| Index
| -1
| +1 |
Martin Andersen Nexø: Soldage (1903), [6]
[6] Hinsides Strædet
Tanger - saa nær og saa fremmed! Fra Toppen af Gibraltar kan
jeg skelne dets Huse; fra dets egne Minareter har Muezzin kunnet iagttage det
store Søslag ved Trafalgar, en Bi kan flyve tværs over fra
Verdensdel til Verdensdel. Og i Karakter - hvor fjærn! En levende
orientalsk Bazar, et broget Æventyr, klippet lige ud af »Tusend og
én Nat« og befolket med alle Æventyrets Skikkelser, med
Dervisher og Pashaer, Gildinger og Harem. Dèr ligger Byen op over
Højderne, Hus ved Hus, hvidkalket og blændende i Afrikas Sol, uden
Vinduer og med flade, østerlandske Tage. Azulejos-Taarnene
angiver, hvor Moskeen staar, de takkede mavriske Mure viser Byens Grænse
mod Ørkenen.
Men ogsaa saa gammel og bekendt! Hvem har ikke gennemdrømt alt dette i
sin Sjæl og skabt sig underlig brogede Forestillinger, som ikke vilde
tage Form og derfor blev desto rigere.
Pilgrimmene kommer syngende fra Mekka med hellige Relikvier paa Brystet og
Koleraen i deres Kappefolder. Beduin og Berber krydser Gaden bevæbnet med
langløbet Karabin og krum- eller flammeægget Skymetar; Kameler sejler ned ad Højene, og
Vinden blæser tør og kvælende fra Ørkenen; ved Allah
sværges der paa Markedspladsen, til Allah bedes der i Moskeen.
Kort og godt, jeg tog over Strædet med den lille Damper, ankrede op et
Stykke fra Land og steg i Baad, satte mig derpaa overskrævs paa en
nøgen Neger og red i Land.
Mit Indtog i Tanger var det sædvanlige i Sydens Byer: omringet af en
Skare burnusklædte Banditer, der trak i mig fra alle Sider og hagede sig
fast i mit Haandgods, slæbte jeg mig fra Landingsstedet op gennem det
skumle Gab i Muren, hvor Toldvagten sad og døsede med lange Spyd i
Favnen, og videre ind i de sælsomme Gader. Banditerne trak mig i Retning
af hver sit Hotel, lovede mig Guld og grønne Skove, hvis jeg gik med, og
rakkede hinanden ned i samme Aandedræt. »Kom du med mig, Herre, og
bryd dig ikke om de Gadedrenge, jeg skal tage dig til det bedste Hotel i hele
Byen!« siger en ældre, enøjet Fyr. - »Ja, han kan
sagtens love godt, han har lige været paa Torvet og købt
Kartofler,« griner en anden. »Du kan selv se, han har
Skrællingerne i Skæget endnu!« - »Rascal!«
skriger den første igen. »I skal jo have Steg i Aften. Har jeg
ikke selv set dig slæbe en død Hund hjem fra Floden i Nat!«
Deres daarlige Engelsk svigter dem, og de slaar over i Arabisk, saa jeg ikke
kan følge Slagets Gang længere. Men pludselig spytter den ene i
Ansigtet, og den anden svarer med samme Mønt, og naar dette uskadelige
Kastevaaben er opbrugt, tyr de til Næveslag og Spark af gule
Tøfler. Jeg benyttede Lejligheden til at gøre mig usynlig,
forsvandt ned i en Gyde og drejede om og om ved hvert nyt Hjørne, for at
de ikke skulde komme mig paa Sporet. Men lidt nede indhentedes jeg af ham med
det ene Øje; hans Næse blødte, og han saa nærmest ud,
som om han flygtede. Han blev glad overrasket ved at se mig og trak straks af
med mig til sit Hotel, og saaledes kom altsaa Byttet til at tilhøre den
overvundne - en Retfærdighed, der var lige saa stor som den er
sjælden i Historien. Hadji abd Islam - det var min enøjede
Erobrers Navn - afleverede mig med megen Vigtighed til Hotelværten og
tilbød sig som min Fører. Jeg benyttede ham de 14 Dage, jeg var
der; og lige saa banditagtigt det første Indtryk af ham var, lige saa
fortræffelig viste han sig at være. Han trak omkring med mig fra
Morgen til Aften for en billig Penge, sparede aldrig sig selv, gjorde selv
intet Forsøg paa at plukke mig og tillod heller ikke andre det. Allah
lønne ham for det og bevare ham for Koleraen og Sumpens gule Slanger.
Det var med en underlig Følelse af Betagethed, jeg traadte ud paa min
Balkon, da Hadji havde forladt mig, og jeg kom lidt til Ro igen. Hotelet var
bygget i spansk Stil og havde Balkonvinduer, men rundt om laa den arabiske By,
hvidkalket, uden Vinduer og med flade Tage, hvor hvide, tilslørede
Kvinder gik og promenerede.
Det var blevet Aften, Bugten og Strædet var faldet til Ro, langt ude laa
Spanien og Gibraltar som en Skybanke i det Fjærne. Maanen kastede en
magisk Glans over den hvide By, der laa med dybe Skygger i Bunden og
grøn Atmosfære henover sig; Minareter og Azulejos-Taarne
syntes at rykke nærmere i den natlige Belysning. Fra min Veranda kunde
jeg se ned over Tagene og ind i det Indre af nogle mavriske Gaarde, under
Søjlegangen i en af Gaardene sad en Araber paa Fliserne med Benene
trukket ind under sig og forrettede sin Aftenandagt i Skæret af en
rød Ampel. Jeg kunde høre ham mumle ivrigt. Saa tav han,
hældede sig forover og stødte Panden tre Gange mod Jorden - og
mumlede igen. Og senere, mens jeg sad bøjet over et Brev hjem,
hørte jeg Muezzin kalde de Troende til Midnatsbøn med blød
og mægtig Stemme, der fra den slanke Minaret svøbte sig ud om alle
Huse: Gud er stor og almægtig! Kom til Bøn! Gud Herren kalder! -
Om Natten blev jeg vækket ved stærke Raab og Guttural-Eder
og hastige Fodtrin nede i Gaden. Jeg sprang op af Sengen og ud paa Balkonen og
saa i Maanelyset to hvide Vægtere løbe langs med det hvide
Brystværn og pege ned over Stranden med deres lange Karabinløb. De
forsvandt ude i det disede Lys, og lidt efter faldt der et Skud. Saa blev alt
stille, og jeg gik i Seng igen og laa og lyttede. Natten havde den kendte
Syngen, som en stille Nat har, altid og alle Vegne - den hørlige
Stilhed. Og ind i den brød for anden Gang som en mægtig og rolig
Flodbølge Muezzins fuldtonende Kalden til Bøn. Da var Klokken to.
Da jeg igen var ved at falde i Søvn, lød der
højrøstet, uforstaaelig Tale under mine aabne Balkondøre,
og smaa Sten faldt ind i Værelset til mig. Jeg stod atter op, og dernede
paa Brystværnet, som nu laa i Skygge, stod de to Vægtere fra
før og stirrede op efter mine Vinduer. De saa mig og sagde en hel Del
paa Arabisk og gjorde mange Tegn, men jeg forstod intet af det og blev underlig
til Mode. Hundreder af Tanker piskede gennem mit Hoved i Hælene paa
hinanden: Slagsmaalet i Eftermiddags - at jeg skulde arresteres - at jeg endnu
ikke havde forevist mine Papirer og skulde vises ud o.s.v. Men saa raabte den
ene op: »Take - care - of - your - pockets« (Pas paa Deres
Lommer), og efter nogen Grunden gik det op for mig, at han maaske i al
Almindelighed vilde gøre mig begribeligt, at der var Tyveri i Luften.
Jeg tiltalte ham i samme Sprog for at faa nærmere Besked, men det var det
eneste Engelsk, han kunde, for han blev ved at gentage den samme Sætning.
Jeg gav mig til at lukke Balkondørene, og de to Vægtere lo og
klappede i Hænderne af Glæde over, at jeg endelig var med. Dagen
efter fortalte jeg Hadji, hvad der var hændet, og han trøstede mig
med, at der ingen Fare var paa Færde. Jeg skulde blot holde
Balkondørene lukkede om Natten og kigge under Sengen, inden jeg gik til
Køjs - for det kunde undertiden hænde, at en Fyr gemte sig
dér. - For Resten mærkede jeg ikke senere noget til langfingrede
Allahdyrkere.
Jeg sov langt ud over den fastsatte Tid for Udflugten, og da jeg vaagnede, sad
Hadji Abd Islam paa en Stol henne i den anden Ende af Værelset med begge
Ben trukket ind under sig som en Skrædder. Han holdt Hovedet paaskraa og
stirrede paa mig med sit eneste, store Øje som en nysgærrig
Høne. Da jeg rejste mig over Ende, tog han, stik imod al god
Marokkanerskik, sin røde Fez af til Hilsen og viste et Hoved frem, der
var aldeles glatraget, saa nær som en Plet i Issen, ikke større
end en To-Øre,
hvor der groede en lang Haartot. Hans blanke Hovedskal, der lignede poleret
Ben, var dækket af gamle Ar, der krydsede hinanden fra Haartotten ned til
Panden. Jeg troede, de hidrørte fra Slagsmaal, men kom senere til et
andet Resultat. Den enestaaende Haartot iagttog jeg de følgende Dage
ofte hos en Berberstamme, nogle høje, slanke Marodører, der gik i
Rebsandaler og en brun Kamel-eller Gedehaars »Gehab« med Hætte ned over Ryggen. De havde
gærne Kabelgarn eller Basttrævler viklet om Panden i Stedet for
Turban og saa yderst forvovne ud, som de stod i Klynger langs med Gaderne og
sjakrede Karabiner og hensynsløst skød dem af mod de hvide Mure,
saa Kalk- og Blystumper fløj èn om Ørerne. De skal høre
hjemme i Bjærgene ved Oran, og ved Hjælp af Haartotten hiver Allah
dem op i Paradiset, naar de dør.
Saa trækker Hadji af Sted med mig og bliver ved Dag efter Dag og viser
mig alt, hvad han selv beundrer. Naar Solen ikke staar alt for højt og
Scirokkoen ikke blæser alt for kvælende, er jeg lige saa ivrig som
han, skønt min Beundring ikke altid er lige uforstilt. Hadji véd,
hvad der er værd at se, for han har rejst meget. Han har været paa
Pilgrimsfærd til Mekka, hvor Kopperne anfaldt ham, tog hans ene
Øje og spættede hans Hud. Han har mange Gange været
tværs over Strædet paa Klippen derovre, og én Gang tog han
helt ind til Granada og stod paa Alhambras Tinder og stirrede ud over Vegaen:
det forjættede Land, hvorfra hans Forfædre blev uddrevne, og
hvorhen Allah en Gang igen vil føre sine Troende. Derinde er Salene
større og Hvælvingerne finere og al Ting smukkere end i selve
Mekka, og det er det frugtbareste Land i hele Verden, for de Troendes Himmel
hænger oven over det ..... Han bliver saa ivrig,
at han stanser midt paa Vejen, sætter sig paa Hug og spørger mig,
om jeg har været der. Ja, for nu har Spanierne det, og de rækker
Tunge ad alle Folk, der ikke ligner dem selv.
Hadji hader Spanierne - de har ogsaa siden villet have fat i Marokko, men det
vilde Allah ikke tillade ......; Og han knytter
Hænderne og gestikulerer voldsomt, mens han fortæller om Spaniens
blodige Røvertog 1859-60,
da han selv som Barn saa Stammens Mænd jage Vester paa over
Ørkenen i Retning af Tetuan for at fordrive den store Fjende - og saa
dem komme tilbage endnu hurtigere, slagne og nedslaaede.
Saa kan han glemme baade sig selv og mig og Engelsken og i sin Hidsighed slaa
over i det uforstaaelige Maghreb, hans eget Sprog. Han har jo heller ikke mange
Ord til sin Raadighed i det fremmede Sprog, men des mere virkningsfuld er
næsten hans Fortælling, med dens Rigdom af illustrerende Fagter. Og
mens han fortæller om de marokkanske Helte Achmed og Abbas og den grumme,
spanske General Prim, drager han mig ud over de soltørre, sandede, visne
Højder og giftige Sumpe, som han elsker saa meget.
Paa Højderne er der højt, tørt Græs, som intet Dyr
vil æde, og Rader af Aloë, hvis Fibre bruges til Tøj, og
enkelte spredte Palmer og lange Udsigter med Karavanveje indefter og indefter
gennem Sandet. Nede i Sumpene er der tæt Jungle med giftige Slanger i; og
surt, stillestaaende Vand, som forsyner Byen med Drikkevand og Pest; og Hjorder
af smaa, korthornede Bøfler, der fortæres af Besætningerne
ovre paa Gibraltar. For Marokkaneren trænger ikke selv til Kød.
Her i det tætte Junglekrat har ogsaa de Slaver Tilhold, der er flygtet
fra det Indre af Landet. Tanger er blevet et Fristed for dem - det eneste i
hele Landet - og det skønt Byen er underkastet de samme Love som det
øvrige Land.
I Tanger bor nemlig Magternes Gesandter i Stedet for i Hovedstaden - i kritiske
Tilfælde er det rart at være saa nær ved Evropa som muligt -
og Gesandterne har stærkt beskyttede Villaer, der ligger nær
sammen, og et rigeligt Tjenerskab, væsenlig af Negre.
Disse er gærne bortrømte Slaver; Gesandterne tager dem under deres
Beskyttelse og har ved deres energiske Mellemkomst naaet at gøre
Slavemarkedet umuligt i »den af Gud beskyttede By«, Tandja.
Slaver er der en hel Mængde af endnu i Byen, men de er nærmest at
ligne ved Tjenestefolk, der har det saa godt, at de ikke gider rende fra
Pladsen og udsætte sig for den fri Konkurrence.
For saa vidt har altsaa enkelte bosiddende Evropæere ved deres Myndighed
paatrykt denne Udkant af det marokkanske Sultani et Stænk af
evropæisk Kultur.
Men over for Kulturen i sin store Helhed er Tanger Tabu lige saa fuldt som det
øvrige Marokko. Sydevropæisk Kultur er ikke synderlig
erobringsdygtig, og Strømmen gaar strid i det smalle
Gibraltarstræde. Her paa Sydsiden af Strædet staar Antallet af en
Mands Hustruer i ligefremt Forhold til hans økonomiske Stilling. Pasha
har kun otte, han har ikke Raad til flere, og naar saa mange maa hjælpe
sig med én, og endnu flere med slet ingen, saa skyldes det i
Følge Hadji udelukkende de daarlige Tider. Hadji selv er ikke gift og
har heller ikke i Sinde at gifte sig, før han har Raad til at holde to
Koner. Det kunde han allerede nu, hvis der blot kom nogle flere
Englænderinder i Staden, for de betaler deres Fører saa godt. Men
siden det Brohoved er blevet bygget nede ved Stranden, saa Baadene kan
lægge til og man ikke længer rides i Land paa Ryggen af en
nøgen Neger, undtagen naar Søen netop staar paa, er de ikke
nær saa flittige til at krydse Strædet. Og saa vil han ikke gifte
sig, for det er saa flovt at nøjes med én, det gør jo kun
»dem Negre«.
Gang efter Gang kommer han tilbage til Pashas Harem og fortæller mig
mange Usandsynligheder om det og dets Indbyggere. Men han kender intet til de
grufulde, romantiske Fortællinger om troløse Haremskvinder, der
stoppes i en Sæk og ved Nattetid sænkes i Strædet, hvor
Strømmen er stridest. Pashas Koner er stolte af deres Stilling, som de
har valgt af egen fri Vilje - siger han - og indlader sig ikke paa
Æventyr. Imidlertid er der dog Vagt med lange Spær rundt om Haremet
og Gildinger derinde, saa Pasha er næppe selv saa sikker paa sine Koner
som Hadji. Mænd maa ikke betræde Haremet, men en Dag, jeg gik
forbi, saa jeg et Glimt af en poseklædt Gilding, idet man lukkede en
Englænderinde ud. Og hun fortalte mig, at alle Hustruerne sad derinde i
et halvmørkt, smukt Værelse og broderede Smaating, som skulde
sælges. Pashaens Yndlingshustru, der udmærkede sig fra de andre ved
ingenting at bestille, kyssede hendes Haand og tiggede en Frank af hende da hun
gik - til Kaffe!
Disse Væsner, der staar saa lavt, at hver enkelt kun formaar at
lægge Beslag paa en lille Brøkdel af den store Muselmans
Tilbøjelighed, vilde naturligvis være uværdige Genstande for
hans Blik paa enhver Tid, hvor han ikke selv behagede at søge dem.
Derfor maa de kun vise sig paa Gaden i en aldeles ensartet, hvid Sæk og
med tilhyllet Aasyn; de maa ikke passere Hovedgaden men skal holde sig til
Smaagaderne, og hvor Mænd staar i Klynge, skal de liste langt uden om. -
De ligner vandrende Møllesække, der sniger sig frem langs Murene,
og det bestandige Syn af tilhyllede og kun tilhyllede Kvinder virker gaadefuldt
og faar én til at fable, ikke om vidunderlige Skønheder, men om
gamle Kællinger, der er saa grimme, at de ikke maa gaa med
utildækket Ansigt paa Gaden. Men saa forkuede de end kan være, ejer
ogsaa de noget af Kvindens medfødte Frygtløshed. Og naar man
møder dem paa afsides Steder og ingen Muhamedaner er i Nærheden,
slaar de Dækket til Side, smiler til én og viser Træk frem,
der ikke behøver at skamme sig ved sig selv. Og man faar Lyst til det
umulige, nemlig at samtale med disse forkastede Væsner Ansigt til Ansigt
og spørge dem, om de tror paa Allah - de, som ingen selvstændig
Sjæl har - og om de savner det: aldrig at kunne bede til ham i Moskeen.
Eller om de maaske ikke véd, at de kun kan komme i de Troendes Paradis,
saafremt deres Mand vil give Afkald paa nogle af sine himmelske Koner for deres
Skyld? - Maaske véd de det, men stoler da paa, at de kommer i Himlen
alligevel, for de er Kvinder, og Kvinder tror paa Mændene. Og hvad skulde
det vel ogsaa gøre f. Eks. Pasha, om han af de 72 Dejligheder, der er
ham beskikket, naar han dør, gav Afkald paa de 8 for at hjælpe
sine 8 Hustruer ind i Paradiset. Selv om han havde faaet nok af dem hernede og
ikke gad se dem mere, kunde han dog sagtens gøre det; han havde jo endda
fireogtres til Rest. - Men mon han saa gør det alligevel? - Og bryder
Kvinder sig overhovedet om at komme i Himlen?
Ganske vist er man her langt fra det Punkt, at Fællesundervisningen
drøftes, men Skoler er der dog i Marokko. Der findes i alt Fald
én i Tanger. Den ligger i en af de snævreste Gyder, og der sidder 8-10
af de mest velhavende Mavreres Purke paa Hug paa Stengulvet og remser udenad
efter Koranen. De er klædt ligesom Voksne i rød Fez, hvid Burnus
og gule Tøfler. Deres smaa Lemmer drukner helt i de posede Klæder,
mens de vugger til Siderne og fremplaprer de hellige Vers med lukkede
Øjne. Rummet er uden Vinduer og ligner en tom Vognport. Der er ingen
forrevne Landkort paa Væggene, ingen Skoleborde til Drengene at
skære i, ingen Blækhuse, der kan væltes. Ikke Spor af
Materiel, kun en gammel, hvidskægget Moor, der sidder paa Hug lidt fra
Drengene og agerer Skolemester med en Smække i Haanden og Koranen
opslaaet paa sine Knær. Han smiler og nikker, og jeg smiler og nikker;
han indbyder mig høfligt til at tage Plads, og jeg sætter mig paa
det snavsede Gulv og gør et Forsøg paa at trække
Fødderne op under mig paa Arabervis. Saa overværer jeg, at den
mindste Dreng giver et Kapitel af Koranen til bedste - ustanseligt og
tilsyneladende uden mindste Fejl i Opremsningen. Vi samtaler dernæst en
Stund med Hadji som Tolk - skønt Skolemesteren »kan tale alle
Verdens Sprog« - og jeg komplimenterer ham pligtskyldigst i Anledning af
hans Elever. Saa gør jeg et Par Tilløb til at føle ham paa
Tænderne, men han lader sig ikke gaa paa, og jeg maa nøjes med
Bevidstheden om, at han i alt Fald kan læse. Jeg rejser mig,
børster saa umærkeligt som muligt, for ikke at vække
Anstød, Snavset af min Bag og tager Afsked. I Døren blinker Hadji
til mig med sit store Øje, og jeg forstaar Signalet og giver den
hvidskæggede »Professor« 50 Øre til Kaffe.
Statsmaskineriet er slet ikke indviklet. To Gange om Ugen sidder Pasha paa Hug
i den store Port uden for sit smukke Palads og plejer Retten efter god
gammeltestamentelig Skik. De kivende Parter kommer op imod ham paa hver sin
Side af Gaden og gaar forsonede ned langs Midten. Naar der kommer en
særlig fortvivlet Sag for, trækker Pasha sig vredt i det lange,
hvide Skæg, »og saa klarer Spørgsmaalet sig
altid«.
Mod en lille Dusør til Vagten kan man faa Lov til at se Provinsens
Skatkammer udvendig. Det er en massiv Stenbygning med en solid Port med syv
store Hængelaase for. De syv Nøgler til de syv Laase er anbragt
hos syv forskellige agtværdige Mænd i Byen, og saaledes har man
sikret sig imod Tyveri af offentlige Midler. Nøglerne tør ikke
betros Pasha selv, da hans Løn ikke overstiger 100 Kr. om Maaneden.
En Dag tog Hadji og jeg alle de offentlige Institutioner paa Rad og besaa bl.a.
Byens Hospital og Fængsel. Hospitalet laa i en snæver overbygget
Gyde ved Moskeens Bagvæg. Et Stykke nede stødte Hadji en
Dør op, og vi traadte ind i et mørkt Rum, hvor en kvælende
Stank slog mig i Møde og tvang mig ud igen efter faa Minutters
Forløb. Men jeg saa tilstrækkeligt. Der var kun ét langt
Rum, som var inddelt i Baase langs den ene Side i Lighed med vore Stalde.
Inderst i hver Baas var der en Bunke Halm eller pjaltede Maatter - det var for
mørkt til, at jeg kunde skelne rigtig - og midt i Bunkerne skimtedes de
nøgne Omrids af Menneskeskikkelser, der vred sig og stønnede. Fra
én Baas stak der et Par gustne Ben frem, ud fra en anden krøb en
nøgen Unge med Skurv over hele Kroppen. Den gamle Kælling, der
udgjorde Opsynet, kradsede Ungen op i Baasen med sin Kæp og med en saa
fortrædelig Mine, som om hun selv var en proper Stuepige og Ungen en
Tudse, der var kommet over Dørtærskelen. - Kællingen skal
kun varetage, at de Syge ikke løber bort, og at de dør i deres
rette Baas. For dø skal de, naturligvis - hvad skulde de ellers paa
Hospitalet. De faar ikke anden Mad, end hvad der godvilligt bringes dem af
deres Slægtninge; men det synes klart, at har man først bragt sine
Syge herhen og sat dem i Stand til at dø i de rette Omgivelser, saa
bærer man ikke Mad til dem alt for ofte. Det vilde kun være at
kaste Allahs Gaver ud af Vinduet. Dèr, hvor de kommer hen, er der nok at
spise - meget mere end her, efter Hadjis Mening. Men hvis de nu ikke gør
Mine til at pakke sammen? »Then People send for medicinman, and he helps
them die« (Saa sender man Bud efter Medicinmanden, og han hjælper
dem til at dø), lyder Hadjis simple Svar. Derfor er det altsaa, at jeg
ikke har set en eneste Krøbling - Sydevropas store Landeplage - i
Tanger.
Fængslet er grundet paa samme Princip. Det ligger højt over Byen,
ved Siden af Kasbah - Fortet - og ligner en Rundkirke. Der er ingen Vinduer,
heller ingen Dør; Lyset kommer oppe fra det utætte Tag, og naar en
ny Fange skal spærres inde, bryder man Hul paa Muren og murer til efter
ham igen. Han slipper aldrig ud mere - jo, han kan købes ud for en stor
Sum, men det skal ske snart, for han lever ikke længe derinde. Og det
sker sjældent. Paa Siden af Rundmuren er der en lille Udbygning; derinde
ligger Vagten og døser paa Stendivaner, med Bøsser og lange Spyd
ved Siden.
Vagten skyder en Glug paa en Kvadratalens Størrelse til Side, og man
stirrer ind i Fængslet. Var Stanken ulidelig i Hospitalet, saa er den ti
Gange værre her; man maa holde sig for Næsen og hvert
Øjeblik trække Hovedet tilbage for at drage Aande. Bunden derinde
er et Ælte af Gødning og Siv; nogle ligger i det, andre sidder paa
Hug, atter andre gaar rundt i deres Lænkes Periferi. De er lænket
til Rundmuren og til Pillerne, der bærer Taget.
Saa snart de opdager mig ved Gluggen, slæber de sig frem, kryber og gaar
saa langt Lænken vil. Fra den bageste Baggrund rækkes senede,
slunkne Halse og tynde, rystende Arme hen imod mig; der er fortærende
Krav i deres Øjne og deres aabne Munde. De griber i hinanden for at hale
sig frem og glemmer, at det er Lænken, der holder dem tilbage. Filtret
Skæg og tjavset Haar, nøgne Rygge med tykke Skover af straablandet
Menneskegødning, enkelte Pjalter, der hænger dem vaadt ned fra
Lænderne og klasker dem om de nøgne Ben, hver Gang de slider i
Lænken for at komme nærmere!
De bliver aldrig lukket ud, de faar ikke Vand til at vaske sig i, de faar kun
Mad, naar Slægt og Venner bringer dem noget. Eller naar de
erhværver sig noget - for se! Nøden har gjort dem flittige og
opfindsomme. De, som maaske aldrig har kendt til ærligt Erhværv,
medens de var fri - her sidder de midt i Snavset og Elendigheden og
forfærdiger de nydeligste smaa Kurve og Tasker af brogede Siv og
marokkansk Læder og sælger dem til de Rejsende, der kommer for at
se det fæle Syn. - Og den umenneskelige Behandling har gjort dem
menneskelige mod hinanden indbyrdes, hvorfor skulde ellers de forreste, der
selv har Genstande, de for enhver Pris ønsker solgt, række de
bageste Fangers Arbejder frem og udbyde dem sammen med deres egne? Det vilde de
næppe gøre paa fri Fod; saadan handler jo ikke en Gang det
Samfund, der har spærret dem inde og prisgivet dem til at dø af
Sult og Urenhed. Og intet andet Samfund heller.
Dette Samfund, der driver sin Retspleje efter Moselovens Forskrifter og
udrydder sine Syge og sine forfejlede Medlemmer, bestaar ikke af Barbarer, der
møjsommeligt Fjed for Fjed skal tilegne sig Kulturen. Mavrerne
udgør i Tal kun en Tredjedel af Marokkos Befolkning, men de danner hele
Overklassen, Byerne befolkes næsten udelukkende af dem, de udgør
Embedsstanden - lige fra Sultanen til Natvægteren -,
Købmandsstanden og de større Haandværkere. De er
Efterkommere af et Folk, der havde en høj Kultur, og har bevaret
Levninger deraf i Bygningernes indre Pragt, i den egenlige Klædedragts
Rigdom og Overkjortlens blændende Renhed, i den ydre Opførsel og
den fornemme Holdning. Man vil paa Tangers Gader forgæves lede efter den
»Dyrets Naivitet« og den uforbeholdne Tale, der er saa betegnende
for Sydevropas Byer; en Dame kan bevæge sig alene her uden at faa raa
Bemærkninger slynget efter sig og uden at se noget, der bringer hende til
at rødme. Mavrerne kender godt Kulturens Former og overholder dem, men
for Resten er den dem et forlængst overvundet Standpunkt. De har fablet
sig fra dens Indhold og dens Krav, fordi disse Ting plagede dem; og de
følte dem som en Plage, fordi de er afslægtede - trætte.
De minder i al deres Handel og Vandel saa levende om den sildefødte
Søn af en stor Slægt. De er yderlig blaserede og for ugidelige til
at besidde Interesse eller Medfølelse, til overhovedet at lade sig rive
med af noget. I Sydevropa vækker den Rejsende tit en alt andet end
behagelig Opsigt; Mavreren skænker ham ikke Brøkdelen af et
Øjekast, og Rejsende er dog langt sjældnere her end dèr.
Mavreren synes ikke at kende noget til Nervøsitet, og han synes heller
ikke at have Spor af Livsappetit. Han bestiller saa lidt som muligt, taler
nødig, gaar helst for sig selv, staar timevis op ad en Mur og stirrer
aandsfraværende ud for sig, uden at vækkes af nogen Lyd og uden at
røre sig, eller sidder med Benene i Rendestenen og Hagen i
Hænderne, grublende, stirrende ud efter sin egen Næsetip. Tal til
den fattigste af disse Filosofer, spørg ham om Vej, sig ham en Artighed,
stil ham noget indbringende i Udsigt - du vil kun læse ét i hans
Miner og vrange Svar - Ønsket om Ro.
Og de har Ro. Fraregnet Jødekvarteret ligger Byen, paa de Dage Berberne
holder sig borte, saa døsende stille som Torneroses Slot. Livet glider
mekanisk jævnt og søvngængeragtigt af Sted. Hus ved Hus
sidder Mavreren paa en Hylde i sin lille Bod og læser i Koranen eller
grubler, ligegyldig for om der kommer Købere eller ej. Han har indrettet
sig bekvemt, har trukket Benene helt ind under sig og ordnet sig saadan, at han
kan naa alle Ting i Boden og indkassere Pengene uden at flytte sig. Ved Siden
af sig har han alt, hvad han behøver: en Krukke Vand og et Stykke
Brød. Han oplader med Nød og næppe Munden, naar den sorte
Vandbærer drager forbi, og han skal have sin Krukke fyldt.
Kommer der en Køber, lægger han stum og uden at se op det
forlangte frem, stryger Pengene i en Krukke og læser eller grubler
videre. Prutten indlader han sig slet ikke paa, heller ikke paa at lægge
flere Ting frem og lade Køberen vælge. Har man faaet en Vare og
finder, at den er for stor eller for lille, eller at det ikke er den rette, og
ønsker den byttet, lægger han den tavs hen paa sin Plads, giver
Pengene tilbage og flyder hen i sin Metafysik. Og han lader sig hverken bede
eller trygle tilbage.
Kun paa Markedspladsen oven for Bymuren er der lidt Liv, men dèr er
ogsaa Jøderne og de halvvilde Kulsviere fra Bjærgene i Flertal.
Maden koger sig selv i denne Varme, og der er ikke megen Rift om deres
Trækul; saa strækker de sig i Solen, smaasnakker eller driver hen
til Beværtningerne under Halvtaget og drikker grøn Te med
Honningbrød til, som er helt sort af Fluer. Hver Gang én
fører sit Honningbrød til Munden, flyver Fluerne op, og det lyder
som Sus i en Sivskov; naar han har bidt, lejrer Sværmen sig paa
Brødet igen. De maa selv passe ikke at blive spist, han ænser dem
ikke.
Dèr inde under Halvtaget holder ogsaa Æventyrfortælleren
til. Tilhørere har han ingen af i Øjeblikket, men han
fortæller alligevel ustanselig i sit underlige Sprog og vugger frem og
tilbage - det lyder som Frøers uophørlige Kvækken fra
Kæret en Sommeraften. En og anden, der gaar forbi, kaster en Skilling i
hans Krukke. Mere Opmærksomhed vækker Slangetæmmeren ved
Siden af. To grimme Neger-Slavinder
og nogle Zigøjnerunger er hans Publikum, og for dem kalder han i
største Alvor Slange efter Slange ud af sin Skindpose og lader dem sno
sig om hans Hals og Arme til den pudsigste Orkestermusik. Da han er
færdig og igen sender sine Slanger i Posen, gaar Tilskuerne uden at
betale; men det lader ikke til at røre ham dybere.
Fra Markedspladsen kan jeg gennem den hesteskoformede Byport se ned ad
Hovedgaden i hele dens Længde; den render lige ned paa de hvide
Strandmure og sætter et Stykke blaa Hav i Ramme. Den ligner et
udtørret Flodleje og tjener ogsaa som Flod i Regntiden; man kan se
Mærker af Vandet paa Fodmuren, og der er Sandriller fra den sidste Regn
og store Rullesten i Midten. I alle Boderne Rækken ned sidder der
Sælgere i samme ubevægelige Stilling; de ligner Dukkerne i et
Marionetteater, der er gaaet i Staa. Havet glitrer blaat for Enden af Gaden,
Husene glitrer hvide til begge Sider, støttet til Murene staar
forstenede Skikkelser med Benene over Kors, muskuløse Haandværkere
sover under deres Telte med de nøgne Ben stikkende frem under
Lærredet. En Mavrer i kostbare Klæder sidder ned paa den bare Jord
med Ansigtet helt ind til Muren og spiser Druer, stille og optaget som et
Barn.
For et Øjeblik bliver Gaden levende. Tre pjaltede Mænd gaar
igennem den, syngende og skrigende. De slaar med klaprende Instrumenter og
vrider sig i Takt til den hylende Sang, der lyser deliristisk af deres
Øjne og Ansigter. Det er religiøse Sværmere. De drager
udefter med deres Skare af Beundrere, og Gaden bliver igen stille - som et
Marionetteater, der er gaaet i Staa.
Her paa Markedspladsen gik jeg og drev en hed Avgusteftermiddag. Sælgerne
var borte, Æventyrfortælleren og Slangetæmmeren ogsaa, Flokke
af velklædte Mavrere stod i Klynger ud over Sandsletten og stirrede ned
mod Byporten, som om de ventede et eller andet. Ved den øverste Ende af
Markedspladsen laa et Hus, hvis flade Tag var helt dækket af Mennesker,
hvoraf en Del var bosiddende Evropæere. Jeg erfarede, at man ventede et
Optog, og købte mig Adgang til Taget.
Nede ved Markedsporten kom et orangegult Banner til Syne. Jeg kunde utydeligt
se Masser trænges i Porten og hørte fjærn, forvirret
Støj. Markedspladsen skraanede opad til det Sted, hvor jeg stod, der laa
nogle Tusend Fod borte fra Porten. Det varede en god Stund, inden jeg
hørte de første Toner af Musiken, der straks igen druknede i
Larmen og Afstanden.
Solen brændte hidsigt, og det flade Asfalttag brændte mig gennem
Skosaalerne; en Time var forløbet, og jeg tænkte allerede paa at
gaa min Vej. Men i det samme brød Musiken tydeligt igennem - det dybe:
bum! bum! der faldt tæt og uafladeligt, mens en Klarinet trak sig igennem
det med en lang irriterende Klagetone, der steg og sank svagt, men aldrig
klippedes over af selv den kortvarigste Snappen efter Vejret. Ensformig og
uophørlig borede den sig ind i èn som en paagaaende Mygs
Summen.
Og snart blev Larmen tydeligere; det forekom mig, at der dansedes med vilde
Fagter, og af og til saa jeg Tilskuerne til den ene eller anden Side spredes i
vild Flugt og under høje Skrig.
For hvert kort Fremryk gjordes der et længere Holdt med Dans paa Stedet.
Hist og her saa jeg noget hæve sig og blinke i Luften, og et og andet
nøgent glatraget Hoved løftede sig højt over Sværmen
og forsvandt igen.
Igen et Fremryk og en ny Stansning. En elfenbensgul Hovedskal skød sig
kvikt i Vejret og blev atter borte; noget blankt havde lynet mod den da den var
højest. Mine Øjne modtog et rødt Indtryk som af Blod, et
svagt Purpurskær syntes en Stund at svæve paa det Sted i Luften
hvor Hovedet havde befundet sig.
Jeg var maalløs af Forundring, mit Blod hamrede, mange Tilløb til
en Forklaring krydsede mit Hoved.
Blodpletten var lige forsvundet for mine Øjne, da jeg saa Skarerne aabne
sig til den ene Side og en bøjet, fanatisk, indianeragtig Skikkelse fare
ud af Kredsen med en Økse i Haanden. Foran ham flygtede en tilhyllet
mavrisk Kvinde i stor Panik, hun traadte i sit lange Lin og faldt med et Skrig.
To Mænd med Stokke greb Forfølgeren, just som han naaede hende med
hævet Økse; de tog Øksen fra ham og førte ham
tilbage til Kredsen. Han lod sig godvilligt lede og gik stift og dødt
som en Søvngænger. Hans ragede Hoved hang ned paa Brystet og
nikkede for hvert Skridt som om det var løst; det var dækket af
mørkerøde Skjolder - levret Blod.
To Timer er forløbet, siden Skaren strømmede gennem
Markedsporten, saa langsomt rykker den frem; men nu er den lige under Huset, og
jeg kan se alle Enkeltheder. I Spidsen danser nogle vilde Skikkelser med aabne
Saar i Hovedet, Blod ned over Ansigtet og Blod paa Bryst og Klæder. De
har tyndbladede Økser i Hænderne, som de slaar sammen i Luften i
Takt til Musiken. Bag dem gaar rolige, næsten dovne Mænd med stort
Skæg og Favnen fuld af Økser.
Saa følger en Rundkreds af Dansere - vel halvhundrede, der holder
hinanden i Hænderne og vugger til Siden som kartesianske Djævle,
idet de holder Trit med Fordanseren midt i Kredsen, en kæmpestor Neger.
Allersidst kommer Orkestret, som bestaar af et Par Krukker med en Hinde
spændt over og den forbandede Klarinet, der stadig spinder sin Klagetone
ud som en uendelig Traad.
Hele Optoget bevæger sig dansende paa Stedet eller langsomt fremad, og
Dansen har ikke hvilet i de to Timer. Selv de, der kaster sig ned og slaar
Panden mod Jorden, stanser intet Øjeblik deres Vuggen i Takt - Rytmen
har besat dem.
Optoget bevæger sig frem mellem Tusender af Tilskuere - Mænd og
Børn; og oppe paa de høje Skrænter under Aloëhegnene
sidder Rækker af Kvinder, der ligner hvide Søfugle i deres
underlige Dragt. Nu og da farer en dansende Sværmer op imod dem med
hævet Økse, saa flyver de skrigende op og flygter ind mellem
Sumpens Junglekrat.
Mens jeg staar her kommer Hadji, og jeg spørger ham, hvad dette er.
»Det er religiøse Sværmere, der danser til Ære for
Sedi Ali,« siger han. »Rigtige Narre er det, som vil springe
dèr og skamfere sig selv.« Han paatager sig en Mine, som om han
selv havde sagt sig fri fra alt Overnaturligt, men jeg mindes Arrene paa hans
polerede Isse og ved nu, hvorfra de stammer.
Trætheden begynder at vise sig, to Timers uafbrudt Dans op ad Bakke, to
Timers uafbrudt Spillen. Danseren arbejder møjsommeligt, Musiken er
sløv, og Fakirerne ligesaa - Økserne hænger, Mændene
ser ud, som vilde de segne i deres eget Blod.
Men saa kommer de hellige Brød fra Fez. Fordanseren lægger et paa
sit flade Hoved og forandrer Takten med et højt Spring, og hele
Rundkredsen slaar over i Livlighed. Og pludselig kommer Aanden over en af
Danserne, han slipper Kredsen, der lukker sig bag ham, og kysser dansende
Fordanserens Brød. Saa springer han ud over Kredsens Hænder,
griber en Økse og slutter sig dansende til Fakirerne - en ny Fakir. Han
danser ene som de og svinger udfordrende sin Økse, stanser pludselig og
farer højt i Luften, mens Øksens Æg planter sig i hans
ragede Hoved. Tre Spring i Takt til Musiken og tre Hug - et for hvert Spring;
og af tre aabne Saar i Hovedet strømmer Blodet. Han styrter men er i et
Sæt atter paa Benene og danser - Takten er ikke brudt. Og Handlingen
tænder, hver Fakir svinger sin Økse, springer og hugger sig i
Hovedet tre Gange.
Optoget har passeret Huset. Jeg stiger ned og følger det udefter,
kravlende langs Skrænterne og advaret af godmodige Mavrere mod at komme
Fakirerne for nær. Den ensformige Musik trætter ikke længer,
den opirrer; Slappelsen er blevet til Ophidselse, Ophidselsen til Delirium.
Nogle af Fakirerne er helt badede i Blod, og de to Mænd, der deler
Økser ud, har maattet tage disse fra dem. Andre har ikke èn men
tre Økser samlede til et Bundt, der klirrer i Luften og slaar tre Saar
ad Gangen. Økserne er tyndbladede og lette, de falder ikke knusende; men
de er skarpe, de skærer. Af og til falder en Fakir og kan ikke rejse sig.
Han faar et helligt Brød trykket mod sit Hoved og er atter paa Benene;
saa kaster han sig ned og slaar Panden mod Jorden.
Klarinetens forbandede Klagetone borer og borer uophørligt inde i min
Hjærne; jeg har en Fornemmelse af, at jeg bør begaa et eller andet
forrykt for at blive befriet for den. Disse vanvittige Mænd med den
nøgne Overkrop skorpet af Blod og Sved og Støv og det skaldede
Hoved i et Virvar af røde Saar, frastøder mig ikke længer,
ikke engang han, der kælent stryger tre Økseægge ned ad sin
Kind, saa den revner i tre Snit. Blodfarven er ikke Blod længer men
Rødt, der staar saa ildnende, vellystig smukt mod Sollyset og denne
vidunderlige Himmel.
Og jeg kan ikke rive mig løs men følger Toget ned gennem
Yderporten og videre over de flade Højdedrag ad Vejen til Fez.
Mængden sakker efterhaanden agterud og vender tilbage til Byen,
Økserne tages fra de vilde Fakirer en for en, Skuespillet nærmer
sig sin Afslutning. Det sidste, jeg ser, er en Fakir, der ikke vil udlevere sin
Økse. Han brydes med Mændene og kysser Øksens Æg, saa
Læberne springer i Blod. Tilsidst omklamrer han deres Knæ i
Bøn om at maatte beholde Vaabnet.
Og Skaren drager ud over Ørkenen. I Morgen tidlig er den i Fez, hvor - i
Følge Hadji - Sedi Ali's hellige Grav findes, som er saa
undergørende, at en eneste Bøn ved den helbreder alle Fakirens
Saar.
Solen er ved at gaa ned og sænker Purpur i alle Lavninger og Guld om
Højene.
Udenfor i Gibraltarstrædet driver de blaa Røghaler fra Hundreder
af Dampskibe, men Skibene kommer ikke Tanger ved. De gaar videre med deres
Ladninger i Øst eller Vest, til Orienten eller Amerika. Men inde over
den sandede Aas, Ørkenens Udløber, dukker en Karavane frem og
glider ned mod Markedspladsen. Den kommer med Korn inde fra Agerlandet ved Fez,
og hvert Dyr bærer 5-6
store Sække paa sin Ryg. Dyrene vralter tungt under Byrden, men yderst
paa den lange Hals sidder det lille ondskabsfulde Hoved og vugger sig gennem
Luften i bløde Slangebevægelser, som faar mig til at mindes
Gondolernes søgende Gliden paa Venedigs Kanaler.
Det er Tangers Handelsflaade. Og mens Mørket falder fra den
irgrønne Himmel, hører jeg Driverne kæmpe rasende med deres
Kameler, der skal lægge sig ned med hele Byrden paa, fordi de saa er
lettere at aflæsse. Ind i Kamelernes Smærtensskrig, naar de
bøjer sig med Byrden og slaar Knæene haardt mod Jorden, lyder
Muezzins bløde, altfavnende Raab: »Gud er stor! Kom til
Bøn, Gud Herren kalder!«
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek