Homer, Iliaden, 14. sang
| Index
| Sang -1
| Sang +1 |
1 Nestor fornam hiint Raab skjøndt han sad og drak under Tjalden,
2 Flux med bevingede Ord til Asklepiaden han talte:
3 Siig mig, bolde Machaon, hvordan skal dette sig ende?
4 Stærkere lyder ved Skibene nu Krigsfolkenes Raaben.
5 Bliv du nu siddende her, med den blussende Viin dig at qvæge,
6 Indtil den haarfagre Møe Hekamede faaer Vandet til Badet
7 Varmet, og tvætte dig kan det blodige Støv af din Vunde;
8 Selv vil en Høi jeg bestige, at see, hvordan vi er stedte.
9 Talt, saa tog han flux sin Søn Thrasymedes's stærke
10 Skjold, som laae udi Teltet, med Plader af straalende Kobber
11 Trindt beklædt, - og Faderens Skjold bar Sønnen i Striden -
12 Greb sit mægtige Spyd med den skarptilspidsede Malmod,
13 Treen af sit Telt, og skuede snart en ynkelig Krigsfærd:
14 Hist i Forvirring Danaerne løb, af de modige Troer
15 Haardt forfulgte, og styrtet i Gruus var Achaiernes Muurværk.
16 Som naar det blaanende Hav blikstille begynder at bovne,
17 Naar det fornemmer, at tudende Storm ret snart er i Vente;
18 Vandet er tyst, ei ruller det frem, ei heller tilbage,
19 Indtil fra Zeus nedfarer den Vind, som er valgt til at blæse.
20 Saa betænkte sig Gubben, og deelt var hans Hjertes Beslutning,
21 Enten han hen til Danaernes Hær sig skulde begive,
22 Eller til Atreus's Søn Krigsfolkenes Drot Agamemnon.
23 Medens paa dette han grunded i Sind, det tyktes ham tjenligst,
24 Hen til Atreiden at gaae; hist Kæmperne myrded hinanden,
25 Dystende skrapt, og Malmen saa haard om Lemmerne braged,
26 Altsom de ramtes af Sværd og af dobbeltoddede Landser.
27 Nestor imøde nu kom tre gudopfostrede Konger,
28 Tydeus's Søn og Odysseus og Atreus's Søn Agamemnon;
29 Saarede var de tilhobe, og henne fra Skibene kom de.
30 Fjernt fra Kampen paa Strand ved det graalige Hav deres Skibe
31 Laae, thi de Snekker, som først vare landede, havde man qværsat
32 Oppe paa Sletten, og agter for Skibene bygged man Muren.
33 Vel var Forstranden bred, men ei dog kunde den rumme
34 Samtlige Snekker, og Pladsen var trang for Krigernes Skare ;
35 Derfor i Rader de havde dem lagt, og heelt var med Skibe
36 Kysten ved Bugten besat mellem begge de kneisende Næsser.
37 Derfor nu Kongerne kom, at see paa den hidsige Kampfærd,
38 Saarede var de tilhobe, paa Spyd de sig støtted, og Hjertet
39 Banked i Barmen af Sorg; da kom den bedagede Nestor
40 Vandrende mod dem, og Drotterne sjalv, da Gubben de skued;
41 Ham tiltalede først den mægtige Drot Agamemnon:
42 Nestor, Du Neleus's Søn, Achaiernes Hæder og Stolthed!
43 Siig, hvi kommer du hid og forlod den mordiske Kampfærd?
44 Svart jeg befrygter, at Hektor retnu fuldbringer den Trudsel,
45 Som han paa Troernes Thing har engang mod Achaierne udstødt,
46 At han til Ilios hjem fra Skibene ei vilde vende,
47 Førend han havde dem stukket ibrand, og dræbt vore Kæmper,
48 Saaledes lød hans Ord, og nu fuldkommes det ganske.
49 Vee mig, forvist har de andre beenpandsrede Mænd af Achaia
50 Kastet paa mig deres Harm saa fuldt som Peleiden Achilleus,
51 Derfor har Lysten de tabt til at kæmpe ved Skibenes Stavne.
52 Ham gjensvarede Nestor, den gamle Gereniske Vognhelt:
53 Ja forsand! det er visselig skeet, og selve Kronion,
54 Tordneren høit i Skye, formaaer ei Sagen at ændre.
55 Muren er styrtet omkuld, paa hvilken saa trygt vi forlod os,
56 At den for Snekker og Folk et ubrødeligt Værn skulde vorde,
57 Og en ustandselig Kamp ved de hurtige Skibe de friste;
58 Skjelne du skal ikke meer, om du end anstrænger dit Øie,
59 Hvor paa Lag Achaiernes Mænd omtumles i Stimmel,
60 Saa i Forvirring de myrdes, og Raabet mod Himmelen stiger.
61 Lad os nu gange paa Raad, hvordan sig dette skal ende,
62 Hjelper os Klogskab forresten endnu; men i Kampen at drage,
63 Raader jeg fra; den saarede Mand ei duer til Krigsfærd.
64 Atter til Orde da tog Krigsfolkenes Drot Agamemnon:
65 Neleus's Søn! da det alt er til Kamp ved Skibene kommet,
66 Og da den Muur vi bygged, saalidt som Graven os baaded,
67 Hvilke har kostet Danaerne Sved, men trøstig de haabed,
68 At den for Snekker og Folk et ubrødeligt Værn skulde vorde,
69 Da maa det tykkes Kronion for godt, at Achaiernes Sønner
70 Fjernt fra Argos tilgrunde skal gaae uden Navn, uden Hæder.
71 Alt jeg vidste det før, da han huldt Achaierne skjermed,
72 Nu tilfulde jeg veed, at han høit som de salige Guder
73 Hædrer det Troiske Folk, og bandt vore Hænder og Kræfter;
74 Hører da dette mit Ord, og lader os Alle det følge!
75 Alle de Skibe, som nærmest ved Kyst bleve dragne paa Landjord,
76 Slæbe vi ned, og hale dem ud i det hellige Havdyb,
77 Og under Land med Dræg fortøie dem, indtil den mørke
78 Nat frembryder, om Troerne da med Kampen vil standse,
79 Derpaa vi trække paa Dyb de øvrige Snekker tilhobe;
80 Ei er det Skam, Ulykken at flye, om det saa er om Natten,
81 Bedre ved Flugt at frelses af Nød, end at gange tilgrunde.
82 Ham gjensvared med rynkede Bryn Odysseus den snilde:
83 Atreus's Søn! hvad Ord undslap dig fra Tændernes Række!
84 Niding! o gid du var Drot for en anden, en uselig Krigshær,
85 Kun ikke Drot med Magt over os, hvem Zeus har beskæret
86 Lige fra Ungdommen af til den sildige Alder at slide
87 Suurt i Leding vor Tid, til Enhver hensynker i Døden.
88 Saa vil du altsaa fra Troernes Folks bredgadede Kongstad
89 Virkelig flye, for hvilken vi alt har døiet saa Meget!
90 Tie dog stille, at ei af Achaierne Nogen skal høre
91 Saadant et Ord, som aldrig en Mand burde føre paa Læben,
92 Som har Forstand til at tale fornuftig og sundt, og som derhos
93 Hersker med Konningestav, og lystres af saadanne Kæmper,
94 Som det Argeiiske Folk, til hvis øverste Drot du blev keiset.
95 Nu maa jeg reent foragte din Kløgt for denne din Tale,
96 Du som os byder at drage paa Dyb de toftede Skibe
97 Midt under Strid og larmende Kamp, at Troernes Sønner
98 End kan fryde sig meer; alt have de Seiren ihænde,
99 Mens over os nedstyrter Fordærv; thi ei vil i Striden
100 Kæmperne længer bestaae, naar vi Skibene trække paa Dybet;
101 Did vil de stirre med langlige Blik, og rømme fra Slaget,
102 Da var dit Raad, magthavende Drot, til Fordærv for os Alle.
103 Ham gjensvared paastand Krigsfolkenes Drot Agamemnon:
104 Dybt til Hjertet, Odysseus! din skarpe Bebreidelse gik mig,
105 Men jeg forlanger jo ei, at de haarfagre Mænd af Achaia
106 Mod deres Villie skal trække paa Dyb de toftede Skibe.
107 Træde nu frem, hvo klogere Raad end dette kan give,
108 Om han er ung eller gammel, skal høist velkommen han være.
109 Flux til Orde nu tog den kraftige Helt Diomedes:
110 Her staaer Manden, ei gjøres behov at søge ham længe,
111 Hvis I vil høre mit Ord, og ei med Forundring og Vrede
112 Vrage mit Raad, fordi jeg af Aar er yngst af os Alle.
113 Men ogsaa jeg nedstammer ved Byrd fra en ædelig Fader,
114 Tydeus ved Navn, under Mulde hans Been hist gjemmes i Thebai.
115 Herskeren Portheus var Fader til tre udmærkede Sønner,
116 Hist i Kalydons kneisende Stad og i Pleuron de boede,
117 Agrios, Melas og Oineus, den høistnavnkundige Vognhelt,
118 Brødrenes Mester i Kjækhed var han, og han er min Farfaer.
119 Oineus forblev i sit Hjem, men paa flakkende Vandring min Fader
120 Naaede til Argos, saa vilde nu Zeus og de øvrige Guder;
121 En af Adrastos's Døttre tilægte han tog, og med Boskab
122 Rigt hans Huus var forsynet, af hvedebevoxede Marker
123 Eied han mange, og trindt var hans Gaard omgiven af Haver;
124 Rig var han ogsaa paa Faar, og sit Spyd trods nogen Achaier
125 Svang han, dog dette har sagtens I hørt sandfærdig berette;
126 Siger da ei, at jeg randt af lav eller uselig Stamme,
127 Eller forkaster mit Ord, naar til Tarv for os Alle jeg taler.
128 Flux lad til Kampen os gaae, skjøndt saarede, Nøden det byder;
129 Der vil vi selv aldeles fra Strid os holde tilbage
130 Fjernt fra Spydenes Ram, at ei Saar paa Saar vi os hente;
131 Men ved Formaning vil Andre vi skynde til Daad, som til Træghed
132 Vanligen give sig hen, og sig feigt unddrage fra Striden.
133 Saa han talte, hans Ord de fornam og løde ham villig.
134 Rask de skyndte sig bort, foran gik Kong Agamemnon.
135 Dog den stærke Poseidon sad ei iblinde paa Udkig,
136 Men til en graahærdet Mand omskabt han sig Kongerne nærmed,
137 Tog Atreiden ved Haand, den mægtige Drot Agamemnon,
138 Og med bevingede Ord han talede til ham, og sagde:
139 Atreus's Søn! nu vil sikkert Achilles's grusomme Hjerte
140 Frydes i Barm ved at see Achaiernes Rømning og Mandfald,
141 Thi han har ei Medlidenhed meer, selv ikke den mindste;
142 Lad ham da times Fordærv, lad en Gud med Skjændsel ham stemple!
143 End est du ei saa ganske forhadt af de salige Guder,
144 End kan det hændes maaskee, at Troernes Fyrster og Drotter
145 Støv over Sletten skal reise paa Flugt, og at selv du skal see dem
146 Rømme til Ilios hjem fra Danaernes Snekker og Telte.
147 Ordene talt, med et gjaldende Raab han foer over Sletten;
148 Ret som naar samfulde ni, ja vel ti Gange tusinde Kæmper
149 Raabe paa eengang, naar Fienden tillivs i Krigen de styrte,
150 Saadant et gjaldende Raab foer ud af den stærke Poseidons
151 Vældige Bryst, og Achaiernes Mænd i Hjertet han indskjød
152 Kraft og Mod til at færdes i Kamp uden Rast eller Standsning.
153 Høit paa en Aas af Olympen den guldstolthronede Here
154 Stod imedens med speidende Blik; snart faldt hendes Øie
155 Paa hendes Broder og Svoger, som midt i den hædrende Kampfærd
156 Færdedes rask omkring; da frydedes høit hendes Hjerte.
157 Zeus tillige hun saae; paa det kildebesprudlede Idas
158 Øverste Top han sad, og paa ham var hun yderlig opbragt.
159 Dybt nu grunded i Sind den qvieøiede Here,
160 Hvordan hun Aigissvingerens Hu bedst skulde bedaare.
161 Denne Beslutning tilsidst hende tyktes at være den bedste,
162 Selv at pynte sig smukt, og til Ida sig hen at begive,
163 Skulde ham lystes maaskee, hendes deilige Legem at kryste
164 Ømt paa Leiet i Favn, og hun da kunde gyde den lune
165 Qvægende Søvn over Øinenes Laag og hans kløgtige Hjerte.
166 Hen til sit Kammer hun gik, som Hephaistos med Kunst havde bygget,
167 Sluttet han havde til Stolpen den holdige Dør med en lønlig
168 Slaae, som ei nogen anden af Guderne end havde aabnet;
169 Der hun traadte nu ind, og lukked den straalende Fløidør.
170 Først med Ambrosia vasked hun nu sin fortryllende Skabning
171 Reen for Smuds, og salved sin Hud med glindsende Olie,
172 Himmelsk og liflig af Lugt, saa duftende krydret som Virak;
173 Blot den røres det mindste i Zeus's den kobberne Hofgaard,
174 Breder den lifligste Duft sig ud over Jorden og Himlen.
175 Da nu Gudinden sin deilige Hud havde salvet med denne,
176 Redte hun Haaret, og fletted med Haand de fagre, de blanke,
177 Himmelske Lokker, som bølgede ned fra udødelig Isse.
178 Derpaa hun hylled sig ind i den himmelske Skrud, som Athene
179 Selv havde slettet paa Væv og rigt indvirket med Kunstpragt,
180 Fast over Barmen med Spænder af Guld hun hægted den sammen,
181 Slynged om Midien sit Belte, besat med hundrede Qvaster,
182 Stak saa de kunstige Ringe med tre lysspillende Perler
183 Fast i Ørenes Huller, fortryllende skjønne de funkled.
184 Derpaa hun hylled om Hoved et Slør, den stolte Gudinde,
185 Deiligt og flunkende nyt, saa blankt som Solen det skinned,
186 Og under glindsende Fod hun bandt de deilige Saaler.
187 Men da med al sin prunkende Stads hun havde sig smykket,
188 Treen hun af Kammeret ud; saa kaldte hun paa Aphrodite,
189 Fjernt fra de øvrige Guder, tog Ordet og talte saalunde:
190 Elskede Barn! vil du lyde det Ord, jeg har dig at sige,
191 Eller i Vrede mig negte min Bøn, fordi udi Kampen
192 Du staaer Troerne bi, og jeg Danaerne hjelper?
193 Flux Aphrodite, hiin Datter af Zeus, gjensvared saalunde:
194 Here, du høie Gudinde! du Barn af den vældige Kronos
195 Nævn dit Hjertes Begjær, heel gjerne jeg føier dit Ønske,
196 Hvis det staaer i min Magt, og hvis det forresten er gjørligt.
197 Ordet nu tog, skalkagtig i Hu, den værdige Here:
198 Giv mig smægtende Elskov og Længsel, hvormed du betvinger
199 Hver udødelig Gud, hver dødelig Menneskeskabning!
200 Hen til den yderste Kant af den nærende Jord jeg mig agter,
201 Tethys vor Moder at see og Okeanos, Gudernes Udspring,
202 Hvilke mig hused tilforn, og ømt mig fostred og hæged,
203 Dengang de fik mig af Rheia, da Zeus nedstyrtede Kronos
204 Dybt under Jorderigs Muld og dybt under Havet det golde;
205 Dem nu gjæste jeg vil, for at ende maaskee deres Kivsmaal,
206 Alt langsommelig Tid hinanden de skye, og paa Leiet
207 Favnes de aldrig i Elskov, thi Harm er dem falden paa Sindet;
208 Kunde jeg nu med venlige Ord deres Hjerte bevæge,
209 At de paa Leiet igjen forenedes atter i Elskov,
210 Da vil jeg sikkert af dem vorde agtet og elsket bestandig.
211 Atter til Orde nu tog den smilende Viv Aphrodite:
212 Ei var det Ret eller Skjel, om din Bøn jeg vilde dig afslaae,
213 Du est den Viv, som den mægtige Zeus i Armene hviler.
214 Talt, og af Barmen hun løste sit rigtbaldyrede Belte;
215 Der sad smukt indvirket ethvert fortryllende Middel,
216 Der var den smeltende Elskov, var Længsel og gantende Tale,
217 Der var den smigrende Bøn, som endog bedaarer den Vise.
218 Dette Gudinden ihænde hun gav, tog Ordet og sagde:
219 Der! forvar i din Barm dette rigtbaldyrede Belte!
220 Al Fortryllelse findes derpaa; vist neppe du kommer
221 Ærindeløs fra den Gang, som din Hu dig byder at vandre.
222 Saa hun talte, da smiled den qvieøiede Here,
223 Og med et Smiil i Barmen hun stak det prunkende Belte.
224 Flux Aphrodite, hiin Datter af Zeus, til Hallen begav sig,
225 Men fra den kneisende Tind af Olymp svang Here sig fage,
226 Kom til Pieria hen og Emathias yndige Marker,
227 Fløi over Rygningen høit af de hestebetvingende Thrakers
228 Sneebedækkede Bjerge, ei Jorden med Fod hun berørte;
229 Ned fra Athos hun skred hen over det bølgende Havdyb,
230 Kom saa til Lemnos tilsidst, den herlige Thoas's Kongstad;
231 Der Søvnguden hun traf, en kjødelig Broder til Døden,
232 Trykkede fast hans Haand, tog Ordet og talte saalunde:
233 Søvn! du mægtige Drot over Guder og Mennesker alle!
234 Har du saasandt bønhørt mig tilforn, saa føi mig nu ogsaa!
235 Tak derfor jeg vide dig vil gjennem kommende Dage;
236 Dys i sødelig Søvn Skysamlerens funklende Øine
237 Strax, saasnart jeg paa Leie med ham forenes i Elskov!
238 Give jeg vil dig til Løn en smuk uforgængelig Høistol,
239 Heelt af Guld, og den skal min Søn den lamme Hephaistos
240 Smedde dig selv, og en Skammel han skal anbringe forneden,
241 At du kan hvile paa den dine glindsende Fødder ved Gilde.
242 Derpaa den liflige Søvn gjensvared, og talte saalunde:
243 Here, du høie Gudinde, du Barn af den vældige Kronos!
244 Let forsand jeg dyssed i Søvn Enhver af de andre
245 Salige Guder, endog Okeanos' rivende Strømme,
246 Nøkken, fra hvem al Gudernes Slægt nedleder sit Udspring,
247 Men til den mægtige Zeus at nærme mig, drister jeg ikke,
248 Eller i Blund ham dysse, med mindre han selv det befaler;
249 Alt har engang tilforn dit Bud Forsigtighed lært mig:
250 Det var den Dag, da Herakles, den modige Søn af Kronion,
251 Seiled fra Ilios hjem, da Troia han havde forstyrret;
252 Medens nu jeg Skjoldsvingerens Sind omhylled, og dyssed
253 Sødt i Søvn, da pønsede du paa Ondt mod Herakles,
254 Over det vildene Hav skrapkulende Storme du reiste,
255 Kasted iland ham paa Kos, det velbefolkede Øland,
256 Fjernt fra elskede Venner; men Zeus opvaagned med Harme,
257 Guderne smed han i Hallen omkring, men fornemlig han søgte
258 Mig, og fra Himlen i Havet han vist havde styrtet og knuust mig,
259 Naar ikke Natten, som kuer hver Gud og dødelig Skabning,
260 Havde paa Flugten mig frelst; da betvang Kronion sin Harme,
261 Nødig den flygtige Nat ved sin Færd han vilde bedrøve.
262 Og til fordærvelig Daad vil nu paany du mig egge.
263 Ham gjensvarede Here, den qvieøiede Drotning:
264 Søvn! hvi tænker du dog endnu paa Sligt i dit Hjerte?
265 Troer du maaskee, at Zeus vil ivres for Troernes Bistand
266 Heftig som dengang af Harme han fnøs for Sønnen Herakles?
267 Nei! men hør mig! jeg lover forsand dig at give til Mage
268 En af de yngre Chariter, og hun skal kaldes din Hustrue,
269 Møen Pasithea, hvem du til Viv dig ønsked bestandig.
270 Saa hun taled, og Søvnen med Fryd gjensvared saalunde:
271 Nu velan! tilsværg mig ved Styx's forfærdende Vande!
272 Læg paa den sædfrembringende Jord, mens du sværger, din ene
273 Haand, paa det glimtende Hav den anden, at Vidner os vorde
274 Alle de Guder tilhobe, som boe dybtnede hos Kronos,
275 At du til Mage vil give mig en af de yngre Chariter,
276 Møen Pasithea, hvem jeg til Viv mig ønsked bestandig.
277 Talt; hans Ord adlød den liliearmede Here;
278 Og som han fordrede, Eden hun svor, og nævnte de Guder
279 Alle ved Navn, som i Tartaros boe, og som kaldes Titaner.
280 Men da hun saa havde svoret, og fuldelig givet ham Eedsord,
281 Ginge fra Lemnos og Imbros de bort, og gav sig paa Vandring,
282 Hyllede trindt i Taage, let lagde de Veien tilbage;
283 Snart til Ida de kom, det kildebesprudlede Vildthjem,
284 Op fra Havet ved Lekton de steg, og traadte paa Landjord,
285 Og under Gudernes Fjed Trætoppene rysted i Skoven.
286 Der Søvnguden forblev, før Zeus han var kommen for Øine,
287 Satte sig op i en Gran, den rankeste Stamme, som dengang
288 Stak fra Ida mod Skye sin kneisende Top gjennem Luften;
289 Der indhyllet han sad af de naalebevoxede Grene
290 Ret som den skrigende Fugl, som helst mellem Fjeldene bygger,
291 Guderne kalde den Gam, men af Mennesker kaldes den Guldgrib.
292 Men i en Fart til Gargaros' Tind, til Toppen af Ida
293 Here sig svang; Skysamleren Zeus strax saae hende komme,
294 Saae hende knap, før brændende Lyst omhylled hans Hjerte,
295 Ret som tilforn, da de først forenede sammen i Elskov
296 Favned hinanden paa Leiet imod Forældrenes Vidskab;
297 Frem mod Here han treen, tog Ordet og talte saalunde:
298 Here! hvor iler du hen, da hid fra Olympen du kommer?
299 Ei har du Gangere med eller Vogn, som du kunde bestige.
300 Ordet nu tog, skalkagtig i Hu, den værdige Here:
301 Hen til den yderste Kant af den nærende Jord jeg mig agter,
302 Tethys vor Moder at see, og Okeanos, Gudernes Udspring,
303 Hvilke mig hused tilforn, og ømt mig fostred og hæged;
304 Dem nu gjæste jeg vil, for at ende maaskee deres Kivsmaal,
305 Alt langsommelig Tid hinanden de skye, og paa Leiet
306 Favnes de aldrig i Elskov, thi Harm er dem falden paa Sindet.
307 Men ved den nederste Fod af det kildebesprudlede Ida
308 Staae mine Heste, som kjøre mig skal over Bølger og Fastland;
309 Dog fra Olympen til dig jeg først herhen vilde drage,
310 For at du ei skulde vredes, ifald jeg fortied min Valfart
311 Hen til den dybtfremrullende Flod Okeanos' Hofgaard.
312 Hende paastand Skysamleren Zeus gjensvared og sagde:
313 Here, min elskede Viv! didhen kan jo siden du drage,
314 Nu lad os hvile tilsammen, og ømt forenes i Elskov!
315 Aldrig tilforn har udødelig Viv eller dødelig Qvinde
316 Grebet i Barmen mit Hjerte saa stærkt og fyldt det med Længsel,
317 Ei engang da for Ixions Viv af Elskov jeg brændte,
318 Hun, som Peirithoos fødte, en Mand saa snild som en Guddom,
319 Ei da jeg Danae elsked, Akrisios' deilige Datter,
320 Moder til Perseus, en Helt udmærket i Kæmpernes Skare,
321 Eller det yndige Barn af den vidtnavnkundige Phoinix,
322 Hun, som Minos har født og den herlige Mand Rhadamanthos,
323 Eller den fagre Semele, ei heller Alkmene fra Thebe,
324 Hun som til Verden en Søn mig bar, den stærke Herakles,
325 Men Dionysos til Menneskens Fryd Semele mig fødte;
326 Ei har Demeter jeg elsket saa høit, den haarfagre Drotning,
327 Eller den herlige Leto, ja selv ikke dig, min Here!
328 Som jeg for dig nu blusser, og sødt henrives af Længsel.
329 Ordet nu tog, skalkagtig i Hu, den værdige Here!
330 Skrækindjagende Zeus! hvor sært dog lyder din Tale!
331 Brænder du nu af Begjær, at forenes paa Leiet i Elskov
332 Her paa Toppen af Ida, hvor Alt kan skues saa klarlig.
333 Tænk, hvad blev der vel af, om En af de Evige saae os
334 Favn i Favn, gik hen, og i Gudernes Kreds det fortalte?
335 Visselig kom jeg da aldrig igjen, opstanden fra Leiet,
336 Hjem til dig i din Hal, en Skjændsel det vilde jo være.
337 Dog, hvis Du endelig vil, og det saa behager dit Hjerte,
338 Hist et Kammer du har, som vor Søn Hephaistos har bygget,
339 Tæt til Stolperne slutted han fast den holdige Fløidør,
340 Did kan til Leie vi gaae, da dig lyster i Favn mig at trykke.
341 Hende paastand Skysamleren Zeus gjensvared og sagde:
342 Here! lad fare din Frygt, hverken Gud eller dødelig Skabning
343 Faaer os at see, slig blændende Skye af Guld om os Begge
344 Hylle jeg vil, at ei Solen engang formaaer os at skimte,
345 Haver han end det skarpeste Syn til at see gjennem Alting.
346 Saaledes talte Kronion, og slynged sin Arm om sin Hustrue.
347 Frodige Urter den hellige Jord lod under dem spire,
348 Krokos, den saftige Lotos med samt Hyacinthen den fine,
349 Mylrende tæt, og høit fra Muld de Guderne løfted;
350 Der de hviled i Favn, en deilig og straalende Guldskye
351 Trindt dem var bredt, og den klareste Dug nedperled fraoven.
352 Saaledes sov Alfader nu trygt paa Gargaros' Bjergtind,
353 Døsig af Elskov og Søvn, og i Armene holdt han sin Hustrue.
354 Flux den liflige Søvn løb hen til Achaiernes Skibe,
355 Bud at bringe Poseidon, den jordomslyngende Konning,
356 Trædende nær med bevingede Ord saalunde han talte:
357 Rask, Poseidon, afsted! hjelp nu Danaerne trøstig,
358 Skjenk dem Seiren en Stund, idetmindste saalænge Kronion
359 Sover, ham hylled jeg ind i blidtbedøvende Slummer;
360 Here forlokked ham snildt til at mages i Elskov med hende.
361 Saa han taled, og svandt til de herlige Menneskeslægter,
362 Men til Danaernes Hjelp han Poseidon end meer havde hidset.
363 Flux han styrted sig ind blandt de forreste Kæmper og raabte:
364 Kæmper af Argos! skal Seiren igjen vi give til Hektor,
365 At vore Skibe han fanger i Vold, og Hæder sig vinder?
366 Selv han haaber det stolt, fordi Peleiden Achilleus
367 Dvæler endnu, forbittret i Sind, ved de bugede Skibe;
368 Dog ei stort vi savne ham vil, den rappe Peleide,
369 Bare vi Andre vil flinkt til Hjelp opmuntre hinanden.
370 Hører da dette mit Ord, og lader os Alle det følge!
371 Flux, Argeiiske Mænd lad os axle de bedste de største
372 Skjolde, som findes i Hæren, og trykke de straalende Hjelme
373 Fast om Tinding, og rask med dygtige Landser ihænde
374 Drage til Kamp, selv fører jeg an, og neppe vil Hektor,
375 Priamos' Søn, bestaae trods al hans stormende Kamplyst.
376 Er der forresten en Helt, som kun har et maadeligt Haandskjold,
377 Maa han til ringere Mand det flye, og axle det større.
378 Saa han talte, hans Ord de fornam og løde ham villig.
379 Kongerne flux, skiøndt saarede selv, dem ordned til Kampen,
380 Tydeus's Søn og Odysseus og Atreus's Søn Agamemnon
381 Færdedes travlt overalt, for Mændenes Vaaben at bytte,
382 Stærke med stærke sig væbned, de Svagere svage de gave;
383 Men da nu samtlige Mænd havde axlet de straalende Plader,
384 Ginge de rask til Kamp, og Poseidon var forrest i Skaren,
385 Løftende høit i den vældige Haand sit forfærdende lange
386 Sværd saa blankt som et Lyn; i den mordiske Kamp sig fordrister
387 Ingen at komme det nær, thi Skræk dem holder tilbage.
388 Ogsaa den straalende Hektor til Slag opstilled sit Mandskab.
389 Begge med yderste Magt ophidsed den skarpeste Kampfærd,
390 Baade det vildene Havs sorthaarede Konning og Hektor,
391 Denne til Troernes Hjelp og hiin til Danaernes Bistand.
392 Voverne pladsked fra Søe mod Achaiernes Snekker og Telte,
393 Og med forfærdeligt Vraal foer Krigerne frem mod hinanden.
394 Ei saa svart er Bølgernes Drøn, naar ude fra Dybet
395 Høit de rulle mod Strand, mens barsk det kuler fra Norden;
396 Heller ei brager saa stærkt den glødende Ild gjennem Bjergets
397 Bugtede Dal, naar løs den er brudt og Skoven fortærer;
398 Heller ei hyler den rygende Storm i Egenes høie
399 Kroner med saadan en Larm, naar i fnysende Vrede den skænder,
400 Som det forfærdende Gjald, der lød fra Danaer og Troer,
401 Da de med vildene Skrig til Kamp brød løs mod hinanden.
402 Først den straalende Hektor med Spyd tog Sigte paa Aias,
403 Just som han vendte sig mod ham, og ei han kasted et Glipkast;
404 Lige for Brystet han traf, hvor Remmene krydsed hinanden,
405 En fra det sølvbenaglede Sværd, og den anden fra Skjoldet;
406 Disse beskjermed hans smidige Hud; da harmedes Hektor
407 Svart, at det hurtige Spær af hans Haand var fløiet forgjeves;
408 Hen til Landsmandsskaren han veeg, for Døden at undflye.
409 Knap han vendte sig bort, før den vældige Telamonide
410 Løfted en Steen af de mange, der laae til Læn under Skibsbov
411 Rullede hen for Kæmpernes Fod, og op over Skjoldets
412 Rand han med Stenen for Brystet ham traf tæt oppe ved Halsen;
413 Kraftig han svang den, og rundt som en Top den i Luften sig dreied.
414 Som naar en Eeg omstyrtes fra Rod af Fader Kronions
415 Lyn, og en græsselig Stank af Svovl fra den splintrede Stamme
416 Breder sig ud, bedøvet af Skræk da vorder hvo nærved
417 Seer det, thi frygtelig slaaer et Lyn fra den høie Kronion;
418 Saa nedstyrtede brat den kraftige Hektor i Støvet,
419 Spydet af Haanden han slap, og Hjelm med Skjold over Helten
420 Rullede ned, høit braged om Krop hans prunkende Rustning.
421 Flux med hoverende Skrig nu løb Achaiernes Sønner
422 Frem i det Haab at slæbe ham bort; i mylrende Mængde
423 Fløi deres Spyd, men ei en Eneste traf eller saared
424 Kæmpernes Drot, thi de gjæveste Mænd sig stilled omkring ham,
425 Stærken Aineias, den bolde Polydamas, Helten Agenor,
426 Lykernes Konge Sarpedon, og Glaukos den herlige Kæmpe;
427 Heller ei svigted de øvrige Mænd; deres hvælvede Skjolde
428 Holdt de for Hektor til Skjerm, og flux Stalbrødrene løfted
429 Helten paa Arm, og bar ham fra Tummelen, indtil de naaede
430 Gangernes vælige Spand, som fjernt fra Strid og fra Kampgny
431 Stod for den prunkende Karm, og blev holdt af Kudsken tilbage,
432 Rapt ad Byen afsted de løb med den jamrende Kæmpe.
433 Men da nu Troerne kom til den rivende Xanthos's Vadsted,
434 Hen til den yndige Flod, som Zeus Kronion har avlet,
435 Løfted af Karmen paa Jord de ham ned, og med Vand ham bestænked;
436 Snart han aanded paany, og i Veiret han slog sine Øine,
437 Hæved sig op paa Knæe, af hans Mund udstyrted en Blodstrøm,
438 Atter tilbage mod Jord han sank, og for begge hans Øine
439 Blev det saa sort som Natten; af Rammet var end han bedøvet.
440 Da nu Argeierne saae, at Hektor fra Slaget blev hjembragt,
441 Foer de mod Troerne raskere løs, og tænkte paa Kampfærd.
442 Først sprang Aias, den hurtige Søn af Konning Oileus,
443 Frem med sit skærpede Spær, og paa Stedet han Satnios ramte,
444 Enops's Søn, hvem Enops engang med en deilig Naiade
445 Avled ved Satnius' Bred, da som Hyrde han vanked i Enge.
446 Ham foer Aias tillivs, og dybt i Lysken han jog ham
447 Spydet, saa brat han tumled omkuld, og strax om den Faldne
448 Ypped Danaer og Troer en gruelig Dyst med hinanden.
449 Flux løb Panthoos' Søn Polydamas frem med sin Landse,
450 Helten til Hevn, og Areilykos' Søn Prothoenor i høire
451 Skulder han traf, gjennem Skuldren ham løb den dygtige Landse,
452 Ned i Støvet han faldt, og i Muld han famled med Haanden;
453 Jublende høit med lydelig Røst Polydamas raabte:
454 Saa er da Spydet forvist, kan jeg troe, ei ganske for Intet
455 Faret Polydamas, Panthoos' Søn, af den kraftige Næve;
456 En af Argeierne fanged det op med sin Hud, og vil sagtens
457 Bruge mit Spær som Stav paa sin Vandring til Hades's Bolig.
458 Talt, hans brammende Ord forbittred Achaierne saare;
459 Ingen dog meer oprørtes i Sind end den modige Aias,
460 Telamons Søn, thi nærmest ved ham Prothoenor var falden.
461 Efter den Flygtende slynged han flux sin lynende Landse;
462 Dog til en Side Polydamas sprang, og selv for den sorte
463 Død han bjerged sit Liv, men Archelochos, Søn af Antenor,
464 Fangede Landsen i Livet, thi Guderne vilde hans Henfart;
465 Ham traf Aias i Ledet, som Hals med Hoved forbinder,
466 Bag i Nakkens Fordybning, og kløvede begge dens Sener.
467 Brat Archelochos faldt, saa hans Pande, hans Mund og hans Næse
468 Slog mod Muld, før Knæer og Been nedstyrted i Støvet.
469 Flux med lydelig Røst til Polydamas raabte nu Aias:
470 Panthoos' Søn, tænk efter, men svar mig ærlig og sanddru,
471 Mon ikke Manden, jeg vog, opveier den Helt Prothoenor?
472 Ei han tykkes mig lav eller kommen af lave Forældre,
473 Vist en Broder han er til den Hestebetvinger Antenor,
474 Eller en Søn maaskee, thi han ligner ham ganske livagtig.
475 Talt; ei gjetted han feil; men Troerne grebes af Harme.
476 Flux sin Broder til Værn mod Boioteren Promachos traadte
477 Akamas frem, og vog ham, da bort han slæbte den Faldne;
478 Jublende høit med lydelig Røst ung Akamas raabte:
479 Skrydende Mænd af Argos, evindelig truende Kæmper!
480 Os alene skal Trængsel og Qval forvist ikke times,
481 Nei! ogsaa I skal engang paa lignende Viis vorde dræbte.
482 Skuer dog her, hvor rolig og sødt nu Promachos sover,
483 Dysset i Søvn af mit Spyd, at den skyldige Hevn for en Broder
484 Snart kunde vorde betalt; saa ønsker hver Mand sig af Hjertet
485 Slægtning i Hjemmet at eie, hans Død at sone med Blodhevn.
486 Talt; hans brammende Ord forbittred Achaierne saare,
487 Ingen dog meer, end den Helt Peneleos rørtes i Hjertet;
488 Frem mod Akamas foer han, men ei mod hans stormende Anfald
489 Akamas stod, da saarede hiin den Helt Ilioneus,
490 Søn af den qvægrige Phorbas, en Mand, hvem Guden Hermeias
491 Meest af Troerne elsked, og rigt velsigned med Velstand;
492 Men Ilioneus var eneste Søn, hans Viv havde født ham.
493 Ham med Spydet han traf under Brynet i Ringen af Øiet,
494 Stak ham Stenen af Laag, og Spydet ham løb gjennem Øiet
495 Ud gjennem Nakken, da sank han paa Hug, og Hænderne begge
496 Strakte han ud, men Peneleos drog sit hvæssede Slagsværd,
497 Hug ham tværs over Halsen, saa Hovedet fløi af hans Skuldre
498 Ned med Hjelmen paa Jord, end sad Spydskaftet i Øiet,
499 Høit han løfted det op, som en Valmueknop paa sin Stengel,
500 Viste til Fjenden det frem, og raabte med braskende Stemme:
501 Melder nu, Troiske Mænd! Ilioneus's Fader og Moder,
502 At deres herlige Søn de lydt i Borgen bejamre!
503 Heller ei skal jo Promachos' Viv, hiin Algenorides,
504 Favne med Fryd gjenkommen fra Krig sin elskede Husbond,
505 Naar over Havet Achaiernes Folk hjemdrager fra Troia.
506 Saa Peneleos taled, og Skræk gjennem Lemmerne foer dem.
507 Ængstelig løb deres Blik at søge mod Døden en Tilflugt.
508 Siger mig nu, I Muser, hvis Hjem er Olympiske Haller,
509 Hvem af Achaiernes Mænd var den første, som blodige Vaaben
510 Vandt sig, da stærken Poseidon kom Troernes Hær til at bugne.
511 Først nedstyrtede Aias, hiin kraftige Telamonide,
512 Hyrtios, Gyrtias' Søn, Hærdrot for de freidige Myser.
513 Helten Antilochos Mermeros vog og den kraftige Phalkes,
514 Og for Meriones' Spyd Hippotion segned og Morys.
515 Teukros dernæst hug Prothoon ned og den Helt Periphetes,
516 Og Menelaos sit vældige Spær den Drot Hyperenor
517 Jog i Lysken med Kraft, saa Tarmene vælded af Livet
518 Ud for den flængende Malm, men ud af den gabende Vunde
519 Fløi hans Sjel i en Fart, og Mulm omhylled hans Øine.
520 Fleest af Alle dog dræbte den hurtige Søn af Oileus,
521 Thi der var Ingen saa rap som han, naar det gjaldt at forfølge
522 Fienden paa Flugten, naar Zeus har vakt Forvirring og Rædsel.
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek