Ludvig Holberg: Moralske Tanker (1744), 17

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 17

[1,117 s110 Tro ikke, at al dyd øves af egennytte]

           Libr. I. Epigramm. 117. 

      Vir bonus exercet virtutem, qvæ sine fructu est, 
          Heros hanc seqvitur, si sibi noxia erit.

   Dyders og gode Gierningers Øvelse flyde af adskillige Kilder. De fleste øve Dyder i Henseende til Belønning, og derfore kand heller kaldes verdslige Kloge end gode Folk. Jeg siger de fleste, saasom jeg med nogle Moralister ikke gaaer saa vidt at henføre all Dyd, som øves paa Jorden, til egen Nytte og Ærgierighed. Jeg siger derfore, at den største Deel udi slige Henseender giøre gode Gierninger, om de Gierninger ellers kand kaldes gode, som flyde af Egennytte eller Ambition. At udlaane Penge til nødtørftige Folk er en god Gierning, naar man giør det for intet: betinger man sig Tieneste derfor, saa bliver det til et Kiøbmandskab, og fordrer man store Renter, saa bliver det til et Aager. Derfor siger Plinius, at deslige Folk intet give, men heller kand siges at tage fra andre, ja at de ved Gierrighed søge at erhverve sig Navn af Gavmildhed (Hos ego non donare puto, sed viscatis muneribus aliena corripere: famam liberalitatis avaritiâ petunt). At tiene sin Næste, at arbeide for det gemeene Beste, er en Dyd, naar jeg dertil alleene drives af Kierlighed til mine Medborgere og mit Fæderneland. Hvis jeg giør det for at erhverve Roes, heder det Ambition, og hvis jeg øver det, for at erhverve Magt, Myndighed og Høyhed, bliver det til en listig og syndig Hovmod.
   Dyder øves derfore udi adskillige Henseender. Om de ere ægte eller u-ægte, er ikke let at dømme, saasom alle, end ogsaa de, der have Egen-Nytte og verdslig Ære mest for Øjene, foregive sig alleene at øve Dyder, efterdi de ere Dyder. De fleste Mennesker er masquerede, og ligesom Comoedianter paatage sig fremmede Skikkelser, saa længe som Spillet varer. Naar Rullen er spillet, og Masqven aftages, legges allerførst for Lyset, om det haver været skrømt eller Alvor. Saalænge derfor, som en soutenerer sin gode Characteer, maa vi være varlige i vore Domme, og tage os vare, at vi ikke giøre all Devotion til Øjenskalkerie, Venlighed til Falskhed, Ærlighed til Ambition, &c. Thi, endskiønt vi af Erfarenhed dagligen merke, at mange Mennesker under Masque af Devotion, Ærlighed og Venlighed søge egen Fordeel og verdslig Ære, maa man derfore ikke holde alle øvede Dyder og gode Gierninger mistænkte. Vi maa lade en Socrates passere for en retsindig, en Cato for en ærlig Mand, og en Lælius, for en oprigtig Ven, eftersom de udi deres hele Liv have souteneret deres gode Characteerer. Dette alleene kand gives, som en Regel herved, at, saasom man ofte af Dyders og gode Gierningers Øvelse er bleven bedragen, man ikke haver alt for stor Tillid dertil. I det øvrige maa man ikke skiære alle over een Kam, og giøre alle Mennesker til Comoedianter, og derivere alle Dyder af syndige Kilder; thi saadant er alt for stor Misantropie: og have visse Skribentere, sær en Autor udi vore Tider, ved saadanne Domme ikkun indlagt liden Ære.
   Samme Autor er den der haver skrevet en Bog om Menneskets Dyders Falskhed (De la fausseté des Vertus humaines) hvorudi han giør alle Dyder interesserede, og deriverer dem af syndige Kilder, saa at Ydmyghed øves udaf Hovmod, Venskab af Interesse, &c. men man kand sige, at, hvis disse Theses end vare vel udførte, ere de dog lidet opbyggelige, eftersom de tiene til intet, uden at opvække Mistillid, og indprente Mistanke til alle. Det verste herved er, at de samme ere lige saa ugrundede som forargelige. Saadant kunde vises ved at examinere hver Section udi sær; hvilket disse mine Materiers Korthed ikke tillader. Jeg vil alleene med faa Ord anføre, hvad bemeldte Autor dømmer om Forsigtighed. Han synes ligesom at raade Mennesker fra den Dyd, holdende for, at den er af liden eller ingen Nytte, efterdi Lykken og Hendelser gemeenligen confundere de med største Forsigtighed overlagde Sager; hvilket dog er falskt: thi, naar man vil examinere Udfaldet af forsigtige og uforsigtige Anslage, vil man finde, at de sidste bringe 10 gange oftere Uheld med sig, og, hvis man kand citere et Exempel paa et forsigtigt Anslags, saa kand man derimod vise 10 paa et uforsigtigts slette Udfald. Han meener, at det er nok, at man clausulerer alle sine Materier med Christelige Dyder, som han siger, alleene ere u-interesserede og reene. De Regler, som herved maa i agttages, ere 1.) At man maa ikke have alle gode Gierninger mistænkte. 2.) Endskiønt man kand have Aarsag at mistænke een eller anden Dyds Øvelse, maae man dog berømme Gierningen. Saaledes, naar en af sine egne Midler anvender en Deel til Publici Nytte, forbinder han sig et hvert individuum udi et Societet, og Publicum bør ansee saadan Gierning, som dydig, uden at examinere, af hvilken motif den kand flyde.
   Jeg holder for, at der kand findes Mennesker, skiønt deres Tall er ikkun lidet, der øve Dyd og gode Gierninger, uden Henseende til Fordeel og Belønning. De som giøre gode Gierninger, alleene efterdi de holde det for en Pligt, og øve Dyd alleene for Dyders Skyld, ere de som kand kaldes gode Mennesker. Paa saadanne Mennesker giver Historier os et og andet Exempel. Man kand ogsaa henføre til denne Classe, og beære med saadan Titul, dem som distingvere sig udi Dyd, for at erhverve sig et simpelt got Navn og Rygte, naar ingen forfængelig Ære derved sigtes. Thi, endskiønt saadan slags Dyd synes ikke at være gandske desinteresseret, saa maa man dog herudi ikke subtilisere alt for meget. Man kand ogsaa sette udi samme Rang, dem der øve Dyd i Henseende til Belønning udi det andet Liv, med mindre man med nogle selvkloge Folk vil holde alle Christelige Dyder interesserede, efterdi de grunde sig paa saadan Belønning. Man fortæller om en fanatisk Qvinde, at hun løb paa Gaden med en tændt Brand udi den eene Haand, og en Spand Vand udi den anden; og, da man adspurte hende, hvad saadant skulde betyde, sagde hun, sig med Branden at ville sette Ild paa Himmelen og med Vandet at udslukke Helvede, paa det at Menneskerne kunde øve desinteresserede Dyder, og skye Synder uden Henseende til Belønning og Frygt. Men man kand sige, at dette var et fanatisk Indfald; og at de, som raisonnere ligeledes som denne Qvinde, rafinere herudi alt forsterkt; thi man maa holde den Dyd oprigtig og de Gierninger gode, som ikke grunde sig paa verdslig Fordeel og forfængelig Ære.
   Men, som den kand kaldes en god Mand, der øver Dyd uden saadan Henseende, saa kand den kaldes en Helt, som vandrer paa Dydens Vej sig selv til Skade og Fortred. Hvis de forrige ere faa, saa ere disse gandske rare. Men finder udi verdslige Historier een og anden, der for Sandheds Bekiendelse have opofret Frihed, Liv og Lemmer: vi finde end fleere udi Kirke-Historien. Den første Kirkes Martyres give merkelige Prøver herpaa. Nogle holde for, at man af de Christne Martyrers Exempler alleene kand vise saadan Heroismum. Men de gaae herudi maaskee for vidt. En Socrates, en Cato, en Phocion, &c. kand ogsaa her tiene til Beviis paa denne heroiske Dyd. Jeg veed vel, at mange tilskrive Hovmod og Egen-Roes alle de Dyder, som gamle Philosophi have øvet. Men de samme tage sig ikke i agt, at de derved kand underkaste sig fortredelige Retorsioner. Thi, naar een uden Beviis, alleene paa Mistanke henfører Socratis Dyd, Taalmodighed og Lidelse til Ambition og Hovmod: kand en anden give lige saadan Betænkning over en Christen Martyr; ja over den, der mindst haver forskyldt det. Mennesket kand og bør ikke dømme uden efter synlige Ting: ligesom en Dommer kand og bør ikke uden Beviis og klare Actis fælde nogen Sententz. Hvormeget end den anklagede Person kand være ham mistænkt, maa han dog erklære ham fri, naar Beskyldningerne ikke kand bevises. Enhver derfor, som øver Dyd og gode Gierninger sig selv til Skade, kand og bør ansees som en Helt, og det med langt bedre Titel end en Alexander og en Cæsar, hvilke opofrede det Menneskelige Kiøn for at blive store, da han derimod opofrer sig selv, for at conservere det Menneskelige Kiøn.
   Men denne heroiske Dyd maa dog øves med Skiønsomhed: thi den kand i visse Maader ikke alleene miste sin Merite, men endogsaa forvandles til en Last. For Exempel, en nyttig og duelig Mand opofrer sig selv for at conservere et Drog og Jordens Byrde. Det er ingen Dyd, men en Daarlighed. Ja Tienstfærdighed i højeste Grad, som ellers kand passere for en heroisk Gierning, kand undertiden forvandles til en Synd. Saasom, naar een af Kierlighed byder sig til at duellere for sin Ven: det er, sætter baade Liv og Siæl paa Spill; med mindre man vil sige, at det er en heroisk Dyd at give sig Fanden i Vold for at tiene sin Næste. I det øvrige er det en Dyd udi høyeste Grad at øve gode Gierninger med sin Skade: thi ligesom de, der følge Dyden uden Henseende til mindste Fordeel, kand kaldes gode Mænd, saa kand disse kaldes store Helte.

Ludvig Holberg Homepage