link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 27

[2,3 s170 Gejstlige tåler dårligt modsigelse]

             Libr. II. Epigramm. 3. 

         Irarum fluctus tumidos & atrocia bella 
             Sæpe ciere mihi candida scripta solent. 
         Militis ira gravis, gravior tamen ira Magistri, 
             Iram qvi scriptis improbat atqve notat. 

   Mine moralske og skiemtsomme Skrifter, endskiønt de saaledes ere indrettede, at de sigte ikke uden paa det menneskelige Kiøn udi Almindelighed, saa have de dog opvakt adskillige Bevægelser, og giort liden Frugt. Jeg haver viset paa et andet Sted, at det er vanskeligt at curere legemlige Sygdomme: men man kand sige, at moralske Svagheder ere fast incurable. Een som haver et svagt Legeme, haver Tillid til Lægen, troer hvad han siger om Sygdommen, og bruger det som han præscriberer. Een derimod, som laborerer af Laster, troer ikke selv, at han er svag, og derfore intet vil høre tale om Sygdom, langt mindre bruge Lægens Præscriptioner. Men af alle Stænder haver jeg ingen fundet meere hidsig end den geistlige og lærde Stand, der bestaaer af Folk, som ideligen formane andre til Sagtmodighed, og prædike imod Had, Vrede, og andre deslige onde Affecter; saa at man deraf seer, hvorlidet Menneskerne leve efter deres egne Principia. Man skulde af de Skrøbeligheder, som findes udi den geistlige og lærde Stand, slutte, at Boglige Konster tiene lidet til at danne Mennesker. Aarsagen er, at vi studere meere for at blive lærde, end for at blive gode. Os gives udi Skolerne Definition paa Dyder og Lyder, vi lære at tale derom, vi lære at sette andre til rette, og indbilde os, at det er nok; saa at Lærdommen begyndes med en simpel Theorie, og endes iligemaade dermed. Een, som haver udstaaet sin Skolegang, er derfore ikke andet end en Slibesteen, der giør Staalet hvast, men selv ikke kand skiære. Det heeder, som Poeten siger:
                   - - Fungor vice cotis, acutum, 
         Reddere qvi ferrum valet exsors ipse secandi. 

   Man kand ansee dem som Staldknegte og Beridere, hvilke forstaae at temme Heste, men vide ikke at holde deres egne Affecter udi tømme. Vi komme ud af lærde Seminarier, som Cameeler, beladne med Bøger, saa at vi have Magaziner paa herlige Præcepta, som vi give andre, men selv ikke practicere. En Seneca declamerer idelig mod Riigdom, og tilligemed samler Penge med begge Hænder. En Cicero formaner til Bestandighed, og selv græder som et Barn udi mindste paakommende Modgang. Og en Horatius skiemter med Vegelsindede, og er ligesaa vaklende som en Tigellius. Man finder udi lærde Societeter herlige Formaninger og moralske Præcepta; men, vil man lede efter Exempler, maa man heller addressere sig andensteds: thi man kand sige, at de fleste Lærere distingvere sig ved Lærdom og Skrøbelighed; saa at de kand lignes med musicalske Instrumenter, der give Lyd fra sig, som de selv ikke høre.
   Af ovenanførte sees Aarsagen, hvi Boglige Konster føre saa liden Frugt med sig, og at Lærde udi Sagtmodighed lidet distingveres fra U-lærde. Men her spørges, hvi man finder fast større Hidsighed og større Skrøbeligheder hos de første end hos de sidste. Dertil kand gives adskillige Aarsager. De fleste Mennesker hovmode sig af Lærdom, og ansee sig selv, som en Qvint-essentz af det menneskelige Kiøn. Denne Skrøbelighed havde udi de saa kaldne barbariske Seculis taget saadan Overhaand, at Pedanter gave sig Navn af Seraphinske, subtile og Himmelske Lærere: ja nogle brugte saadanne Titler: N. N. forfaren udi det Græske og Latinske Sprog (utriusqve lingvæ peritus) alle andre indtil høje Stands-Personer bleve ved et foragteligt Navn kaldne Laici. Udi vore Tider er Prisen vel meget falden paa disse Græske og Latinske Helte; men meget af den gamle Surdei findes endnu tilbage, saa at mange ansee sig som venerable Mennesker, og saadanne, som man i det ringeste ikke maa skiemte med eller sige Sanden i aabne Øjen. Geistlige Mænd ansee sig, som himmelske Ambassadeurs, hvilke ere autoriserede til at tilrettesætte alle andre Mennesker, uden at høre et Ord af dem igien. Deraf reiser sig den særdeeles Delicatesse, som findes hos disse Folk, og at de allarmeres meere over en Critiqve end andre. Alle andre Mennesker, der declamere mod det menneskelige Kiøn, vente sig Indvendinger, Modsigelser og Retorsioner. Men en Prædikant, saalænge han staaer i Cathedra, udfordrer et ydmygt og stiltiende Auditorium. En Orientalsk Gesant kom engang ind udi en Hoved Kirke udi Engelland, hvor han hørte en Prædiken, som varede en Time: da han forundrede sig over, hvi een talede stedse alleene uden Modsigelse, blev ham svaret, at det var Solens Ambassadeur, saasom Orientalske Folk betegne geistlige Herolder ved saadanne Titler. Han kom derpaa en anden gang udi et presbyteriansk Forsamlings Huus, hvor han hørte iligemaade en Prædiken for en mindre Forsamling, hvorudover han sagde: denne maa nok være Maanens Ambassadeur.
   Den Habitude, som de have faaet i at føre Ordet alleene uden Repliqve udi Cathedra, følger mange ofte udi andre Tilfælde, saa at de holde alslags Modsigelse u-anstændig, og ansee sig som Folk, der ere alleene beskikkede til at criticere uden at criticeres, ej eftertænkende, at de selv ere Kiød og Blod, og at den Titel af Geistlige eller Aandelige, som dem tillegges, ikke kand forstaaes efter Bogstaven. Jeg befatter dog ikke alle, ej heller de fleeste under den Characteer: thi jeg haver fundet og dagligen finder udi den Stand billige Folk, der holde for, at de ere Censure underkastede, saavel som andre, og derfore af velgrundede Critiqver ikke ophidses. Jeg siger ikkun, at jeg ved Anledning af mine moralske Skrifter haver fundet størst Skrøbelighed blant Philosophos og Geistlige, og søger alleene at give Aarsag dertil. Jeg haver ogsaa stedse med Moderation talet om den geistlige Orden, og liden Behag fundet i deres Skrifter, der søge at afmale Præste-Standen med de sorteste Farver, holdende det ikke mindre u-anstændigt end ubilligt. Hvis en Prædikant er en god Mand, haver jeg Ærbødighed for ham; og hvis hans Levnet ikke svarer til hans Lærdom, sparer jeg ham i Henseende til Embedet, efterfølgende derudi en vis gammel Matrone, hvilken giorde sin Sogne-Præst efter fuldendet Prædiken saadan Compliment: Jeg takker Eders Velærværdighed for god Prædiken; GUD give Eder sin Aand og Naade, at I maatte selv leve derefter!
   Til den Skrøbelighed, som findes blant lærde Folk, contribuerer ogsaa ikke lidet Læreres og Informatorum Opførsel ved at indprente deres Disciple en forfængelig Ambition, og ved at opløfte dem til Skyerne formedelst deres Capacitet og Nemme, da de dog ikke burte rose dem for hvad de lære, men alleene fordi de practicere hvad de have lært, og at de lade see Frugter af deres Lærdom, som maa være Ydmyghed, Føjelighed, Taalmodighed &c. Men, saasom dette ikke skeer, bliver Lærdommen meere til Vanheld end Zirath, og de mest studerede Folk ofte findes de mest uskikkelige, endskiønt de kand være oplært i de allersolideste Studiis, og saadanne, som mest danne Mennesker; hvilket dog sielden skeer. Thi den meste Ungdoms Tiid bortdrives gemeenligen med Ord, Gloser, Curiositeter og Disputer om unyttige Ting, som de lære at forsvare med yderste Haardnakkenhed, og giøre sig en Ære deraf. Det er i saa Maade ingen Under, at man finder større Skrøbelighed hos Lærde end U-lærde Folk; thi de sidste ere som en raa Materie uden Skikkelse, men de første, som en udarbeidet Materie, men udi en gal og vanskabt Form, saa at det er et simpelt Arbeide at giøre hine, men et dobbelt at giøre de sidste til Mennesker: thi een Fold maa slettes, førend en anden kand legges, og den gamle Skikkelse maa afhøvles, førend den nye paa Materien kand graves. Videre contribuerer hertil lærde Folkes alt for skarpe Syn, hvilket foraarsager, at de ikke alleene see de Ting, som ere, men endogsaa de, som ikke ere udi et Skrift. Man kand og ligne slige Folk med drukne Mennesker: thi ligesom drukne Folk for et Lys see tvende paa Bordet, saa see og de første alting dobbelt, finde mysteria og dobbelt betydende Meeninger udi alt, hvad som tales og skrives: ([Græsk] ... [Skut] og, som de see, hvad andre ikke kand see, er det i saa Maade ingen Under, at de allarmeres over Ting, som ikke bevæge andre.
   Man seer saaledes Aarsagen, hvi Lærde støde sig meer over Skiemt end Læge. Til disse Aarsager kand lægges end en anden, som reiser sig af deres Constitution og ormstukne Legemer. Thi det stille siddende Levnet, idelige Studeringer og Nattevægt tilvejebringer svage Legemer, og conseqventer delicat Sind; saa at en lærd Mand er som en skrøbelig Leerpotte, der ingen Anstød taaler, og derfor tiener ikke at røre ved. Derfor haver en vis Skribent ikke uden Grund sagt, sig heller at ville have et heelt Regiment Ryttere paa Halsen, end een saa kalden Philosophus: og sandeligen! vil man søge efter Philosophie og Kaaldsindighed, da vil man forgieves lede derefter udi lærde Societeter og geistlige Forsamlinger. Italienerne sige: Con toto mondo guerra, ma pace con Inghilterra. Det er: Krig med heele Verden, men Fred med Engelland. Jeg siger, Kriig med heele Verden, men Fred med Philosophis og Geistlige, sær med dem, som give sig ud for Helgene: thi det er ligesaa let at giøre en Helgen vred, som det er vanskeligt at giøre ham blid igien; og de Krige man fører med deslige Folk, kommer man sielden vel fra. Thi, endskiønt man haver Ret, synes man dog ingen at have. Jeg forsvarer mig derfor mod enhver saa længe jeg kand: men, naar jeg faaer Tvistighed med en Devot, planter jeg Gevær, offererer Charte blanche, og giver mig paa Naade og Unaade.
Ludvig Holberg Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek