Ludvig Holberg: Moralske Tanker (1744), 7

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 7

[1,82 s58 Hos nogle mennesker skyldes forargelse deres legemsvæsker]

                Libr. I. Epigramm. 82. 

          Sæpe coqvis urbis sine causa irascitur Afer, 
              Qvod vitium stomachi est, imputat ille cibis. 
          In genus humanum sine causa armatur Amyntas, 
              Aegra ac saucia mens putrida cuncta putat &c.

Mit Morale gaaer fornemmeligen ud paa at vise de Vildfarelser, som dagligen begaaes blant Mennesker, i det at de tage Skyggen for Legemet, og ansee som store Dyder det, som ofte er ikke uden store Feil. Gierrighed faaer saaledes ofte Navn af Oeconomie, Haardnakkenhed bliver kaldet Bestandighed, Vrede Tapperhed, Rangsyge honete Ambition, Ødselhed Generositet, Falskhed Viisdom, Taabelighed Ærlighed, Tyrannie Rettens Handhævelse, Bidskhed og den sorte Galde Nidkierhed. Disse Vildfarelser findes ikke alleene blant læge men endogsaa blant lærde Folk, og reise sig deraf, at man ikke studerer paa at kiende sig selv. Jeg vil her alleene i Anledning af ovenanførte Epigramma tale om den Vildfarelse, som begaaes ved Nidkierhed, hvilken ofte confunderes med onde, skarpe og heede Legemets Vædsker. Det var let at komme af Vildfarelsen, om man nøje vilde examinere sin egen Constitution, og overveje, om Nidkierhed er een Dag den samme, som en anden, om den er større, naar man haver et Glas Viin i Hovedet, end naar man er fastende, større, naar man er syg, end naar man er frisk, om den haver sin Ebbe og Flod, voxer og aftager, drejer sig efter Legemet og flyder af Paroxysmis, eller om den er stedsevarende, det er, den samme udi Modgang, som i Medgang, udi Sygdom, som i Sundhed. Thi der findes mange, som med største Iver declamere mod Feil og Laster, naar de ere fastende, men efter Maaltid have aldeeles intet at sige paa Verden. Mangen Dommer fælder mildere Sententz om Eftermiddagen end om Formiddagen, og mangen Straffeprædiken grunder sig heller paa en Huusfortred, end paa en hellig Iver for Christendommen, og en Skolemester finder sine Disciple meer og mindre lærvillige, ligesom han er udi Humeur til. Alle holde en retmæssig Iver Motiv til deres Idretter, efterdi ingen kiender sig selv. Thi hvis enhver vilde holde Munstring over sine egne Affecter, vilde han ikke saa ofte tage qvid pro qvo, og giøre de hæsligste Feil til Dyder. Erfarenhed viser, at mangens utidige Nidkierhed er ved en Aareladen, ved et tempererende Pulver forvandlet til Kaaldsindighed; saa at det gaaer dem, som beskienkede Folk, hvilke saalænge den stærke Drik fermenterer, see alting dobbelt, men, naar Rusen er udsovet, see intet uden enkelt: eller som Febricitanter, der udi Sygdommens Heede see Gespenster, hvilke, naar Paroxysmus ophører, strax forsvinde. Ach hvor Verden er underlig! raabe mange, skiønt det er de selv, som ere underlige. En Gammel siger, at Verden ældes og tager af, og iagttager ikke, at han selv ældes, og derfor ingen Smag meere finder udi Verden, og gaaer det til med ham, som den, hvis Mave er fordervet, hvilken skyder Skylden paa Kokken, efterdi Maden vil ikke smage, da dog Maden er den samme, som den pleyer at være, men Maven er ikke udi samme Situation. Enhver, som selv er fordervet, finder alting raadnet og fordervet, saa at derfore, naar han declamerer derimod, declamerer han fornemmelig mod sig selv.
Hvad kand være selsommere, end at høre en drukken Mand med Iver at prædike mod Drukkenskab, en Gierrig mod Gierrighed, en Ødsel mod Overdaad, en Euclio mod Gnieragtighed, og en Apicius mod Kræsenhed. Derpaa sees dog dagligen utallige Exempler. Det heder udi Ordsproget: Gryden sagde til Leerpotten: Væ dig! hvor sort du est.

                       Qvis tulerit Gracchos?

   Man hører Prædikantere hver Dag at igiennemhegle Laster, som de hver Dag selv bedrive og agte meere at bedrive. Deres Straffeprædikener kand udi sig selv være vel grundede, saasom de fleste Tilhørere fortiene at høvles. Men naar man vil analysere dem eller forklare dem i anden Stiil, bliver Talen ofte denne: I grove Syndere, som fremture udi Ondskab og Vellyst, omvender eder, og følger ikke mit Exempel; thi jeg for min Part bliver ved min gamle Slentrian og følger Strømmen. Lad en Aristides tale imod U-retfærdighed, en Epictetus mod U-taalmodighed, en Diogenes mod Vellyst: de have Ære at tale med, og deres Straffeprædikener have Virkning, efterdi de ere overeensstemmende med deres Levnet, og derfore kand holdes for at være grundede paa en oprigtig Iver. Naar man seer Diogenem med en Løgte at leede efter Mennesker udi Athenen, hvis Vellyst og Forfængelighed havde taget overhaand, kand man holde saadan Scene at være vel grundet, efterdi han selv havde renuntieret paa al Forfængelighed. Men, naar man seer een med krused Haar, brodered Kiole, hvide Handsker og Klæder bestrøed med saa meget Hvedemeel, som en Fattig kunde have nok af udi et Maaltiid, udi en forgyldt Portechaise at bæres Gader og Stræder igiennem, for at omvende sine Medborgere, saa staaer det paa, om man kand holde sig for Latter, saa dømmer man, at Personen ikke kiender sig selv, og at hans Foretagende er heller Virkning af en Raptus end af en hellig Iver. Ja hvis han selv udi saadan Ferveur vilde kaste Øje paa sig selv, vilde han strax merke, at han forestillede et latterligt Skuespill, og sige, hvorledes er jeg kommen til at agere Convertisseur? Han vilde, som Borgemesteren udi Comoedien, forlade sit Dommersæde, og krybe under Bordet, forvandles af en streng Skolemester til en ydmyg Discipel, fra en myndig Censor til en fattig Synder, ja ansee alt sit forrige Forhold som Illusion, Drøm og Phantasie, og paa sin egen Ryg slide det Riis, som han haver flettet til andre.
   Jeg siger, at saadan U-ordentlighed reiser sig af Mangel paa Egenkundskab, og taler herom af Erfarenhed, eftersom jeg selv en og anden gang haver confunderet et hidsigt Blod med Iver, og derfore ofte udi en Paroxysmo haver bevæbnet mig til Kriig mod det Menneskelige Kiøn. Men, saasom jeg haver merket, hvorudi Iveren haver bestaaet, giver jeg siden Tiid til Vædskerne at udfermentere, og merker da, at min Reformations Geist hører op tilligemed Paroxysmo, saa at det, som var kroget, bliver meere jævnt, og det, som jeg saae dobbelt, synes igien enkelt, ja jeg seer mig an, som een der haver været beskienkt, hvilken, naar Rusen er udi sin største Force, imaginerer sig alle Værelsers Bevægelse udi Huset, da dog alting er stille, og Bevægelsen er alleene udi hans egen Hierne. Det er ikkun en u-ægte Devotion, som ved en Aareladen kand sagtes, og en u-ægte Iver, som ved en Clysteer kand fordrives. Her kunde vel nogle tage Anledning til at retorqvere alt dette paa mig selv, sigende: Autor skiemter med hidsige Reformatores, og selv ideligen skriver mod Feil og Laster: det er jo ligesom han vil tilegne sig Ret at moralisere alleene. Dertil svares tvende Ting: Først, naar jeg taler med Daarer, forglemmer jeg mig ikke selv, men altiid befatter mig under samme Classe. Dette have saavel indlændiske som udlændiske Skribentere i agt taget og lagt mig til Roes, holdende for, at den, der med Oprigtighed bekiender sine egne Feil, kand autoriseres at tale om andres. Sandeligen, naar man med Fliid vil igiennemlæse mine Skrifter, skal man finde, at jeg mod ingen haver været haardere end mod mig selv. Hvad kand være meere oprigtigt end egne Feils Tilstaaelse? Det er jo Begyndelse til egen Reformation, som enhver Philosopho er anstændigt. Naar en drukken Mand udi Selskab heigler andre Drukne igiennem, taler han som en Daare, men naar han befatter sig selv under samme Classe, og bruger det Ord Vi i steden for Eder, taler han baade som en Censor og som en Poenitent. Derforuden de, som forekaster mig saadant, give ikke agt paa, at jeg ej agerer en Censor eller Postillant, men en Sandheds Eftersøger, der stræber at legge for Dagen de Vildfarelser, som jeg selv haver stukket udi, og hvori jeg merker, andre at være nedsiunkne, ja som en Pilot, der staaer med Lod udi Haanden, og forsøger alle Grunde, givende tilkiende, hvor jeg finder Vejen at være sikkerst.
   Mit andet Svar er dette: Jeg haver udi mine Latinske Epistler ofte givet tilkiende, hvad Sigtet af mine Skrifter haver været, nemlig ikke saa meget at censurere Fejl og Laster, som at give Specimina udi visse ziirlige Videnskabe, hvorpaa vi tilforn have haft Mangel; og haver jeg derfore maat skiære min Pen efter Materien. Saaledes, naar jeg skriver en Comoedie, bruger jeg Skiemt, ikke af Kaadhed, men fordi Verket saadant udfordrer: thi et Skuespill uden Skiemt er intet Skuespill. Naar jeg skriver en Satyre mod det Menneskelige Kiøn, bruger jeg Salt og Peber, efterdi en Satyre uden saadanne Ingrediencer er ingen Satyre. Derom vil jeg intet videre tale, saasom jeg tilforn udi mine andre Skrifter haver anført saa meget derom, som behøves.

Ludvig Holberg Homepage