L. Holberg: Jean de france (1723), Act. III
| Index
| -1
| +1 |
Act. III.
Sc. 1.
Jean. Pierre.
JEAN.
Pierre!
PIERRE.
Que voules vous?
JEAN.
Fripon! Maraut! Cocqvin! bougre! badaut! faineant! que la peste t'etoufe, que le Diable t'emporte, t'en leve, t'abime, que le diantre -
PIERRE.
Hvorfor bander Monsieur mig saa meget?
JEAN.
Har du nu været 15 Maaneder med mig Dans Paris, og icke lærdt Comment, du skal svare din Herre, naar hand kalder paa dig? du skal sige: Monsieur! mais non pas que voules vous.
PIERRE.
Det er en liden Forseelse, men fortienner icke saa mange Forbandelser.
JEAN.
Sanden at sige, saa er det icke saa meget for at forbande dig, som for at øve mig udi Frandsken; jeg fik den sidste Maaned en Liste af 40 Nymodens Eeder af min Maitre de Langue, som jeg icke kand exercere uden paa dig.
PIERRE.
Monsieur kand exercere dem paa sig selv, kun sætte me i Steden for te saa øver hand sig udi Sproget, og ingen har et Ord derimod at sige.
JEAN.
Ach! Pierre! gid vi var i Paris igien. Dieu donne que nous etions dans Paris igien. Nu kand jeg icke erindre hvad igien heeder paa Fransk.
PIERRE.
Det heeder aussi.
JEAN.
Det er ret aussi. Naar du hører jeg taler galt, maa du frit corrigere mig. Men ønsker du icke, at vi vare i Paris aussi.
PIERRE.
Jo vist; hvo der brav kand hungre, tørste og fryse, har der ingen Nød.
JEAN.
Ej bougre! crasseux! gourmand! du taler, som du var fød à la place Maubere, eller à la pont neuf come un crocheteur, un decroteur des souliers un porteur d'eau.
PIERRE.
Og Monsieur taler som un fou, un bete, un Nar, un sot, un boufon, som hand var fød dans un Daarkiste eller a la un theatre.
JEAN.
Hvad siger du? bourreau!
PIERRE.
Monsieur maa icke tage det ilde op, jeg giør det kun for at exercere mig i Fransken.
JEAN.
Ja saa. Ecoutes Pierre.
PIERRE.
Monsieur!
JEAN.
Jeg kand icke lide disse Danske Ansigter for min Død.
PIERRE.
Mad: Isabelle har dog et kiønt Ansigt.
JEAN.
Ja, det er kiønt nok, men det er dog saa Dansk, c'est une visage a la Danois, a la Vimmelskaft par Di, dog jeg kunde nok venne mig til Ansigtet, dersom hun icke talede Dansk.
PIERRE.
Har Monsr. talt med hende, siden hand kom hiem?
JEAN.
Ovis par di si fait, men veedst du hvad hun sagde?
PIERRE.
Non par di non fait.
JEAN.
Hun sagde: velkommen hiem igien Hans. Ach! naar jeg tencker paa det, staar min Mave i min Hals, havde det nu været en Fransk Dame, havde hun sagt: Je suis ravi de vous voir mon chere mamie Jean de France.
PIERRE.
Ovis par di si fait. De Franske ere hiertens artige Folk derudi, skiønt de meene intet dermed.
JEAN.
Mad: Isabelle parle come un Blanchiseuse dans Paris.
PIERRE.
Ovis par di si fait.
JEAN.
Come un frippiere.
PIERRE.
Ovis par di si fait.
JEAN.
Come un femme qui clame renet renet dans les rue.
PIERRE.
Ovis par di si fait.
JEAN.
Come un femme, qui va avec un ane dans la rue & clame lait! lait!
PIERRE.
Ovis par di si fait.
JEAN.
Pierre, saaledes vil vi øve os i Fransken, og icke tale et Ord Dansk sammen.
PIERRE.
Ovis par di si fait; hvad vi icke kand sige paa Fransk, vil vi give tilkiende med Fingrene eller med Grimacer; saa kand vi udi hast blive som indfødde Franske.
JEAN.
Pierre!
PIERRE.
Monsieur!
JEAN.
Jeg vil spise til Middag hos Peche.
PIERRE.
Vil Monsieur icke heller spise hos Mester Jacob, der faar mand bedre Mad for billigere Priis.
JEAN.
Ej! hvad Mester Jacob! mand kand høre paa Navnet alleene, at det er en slet Kock; dersom der ingen Fransøsk Kock var i Byen, maatte jeg svelte ihiel.
PIERRE.
Det er sant; Maden smager vel hos de Franske; eftersom mand faar saa lidt alle Tider; thi intet opvæcker meer Appetiten end naar der er kun lidt i Fadet.
JEAN.
Veedst du ellers nogen anden Fransk Kock?
PIERRE.
Ovis Monsieur si fait par di, her er en anden, som heeder Cabo.
JEAN.
Hvem af dem taler best Fransk?
PIERRE.
De taler begge toe lige got. Det er en Plaisir at høre dem, thi, naar de vil giøre deres beste, blander de Spanske Ord deriblant, hvilket lader usigelig smukt. Men der seer jeg en fremmet Tienner, hvor mon hand vil hen?
Sc. 2.
Espen. Jean. Pierre.
ESPEN.
Det var mig sagt, at hand skulle boe i Vimmelskaftet nest ved Bogtryggerens; her seer jeg toe Personer, som jeg kand spørge. Avec Permission Monsieurs kiender I ingen her i Gaden.
JEAN.
Jo, jeg kiender mig selv moi meme.
ESPEN.
Det er en heel Hob, at I kiender eder selv; jeg troer icke fire i den heele Bye skal kunde sige det. Men skal her icke boe en Dansk Monsieur i Gaden, som heeder Jean de France?
JEAN.
Je m'appelle Jean de France a votre tres humble service.
PIERRE.
Det kand saaledes forklares paa Dansk: jeg heeder Hans Frandsen til Tieniste. Jeg maa forklare min Herres Ord; thi hand forstaar vel nok Dansk, men kand icke synderlig explicere sig; thi hand har været 15 samfelde Uger i Paris, hvor hand imidlertid icke hørdte et Dansk Ord tale.
ESPEN.
Ja, ja, femten Uger vil min Troe have Respect, jeg har ickun i to Dage været i Tieniste hos Madame la Fleche, og allereede, naar jeg vil tale Dansk, kommer et eller andet Fransk Ord mig i Munden. Men, heeder Monsieur Jean de France, saa er det den Person jeg leeder efter, Monsieur! er det icke ham, som er nylig kommen fra Paris?
JEAN.
Ovis Monsieur.
ESPEN.
Som opholdt sig 15 Uger sammesteds?
JEAN.
Ovis Monsieur.
ESPEN.
Som logerede udi det Qvarteer af Byen, hvad heeder det nu? det ligger mig paa Tungen.
JEAN.
Faubourg St. Germain.
ESPEN.
Ja, det er saa jeg meente, og udi den Gade, som gaar saa krum.
JEAN.
Nej, Gaden er gandske lige.
ESPEN.
Ja Gaden er nok lige, men naar den har ende, maa mand jo dreje om til en anden; thi saa syntes mig Madamen sagde, og Gadens Navn var -
JEAN.
La rue de seine.
ESPEN.
Ja, min Troe, det er den selv samme. Monsieur skal vist og have en Tienner, en meget artig og got stycke Karl, ved Navn Pierre.
PIERRE.
A votre tres humble service.
ESPEN.
Saa hører jeg da, at jeg gaar ret. Jeg har en ydmygst Compliment at aflegge til Monsieur fra Madame la Flesche.
JEAN.
Ach! er det mueligt? hvorledes lever den charmante Dame?
ESPEN.
Hun siger, hun har haft den Ære at kiende eder i Paris, og er kommen til Dannemark meest for eders skyld.
JEAN.
Ah! la charmante Dame! jeg har haft mangen fornøjelig Time med hende udi Paris.
PIERRE.
Monsieur? I har jo aldrig kiendt den Kone?
JEAN.
Taises vous bougre! veedst du icke, at det er a la francoise at svare saaledes? havde jeg svaret, at jeg icke kiendte hende, skulde mand jo have taget mig for en Dansk Hiemføding, du kandst aldrig lære at blive poleret. Jeg kand sige at Madame la Flesche er den Dame, som jeg frem for alle andre har Estime for, par di est il possibel, at Madame la Flesche er kommen til Dannemark for min skyld? jeg vilde, ma foi, reise til Indien, ja det som meere er til Africa alleene for at kysse hendes smucke Hænder. Men hvor lenge er det siden hun reisede fra Paris?
ESPEN.
Tolv Dage.
JEAN.
Ej! est il possibel? ickun 12 Dage! ach! kunde jeg nyde den bon heur, at kysse hendes Hænder, og den Ære at tale med hende.
ESPEN.
Det er intet, som hun forlanger meere; thi det er just mit Ærende.
JEAN.
Ach Monsieur! skaf mig den Fornøjelse, og forsmaa icke et par Ducater, som jeg giver til et Venskabs Tegn.
ESPEN.
Min Frue Madame la Flesche er en af de rigeste Damer udi Frankrig, hvorfor jeg burdte icke tage mod Presenter, men paa det jeg icke skal siunes af Hovmod at refusere saadant, vil jeg tage mod det. Haaber derimod, at Monsieur icke vegrer sig for at tage mod den liden Present fra min Frue, som er dette Portrait, som er giort af Monsr. Reenkaalavet, den største Skildrer i Miniature udi Frankrig. Og, saasom det er nylig, førend hun reisede, bleven den høieste Mode udi Paris, at Cavalliers bære saadant om sin Hals for at lade see Estime for de Damer, fra hvilke saadane Presenter faaes, saa haaber hun, at Monsieur ogsaa bær det om sin Hals for hendes skyld.
JEAN.
See! jeg skal strax dans votre presence binde det om min Hals. Men maatte jeg tage mig den Hardiesse, og giøre mig saa impudent at bruge den Liberte at spørge hvorledes Mad: la Flesche kand tale med Monsieur, efterdi hand forstaar icke Fransk.
ESPEN.
Ach! Madame la Flesche kand lade sig bruge af ald Verden, hun taler foruden Parisisk, som er hendes Mammas eller Moders Maal, Tydsk, Italiensk, Hollandsk, Pollandsk, Preusisk, og en heel Hob Dansk, som hun har lærdt paa Vejen.
JEAN.
Det er en stor Complisance, at saadan fornemme Dame vil giøre sig umag at lære dette gemeene Sprog. Saa taler hun da Dansk med Monsieur, efterdi hand er fød her i Landet.
ESPEN.
Nej Monsieur, jeg er icke fød her i Landet; det er kun mine Fiender, som sige saadant. Jeg er fød over ti Mile Sønden for Randers, hvor vi ere anseet, som Lemmer af det hellige Rommerske Rige, saa jeg er heller Romansk end Dansk; hvilket jeg ogsaa ydmygst vil bede, at Monsieur siger til alle dem hand kiender.
JEAN.
Det var Synd andet; thi mand kand nok see af Monsieurs Manieres, og høre af hans Tale, at hand icke er Dansk. Men paa hvilken Sted har mand den Lycke at beskue Madame la Fleche.
ESPEN.
Paa hvilket Sted Monsieur behager, ellers er hun Klocken 3 udi Kongens Have.
JEAN.
Der skal jeg presentement lade mig indfinde for at kysse hendes Belles mains.
ESPEN.
Det skal være hende kiert.
JEAN.
Je me recommende.
Sc. 3.
Jean. Pierre.
JEAN.
Pierre!
PIERRE.
Monsieur.
JEAN.
Hvad siunes dig om det Portrait?
PIERRE.
En, som ingen kiender er af Miniatur, skulde bilde sig ind, at det var et Hoved, som var klippet af en trykt Bog, og smurt paa et stycke Træ.
JEAN.
C'est pourtant fait per le Sieur Reenkaallavet le plus grand Skildrer en Europa.
PIERRE.
Ja hvoraf veed Monsieur det?
JEAN.
Hørdte du det icke af Monsieurs egen Mund, meener du, hand er ingen kiender? jo, jo, det er, ma foi, ingen Giecke, de som ere fødde udi det Romerske Rige. Men der seer jeg disse to gamle Spidsborgere komme igien. Jeg var tilfreds, jeg var borte, mand kand ingen honnet eller galant Discours føre med dem; de tale icke uden om Veirligt, eller om Huusholdning.
Sc. 4.
Jeronimus. Frands. Jean. Pierre.
JERONIMUS.
Jo, min Troe, skulde det saa, Naboe, jeg holder for, at det som fortæres udi Thee, Caffee og Tobak alleene kand beløbe sig til nogle Tønder Guld om Aaret. De Penge blev nu spardt for det første i gamle Dage.
FRANDS.
Ach Herre Jeh! det vil meget til nogle Tønder Guld.
JERONIMUS.
Siig icke det, Naboe! i skickelige Huser slipper mand icke med 100 Rdr. om Aaret. Det er nu kun en Post; vil vi nu regne fleere, skal mand let kunde begribe, hvad jeg siger. Tenk engang forgangen Dag, da jeg og vilde være lidt allamodisk, og gik paa et Caffee-Huus, maatte jeg give en Rigsort for nogle faae Kopper. Men see! om Jeronimus kommer der saa hastig igien.
FRANDS.
Det har været noget dyrt, men mand seer Prisen begynder alt merckelig at falde.
JERONIMUS.
Icke saa mari paa Thee-Husene; thi jeg har mercket her i Kiøbenhavn, at, naar Prisen er engang forhøjet, bliver den altid staaende, omendskiønt Varene kand faaes for den halve Deel ringere.
FRANDS.
Ja. I har ret saa vit derudi, Naboe; men vi maa ogsaa have noget for Munden, hvortil duer Penge, naar mand icke vil giøre sig til gode deraf?
JERONIMUS.
Mon der kand være naturlig god Smag udi Vand og brendte Bønner? forsøg at give et Barn blot Caffee uden Sucker, see om det icke vil spytte det ud igien. I siger, maa skee, at eders Søn Hans Frandsen, saavelsom andre finder en Himmel-Smag derudi. Jeg svarer: Eder Søn Hans og andre deslige Giecke har i Begyndelsen dog tvunget dem mod Naturen dertil, alleene fordi det var fornemme, fordi det var Udenlandsk, og siden af Vanen synes, at det smager vel.
FRANDS.
See! der kommer min Søn.
JERONIMUS.
Ja, det maa hand, jeg tør sige ham det samme selv, og sætte min Hat lige ræt, men hvad Pocker er det for Crusedoller, hand har faat om Halsen?
FRANDS.
Det, maa skee, er saa Moden i Frankrig.
JERONIMUS.
Mode mig hid og mode mig dit, saa er den en Nar, der gaar anderledes end alle andre Folk i Landet.
FRANDS.
Hør min Søn, hvad er det for en Helgen, du bærer om Halsen, Folk skulde tencke, du var gall eller Catholsk i Hovedet.
JEAN.
Pierre!
PIERRE.
Monsieur!
JEAN.
Pierre expliques cela pour ce vieux home je vas, vous me trouveres apres de Monsieur Peche.
Sc. 5.
Frands. Pierre. Jeronimus.
FRANDS.
Peer! hvorfor gik min Søn saa hastig?
PIERRE.
Hand havde noget at bestille, og bad mig excusere ham.
FRANDS.
Men hvad er det for et Ridder-Baand, hand har faat om Halsen?
PIERRE.
Det er et Portrait, som hand har ført med sig fra Frankrig.
FRANDS.
Saa er det Moden at bære saadant i Frankrig?
PIERRE.
Ach! ja vist, hvo, som icke bærer saadant i Frankrig, bliver holdet for en Canaille, og maa aldrig komme til Hove.
FRANDS.
Men det synes saa liderligt Arbeid; jeg vilde, min Troe, giøre det langt bedre.
PIERRE.
Monsieur maa tage sig vare hvad hand siger, hand kunde komme i Ulycke derover; thi Portraitet er giordt af Monsieur Reenkaalavet den største Skildrer udi Facultetet til Paris.
JERONIMUS.
Ej! jeg vil døe paa, at jeg skal finde det i en gammel Krønnicke, som jeg har hiemme; jeg kunde strax see, at det er et Kaaberstycke klippet af en Bog. Hør Naboe, eders Søn er en Nar, og I lidt bedre. Jeg betacker mig for eders Svogerskab, og selger icke min eeniste Datter saa bort. Og du Skielm, hvis du icke strax siger os, hvo der har forførdt ham til saadan Gallskab, skal du icke komme vel her fra Staden.
PIERRE.
Jeg veed, min Troe, icke, hvor hand har faat det Stycke fra, men det kand jeg giøre min Eed paa, at jeg har seet under Portraitet de Ord: Monsieur Reenkaalavet fecit.
FRANDS.
Fy! skiemmer du dig icke Peer at tale saa plumpt.
JERONIMUS.
Hej! laane mig jer Stock, Naboe. Naar din Herre spør, hvo der har pryglet dig, saa kandst du sige: Jeronimus fecit.
(Pierre gaar grædende ud.)
Sc. 6.
Jeronimus. Frands.
JERONIMUS.
Hør, Naboe, jeg haaber, at vi kand være lige gode Venner, omendskiønt den giordte Forlovelse med min Datter og eders Søn bliver ophævet.
FRANDS.
Ach! min hierte Naboe! I har jo lovet at have Taalmodighed udi 14 Dage, for at see hvorledes min Søn vil tage af sted; om I bryder saa hastig, gir det saadan Snak i Byen; giør det dog for den Venskab, som altid har været imellem os, og hav Taalmodighed saa lenge.
JERONIMUS.
Ja, ja, 14 Dage gaar hastig; men jeg er viss paa at hand inden den Tid bliver verre og icke bedre.
FRANDS.
Jeg forlanger intet andet, end at I vil bie de 14 Dage.
JERONIMUS.
Ja, jeg skal bie saa lenge.
FRANDS.
Farvel, jeg maa hiem at spise, min Kone bier efter mig.
JERONIMUS.
Prosit Maalzeit.
Ludvig Holberg Homepage
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek