Homer, Iliaden, 8. sang
| Index
| Sang -1
| Sang +1 |
1 Vidt over Jord i sit Safrans Slør sig Dagningen bredte
2 Og paa den øverste Tind af Olympos's takkede Rygning
3 Sad Lynsvingeren Zeus i Raad med samtlige Guder.
4 Selv til Orde han tog, og Guderne lytted tilhobe:
5 Hører mig, samtlige Guder, og hører mig, alle Gudinder!
6 At jeg kan sige, hvad Hjertet i Bryst mig byder forkynde.
7 Ingen af Eder, det være sig Gud, hvad eller Gudinde,
8 Prøve mig paa, at forstyrre min Id, som nu jeg vil nævne,
9 Nei! bifalder den Alle, at Sagen kan snart vorde fuldbragt.
10 Hvem af Eder jeg seer fra de øvrige Guder sig snige
11 Lønlig til Hjelp for Achaiernes Folk eller Troernes Kæmper,
12 Ham vil jeg drive med krænkende Slag til Olympen tilbage,
13 Eller jeg tager og styrter ham ned i Tartaros' Mørke
14 Fjernt herfra, hvor der gaber et svælgende Dyb under Jorden,
15 Sikkret tilgavns med en Port af Jern og en Tærskel af Kobber,
16 Ligesaa dybt under Hades, som Himlen er høit over Jorden.
17 Da skal I lære, hvor vældig jeg er mod samtlige Guder.
18 Eller forsøger engang, at I Alle kan faae det at vide,
19 Hænger fra Himmelen ud en Kjæde med gyldene Ringe,
20 Griber i Kjæden saa fat, hver Gud og Gudinde tilhobe,
21 Dog skal I ei fra Himmelen ned til Jord kunne drage
22 Zeus den øverste Drot, I maae hale saa stærkt som I mægte;
23 Men hvis jeg derimod fik Lyst at trække for Alvor,
24 Trak jeg forsand Eder op med Jorden og Havet tillige,
25 Kjæden jeg surred da fast om den øverste Top af Olympen,
26 Og i den blaalige Luft Alverden da kom til at svæve;
27 Saa høit staaer jeg i Kraft over Guder og Mennesker alle.
28 Saa han talte, da taug de qvær, og forstummed tilhobe,
29 Studsende over hans Ord, thi kraftigen havde han talet.
30 Endelig svared Athene, den lysblaaøiede Jomfru:
31 O vor Fader Kronion, du Drot over Drotter tilhobe!
32 Dette tilfulde vi veed, din Kraft ei lader sig kue,
33 O men alligevel føle vi Ynk med Danaernes Kæmper,
34 Som efter Qvaler i fuldeste Maal nu gange tilgrunde.
35 Dog vil vi holde fra Kampen os fjernt, naar du det befaler,
36 Ikkun et Raad vi gjerne dem gav, som kunde dem baade,
37 At de dog ei tilfulde forgaae, da du er fortørnet.
38 Hende med Smiil Skysamleren Zeus gjensvared saalunde:
39 Tritogeneia! mit elskede Barn! fat Mod! hvad jeg sagde
40 Var ikke meent for Alvor, mod dig er jeg føielig sindet.
41 Talt, og i Aaget han bandt sine to rapflyvende Heste,
42 Mankerne var af det pureste Guld, og af Malm deres Fødder;
43 Selv han hylled sit Legem i Guld, saa greb han sin gyldne
44 Skjøntforarbeidede Pidsk, og satte sig op paa sin Agstol,
45 Jog saa med Svøben paa Gangernes Spand, og villige fløi de
46 Midt mellem Jorden afsted og den stjernebeprydede Himmel.
47 Snart til Ida han kom, det kildebesprudlede Vildthjem,
48 Hen til Gargaros' Tind, til sin Lund og sit duftende Alter;
49 Der han Gangerne standsed, hiin Guders og Menneskers Fader,
50 Spændte fra Karmen dem løs, og trindt i Taage dem hylled.
51 Selv paa Toppen af Bjerget han satte sig, stolt af sin Hæder,
52 Skuende hen over Troernes Stad og Achaiernes Skibe.
53 Rundtom i Teltene nu de haarfagre Mænd af Achaia
54 Skyndte sig Davren at tære, og derpaa til Kamp de sig rusted.
55 Ogsaa de Troiske Kæmper bevæbned sig rundtom i Staden;
56 Vel var af Antal de færre, men haardt af Nødvendighed tvungne
57 Droge de freidig tilfelts, for Koner og Børn at kæmpe.
58 Vidt stod samtlige Porte paa Gab, ud strømmede Hæren,
59 Somme tilfods og Andre tilvogns med forfærdeligt Bulder.
60 Men da de rykkende frem havde mødt hinanden paa Stridsmark,
61 Landse mod Landse, og Skjold mod Skjold da hugged de stærke
62 Malmompandsrede Mænd, mangfoldige buklede Skjolde
63 Knugedes hardt mod hinanden, høit dundred det larmende Kampgny.
64 Mellem hinanden nu lød baade Jammer og Jubel af Krigsfolk,
65 Altsom de Kæmpende slog eller faldt, og af Blod svam Jorden.
66 Mens det var Morgen endnu, og den hellige Dag var i Tilvæxt,
67 Traf mangt dræbende Spyd fra begge de kæmpende Skarer,
68 Men da den skinnende Sol skred frem midt henover Himlen,
69 Greb Alfader sin gyldene Vægt, og holdt den i Veiret,
70 Lagde paa Vægten dernæst to dødbestemmende Lodder,
71 En for Achaiernes Kæmper, og en for de modige Troer,
72 Greb saa paa Midten og vog, da sank Achaiernes Dødslod,
73 Og mod den nærende Jord slog brat Achaiernes Vægtskaal,
74 Medens at Troernes Lod foer op mod Himmelen vide.
75 Flux fra Ida han tordnede høit, og sin straalende Lynild
76 Slynged han ind mod Achaiernes Folk, og Alle ved Synet
77 Skjælvede svart, af Rædsel og Skræk de blegned tilhobe.
78 Hverken Idomeneus holdt nu Stand eller Kong Agamemnon,
79 Selv Aianterne ei, de to krigelskende Kæmper;
80 Nestor, Achaiernes Fader, blev ene tilbage, thi Nøden
81 Tvang ham, hans Tredling var ynkelig stedt, med en Piil var den nylig
82 Ramt af den Helt Alexandros, den haarfagre Helenas Husbond,
83 Lige paa Issen, hvor Haaret af Hestenes Manke begynder,
84 Oppe paa Hovedets Skal, et Sted, som er yderlig farligt.
85 Høit den steiled af Pine, da Malmen sig dybned i Hjernen,
86 Og da med Pilen den vælted sig vildt, forskrækked den Spandet.
87 Medens nu Gubben med Iil sit Sværd uddrog, for at hugge
88 Tredlingens Liner itu, kom Hektors bevingede Heste
89 Travende op gjennem Stimlen, og Hektor den dristige Styrer
90 Kjørte dem selv; nu Gubben forvist sit Liv havde mistet,
91 Naar ei den vældige Helt Diomedes det grandt havde mærket,
92 Med et forfærdeligt Raab opmanded han Konning Odysseus:
93 Ætling af Zeus! Laertes's Søn Odysses du snilde!
94 Ryggen du vender, hvor flygter du hen som en Kryster i Stimlen?
95 Vogt dig, at Ingen et Spyd gjennem Ryggen dig stinger paa Flugten!
96 Tøv dog, at Gubben beskjerme vi kan mod den rædsomme Kæmpe!
97 Saa han raabte, ham hørte dog ei den Ædling Odysseus,
98 Brat han foer ham forbi til Achaiernes bugede Skibe;
99 Dog Diomedes, skjøndt ene, gik frem mod de forreste Fiender,
100 Trædende hen foran Vognen, som bar den Gereniske Gubbe,
101 Og med bevingede Ord han talede til ham og sagde:
102 Gubbe! din Plage du har med det unge behjertede Mandskab;
103 Sløvet er nu din Kraft, den besværlige Alder har naaet dig;
104 Ogsaa din Svend er maadelig stedt, dine Gangere trætte.
105 Derfor velan! stig op paa min Vogn, at selv du kan lære,
106 Hvordan de Troiske Heste forstaae over Sletten at fare
107 Hurtigen frem og tilbage, til Flugt eller stormende Anfald;
108 Nys fra Aineias jeg tog dem, de skræmmende Hingster i Feltslag.
109 Lad nu Svendene sørge for dine, saa vil vi med mine
110 Gangere fare mod Troerne løs, at Hektor tilfulde
111 Selv kan see, om ogsaa mit Spyd i Næven kan rase.
112 Saa han talte, hans Ord adlød den Gereniske Nestor.
113 Flux for Oldingens Heste nu sørgede begge hans Svende,
114 Sthenelos drabelig stærk, og Eurymedon saare behjertet.
115 Hine besteg nu begge den Helt Diomedes's Stridskarm,
116 Nestor i Hænderne greb den stadselig flunkende Tømme,
117 Pidsked paa Gangernes Spand, og snart de nærmed sig Hektor.
118 Just som imod dem han foer, udsendte Tydeiden sin Landse,
119 Rigtignok glipped hans Kast, men Svenden, som Gangerne kjørte,
120 Og som Eniopeus hedd', en Søn af den bolde Thebaios,
121 Denne med Tømmen i Haand han traf i Brystet ved Vorten;
122 Ned af Vognen han tumled, og brat de vælige Heste
123 Steiled af Rædsel tilbage, forødt var Livet og Kraften.
124 Hektor paa Sind faldt Sorgen saa tung for den myrdede Karmsvend,
125 Denne han lod dog ligge, skjøndt mod ihu for den Faldne,
126 Speided en Mand at hitte, som flinkt kunde Gangerne styre,
127 Ei ret længe de manglede Kudsk, thi snarlig han øined
128 Iphitos' mandige Søn Archeptolemos, bød ham bestige
129 Flux den hurtige Vogn, og gav ham Tømmen ihænde.
130 Nu var der hændet en Jammer og øvet ubodelig Gjerning,
131 Nu var de drevne til Byen lig Lam, der gjennes i Folden,
132 Naar ei Guders og Menneskers Fader det grandt havde mærket,
133 Frygtelig tordned han nu, og slynged sin blændende Lynild,
134 Ligeforan Diomedes's Spand slog Straalen i Jorden
135 Ned, og en Lue som brændende Svovl opblussede rædsomt,
136 Flux blev Hestene skye, og sprang mod Vognen tilbage;
137 Nestor af Hænderne gled den stadselig flunkende Tømme,
138 Slagen i Hjertet af Skræk tiltaled han saa Diomedes:
139 Tydeus's Søn! vend om, flygt hjem med de stampende Heste!
140 Eller fornemmer du ei, at Zeus forholder dig Seiren?
141 Hæder forlener Kronion idag den straalende Hektor,
142 Dog en andengang times den os, hvis saa ham behager,
143 Ei kan dødelig Mand afværge hvad Zeus har forføiet,
144 Om han er aldrig saa stærk, langt stærkere dog er Kronion.
145 Ham gjensvared paastand den vældige Helt Diomedes:
146 Sandt tilfulde, min Gubbe! er hvert et Ord, som du talte,
147 Men en forsmædelig Sorg betager mit Sind og mit Hjerte;
148 Sige vil Hektor engang, naar i Kreds han til Troerne taler:
149 Jeg har skræmmet Tydeiden, saa hjem han til Skibene flygted;
150 Saa vil han tale med Brask, gid da Jorden mig sluge paa Stedet!
151 Ham gjensvarede Nestor, den gamle Gereniske Vognhelt:
152 Søn af den stridbare Tydeus! hvor sært dog lyder din Tale!
153 Fik end Hektor det Indfald, at kalde dig ræd eller kraftløs,
154 Vilde dog Ingen af Troernes Mænd og Dardanernes Kæmper
155 Troe hans Ord, saa lidt som de skjoldbevæbnede Troers
156 Koner, hvis blomstrende Mænd dit Spyd nedstyrted i Støvet.
157 Saa han taled, og vendte til Flugt de stampende Heste
158 Hen gjennem Stimlen, men Hektor og Troerne skarpt dem forfulgte
159 Under en Regn af hvinende Spyd og med vildene Kampskrig.
160 Høit til Flygtningen raabte den hjelmomstraalede Hektor:
161 Tydeus's Søn! høit hædred dig før Achaiernes Sønner
162 Baade med bredfulde Bægre, med Brad, og med Sæde til Høibords,
163 Men de vil haane dig nu, du est jo vorden en Qvinde.
164 Bort! du frygtsomme Pige, mig bringer du ei til at flygte,
165 Ei skal du sætte din Fod paa vor Muur, og ei vore Qvinder
166 Føre paa Skibene bort, nei! før jeg dig giver din Helsot.
167 Saa han talte, men Tydeus's Søn betænkte sig raadvild,
168 Om han med Karm skulde vende, og styrte sig freidig i Kampen.
169 Tregange vaklede Helten, tvivlraadig i Sind og i Hjerte,
170 Tregange tordned den vældige Zeus fra Toppen af Ida
171 Troernes Mænd til et Tegn paa den skiftende Seier i Striden;
172 Høit da hævede Hektor sin Røst og til Troerne raabte:
173 Troias og Lykiens Helte, Dardaniske Haandmængskæmper!
174 Teer Eder nu som Mænd, og tænker paa stormende Angreb!
175 Klart jeg fornemmer i Sind, at huld og naadig Kronion
176 Seier og Hæder forjættede mig, men Danaerne Jammer.
177 Ret som Taaber de nys faldt paa, en Muur sig at bygge,
178 Skrøbelig er den og usel, min Kraft den ikke skal modstaae;
179 Over den kastede Grav kan let mine Gangere springe,
180 Men naar jeg saa har banet mig Vei til de bugede Skibe,
181 Glemmer da ei, den hærgende Ild i Beredskab at have,
182 At deres Snekker opbrænde jeg kan, og ved Snekkerne hugge
183 Mændene ned, naar i Røg og Damp de rædde fortumles.
184 Talende saa med lydelig Røst sine Heste ham muntred:
185 Xanthos og du Podargos, og Aithon og herlige Lampos!
186 Gjør mig nu Skjel for den Omhu, som tit Andromache selv har
187 Eder beteet, den behjertede Drot Eetions Datter;
188 Eder hun selv udstrøede først den qvægende Hvede,
189 Eder hun blandede Viin, at drikke, naar Sindet begjærte,
190 Førend hun Bægeret rakte til mig, hendes blomstrende Husbond!
191 Farer nu frem, og skynder Jer brav, at til Bytte vi tage
192 Nestors fortrinlige Skjold, hvis Rye naaer lige til Himlen,
193 Heelt af Guld skal det være, dets Stænger og Plade tillige:
194 Og at det kunstige Pandser, som selv Hephaistos har smeddet,
195 Rive vi kan den vældige Helt Diomedes af Skulder;
196 Tage vi dette til Bytte, vil sikkert Achaiernes Sønner
197 Alt inat gaae ombord paa de havbefarende Skibe.
198 Saa han talte med Brask, da harmedes Drotningen Here,
199 Rysted paa Thronen, saa høien Olymp hun kom til at skjælve,
200 Og til Poseidon, den mægtige Gud, hun vendte sin Tale:
201 Ha! Jordryster! du vældige Drot! forbarmes du ikke
202 Over Danaernes Folk, som ynkelig gange tilgrunde?
203 Ofte de dog til Helikes Stad og til Aigai dig bringe
204 Herlige Gaver i Mængde, forund dem da Seier at vinde!
205 Vilde vi Guder tilhobe, som skjenke Danaerne Bistand,
206 Troerne drive tilbage, og Zeus afholde fra Kampen,
207 Snart da sad han forladt, og ærgred sig oppe paa Ida.
208 Sukkende dybt af Harm Jordrysteren svared saalunde:
209 Spydigtungede Here! hvor sært dog lyder din Tale!
210 Nødig jeg vilde forsand, at jeg og de øvrige Guder
211 Yppede Strid med Zeus, høit over os staaer han i Styrke.
212 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
213 Ligefra Graven om Muren til Skibenes Stade var Pladsen
214 Fuldt med Heste besat, og med skjoldbevæbnede Kæmper,
215 Klyngede sammen i Trængsel, thi vild som den stormende Ares
216 Trængte dem Hektor tilbage, da Zeus ham Hæder forlened.
217 Vist med flammende Ild han nu havde Skibene opbrændt,
218 Naar ikke Drotningen Here paa Sind havde lagt Agamemnon,
219 Selv at færdes og muntre paastand Achaiernes Sønner.
220 Flux han iled afsted til Danaernes Snekker og Telte,
221 Løftende op med sin vældige Haand den purpurne Kaabe,
222 Og ved Odysses's sorte, bredbovede Snekke han standsed;
223 Midt i Rækken den laae, saa hans Røst derfra kunde høres
224 Baade til Aias's Telt, hiin behjertede Telamonides,
225 Og til Peleidens, thi yderst i Skibenes Rad havde begge
226 Lagt deres Snekker paa Land, i Lid til Manddom og Styrke;
227 Høit han hæved sin Røst, af Danaerne hørtes den vide:
228 Blues, Argeier! I Stakler af Mod, men af Legeme fagre!
229 Hvad er der blevet af al vor Pral, da vi brouted af Kjækhed?
230 Hvor er de braskende Ord, I lod falde, da Lemnos vi gjæsted,
231 Dengang ved Gildet I sad, og aad langhornede Oxers
232 Yppige Kjød, og med Viin Eder gotted af bredfulde Bægre!
233 Da vilde Hver mod hundred, ja togange hundrede Troer
234 Kjækt i Kampen bestaae, og nu kan vi ei med en enkelt
235 Mand os maale, med Hektor, som snart opbrænder vor Flaade.
236 Er der en eneste Konning, hvem du, vor Fader Kronion!
237 Slig en Jammer har voldt, og skilt ved glimrende Hæder?
238 Aldrig jeg dog, det veed jeg forvist, paa mit toftede Fartøi
239 Seiled dit prægtige Alter forbi, da jeg stævned til Troia,
240 Men paa dem alle jeg Høveders Fedt og Bove dig offred,
241 Stræbende svart for at hærge det velbefæstede Troia.
242 Derfor, o mægtige Zeus! opfyld denne Bøn, som jeg beder,
243 Und os dog blot at slippe herfra, og Døden at undflye,
244 Lad Achaierne ei saa svart af Troerne kues!
245 Saa han talte, hans Graad Alfader bevæged til Medynk;
246 Flux han gav ham et Vink, at hans Folk skulde frelses af Qviden,
247 Ud han skikked en Ørn, den ypperste Fugl under Himlen,
248 Og udi Kløerne holdt den et Kid, en Daahinds Unge,
249 Kiddet den slap, og ned det faldt ved det prægtige Alter,
250 Hvor til Bebuderen Zeus Danaerne pleied at offre.
251 Da de nu klarlig fornam, at Varslet var sendt af Kronion,
252 Styrted de freidig mod Troerne løs, og tænkte paa Kampfærd.
253 Dog af Danaernes Mænd, saamange de var, skulde Ingen
254 Rose sig af, at med Gangernes Spand han henover Graven
255 Rulled, og mødte til Kamp, før Tydeus's Søn Diomedes.
256 Han var af Alle den Første, som fælded en malmklædt Troer,
257 Phradmons Søn Agelaos; til Flugt sine Heste han vendte,
258 Men da han vendte med Karm, da traf ham Tydeiden i Ryggen
259 Mellem hans Skuldre med Spydet, og drev det ud gjennem Brystet;
260 Ned af Vognen han tumled, og Pladerne klirred om Manden.
261 Nu fremstormed til Kamp Agamemnon og Kong Menelaos,
262 Dernæst Aianterne begge, to kraftudrustede Kæmper,
263 Næst efter dem løb Idomeneus frem, og Idomeneus' Væbner
264 Helten Meriones, drabelig stærk som den mordiske Krigsgud;
265 Frem Eurypylos foer, den herlige Søn af Euaimon,
266 Niende Mand var Teukros, og spændt var hans smidige Bue;
267 Bag ved Aias sin Broders forsvarlige Skjold han sig stilled,
268 Tit opløfted nu Aias sit Skjold, mens Teukros saa vide
269 Kasted sit sigtende Blik, og hvergang en Mand han i Skaren
270 Traf med sin Piil, da styrtede død den Ramte til Jorden,
271 Medens han selv som et Barn, der klynger sig op til sin Moder,
272 Krøb bag Aias i Skjul, som med straalende Skjold ham bedækked.
273 Hvem blandt Troerne fældte han først, den herlige Teukros?
274 Først han Orsilochos traf, saa Hormenos, saa Ophelestes,
275 Saa Lykophontes, en Helt som en Gud, saa Chromios, Daitor,
276 Og Polyaimons Søn Amopaon, med samt Melanippos;
277 Disse tilhobe til Jorden han styrtede, Een efter Anden.
278 Glad blev Mændenes Drot Agamemnon, saa saare han skued,
279 Hvordan de Troiske Fylkninger sank for hans kraftige Bue,
280 Hen til Teukros han treen, og tog saalunde til Orde:
281 Elskede Teukros, du Telamons Søn, du Drot over Krigsfolk!
282 Træf som du haver begyndt, og vord et Lys for Danaer,
283 Samt for din Fader tillige, som fostred dig op fra din Barndom,
284 Og som dig hæged saa ømt i sin Borg, endskjøndt du var slegfred!
285 Hæder du vinde ham nu, din langtfraværende Fader!
286 Dette jeg sige dig vil, og visselig vorder det fuldbragt:
287 Naar mig engang Skjoldsvingeren Zeus og Athene forunde,
288 Ilions velbebyggede Stad i Gruset at styrte,
289 Næst mig selv jeg skjenker da dig en hædrende Gave,
290 Enten en Vogn med Gangere to, eller ogsaa en Trefod,
291 Eller en blomstrende Glut, som med dig kan dele dit Leie.
292 Ham gjensvared paastand den herlige Teukros saalunde:
293 Atreus's Søn! hvi formaner du mig, som færdes af egen
294 Drift, ei hører jeg op, saalænge der levnes mig Kræfter,
295 Men fra den Stund, vi Troerne drev mod Staden tilbage,
296 Tager jeg idelig Sigt, og lægger dem ned med min Bue.
297 Alt fløi samfulde otte langbraadede Pile fra Strengen,
298 Og i behjertede Krigeres Hud de fæsted sig alle,
299 Ham derimod, den rasende Hund, kan ikke jeg træffe.
300 Saa han taled, og atter en Piil fra Strengen han udskjød,
301 Lige paa Hektor han holdt, ham ønsked han svarlig at ramme,
302 Rigtignok glipped hans Skud, men i Brystet med Pilen han ramte
303 Helten Gorgythion, Priamos' Søn, behjertet og tapper;
304 Hist i Aisyme hans Moder var fød, Kong Priamos' Medviv,
305 Kastianeira den fagre, af Skabning Gudindernes Lige.
306 Som naar i Haven en Valmue staaer og helder med Hoved,
307 Naar den om Vaar nedbøies af Regn og det fyldige Frøhuus,
308 Saaledes sænked hans Hoved sig ned, af Hjelmen betynget.
309 Atter den modige Teukros en Piil udsendte fra Strengen,
310 Lige paa Hektor han holdt, ham ønsked han svarlig at ramme,
311 Atter dog glipped hans Skud, thi Apollon forrokked dens Retning,
312 Men Archeptolemos dog, som dristigen stormed til Kampen,
313 Hektors behjertede Karmsvend, ham traf han i Brystet ved Vorten;
314 Ned af Vognen ham tumled, og brat de vælige Heste
315 Steiled af Rædsel tilbage, forødt var Livet og Kraften.
316 Hektor paa Sind faldt Sorgen saa tung for den myrdede Karmsvend;
317 Denne han lod dog ligge, skjøndt mod ihu for den Faldne.
318 Flux han sin Broder Kebriones bød, som just var tilstede,
319 Hestenes Tømmer at holde, og Budet han villigen adlød.
320 Selv nedsprang han paastand til Jord fra sin straalende Stridskarm
321 Med et forfærdeligt Raab, og greb med Haanden en Kampsteen,
322 Gik saa lige mod Teukros, med hidsig Begjær ham at knuse.
323 Alt havde hiin af sit Kogger fremtaget en Piil og paa Strengen
324 Lagt den tilrette, da traf den hjelmomstraalende Hektor,
325 Just som han spændte sin Streng, ham i Skuldren, hvor Halsen fra Brystet
326 Skilles af Nøglebenet, et Sted, som er yderlig farligt,
327 Der han traf med den kantede Steen den sigtende Skytte,
328 Knuste hans Streng, og om Leddet hans Haand blev lammet af Krampe,
329 Ned han segned i Knæe, og Armbrøsten gled ham afhænde.
330 Ikke nu svigtede Aias sin brathensegnende Broder,
331 Rundt omkring ham han løb, og dækkede trindt ham med Skjoldet.
332 Ned sig bukked og løfted ham op to ærlige Svende,
333 Helten Alastor og Echios' Søn den brave Mekisteus,
334 Og til de bugede Snekker de bar den sukkende Kæmpe.
335 Atter Olymperen Zeus oplivede Troernes Kamplyst,
336 Heelt over Graven tilbage de drev Achaiernes Sønner.
337 Forrest i Mændenes Flok stred Hektor, stolt af sin Styrke.
338 Som naar i Skoven en Hund i Lid til de hurtige Fødder
339 Bagfra napper i Bov og i Bag en glubende Vildbas,
340 Eller en Løve med lurende Blik, om den mulig sig vendte,
341 Saa forfulgte nu Hektor de haarfagre Mænd af Achaia,
342 Fældende stedse den bageste Mand af den flygtende Skare.
343 Men da de hiinsides Graven og Pælene havde sig bjerget,
344 Efterat mangen en Mand var falden for Troernes Hænder,
345 Standsed omsider de Flugten, og blev ved de bugede Skibe.
346 Snart til hinanden de raabte, og snart til samtlige Guder
347 Bad tilhobe de fromt med høitopløftede Hænder,
348 Medens at Hektor sit vælige Spand jog frem og tilbage,
349 Med et Par Øine som Gorgo og Blodudgyderen Ares.
350 Ynk ved Synet betog den liliearmede Here,
351 Flux med disse bevingede Ord til Athene hun talte:
352 Ha! du Datter af Zeus Skjoldsvingeren! skal vi nu ikke
353 Komme Danaernes Folk, skjøndt seent, til Hjelp udi Nøden,
354 Som efter Qvaler i fuldeste Maal nu gange tilgrunde
355 Blot ved en Enestes Kraft, thi reent utaalelig raser
356 Hektor, Priamos' Søn, alt svar Ulempe han voldte!
357 Flux gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfru:
358 Visselig skulde forlængst han Liv og Kraft have mistet,
359 Fældet i Strid af Argeiernes Haand paa den fædrene Jordbund;
360 Dog med fordærvelig Hu som rasende teer sig min Fader,
361 Haard og bestandig ubillig til Intet han gjør mine Anslag,
362 Slet ikke mindes han meer, hvor tit jeg i forrige Dage
363 Frelste hans Søn, da han Slid og Besvær for Eurystheus døied;
364 Grædende klaged han Himlen sin Nød, og Fader Kronion
365 Sendte fra Himlen mig ud, at yde ham Hjelp i hans Qvide.
366 Havde jeg dette dog vidst i mit kløgtige Sind, da han skikked
367 Ned ham til Hades's Borg med de fasttilstængede Porte,
368 Hades's rædsomme Hund at hente fra Markhedens Rige,
369 Aldrig forsand fra det stygiske Dyb var han sluppen tilbage.
370 Nu er Kronion mig hadsk, og Thetis's Villie han fremmer,
371 Hun som har favnet hans Knæe, og med Haand ham strøget om Hagen,
372 Tryglende bønlig om Hevn for den Stadomstyrter Achilleus,
373 Dog, ret snart han igjen vil mig kalde sin elskede Blaaøi.
374 Gak du nu hen at kobble vort Spand heelhovede Heste,
375 Medens jeg selv indtræder i Aigissvingerens Høisal,
376 Og mig bevæbner til Kamp, for selv at see med mit Øie,
377 Om Kong Priamos' Søn, den hjelmomstraalede Hektor,
378 Fryde sig vil, naar han seer os to fremtræde paa Stridsmark.
379 Mangen en Troer forsand, henstrakt ved Achaiernes Skibe,
380 Mætte da skal med sit Fedt og sit Kjød baade Hunde og Fugle.
381 Talt, hendes Ord adlød den liliearmede Here.
382 Selv at kobble hun gik de gyldenbidslede Heste,
383 Here, den høie Gudinde, den vældige Kronos's Datter.
384 Midlertid Pallas Athene, hiint Barn af den høie Kronion,
385 Kasted paa Faderens Tilie sit fine baldyrede Liinslør,
386 Hvilket hun selv med sin Haand havde kunstigen dannet og virket;
387 Derpaa hun sluttede trindt om sin Barm Skysamlerens Brynie,
388 Og da til graadforvoldende Kamp hun havde sig rustet,
389 Sprang hun op paa den luende Karm, saa greb hun sin Landse
390 Tung, forsvarlig og lang, hvormed hun betvinger de kjække
391 Fylker af Mænd, paa hvem hun er gram, den Vældiges Datter.
392 Hurtig med Svøben afsted jog Here de vælige Heste,
393 Op sprang Himmelens Port, den Stundgudinderne vogte,
394 Dem er Himlen den brede betroet og høien Olympos,
395 Snart at aabne den sluttende Skye, og snart den at lukke.
396 Ud gjennem denne de styred de skraptansporede Heste.
397 Oppe paa Ida blev Zeus det vaer, og slagen af Harme
398 Skikked han Iris afsted, det gyldenvingede Iilbud:
399 Rap dig, hurtige Iris! og driv dem hjem, lad dem ei sig
400 Nærme, det gik dem ei godt, om til Kamp med hinanden vi mødtes.
401 Dette forkynder jeg lydt, og visselig vorder det fuldbragt,
402 Lamme for Vognen jeg vil deres raskhentravende Heste,
403 Styrte dem selv af Agstolen ud, og Karmen ituslaae;
404 Ei skal i samfulde ti kredsløbende Aar deres Vunder
405 Heelt kunne læges igjen, som jeg slaaer med knittrende Lynild,
406 At dog Athene kan see, hvad det er, mod sin Fader at stride.
407 Dog paa Here jeg er ikke nær saa vred og forbittret,
408 Det er jo saa hendes vanlige Skik, at forstyrre mit Anslag.
409 Talt, bort skyndte sig Iris, det stormsneltvandrende Iilbud,
410 Ned fra Toppen af Ida hun foer til høien Olympos,
411 Og i den forreste Port af det kløftede Bjerg hun dem mødte,
412 Standsed i Farten dem flux, og forkyndte dem Zeus's Befaling:
413 Hvor vil I hen? hvi raser saa vildt i Barm Eders Hjerte?
414 Ei tilsteder Kronion, at Hjelp I Danaerne bringe,
415 Ja han har truet saalunde, om ellers hans Ord vorder udført,
416 Lamme for Vognen han vil Eders raskhentravende Heste,
417 Styrte Jer selv af Agstolen ud, og Karmen ituslaae;
418 Ei skal i samfulde ti kredsløbende Aar Eders Vunder
419 Heelt kunne læges igjen, som han slaaer med knittrende Lynild,
420 At du, Athene! kan see, hvad det er, mod din Fader at stride.
421 Dog paa Here han er ikke nær saa vred og forbittret,
422 Det er jo saa hendes vanlige Skik, at forstyrre hans Anslag.
423 Du derimod, du forvorpne, du rædsomme! vee dig, ifald du
424 Virkelig vover mod Zeus at løfte din vældige Spydstang!
425 Altsom Ordet var talt, forsvandt den hurtige Iris.
426 Flux tog Here til Orde, og talede saa til Athene:
427 Ha! du Datter af Zeus Skjoldsvingeren lad os dog ikke
428 Længer for Menneskers Skyld optræde til Kamp mod Kronion!
429 Lad den Ene forlise sit Liv, den Anden sig bjerge,
430 Som det kan falde, men selv efter hvad der tykkes ham rettest
431 Dømme han mellem Danaer og Troer, som Skjellighed kræver!
432 Talende saa hun vendte de stampende Heste til Hjemfart.
433 Stundgudinderne flux de fagermankede Heste
434 Spændte fra Karm, og fast dem bandt ved de hellige Krybber,
435 Og ved den skinnende Væg i Skuur opstilled de Vognen.
436 Begge Gudinderne satte sig ned paa gyldene Stole
437 Blandt de øvrige Guder, af Sorg i Hjertet bespændte.
438 Ned fra Ida paa rullende Karm med travende Heste
439 Kjørte nu Zeus til Olympen, og kom til Gudernes Samling.
440 Aaget af Hestene tog Jordrysteren, paa en Forhøining
441 Lettede Vognen han op, og bedækked den trindt med et Klæde.
442 Men paa sin gyldene Stol Fjernskueren Zeus sig til Sæde
443 Skikked, og under hans Fjed kom høien Olymp til at ryste.
444 Men for sig selv, afsides fra Zeus, sad Pallas og Here,
445 Ikke de mæled til ham et Ord, ei heller de spurgte.
446 Men i sit Sind han vidste Besked, og talte saalunde:
447 Here og Pallas Athene, hvi sidder I der saa forsagte?
448 Megen Besvær udstod I dog ei med at myrde paa Valen
449 Troernes Kæmper, paa hvem I saa svart Eders Vrede har kastet.
450 Dog forsand! slig Kraft jeg har, slige farlige Hænder,
451 Guderne rokke mig ei saamange der boe paa Olympen.
452 Eder jo foer en Rædsel og Skræk i de herlige Lemmer,
453 Inden I Kampen fik seet, og Kampens forbausende Gjerning.
454 Dette forkynder jeg lydt, og forsand det var blevet iværksat,
455 Havde mit Lyn Eder ramt, var ei paa Vognen I komne
456 Hjem til Olympen igjen, hvor den evige Slægt har sin Bolig.
457 Saaledes talte Kronion, da knurrede Pallas og Here,
458 Tæt hos hinanden de sad, og pønsed paa Troernes Skade,
459 Dog Athene blev siddende taus, slet ikke hun mæled,
460 Skjøndt mod sin Fader hun fnøs, af den vildeste Vrede betagen,
461 Men i sit Bryst kunde Here ei gjemme sin Harm, og hun udbrød:
462 Skrækindjagende Zeus! hvor sært dog lyder din Tale!
463 Dette tilfulde vi veed, din Kraft ei lader sig kue,
464 O men alligevel føle vi Ynk med Danaernes Kæmper,
465 Som efter Qvaler i fuldeste Maal nu gange tilgrunde.
466 Dog vil vi holde fra Kampen os fjernt, naar du det befaler,
467 Ikkun et Raad vi gjerne dem gav, som kunde dem baade,
468 At de dog ei tilfulde forgaae, da du er fortørnet.
469 Hende paastand Skysamleren Zeus gjensvared og sagde:
470 End langt meer skal imorgen du see den stærke Kronion,
471 Hvis du forresten har Lyst, storøiede værdige Here!
472 Styrte til Jorden en Flok spydsvingende Mænd af Achaia.
473 Ei skal forinden han raste fra Kamp, den vældige Hektor,
474 Førend den rappe Peleide har atter ved Skibene reist sig
475 Alt paa den Dag, da dyste de skal i frygtelig Trængsel
476 Hist bag Snekkernes Stavn om den faldne Patroklos's Legem.
477 Saaledes blev det af Guder bestemt; din Harme forresten
478 Ændser jeg lidet, om end dybt ned til Jordens og Havets
479 Yderste Grændser du gik, hvor Iapetos sidder og Kronos,
480 Aldrig opliver dem Solen, Hyperions Søn med sin Lysning,
481 Aldrig forfrisker dem Vinden, thi Tartaros breder sig trindt dem;
482 Ei engang om du did henvandred ad vildsomme Veie,
483 Vilde jeg ændse din Fnysen, thi du est fræk uden Lige.
484 Talt; ham svarte dog ei den liliearmede Here.
485 Solens det straalende Lys sank ned i Okeanos' Vande,
486 Dragende bælgmørk Nat hen over den nærende Landjord.
487 Troerne saae heel nødig, at Lyset forsvandt, men den sorte
488 Nat frembrød velkommen og kjær for Achaiernes Sønner.
489 Nu blev Troerne kaldte til Thing af den straalende Hektor,
490 Hen til den hvirvlende Flod fra Skibene fjernt han dem førte,
491 Hen til en Plads, hvor Marken var bar for Liig af de Faldne.
492 Ned af Karm til Jorden de steg, at høre hvad Hektor
493 Havde paa Thing at forkynde; sit Spyd han holdt udi Haanden,
494 Elleve Alen i Længden det var, og paa Enden af Spæret
495 Funkled en Od af Malm, og trindt den løb der en Guldring;
496 Støttet til dette med vingede Ord i Kredsen han talte:
497 Hører mig, Troiske Mænd, Dardaner og Ledtogskæmper!
498 Nys jeg haabed Achaiernes Mænd og Snekker at knuse,
499 Førend tilbage jeg kom til det stormomsusede Troia,
500 Men det blev mørkt forinden, og Mørket det var, som fornemlig
501 Frelste Danaernes Mænd og Snekkerne hisset ved Stranden.
502 Dog nu vil vi forsand adlyde den skumrende Aften,
503 Nu vil vi holde vor Nadver; de fagermankede Heste
504 Flux I fra Vognene spænde, og give dem rigeligt Foder!
505 Skynder Jer saa til Byen, for Oxer og triveligt Smaaqvæg
506 Hurtig at bringe herud, og henter fra Kamrene hjemme
507 Brød samt qvægende Viin, og sanker os Brændsel i Mængde,
508 For at vi Natten igjennem fra nu til den tidlige Dagning
509 Blus i Mængde kan brænde, hvis Skin skal stige til Himlen,
510 At i den bælgmørke Nat de haarfagre Mænd af Achaia
511 Ei skal prøve paa Flugt over Havsens mægtige Vandryg,
512 Eller ombord paa Skibene gaae i Mag og i Tryghed,
513 Nei! men at mangen en Mand kan et Saar medtage paa Reisen,
514 Som han derhjemme kan læge, naar Piil eller Landse ham træffer
515 Altsom han springer ombord, til Skræk og Varsel for Andre,
516 Ei mod de mandige Troer at yppe den grusomme Leding
517 Rundtom i Byen Herolder skal lydt udraabe som følger:
518 Alle de halvvoxne Knøse med samt graahærdede Gubber
519 Stille sig trindtomkring paa de gudopbyggede Taarne,
520 Derhos skal Koner og Piger paa Vaaningshusenes Arner
521 Tænde forsvarlige Baal, og stadigen holde man Tilsyn,
522 At ikke Fjenden belister vor Bye, mens Hæren er borte.
523 Skee nu alt efter dette mit Bud, hesttumlende Troer!
524 Hermed er sagt hvad mig tykkes behov i Aften at gjøre,
525 Men naar det dages, da tales vi ved, behjertede Kæmper!
526 Bønlig jeg beder og haaber til Zeus og de øvrige Guder,
527 Bort at jage de Hunde, som Skjebnen har sendt os paa Halsen,
528 Dem selve Dødsens Gudinder hidførte paa tjærede Skibe.
529 Nu vil vi Natten igjennem i Leiren forsigtigen vaage,
530 Men naar imorgen det gryer ad Dag, vil i Rustningens Plader
531 Hist ved de bugede Skibe vi vække den hidsige Krigsgud.
532 Da vil vi see, om Tydeus's Søn, den Helt Diomedes,
533 Mig kan drive fra Flaaden til Murene, eller om jeg kan
534 Slaae ham med Spydet ihjel, og vinde hans blodige Rustning.
535 Vise han skal imorgen sin Tapperhed, hvis han forresten
536 Drister sig kjækt at møde mit Spær, dog troer jeg tilvisse
537 Falde han vil blandt de Første, og talrige Kæmper omkring ham,
538 Naar først Solen er oppe; o gid jeg ligesaa sikkert
539 Selv udødelig blev, evindelig ung udi Fremtid,
540 Hædret i Folket saa høit som Apollon og Pallas Athene,
541 Som der imorgen den Dag skal times Achaierne Ufærd!
542 Saaledes talede Hektor, og Troerne jubled tilhobe.
543 Mændene spændte nu flux af Aag de skummende Heste,
544 Bandt dem saa fast med Remme, Enhver sit Spand ved sin Stridsvogn,
545 Derpaa til Byen de gik, for Oxer og triveligt Smaaqvæg
546 Hurtig at bringe til Leiren, og hented fra Kamrene hjemme
547 Brød samt qvægende Viin, og sankede Brændsel i Mænde.
548 Derpaa de Guderne bragte fortrinlige Festhekatomber,
549 Vindene drev fra Sletten mod Himlen den duftende Fedtdamp.
550 Dog de salige Guder forsmaaede den ganske, thi Offret
551 Hued dem ei, de hadede svart det hellige Troia,
552 Askspærsvingeren Priamos selv, og det Folk han behersked.
553 Stolt og freidig tilmode forblev det troiske Krigsfolk
554 Natten igjennem paa Val, trindt brændte mangfoldige Vagtild.
555 Som naar de tindrende Stjerner omkring den skinnende Maane
556 Funkle paa Himlen saa smukt, naar Luften er fuldkommen stille;
557 Hvert et Næs, hver kneisende Pynt, hver Klippefordybning
558 Sees da klart, og Himmelens Blaae frembryder saa vide;
559 Stjernerne blinke tilhobe, og inderlig fryder sig Hyrden,
560 Saaledes skinned de Blus, som Troerne udenfor Staden
561 Mellem Achaiernes Snekker og Xanthos's Strøm havde antændt.
562 Tusinde Baal var i Brand, og rundt om hvert af de tusind
563 Sad halvhundrede Kæmper, af blussende Flammer belyste.
564 Gangerne stod imens, og aad baade Spelt og det gule
565 Byg, og vented bag Vogn paa den stoltelig thronende Dagning.
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek