H. C. Andersen: Ev. 30: Springfyrene.

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen: Eventyr 30: Springfyrene. (1845)

   Loppen, Græshoppen og Springgaasen vilde engang see hvem af dem der kunde springe høiest og saa inviterede de hele Verden og hvem der ellers vilde komme at see den Stads, og det var tre ordenlige Springfyre, da de kom sammen i Stuen.
   "Ja, jeg giver min Datter til den, som springer høiest!" sagde Kongen, "for det er saa fattigt at de Personer skulle springe om ingen Ting!"
   Loppen kom først frem, den havde saadanne nette Manerer og hilsede til alle Sider, for den havde Frøken-Blod i sig og var vant til kun at omgaaes med Mennesker, og det gjør nu saa meget.
   Nu kom Græshoppen, den var rigtignok betydelig sværere, men den havde dog ganske god Skik paa sig og var i grøn Uniform, og den var medfødt; desuden sagde Personen, at den havde en meget gammel Familie i det Land Ægypten, og at den her hjemme var høit vurderet, den var taget lige fra Marken og sat i et Korthuus der havde tre Etager, allesammen af Herreblade, der vendte den couleurte Side indad; der vare baade Dør og Vinduer og det skaarne ud i Livet paa Hjerter Dame. "Jeg synger saaledes", sagde den, "at sexten indfødte Faarekyllinger der have pebet fra Smaa af og dog ikke faaet Korthuus, have ved at høre mig ærgret sig endnu tyndere end de vare!"
   Begge to, baade Loppen og Græshoppen gjorde saaledes godt rede for hvem de vare og at de troede de nok kunde ægte en Prindsesse.
   Springgaasen sagde ikke noget, men man sagde om den, at den tænkte desto mere og da Hofhunden bare snøftede til den, indestod han for at Springgaasen var af god Familie; den gamle Raadmand, der havde faaet tre Ordener for at tie stille, forsikkrede at han vidste at Springgaasen var begavet med Spaadoms-Kraft, man kunde see paa Ryggen af den om man fik en mild eller en stræng Vinter og det kan man ikke engang see paa Ryggen af ham der skriver Almanaken.
   "Ja, jeg siger nu ikke noget!" sagde den gamle Konge, "men jeg gaaer nu saadan altid og tænker mit!"
   Nu var det Springet om at gjøre. Loppen sprang saa høit at Ingen kunde see det og saa paastode de at den slet ikke havde sprunget og det var nu lumpent!
   Græshoppen sprang kun halv saa høit, men den sprang Kongen lige i Ansigtet og saa sagde han at det var ækelt.
   Springgaasen stod længe stille og betænkte sig, man troede tilsidst at den slet ikke kunde springe.
   "Bare den ikke har faaet ondt!" sagde Hofhunden og saa snøftede han igjen til den: rutsch! sprang den et lille skjævt Spring hen i Skjødet paa Prindsessen der sad lavt paa en Guld-Skammel.
   Da sagde Kongen: "Det høieste Spring er at springe op til min Datter, for det er det Fine af det, men Sligt hører der Hoved til at falde paa og Springgassen har viist at den har Hoved. Den har Been i Panden!"
   Og saa fik den Prindsessen.
   "Jeg sprang dog høiest!" sagde Loppen. "Men det kan være det samme! lad hende kun have den Gaaserad med Pind og med Beeg! jeg sprang dog høiest, men der skal i denne Verden Krop til for at de kunne see Een!"
   Og saa gik Loppen i fremmed Krigstjeneste, hvor man siger at den blev slaaet ihjel.
   Græshoppen satte sig ude i Grøften og tænkte over hvorledes det egentlig gik til i Verden og den sagde ogsaa: "Krop skal der til! Krop skal der til!" og saa sang den sin egen bedrøvelige Vise og det er af den vi have taget Historien, som dog gjerne kunde være Løgn om den endogsaa var trykt.

H. C. Andersen Homepage