Homer, Iliaden, 18. sang
| Index
| Sang -1
| Sang +1 |
1 Saa de fristed en Kamp, der med blussende Ild er at ligne.
2 Men til Achilles som ilende Bud Antilochos ankom,
3 Helten han staaende traf ved de stavnfremstikkende Skibe,
4 Dybt hensunken i Tanker paa hvad der var skeet allerede.
5 Hjertebeklemt til sin mandige Sjel saalunde han talte:
6 Vee! hvad betyder det dog, at de haarfagre Mænd af Achaia
7 Henover Marken paany til Skibene stimle saa rædde?
8 Bare dog Guderne ei den Qval mit Hjerte berede,
9 Som af min Moder forlængst er bebudet mig, naar hun fortalte,
10 At i mit levende Live den kjækkeste blandt Myrmidoner
11 Skulde forlade den lysende Sol for Troernes Hænder.
12 Ja! han er visselig død, den kraftige Søn af Menoitios!
13 Slemme! jeg bød dig jo dog, naar den hærgende Brand var fordreven,
14 Hjem til Flaaden at vende, og ei med Hektor at stride.
15 Medens paa dette han grundede dybt i Sind og i Hjerte,
16 Treen den ædelig Helt Antilochos frem for Achilleus,
17 Taaren ham brændte paa Kind, mens det rædsomme Bud han forkyndte:
18 Søn af den stridbare Peleus! o vee mig! et Jammerens Budskab
19 Faaer du at høre forsand; gid sligt dog aldrig var hændet!
20 Dræbt er Patroklos, og hist en Kamp de bestaae om hans nøgne
21 Liig - hans Vaaben i Vold er faldne den mordiske Hektor.
22 Talt; den sorte Bedrøvelsens Skye omhylled Achilleus.
23 Aske med Sod iblandt han greb med Hænderne begge,
24 Strøede den over sit Hoved, og skænded sit deilige Ansigt,
25 Og paa den prægtige Kjortel sig satte den graalige Aske.
26 Ned i Støvet han smed sig, og strakt med sit vældige Legem
27 Laae han og skændede Hovedets Haar med rivende Hænder.
28 Ogsaa de Piger, han selv og Patroklos i Krig havde vundet,
29 Skreg af Bedrøvelse høit, i Hob om Achilles de stimled,
30 Styrtende frem af Teltet; med Hænderne alle tilhobe
31 Slog de sig heftig for Bryst, og Benene under dem rysted.
32 Ligesaa jamred Antilochos lydt, og grædende holdt han
33 Fast om Achilles's Hænder, dybt sukked hans mandige Hjerte,
34 Grebet af Angst, at han skulde med Staal overskjære sin Strube.
35 Frygtelig skreg Achilles, det hørte hans værdige Moder,
36 Siddende nede paa Havsens Bund hos sin aldrende Fader.
37 Bitterlig brast hun i Graad, trindt flokkedes Havets Gudinder,
38 En og hver Nereide, saamange som leved i Dybet.
39 Der var Glauke nu først, og Kymodoke, der var Thaleia,
40 Speio, Nesaia og Thoe, og Halie, deilig af Øine;
41 Der var Kymothoe næst, Aktaia med samt Limnoreia,
42 Der var Iaira, Melite, Amphithoe, Doto, Agaue;
43 Videre var der Pherusa, Dynamene, Proto, Panope,
44 Dem Dexamene fulgte, Amphinome, Kallianeira,
45 Doris med samt Galateia, den høist navnkundige Havfrue;
46 Næst efter disse Nemertes, Apseudes og Kallianassa,
47 Og Ianeira, Klymene, og Maira med samt Ianassa,
48 Og med Oreithya kom den haarfagre Møe Amatheia,
49 Samt enhver Nereide, saamange som leved i Dybet.
50 Hulen, der skinned saa hvid som et Sølv, opfyldte de ganske,
51 Slog sig tilhobe for Bryst, og Thetis begyndte med Veeraab:
52 Kjæreste Sødskende! hører mit Ord, I Døttre af Nereus!
53 Lytter, saa skal I fornemme, hvad Sorg der boer i mit Hjerte.
54 Vee mig Arme, ja vee mig! en Helt til min Jammer jeg fødte,
55 Jeg, som til Verden har baaret en Søn, uplettet og tapper,
56 Ypperst i Heltenes Kreds; i Veiret han skjød som en Ympe;
57 Ham har jeg hæget saa trolig, som Planten i Agerens Muldjord.
58 Bort med de snablede Skibe til Ilions Stad jeg ham sendte,
59 Troernes Folk at befeide, men hist i Peleus's Kongsgaard
60 Aldrig jeg meer modtage ham skal hjemkommen fra Krigen;
61 Ak men saalænge han lever og skuer det straalende Sollys,
62 Døier han Qval, og mit Komme ham ei kan baade det mindste;
63 Dog vil jeg drage derhen, min Søn vil jeg see, og forhøre,
64 Hvilken Bekymring ham traf, skjøndt hjemme fra Kamp han er bleven.
65 Alt som Ordet var talt, hun Hulen forlod, og de Andre
66 Fulgte med strømmende Graad; Havbølgerne skilte sig trindt dem.
67 Men da saa komne de var til det frugtbare Troia, da fæsted
68 En efter Anden paa Kysten de Fod, hvor rundt om Achilleus
69 Laae qværsatte paa Land Myrmidonernes talrige Skibe.
70 Hen til den jamrende Søn da treen den ærværdige Moder,
71 Lagde med lydelig Graad sin Haand paa den Elskedes Hoved,
72 Og med bevingede Ord hun klagende talte saalunde:
73 Ak! hvi græder du, Søn! hvad Sorg omspænder dit Hjerte?
74 Tael! fordølg mig det ei! fuldbyrdet af Zeus er dog Alting,
75 Ganske saaledes som fordum du bad med oprakte Hænder,
76 At i Forvirring Achaiernes Mænd maatte flokkes ved Skibsstavn,
77 Trængende haardt til din Hjelp, og lide forsmædelig Medfart.
78 Sukkende dybt til Svar hende gav fodrappen Achilleus:
79 Sandtnok! Moder! Olymperen Zeus fuldbyrded mig Alting.
80 Dog, hvad gavner mig dette? Patroklos min Ven er jo falden;
81 Ham, hvem høiest af Alle, ja høit som mit Hoved jeg skatted,
82 Ham har jeg mistet, ham Hektor har dræbt, og plyndret hans Rustning,
83 Hine forbausende Vaaben, et Under for Øiet at skue,
84 Gaven den glimrende skjønne, den Guder forærede Peleus
85 Alt paa den Dag, da de lagde dig hen paa en Dødeligs Leie.
86 O var dog du vedbleven at boe blandt Havets Gudinder
87 Hisset, og Peleus til Viv havde fæstet en dødelig Qvinde!
88 Ak! men nu skete det saa, dit Hjerte til tusinde Qvaler,
89 Naar du berøves din Søn, thi ham modtager du aldrig
90 Meer hjemkommen fra Krig, da mit Sind ei heller mig frister,
91 Længer at leve paa Jord, eller færdes i Menneskers Samqvem,
92 Førend jeg Hektor har ramt med mit Spyd, og han Livet forliser,
93 Bødende svart for det Rov, han begik paa den Søn af Menoitios.
94 Derpaa ham svarede Thetis igjen, udgydende Taarer:
95 Ja! som du taler, min Søn! vil snart dig times din Henfart,
96 Døden er rede paastand at ramme dig strax efter Hektor.
97 Dragende tungt et Suk udbrød fodrappen Achilleus:
98 Gid jeg da døe paastand, da det ei sig saa vilde føie,
99 At jeg beskjermed min myrdede Ven, som fjernt fra sin Hjemstavn
100 Faldt, thi han manglede mig til at vorde hans Frelser fra Ufærd.
101 Nu - da dog aldrig jeg meer hjemvender til Fædrenelandet,
102 Heller ei frelste Patroklos i Nød, saalidt som de andre
103 Brødre, der segnede hen for den ædelig Hektor i Mængde,
104 Men ved min Flaade jeg sidder som uselig Tyngsel for Jorden,
105 Jeg, en Kæmpe, med hvem af Achaias bepandsrede Helte
106 Ingen sig maaler i Strid, men paa Thing er der dem, som er bedre.
107 Gid al Kiv udryddes af Guders og Menneskers Samfund,
108 Samt al Harm, thi den driver endog den Vise til Grumhed;
109 Ja! langt sødere selv end den klart hensmeltende Honning
110 Griber den om sig i Menneskets Bryst, skinbarlig som Røgen,
111 Ret som mig nys ophidsed den mægtige Drot Agamemnon.
112 Dog, lad fare hvad fordum er skeet, hvor dybt det end smerter,
113 Lad mig i Barmen betvinge mit Sind, skjøndt Møie det koster! -
114 - Nu maa jeg bort, maa Hektor tillivs, som knuste det elskte
115 Hoved, og saa vil jeg tage min Død, saasnart det behager
116 Zeus og den øvrige himmelske Slægt, at lade den komme.
117 Ei Herakles engang, den Vældige, slap jo for Døden,
118 Han som dog høiest af Alle var elsket af Zeus Kronion;
119 Segne han maatte for Skjebnen og Heres usalige Vrede.
120 Vel! saaledes vil jeg, er en lignende Lod mig berammet,
121 Falde den Stund jeg skal døe, men nu vil jeg Hæder mig vinde.
122 Nu skal forvist ret snart heel mangen Dardanisk og Troisk
123 Viv, fuldbarmet og fager, aftørre med Hænderne begge
124 Taarernes Strøm af blomstrende Kind, og hulke for Alvor!
125 Nu skal det kjendes forsand, at jeg lang Tid rasted fra Kampfærd;
126 Hold mig da ikke fra Striden, du bøier mig ikke, du Hulde
127 Ham gjensvared Gudinden, den sølverfodede Thetis:
128 Ja! tilvisse, min Søn det er ei upriselig Gjerning,
129 Hjelp mod truende Død sine Venner i Faren at yde;
130 O men betænk, i Troernes Vold er din deilige Rustning,
131 Smeddet af funklende Malm; den hjelmomstraalede Hektor
132 Selv om Skulder den bærer saa stolt, dog troer jeg tilvisse,
133 Længe hoverer han ei, alt stunder det stærkt ad hans Ende.
134 Dog til den buldrende Kamp skal ei forinden du drage,
135 Førend du seer mig igjen, og atter jeg staaer for dit Aasyn;
136 Thi naar imorgen det gryer ad Dag, og Solen er oppe,
137 Kommer med deilige Vaaben jeg hid fra Guden Hephaistos.
138 Saa hun taled, og bort fra sin kraftige Søn hun sig vendte,
139 Dreied sig om og sagde til Søstrene, Havets Gudinder:
140 Stiger nu ned igjen i Havets de svælgende Dybder!
141 Vandrer saa strax til Paladset, til Fader, den aldrende Havmand,
142 Hjem, og forkynder ham Alt, imens til høien Olympos
143 Selv jeg begiver mig op til den kunstberømte Hephaistos,
144 Om han vil unde min Søn en herlig og glimrende Rustning.
145 Saa hun talte; da dukked de ned i det bølgende Havdyb,
146 Medens til høien Olymp den sølverfodede Thetis
147 Drog, sin elskede Søn en glimrende Rustning at hente.
148 Hende nu Fødderne bar til Olymp. Med skrækkelig Raaben
149 Flygted imens Achaiernes Folk for den drabelig stærke
150 Hektor, og nærmed sig alt Hellespontos og Skibenes Rækker.
151 Heller ei havde fra Valen de pandsrede Mænd af Achaia
152 Mægtet Achilles's Ven, den faldne Patroklos, at bjerge,
153 Thi han var atter paa Vei indhentet af Mænd og af Heste,
154 Og af Kong Priamos' Søn, hvis Kraft var som blussende Flammer;
155 Tregange greb ved Foden ham fat den straalende Hektor,
156 Gridsk paa at slæbe ham bort, mens høit han til Troerne raabte,
157 Tregange stødte fra Livet ham bort Aianterne begge,
158 Kraftudrustede Mænd, dog fast, i Lid til sin Styrke,
159 Styrtede snart han i Stimlen sig ind, snart atter han stille
160 Stod, og raabte med Kraft, men veeg ei en Kjende tilbage.
161 Ligesom Hyrder i Vang ei mægte den guulbrune Løve
162 Bort at gjenne fra Nødet, den vog, naar ret den er hungrig,
163 Saaledes mægted Aianterne ei, malmpandsrede begge,
164 Hektor, Priamos' Søn, fra Patroklos at drive tilbage,
165 Bort han havde nu slæbt ham, og vundet unævnelig Hæder,
166 Hvis ei Iris, saa rap som en Vind, til Achilles var kommen
167 Farende ned fra Olymp med Bud, han skulde sig væbne;
168 Zeus og de øvrige Guder fordulgt var hun skikket af Here;
169 Trædende nær med bevingede Ord saalunde hun talte:
170 Op, Achilleus! til Kamp! du rædsomste Kriger af Alle!
171 Vov for Patroklos en Dyst, om hvem der ved Skibene hisset
172 Stander en frygtelig Strid, hinanden de myrde for Fode,
173 Her de Mænd, som forsvare hans Liig, hist styrte sig mod dem
174 Troernes Kæmper, som hjem til den stormomsusede Kongstad
175 Ville ham slæbe med Magt, dog ivrigst den straalende Hektor
176 Higer at rive ham bort, heel gjerne han vilde fra bløden
177 Hals afhugge hans Hoved, og fæste det høit paa en Stage.
178 Op da! nøl ei længer! lad Blue betage dit Hjerte,
179 Skulde Patroklos en Leeg nu vorde for Troernes Hunde!
180 Skammen er din, om hans Liig underveis bliver skændet af Fienden.
181 Hende paastand gjensvared den Helt, fodrappen Achilleus:
182 Hvo blandt Guderne, Iris! har hid dig skikket med Budskab?
183 Derpaa ham svared den rappe, den stormsnelt vandrende Iris:
184 Here mig skikkede hid, Kronions ærværdige Mage;
185 Zeus, den øverste Styrer, saa lidet det veed, som de andre
186 Salige Guder, der boe paa Olymps sneedækkede Toppe.
187 Hende da svared Achilles, den Helt med det hurtige Fodtrin:
188 Hvordan gaaer jeg til Kamp? i Fiendernes Vold er min Rustning;
189 Heller ei gav mig min Moder Forlov, til Strid mig at væbne,
190 Førend hun selv kom hid, og igjen mig traadte for Øine,
191 Thi fra Hephaistos hun loved at bringe mig prægtige Vaaben;
192 Ellers ei Nogen jeg veed, hvis Rustning jeg nu kunde axle,
193 Uden aleneste Aias's Skjold, hiin Telamonides;
194 Dog, han færdes vel selv, kan jeg troe, nu fremmest i Skaren,
195 Myrdende Fienden med Spyd til Værn for den faldne Patroklos.
196 Derpaa ham svared den rappe, den stormsnelt vandrende Iris:
197 Selv tilfulde vi veed, at din herlige Rustning er ranet;
198 Træd ved Graven da frem, som du er, og for Troerne viis dig!
199 Hændes det turde da vel, at Troerne standsed med Striden,
200 Rædde ved Synet af dig, og Achaiernes krigerske Sønner
201 Aanded i Qviden paany, og vandt lidt Frist med at kæmpe.
202 Alt som Ordet var talt, forsvandt den hurtige Iris.
203 Flux sig hæved Achilles, hiin Yndling af Zeus, men Athene
204 Hængte den qvastede Aigis omkring hans mægtige Hærder,
205 Og med den Skye hans Hoved hun krandsed, den høie Gudinde;
206 Blank den var som et Guld, og i lysende Lue den blussed.
207 Ret som naar glødende Røg fra en Stad opstiger i Luften
208 Fjernt paa en Øe, som trindt er besat af fiendtlige Krigsfolk;
209 Dagen igjennem den haardeste Dyst i Marken at friste,
210 Rykke fra Byen de ud, men saasnart som Solen er dalet,
211 Stikkes mangfoldige Bauner ibrand, og den viftende Lysglands
212 Stiger i Veiret, at øines den kan af Grander paa Kysten,
213 Om de paa Baade kanskee ville komme derover til Bistand;
214 Saa mod Himmelen steg hiin Glands fra Achilles's Hoved.
215 Frem ved Graven for Muren han treen, men Achaiernes Krigsfolk
216 Kom han ei nær, thi sin Moders forstandige Raad han ihukom.
217 Staaende der han raabte, og særligen Pallas Athene
218 Hæved sin Røst, og usigelig Skræk hun Troerne indjog.
219 Ret som der lyder et gjaldende Raab, naar der blæses en Hærblæst
220 Alt som mordiske Fiender om Bye sig flokke til Angreb,
221 Saadant et gjaldende Raab opløfted nu Aiakos' Ætling.
222 Men da saa hine fornam Achilles's tordnende Malmrøst,
223 Klappede Hjertet af Grue, og de fagermankede Heste
224 Vendte med Vognene flux, deres Sind bebuded dem Ufærd.
225 Skræk Vognstyrerne slog, da de saae den spillende Lue
226 Brænde saa frygtelig vild om Helten Achilles's Hoved,
227 Tændt af Gudinden Athene, den lysblaaøiede Jomfrue.
228 Tregange hæved Achilles sin vældige Røst over Graven,
229 Tregange veeg baade Troer og Ledtogskæmper tilbage,
230 Og af de dygtigste Mænd der segnede tolv, deres egne
231 Landser og Vogne dem dræbte. Saasnart som Achaiernes Sønner
232 Bort fra Spydenes Ram med Fryd havde bjerget Patroklos,
233 Lagde de Liget paa Baare, da stilled sig Vennerne rundtom,
234 Jamrende lydt, og til Følget sig sluttede Helten Achilles;
235 Taaren ham brændte paa Kind, da han saae sin trofaste Broder
236 Ligge paa Baaren som Liig, af det hvæssede Kobber forreven.
237 Ak! selv havde han sendt ham afsted med Karm og med Heste
238 Ud til Kampen, men ei han igjen ham hilste ved Hjemkomst.
239 Drotningen Here nu bød den utrættelig løbende Solgud
240 Hjem til Okeanos' Strøm at tye, saa nødig han vilde.
241 Ned gik Solen, da standsed de herlige Mænd af Achaia
242 Med den besværlige Kamp og altødelæggende Krigsfærd.
243 Men paa den modsatte Kant trak Troerne bort fra den barske
244 Strid, og spændte paastand fra Vogn de vælige Heste,
245 Stimled saa sammen til Raad, forinden de tænkte paa Nadver.
246 Hvermand stod, mens Thinget blev holdt, slet Ingen det lysted,
247 Ned sig at sætte, thi Grue dem betog, da Peleiden Achilles
248 Synlig var bleven paany efter rum Tids Hvile fra Kampfærd.
249 Først tog Panthoos' Søn Polydamas Ordet paa Thinge;
250 Visest af Alle han fæsted sit Blik paa Nutid og Fremtid,
251 Ven af Hektor han var; paa een Nat fødtes de Begge,
252 Derhos en Mester i Tale, som hiin var Mester i Spydkamp.
253 Venligen sindet han hæved sin Røst, og taled iblandt dem:
254 Venner! betænker nu Sagen tilgavns! mig tykkes det tjenligst,
255 Hjem til Staden at tye, og ei paa Marken ved Flaaden
256 Bie paa Morgenens Komme, thi langt er fra Muren vi borte.
257 Medens Achilles var gram paa den ædelig Drot Agamemnon,
258 Faldt det os let, en Dyst at bestaae med Achaiernes Sønner;
259 Selv har mangen en Nat ved de hurtige Skibe jeg vaaget
260 Glad i det Haab, at forøde de toradaarede Snekker.
261 Nu derimod jeg gribes af Skræk for den rappe Peleide,
262 Thi med sit vildtustyrlige Mod vil han visselig ikke
263 Nøies med Kampen paa Mark, hvor Achaier og Troer i Kredsen
264 Fristed saa ofte med vexlende Held den hidsige Stridsfærd;
265 Nei! han vil gange til Kamp, at erobre vor Stad, vore Qvinder.
266 Lad os til Staden da gaae, kom, lyder mig! saa bør det være!
267 Vel har den hellige Nat nu standset den rappe Peleion,
268 Men naar imorgen til Striden han frem i Rustningens Plader
269 Stormer, og træffer os her, skal visselig Mange fornemme,
270 Hvad for en Kæmpe han er, og Enhver, som slipper, skal ønske
271 Hjem sig til Ilions Stad, men Hund og Grib skal fortære
272 Troer i Mængde; gid aldrig dog Sligt mig komme for Øren!
273 Men naar vi lyde mit Ord, hvorvel det skær os i Hjertet,
274 Stille vi Folket paa Torvet inat, og sikkret er Staden
275 Baade ved Muur og kneisende Port med sluttende Fløie,
276 Store, af glattede Fjæler, og veltilstænged' forinden.
277 Men naar det gryer ad Dag, vil i Rustningens Plader vi Alle
278 Frem paa Murene staae, desværre for ham, hvis ham lyster,
279 Bort fra Skibene hid til Kamp ved Muren at gange,
280 Hjem til Skibene drager han nok, naar de kneisende Heste
281 Trættes ved alskens Løb paa hans jagtende Kjørsel om Staden,
282 Ind han bryder dog ei, hans Mod tillader det ikke,
283 Aldrig han styrter vor Stad, før æde ham hurtige Hunde.
284 Svared med rynkede Bryn den hjelmomstraalede Hektor:
285 Ordet, du her haver talt, Polydamas! huer mig ikke,
286 Du som os giver det Raad, i Byen at flokkes derhjemme.
287 Væmmes I dog ei endnu ved at spæres bag Murene inde?
288 Priamos' Stad var tilforn hos alle de mælende Slægter
289 Vidt paa Jorden berømt som rig paa Guld og paa Kobber;
290 Nu er det herlige Liggendefæe fra Husene svundet,
291 Hen til Phrygiens Land og det skjønne Maionien vandrer
292 Mangt Klenode tilsalg, thi den mægtige Zeus er fortørnet.
293 Men da den snedige Kronos's Søn mig forlene at vinde
294 Hæder ved Skibene hist, og Achaierne drive mod Havet,
295 Kom da for Folket ei frem, du Daare! med saadanne Paafund!
296 Ingen skal følge dit Raad, nei! sligt tilsteder jeg aldrig.
297 Hører da dette mit Ord, og lader os Alle det følge!
298 Holder i Leiren nu først Qvældsmaaltid, Fylke for Fylke,
299 Værer dernæst betænkte paa Vagt, og holder Jer vaagne!
300 Er der forresten en Troer, som ængster sig for sine Grunker,
301 Lad ham da bringe dem hid, vort Folk til almindelig Tæring,
302 Landsmænd bør de dog før, end Achaierne komme til Bedste.
303 Men naar i Morgen det gryer ad Dag, vil i Rustningens Plader
304 Hist ved de bugede Skibe vi vække den hidsige Krigsgud.
305 Dog, er den bolde Peleide saasandt opstanden ved Flaaden,
306 Nu! har han Lyst, desværre for ham jeg flygter i Sandhed
307 Ikke for ham fra den buldrende Kamp, men kjækt jeg imod ham
308 Træder, hvad enten saa han eller jeg i Striden skal seire;
309 Ares er Hvermands Gud, tit dræber han drabelig Kæmpe.
310 Saaledes talede Hektor, og Troerne jubled tilhobe,
311 Ret som Daarer, Forstanden betog dem Pallas Athene;
312 Samtlige holdt de med Hektor, hvorvel han raaded dem ilde,
313 Men med Polydamas Ingen, og godt var dog Raadet, han gav dem.
314 Derpaa de holdt deres Nadver i Leir. Men Natten igjennem
315 Jamred Achaiernes Mænd, og lydt begræd de Patroklos.
316 Først opløfted Achilles sin Røst til jamrende Veeraab,
317 Medens paa Broderens Bryst sine mordiske Hænder han lagde;
318 Hyppigen sukked og stønned han høit, som den skjæggede Løve,
319 Naar dybt inde fra Skoven en daahjortbedende Jæger
320 Raned dens Kuld, da harmes den svart, hjemkommen for silde;
321 Flux den vidt gjennem Dal, opstøvende Jægerens Fodspor,
322 Farer i Haab ham at naae, optændt af den bittreste Vrede;
323 Saa med stønnende Suk han blandt Myrmidonerne talte:
324 Ak! et forfængeligt Ord forsand lod i Hallen jeg lyde
325 Alt paa den Dag, jeg et trøstende Ord til Menoitios talte;
326 Hjem til Opus hans herlige Søn jeg ham loved at bringe,
327 Naar efter Ilions Fald han sin Lod havde vundet af Byttet;
328 Dog, ei Alt fuldbyrdes af Zeus, hvad Mennesket spaaer sig.
329 Os blev det Begge beskikket, at rødne den selvsamme Jordbund
330 Her i Troia, thi heller ei mig skal i Borgen derhjemme
331 Helten den aldrende Peleus, saalidt som Thetis min Moder,
332 Byde velkommen tilbage, men Jorden skal her mig beholde.
333 Dog, min Patroklos! da bagefter dig jeg synker i Mulde,
334 Steder jeg ikke til Graven dit Liig, før din modige Drabsmand
335 Hektor er dræbt, og hid jeg har bragt hans Hoved og Rustning;
336 Og ved dit Dødningebaal tolv Troiske Gutter jeg slagter,
337 Rundne af Ædlingeblod, i Forbittrelse over din Henfart.
338 Ligge du skal ujordet imens ved de snablede Skibe,
339 Mangen Dardanisk og Troisk fuldbarmet og blomstrende Pige
340 Jamre sig skal ved din Baare, og Dag og Nat skal de græde,
341 Piger, dem selv vi os vandt ved vor Kraft med mægtige Landser,
342 Naar vi betvang sprogtalende Mænds velhavende Stæder.
343 Alt som Ordet var talt, befoel den bolde Peleide
344 Svendene stille paa Ild en rummelig trebeens Kjedel,
345 For at de snart kunde toe det styrknede Blod af Patroklos.
346 Over den blussende Ild paastand Badkjedlen de stilled,
347 Fyldte den derpaa med Vand, og stak saa Brændsel derunder;
348 Luerne spilled om Kjedelens Bug, og i Kog kom Vandet;
349 Men da saa Vandet var sydende hedt i det skinnende Malmkar,
350 Tvætted de ham, og saa gned de hans Hud med glindsende Olie.
351 Salve de strøg i Vundernes Gab, niaarig og kostbar,
352 Lagde saa Liget paa Baare, fra Hoved til nederste Fodsaal
353 Svøbt i Liin, og dækked det til med et skinnende Lagen;
354 Og den udslagene Nat i Kreds om den rappe Peleide
355 Sad Myrmidonernes Mænd, og jamrede lydt for Patroklos.
356 Zeus til Here, sin Søster og Viv, nu talte saalunde:
357 Det var da altsaa din Id, storøiede værdige Here!
358 Du haver vakt Peleiden igjen, man skulde jo hartad
359 Troe, at du selv havde født de haarfagre Mænd af Achaia.
360 Ham gjensvarede Here, den qvieøiede Drotning:
361 Skrækindjagende Zeus! hvor sært dog lyder din Tale!
362 Hændes det tit, at Mand mod Mand fuldkommer sit Anslag,
363 Skjøndt af forgængelig Slægt, og begavet med ringere Klogskab,
364 Siig, hvi skulde da jeg, blandt alle Gudinder den Første,
365 Baade ved Byrd, og tillige fordi jeg kaldes din Hustrue,
366 Du, der byder som øverste Drot over samtlige Guder,
367 Ei i min Harm det Troiske Folk hjemsøge med Trængsler?
368 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
369 Kommen var Thetis imens til Hephaistos's straalende Vaaning,
370 Bygget af Malm, uforgængelig stærk, og deiligst af alle
371 Gudepaladser, et Værk af ham selv, den krøbelske Lamfod.
372 Just hun ham traf, som ved Bælgen han syslede travlt i sit Ansigts
373 Sved, ifærd med en Snees trebenede Kjedler at smedde,
374 Langs med Væggen at staae i den fastopbyggede Høisal,
375 Og under Bunden af hver anbragte han trillende Guldhjul,
376 For at de let af sig selv kunde rulle til Guders Forsamling
377 Hen og atter tilbage, et Under for Øiet at skue.
378 Færdige vare de næsten, alene de kunstige Øren
379 Mangled endnu, dem nagled han fast, og paa Stifterne hamred.
380 Medens nu saa med synderlig Kløgt han øved sin Gjerning,
381 Kom til hans Bolig Gudinden, den sølverfodede Thetis,
382 Og den berømte Hephaistos's Viv med det skinnende Liinslør,
383 Charis, den deilige, blev hende vaer, treen ud over Tærskel,
384 Trykkede fast hendes Haand, tog Ordet, og talte saalunde:
385 Thetis! du Viv med slæbende Skrud! ærværdige, kjære!
386 Hvad har dig bragt til vor Boe? tilforn du gjæsted os sjelden;
387 Træd under Tag, at dig times den Skjel, som skyldes en Fremmed.
388 Talt; og i Stuen sin Gjæst indførte den bolde Gudinde,
389 Bød hende sætte sig ned paa en skjøn og stadselig Høistol,
390 Rigt benaglet med Sølv, ved Fødderne stod der en Skammel;
391 Kaldte dernæst paa sin Mand, den kunstberømte Hephaistos:
392 Skynd dig, Hephaistos! kom ind! dig Thetis forlanger i Tale.
393 Strax hende svared igjen den høistnavnkundige Lamfod:
394 Værdig og hellig forsand er Gudinden, som gjæster vor Bolig!
395 Hun har mig frelst, da Smerter jeg leed efter Faldet fra Høiden
396 Dengang min Moder saa frækt fik Lyst at fjæle min Fødsel,
397 For jeg var halt; da havde jeg liidt uforvindelig Pine,
398 Hvis ei Thetis i Favn og Eurynome havde mig grebet,
399 Som er den kredsomløbende Flod Okeanos' Datter.
400 Aaringer ni jeg smeddede der mangt stadseligt Arbeid:
401 Bradser og dreiede Ringe, og Klokker til Øren, og Halsbaand,
402 Hist i den hvælvede Grotte, og trindt med brusende Fraade
403 Skylled den mægtige Flod Okeanos, uden at Nogen,
404 Gud eller dødelig Mand, havde ringeste Nys om mit Ophold,
405 Kun af Eurynome kjendt, og af Thetis, som begge mig frelste.
406 Hun til vort Huus nu kommer, thi bør jeg forsand efter Evne
407 Yde den haarfagre Thetis den skyldige Løn for min Redning.
408 Sæt paa Bordet nu frem for vor Gjæst et qvægende Maaltid,
409 Medens jeg lægger tilside min Bælg og mit samtlige Værktøi.
410 Talt; fra sin Ambolt sig reiste paastand den forpustede Krøbling,
411 Humped afsted, og de vanføre Been sig bevæged med Møie.
412 Pusterne lagde fra Ilden han fjernt, og sit samtlige Værktøi,
413 Hvormed han øved sin Dont, det lagde han ned i et Sølvskriin.
414 Derpaa han toede sig reen med en Svamp paa Hænder og Ansigt,
415 Og paa den senede Hals og den haarbevoxede Bringe,
416 Axled sin Kjortel, og greb sin dygtige Stok, og af Døren
417 Humped han ud; paa Veien han frem blev ledet af Terner,
418 Som var af Guld, og grandt saae ud som levende Piger,
419 Baade Forstand i Hjertet og Kræfter og mælende Stemme
420 Givet dem blev, og af Guderne selv har de lært deres Gjerning.
421 Guden de ledede frem, saa de pustede. Endelig kom han
422 Ind til Thetis, og satte sig ned paa en straalende Høistol,
423 Trykkede fast hendes Haand, tog Ordet, og talte saalunde:
424 Thetis! du Viv med slæbende Skrud! ærværdige, kjære!
425 Hvad har dig bragt til vor Boe? tilforn du gjæsted os sjelden.
426 Nævn dit Hjertes Begjær! heel gjerne jeg føier dit Ønske,
427 Hvis det staaer i min Magt, og hvis det forresten er gjørligt.
428 Ham gjensvarede Thetis paastand, udgydende Taarer:
429 Er der, Hephaistos! o siig! af Olympens Gudinder tilhobe
430 Nogen, som martres i Sind af saamegen forsmædelig Kummer,
431 Som mig Kronion til Qval beskærede, fremfor de Andre?
432 Ingen af Havets Gudinder, kun mig han en dødelig Husbond
433 Gav, Aiakiden; en Mands Omfavnelse maatte jeg udstaae
434 Nødig og tvungen; nu Gubben af sørgelig Alderdom skranten,
435 Ligger i Hallen derhjemme, dog endes min Jammer ei dermed.
436 Føde til Verden en Søn, og fostre ham, Zeus mig forlened,
437 Ypperst i Heltenes Kreds, i Veiret han skjød som en Ympe;
438 Ham har jeg hæget saa trolig, som Planten i Agerens Muldjord.
439 Bort med de snablede Skibe til Ilions Stad jeg ham sendte,
440 Troernes Folk at befeide, men hist i Peleus's Kongsgaard
441 Aldrig jeg meer modtage ham skal, hjemkommen fra Krigen;
442 Ak! men saalænge han lever, og skuer det straalende Sollys,
443 Døier han Qval, og mit Komme ham ei kan baade det mindste.
444 Pigen, hvem selv Achaiernes Folk ham kaared til Kampløn,
445 Hende ham raned af Haand den mægtige Drot Agamemnon.
446 Slagen af Harm over Ranet han nagedes dybt i sit Hjerte,
447 Troerne slutted Achaiernes Mænd bag Skibene inde,
448 Spærrende Veien dem trindt; da bad ham Achaiernes Ældste
449 Bønlig om Hjelp, og loved fortrinlige Gaver i Mængde.
450 Selv urokkelig fast han sig vægred at værne mod Ufærd,
451 Men sine Vaaben han gav sin Ven Patroklos at axle,
452 Sendte til Striden ham ud med talrige Kæmper i Ledtog,
453 Og ved den Skæiske Port de dystede Dagen igjennem.
454 Falden var Staden forvist, før Dag var omme, men Phoibos
455 Slog blandt de forreste Mænd den kraftige Søn af Menoitios
456 Efter hans kjække Bedrift, og Æren forlened han Hektor.
457 Nu er jeg kommen, at favne dit Knæe, om ikke du vilde
458 Skjenke min Søn, hvis Liv er saa kort, et Skjold og en Stridshjelm,
459 Og et Par prunkende Skinner, at fæste med Spænder om Smalbeen,
460 Dertil et Pandser, hans trofaste Ven forliste hans eget,
461 Fældet af Troer, og selv af Sorg han sig vælter i Støvet.
462 Strax hende svared igjen den høistnavnkundige Lamfod:
463 Slaae dig tiltaals! lad dette dog ei bekymre dit Hjerte!
464 Gid jeg mægted engang, naar den grusomme Skjebne sig nærmer,
465 Ligesaa let for den hylende Død din Søn at forvare,
466 Som jeg en Rustning ham skaffer saa smuk, at Menneskens Sønner
467 Alle, som faae den at see, vil høit forbauses ved Synet.
468 Talende saa han Thetis forlod, og gik til sin Smedie,
469 Vendte mod Ild sine Bælge, og bød dem arbeide dygtig.
470 Ind paa Esserne blæste de flux; af samtlige tyve
471 Foer med skiftende Kraft de brandopflammende Vindpust,
472 Snart for at fortne den Flittiges Værk, snart blæste de sagte,
473 Alt som det tyktes Hephaistos for godt til Arbeidets Fremme.
474 Først uforgængeligt Kobber og Tin han kasted paa Ilden,
475 Kasted saa Sølv og kosteligt Guld, og da dette var færdigt,
476 Fast i Blokken sin Ambolt han slog, og tog i sin høire
477 Haand den vældige Hammer, og greb med Keiten sin Ildtang.
478 Først og fremmest han smedded et Skjold baade stort og forsvarligt,
479 Kunstig han bilded det ud; af tre Lag Malm han om Krindsen
480 Slog en skinnende Rand, og med Sølv beklædte han Remmen.
481 Selv derimod var Skjoldet af fem Lag Malm, og paa Pladen
482 Smedded Hephaistos med synderlig Kløgt det kunstigste Arbeid.
483 Der afbilded han Jorden, den hvælvede Himmel og Havet,
484 Der den utrættelig ilende Sol, Fuldmaanen og alle
485 Tindrende Stjerner, som sidder i Krands paa Himmelen vide.
486 Der var Pleiader at see, Hyader, Orion den stærke,
487 Der var Bjørnen, som Himmelens Vogn man ogsaa benævner,
488 Hist den dreier sig om, og fæster sit Blik mod Orion.
489 Det er den eneste Stjerne, som ei i Okeanos bades.
490 Videre bilded han smukt to velbefolkede Stæder,
491 Og i den ene var Bryllup og lystige Gilder paafærde.
492 Brudene førtes af Kammerset ud, ved skinnende Fakler
493 Hen gjennem Byen de drog, høit tonede Bryllupsqvadet.
494 Knøsene sprang i svingende Dands under Fløiters og Lyrers
495 Skingrende Spil og Klang, mens Qvinder i Husenes Døre
496 Stod og betragted den livlige Færd med største Forundring.
497 Ogsaa der holdtes paa Torvet et Thing. Folk stimlede sammen;
498 Kiv havde reist sig; en Mand var i Strid med en Anden, og Sagen
499 Gjaldt en Mandebodsgjæld; den Ene forsikkred for Folket,
500 Gjelden var klaret, den Anden benægtede Bodens Betaling.
501 Begge forlangte de Sagen tildoms, og Vidnerne afhørt,
502 Og, som det gaaer, holdt Somme med hiin, og Andre med denne.
503 Stimlen blev styret til Skik af Herolderne. Oldingeraadet
504 Sad paa glattilhuggede Steen i den hellige Rundkreds;
505 Stave de holdt udi Haand, som Folkeherolderne bære,
506 Stode saa frem, og En efter Anden i Sagen de dømte.
507 To Talenter i Guld laae midt i Kredsen paa Thinget,
508 Lønnen for den, som redest og bedst sin Kjendelse afgav.
509 Rundt om den anden afbildede Bye to Skarer af Krigsfolk
510 Straaled i Rustningens Malm. Beleirerne bøde dem vælge,
511 Enten at see deres yndige Stad i Gruus, eller skifte
512 Alt hvad i Byen der fandtes af Gods, og give dem Hælvten.
513 Dette forkasted de plat, og i Løn de sig rusted til Baghold;
514 Qvinder, umyndige Børn og høibedagede Gubber
515 Rundt til Bevogtning paa Murene stod; i Felten de Unge
516 Rykked, af Ares til Kamp blev de ført', og af Pallas Athene;
517 Begge var danned' af Guld, af Guld var de Klæder, de bare,
518 Begge bevæbnede smukt, og store, de vare jo Guder,
519 Tydelig kunde de kjendes, men smaat var det samtlige Mandskab.
520 Men da de naaede den Plads, som tyktes dem tjenligst til Baghold,
521 Tæt ved en Aae, hvor alskens Qvæg blev drevet til Vanding,
522 Leired de der sig i Løn, med funklende Rustning bedækte.
523 Fjernt fra den øvrige Hær to Speidere sade paa Udkig,
524 Lurende vented de der at faae Syn paa Faar eller Hornqvæg.
525 Snart lod Hjorder sig see; to Hyrder, som lakkede bag dem,
526 Blæste for Morskab paa Rør, om Ufred drømte de ikke.
527 Knap blev Qvæget de vaer, før de styrtede frem, og i Skynding
528 Raned de bort baade Drifter af Køer og herlige Flokke
529 Sneehvide Lam; Qvægdriverne selv, dem tog de af Dage.
530 Da nu de fiendtlige Mænd, som var leirede udenfor Staden,
531 Mærked den Støi, som ved Qvæget var vakt, da sprang de paa Stridskarm
532 Op, og afsted i flyvende Fart; snart naaede de Stedet,
533 Stilled sig op, og kæmped en Kamp ved Bredden af Aaen,
534 Huggende løs paa hinanden med malmbevæbnede Landser.
535 Svart huserede Tvedragt og Larm, og den grusomme Dødsmøe,
536 Rødnet af Krigeres Blod var Kaaben, som hang over Skuldren,
537 Hist en gispende Qvæstet hun greb, her greb hun en Saarløs,
538 Tog saa ved Foden en Falden, og slæbte ham hen gjennem Tumlen.
539 Levende Mennesker lig de færdedes vildt, og i Kampen
540 Rev de hinanden af Haand de Liig, som var faldne paa Valen.
541 Derpaa han bilded en Mark, baade jevn og af ypperligt Jordsmon,
542 Bred og tregange pløiet; der kjørte mangfoldige Bønder
543 Hen over Vang deres Plov, snart frem, snart atter tilbage.
544 Hvergang de saa havde vendt, og de naaede det yderste Markskjel,
545 Kom der en Mand, som ihænde dem gav et Kruus med en liflig
546 Qvægende Viin; saa vendte de om, og hver i sin Fure
547 Kjørte de rask til den modsatte Kant af den klimpede Brakmark.
548 Mulden i Sporet var sort, livagtig som pløiede Jorde,
549 Skjøndt den var bildet i Guld, et høist vidunderligt Kunstværk.
550 Videre bilded med Kunst han en rig dybtbølgende Kornmark.
551 Høstfolk meiede Sæd med hvæssede Segler ihænde;
552 Her efter Skaaret til Jord sank Straaene, Haandfuld paa Haandfuld,
553 Hist gik Karle, som bandt dem i Neeg med snoede Halmbaand.
554 Tre Neegbindere færdedes flinkt; bag Meierne gik der
555 Drenge, som sankede flittigen op, og med Favnene fulde
556 Bare de Kornet til hine; men taus stod Eieren blandt dem,
557 Tæt ved Negene, støttet til Stav, heel glad i sit Hjerte.
558 Under en Eeg, et Stykke derfra, blev lavet et Maaltid,
559 Hvortil var slagtet et Nød, af Svendene, medens at Qvindfolk
560 Dryssed paa Kjødet det hvideste Meel til Karlenes Davre.
561 Dernæst en Viingaard han bilded med bugnende Ranker og prægtig,
562 Heelt af det pureste Guld, men Druerne selv vare sorte.
563 Rankerne vandt sig om Stænger af Sølv fra Ende til anden;
564 Rundt om løb der en Grøft af Staal, og derom et Gjerde,
565 Som var af Tin; til Viingaarden op en eneste Fodstie
566 Randt, ad hvilken i Høsten man drog, for Druer at samle.
567 Gutter og blomstrende Piger i Flok, uskyldige, muntre,
568 Bare den liflige Frugt i flettede Vidiekurve.
569 Midt i Skaren en liden Smaadreng paa den klingende Lyre
570 Spillede smukt, med sin barnlig Røst den deilige Festsang
571 Linos han qvad, og til Strengenes Klang de Øvrige dandsed
572 Under den lystigste Jubel og Sang med hoppende Fødder.
573 Videre bilded med Kunst han en Drift langhornede Oxer,
574 Somme var gjort' af det rødeste Guld, af Tin var de Andre.
575 Bøgende styrted af Stalden de ud, paa Vangen at græsse
576 Langs en rislende Bæk, hvis Bred med Siv var bevoxet.
577 Ogsaa var Hyrderne bilded' i Guld, som ginge med Qvæget,
578 Fire de var, og fulgtes af ni rapfodede Hunde.
579 Fremmest i Køernes Flok to frygtelig glubende Løver
580 Greb en brølende Tyr, som fnøs, mens bort de den slæbte;
581 Hundene piled afsted, og Knøsene rendte bagefter.
582 Knap fik Løverne flænget itu det mægtige Høveds
583 Skind, saa slugte de Blod og Indvold. Hyrderne styrted
584 Efter dem flux, men hidsed omsonst de hurtige Hunde;
585 Rædde de gjøs tilbage for Løverne, uden at bide,
586 Nærmed sig vel, og glammede høit, men vege forknytte.
587 Videre bilded en Vang den høistnavnkundige Lamfod,
588 Faarene tripped i Dalen omkring saa sølverne hvide,
589 Trindt om laae der en Stald og en Fold og tækkede Hytter.
590 Endelig bilded Hephaistos med spillende Farver en Runddands
591 Hiin livagtigen lig, som tilforn i det mægtige Knossos
592 Daidalos ordned med Kunst for den haarfagre Viv Ariadne.
593 Blomstrende Gutter i Hob med rige livsalige Piger
594 Svang sig i kredsende Dands, og holdt hinanden om Haandled.
595 Pigernes Dragt var af fineste Liin, men Gutterne Kjortler
596 Bar af prunkende Stof, og glindsende fast som en Olie.
597 Deilige Krandse var Pigernes Pryd, men ved Gutternes Hofte
598 Hang der en Daggert af Guld, som dingled i sølverne Remme.
599 Snart med øvede Fødder de hopped, og svang sig i Rundkreds,
600 Som naar en Pottemager, der sætter sig ned til sin Gjerning,
601 Tager i Hjulet et Tag, for at see, om det ogsaa vil løbe;
602 Snart i Rækker fordeelte de hoppede frem mod hinanden.
603 Rundtom stod der en Sværm og saae til, de yndige Dandse
604 Mored dem ret; en guddommelig Skjald med Lyren i Hænde
605 Sang til sit klingende Spil, og to Krumspringere blandt dem
606 Sloge med Færdighed Hjul, saa saare sin Sang han begyndte.
607 Ogsaa den mægtige Flod Okeanos bilded Hephaistos
608 Heelt omkring den yderste Rand af det herlige Rundskjold.
609 Aldrig saasnart var det store, forsvarlige Skjold blevet færdigt,
610 Førend han smedded et Pandser, meer blankt end en lysende Lue,
611 Dertil en Hjelm, heel tung, som passede Helten om Tinding,
612 Smuk og af prunkende Arbeid, dens Busk var virket af Guldtraad,
613 Og af det skæreste Tin han tilsidst Beenskinnerne smedded.
614 Som nu det Hele var færdigt, da tog den navnkundige Lamfod
615 Alt i sin Favn, og lagde det ned for Achilles's Moder,
616 Og som en Falk hun foer fra Olymps sneedækkede Tinder,
617 Bærende bort fra Hephaistos's Boe den straalende Rustning.
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek