link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 20

[1,160 s125 Pas på skamløs ros og ond satire]

             Libr. I. Epigramm. 160. 

      Corpora mellitis putrent, servantur aceto, 
          Qvod mordet, sanat; qvod placet, omne nocet. 

   Last og Roes giøre ligesaa differente Virkninger udi et Menneskes Sind, som Sødt og Bittert udi et Menneskes Legem: Roes er som Honning og Sukker, der foraarsager Forraadnelse; Straf er som en bitter Essence, eller som en Viin-Eddike, der conserverer fra Forraadnelse. Thi hvad som er sødt og behageligt, forderver, og hvad som bider, helbreder. Hyklerie er derfore som en sød Gift, og Satyre, som en bitter Lægedom: det første behager og dræber, det sidste mishager og heeler. Der fortælles om Jason den Thessalier, at een slog ham i Vrede med sit Sverd, og derved aabnede en Byld, hvorved han blev cureret. Saadant er ofte Virkning af en Satyre: hvorudover enhver, som deraf treffes, naar han deraf vil corrigere sig, kand ansee en Satyricum, som een, der haver taget en Plet af hans Klæder: thi enten Intentionen er ond eller god, er dog Virkningen den samme. Og er det i den Henseende, at en Fiende undertiden er os nyttigere end en Ven. Der fortælles om Hiero, at en af hans Fiender engang bebreidede ham, at han havde en ond Aande; hvorpaa han gik hiem og spurte sin Hustrue, hvi hun ikke havde advaret ham derom: Hustruen svarede dertil paa en høflig og complaisante Maade, at hun stedse havde tiet dermed, efterdi hun meenede, at alle Mandfolk havde ond Aande; saa at Hiero deraf merkede, at hans Fiendes Grovhed havde været ham nyttigere end hans Hustrues Taushed. En Hykler derfore synes at være det Menneskelige Kiøns Ven, og er dets Fiende: en Dadler synes at være det Menneskelige Kiøns Fiende, og er dets Ven. Den første synes velvillig, efterdi han giver end en Kniv til et daarligt Menneske, som beder derom: den anden synes u-villig, efterdi han med Magt river den af Hænderne. Man kand med ingen bedre ligne en Panegyrist, end med en Skiøge, der søger ved alle Caresser at bringe Ungdommen paa onde Veje; og en Dadler ved ingen bedre end en ivrig Skolemester, der med Svøben driver den paa rette Vej igien. Der findes onde og gode Mennesker i Verden: ved Hyklerie giøres de gode onde, og ved Satyre giøres de onde gode. Hvis ingen hykliske Poëter og Oratores vare, vare og ingen Ødeleggere, og hvis ingen Censores eller Dadlere vare, vilde Haardhed og Udyd end meere tilvoxe. Den viise Thales blev engang adspurt om, hvilke Dyr han holdt for at være de skadeligste, hvortil han svarede, at af alle vilde Dyr, var intet skadeligere end en Tyran, og af tamme Dyr intet skadeligere end en Hykler: og ligner en anden Philosophus de Mennesker, som falde udi Hykleres Hænder, med hankede Kar eller Skaale, hvilke man fører ved Ørene, hvor man vil.
   Man kand ligne de fleeste Lovsange og heroiske Digte ved giftige Vinde, hvilke corrumpere og anstikke hvad de anrøre. Jeg siger de fleeste: thi det er saa langt fra, at jeg vil fordømme alle Taler, som holdes, og alle Skrifter, som skrives til Berømmelse, at jeg tvertimod holder dem af stor Nytte, naar ingen Misbrug derved skeer, og deres første Stiftelses Sigte derved i agttages. Pericles holdes for at have stiftet til Athenen Lovsange og Parentationer dem til Ære, som havde opofret dem selv for Fædernelandets Nytte; og vidner Historien, at deslige Parentationer have været af stor Nytte, efterdi de Levende derved opmuntredes til at følge de afdøde Heltes Fodspor. Saaledes kand man sige, at Plinii panegyriske Oration er opbyggelig, saasom Trajanus fortiener all den store Priis, som ham paalegges. Det samme kand og dømmes om adskillige andre, saavel Helte-Historier, som Lovsange, hvorved andre opmuntres til Dyd og Duelighed. Men denne nyttige Stiftelse er desverre henfalden til saadan Misbrug, at det er bleven til en almindelig Skik at berømme alle uden Forskiel, saa at det, som tilforn var en Belønning for Dyd, er bleven Opmuntring til Last og Udyd. Med andre Øjen kand man ikke ansee vore nu brugelige panegyriske Taler, Parentationer og Liig-Prædikener: thi, saasom de holdes saavel over onde som gode, saa er den Roes, som gives de Levende og Afdøde alleene et Beviis paa, at Orator er vel bleven betalt pro labore. Naar det skeer, bliver enhver Levende afmalet som et Mynster af Dyd, og enhver Afdøed siges at staae med Palmer i Hænderne. Derfore pleiede en Orator, som herudi gik reent til Verks, at sige: Ligesom Betalingen er, saa bliver og Liig-Prædikenen.
   Men ligesom man ikke kand fordømme alle Lovsange og Berømmelses Taler, saa kand man ej heller approbere alle slags Satyrer: thi nogle ere skadelige og strafværdige, andre nyttige og tilladelige. De tilladelige Satyres ere de, som ere almindelige, og ikke sigte paa Personer i sær. En Satyre, som angriber det heele Menneskelige Kiøn, er uskyldigere end den, der sigter paa en vis Nation; en der sigter paa en heel Nation, er uskyldigere end den, der angaaer en Familie; og denne igien mindre end den, der angriber visse Personer.
   De utilladelige Satyres sigte enten paa uskyldige eller skyldige Personer: de første ere mest strafværdige, efterdi udi dem er Forurettelse: de sidste, skiønt de intet indeholde uden hvad sandfærdigt og beviisligt er, kand de dog ikke tolereres udi et Societet; thi udi saadan Satyre er en Straf eller Hævn, hvilken alleene tilhører Øvrigheden. Den er, siger en vis Autor, en hemmelig og forklædt U-ret, som er vanskelig at fordøje, efterdi den fører en slags Superiorite og Myndighed med sig.
   En utilladelig Satyre skeer paa adskillige Maader. Nogle gaae rent til Verks, og criticere Personer uden Omsvøb. De samme kand derfor sættes til rette, og straffes. Andre bruge Omsvøb, saaledes, at de derfore efter Lovene ikke kand straffes, skiønt de undertiden bide sterkere, end de første. Saaledes criticerer een visse Folkes Gierrighed, Debauche og andre Fejl, og derfore straffes efter Fortieneste: andre giør det selv samme; men, som det skeer udi andre Personers Navn, bliver det ikke lagt dem til Last. Virkningen er den samme, og Intentionen undertiden slemmere: men Maaden, paa hvilken det skeer, befrier dem ikke alleene for Straf, men endogsaa for Eftertale. Jeg haver for Exempel kiendt en medisante Kone, der dog ikke blev holdet derfore, efterdi hun aldrig lastede noget udi sit eget Navn. Naar hun vilde tilkiendegive, at hendes Naboerske var Coquette, plejede hun at sige: Den gode Dame haver mange Fiender. Alle sige, at hun er sin Husbonde utroe. Det kand være hende paadigtet. Verden er ond, og andet deslige. Saa at hun ynkede og hudflettede tillige. Det er med Høflighed at sætte en Kniven i Struben, og som den Franske Poet siger:
                                    C'est medire avec art, 
               Et c'est avec respect enfoncer le poignard. 

   En saadan Satyre er skarpere end den, der siger reent ud:
               Pastillos Rufinus olet, Gorgonius hircum. 

   Thi Critiquen fæstes des meere Troe til, efterdi den synes at komme fra en medlidend Ven. Mange betiene sig af den slags Maade at satyrisere paa, og det med Succes: thi de berømmes for Discretion og Ømhed mod deres Næste, og faaer dog sagt alt hvad de ville have sagt til deres Beskiemmelse. Man kand ligne dem, som udaf Ondskab, skiønt paa en høflig Maade satyrisere, med Nabidis Machine, hvis Historie er denne. Den Lacedæmoniske Tyran Nabis havde ladet giøre en Machine efter sin Hustrues Lignelse, som han kaldte Apega. Samme Machine var saaledes indrettet, at den kunde bevæge sig, gaae og omfavne Folk: men dens Arme vare besatte med Jernpikker, saa at Fauntaget derudover blev blodigt. Nabis havde tit Bud efter een og anden Lacedæmonisk Borger, for at udpresse Penge af dem: hvis nogen med gode beqvemmede sig dertil, lod han dem gaae bort i Fred. De derimod som undskyldte sig, henvisede han til Apega, sigende: min Hustrue kand maaskee med sin Veltalenhed meere udvirke end jeg. Apega blev derpaa frembragt, hvilken omfavnede Borgerne saaledes, at deres Ryg og Sider bleve blodige, og at de derudover lovede meer end de kunde holde.
   Der er endnu en anden Maade at satyrisere paa, som bestaaer i ufornødne Apologier og Forsvars Skrifter, hvorved foraarsages, at en Fejl, som tilforn var ikkun faa bekiendt, bliver kundbar for alle. En saadan slags Apologie fortælles at være giort af en Neder-Sachsisk Præst saaledes. En af hans Tilhørere beklagede sig for ham, at nogle udi Meenigheden skieldede ham for en Hanreder. Præsten bad ham at give sig tilfreds, og næste Søndag derefter holdt paa Prædikestolen saadan Tale: Saasom nogle her af Meenigheden haver foregivet, at N. N. er en Hanreder, da maa de vide, at saadant ham usandfærdeligen er paadigtet: og, posito, at derudi var nogen Virkelighed, saa gaaer det eder ikke an. Man kand let slutte, hvad Virkning saadan Forsvar kunde giøre, og hvor liden Tieneste den gode Mand derved skeede. Denne Apologie havde ikke bedre Virkning, end den Æresbeviisning, som skeede for nogle Aar siden Cardinal Mailly, Erkebispen af Rheims. Samme Erkebisp var forhadt udi Staden, efterdi han forfuldte alle dem, som ikke ville antage den bekiendte Constitutio Unigenitus. Blant hans faa Tilhængere var Stadens Skarpretter, hvilken engang ved et Indtog, for at lade see sin Æstime for samme Prælat, lod udhenge hans Billede for sine Vinduer. Ved hvilken Nidkierhed og Æresbeviisning den gode Cardinal intet andet vandt, end at Folk sagde, at Skarpretteren havde hængt ham in effigie. Adskillige saadanne Æresbeviisninger og Apologier have havt samme Virkning. Det kand være, at mange giøres i Eenfoldighed: men man kand have Aarsag til at troe, at den sterkeste Forgift ligger skiulet under de fleste.
   Nogle satyrisere af Ondskab, for at hævne sig over deres Fiende; andre udaf Kaadhed, for at lade see deres Geist. Begge ere strafværdige: thi, endskiøndt Intentionen er u-lige, er dog Virkningen den samme. Pave Sixtus 5. forstod det ikke anderledes; thi, da en Poet ved Navn Madera udi et Vers havde kaldet en Romersk Dame ved Navn Fontana en Skiøge, og vilde undskylde sig dermed, at det var skeed alleene for Riimets skyld, efterdi Fontana riimede sig med Putana; dømte Paven ham til Gallejerne, sigende, at det var og for Riimets skyld, eftersom Madera riimede sig med Gallera.
   Enten det skeer af Bitterhed eller Kaadhed, enten Intentionen er ond eller god, saa lider Personen, som treffes, ligemeget derved. Og kand her appliceres den sindrige Fabel om Frøerne. Nogle smaa Drenge stode engang ved et Vand, og exercerede sig med Steene at treffe Frøer, saa at adskillige bleve ihielslagne. Midt udi denne Leeg dukkede en Frøe op, og sagde: Kiære Børn! det som I her giøre for Tidsfordriv, koster os Livet. Keiser Caligula øvede mange af sine Haardheder alleene for Tidsfordriv. Derpaa vil jeg ikkun anføre tvende Exempler. Hans Farbroder Claudius havde den Vane at sove over Taffel, og naar han opvaagnede, at rive sig udi Ansigtet. For at divertere sig, lod han engang hefte hvasse Jernnagle til den sovendes Fingre, og derpaa vækkede ham op, hvorudover Claudius saaledes kløede sit Ansigt, at det blev gandske blodigt. Det var brugeligt paa Auctioner udi Rom, at den som bød paa de auctionerede Sager, gav sit Bud tilkiende ved et Nik. Caligula, som paa en Auction saae en fornemme Romer at sove og ideligen at nikke, bød Auctionsmesteren at slaae ham Varene til ved hvert Nik, saa at den gode Mand, da han opvaagnede, fandt sig udi en bundløs Gield. Saaledes satyrisere mange uden ond Intention alleene for at vise deres Geist: men Smerten føles lige saa sterkt, som om det skeede af fiendtlig Forsæt. Thi et Saar er et Saar, enten det gives af en Ven eller en Fiende.
   Heraf sees, at all den Satyre, som sigter paa visse Personer, er strafværdig, og et hvert Menneske, end sige en Philosopho u-anstændig. En almindelig Satyre derimod er ikke alleene tilladelig men endogsaa nyttig. Thi, saasom den sigter heller paa Laster end Mennesker, saa corrigerer den uden at saare. Men, saasom Satyrer ofte blive misbrugte, er Ordet gemeenligen bleven odieux. Petrus Alexiowitz lastede engang een der læsede Juvenalem, efterdi han hørte, at det var en Satyre: men, da Materien blev ham forklaret, befoel han, at den skulde oversettes. Vil man fordømme alt hvad som laster Synd og Ondskab, og viser det menneskelige Kiøns Daarlighed, maa man ogsaa fordømme alle Straffeprædikener: thi enhver Præst er en Satyricus. Et hvert fornuftigt Menneske, som hører de Laster at igiennemheigles, som han selv er befænged med, søger at corrigere sig, uden at forbittres derover, eftersom de samme Piile, som treffe ham, treffe utallige andre paa eengang. Det er ikkun Daarer som allarmeres over almindelige Censures. Thi ligesom Don Quichot bildte sig ind, at alt hvad som bevægedes udi Verden, indtil Vindmøller, sigtede paa at angribe ham, saa bilder en Daare sig ind, at hver Scene udi et Skuespill er giort for hans skyld. Og er det derfore, at deslige Folk fordømme alt skiemtsom Morale som en Ugudelighed. Thi hver Comoedie er som en Comete for en Nar; og er han ligesaa bange derfor, som Trold er for Torden, og en Natugle er for Dagens Lys. Derfore siger man i Ordsproget:
               Skurved Barn Kammen bider; 
               Skabbed Hest ej Skraben lider. 

Ludvig Holberg Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek