link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

L. Holberg: Jean de france (1723), Act. V

| Index | -1 |
Act. V.

Sc. 1.

Jean. Pierre.

JEAN.
Pardi est il possible? quelle brutalite!

PIERRE.
Monsieur, vi er om en Hals, dersom vi icke retirerer os; Jeronimus leeder efter os allevegne, og jer Far, som jeg hører, er ligesaa vred som hand.

JEAN.
Er det icke en Elendighed? Pierre! at boe i dette Land? hvor Folk er saa lidet skiønsomme. Jeg havde tenkt, at Monsr. mon Papa, og min Sviger Papa skulde daanet af Glæde, naar de saae mig.

PIERRE.
Jeg, min Troe, ligesaa.

JEAN.
Fremmede veed at skiønne derpaa bedre end mine Forældre.

PIERRE.
Ja det gaar med Monsieur som Ordsproget lyder: En Poet er aldrig agtet udi sit Fæderneland.

JEAN.
Jeg vil icke tale om min Artighed; nok er det, at een af de artigste Damer dans la France er hidkommen, alleene for min skyld.

PIERRE.
Ja det som er forunderligt, Monsieur? lige fra Paris. Thi havde det været en Hottentotisk, Cossakisk, Callekutisk, Husarisk, Malebarisk Dame, eller en fra Tye, Bogøe, Island eller Grønland, skulde mand tencke, den Dame saae icke mange andre galante Folk i det Land, hvor hun kom fra, derfor syntes hende saa vel om jer. Men, Monsieur, hun kom lige fra Paris, hvor alle Folk ere artige, hvor gemeene Hoose-Kiellinger læse Aviserne, dantze Menueter, og tale perfect Fransk, hvilke 3 Poster giør et fuldkommen Menniske. Lad være, at Monsieur var icke artig, saa maa dog ald Verden tilstaa ham, at hand har den Merite at have udi faae Maaneder fortæret 1500 Rdlr. i den galanteste Stad i Europa, og bør Monsieur alleene for den Aarsags skyld æstimeres af alle brave Folk.

JEAN.
Ovis par di si fait.

PIERRE.
Thi slige Depenser gir tilkiende, at Monsieur har levet fornemme udi Paris.

JEAN.
Si fait.

PIERRE.
Icke som en Gnier.

JEAN.
Vous aves raison.

PIERRE.
Ej som en Slyngel.

JEAN.
Si fait.

PIERRE.
Ej som et Sviin.

JEAN.
Cela s'entend.

PIERRE.
Ej som et Backelse-Beest.

JEAN.
Non par di non.

PIERRE.
Ej som et dovent Esel.

JEAN.
Non si fait non.

PIERRE.
Ej som en Fæhund.

JEAN.
Peste! holdt engang op med disse Titler, jeg forstaar nok din Meening ellers.

PIERRE.
Jeg vil kun sige dette Monsieur, at hvilken brav Mand, der hører alleene, at I har anvendt saa mange Penge i faae Maaneder i Paris, raisonnerer strax saaledes. Den Monsieur maa endelig været noget got hos. Hand maa endelig have lærdt noget for saa mange Penge, og derfor vegrer sig icke for at give Monsieur sin Datter.

JEAN.
Du seer dog, Pierre, hvor lidt mine Forældre skiønne derpaa.

PIERRE.
Hvorledes kand slige Taasser, som her er i Landet, skiønne paa Monsieur. Langt fra at skiønne paa hans Qvaliteter. De tillegger ham alle de Lyder, som til er.

JEAN.
Hvad siger de da om mig?

PIERRE.
Monsieur, jeg skiemmes ved at tale derom. Jeg havde nær kommen i Ulycke for nylig for hans skyld.

JEAN.
Ah dites hardiessement. Du veedst vel, at vi Parisier legger aldrig saadant paa Hiertet.

PIERRE.
Somme kalder Monsieur Hans Baissemains, fordi hand gaar om og kysser alle Fruentimmer paa Hænderne.

JEAN.
Par di! quels sots! det er just en af de artigste Qualites en galant Homme kand besidde.

PIERRE.
Somme er meere grove, og kalder Monsieur Hans Wurst. Hans Nar. Hans Abe-Kat. Hans Gøgler. Hans Strympe-Kiger. Hans Mark-Skreier. Hans Rumpevricker. Hans Styldteganger. Hans Capriolskiærer. Hans -

JEAN.
Nu nu, nok, nok. Jeg gider icke høre meer deraf.

PIERRE.
Hans Petit Maitre. Hans Dantzer. Hans Fransk-Forderver. Hans -

JEAN.
Holt op, siger jeg, Maraut!

PIERRE.
Hans Spillfugl. Hans Stratenjuncker. Hans Harlequin.

JEAN.
Hvis du holder icke op, skal jeg slaa din Hierne i tu. Je Tecraseraj ton tete.

PIERRE.
Monsieur bad mig jo selv sige. Men der kommer Arv igien.
Sc. 2.

Arv. Jean. Pierre.

ARV.
Jeg vilde mare icke være i Hans Frandsens Sted nu, om mand gav mig to Mark. Jeronimus har svoren paa at hand icke vil gaa til Sengs, førend hand har faaet ham i Spindehuset eller i Slutteriet, hvad mand kalder det. Det var og uforskammet at handle saaledes med en gammel Mand, der har siddet og svaret borgerlig Skat og Tynge saa mange Aar. Tenk engang I got Folk hvordan hand reedte ham til, som for Exempel, jeg tar min Kiole og keerer den saaledes om.
(Vender Kiolen om.)
Seer jeg icke nu ud som en Nar? ha ha ha ha ha ha, ret lige dan saae Jeronimus ud. Jeg vilde icke gaae saadan i en af de store Gader, om en gav mig to Skilling, thi Staaderkongerne kunde tenke, jeg var gall, og træcke mig i Daarekisten.
(Hand vender Kiolen ret igien.)
Mutter sidder og græder hiemme, som hun var pidsket, men det er hende got nok; thi naar Fatter icke vilde skicke ham Penge, da hand var i Vestindien eller Frankerig, hvad det heeder, saa soldte hun baade Kiole og Skiørt for at bringe dem til Veje.

JEAN.
Arv! hvordan staar det til hiemme?

ARV (klaar sig bag Hovedet).
Vel nok Monsør!

JEAN.
Det maa icke henge ret tilsammen, du klaar dig saa bag Øret. Siig mig; hvordan staar det til?

ARV.
Vel nok Maansør. Jeg tacker for god Efterspørsel, men - - farvel Maansør! jeg maa gaae.

JEAN.
Hvad vil du sige med det Men. Fort siig mig, hvor det staar til, du faar, ma foi, ellers Hug.

ARV.
Alting staar mare vel til. Men det staar noget forbandet ilde til.

JEAN.
Siig kun frit, Arv, saa skal jeg forære dig en Livre.

ARV.
Jeg er icke for at spise lever, Maansør, naar jeg faar noget, saa gir jeg det til Hunden. Men vil Maansøren forære mig noget til en Kande Øll?

JEAN.
See der er to Mark. Det var min Meening.

ARV.
Gramarcis Maansør.

JEAN (til Pierre).
Hvilket dumt Beest den Karl er. Hand vidste icke, hvad en Livre de France var.

ARV.
Jeg vil da vare Maansøren ad, at hand smør sine Støvler i Tide; thi Jeronimus har Bud efter Vægterne og Staaderkonger at træcke jer i Arrest. Fatter har ogsaa slaaet Haanden af jer, og svær paa, at I skal sidde indsluttet i et Hull et heelt Aar.

PIERRE.
Vil mand ogsaa indslutte mig?

ARV.
Nej, du har ingen Nød, Peer. Mand vil kun lade dig kagstryge, og siden løbe hvor du vil.

JEAN.
Men hvad er der for Allarm uden for?

EN SPILLER.
Jeg skal lære den Karl at undsticke sig uden at betale.

JEAN.
Peste! hvad er her ved at giøre? her kommer en Person mig paa Halsen, som vandt nylig hundrede Rigsdaler fra mig i Spill. Jeg løb bort, da hand vendte Ryggen; thi jeg havde intet at betale med.

SPILLEREN.
Enten skal hand slaaes med mig, eller betale mig mine Penge.

PIERRE.
Ach Herre! jeg maa bort et Øjeblik paa Naturens Vegne, jeg kommer strax igien.

JEAN.
Vil du bie Maraut! er nu Tid at gaa bort, du seer, at jeg blir overfalden?

PIERRE.
Ach min Mave! min Mave! jeg drack for hastig paa Kaalen, det var min Ulycke.
(Løber i en Krog og skiuler sig.)

SPILLEREN (uden for)
Jeg skal lære ham, hvad det er, at give sig i Spill med en ærlig Mand.

JEAN.
Ach kiere Arv! kandst du icke hielpe at skiule mig? jeg skal lønne dig derfor som en honnet Homme.

ARV.
Jeg har et Decke her ved Haanden, om Maansøren vil lade sig svøbe der udi.

JEAN.
Det er lige meget, Arv, naar jeg kun kand blive skiulet.
(Hand svøber ham i Decket og sætter sig derpaa som en Byldt.)
Sc. 3.

Spilleren. Arv. Jean.

SPILLEREN.
Jeg skal, min Troe, icke gaa til Sengs i Aften, førend jeg faar fat paa ham. Det er icke saa meget for Pengenes Skyld, som for det onde Exempel, andre kand tage deraf, at løbe af Spill uden at betale.
(Jean ryster under Decket. Arv slaar paa ham og siger:)
Ligg stille. Der blir ellers en Ulycke af.

SPILLEREN.
Hvem taler du til Cammerat?

ARV.
Jeg taler til min Sæk.

SPILLEREN.
Til din Sæk? hvad har du da i din Sæk?

ARV (blir bange og stammer).
Jeg har, min Troe, icke andet end Smør derudi.

SPILLEREN.
Smør i din Sæk, som du sidder paa. Det er icke mueligt.

ARV.
Nej det er sant, det er Lys.

SPILLEREN.
Lys? det er endnu galnere.

ARV.
Nej det er sant, jeg fortalede mig, det er Kniplinger.

SPILLEREN.
Det maa være en forbandet Hob Kniplinger. Det henger aldrig ret sammen, det maa være staalne Koster.

ARV.
Nej det er sant, det er Erter.

SPILLEREN.
Du est vist nok en Tyv, det mercker jeg, fort, lad mig see, hvad det er.

ARV.
Det er, min Troe, icke Hans Frandsen Maansør, det kand jeg giøre min Eed paa; thi hvordan skulde hand kunne ligge i en Sæk?

SPILLEREN.
Ha ha, nu skal mand see, jeg tør komme til mine Penge. See her Monsieur Frandsen er i her? det er mig kiert. Her er to Ting for jer at udvelge, enten at levere mig strax mine Penge, eller at slaaes.

JEAN.
Monsieur je n'aj point d'argent.

SPILLEREN.
Monsieur, jeg forstaar icke Fransk, vi vil slaaes paa Dansk. Flux træk ud, eller Penge.

JEAN.
Jeg vil give ham min Haand for Pengene, Monsieur.

SPILLEREN.
Ingen Snak, reede Penge, eller slaaes.

ARV.
Skam, der bier her lenger.
(Løber bort.)

JEAN.
Ach Monsieur! hav dog Taalmodighed med mig, I skal vist nok faa dem.

SPILLEREN.
Jeg forlanger intet uden at I skal træcke ud.

JEAN.
Monsieur der har I mit Uhreverk.

SPILLEREN.
Det er got, det tar jeg for 40 Rdlr., lad mig ogsaa faa Kiole, Vest og Hat til, saa vil jeg lade mig nøje.

JEAN.
Jeg veed, I vil icke have, at jeg skal gaa nøgen.
(Spilleren træcker sin Kaarde.)
Allons! Kiole! Vest og Hat hid, eller slaaes.
(Jean træcker Kiole og Vest af, og flyer Spilleren det
med Hatten og Peruquen.)

SPILLEREN.
Monsieur votre tres humble Serviteur, jeg tacker for god Betalning.

PIERRE (kommer af Krogen igien.)
Ach Monsieur! nu er I saa nøgen, som I kom fra Moors Liv. Hvad Ulycke kand dog icke det Spill foraarsage!

JEAN.
Nej du skal have Tack, jeg veed mand fødes icke med Buxer Skoe og Strymper. Men din Poltron giorde jeg din Ret, saa skulde jeg kløve dit Hoved. Er det forsvarligt saadan at forlade din Herre?

PIERRE.
Det er sant, jeg vilde ønske, at jeg havde kunnet blive staaende, og figtet saa tapperlig som Monsieur, men jeg er færdig at daane, naar jeg seer en nøgen Kaarde.

JEAN.
Allons retirons nous a la Mad: la Fleche; hun tar os nok i Protection, du veedst jo, hvor hun boer.

PIERRE.
Jeg? hvor skulle jeg vide det?

JEAN.
Ach! Hvilket groft og u-poleret Folk vi boer iblant, ach Paris, Paris! gid vi var der nu igien Pierre, mais voila Madame la Fleches valet de chambre Monsr. d'Espang.
Sc. 4.

Espen. Jean. Pierre.

ESPEN.
Jeg leeder efter Monsr. Jean de France, men hand er ingensteds at finde; jeg spurte efter ham i hans Fars Huus, jeg spurte efter ham hos - Men der er jo hand og hans Tiener. Monsieur! Mad: la Fleche lod formelde sin ydmygste Respect, og leverede mig det Brev, førend hun reiste.

JEAN.
Er Madame la Fleche reist?

ESPEN.
Ja for en halv Time siden.

JEAN.
Hvorfor reiste I icke med?

ESPEN.
Fordi hun havde mig icke meer fornøden.

JEAN.
Reiste hun da alleene?

ESPEN.
Jo, jo, saadan Dame reiser alleene, hun havde icke mindre end 4 Laqvaier med sig, jeg var ickun antagen til en Tid for Sprogets skyld, her er et Brev, som hun leverede mig til Monsieur.

JEAN.
Pierre!

PIERRE.
Monsieur!

JEAN.
Vi er oven paa højt i Veiret.

PIERRE.
Skal vi da hænges?

JEAN.
Mad: la Fleche skriver, hun har hørt min Fortræd, og derfor icke vil være her lenger, men at jeg skal finde hende i Hamborg hos Monsr. Gobere, hun vil føre mig med sig til Paris, og der sætte mig i stor Herlighed; vi maa reise ligesom vi staar og gaar; allons! de pechons! jeg er færdig, saasnart du kand bestille en Vogn; thi jeg vil kun skrive et Afskeds Brev til min Papa, adieu mon cher Monsieur d'Espang. Je vous rends mille graces pour votre civilite.


Sc. 5.

Espen. Marthe.

ESPEN.
Marthe! kom nu hid, nu er de Giecke borte.

MARTHE.
Gik det ej vel for sig, maa du ey tilstaa, Espen, at jeg er habile?

ESPEN.
Jo lille Fæstemøe! naar Lycken vil favorisere Forstanden, kand mand giøre store Ting med liden Konst; jer Machine var, min Troe, intet Hexerie; I tenkte icke paa andet end at giøre Hans Frandsen meer Fransøsk og gall, end hand var, I har ellers icke egentlig været Aarsag i Antoniuses Lycke; thi den blev befodret ved en Hendelse. En overlegger undertiden en Ting viiselig, en anden derimod begynder en Ting i daarlig Fremfusenhed, men, naar Lycken og Ulycken kommer der imellem; kand det saaledes falde ud, at den første blir holdet for en Taabe, og den anden for en viis Mand, saasom Verden examinerer icke hvordan en Ting sættes i Verk, men hvordan den falder ud.

MARTHE.
Det vil intet sige, det gaar med mig, som med store Generaler; naar de vinder et Slag, saa blive de afmalede som store og forstandige Mænd, skiønt, om mand vil examinere alting nøje, da contribuerer det til deres Sejer, deres Ære, som de mindst tenkte paa, og er ickun pure Hendelser. Det meeste regieres i Verden af Slumpe-Lycke.

ESPEN.
Marthe! du taler som en Engel, du est saa lærd, at du kunde skrive Bøger, om mand flyde dig Bøger, blev du den anden Berthe Tot.

MARTHE.
Ja, ja, jeg læser Senecus iblant.

ESPEN.
Jeg har nok kundet mercke det paa nogen Tid.

MARTHE.
Hvorledes da?

ESPEN.
Jo! thi vor Grød, som vi faar om Aftenen er enten for lidet kaaget, eller sveden; jeg holder nok af lærde Piger, men jeg vilde nødig have dem enten til Koner, eller Huusholdersker.

MARTHE.
Ej Snak! men der seer jeg de tvende gamle Mænd komme.
Sc. 6.

Jeronimus. Frands. Marthe. Espen. en Dreng.

JERONIMUS.
Nej! jeg lader det umueligt falde, Naboe! I giør ilde, at I tager saadan forloren Søn i Forsvar.

FRANDS.
Jeg forsvarer icke min Søn meere; thi jeg vil aldrig see ham for mine Øjen, men jeg taler kun for min egen skyld; thi om I beskiemmer ham, lider den heele Familie derved. Bort du Dreng! hvad har du her at bestille?

DRENGEN.
Der var een, som gav mig et Brev paa Gaden at bære til Far.

[FRANDS.]
(Læser Brevet.)
Madame la Fleche, en fornemme Fransk Dame, har fundet mig for god til at være her i Landet, og derfor taget mig med sig til Frankerig. Jeg er vant Udenlands til Artighed og Galanterie, og derfor umueligen kand lide de gemeene og grove Folk, som er i min Familie. Jeg kommer icke meer tilbage, vil I skrive mig til, da kand I addressere Brevet a la Mad: la Fleche, Dame tres celebre & tres renomee dans la France, Brevet maa skrives paa Fransk; thi jeg har sæt mig for inden nogle Maaneder icke at forstaa et Dansk Ord; men Udskriften paa Brevet maa være saadan: A Monsr. Monsieur Jean de France gentil homme, & grand favorit de la Madame la Fleche; hvis saadan Udskrift er icke paa Brevet, skicker jeg det ubrudt tilbage. Je suis le Votre. Jean de France gentil homme Parisien
Copenhague d. 18 Majus -

JERONIMUS.
Vil I nu meer erkiende ham for jer Søn? har jeg nu icke Frihed, at bortgive min Dotter, til hvem jeg lyster?

FRANDS.
Jo vist.

JERONIMUS.
Jeg har lovet hende bort til Jesper Lorentzens Søn.

FRANDS.
Det er en skickelig Person. Jeg gratulerer.

JERONIMUS.
Kand jeg overtale, Naboe, til at komme til Bryllup, og være i god Humeur?

FRANDS.
Jo vist! jeg har allerede slaget min Søn af mit Sind.

JERONIMUS.
Det giør I vel udi.

FRANDS.
Det meeste, som giør mig ondt, er at see mig skilt ved saadan god ærlig Mand, som I, med hvilken jeg havde Forhaabning at blive foreenet ved Svogerskab.

JERONIMUS.
Ej Naboe! jer Dotter Lisbet er jo voxen?

FRANDS.
Ja hun er.

JERONIMUS.
Min Søn Jochum ligesaa: kand der da icke blive et nyt Svogerskab?

FRANDS.
Jo det kand rigtig gaa an, om jer saa synes.

JERONIMUS.
Det har I min Haand paa, at hand skal blive hendes Hosbond; thi hand holder, saa min Troe, en Skilling af hende, det har jeg mercket.
   Mig synes, Naboe, at det er
      Herefter meere sicker,
   Vi gifter tilig Sønner her,
      End dem af Landet skicker,

   Af eders Søns Historie
      Exempel mand kand tage,
   Hvad nytter fremmet Land at see
      Før mand faar Skæg paa Hage,

   See andre Nationer an,
      Hvor Ungdom bliver hiemme,
   Her eene strax af Landet man
      Skal ud for Dansk at glemme,

   At sætte Arv og Middel til,
      Og lære galne Sæder,
   Galanterie og Abe-Spil,
      En Hoben Nymods Eeder.

   Hvis endelig der reises maa,
      Det kand ej være andet
   Lad Reisen kun til Elben gaa,
      Saa Arven blir i Landet.

   Hvad nytter os saa store Spring
      I andre Land at giøre?
   Paa Scaven vi kand bedre Ting
      Om Rigets Tilstand høre.

Ludvig Holberg Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek