Teksten
Andersen skrev sit digt Vi er eet Folk inspireret af en rejse til Sverige i 1837: ”Land og Folk fik jeg kjær og syntes, som sagt, at mit Hjems Grændse voxte, først nu forstod jeg ret, hvor beslægtet Svensk, Dansk og Norsk vare, og i denne Følelse skrev jeg strax efter min Hjemkomst Sangen: ’Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver!’”. Der er nok tale om en erindringsforskydning hos forfatteren, for digtet kom først til verden to år efter rejsen.

I maj 1839 havde Andersen lovet den svenske forfatter og udgiver Bernhard Cronholm et bidrag til den svensk-danske nytårsgave Hertha. Netop i disse år blev der næret særligt varme følelser for det svenske broderfolk, og det sydlige Sverige opfattede også på mange måder København som et kulturelt centrum. Derfor blev der udgivet en del dansk-svenske poetiske kalendere. Bernhard Cronholms nytårsgave kom tre år i træk og indeholdt værker af både danskere og svenskere med H.C. Andersen som den flittigste bidragyder. De musikalske bilag var dog udelukkende med svensk musik.

Imidlertid blev digtet først skrevet på den fynske herregård Lykkesholm den 24. juli 1839. Her havde Andersen vandret i de store omkringliggende skove og tænkt på Sverige. ”Jeg følte smukt den nordiske Aand, hvorledes de tre Brødrefolk lidt efter lidt voxe sammen, og da faldt det mig ind, men vi tre have jo ingen Nationalsang, jeg vil give dem een og som sagt, saa skete det; jeg troer at faaer den en rigtig Melodie, een, som ”Kong Christian” har det, da kan den gjerne blive skandinavisk…”.

I oktober kunne Andersen så sende digtet til Cronholm, som gladeligt tog det med i sin samling, der udkom i januar 1840 og endda bragte et billede af Andersen over for titelbladet, hvad der glædede digteren meget. Kort efter blev digtet trykt på forsiden af den skandinavisk indstillede danske avis Fædrelandet den 26. januar 1840.

Otto Lindblad
Bernhard Cronholm havde fået komponisten Otto Lindblad til at sætte Jeg er en Skandinav i musik, og hans sats for 4-stemmigt mandskor udkom som et musikbilag til Hertha. Andersen var meget glad for kompositionen og skrev til Cronholm: ”De maa paa det hjerteligste takke Komponisten til ’Jeg er en Skandinav’. Sig mig hvor han opholder sig, da vil jeg selv udtale min Tak”. Lindblads melodi har da også et frisk marchagtigt præg, som lyder godt for mandskor.

Selv om digtet allerede ved publiceringen var udsat for denne besætning, kom det først for alvor på repertoiret i 1845 – hos studentersangforeningerne i både Lund og København. Det er sandsynligvis Lindblad selv – som dirigerede de lundensiske studenter - der har sat sangen på repertoiret i Lund.

Men da H.C. Andersen allerede i april 1840 besøgte den sydsvenske universitetsby, blev han hyldet af studenterne med bl.a. denne sang. Da de tre nordiske landes studenter i 1845 mødtes, hilste også svenskerne nordmændene i Københavns havn med netop denne sang, og den fik ligeledes plads i en af de første norske samlinger af mandskorsange (fra 1845). Men efter denne kortvarige popularitet blev Andersens digt sjældent sunget.

[ Se teksten og noderne til Otto Lindblads komposition med klaverakkompagnement her (pdf)]

Johan Christian Gebauer
Digtet fik ikke den store udbredelse i Danmark på længere sigt, og det kan muligvis skyldes J.C. Gebauers lidt vanskelige melodi. Han udsatte teksten for solosang og korisk omkvæd i 1839, og Andersen skriver, at ”her i Kjøbenhavn har en ung Mand Gebauer sat Musik til den og været meget heldig. Han kom forleden til mig og fortalte at en Riig havde hørt hans Musik og vilde besørge den udgivet for ham”. Sangen blev udgivet i 1840, dog lidt senere end Lindblads mandskorsats, for det havde Andersen betinget sig.

Imidlertid blev den nok først sunget til et møde i det såkaldte Skandinavisk Selskab. Det var en kreds af nordisk interesserede danskere, som i 1840erne mødtes for at diskutere, høre foredrag og musik etc. med et skandinavisk sigte. Ved mødet i slutningen af februar 1844 kunne man så afsynge Andersens skandinaviske digt på Gebauers melodi, der blev betegnet som ”en ny Musik”. Den blev også optaget i selskabets visebog, som kom i hæfter 1843-46, og den kom med i ikke mindre end ti andre visebøger indtil 1870 – altså stort set i Andersens levetid.

Gebauers melodi er også i en marchagtig stil, der egner sig godt til en skandinavisk slagsang, men melodien er med sine store spring ikke så sangbar. Den slutter sig til hans øvrige nationalt prægede sangproduktion, men er skrevet i et lidt mere kompliceret tonesprog end den enkle stil, der ellers kendetegner hans vokale produktion.

I 1841 forsøgte komponisten at få melodien fremført i Musikforeningen i en version for mandskor og orkester, men her undskyldte man sig med, at man ikke ønskede at opføre teksten - nok fordi den havde for mange politiske undertoner. Som solo- og korsang fik den dog en kort udbredelse og blev bl.a. opført med et 150-mands kor i Casino i maj 1848.

Andersen skrev selv, at ”nu kom min Sang til Ære, og man sagde mig, at denne Sang vilde overleve Alt af hvad jeg havde skrevet! Ja een af vore betydelige offentlige Characterer forsikkrede og i Alvor, at dette var det eneste Digt, der gjorde mig til dansk Digter. Nu sattes det saa høit, for eet Aar tilbage var det kun Productet af smigret Forfængelighed”. Den ”offentlige Character” var politikeren Orla Lehmann, men spådommen kom ikke helt til at holde stik. Senere måtte Andersen da også konstatere, at ”Saavel i Sverrig som i Danmark havde min Vise Componister og er bleven Concertvise, men den er ikke bleven populair”, selv om begge melodier var kendt i hvert fald i Danmark.

Første side af H.C. Andersens manuskript til digtet "Jeg er en Skandinav".