Peter Heise: Drot og Marsk - en opera i skillelinien
Peter Heise og Chr. Richardts opera Drot og Marsk havde premiere i 1878, og operaen står på en skillelinie i dansk musikdramatisk historie mellem den romantiske ideverden som emne og den tekstnære musik uden egentlige afsluttede musiknumre som stil. Samtidig behandler dramaet evigt aktuelle temaer som erotik, jalousi og hævn, og det er da også en af de få danske operaer fra 1800-tallet, der stadig opføres jævnligt.
I august 1875 omtalte komponisten Peter Heise ideen om en opera over mordet på kong Erik Klipping (1249-1286) for sin svigerinde, Elise Ploug, som straks udarbejdede et udkast til handlingsgangen. Det sendte komponisten til sin ungdomsven, forfatteren Chr. Richardt, som ligeledes hurtigt gik i gang med librettoen. Heise havde tidligere arbejdet med temaet i forbindelse med en ouverture til forfatteren Carsten Hauchs drama Marsk Stig.
Allerede i september 1875 spurgte Heise, om ikke Det Kongelige Teaters censor Christian K.F. Molbech kunne godtage de to første akter og en handlingsgang for de to sidste, og det mente Molbech nok. Librettoen var færdig i november 1875, og midt i måneden kunne den så sendes til teatret. Den 6. december 1875 blev operateksten antaget med anbefalinger som ”megen poetisk Stemning og lyrisk-romantiske Enkeltheder af virkelig Skønhed” samt ”Scener og Situationer af sand dramatisk-musikalsk Karakter”. Den indeholdt ”Forfatterens bekendte rytmiske Sang og Sprogkunst … hvori en hjemlig Sprogtone med Klang af Folkevisen er heldig anslaaet og gennemført” – ”en særdeles vellykket Operatekst”. Man håbede nu, at Heises musik kunne leve op til disse lovord, og det kunne egentlig godt være blevet en noget tam fornøjelse i et for tiden gammeldags romantisk tonesprog.
Men det blev det ikke. Heise komponerede i løbet af 1876 og første halvdel af 1877 musikken til operaen, som blev indleveret til teatret i oktober 1877 og straks antaget af kapelmester H.S. Paulli. Heise tog selv aktivt del i prøveforløbet, og han berettede, at han hver dag fik ”mere Blod paa Tanden, altsom det gaar bedre og bedre fremad. Jeg synes, der har været Lykke over den hidtidige Indstudering, alle synes at have Lyst og Interesse og at passe ypperlig for deres Roller.” Operaen havde premiere den 25. September 1878 under ledelse af Paulli og oplevede i sin første sæson 11 opførelser. Den blev godt modtaget af publikum, mens pressekritikken var mere blandet. Anmelderne hæftede sig ved den tunge, noget mørke musik uden bravourarier, store ensemblenumre og livlig balletmusik, og de savnede dramatisk sammenhæng og en nærmere tilknytning til den historiske virkelighed. Selve operaen og ikke mindst modtagelsen af den rummer således træk, der peger både fremad og tilbage i tiden.
Operaen bliver som sagt stadig opført i dag. Den var f.eks. på Det Kongelige Teaters repertoire i sæsonen 1992-93, på Den Jyske Operas program i 1999-2000, og den opføres af Tivolis Symfoniorkester og Koncertkor i forbindelse med Golden Days-festivalen den 7. september 2002. Siden premieren har den oplevet over 200 forestillinger. Grundene til dens stadige succes er selvfølgelig musikkens originalitet og dens fine samspil med teksten, men også at historien som glødende jalousidrama er stadig aktuel. Medvirkende er nok også, at der behandles et emne fra den nationale historie, selv om dette aspekt givet er trådt i baggrunden i de senere årtier og på trods af, at selve emnet er lidet glorværdigt og ikke en national heltehistorie. Til gengæld er interessen for netop middelalderen, hvor operaen foregår, vokset støt mod 1900-tallets slutning, som en tidsalder der på en behændig måde kan danne ramme om vores egne drømme.
Allerede ved premieren var musikken dog det punkt, der vakte størst undren og mangel på forståelse. Der var her tale om et værk, der var på højde med tidens fremherskende europæiske opera i en tekstnær stil af mere deklamerende art med meget få afsluttede sangnumre eller afsnit af mere lyrisk tilsnit. Heri spillede orkestret en vigtig rolle som selvstændig dramatisk faktor, der ved særlige effekter og instrumentation kan understrege eller fremkalde specielle stemninger.
Selve historien er i højere grad et udtryk for romantikkens store forkærlighed for middelalderen og folkeviserne. Det viser sig i højromantikken omkring 1850 i store værker som J.P.E. Hartmanns opera Liden Kirsten og Niels W. Gades korværk Elverskud. Her har vi altså – næste 30 år ”for sent” - endnu et dramatisk værk, der omhandler samme emnekreds. Heise var elev af komponisten og udgiveren A.P. Berggreen, som var en af de varmeste fortalere for brugen af folkeviser som inspiration til nykomponerede værker, og som formulerede dette programpunkt meget klart i indledningen til Folke-Sange og Melodier, fædrelandske og fremmede, første udgave, bd. 1, København 1842. Heise og Richardt forsøgte da også på visse steder i operaen at genskabe folkevisestemningen, tydeligst i Ranes sang (link), men også f.eks. til dels i Aases indledende vise (”Det var sig Humleranken”). Behandlingen af et nationalt historisk emne indgik i en romantisk tradition, som i 1860erne og 1870erne var på vej ud, og som der netop i disse år blev gjort op med. Publikum kendte de førnævnte romantiske værker og andre af lignende art og måtte derfor forvente endnu et værk, opbygget på samme måde. Her fik de hverken et romantisk smukt drama eller sangbare arier, men derimod en højspændt tragedie med dramatisk farvet musik, hvilket bidrog til den datidige kølige modtagelse.
Operaens emne bygger næsten udelukkende på folkeviserne om marsk Stig, for de historiske kendsgerninger er meget få. Det stort set eneste, man med sikkerhed ved, er at kong Erik Klipping blev myrdet i Jylland Sankt Cæcilie Nat (d. 22. november) 1286, og at marsk Stig og en række andre højtstående mænd blev dømt fredløse efter mordet. Om de var skyldige anses i dag for tvivlsomt. Det er derfor hovedsageligt folkeviserne, der har dannet historien omkring den dramatiske begivenhed. Der eksisterer især to teksttyper inden for det store værk Danmarks gamle Folkeviser nr. 145: den ældre, som nok er blevet til kort tid efter mordet og som skildrer Danmark i politisk uføre, og den yngre type, hvor kong Eriks voldtægt på marskens hustru beskrives, og marsk Stigs hævn er en vigtig faktor.
Det er interessant at iagttage to kunstneriske behandlinger af disse folkeviser fra stort set samme tidspunkt: Heise og Richardts opera (færdiggjort 1877) og Otto Baches maleri De Sammensvorne fra 1882. Heise og Richardt benytter til deres drama de folkeviser, der angiver kongens forførelse af marskens hustru som motiv for drabet. Dette kræves netop til et drama, der foregår og som skal fortælle en historie over et tidsrum, hvor de dramatiske konflikter er i centrum. Der er ikke historisk belæg for denne historie, men det spiller ikke nogen rolle her. Det politiske aspekt berøres dog ved anvendelse af en af folkevisernes omkvæd ”Nu stander Landet i vaade” som folkets slutreplik i operaen.
Anderledes er det med Baches maleri. Det skildrer et øjebliksbillede og skal med visuelle symboler mane en stemning frem. Vi kender nogle af skitserne til maleriet, deriblandt en som fremstiller den mest fremtrædende person med sit skjold vendt mod publikum. Her kan man se Hvide-slægtens syvtakkede stjerne, og man kan derfor udlede af billedet, at marsk Stig er hovedmanden bag drabet – men ikke hvorfor. Samtidig er maleriet fyldt med uhyggeskabende symboler (se nedenfor) og knytter sig derfor tydeligt til den anden gruppe af folkeviserne, hvor trekant-dramaet ikke er nævnt.
Vi ved fra andre skitser, at Bache har været utrolig omhyggelig med kildestudier til billedet, bl.a. påklædningen og våbnene. På den måde knytter han sig til den nye kildekritiske metode, som historikeren Kr. Erslev lige før 1880 havde lagt grunden til i den danske historietradition. Bache er derfor, muligvis i kildekritikkens navn, veget tilbage for på det endelige billede at placere ansvaret for mordet, og han har vendt den centrale person således, at man ikke kan se hans skjold. Billedets titel er blot De Sammensvorne uden udpegning af særligt skyldige, og det peger således fremad i tiden ved i højere grad at forholde sig til de nye kildekritiske metoder.
Det er forståeligt, at de to forskellige kunstarter fra samme tid benytter hver sin folkevisegruppe og dermed hver sin tolkning, og historien har vist, at begge kunstneriske fortolkninger har kunnet stå sin prøve.
Peter Heise var midt i fyrrene, da han skrev operaen Drot og Marsk, der blev et af hans sidste værker. Hans øvrige musikdramatiske erfaring indskrænkede sig til et syngestykke af Henrik Hertz, Paschaens Datter, en ballet Cort Adeler i Venedig, samt ouverturer og sange til flere skuespil.
I 1856 skrev Heise en koncertouverture til digteren Carsten Hauchs tragedie Marsk Stig, der var blevet opført på Det Kongelige Teater i 1850. Heises musik har således ikke været anvendt til Hauchs skuespil på scenen, men har derimod været opført et par gange selvstændigt i Musikforeningen. Heise lod skuespillet danne inspiration til sine planer om operaen, og i forbindelse med udgivelsen af klaverudtoget af ouverturen er det angivet, at den benyttedes i sin helhed ved den første opførelse af Drot og Marsk. Siden hen er det kun den indledende Andante, der anvendes som forspil i operaen.
[Partituret til ouverturen Marsk Stig, manuskript, første nodeside]
Carsten Hauch (1790-1872)
Både Richardt og Heise var inspireret af Carsten Hauchs drama Marsk Stig (1850). Men også andre før ham havde behandlet emnet, deriblandt Adam Oehlenschläger i Erik Glipping (1844), C.J. Boye i Erik den Syvende (1827) samt ikke mindst B.S. Ingemann i romanen Erik Menveds Barndom (1828). Hauchs skuespil blev modtaget med stærkt bifald, men det holdt sig dog kun på repertoiret i én sæson, bl.a. på grund af de mange sceneskift. Det tiltalte imidlertid Heise, at Hauch lod kongen forføre fru Ingeborg, ikke voldtage hende, som det skildres i nogle af folkeviserne og som de tidligere dramatiske behandlinger af emnet havde skildret. Figuren Aase er også Hauchs opfindelse (her kaldes hun Sigrid) – hun nævnes ikke i folkeviserne. Chr. Richardt lod sig ligeledes tydeligt inspirere af Hauch, men han indføjer også selv en del ændringer. Det er imidlertid tydeligt, at den romantiske persontegning ikke helt slår til i slutningen af 1870’erne. Heise beder således Richardt om at lade kong Erik optræde ”rigtig elskovsglødende, uimodstaaelig, sanselig!”, hvor Hauch i højere grad nøjes med at lade kongen sige disse ting, og samtidig tilbyder komponisten at understrege dette aspekt i musikken (Brev fra Heise til Richardt 30.8.1875). Ændringerne i forhold til Hauchs tekst er bl.a. sammenlægning fra fem til tre akter og tilføjelse af koret.
Peter Heises kone, Ville, var søster til politikeren og forfatteren Carl Plougs kone, Elise. Efter at have fået ideen til dramaet præsenteret af Heise, lavede Elise ivrigt det første udkast til en synopsis. Heri forekommer flere aspekter, som blev ændret i selve operaen, f.eks. at pigen Aase hedder Else og at hendes far, Jørgen Vaabensmed, optræder. Heise sendte udkastet til Chr. Richardt i august 1875 med en hel del kommentarer til handlingsgangen, så komponisten havde således fra begyndelsen nogle klare forestillinger om tekstens udformning.
[Udkast til handlingen fra Elise Ploug, side 1]
[Udkast til handlingen fra Elise Ploug, side 2]
Chr. Richardt
Digteren og præsten Chr. Richardt var Heises gode ven fra skoletiden, og de havde før samarbejdet om flere korværker, bl.a. Ruskantaten til Studenter-Sangforeningen, Volmerslaget fra 1868 og Tornerose fra 1873 samt en lang række solo- og korsange.
Et af de første breve fra Heise til Chr. Richardt, dateret 20. august 1875, hvori han gør nærmere rede for Elise Plougs udkast til handlingsgangen, som han dog ikke er helt enig i, men som alligevel rummer et udgangspunkt for operaens opbygning. Heise kommenterer bl.a. at Aase må komme op på slottet og ikke bare forsvinde efter den indledende scene i skoven, det uheldige i at Ingeborg dør på scenen, samt at Ingeborg nok skal være til stede ved sammensværgelsen. Han længes efter at komme i gang med kompositionen, og i den følgende korrespondance kommer komponisten ofte med forslag til figurtegninger etc.
[Brev fra Peter Heise til Chr. Richardt 20.8.1875]
Partituret til Drot og Marsk, Heises autograf
Første nodeside af ouverturen. Operaen findes ikke trykt i partitur, kun i klaverudtog.
[For større billede - klik her]
Chr. Richardt fik henvendelsen om librettoen fra Heise i august 1875, og han var ”villig til at gøre Forsøget, men endnu villigere til at give det i hvilkesomhelst andre Hænder” (Brev af 18.8.1875 fra Chr. Richardt til Peter Heise). Heise skriver dog tilbage, at han gerne vil holde fast ved Richardt, fordi han både er en god digter og en musikalsk person. Forfatteren går hurtigt i gang med teksten og arbejder intensivt. En stor del af operaens tilblivelse kan følges gennem den omfangsrige korrespondance mellem de to kunstnere samt noterne i Chr. Richardts kalender.
Allerede den 23. marts 1878 - før operaens førsteopførelse den 25. september - udkom librettoen, således at folk på forhånd kunne sætte sig ind i handlingen, og den nåede at foreligge i 2. oplag inden premieren. Udgivelsen er dediceret til Heise (se dedikation her), og samtidig angiver Chr. Richardt eksplicit, at teksten bygger på Hauchs tragedie og på folkeviserne. Librettoen udkom i 7. oplag helt fremme i 1925.
Teatermaler Valemdar Gyllichs udkast til scenografi til førsteopførelsen af Drot og Marsk i 1878. Gyllich var især dygtig til at male naturtro scenebilleder, således som scenen her fra kongeslottets indre hal.
[Se udkast til scenografi her]
Portræt af en af Det Kongelige Teaters førende skuespillere, Emil Poulsen som kong Erik. Pastel fra førsteopførelsen i 1878 af maleren Hans Christian Vantore, der skabte mange rolleportrætter. Heise kendte Poulsen fra tidligere, bl.a. i forbindelse med opførelsen af Oehlenschlägers Palnatoke i 1865, som Heise skrev musik til. Emil Poulsen iscenesatte sammen med Heise og balletdirigentetn Ludvig Gade førsteopførelsen af Drot og Marsk, og han spillede også selv kong Erik. Tenoren Jens Nyrop, som ellers var udset til rollen, havde nemlig ytret at han ikke ville lade sig slå ihjel på scenen af "en ung fyr" som Niels Juel Simonsen. Emil Poulsen var egentlig ikke sanger, men Heise ændrede partituret for at imødekomme vennens sanglige muligheder. Anmelderne påpegede da også Emil Poulsens lidt utilstrækkelige sangstemme, der dog blev opvejet af hans store dramatiske evner, "et mønster paa Operaspil".
