link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 22

[1,164 s136 Bønder lever lykkeligere end købstadsfolk]

            Libr. I. Epigramm. 164. 

       Est hominis sorte urbani nil tristius unqvam, 
            Pauperis Agricolæ commoda magna patent. 

   Bondestanden holdes gemeenligen for den usleste af alle. Men, saasom der er Vildfarelse udi mange menneskelige Domme, saa er der ogsaa udi denne. Bonde-Standen haver sine U-leiligheder, haver ogsaa sine Herligheder. Jeg vil her korteligen tale først om U-leilighederne, og siden om Herlighederne.
   Jeg forstaaer her ved Bønder ikke Proprietarier, ej heller smaa Selvejer Bønder, det er saadanne, som ikke ere forbundne til personligt Arbeide, men kand lade deres Jorde drive ved andre: thi de samme ere ikke andre U-leiligheder underkastede end Kiøbmænd, nemlig Tab og Forliis, som reise sig af Vejrligt og andre Tilfælde. Den Forskiel alleene er, at de førstes, nemlig Bøndernes Handtering er mindre Hasard underkasted, og udi sig selv meer solide og ædel, saa at de kand holdes for de vigtigste og anseeligste Lemmer af et Societet. Det heeder udi Ordsproget: Bondehandel ædel Handel. Saaledes have de gamle Romere dømt om denne Stands Værdighed, saa at det derfore ikke er saa stor U-rimelighed udi den underjordiske Anordning, der sætter Bønder udi de første Rangs Classer.
   Men, siger jeg, det er ikke saadanne som jeg her vil omtale. Jeg forstaaer her alleene ved Bønder saadanne, som udi vor Lov kaldes Tienere, det er Feste-Bønder, hvis Tilstand holdes slet og usel, saavel i Henseende til deres Fattigdom, som det Arbeide og Hoverie, som de ere underkastede. Men denne deres Uselhed er større eller mindre, ligesom de have mildere og haardere Herrer til, eller rettere, ligesom de staae under klogere og daarligere Herskab: thi een der ved for store Exactioner eller Arbeide ødelegger sin Bonde, kand heller kaldes en daarlig end en ond Hosbond. Man siger gemeenligen: Hvo der elsker Skov, elsker Tiørne: man kand iligemaade sige: hvo der elsker sig selv, handler vel mod sin Bonde; saasom der er saadan Foreening imellem hans egen og Bondens Ødeleggelse, at de ikke kand separeres: thi enhver Bondegaard er som en Mands Spiisekammer og Kielder; hvad som derudi formindskes, er det heele Huuses Skade. I den almindelige Fattigdom, som findes hos Bønder, er dette dog en liden Trøst, at de ikke kand blive gandske nødlidende; thi deres Herskab maa hielpe dem udi Nød, om det ellers vil hielpe sig selv: saa at Husbonden haver meere at frygte for Bondens, end Bonden for Husbondens Armod. Thi, naar Jordens Grøde slaaer feil, haver Bonden mindre at give, og Husbonden mindre at tage. Naar en Koe eller Hæst døer, siges den at døe for den første, men døer virkeligen for den sidste; og, naar Bonden selv døer, taber Husbonden en Mand; men naar Husbonden døer, taber Bonden ikke uden et Navn, i det han faaer et nyt Herskab, som ofte kand blive bedre end det gamle. Man hører ofte Husbonden at sige: Hvor skal jeg faae en Mand igien, der kand arbeide, som den forrige? men man hører aldrig en Bonde at sige: Hvor skal jeg faae en Husbonde igien, der vil drive mig til Arbeide, som den gamle, der efter Sædvane vil modtage Landgilde, og lade mig nyde den Ære at giøre Hoverie dagligen i Gaarden, og at age sig til Kiøbstæden? Hvad deres Arbeide angaaer, da er det vel stort og uden Ophør, men dog ikke større end Handverksfolks Arbeide. Begge maa slæbe den heele Dag for Føde og Klæde. Den Forskiel er, at Bønder have Hæste og Stude til Medhielpere, som trekke deres Plove og age deres Vogne, da en Handverkskarl derimod maa giøre sit heele Arbeide selv.
   Dette anfører jeg ikke for at sette Farve paa Bondestandens U-leiligheder, hvilke jeg gierne tilstaaer herudi at være store. Jeg drister mig alleene til at sige, at en Handverkskarls Vilkor, som dog ingen ynker, er slettere. Men lad være, at deres U-leiligheder i Henseende til Fattigdom og Arbeide er større, end de som findes blant andre Stænder, saa følge derimod Bonde-Standen mange store Herligheder, ja saa store, at den heller kand misundes end ynkes. Disse Herligheder kand klarligen vises ved at sammenligne en Bondes Skiebne med Kiøbstædmænds eller fornemme Folks Vilkor.
   Anseer man Fødselen, da er Bondens stor og ædel mod Kiøbstedmandens; thi der ere faa Bønder, som jo kand vise deres Ahner; da de fleeste Kiøbstedmænd derimod ere ikke andet end Mestecios, Trisalvos og Qvadralvos, som Spanierne kalde dem, det er, saadanne som ere sammenflikkede af particulis heterogeneis, eller adskillige Materier, og sammenstøbte af stridige Nationer, saa at de første ere virkeligen velbaarne, skiønt de sidste alleene føre Titul deraf. En anden Forskiel ved begges Fødsel er denne, at Kiøbstæd-Børn fødes alleene som Mennesker, Bønderbørn derimod som characteriserede Mennesker, eller som Personer, der ved Fødselen have erhvervet Expectantz eller Succession paa Forældrenes Bestillinger og Værdigheder: thi, saa snart en Bonde-Søn fødes, er han en designeret Agermand, saa at hans Fødsel haver en slags Overeensstemmelse med en Greves og Friherres Søns Fødsel, hvilken saa snart han kommer til Verden, heder han Greve eller Baron. Kiøbstedbørn derimod kand ansees som entia in potentia, eller som Biørnens Unger, hvilke i Begyndelsen ingen Skikkelse haver, saa at enhver Fader maa sige: det staaer til GUd og Lykken, hvad min Søn skal blive i Verden. Saa meget derfore, som en Arve-Succession til Embede er ædlere end en Værdighed udi Haabet, som skal erhverves ved Sveed og Arbeide, mange Aars Sollicitationer, onde og gode Midler, saa meget ædlere og ypperligere er en Bondesøns Fødsel mod et Kiøbstedbarns.
   Betragte vi de spæde Børns første Opklækkelse, da have Bønderbørn og præference for Kiøbsted-Børn, med mindre man vil sige, at det er fornemmere at opklækkes med Skiøgemelk, end at die sin egen Moders Bryste. Saadan Ære vil et hvert Bondebarn overlade til en Junker eller fornemme Mands Søn. Jeg vil ikke tale om, hvilke U-leiligheder og Fare fornemme Børn underkastes ved at opklækkes af fremmede og ubekiendte Ammer, hvorpaa man seer een og anden gang bedrøvelige Exempler, sær udi Frankerige, hvor Børn, som skikkes ud paa Landet at opfostres, ere bleven forbyttede, saa at mangen Moder haver faaet en fattig Ammes Barn igien for sit eget. Og er det udi slige Henseender, at Engelske Damer, hvor delicate de end ellers ere, efterfølge Bønders Exempel udi at opfostre deres egne Børn.
   Ved Fødselen er dette videre at merke, at enhver Bonde glæder sig over et Barns Fødsel: thi et Barn er lige saa stor Styrke for en Bondes Huus, som det er en Byrde for en Kiøbsted-Mands Familie; saa at det kand heede paa det eene Sted: dette Huus er velsignet med mange Børn; men paa det andet Sted: dette Huus er bebyrdet med mange Ædere. Udi de spæde Aar koster det vel begge at underholde Børn; udi Bondestanden behøves dog liden Omkostning, hvilken og ophører, saa snart Barnet er kommet saavidt, at det kand røre Lemmerne, da det strax giør lige for Føde og Underholdning. Kiøbsted-Mandens Børn derimod koste meer, og de Bekostninger, som derpaa giøres, vare længer, ja voxe til meer og meer med Aarene, saa at en fornemme Mand der haver mange Børn, er ligesaa meget at beklage, som en Bonde er at prise lyksalig. Hvad som truer den eene med Armod, tilvejebringer den anden Velstand. Hvis man vil ligne begge Stands Børn ved Creature, da kand Bønder-Børn ansees udi et Huus, som Høns, Giæs og Ænder, hvilke koste lidet at underholde, og dog bringe stor Fordeel. Fornemme Børn derimod kand ansees, som Paafugle, Markatte eller andre Dyr, som ere kostbare at underholde, og tiene til intet uden at fornøje Øjene.
   Saa snart et fornemme Barn kommer nogenledes til skiels Alder, overleveres det til Lærere og Exercitie-Mestere, for under Riis, Ferle og Svøbe at undervises i adskillige Ting, som det siden skal glemme. En Bonde-Dreng derimod haver sine egne Forældre til Læremestre, og lærer intet udi saadan Skolegang, uden de Videnskabe, som tiene til Klæde og Føde, samt Gaards og Jords Vedligeholdelse og Forbedring, saa at derfore hans Information er langt grundigere end Junkerens, hvilken ofte undervises ikke alleene udi unyttige Ting, men end ogsaa udi Videnskabe, som kand blive ham til Skade og Fordervelse.
   Men hvad som fornemmelig viser Bondestandens Ypperlighed, er Giftermaal. Saasnart en Bonde-Karl er kommen til den Vext, at han kand fornøje en Kone, er han og udi Stand at forsørge en Kone. En fornemme Person maa oftest bortdrive saa lang Tiid med at sette sig i Stand til at forsørge en Hustrue, indtil at han er kommen af Stand til at fornøje hende. Hvorudover ligesom Frugterne af Bønders Giftermaal ere Børn, saa ere tit Frugterne af fornemme Ægteskab Horn. Videre, en Bonde-Karl fatter Kiærlighed til en Pige i Dag, og bringer hende udi Brude-Seng i Morgen. Fornemme Folks Giftermaal derimod skeer ikke uden foregaaende unyttige Formaliteter og Præparatorier. Et hvert fornemme Frierie er en Art af et Skuespill. Fire Acter maa ageres førend man kommer til Slutning, som er Indholden af den 5te Act; og hender det sig ofte, at Kierligheden kiølnes ved deslige lange præludia, saa at Comoedien falder ud til en Tragoedie. En Jomfrue, hvor ferdig hun end er at overgive sin Festning, capitulerer dog ikke uden foregaaende Formale Beleiring. Moden tilholder hende at disputere den, hun inderligen elsker, hvert Skrit. Maschiner maa oprettes, Miner graves og Stormstier appliceres, førend hun overgiver sig enten ved Accord eller paa Discretion. En Bonde-Karls Frierie derimod er uden for alle disse Formaliteter: alting gaaer ordentligen og naturligen til. De elskende Personer ere uden Masque, de selv foreene sig om Kiøbet, og Accorden sluttes uden Plenipotentiarier; hvorudover saadanne Ægteskabe have bedre Udfald, end de der giøres med Konst.
   Naar tvende Hierter frivilligen foreene sig sammen, er det Ægteskab. Naar derimod andre have Commission at udlede mig en Hustrue, er det et Kiøbmandskab. Bondens Søn vælger selv, og faaer derfor den, ham behager. Kiøbstedmandens Søn haver ofte ingen Deel udi Vallet, og derfor bekommer ikke uden den, som Commissairen eller Forældrene behager. Den første siger: jeg kiendte Pigen, og derfor ikke kunde tage feil. Den anden rapporterer sig til Forældrenes Kundskab, og siger: min Fader og Moder have besluttet, at jeg skal elske en Jomfrue, og Jomfruens Forældre have iligemaade fundet for got, at hun skal elske mig. Det kand maaskee falde vel nok ud: men dette Maaskee eller peut-être er ofte Aarsag til stor Uheld og multiplicerer Tamperrettens Sager.
   Herudaf sees hvor meget de fare vilde, der have saa ringe Tanker om Bondestanden. Jeg haver tilkiendegivet dens U-leiligheder tilligemed dens Herligheder. Herlighederne ere store, og flyde end nogle af U-leilighederne selv, saasom Bondens bestandige Arbeide, som man kalder Trældom, tilvejebringer en bestandig Sundhed; da fornemme Folks Huuse derimod kand ansees som Lazaretter. Thi, hvis man vilde holde Mynstring over et Lands Indbyggere, vilde man mod een syg Bonde finde 10 velbyrdige Krøblinger.
Ludvig Holberg Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek