H. C. Andersen: Ev. 116: Børnestuen.

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen: Eventyr 116: I Børnestuen. (1865)

   Fader og Moder og alle Søskende vare paa Komedie, kun lille Anna og hendes Gudfader sad ene hjemme.
   "Vi ville ogsaa have Komedie!" sagde han, "og den kan begynde strax!"
   "Men vi have intet Theater," sagde lille Anna, "og vi have Ingen til at agere! min gamle Dukke kan ikke, for hun er saa ækel, og min nye maa ikke faae sine pene Klæder krøllede!"
   "Man kan altid faae de Agerende, naar man tager hvad man har!" sagde Gudfader. "Nu reise vi Theatret. Her stille vi en Bog, der een og saa nok en een, i skjevt Geled. Nu tre paa den anden Side; der have vi Coulisserne! den gamle Æske, her ligger, kan være Bagtæppe; vi vende Bunden ud. Theatret forestiller en Stue, det kan da Enhver see! Nu skulle vi have de, som agere! Lad os see hvad der findes her i Legetøiskuffen! Først Personerne, saa lave vi Komedien, det Ene holder da paa det Andet, og det bliver udmærket! Her ligger et Pibehoved og her ligger en umage Handske, de kunne godt være Fader og Datter!"
   "Men de ere kun to Personer!" sagde lille Anna. "Her ligger min Broders gamle Vest! kan den ikke spille Komedie?"
   "Den er stor nok til det!" sagde Gudfader. "Den skal være Kjæresten. Den har ikke Noget i Lommerne, det er allerede interessant, det er halv ulykkelig Kjærlighed! - Og her har vi Nøddeknækkerens Støvle med Spore paa! Potz, Blitz, Mazurka! han kan trampe og kneise. Han skal være den ubeleilige Frier, som Frøkenen ikke synes om. Hvad Slags Komedie vil Du nu have? Sørgespil eller Familiestykke?"
   "Familiestykke!" sagde lille Anna; "det holde de Andre saa meget af. Kan Du eet?"
   "Jeg kan hundrede!" sagde Gudfader. "De meest velseete ere efter det Franske, men de ere ikke pene for smaa Piger. Vi kunne jo imidlertid tage et af de netteste, indvortes ligne de Allesammen hverandre. Nu ryster jeg Posen! kukkelurum! splinternyt! nu ere de splinternye! Hør nu Placaten." Og Gudfader tog en Avis og lod som om han læste op:

      Pibehoved og godt Hoved,
      Familiestykke i een Akt.

           Personerne ere:
         Hr. Pibehoved, Fader.
         Frøken Handske, Datter.
         Hr. Vest, Kjæreste.
         Von Støvle, Frier.

   Og nu begynde vi! Tæppet gaaer op; vi have intet Tæppe, men saa er det oppe. Alle Personerne ere inde; saa have vi dem strax. Nu taler jeg som Fader Pibehoved. Han er vred i Dag; man kan see, han er røget Meerskum:
   "Snik snak snurre, basselurre! jeg er Herre i mit Huus! jeg er Fader til min Datter! vil man høre efter hvad jeg siger! Von Støvle er en Person man kan speile sig i, Safian i Overdelen og Sporer paa Nederdelen; snikke, snikke, snak! Han skal have min Datter!"
   "Pas nu paa Vesten, lille Anna!" sagde Gudfader. "Nu taler Vesten. Den har ombøiet Krave, er meget beskeden, men kjender sit eget Værd og har Ret til at sige, hvad den siger:
   "Pletfri er jeg! Boniteten maa ogsaa tages i Overveielse. Jeg er af ægte Silketøi, og jeg bærer Snore!"
   "Paa Bryllupsdagen, ikke længer! de holde ikke Couleur i Vasken!" det er Hr. Pibehoved som taler. "Von Støvle er vandtæt, stærk i Skindet og dog saa fiin, kan knirke, klirre med Spore og har Physiognomi af Italien!"
   "Men de skulde tale paa Vers!" sagde lille Anna, "det skal være det Yndigste!"
   "Det kunne de ogsaa!" sagde Gudfader. "Og naar Publicum befaler, man taler! - See paa den lille Frøken Handske, hvor hun strækker Fingre:

         "Heller alle Dage
         Handske uden Mage!
         Ak!
         Jeg kan ikke overvind' 'et!
         Jeg revner i Skindet." -
             "Snak!"

Det var Fader Pibehoved; nu taler Hr. Vest:

         "Elskede Handske!
         Om selv de blev spanske, 
         Min skal Du blive!
         Nu svor Holger Danske."

   Støvle slaaer ud, tramper i Gulvet, klirrer med Spore og river tre Coulisser om."
   "Det er udmærket deiligt!" sagde lille Anna.
   "Stille, stille!" sagde Gudfader; "stumt Bifald viser at Du er et dannet Publicum i første Parket. Nu synger Frøken Handske sin store Arie med Knæk:

         "Jeg kan ikke tale,
         Saa maa jeg gale
         Kykkeleky, i de høie Sale!"

   Nu kommer det Spændende, lille Anna! det er det Vigtigste i Komedien. Seer Du, Hr. Vest knapper sig op, sin Tale kaster han lige ud til Dig, for at Du skal klappe; lad bare være! det er finere. Hør, hvor det rasler i Silketøiet: "Vi ere paa det Høieste! vogt Dem! nu kommer Intriguen! De er Pibehoved, jeg er det gode Hoved, - Vup, er De væk!" Saae Du det, lille Anna!" sagde Gudfader. "Det er et udmærket Sceneri og Komediespil: Hr. Vest greb gamle Pibehoved og puttede ham i Lommen; der ligger han, og Vesten taler:
   "De er i min Lomme, i min dybeste Lomme! aldrig kommer De derfra, før De lover at forene mig med Deres Datter, Handske til Venstre; jeg rækker Høire!"
   "Det er rædsomt deiligt!" sagde lille Anna.
   "Og nu svarer gamle Pibehoved:

         "Jeg bliver saa ør!
         Det er ikke som før.
         Hvor er mit Humeur?
         Jeg føler, mig mangler mit hule Rør.
         Ak aldrig før
         Var jeg saaledes skjør. -
            O, tag mit Hoved
            Af Lommen atter,
            Og vær forlovet
            Saa med min Datter!"

"Er Komedien allerede ude?" sagde lille Anna.
"Bevar' os vel!" sagde Gudfader, "den er kun ude for Hr. Støvle. De Elskende knæle, den Ene synger:

         "Fatter!"

den Anden:

         "Tag Hoved atter,
         Velsign saa Søn og Datter!"

De velsignes, holde Bryllup og Meublerne synge i Chor:

         "Knik, knak,
         Mange Tak!
         Nu er Stykket ude."

   Og saa klappe vi!" sagde Gudfader, "kalde dem Allesammen frem, Meublerne med. De ere af Mahogni!"
   "Er vor Komedie nu ligesaa god, som den, de Andre have i det rigtige Theater?"
   "Vor Komedie er meget bedre!" sagde Gudfader; "den er kortere, den er frit tilkjørt, og Tiden er gaaet til Theevand!"

H. C. Andersen Homepage