteene. Slige materielle Ting, som stride mod den Christelige Lærdoms Purhed og Aandelighed, maa man søge gandske at udrødde, og udaf Skriftens andre Steder vise, at hvor der tales om GUD, om Engle og om Himmerig paa saadan Maade, saa er det ikke uden Metaphoræ og Lignelser. Jeg vilde derfor ønske, at de med Guld paverede Gader, og de med Ædelsteene besatte Grundvolde vare udkradsede af vore aandelige Sange. Thi det som paa nogle Skriftens Steder, helst udi Aabenbaringen bliver omtalt som Syn og Lignelser, bliver udi visse Bønner og Sange giort til en Realitet: Guld og Blye, en Graasteen og en Diamant ere lige kostbare udi GUds Øjen. Thi det er ikke uden Menneskets Forfængelighed, der haver sat Priis paa saadanne Ting. Vi bebreide andre Religioner, som giøre slige materielle Beskrivelser over de lyksalige Boeliger; og vi bebreide dem det med Billighed, efterdi de tiene til Beviis paa falsk Lærdom, og tilkiende give, at den ikke kommer fra GUD, men er opspunden enten udi daarlige eller listige Menneskers Hierner. Den Christelige Lærdom er Aandelig, og anseer Verdens største Herlighed, og hvad som kand have Rapport dermed, som Daarskab og Forfængelighed. Hvorudover saadanne prægtige Beskrivelser ere heller Pletter end Zirather udi Religioner, og tiene ikkun til at confundere den sande Lærdom med ugrundede Religioner, der trænge til slige Broderier, for at skiule deres Uselhed og slette Grund.

Ludvig Holberg Homepage