Ludvig Holberg: Moralske Tanker (1744), 13

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 13

[1,104 s93 Alle forbrydelser og synder er ikke lige grove]

               Libr. I. Epigramm. 104. 

         Crimina nonnullis æqvalia cuncta vocantur; 
            Nam qvæ rectô abeunt, omnia curva putant. &c.

   De Stoiske Philosophi, fornemmeligen Zeno og Chrysippus, have holdet for, at alle Synder ere lige, og at der ingen Forskiel er imellem een Synd og en anden. Denne deres Lærdom have de søgt at bevise saaledes. Alle Misgierninger udflyde af een Kilde, nemlig af Last. Videre sige de, at ligesom intet kand være sandere end Sandhed, og intet falskere end Falskhed, saa kand een Synd ikke være meer Synd end en anden. Videre, hvad som ligger ti Miile fra et Sted, og hvad som ligger ikkun een Miil derfra, ligge begge fra Stedet, saa at derfore, paa hvad Maade end een synder, saa er han ude af den rette Vej. Alt hvad de herved tilstaae, er dette, at, endskiønt alle Syndere er lige, saa syndes dog ikke paa een Maade, ligesom all Løgn er Løgn, skiønt der lyves ikke paa een Maade.
   Saaledes raisonnere Stoici: og synes det, at nogle Lovgivere have grundet deres Love paa denne falske Lærdom, som de Stoiske Philosophi siden offentligen have forplantet. Thi man seer, at Draco haver dicteret Livsstraf saavel for den der stial et Æble, som for den, der bedrev den største Misgierning. Jeg bekiender vel, at adskillige Synder blive lige højt straffede; men deraf følger ikke, at de ere lige: thi udi Straf seer man ikke saa meget til en Synds Storhed udi sig selv, som til et Societets Nytte og Sikkerhed. Saaledes blev Tyverie holdet for den største Misgierning blant de gamle Scyther: thi, saasom de levede under aaben Himmel og udi Telte, saa kunde ingen være sikker paa deres Gods og Midler, med mindre det ringeste Tyverie blev underkastet ligesaa stor Straf som Mord. Den samme Synd, som blant Christne straffes med Reprimande eller Remotion fra Embedet, straffes udi Tyrkiet og Persien med Strangulation, og det i Henseende til de Syndendes Art og Natur: thi man seer, at en mindre Straf haver ligesaa stor Virkning paa et Sted, som en større paa et andet. Saa at derfore Stoicorum Meening heraf aldeles ikke kand bestyrkes.
   De ovenanførte Argumenter, som de betiene sig af, kand let igiendrives. De sige, at alle Synder flyde af een Kilde, som er Last; men saasom alle Kilder ikke ere lige giftige, saa bliver Strømmene, som flyde deraf, ikke alle lige skadelige. Hvad som ligger een Miil fra et Sted, er saa vel separeret fra Stedet, som hvad der ligger 100 Miile derfra: men deraf følger ikke, at begge ligge lige langt derfra. Alt hvad som viger fra Sandhed er Løgn, men ikke lige stor; thi en Løgn kand nærme sig meere til Sandhed end en anden: ligesom en falsk Stie kand føre en Vandringsmand længere fra den alfare Vey, end en anden, skiønt begge ere Udveye. Den vildfarer mest, som vandrer paa en Stie, der fører længst fra Maalet: ligesom den tager mest fejl, der sejler for en Vind, som staaer lige fra Havnen. Thi, endskiønt Nord-Vest er ikke det samme som Nord, saa er den Forskiel dog ikke saa stor, som imellem Nord og Syd. Naar man derfore dette eftertænker, seer man, at den Stoiske Lærdom udi denne Post er ikke alleene falsk og ilde grundet, men endogsaa daarlig og barnagtig; og maa man forundre sig over, at saa mange anseelige Mænd med Iver haver forfægted den.
   Hvad som kand have lit meere Skin end Stoicorum oven anførte Argumenter, er dette, at ved enhver Synd overtrædes en Lov, saa at derfore, naar een frivilligen overtræder et Bud, overtræder han Lovgiverens eller den høye Øvrigheds Befalning, hvorudover, saasom der syndes mod den samme Majestæt, saa kand alle Synder holdes lige store. Og er det paa saadant Fundament Theologi grunde all Strafs Ævighed udi det andet Liv, efterdi der syndes mod en ævig GUd. Men dette Argument kand ikke holde meere Stik end de forrige. Thi man seer verdslige Lovgivere overalt at proportionere Straffen efter Syndens Storhed, hvorved de udtrykkeligen give tilkiende, at de holde en Synd mindre end en anden, endskiøndt der syndes mod samme Øvrighed, og samme Lov overtrædes. GUd selv viser ogsaa, at der ere Grader saavel udi Straf, som udi Belønning. Vel kand siges, at, saasom all Straf udi den anden Verden er ævig, saa maa alles Misgierninger være agtede lige store. Men, endskiøndt man tilstaaer all Straf efter dette Liv at være ævig, saa følger dog ikke deraf, at all ævig Straf er lige stor: thi, endskiønt den er lige stor i Henseende til Varigheden, saa er den dog ikke lige stor i Henseende til Vægten, hvilken man maa holde for at proportioneres efter Misgierningernes Storhed. Man kand jo ikke sige, at all Fængsel paa Livstiid er lige stor Straf: et Fængsel kand være taaleligere end et andet; thi at sidde sin Livstiid udi en mørk Huule, bunden med Lænker, er meere utaalelig, end at sidde sin Livstiid arresteret udi sit Kammer. Det synes derfor ufornødent at igiendrive denne Lærdom vidtløftigere; og kunde man sige, at det var aldeles Tidsspilde, hvis saa mange anseelige Philosophi med Iver ikke havde forfægtet den samme, og hvis nogle Theologi af de Ord: Hvo som synder mod et Bud, synder mod dem alle, ikke havde fingeret sig en Liighed udi Synder. Man kand gierne tilstaae dem, at hvo, som overtræder et Bud udi Loven, overtræder den heele Lov; men dette kand ikke forstaaes anderledes end saa: nemlig, at han synder imod den heele Lov i Almindelighed, ikke at han overtræder hvert Bud i sær. Thi deraf vilde flyde, at den, der krænker en Jomfrue, overtræder og det Bud om Mord, hvilket er at confundere tvende stridige Misgierninger, efterdi den eene, skiøndt paa en u-lovlig Maade, formeerer Verden, den anden derimod skiller den ved et Menneske. Man kand derforuden sige, at den, der synder mod mange Lovens Artikle tillige, ofte synder mindre, end den, der overtræder en eeneste, efterdi der kand være større Vægt udi Qvaliteten end udi Qvantiteten, ligesom en eeneste Blykugle vejer meere end 100 Papiir-Kugler. Saaledes, naar een tager et Æble af en formuende Mands Hauge, hugger en Green udi en anden Mands Skov, og bedriver adskillige Ting af samme Natur tillige, synder han dog mindre end den, der myrder et eeneste uskyldigt Menneske; med mindre man vil sige, at en Mands Arm eller Hoved kand settes i Liighed med et Træes Green. Man seer saaledes, at denne Meening om Synders Liighed er ilde grundet, og at den aldrig kand holde Stik.

Ludvig Holberg Homepage