link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 18

[1,146 s114 Søg venner, undgå fjender]

            Libr. I. Epigramm. 146. 

      Hostes nè facias, magis est, Marcelle, timendum, 
          Qvàm studeas socios conciliare tibi. 
      Nam proclivius est illis persæpe nocere, 
          Qvàm semel est istis auxilio esse tibi. 

   Det er fornødent for et Menneske at forsyne sig med Venner; det er end meer fornødent at forlige sig med Fiender: Thi, saasom Had er en stærkere Affect og af hastigere Execution end Venskab, saa kand een Fiende giøre meere ont, end ti Venner kand giøre got. Og heder det derfore i Ordsproget: Een Fiende er formeget, og 100 Venner ere ey nok. Thi min Avindsmand kand paa een Dag nedbryde mit Huus, som mine Velyndere et heelt Aar ikke kand opbygge, saasom hvad i en Hast nedrives, kand ikkun langsom igien oprettes, og en Plet kand snart paasættes, men ikke saa let aftoes. Oprigtigt Venskab er derforuden rarere end alvorligt Had. En Damon og Pythias, en Scipio og Lælius ere udi Verden rare Fugle, og som sorte Svaner, saa at man kand ikke opfylde store Bøger med Exempler paa oprigtigt og bestandigt Venskab. Man finder ogsaa Venner udi Fristelsens Tiid at vakle og at frafalde, saa at det maa hede: Amicus certus in re incerta cernitur. Ikke at tale om masquered Venskab, hvorpaa Historie og daglig Erfarenhed viser utallige Exempler. Had og Fiendskab derimod er alvorligt og bestandigt, saa at, naar en Fiende ikke giør ont, saa er det alleene af Mangel paa Evne, men ikke paa Villie. Det er ubehageligt, at leve uden Venner, men usikkert og farligt at leve blant Fiender. Naar min Ven døer, slaaes jeg med Længsel; men, naar min Fiende døer, eller forliger sig med mig, befries jeg fra en overhængende Fare. De fleeste Venner ere saadanne, som kand giøre mig hverken ont eller got. Men den mindste og ringeste Fiende kand giøre ont; thi det heder: Ad nocendum omnes sumus potentes. De fare derfore groveligen vild, som stole formeget paa deres Venner, og sige: have vi nogle Fiender, saa have vi derimod mange Venner. Det er sikkrere at kunde sige: Have vi ingen Venner, saa have vi ogsaa ingen Fiender. At forlige sig derfor med en ringe Fiende er større Fordeel end at erhverve sig en mægtig Ven. Thi hvor liden en Fiende er, er den dog mægtig til at giøre Skade. Vi maa derforuden ikke ansee, hvad een er, men eftertænke, hvad den kand blive. Daglig Erfarenhed viser, at mange, hvis Fiendskab vi have lidet skiøttet, ere ved en og anden Hendelse bleven os til en Skræk. Det heder udi Ordsproget: Slagen Fiende er ikke overvunden. Thi, ligesom man ofte i de gamle Eventyr finder, at en Kat er forvandlet til en Ridder, og en Askefiis er bleven en Førstes Svigersøn: saa seer man dagligen store virkelige Transformationer. Jeg raader derfor enhver at ansee den ringeste Person, som een, den han i fremtiden kand trænge til. Jeg haver af eget Exempel merket, hvor fornøden denne Erindring er. Jeg haver foragtet nogle af mine Fiender, som jeg haver anseet alt for afmægtige til at giøre mig skade. De samme ere voxne mig over Hovedet, og siden have giort mig Livet suurt. Hvorudover jeg er falden udi anden Extremitet; og gaaer nu min Præcaution saa vidt, at jeg fast er færdig at løfte Hatten for en Hest som møder mig, efterdi jeg udi gamle Historier haver læset, at en Hest engang er bleven Borgemester. Denne Frygt er vel noget stor; men, naar man engang er brændt, tager man alt hvad som glimrer, for Ild; naar man engang er afslagen af en Hoppe, tør man end ikke ride paa en Koe; og, naar man engang haver stødt sig paa en lav Dør, bukker man sig siden med Gaasen igiennem høye Porte.
   Hvis man derfore ikke kand bringe en Fiende til Forliig, maa man i det ringeste Arbeide paa, at Fiendskabet ikke ved nye Anledninger forøges; thi derved kand saa meget udvirkes, at, om min Fiende ikke gandske desarmeres, saa kand Hævnen dog formildes, om jeg falder i hans Hænder. Dog maa man herudi ikke gaae saa vidt, som en vis Engelsk Lord, om hvilken Seldenus udi hans Bordsnak (Table Talk) fortæller saadan Historie. Samme Lord blev engang erindret af sin Skrifte-Fader om sin Pligt, og blant andet blev formanet til at menagere sine Fiender, paa det at han kunde blive desmildere medhandlet, hvis han faldt udi deres Hænder. Han svarede sig stedse at have taget saadant i agt end ogsaa med Fanden, og haaber jeg derfor, sagde han, at hans Excellence Diævelen vil tractere mig med en slags Discretion, hvis jeg falder i hans Hænder. Dette var at poussere et nyttigt Morale alt for vidt; hvilket ogsaa den ærværdige Fader med Billighed foreholdt ham, visende, at dette Præceptum havde ikkun Sted blant Mennesker. I det øvrige kand man sige, at Erindringen er nyttig; og seer man, at fornuftige Folk have taget den nøje i agt, og befundet dem vel derved. Socrates hørte engang berømme dette hos Cleomenem, at han havde sagt, at det var en Regents Pligt at giøre vel imod sine Venner, og ilde imod sine Fiender; hvorudover han sagde: det var bedre, om Cleomenes havde lært, at man maa giøre vel imod sine Venner, og søge at forlige sig med sine Fiender: thi man kand med Høflighed og Taalmodighed desarmere sine største Modstandere. Den store Pericles blev engang igiennemheiglet af en Borger. Den samme continuerede med Skielden og Banden indtil mod Aftenen, da befoel Pericles, at man skulde lyse ham hiem, saasom det var bleven mørkt. Da Chrysippus med Skieldsord blev overfalden af en berygted Mand, sagde han: Jeg priser dit Forhold, efterdi du intet giør uden hvad som er din Character anstændigt. Giør vel imod din Ven, sagde den viise Cleobolus, at du kand forøge hans Venskab, og vel imod din Fiende, at du kand formindske hans Fiendskab. En fornuftig Krigsmand gaaer sin Fiende vel paa Livet, men søger derhos at tilkiendegive, at det er hans Embedes Pligt og ikke personligt Had, som driver ham dertil. Derved udvirkes, at, naar han falder i Fiendens Hænder, han ikke bliver tracteret som en Morder, men som en Kriegsfange, der haver efterlevet sin Pligt. Man seer derimod beleirede Stæder at være ødelagde, bevæbnede Mænd tillige med Qvinder og Børn at være nedsablede, efterdi man udi Beleiringen haver insulteret og opirret Fienden, da den alleene havde ladet sig nøje med Stadens Erobring, hvis Besætningen ikkun havde brugt Sverdet og ikke Munden. Plutarchus giør en herlig Anmerkning herover i Anledning af en ved navn Euthymus, hvilken Fienden havde sparet paa Livet, hvis han havde alleene brugt Haanden og ikke Munden: thi den Satyre, som han havde giort over de Corinthier, nemlig [Græsk] Korinthiai gynaikes [Slut], skildte ham ved Livet.
   Man seer denne Regel udi ingen Ting mindre at i-agttages end udi Rettergang, hvor en Contrapart gemeenligen ikke lader sig nøje med at forsvare sin Sag, men insulterer tilligemed sin Modstander, og skrider til Personalia, hvorved en god Sag ofte forverres, og hans Modstander, som tilforn var alleene Sagens, bliver derved ogsaa Personens Fiende. Hvis Cicero havde ladet sig nøje med at forsvare sin egen og Republiquens Sag mod Antonium, hvis han ikke havde opfyldt sine Haranguer med Personalier, og paa den haanligste Maade udbredet samme Mands Laster, vilde hans Død maaskee være bleven mindre Tragoedisk. Det samme kand siges om utallige andre, hvilke have opirret deres Fiender, og udi deres Modgang og Afmægtighed have tracteret dem med yderste Foragt, ej eftertænkende, at en eeneste Conjuncture kand rive dem Magten ud af Hænderne, og legge den udi Fiendens. Ciceronis Exempel tiener fornemmelig til at bestyrke denne Thesin. Man seer ham at agte sin Fiende ringe: man seer samme Fiende i en Hast at voxe ham over Hovedet: man seer ham at have stolet paa sine mange Venner, man seer og, hvormeget han derudi blev bedragen: saa at de mange store Herrers Venskab, hvormed han havde befæstiget sig, kunde ikke beskytte ham mod en eeneste Mands Had.
Ludvig Holberg Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek