L. Holberg: Erasmus Montanus (1731), Actus 5
| Index
| -1 |
Act. V.
Scen. 1.
En Lieutenant. Jesper Rifoged.
LIEUTENANT.
Hvor skal jeg faa den Karl at see, Hr. Foged! jeg gad dog nok gierne talt med ham. Seer hand noget vel ud?
JESPER.
Ja, hand seer temmelig vel ud, og har en Mund som en Ragekniv.
LIEUTENANT.
Det vil intet sige, naar hand kun er stærk og frisk.
JESPER.
Hand kand sige hvad hand vil, og forsvare det. Hand beviiste udtrykkeligen, at Per Degn var en Hane.
LIEUTENANT.
Er hand noget bred over Skuldrene?
JESPER.
En stærk føer Karl. Alle udi Huset ere bange for ham, endogsaa Forældrene, thi hand kand giøre dem til Kiør, Stude, Heste, og til Mennisker igien, det er at sige, bevise udaf Bøger, at de ere det.
LIEUTENANT.
Seer hand ud til at kunde lide ont?
JESPER.
Hand beviste ogsaa, at Jorden er rund.
LIEUTENANT.
Det rager mig ikke, men seer hand ud til at være modig og have Hierte?
JESPER.
Hand skulle sætte sit Liv til for en Bogstav, end sige for andet. Jeg er vis paa, at hand faar alle Folk her paa Halsen. Men det skytter hand ikke om, hand staar derfor ikke fra sin Meening, og Lærdom.
LIEUTENANT.
Hr. Foged, saa vit som jeg hører, bliver det en complet Soldat.
JESPER.
Hvorledes vil Lieutenanten faa ham til Soldat, hand er Student?
LIEUTENANT.
Det vil intet sige, kand hand skabe Folk til Faar, Stude og Harer, saa vil jeg forsøge, om jeg kand skabe engang en Student til Soldat.
JESPER.
Jeg var tilfreds hand var det, jeg skulle lee min Mave i tu.
LIEUTENANT.
Tie kun stille Jesper! Naar Fogden og Lieutenanten vil stikke Hovederne sammen, er slige Ting ikke umuelige. Men der seer jeg een komme, mon det er han.
JESPER.
Ja det er han. Jeg vil løbe til side, at hand ikke skal have mig mistænkt.
Scen. 2.
Lieutenanten. Montanus.
LIEUTENANT.
Jeg gratulerer hans Ankomst her til Byen.
MONTANUS.
Jeg takker tienstligen.
LIEUTENANT.
Jeg tar mig den Frihed at besøge, saasom her ellers ikke ere mange lærde Folk, mand kand tale med.
MONTANUS.
Det er mig kiært, at hand haver studeret. Naar deponerede Hr. Lieutenant med permission?
LIEUTENANT.
Jeg deponerede for 10 Aar siden.
MONTANUS.
Saa er Hr. Lieutenant da en gammel Academicus, hvad var Hr. Lieutenants Studium, da hand var Student.
LIEUTENANT.
Jeg læsede mesten gamle latinske Autores, og studerede paa Naturens Ræt og Moralske Sager, hvilket jeg endnu giør.
MONTANUS.
Ey det er lapperj, det er ikke Academicum, lagde I ingen Vind paa Philosophiam Instrumentalem.
LIEUTENANT.
Ney ikke synderlig.
MONTANUS.
Saa har I da aldrig disputered.
LIEUTENANT.
Ney.
MONTANUS.
Ey, er det at studere? Philosophia Instrumentalis, er det eeneste Solide Studium, resten kand være smukt nok, men ikke lærd. Een der er vel dreven i Logica og Metaphysica kand redde sig ud fra alting, disputere om alle materier, om endskiønt hand er fremmed i dem. Jeg veed ikke, hvilken jeg vilde tage mig paa at forsvare, jeg jo skulle komme vel fra. Der var aldrig nogen disputatz paa Academiet, hvor jeg jo var Opponens ved. En Philosophus Instrumentalis kand passere for en Polyhystor.
LIEUTENANT.
Hvem er størst disputator nu omstunder?
MONTANUS.
Det er en Student, som heeder Per Iversen. Naar hand har refuteret sin modstandere, saa at hand ikke kand svare et Ord meer, siger hand, vil I nu tage min Meening, saa vil jeg igien forsvare jer Meening. Til alt saadant hielper besynderlig hans Philosophia Instrumentalis. Det er skade, den Karl ikke blev Procurator, hand fik en mægtig stor Næring. Næst efter ham er jeg den stærkeste; thi sidste gang jeg disputerede, viskede hand mig i Øret: Jam sumus ergo Pares. Men jeg vil dog altid cedere ham.
LIEUTENANT.
Men jeg har hørt sige at Monsieur kand beviise, at det er børns Pligt, at slaae deres Forældre. Det synes mig at være u-rimeligt.
MONTANUS.
Har jeg sagt det, er jeg og Mand for at forsvare det.
LIEUTENANT.
Jeg tør vedde med ham om en Ducat, at hand er ikke capabel dertil.
MONTANUS.
Jeg vover en Ducat der imod.
LIEUTENANT.
Top, det er sagt, lader os nu høre.
MONTANUS.
Den man elsker mest, slaar man mest. Man bør ingen elske meer end sine Forældre, ergo bør mand ingen slaae meer. End udi en anden Syllogismo. Hvad jeg har oppebaaret, bør jeg efter Evne erstatte. Jeg har i min Barndom oppebaaret hugg af mine Forældre, ergo bør jeg give dem hugg igien.
LIEUTENANT.
Nok nok. Jeg har tabt. I skal min troe have jer Ducat.
MONTANUS.
Ey det er ikke Lieutenantens Alvor, jeg vil profecto ingen Penger have.
LIEUTENANT.
Hand skal parole tage dem, jeg svær derpaa.
MONTANUS.
Ja saa vil jeg tage dem, for ikke at giøre Lieutenanten meensvoren.
LIEUTENANT.
Men maa jeg og ikke forsøge, om jeg ikke kand giøre ham til noget, par exemple, jeg vil giøre ham til Soldat.
MONTANUS.
Ej det er gandske læt, alle Studentere ere aandelige Soldater.
LIEUTENANT.
Ney jeg vil ogsaa viise, at hand er en legemlig Soldat. Hvo som har taget Penge paa Haanden, er en værved Soldat, I har saadant giort, Ergo - - -
MONTANUS.
Nego Minorem.
LIEUTENANT.
Et ego probo minorem, af de 2 Rixdlr. I fik paa Haanden.
MONTANUS.
Distinguendum est inter nummos.
LIEUTENANT.
Ingen Distinction. I er Soldat.
MONTANUS.
Distinguendum est inter tò simpliciter & relative accipere.
LIEUTENANT.
Ingen Snak, Contracten er sluttet, og I har faaet Penge.
MONTANUS.
Dinstinguendum est inter contractum verum & apparentem.
LIEUTENANT.
Kand I nægte at I jo har faaet en Ducat af mig?
MONTANUS.
Distinguendum est inter rem & modum rei.
LIEUTENANT.
Kom følg mig strax Cammerad, nu skal du faa Mundering.
MONTANUS.
Der har I jere toe Rigsdaler igien. I har derforuden ingen Vidner, at jeg har taget Penger.
Scen. 3.
Jesper. Niels Corporal. Montanus. Lieutenanten.
JESPER.
Jeg kand vidne, at jeg saae Lieutenanten gav ham Penge paa Haanden.
NIELS.
Jeg ligesaa.
MONTANUS.
Men hvorfor tog jeg de Penge, distinguendum est inter - - -
LIEUTENANT.
Ej vi vil ingen Snak høre: Niels bliv du her, medens jeg henter Mundering.
MONTANUS.
Hey Gevalt!
NIELS.
Tier du ikke din Hund, saa skal jeg støde dig Bajonetten i Livet. Er hand ikke hverved Hr. Foged?
JESPER.
Jo, det er rigtig nok.
LIEUTENANT.
Kom! flux den sorte Kiol af, og en rød paa igien.
(Han græder, medens man ifører ham Munderingen.)
LIEUTENANT.
Ej det lader ilde for en Soldat at græde, du est jo langt bedre nu, end tilforn. Exercerer ham nu brav Niels Corporal! Det er en lærd Karl, men han er endnu raa i Exercicerne.
(Niels Corpoal fører ham i en rød Kiol, exercerer og prygler ham.)
Scen. 4.
Lieutenanten. Niels. Montanus.
LIEUTENANT.
Nu Niels kan han fatte Exercicerne.
NIELS.
Hand skal nok lære, men det er en doven Hund, han maa prygles hver Øyeblick.
MONTANUS (grædende.)
Ach gunstige Herre! Værer barmhiertig mod mig, jeg er af en svag helbred, og kan ikke udstaa saadan Medfart.
LIEUTENANT.
Det falder noget haart i førstningen, men naar din Ryg brav blir banket og barket, vil det siden ikke giøre saa ont.
MONTANUS (græder.)
Ach giid jeg aldrig havde studeret, saa havde jeg ikke geraadet i denne Ulykke.
LIEUTENANT.
Ej det er kun en Begyndelse, naar du har siddet en halv snees gange paa Træhesten, eller staaet paa Pælen først, saa agter du siden saadant for bagatelle.
(Montanus græder igien).
Scen. 5.
Jeronimus, Magdelone, Lisbed, Jeppe, Nille, Lieutenant, Montanus, Corporalen.
JERONIMUS.
Er I gandske vis derpaa?
JEPPE.
Ja vist: Fogden berettede mig det nys; Ach ach! nu er min Vrede forvandlet til Medynk.
JERONIMUS.
Kunde vi kun faa ham i den rette Troe igien, vilde jeg gierne kiøbe ham løs.
(Lisbed kommer ind.)
Ach jeg elendige Menniske!
JERONIMUS.
Giør mig ingen Allarm min Dotter, du vinder intet dermed.
LISBED.
Ach min hierte Far, hvis I var saa forliebt, som jeg er, bad I mig ikke tie.
JERONIMUS.
Fy, fy det er ikke smukt for en Pige at lade sig merke med saadant. Men der synes mig at han staar. Hør Rasmus Berg! hvordan er det fatt?
MONTANUS.
Ach min hierte Mons. Jeronymus! Jeg er bleven Soldat.
JERONIMUS.
Ja nu faaer I andet at bestille, end giøre Mennisker til Dyr, og Degne til Haner.
MONTANUS.
Ach ach! jeg begræder min forrige Daarlighed. Men alt for silde.
JERONIMUS.
Hør min Ven! vil I lade jer forrige Galskab, og ikke fylde Landet op med Tvistighed og Disputatzer, skal jeg ikke spare hvad som er i min Evne, for at løse jer ud igien.
MONTANUS.
Ach jeg haver ikke forskyldt bedre, som har trued mine gamle Forældre med hug. Men vil I forbarme jer over mig, og arbeyde paa min Befrielse, svær jeg jer til, at jeg herefter skal føre et andet Levnet, tage mig nogen Handtering for, og aldrig forurolige nogen med Disputer meer.
JERONIMUS.
Bi da her saa længe, jeg vil hen og tale med Lieutenanten. Ach min kiære Hr. Lieutenant, I har altid været en Ven af vor Huus: Den Person, som er hvervet til Soldat, er forloved med min eeneste Dotter, som bær stor Kiærlighed til ham: Lad ham komme løs igien. Jeg vil gierne forære Lieutenanten 100 Rixdlr. derfor. Jeg bekiender, at jeg glædde mig selv derover i Førstningen, at han saaledes var bleven refset; thi hans selsomme Opførsel havde opirret mig, og alle got Folk her i Byen mod ham. Men, da jeg saae ham i den Positur, og tillige hørte ham af hiertet begræde sin forrige Daarlighed, og love Bedring, var mit Hierte færdigt at briste af Medynk.
LIEUTENANT.
Hør min kiære Monsieur Jeronimus! Hvad jeg har giort, er kun for hans eget Beste. Jeg veed at hand er forloved med jer Dotter, og har derfor allene for at tiene jer Huus, bragt ham i den Tilstand, og tractered ham med saadan Haardhed, at han kunde komme til sine Synders Bekiendelse. Men jeg vil for Eders skyld selv give Penge til de Fattige, eftersom jeg hører, at han er bleven forandred, lad ham kun komme hid. Hør min Ven! Jere Forældre have satt store Penge paa jer i Forhaabning, at I skulle blive dem til Ære og Trøst i deres Alderdom; men I reyser klog bort, og kommer gandske forvirret tilbage, oprører den heele Bye, fortplanter selsomme Meeninger, og forsvarer dem med Haardnakkenhed, skal det være Frugt af Studeringer, saa burde man jo ønske, at der vare aldrig Bøger til. Mig synes, det fornemmeste man burde lære i Skolerne, er alt hvad som strider mod det, som I er befænget med, og at en lærd Mand burdte fornemmelig kiendes frem for andre der paa, at han er meere temperered, modest og føyelig udi sin Tale end en Ulærd. Thi den sunde Philosophie lærer os, at vi bør dempe og stille Tvistigheder, at staa fra vore Meeninger, saa tit vi overbeviises af den ringeste at være Vildfarende. Det første Bud i Philosophien er at kiende sig selv, og jo meere en forfremmes derudi, jo slettere Tanker har han om sig selv, jo meer synes ham der staar tilbage at lære. Men I giør Philosophie til Fægtekonst, og holder den for Philosophus, der ved subtile Distinctioner kand forvende Sandhed, og reede sig udaf alle Meeninger, ved saadant giør I jer forhadt af Folk, og bringer Lærdom i Foragt, saasom mand bilder sig ind, at saadanne underlige Lader ere Studeringers rætte Frugt. Det beste Raad jeg kand give jer, er, at I arbeyder paa at glemme og rødde af jer Hoved det som I har anvendt saa mangen Natte-vægt paa at lære, og at I tager jer nogen Handtering for, hvorved I kand bane jer Vey til jer Forfremmelse, eller om I endelig vil blive ved Studeringer, at I da indrætter dem paa en anden Maade.
MONTANUS.
Ach gunstige Herre! Jeg skal følge hans Raad, og beflitte mig paa, at blive et andet Menniske herefter.
LIEUTENANT.
Got, saa gir jeg eder da løs igien, naar I har giort de Løffter baade til eders egne, og eders Sviger-forældre, og bedet dem om Forladelse.
MONTANUS.
Jeg beder eder da ydmygst med grædende Taare alle om Forladelse, og lover at føre et gandske andet Levnet herefter, fordømmer mit forrige Væsen, fra hvilket jeg er bragt ikke meere ved den Tilstand, jeg er geraadet udi, end ved denne brave Mands grundige Tale og Lærdom, for hvilken jeg derfor næst mine Forældre, skal altid have meest estime for.
JERONIMUS.
Saa holder I da ikke meere for min kiære Svigersøn, at Jorden er rund; thi den post ligger mig meest om Hiertet.
MONTANUS.
Min hierte Svigerfar, jeg vil ikke disputere videre derom. Men jeg vil allene sige dette, at alle lærde Folk er nu omstunder af de Tanker, at Jorden er rund.
JERONIMUS.
A - - - Hr. Lieutenant! Lad ham blive Soldat igien, til Jorden bliver flack.
MONTANUS.
Min kiære Svigerfar, Jorden er saa flack, som en Pandekage, er han nu fornøyet.
JERONIMUS.
Ja, nu er vi gode Venner igien; nu skal I faae min Dotter, kommer nu allesammen ind hos mig, og drikker paa en Forligelse; Hr. Lieutenant giør os den Ære at komme ind.
(De gaae ind.)
Ludvig Holberg Homepage
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek