Allerede i 1956 havde Jesper Høm markeret sig i det danske udstillingsliv med gruppeudstillingen "De Fem" på Den Frie. De andre var Jørn Freddie, Bodil Treues, Lennart Steen-Andersen, og Vibeke Tuxen. I en årrække havde fotografen Aage Remfeldt præget dansk fotografi med sin bagudskuende opfattelse af hvad godt fotografi var. Han havde en magtfuld position i udstillingslivet, og det var svært at komme igennem med andre opfattelser. "De Fem" blev et kvalificeret forsøg, som blev gentaget et par gange. I 1959 trådte Jesper Høm alene frem på scenen med en separatudstilling på det næsten nystartede Louisiana. Udstillingen fik Politikens anmelder Pierre Lübecker til at kalde ham for den poetiske realist, men det var separatudstillingen på Kunstindustrimuseet i 1963, der blev Jesper Høms store gennembrud. Dem, der så den dengang, omtaler den stadig med stor begejstring. For de unge fotografer, der var på vej, blev verden ikke længere den samme efter dette møde. Her så de et fotografi, der var båret af et spontant og direkte syn og af en vitalitet, som emmede af det moderne storbylivs hastige rytme. De så et fotografi, der var i pagt med sin egen tid. Det sker faktisk ikke så tit, heller ikke i løbet af et helt århundrede.