Men flere af hans vaudeviller fik som vanligt en hård medfart, når Andersen forsøgte at indlevere dem til Det Kongelige Teater. Til eksempel kan tjene medlem af Teatrets direktion, Christian Molbechs, standpunkt i forbindelse med en vaudeville, som Andersen havde sendt ind i 1840:

"At Hr. Andersen kalder denne en Vaudeville, er kun Misbrug og Misforståelse af Navnet; og Hr. Andersen forstaar overhovedet slet ikke at skrive en dansk Vaudeville, saaledes som vi har faaet Anskuelse af denne dramatiske Genre ved Professor Heibergs Arbejder. Han tror at kunne gøre Sagen klar ved i hver Scene én eller flere Gange at lade en eller anden af Personerne synge et eller flere Vers til allehaande især renommerede Melodier af Operaer, men i Almindelighed er Virkningen heraf rent forfejlet. Imellem det musikalske og poetiske (eller upoetiske) Element er ingen Harmoni; eller Forfatteren frembringer i det højeste en ironiserende Virkning, idet man hører en yndet Melodi anvendt paa en falsk Maade og for at vække Latter hos Tilskuerne, der ikke har bedre musikalsk Smag end Hr. Andersen."

Men mange af stykkerne blev med tiden populære og faldt i publikums smag. Medvirkede var også, at det hen imod indførelsen af Grundloven blev muligt at bryde Det Kongelige Teaters monopol på teaterdrift, og først lidt senere blev det angivet, at man ikke måtte spille deres repertoiretyper. Lederen af et omrejsende teaterselskab H.W. Lange indgik i slutningen af 1840erne aftale med Andersen om at spille flere af hans stykker.

I 1848 åbnede Casino – først som vintertivoli, men fra 1849 som teater for lystspil, folkekomedier og vaudeviller – med netop Lange som direktør. Her satsede man på de lette stykker med musik, og her tog et mere blandet publikum gerne imod Andersens værker. Og digteren blev tæt knyttet til Casino, som han leverede flere store succeser til.

Teksten
Andersen kaldte selv sit stykke En Nat i Roeskilde for en vaudevillespøg, og den var en omarbejdelse af forfatterne Charles Victor Warin og Lefevres Un chambre à deux lits. Digteren begyndte på at oversætte og bearbejde stykket i april 1847, sandsynligvis på opfordring af sin ven og velynder Jonas Collin, der også var direktør for Det Kongelige Teater. Collin viste det til to af teatrets store skuespillere, Christian N. Rosenkilde og Ludvig Phister. Andersen havde før skrevet en vaudeville-monolog til Phister, så det var tænkeligt, at han også denne gang med glæde tog mod stykket – det ved vi ikke. Men Rosenkilde var til gengæld ikke særlig begejstret, så planen måtte opgives. Collin undskyldte derfor over for Andersen, ”at jeg for en Deel er Skyld i, at De, maaskee forgieves, har anvendt nogen Tid paa det Arbeide”.

Men arbejdet var slet ikke forgæves, for på længere sigt fik vaudevillen en fin modtagelse. Den blev første gang spillet i Studenterforeningen i begyndelsen af december 1848, og senere kunne Andersen opleve en opførelse ved en privat juleunderholdning på Bregentved, hvor han fejrede højtiden. Kort tid efter indleverede han stykket til Det Kongelige Teater, og atter engang måtte han opleve at få et af sine værker tilbage med afslag. Censoren Johan Ludvig Heiberg betegnede det som ”I en vel simpel Smag, meest passende ved en Privatforestilling”.

Teatret besluttede derefter, at man ville henvise vaudevillen til skuespillernes private sommerforestillinger, men i mellemtiden trak Andersen sit værk tilbage. Der var nu kommet andre muligheder for en opførelse. En Nat i Roeskilde fik derfor sin offentlige premiere på Casino den 6. maj 1849 ved skuespilleren Christian Schmidts aftenunderholdning. I september samme år blev stykket indlemmet på Casinos regulære repertoire, og det spillede i alt 46 gange indtil 1862.

Librettoen, som kun var på syv sider, udkom i januar 1850 og blev så populær, at den måtte genoptrykkes i 1869. Også senere er der kommet adskillige udgaver. I 1874 ønskede musikforlaget Wilh. Hansen at genudgive sangene, da - som Andersen skriver i sin dagbog - ”der ideligt fra Provindserne var Spørgsmaal om at faae disse Melodier til Afbenyttelse ved Stykkets Opførelse i private Kredse.” Helt op i 1900-tallet var komedien meget spillet, sikkert også på grund af dens få personer og dens gode musik.

[ Se Casinos originale sufflørbog her (pdf)]

[ Se librettoen her (pdf)]

Musikken
En Nat i Roeskilde indeholder da også en lang række sange, og Andersen har valgt melodistoffet fra hele det musikalske repertoire, som var populært i København omkring 1840-50. Heri indgår han fint i den Heibergske vaudevilletradition, men det krævede, at han kendte – og huskede - et bredt udvalg af musik. Det var komponisten og dirigenten Carl Malmqvist, der arrangerede musikken ved at tilpasse den til teksterne og de medvirkendes formåen samt udsætte den for orkester – et samarbejde som videreførtes i Andersens næste store succes, eventyrkomedien Meer end Perler og Guld (1849). H.C. Lumbyes orkester fra Tivoli medvirkede ved Casinos forestillinger, og opførelsesmaterialet befinder sig stadig i Det Kongelige Biblioteks samling af nodemanuskripter og i orkesterbiblioteket. Her kan man - efter stemmerne at dømme - bl.a. se, at strygergruppen i Lumbyes orkester var forholdsvis lille, mens fløjte, klarinet og fagot er besat med de normale to stemmer hver.

Sange og arier fra operaer og syngespil er en af de genrer, Andersen valgte fra. Det gælder både de franske syngespil og operaer som Daniel François Esprit Aubers Den Stumme i Portici, danske operaer som Fr. Kuhlaus Lulu og nye italienske operaer som Vincenzo Bellinis La Sonnambula, hvor de to første havde været opført på Det Kongelige Teater. Bellinis opera havde Andersen hørt i Rom i 1833 og senere forskellige steder i Europa, bl.a. med Jenny Lind.

[ Hør et uddrag af En Nat i Roeskilde her (RealPlayer) (se detaljer og kreditering)]

I årene fra 1848 og frem skrev og bearbejdede Andersen adskillige dramatiske værker til sin gode ven H.W. Lange som direktør for Casinoteatret. Heraf er de mest kendte nok tryllespillet Meer end Perler og Guld fra 1849 og i årene efter eventyrkomedierne Ole Lukøie og Hyldemor. Derudover opførte Casino også flere af hans ældre arbejder, f.eks. Mikkels Kjærlighedshistorier i Paris og En Komedie i det Grønne.

Det var sandsynligvis Jonas Collin, der fik Andersen til at bearbejde det franske stykke til En Nat i Roeskilde, men på trods af gode intentioner, lykkedes det ham ikke at få vaudevillen op på Det Kongelige Teater.

H.C. Andersen karakteriserer svenskere, nordmænd og slesvig-holstenere ved hver deres sang i stykket. Den ene af personerne, Graah, opdager den anden person snorke i sengen ved siden af og forsøger at finde ud af hans herkomst ved at synge uddrag af forskellige nationale sange. Blandt dem er Wanke nicht (Schleswig-Holstein meerumschlungen), der blev skrevet til en stor sangerfest i Slesvig i 1844 og nærmest blev landsdelens nationalsang. Den store, gamle dobbelteg på forsiden symboliserer de to landsdeles samhørighed fra de ældste tider, hvor havet smyger sig omkring begge sider..