www.kb.dk > Bevar Bogen > Håndskrifter - europæiske > 4. C.W. Eckersberg - papirer og målinger
 

 English
printervenlig version
Sponsorat:
68.000 kr.
 
Klik på billedet for at se det i stor version (åbner i nyt vindue).

4. C.W. Eckersberg
- en guldaldermalers papirer og klimatologiske målinger

Universitetsbiblioteket modtog i det 19. og 20. årh. papirer og brevsamlinger efter en lang række danske kunstnere, bl.a. Johs. Wiedewelt, Jens Juel og C. W. Eckersberg, for blot at nævne nogle af de største navne. C. W. Eckersberg blev den mest betydelige og indflydelsesrige danske maler i første halvdel af 1800-tallet. Efter ophold i Paris og Rom blev han medlem af Kunstakademiet, i 1818 professor sst. og den ledende lærerkraft ved akademiets modelskole. Hans klassicistiske kunstsyn, grundlagt under indflydelse af David i Paris, blev også afgørende for hans mange elever og var et dominerende træk i den danske malerkunsts ’guldalder’ langt op i det 19. årh. med Wilhelm Marstrand som dens sidste store repræsentant.

Eckersbergs papirer blev år 1900 doneret af hans datter til Universitetsbiblioteket, efter at kunsthistorikeren Emil Hannover havde ordnet og registreret dem. Samlingen består af 17 kapsler og omfatter Eckersbergs personlige papirer (bl.a. rejser), papirer vedrørende hans virksomhed som maler og medlem af diverse kommissioner, hans omfattende danske og internationale korrespondance, samt mange koncepter til attester og bedømmelser af kunstnere. I 1923 modtog biblioteket yderligere 15 bind regnskabs- og dagsbøger 1810-53.

Efter overflytningen af Universitetsbibliotekets håndskrifter til Det Kongelige Bibliotek i 1938 modtog Det Kongelige Bibliotek fra Klimatologisk Afdeling på Meteorologisk Institut Eckersbergs optegnelser ’om vejr, vind og temperaturer i København, ført fra 1810 til 1851 (14 bind). Donationen fra år 1900 bærer i dag præg af at have været meget benyttet af kunsthistorikere, og hele arkivet skal ompakkes i tidssvarende syrefrit materiale.

bevaringsbehov >