Første side af kammermester Rane Johnsens sang fra operaens 1. akt, 6. scene (partituret s. 207). Sangen er en af operaens eneste afsluttede numre, og den er tænkt som en folkevisepastiche med Agnete og Havmanden som tema samt med gammelt sprogbrug (Ottesang, at slå harpen) og gentaget omkvæd. Rent musikalsk er denne tilstræbte middelaldertekst dog komponeret som en menuet – en dans, der først kom frem omkring 1650. Til gengæld kan der danses høvisk og fornemt til den, og sangen danner altid et flot indslag i scenen på slottet.
[Fra partituret til Ranes Sang, manuskriptet side 206 og 207]
Premieren på Drot og Marsk var en københavnerbegivenhed, som også blev omtalt i Illustreret Tidende, hvor operaen blev betegnet som et ”Fremtidskonstværk”. I anmeldelsen talte man om et sangdrama snarere end en opera, hvor især orkestrets rolle var interessant, og man bemærkede, at Heise ikke direkte brugte folkevisecitater. Endvidere kommenteredes Emil Poulsens stemme især i forhold til Niels Juel Simonsens. Der blev også ofret en hel side på gengivelse af operaens scenografi (tegnet af Anna Bruun): Scenen mellem marsken og fru Ingeborg, hvor hun fortæller om kongens overgreb, samt slutscenen.
Den folkekære og meget nationalt indstillede baryton Niels Juel Simonsen spillede marsk Stig ved førsteopførelsen af operaen i 1878. Heise kendte Simonsen fra bl.a. opførelsen af korværket Tornerose i 1872. Han havde en stor malmfuld stemme, men var ikke skuespilleren med de fine nuancer. Marsken blev dog et af højdepunkterne i hans karriere, hvor han på en naturlig måde kunne udtrykke de store følelser. Heise indstuderede selv rollerne med sangerne og med koret, og marskens rolle var fra komponistens side tiltænkt Simonsen. Han nåede da også at spille den ca. 80 gange.
Foto fra scenen ved Viborg Ting, hvor marsk Stig anklager kong Erik for at have voldtaget fru Ingeborg, og han sværger at dræbe kongen. Billedet stammer fra en opførelse af operaen i sæsonen 1924/25, hvortil maleren Agnes Slott-Møller havde lavet scenografien og kostumerne. Hun havde i denne opførelse valgt at lade marsk Stig (længst til højre i billedet) være iført en dragt med netop Hvide-slægtens stjerne og således gøre operaen historisk inspireret, hvor man i dag ofte ser mere stiliserede scenografier og kostumer, der ikke er så tæt knyttet til det historiske. På billedet ses Albert Høeberg som marsk Stig, Poul Wiedemann som kong Erik, Lars Boe som Rane og Ingvar Nielsen som kongens herold.
[For større billede - klik her]
Mezzosopranen Sophie Keller sang Aase i den første opførelse af Drot og Marsk. Her er hun afbildet med det jagthorn, som kong Erik giver hende i første akt, da hun træffer ham for første gang i skoven. Senere kom Sophie Keller også til at udføre rollen som fru Ingeborg.
Otto Bache: De Sammensvorne rider fra Finderup Lade efter Mordet paa Erik Glipping 1286. Maleri 1882
Baches billedlige skildring af tidspunktet kort efter mordet på Erik Glipping rummer megen skæbnesvanger og dyster dramatik med de mørke farver, de 13 uheldsvangre fugle, det hældende kors, den angste bonde og det blodige lig af en hest i venstre forgrund som et symbol på kongen. Der er en klar påpegning af den brændende lade fra bl.a. mændenes håndbevægelser, lanserne og træernes grene. Maleriet er skabt næsten samtidig med operaen, men modsat det sceniske værk understreger billedet klart den politisk præget folkevise med førstelinien ”Der er saa mange i Danmark, som alle vil Herrer være”, mens jalousidramaet ikke er med i skildringen.
Otto Bache var fantastisk omhyggelig med udarbejdelsen af sit billede. Et sådant bestillingsværk til Det Nationalhistoriske Museum krævede så megen historisk autenticitet som muligt. Vi kan se af skitser, at Bache gjorde mange studier på Nationalmuseet og i kalkmalerier. Ikke alene det tidstypiske, men også hele det historiske forløb har han sat sig grundigt ind i. På en skitse viser Bache den centrale skikkelse i billedet med Hvide-slægtens våben, den syvtakkede stjerne, på sit skjold, hvormed han har placeret skylden for mordet på marsk Stig. Som man kan se ovenfor, blev skjoldet i det færdige billede drejet så meget, at man ikke kan se dets forside, og der tages således her ikke stilling til skyldsspørgsmålet.
LITTERATUR
Arthur Aumont og Edgar Collin: Det Danske Nationalteater 1748-1889. Femte Afsnit I: Skuespil- og Opera-Repertoiret, A-K. København 1897
Michael Bonnesen: ”Nederlagets musik. Forførelsen – eller Stengæsten i Finderup Lade”. Den Jyske Operas program til Drot og Marsk 1999/2000, s. 7-12
Dan Fog: Heise-Katalog. Fortegnelse over Peter Heise’s trykte kompositioner. København 1991
Gustav Hetsch: ”Da ’Drot og Marsk’ kom frem. I Anledning af den 100. Opførelse”, Musik 1922, nr. 12, s. 159-61
Gustav Hetsch: Peter Heise, København 1926
Gustav Hetsch: Breve fra Peter Heise, København 1930
Kasper Holten: ”Uopklaret i 714 år”, Den Jyske Operas program til Drot og Marsk 1999/2000, s. 17-19
Niels Martin Jensen: Tekst til cd-booklet fra indspilningen med Danmarks Radios Kor og Radiosymfoniorkestret, dirigeret af Michael Schønwandt. Chandos Records CHAN 9143-5 (1993). 3 cd’er.
Niels Martin Jensen: ”Dansk nationalromantik. Forsøg til en begrebs- og indholdsbestemmelse”, Musik & Forskning 13, 1987-88, s. 37-56
Georg Leicht og Marianne Hallar: Det kongelige Teaters repertoire 1889-1975, Ballerup 1977
Hanne Lopdrup: De sammensvorne… - et maleri af Otto Bache. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, Hillerød 1989
Wenzel de Neergaard: ”En nationalopera bliver til”, Det Kongelige Teaters program til Drot og Marsk 1993
Carl S. Petersen: ”Nogle Breve fra P. Heise”, Tilskueren 1910, 1. halvdel, januar-juni, s. 510-19
Hother Ploug: ”P. Heise og hans nationale Betydning. Et Foredrag holdt i 80-Aaret efter hans fødsel”, Vor Fremtid, 1910, s. 370-88
Hother Ploug: ”Fra ’Drot og Marsk’s første Dage”, Berlingske Tidende, aftenudgaven 24.11. og 25.11. 1922
Ebbe Kløvedal Reich: ”Tvivlen og myten”. Det Kongelige Teaters program til Drot og Marsk 1993
Nils Schiørring: Musikkens historie i Danmark 3, København 1978, s. 43-60
DISKOGRAFI
Peter Heise: Drot og Marsk.
Danmarks Radios Kor og Radiosymfoniorkestret, dirigeret af Michael Schønwandt. Chandos Records CHAN 9143-5 (1993). 3 cd’er.
Solister:
Poul Elming (kong Erik), Bent Norup (marsk Stig), Eva Johansson (fru Ingeborg), Kurt Westi (Rane Johnsen), Christian Christiansen (Jakob af Halland), Aage Haugland (Jens Grand), Ole Hedegaard (Arved Bengtsen), Inga Nielsen (Aase) og Ronnie Johansen (Herold)
-------------------
Peter Heise: Drot og Marsk
Danmarks Radios Symfoniorkester og Kor, dirigeret af John Frandsen. Unicorn, RHS 372/73. 2 grammofonplader
Solister:
Ib Hansen (kong Erik), Ole Jensen (marsk Stig), Tonny Landy (Rane Johnsen), Irene Graaner (Fru Ingeborg), Inga Nielsen (Aase) m.fl.
Peter Heise