Det Kongelige Bibliotek - Musik- og Teaterafdelingen

For 150 år siden udkom femte og sidste hæfte af Emma Hartmanns Romancer og Sange. Desværre kunne hun ikke selv opleve udgivelsen, for hun var død efter en barnefødsel allerede i marts 1851. Der var heller ikke mange, der vidste at det var hende, der var komponisten, for hun udgav sine værker under pseudonymet Frederik Palmer. Som kvinde var det svært at ytre sig musikalsk på egen hånd, og måske særlig svært, når man hed Hartmann til efternavn.

Hvem var hun?
Emma Hartmann var født i 1807 som datter af grossereren J.Fr. Zinn. Hun fik selv en grundig musikuddannelse med sang og klaverspil hos bl.a. komponisten A.P. Berggreen, og der blev musiceret meget i det Zinn'ske hjem. Muligvis komponerede hun allerede i det små i ungdomsårene - i dette tilfælde var der tale om mindre enstemmige melodier.

I 1829 blev hun gift med komponisten J.P.E. Hartmann, og gennem årene blev familien omfangsrig efter 10 børnefødsler, hvoraf de to af børnene dog døde ganske tidligt. Også i det Hartmannske hjem spillede musikken en stor rolle, og børnene modtog undervisning i klaver, sang og violin. Mange af tidens kendteste musikfolk og andre kunstnere og akademikere kom her jævnligt, og til hverdag spillede Emma om aftenen med sine børn, improviserede for sig selv ved klaveret og sang i nogle sæsoner også i Musikforeningens kor. Derudover skrev hun enkelte salmemelodier mest til sine børn. Hun interesserede sig også for andre former for kultur som kunst, litteratur og filosofi, gik ofte i teatret og kunne indgå i en æstetisk diskussion med sine gæster. En af hendes veninder skrev, at et møde med Emma var som at få "en aandelig Snaps".

Titelbladet til Dandse for Studenterforeningen

Titelbladet til den første samling, hvor Emma Hartmann fik optaget to kompositioner, en Wienervals og en Galopade.

Med tilladelse af Edition Wilhelm Hansen AS, København.

Og så komponerede hun også
Desværre daterede Emma Hartmann sjældent sine kompositioner, og desuden er flere af dem kun bevaret i afskrifter af husvennen, juristen Ernst Weis. Weis havde et nært forhold til Emma Hartmann, og han virkede som inspirator for hende i den kreative kompositionsproces ved at foreslå og skrive digte, kommentere værker og medvirke ved tilrettelæggelsen og udgivelsen.

Tidlig komposition med signaturen Emma Z[inn].

Sandsynligvis begyndte hun at skrive sange i midten af 1840erne, men mange af kompositionerne findes kun i udkast eller halvfærdige versioner. Samtidig hjalp både hendes mand og Ernst Weis med f.eks. at tilføje akkompagnement, skrive en slutning om, lave en tekstgentagelse etc., så det kan til tider være vanskeligt at afgøre, hvem der har den største andel i kompositionen. Som regel skrev hun dog selv melodistemmen og gjorde sig også en harmonisering og formmæssig struktur klart, men det var ofte J.P.E. Hartmann, der afskrev værket til nodestikkeren, for det kneb hende at få noderne noteret rigtigt på papiret.

Hendes først udgivne komposition var en dans til Studenterforeningens bal i februar 1841. Fra dette bal blev der udgivet et helt hæfte med dansenumre, og mens de fleste værker er signeret med komponistens navn (f.eks. J.P.E. Hartmann og J.F. Fröhlich) findes der også en Wienervals og en Galopade med komponistangivelsen E:H:, som skulle stå for Emma Hartmann. Senere udkom ikke mindre fem hæfter med i alt 22 sange, og blandt forfatterne til romancerne står Christian Winther, Fr. Paludan-Müller, svenskeren J.L. Runeberg og Ernst Weis selv i centrum, selv om Weis aldrig er angivet som forfatter. Det første hæfte udkom i 1848 på forlaget Horneman & Erslev, men de to sidste blev først udgivet efter hendes død. Derudover findes en del af hendes øvrige sange bevaret i manuskript.

Forsiden til femte bind af Emma Hartmanns (Frederik Palmers) romancer, som udkom i 1853

Romancer og Sange
Femte hæfte af Romancer og Sange fra 1853 var samlet af Ernst Weis, og det kan i dag være vanskeligt at rekonstruere hans kilder. Samlingen indeholder syv sange. En af sangene findes ikke mere i manuskript, en anden findes i afskrift af Weis. To andre findes også i Weis' afskrift, men med andre tekster, og en enkelt findes i fragment i Emma Hartmanns egen håndskrift. Det blev fremhævet ved dette femte hæfte, at "Accompagnementet er mere vanskeligt end det i Almindelighed er Tilfældet", og det gjaldt også de øvrige fire romancehæfter fra hendes hånd. Alle sangene er strofiske, og akkompagnementet sørger så vidt muligt for at gengive digtets grundstemning.

Endelig har Ernst Weis omskrevet Chr. Winthers digt til den indledende sang, Notturno, til en Epilog, der fremstår uden nummer til forskel fra de øvrige sange, og på den måde bliver dette sidste hæfte i sig selv et minde om komponisten.

Pseudonymet
Emma Hartmann udgav sine sange under pseudonymet Frederik Palmer, som stammer fra en elskelig og kunstnerisk person fra Thomasine Gyllembourgs roman Extremerne. Og det var meget vigtigt for Emma selv at bevare anonymiteten. Hun brugte navnet fra omkring 1848, og skrev det også selv til tider i breve og på nodemanuskripter. Der var sandsynligvis ikke mange, der vidste hvad det dækkede over, men Ernst Weis har været en af dem. Derudover har H.C. Andersen, der var en meget nær ven af huset og svigersønnen, komponisten Niels W. Gade nok også kendt den sande identitet.

Første gang pseudonymet med sikkerhed blev afsløret for offentligheden var i 1869, da departementschef Edvard Collin udgav sin håndbog over anonymer og pseudonymer i dansk litteratur. I maj 1882 blev Emma Hartmanns romancer udgivet samlet med begge navnene på titelbladet. Vi kender ikke Hartmanns indstilling til brugen af pseudonymet, men efterhånden har han sikkert accepteret, at det var alment kendt.

Da romancerne blev udgivet samlet i 1882, stod både pseudonymet og Emma Hartmann på titelbladet.

Med tilladelse af Edition Wilhelm Hansen AS, København.

Læs mere:

Angul Hammerich: "Emma Hartmann, f. Zinn", J.P.E. Hartmann. Biografiske Essays tillige med en Studie over Melodien til "Kong Christian stod ved højen Mast", København 1916, s. 111-138

Lisbeth Ahlgren Jensen: "Emma Hartmann", Musikkens førstedamer, red. af Elisabeth Saugmann. København 1992, s. 183-202

Lisbeth Ahlgren Jensen: "Emma Hartmann", Dansk Kvindebiografisk Leksikon, bind 2, København 2001, s. 43-44

Lisbeth Ahlgren Jensen: "Hvordan jeg skulle glæde Dem i lignende Grad…det bliver en Gaade". Nye perspektiver i kvindemusikforskningen", Modspil 33 (november1986) s. 32-36

Inger Sørensen: Hartmann. Et dansk komponistdynasti. København 1999, især s. 239-260

Inger Sørensen (red.): J.P.E. Hartmann og hans kreds. En komponistfamilies breve 1780-1900. Bind 1-4, København 1999 og 2002

Inger Sørensen: "Emma Hartmann (1807-1851)", Kvinder i Musik. Årsskrift 2004, s. 85-94

Tilbage til Fokus-oversigten

Kommentar til Musik- og Teaterafdelingen
Publiceret Maj 2003
Opdateret December 2005