L. Holberg: Don Ranudo (1745), Act. III

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

L. Holberg: Don ranudo (1745), Act. III

| Index | -1 | +1 |

Act. III.

D. Maria. Leonora.

D. MARIA.
Ak Leonora! min Forældres daarlighed er ikke at beskrive, vores armod er ubeskrivelig, os bydes velstand, men vi skall betle af lutter hofmod. Var det en gemen borgelig famille, som tillbød os saadan alliance, kunde man endda ikke forundre sig saa meget derover, men det er af et adeligt huus, En af de rigeste og artigste personer i hele provincen, som forlanger mig till brud.

LEONOR:
Min allerkiereste Jomfru, j synder imod Eder selv, dersom j herudi har mindste respect for Eders Forældre, ti jeg finder hos dem ikke ambition, men raserie.

MARIA.
Ak kiere Leonora! jeg elsker dig for din troeskab imod mig som min egen Siæl, jeg veed, at du for længe siden havde forladt os, havde det ikke været for min skyld, om jeg ikke kand belønne din troeskab, saa skall himlen belønne den. Jeg forlader mig udi denne Sag paa dig, og følger dine Raad. (græder)

LEONORA.
Græd ikke Jomfru! Vi skall nok hitte paa Raad. Ingen mure ere saa stærke, jeg jo kand rive dem ned. Intet laas saa fast, jeg jo har nøgle dertill, følg ikkon blindt mine raad, saa skall allting have gode veie, jeg har overlagt en ting med Gonzaloes Søster Isabella, som jeg troer nok, skall lykkes, og hvis det ikke lykkes, saa maa vi gaae lige till, og lade os bortføre. Men der kommer Eders Forældre, j maa gaae till side.

Sc. 2.

D. Ranudo. D. Olymp: Pedro.

D. RAN:
Naa Pedro, hvad sagde kræmmeren?

PED:
Han svarede kort og godt: hils dit bedragerske Herskab, din slyngel, og bed dem betale først, hvad de ere skyldige. Kræmmere ere ikke at skiemte med, naar man er dem skyldig. Naar man kommer i dislige ærinde, falder kræmmer-complementer ikke anderledes.

RANUD:
Har du ingen vidner paa hans mund?

PEDRO.
Det er u-lykken Herren, at han taler ikke med munden, men allene med gebærder effter den Tyrkiske maade i Constantinopel, ti han gav mig et ørefigen først paa den højre side, hvilket var ligesaa meget, som han vilde sige: din slyngel; og dereffter eet paa den anden side, som jeg kunde udtolke at skulle betyde: hils dit bedragerske Herskab; og siden tog min hat fra mig, hvilket jeg udlagde saaledes: betal først hvad du er skyldig. Siden da jeg løb bort, knyttede han næver, hvilket jeg forstod saaledes: Vill dit Herskab ikke betale med det gode, skall jeg nok med retten tvinge dem dertill. Jeg kand ikke selv tale ved gebærder, men kand forstaae perfect andre.

OLYMP:
Her er noget forbandedt plump canaille i denne by, de har ingen respect for fornemme folk.

PEDRO.
Det er sandt Frue, de burte holde sig for en ære at blive bedragne af saadant Herskab.

RAN:
Nu, nu, Pedro, vær noget menagerlig med dine expressioner. Gak kon ud lidt, jeg vill være her med Fruen allene.

Sc. 3.

D. Ranudo. D. Olympia.

DON RAN:
Hør D. Olympia, hvad skall vi have at spise i dag?

OLYMP:
Ja hvad skall vi spise andet end det samme vi spiste i gaar, i overgaars, og den anden dag; den første Rett bliver urter, den anden Rett urter, og den 3die Rett ogsaa urter.

RAN:
Men vi kand ikke leve længe saaledes, jeg finder allerede mine kræffter saa formindskede, at jeg kand neppe staae paa mine been.

OLYM:
Ak gid det stod mig an at arbeide, at jeg kunde fortiene noget till føden, ti hunger er dog et haardt sverd.

RAN:
Der sidder en fattig bonde uden for døren, og æder, han er derudi lyksaligere end vi.

OLYMP:
Lyksaligere kand han ikke være, ti hvordan end hans villkaar ere, saa er han dog kon en bonde, jeg har ellers medynk over den stakkels mand, at han skall sidde og spise under aaben himmel.

RAN:
Men hvilket er verst, at spise under aaben himmel, eller at sulte under tag?

OLYMP:
Begge dele ere onde; det første er gement, men mætter dog, det andet fornemme, men mætter intet.

RAN:
Lad os kalde den stakkels mand herind, at han kand sidde og spise sin mad udi roe, ti derude har han baade Solen, lufften, fluer, mennisker og hunde at drages med.

OLYMP:
Ja lad ham komme ind, jeg har heller en bonde eller borger i mit hus, end en maadelig fornemme mand, ti den første tillskriver mig det som en christelig ydmyghed, men den anden vill passere for min ligemand, og holder det for en Rett at omgaaes med mig.

Sc. 4.

D. Ranudo. D. Olymp: Bonden.

RAN:
Hør du fattige mand, trin hid ind med din pose.

BOND:
Jeg er for ringe, velbaarne Herre, at gaae ind i saadant hus.

RAN:
Vi ere alle mennisker, jeg havde medlidenhed med dig, da jeg saae dig sidde og spise under aaben himmel, sætt dig kon ned paa denne stol, der kand du spise din mad i roe.

BONDEN.
Tak velbaarne Herskab.

RAN:
Hvor boer du?

BOND:
Jeg boer 4 mile herfra.

RAN:
Hvad har du ført denne gang med dig i byen?

BOND:
Nogle snese kyllinger, som ere saalte paa torvet.

RANUDO.
Dersom du har nogle gode fede capuner, kand du bringe dem hid en anden gang.

BOND:
Vill Herskabet ingen kyllinger hae?

RAN:
Nej, jeg er ikke synderlig for kyllinger, den eneste kiød-mad vi æder her i huset, er Capuner og Vildt; Ellers æder vi ikke rett meget kiød-mad.

BON:
Jeg kand nok see det paa Herskabet, ti baade Fruen og Herren see saa mavre ud.
(De stryge sig begge to over øynene)
RAN:
Hvad er dit navn, min ærlig mand?

BOND:
Jeg heder Juan.

RAN:
Boede din Faer ogsaa paa samme gaard, som du boer paa?

BOND:
Ja.

RAN:
Hvad var hans navn?

BOND:
Jeg veed min troe ikke.

RAN:
Det er forskrækkeligt ikke at viide sine Forældres navn. Den største fornøjelse i verden er jo at viide sine Forældres navne, og af hvad oprindelse man er.

BOND:
Paa landet hos os holder vi det for den største fornøjelse at see jorden bære korn og fructer, som vi kand leve af, at vore hustruer kand faae børn hvert aar, at vore børn kand snart voxe op og gaae os tillhaande.

RAN:
Det er artigt, og vi høje Stands personer holder det for en byrde at faae mange børn, ti jo flere børn, jo flere udgiffter.

BOND:
Hos os derimod heder det: jo flere børn, jo flere indkomster, jo flere junkere, jo flere ædere i landet, men jo flere bønder, jo flere arbeidere.

RAN:
Det er sandt, du taler som en Philosophus. Hvor gammel var du, da du blev gifft?

BONDEN.
18 aar.

RANUDO.
Det var noget fortilig. Vi fornemme folk giffter os ikke nær saa tilig, Vi maa undertiden bie i 40.50 aar, inden vi kand komme i stand till at underholde vores familier ligesaa prægtigt som vore Forfædre.

BOND:
Vi derimod giffter os saa snart vi ere i stand till at kunne fortplante verden, ti hustrue og børn er os till ingen byrde, jo flere hænder i huset, jo flere arbeidere, jo flere arbeidere, jo større velstand.

RAN:
Denne mand taler viselig D. Olympia, Bondestanden er derudi lyksalig; jeg troer ogsaa det er aarsag, at bondebørn ere friskere og stærkere end fornemme børn, effterdi de blive avlede i Forældrenes blomstrende aar.

BOND:
Om Herren ikke villde tage det u-naadigt, saa troer jeg ogsaa, det er aarsag, at der ere ikke saa mange Hanreder blant bønder, som blant fornemme folk, ti naar fornemme folk gaaer og bier till de ere 50 aar, førend de kand komme i stand at forsørge et hus, saa kommer de derimod af stand til at forsørge en kone, uden saa er, at de fornemme Fruer kand lade sig nøje med mad og drikke allene, hvilket vi holde for u-troeligt hos os paa landet.

RANUDO.
Ha, ha, ha! det er en fornøjelse at høre en gemen bonde raisonnere saaledes. Jeg staaer ellers, og seer paa dig med forundring, at du kand æde den grove mad med saadan appetit.

BOND:
Ak den ost og brød smager mig maaskee bedre end den beste steg kand smage Herskabet; all mad er god, det er ligesom vi vænner vore maver till.

RAN:
Vi bør forsøge allting i verden, lad mig for curiositet smage noget af din ost, og see, om jeg kand faae det ned.

OLYMPIA.
Ak D. Ranudo! det gaaer aldrig an.

BONDEN:
Vill Herren forsøge engang.

RAN:
Ja nok, af lutter curiositet. Ej det smager ikke saa galt.

BOND:
Fruen taer nok et stykke med.

OLYMP:
Det er sandt, den ost smager vel, jeg villde have forsoret det.

RAN:
Ha, ha, ha, jeg maa min troe hae et stykke endnu, det er noget rart, som jeg aldrig havde tænkt at giøre, og som jeg kand fortælle for mine børnebørn. Skiær kon et tykt stykke Juan, og giv os noget af dit grove brød med.
(æder begge brav)
OLYMP:
Den første historie jeg fortæller, naar jeg kommer till Hove, skall min troe være, at jeg har spist ost og brød med en bonde.

RAN:
Ha ha ha. Giv os nok et stykke Juan. Jeg vill min troe æde saa længe det smager mig.

BOND:
Jeg veed ikke velbaarne Herre, om min ost kand taale flere snit denne gang

RANUDO.
Ha ha ha (taer osten selv, og skiær den halve del deraf) nu skall du see Juan, at hverken Fruen eller jeg foragter fattig bonde-kost.
(Bonden stikker maden i posen igien og kløer sig i hovedet)
OLYMP:
Giv mig endnu et stykke, jeg vill forsøge, om min dotter Frøkenen kand ogsaa æde saadan grov kost, ha, ha, ha, det er artigt nok for en forandring.

BOND:
Det sidste snitt Herren giorde kand den hele famille ikke allene giøre forsøg paa, men end og æde sig mætt af.

RAN:
Naar du kommer till byen igien, kand du frit tale os till.

BOND:
Herskabet skall hae tak, (sagte) men skam faae den, der taer sin madpose offtere med sig.

RAN:
Naar du nu kommer hiem Juan, saa haaber jeg, at du berømmer os for vor ydmyghed.

BOND:
Ja vist, besynderlig om Herren er saa naadig, og gier mig noget vederlag, ti jeg havde sandt at sige nett op saa meget mad, som jeg kunde bruge paa reisen.

RAN:
Hvad skall vi gie denne ærlige mand, D. Olympia? Jeg laante 2000 Rosonobler ud till en god venn i dag, og derfor har ikke et stykke guld mere ved haanden, og at give foræringer ud i sølv-penge, kand ikke staae mig an, eller nogen af det Colibradiske hus.

BOND:
Ak naadige Herskab! jeg vill nok lade mig nøje med sølv-mynt.

RAN:
Nej, Juan, det kand ikke lade sig giøre. Vi villde miste all vor Reputation derover. Vore belønninger bestaaer enten i guld eller ære.

BONDEN.
Men efftersom Herskabet har intet guld ved haanden, og jeg har selv saa megen ære jeg forlanger, saa vill jeg ydmygst bede om et lidet vederlag udi sølv-mynt, at jeg kunde kiøbe mig noget mad igien.

RAN:
Skall vi da give ham en snees styk von achten, D. Olympia, men med condition, at han ikke siger det till nogen?

D. OLYMP:
Ak Herre! det tillsteder jeg aldrig, ti det var en ævig skam for vort hus.

BOND:
Jeg skall min troe ikke sige det till nogen, at jeg fik sølv-mynt.

RAN:
Hør Juan! jeg er viss paa, naar du kommer hiem og fortæller de andre bønder hvad dig er vederfaret, at de vill giøre ære af dig hereffter.

BOND:
Om Herskabet er ikke ved penge, saa villde jeg ydmygst bede, at de villde give mig noget af deres mad igien, som jeg kunde bruge paa veien, og vise de andre bønder till bevis, at jeg har været i Herskabets hus.

RAN:
Jeg vill give dig et aftryk af mit Vaaben, som du kand føre hiem med dig till bevis, at du har været her.

BOND:
Bliver jeg da ogsaa en fornemme mand, naar Herren forærer mig det Vaaben.

RAN:
Nej, snak.

BOND:
Jeg tænkte, at det bestod allene i vaabenet, ti der er jo mange der ikke beviser deres højhed af andet end af deres og deres Forfædres vaabener, men efftersom det ikke kand hiælpe mig, saa giver mig noget mad at fortære paa veien.

RAN:
Naar saa nogen tviler derom, og siger, hvor kunde være mueligt at D. Ranudo de Colibrados, som er descendered af Antonio Prospero Alonzo, Gonzalo Hyppolito Stephano Mustacho - - - -

BONDEN.
Men naadige Herre.

RANUDO.
Lopes, Melchior Gusman Theodosio Theophrasto, Theodoro Carlos, Philippo Manuel Baltazar.

BOND:
Men naadige Herre.

RAN:
Manuèl, Juàn Aurelio Sanctio Ramirez Don Jago Juliano Sebastiano Valentiniano Hemogeniano Melchior Lopes - - - - -

BOND:
Men naadige Herre, jeg skulde - - - -

RAN:
Caspar Ranudo Trincalo Ventoso etc etc etc.

BOND:
Endnu er jeg lige sulten naadige Herre.

RANUDO
(viser ham listen i stammebogen, og siger etc etc. etc. etc. etc. - - - - etc etc.)
BOND:
Herren maa regne op saa mange D. Julianer og Don Ahner, saa mange Don Qvichotter og Don Sancho Pancher, som han lyster, saa gir det mig - - - - - - -

RANUDO.
Naar saa nogen, siger jeg, tviler derom, og siger, hvor kunde det være mueligt, at saadan en Herre skulde bevise en stakkels bonde slig ære? saa giør du intet videre, end viser dem aftrykket.

BOND:
Men vill Herskabet i det ringeste ikke give mig lidt vin i min flaske?

RANUDO.
Hør D. Olympia! der ligger et aftryk paa bordet, som denne gode mand kand faae till en Erindring, at han har været her.

BOND:
Maatte jeg ikke kalde paa laqvaien først, at han fylder mig min flaske?

RANUD:
See her Juan, forvar det nu vel, og see till, at det gaaer ikke i stykker paa veien.

BOND:
Maa jeg springe ud i kiøkkenet selv, og kalde paa kielder-svenden?

RAN:
Nu vill jeg forklare dig Juan, hvad der staaer paa dette vaaben. Udi det første skillerom er en blaa falk. (Bonden sagte: skam der taer sin madpose offtere hid med sig) Udi det andet skillerom er en Leopard.

BOND:
Jeg kand ikke bie længere, jeg maa gaae.

RAN:
Udi det 3die 4 lilier.

BOND:
Jeg var tillfreds der stod 16.

RAN:
Udi det 4de et Sverd.

BOND:
Gid diævlen havde baade sverd og lilier!

RAN:
Nu skall jeg sige dig udtydningen.

BOND:
Far vel naadige Herskab, jeg takker for den ære de har bevist mig med at æde min mad op.

Sc. 5.

D. Olympia. D. Ranudo.

DON RAN:
Hvor den bonde han vill hiertelig berømme os, naar han kommer hiem.

OLYMP:
Ak ja vist. Jeg veed perfect hvad han vill sige: hvilket naadigt Herskab var ikke det? mangen bonde er mere storagtig end den Velbaarne Herre og Velbaarne Frue.

RAN:
Men der skulde ikke heller mange af vor stand have giort det mod en stakkels bonde, som vi giorde?

OLYMPIA.
Det vill intet sige, D. Ranudo. Vi mister intet af vor ære derved. Jeg er ikke meget storagtig, allene jeg kand ikke lide dem, som vill være noget, og dog intet er. Bønder gier sig ud for bønder, og tager op som en naade den ære man giør dem. Men der er visse folk, som Monsr og Madme, j veed vel selv, hvilke giøre sig saadan fornemme air, men borgeren stikker dog ud iblant, hvormeget de søger at skiule den. Det gaaer med dem, som man fortæller om en viss Laqvais, der vandt saa mange penge udi et lotterie, at han selv blev Herre, og førte sig meget prægtig op, men glemte sig selv engang, i det at i steden for at sætte sig udi carossen, han steg bag paa. Saaledes stikker og Borger-nøkkerne frem hos de folk, som jeg taler om. Jeg kand ærgre mig ihiel, naar jeg seer Madame nok sagt i sin Porto-Chaise, hellende sit hoved paa den venstre axel med en melancholsk mine, ligesom hun var misfornøjed over det, at hendes mand ikke havde bragt det endnu højer, da dog naar hun tænker paa, at hendes fru moder saalte figener offentlig paa torvet udi Sevilien, hun burte blive ganske hovedsvimled, og holde sig fast med begge hænder udi Portochaisen, men hun taler min troe ikke gierne om hendes grande mama, ikke heller Monsr om sine Forfædre. Jeg er færdig at sprække min hierte D. Ranudo, naar jeg tænker paa de folk.

RANUDO
Ej min hierte hun ivre sig ikke saa meget, det er jo ikke umagen værdt.

OLYMP.
Jeg var tillfreds, de torde understaae sig at besøge mig engang, jeg skulde min troe lae dem staae i Forstuen een hel time, det siger jeg og det svær jeg paa, hvad vill det - - - - - -

RANUDO.
Ej Gud bedre mig! faaer Fruen ondt? hun vill min troe besvime, Gid jeg havde noget at give hende at lugte till. Lugt till dette stykke ost, saa maaskee det gaaer over. Ak hvilket adeligt hierte! (hun kommer sig igien)

OLYMP:
Jeg siger D. Ranudo, de skulde staae een heel time i forstuen, meer æstimerer jeg dem ikke, jeg agter dem ikke saa meget som det stykke ost, j har i haanden (naar hun siger dette, taer hun osten af hans haand, og æder den)

Scen. 6.

D. Ranudo. D. Olymp: Pedro.

PEDRO.
Ak nu ligger her et fandens hus, her er creditorer ude med Rettens middel, som vill exeqvere en dom, og tage bort allt hvad de finde i huset.

RANUDO.
Hvor ere de?

PEDRO.
De ere allt brudt ind i den grønne stue.

RANUDO.
Kom lad os gaae.

Ludvig Holberg Homepage