Det Kongelige Bibliotek - Musik- og Teaterafdelingen

Ved årsskiftet 2003-04 er det 100 år siden, man kunne høre klokkespillet på Københavns Rådhus for første gang. Forud var gået en lang række drøftelser af klokke- og melodivalg, for det var ca. 100 år siden, der sidst havde lydt rigtigt klokkespil i København. Man havde selvfølgelig haft kirkeklokker, men de spillede ikke melodier, og man havde i Danmark på dette tidspunkt ikke den store ekspertise i den nøjagtige afstemning af klokker, således som et klokkespil krævede.

Klokkerne
Så det var efter grundige forarbejder, at Københavns Rådhus' arkitekt Martin Nyrop gik i gang med planerne om et klokkespil. Mange nervøse borgere frygtede for deres nattesøvn, mens andre gav udtryk for det herlige i at kunne følge tidens gang med musik. Nyrop ønskede et slagværk i lighed med de engelske tårnure som f.eks. Big Ben, der spiller faste melodier med få toner.

På Københavns Rådhus havde man bestilt fire klokker til klokkespil og en femte stor klokke til at markere timeslagene. Selve klokkerne var blevet støbt i byen Gescher nord for det nuværende Ruhr-område i Tyskland. Flere prominente personer havde været på rejse derned for at drøfte københavnernes ønsker med klokkestøberen. Alligevel måtte den største klokke støbes om, da den kom til hovedstaden første gang og blev præsenteret for en af de mest klokkekyndige i landet, kapelmesteren og komponisten Frederik Rung. Det blev en bekostelig affære at omstøbe den store klokke. Da den ankom for anden gang, blev de fem klokker ophængt i løbet af 1899, og allerede ved nytåret 1899-1900 kunne man ringe en halv time med de fire mindre klokker.

Hvad spillede de?
Martin Nyrop henvendte sig derefter til sin svoger, komponisten Thomas Laub, og bad ham skrive nogle mindre musikalske signaler til de fire små klokker. Tonesproget skulle svare til Rådhusets gammelnordiske indretning, og i den sammenhæng havde Nyrop fundet den rette, idet Laub havde stor interesse for tidlige melodityper fra bl.a. de nordiske folkeviser.

Ud fra tonerne h-a-g-e komponerede Laub fire melodiske formler, én for hvert af de tre kvartrslag og en lidt længere til de hele timeslag. Det første kvarterslag omfatter den nævnte tonerække i en nedadgående bevægelse. Derefter begav Laub sig til sin kollega, komponisten P.E. Lange-Müller, som på grundlag af de fastsatte fire toner fik til opgave at skrive en kort "vægtersang" i stil med formlerne. Og det er denne melodi, der hver nytårsaften kan høres i radio og TV. Den lyder nemlig kun på timeslagene kl. 12, 18 og 24.

Kompositioner over klokkemelodierne
Netop i begyndelsen af 1904 blev der udgivet en række kompositioner, der var bygget over tonerne h-a-g-e som en hyldest til det nye klokkespil. Det drejer sig om både sange, klaverstykker og et værk for orkester af såvel tidens kendte som mindre kendte komponister. Ideer og genrer er mange, men fælles for næsten dem alle er et forsøg på at sætte tonerne ind i en dur/mol-tonal sammenhæng.

Når man klikker øverst på nodeforsiderne, får man forsiderne i større format, medens man ved at klikke på nederste halvdel får noderne frem ved de fleste af værkerne (pdf-format).

C.F. Hassenfeldt har skrevet klaverstykket Carillon uden direkte henvisning til Rådhusklokkerne på titelbladet. Imidlertid forekommer tonerne h-a-g-e som grundlag for selve kompositionen, der er en munter fantasi, hvor komponisten laver sin egne melodi af de fire toner med klare klokkeassociationer og udnyttelse af klaverets fulde omfang. Her er helt klart - som titlen angiver - fokus på klokkespillet.

Robert Henriques (1858-1914) bidrog med klaverstykket Méditation. Prélude sur H.A.G.E. (Klokkespil = Motivet fra Taarnet i det ny Raadhus) . Efter en karriere som cellist og komponist gik Henriques i 1890 over til at være musikskribent og -anmelder. Han var ofte en skarp kritiker og havde en betydningsfuld post i det københavnske musikliv. Dette overvejende meditative, lyriske stykke har dog en storslået indledning, der præsenterer melodien som den kan høres fra klokkespillets kvarterslag.

Olfert Jespersen (1863-1932) skrev en Klokke-Vals med tilføjelsen "Komponeret over Raadhusklokkernes Strofer og Toner og i disses tætte Beliggenhed, saaledes at Klokkerne vilde kunne spille hele Valsen". Jespersen var en af hovedpersonerne i det københavnske populærmusikliv. Han havde virket som restaurantmusiker, teaterdirigent, leder af orkestret i Zoologisk Have og ikke mindst komponist til de populære københavnerrevyer. Med sin Klokke-Vals har han givet villet bidrage til udvalget af aktuel populærmusik, og den er da også formet over tonere h-a-g-e- med en række gentagelser og let tilgængelige harmoniseringer. Valsen udkom både separat og i hans nodetidsskrift Hver 8. Dags Sang og Musik, hvorfra mange musikglade amatørpianister har kunnet spille den.

Også komponisten Julius Bechgaard (1843-1917) bidrog med et klaverstykke, Raadhusklokkerne, af meget dramatisk tilsnit. Bechgaard var en aktiv komponist, der kunne leve af sit skabende virke. Hans hovedområde var vokalmusikken, der hos ham ofte var meget melodiøs, men også dramatisk. Hans klaverstykke om Rådhusklokkerne er et hurtigt vekslende og flot paradnummer med en lang række effekter og imponerende passager, der associerer til klokker. Enkelte afsnit er forsynet med underlagt forklarende tekst til pianisten, således bl.a. vægtersangen "Dagen gaar med raske Fjed".

Organisten Christian Geisler (1869-1951) udgav den rigt dekorerede node til Klokkernes Sang med tekst af R.G. Geisler virkede som sanglærer ved De Forenede Kirkeskoler og ved Ingrid Jespersens Skole i København, samtidig med at han var organist ved den Reformerte Kirke. Som komponist var han meget produktiv, men også ivrigt interesseret i sangundervisning i skolen. Sangens tekst maner til alvorlig eftertænksomhed og tanke på tidens gang. Geisler bruger effekter som orgelpunkt og den tomme kvint e-h som underlægning for den lille vægtersang, som klokkerne spiller. En kort, stemningsfuld sang, der vækker associationer om en fjern fortid.

Også komponisten Elisabeth Boisen (1850-1919) bidrog med en vokalkomposition, nemlig Raadhusklokkernes Sang til tekst af I.K.R., der står for Ingeborg Kristiane Rosenørn-Teilmann, som Elisabeth Boisen boede sammen med i en årrække, og som skrev tekster til adskillige af hendes kompositioner. Boisen havde rod i et stærkt grundtvigiansk miljø og virkede i lang tid som lærer. Hun udgav en række hæfter med sange i perioden 1893-1930, men bevarede en lidt konservativ stil uden det helt store udtryk.
Elisabeth Boisens sang om klokkerne minder om tidens gang med klare associationer til vægterens tunge skridt. Hun anvender vægtermelodien som et vigtigt led i sin komponisition og udsætter den både næsten som en koral.

Komponisten Sextus Miskow (1857-1928) anslår lidt blidere toner i sangen Klokkerne synger med tekst af Poul C. Nielsen. Miskow var oprindeligt uddannet sanger og studerede i udlandet, men levede efter sin hjemkomst som musikanmelder og komponist. Hans sange bærer ofte præg af en folkelig tone, som også er karakteristisk her. Denne muntre klokkesang bruger de fire toner, h-a-g-e, friere og med et mere harmonisk krydret akkompanement. Her gives ordet til klokkerne selv, der lover at bevogte store og små, mens de drømmer blidt. Klokkeassociationen i de tomme kvinter er dog helt tydelig.

Harding Sonne: Raadhusklokkerne. Klik for større billede

Endelig præsenterer oberst, kammerjunker H. Harding Sonne (1883-1966) en lidt længere sang med titlen Raadhus-Klokkerne og tekst af forfatteren og journalisten Carl Arctander. Harding Sonne var komponist og i en årrække formand for Hærens musiktilsyn. Han skrev især i sine unge år en række sange og kantater, men også orkesterværker, hvoraf enkelte blev opført i Tivoli. I perioden 1909-1921 skrev han hele tre operaer, som dog blev afvist af Det Kongelige Teater. I visen om klokkerne har tekstforfatteren rigtig slået sig løs med en vise om de gamle damer, det unge forelskede par og piletræet i Tivoli, som ikke bryder sig om de nye klokkers "Ding-Dang". Melodien lægger sig tæt op af teksten, men bygger samtidig i akkompagnementets tomme kvinter og melodiens brug af de fire toner på klare associationer til klokkelyden.

Komponisten Jørgen Malling (1836-1905) var især interesseret i den folkelige sang og metoder til indlæring af sange. Han blev imidlertid ikke særlig anerkendt i Danmark og boede i mange år i udlandet, men vendte tilbage omkring 1900. Hans væsentligste produktion består af sange, et par operaer og noget kammermusik, men her er han repræsenteret med klaverstykket Københavns Klokkespil. Der er tale om en vals med flere associationer til klokkerne og en til tider noget avanceret harmonik. Klaverstykket er ret langt og stiller krav til pianistens færdigheder.

Musikdirektøren Axel Halgreen har skrevet klaverstykket Raadhusklokkerne, et intermezzo i form af en vals, hvor især associationen til klokkeklangen er vigtig sammen med tonerne h-a-g-e, selv om selve melodien i klokkespillet ikke anvendes. Der leges med harmonierne for at belyse tonerne på en række forskellige måder.

Endelig bidrog komponisten Emil Hechmann til rækken af værker med det lille klaverstykke Melodi. Først præsenteres de enkelte kvarterslag og vægtersangen. Derefter fantaserer komponisten over dem i en dur-mol tonal sammenhæng, og han anvender imitationer og enkelte klokke-associerende effekter. Også dette stykke blev udgivet i Hver 8. Dags Musik og Sang med særligt henblik på at kunne spilles i hjemmene.

Læs mere:

Francis Beckett: København Rådhus. Opført 1893-1905, København 1908

Julius Foss: "Klokkespil", Musik nr. 13, 1917, s. 142-44. Bemærkninger hertil af Thomas Laub med titlen "Rådhusklokkerne" i nr. 14, s. 154-55 samt af ingeniør O.J. Muusfeldt i 1918 nr. 1, s. 12

Henrik Glahn: "Nogle breve mellem Thomas Laub og P.E. Lange-Müller. Om kirkeklokker, bryllupsmusik, Rådhusklokkerne med mere", Dansk Kirkesang Årsskrift 1995, s. 27-43

Povl Hamburger: Thomas Laub. Hans Liv og Gerning, København 1942

Klokker. Temabog, Arv og Eje 1983-84, udgivet af Dansk Kulturhistorisk Museumforening 1985

Oplysninger om de enkelte komponister findes ofte i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udgave ved Sv. Cedergren Bech, København 1979-84

Tilbage til Fokus-oversigten

Kommentar til Musik- og Teaterafdelingen
Opdateret Februar 2004