Martin Andersen Nexø: Soldage (1903), 3

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Martin Andersen Nexø: Soldage (1903), [3]

[3] Sevilla

Større Byer har gærne et eller andet, der følger dem ufravigeligt frem i éns Erindring og giver Farve, Stemning, et Stænk af Afsky maaske, til hvert nok saa ringe Minde. Det kan være Øllet, som det flyder klæbrigt og maltduftende i Münchens Rendestene og svømmer taaget i Befolkningens Blik; eller den rystende Larm af Menneskevraalet, som dirrer over Napoli Dag og Nat. Ved Rom er det Vandets sagte Nynnen bag alle Mure, og hvem kan dvæle ved Venedig, uden at Campanilen bliver det bærende i Billedet? Hvert Minde selv det aller blegeste hæver den sig knejsende over, selv om man med egne Øjne har set den ligge i Grus.
   Der er noget tiltalende i, at et Taarn bærer en hel By frem, staar som en Opsang over dens Hundredtusender - og staar fremdeles, selv efter at det er faldet. Og alle Byer fik jo Taarne til det samme. København fik to: Frelsers Taarn og Raadhustaarnet. Men de giver trods deres Skønhed ikke Stendyngerne Liv og Mening, de møder én ikke fra det fjærne som Byens kloge, vidtskuende Blik, danner ikke den høje Baggrund for hvert Torv, hver Gydestump. De ædes af den graa Røgtaage.
   Sevilla har La Giralda!
   Seks Mil ud i det flade Land, som omgiver Byen, kan La Giralda ses, og Bønderne, som gaar derude og slider i den blodrøde Muld, peger og siger med lysende Øjne: »Se, dér ligger Sevilla!« Taarnet spiller mod Solen med sine farverige Azulejos-Fliser, og under det skjult bag Horisonten ligger Byen og fester. Og en Dag, naar de har samlet Penge nok, saa - leve Glæden! leve det glade Sevilla!
   Op gennem Guadalquivirs smalle Løb snor skandinaviske, tyske og engelske Dampskibe sig, kryber med Flodvandet over Sandbankerne og kniber sig frem mellem flade, fede Enge. Paa disse Enge græssede Gerion fordum sine guddommelige Hjorder og maatte tage dem op til Himlen efter faa Dages Forløb, da de truede med at revne af Fedme, om de forblev dernede. Nu ejes Engene af de store Opdrætterier, som forsyner Spaniens mange Arenaer; og ud over dem græsser Tusinder af vilde Tyre med mægtigt Hornfang. Alle Vejfarende gaar langt uden om her, og Dyrenes eneste Kendskab til Mennesket er, at der nu og da farer en Rytter ind imellem dem med en lang spids Lanse for at prøve deres Blodtørst. Han jager bort saa hastigt som han kom, og Tyrene støder i ørkesløs Vrede deres Horn ned i Engens Grønsvær. Og hvergang et Skib passerer, løber de ned til Bredden og staar og bøger udfordrende efter det. Men de lattermilde Søfolk morer sig for en Gangs Skyld ikke. De gaar hver for sig, eftertæller i Tankerne deres Hyre og spejder ind efter La Giralda og den glade By.
   Og de Tusender af Udlændinge, som i April strømmer til fra alle Verdens Kanter for at se La Feria: Paaskemarkedet, og de store Opstandelsesløb der regnes for Verdens fineste Tyrefægtninger! De strækker sig langt ud af Kupévinduet og kommer med begejstrede Udraab, naar de skelner Taarnets lysende Top i det fjærne.
   La Giralda er 350 Fod højt. Som et lysende Glædens Fyrtaarn blinker det langt ud mod de Vejfarende: at her ved dets Fod ligger et Skær, som det for en Gangs Skyld er herligt at strande paa.
   La Giralda betyder Fløjen, Vejrhanen; og øverst paa Taarnet staar en Bronceskikkelse - en Kvinde! Hun er 14 Fod høj, vejer ca. 3000 Pund og forestiller Troen - og hun drejer sig for den mindste Vind!!
   Hvilket Symbol paa Byen dernede!

Sevilla har en glimrende Historie, der - som næsten alle sydevropæiske Byers - rækker langt ned i Oldtiden.
   Saa langt tilbage vi kan øjne ligger Byen og glitrer i Solglæde, altid festklædt, altid fejr og fejrende, beskyttet af Solgudens mægtige og Elskovsgudindens smukke Templer. Hvert Aar naar Solen stod højest paa sin Bane, bares Elskovsgudindens Billede i Triumf af Byens fornemste Skønheder. De unge Piger, der ikke uforbeholdent ofrede til hende, blev dømte til Døden, men Sagnet kender ned gennem Tiderne kun to saadanne genstridige, Søstrene Justa og Rufina. Det glade Folk gjorde bagefter de to kyske Søstre til Helgener; og endnu den Dag i Dag er de Sevillas Skytspatroner og ses op til med al den kolde Ærefrygt, Menneskene har for det Uopnaaelige.
   Nu har Guds Moder til alle sine øvrige Hværv ogsaa overtaget Solgudens, og af alle hendes ca. tredve Legemliggørelser staar ingen Seviljanerens Hjærte nærmere end La Virgen de la Aurora, Morgenrødens Madonna. Han gaar nødig i Seng, før hendes Messe har ringet Gryet ind.
   Fra sin romerske Periode gemmer Sevilla kun faa Mindesmærker: nogle Rester af Bymure og Bade; en Vandledning der atter er taget i Brug; gamle Mønter der her som overalt hvor Romerne har boet kan samles i Haandfulde for hver Plovfure. Og saa det herlige Amfiteater Italica, en ægte italiensk Ruin med spredte mægtige Murblokke, dirrende Venushaar i underjordiske Rum og vimse Firben i hver en Revne. Men Feststemningen er til endnu, denne evige Oplagthed som gjorde Byen til saa henrivende et Opholdssted for Roms forvænte Landliggere.
   Og Glæden døde ingen Hungersdød under Byens to næste Perioder som Hofstad henholdsvis for Vandaler og Goter.
   Men med Mavrernes Herredømme begyndte en ny Tid for Andalusien, hvor Agerbrug og Industri, Kunst og Videnskab blomstrede frem. Agerlandet blev gennemtrukket med et Vandingsnæt saa fint og virkningsfuldt som Aarenættet i et Legeme, Bjærgene blev aabnede for deres kostbare Stensorter og Metaller, Silkeavlen tog Fart, fortrinlige Universiteter blev oprettede, og Østerlændingens frodige Fantasi fik vidunderlige Æventyrslotte og -moskeer til at skyde frem af Jorden: Alhambra, Alcàzar, Moskeerne i Còrdoba og Sevilla.
   Da fik ogsaa det glade Sevilla et Anfald af Flid og gav sig til at arbejde - i Guld og Kniplinger og Silke; alene Silkeindustrien skal have beskæftiget 150,000 Mennesker. Ad Guadalquivir flød Handelssnekkerne ud og bragte Bud til det skumle Evropa om Lyslandet Andalusien, hvor Flid, Oplysning og Frisind herskede; hvor Jøder, Kristne og Mavrere levede Side om Side i bedste Forstaaelse.
   Men Mavrernes Herredømme svandt af Evropa, sporløst som en smuk Drøm kan svinde. Og Sevilla rystede sin Flid af sig som en Mare, smøgede sig behændigt ud af halvsjette Aarhundreders Paavirkning og gav sig til at feste igen.

Endnu staar Alcazàr, La Giralda og en Del af de mavriske Mure, som dengang omgav Byen. Gaderne er østerlandsk snævre og har Hovedretning paa tværs af Solens; Husene er hvidkalkede, lukkede, med kølige Gaarde, der snævrer ind foroven - for at holde Solen ude.
   Men Seviljaneren selv ligner ikke Mavreren - hverken Middelalderens virksomme, højt kultiverede eller hans nulevende ugidelige Efterkommer, der sidder med korslagte Ben i de marokkanske Rendestene og stirrer taaget frem for sig.
   Det skulde da være, at Kvinden i de højere Samfundslag har bevaret et Træk af Haremet i sit Hang til at sidde hjemme og sanke Yppighed, hensunken i vage Stemninger, i Stedet for at færdes ude. Hele Ugen kan gaa hen, uden at man træffer en eneste bedrestillet Seviljanerinde paa Gaden, og man synes til sidst, at Byen trods sit Ry for kvindelig Skønhed er noget af det mest skønhedsforladte paa Jorden. Men Søndag Eftermiddag aabner Skønheden for alle Sluser, hver Herskabsport bliver til et lille Væld af Yppighed. Ved Femtiden er Promenaden langs Guadalquivir fuld af elegante Glaskareter paa Gummihjul, og i hver Karet dvæler en fyldig Seviljanerinde, storøjet og tung, svøbt i Silke og Kniplinger - en forsvarlig snøret Haremsskønhed.
   Disse lidt fede men for Resten stilfulde Skønheder er de samme, der Ugens seks andre Dage hænger hjemme, uredte og i Sirtses Nattrøje, fra Morgen til Aften, og hvis eneste Udflugt gaar fra Opholdsrummet til Balkonen. Søndagsudflugten minder da om Serailets ugentlige, kun at Folket ikke længer jages til Side, men er fuldtalligt til Stede i alle sine Afskygninger. Sevillas Promenade er maaske den eneste i Verden, som er for alle; her promenerer Pragt og Jævnhed og Armod Side om Side saa naturligt, som havde de sat hinanden Stævne. Her er vandrende Pjaltebylter saa stolte, at man skulde tro, de skjulte en spansk Grande. De slynger den fornemste Skønne deres Beundring lige i Ansigtet i dristige Sætninger, der ingenlunde tages dem ilde op; og de indsuger Rigdommens Glans med en Uforbeholdenhed, der endnu ikke kender til Proletarhad. Men de kryber ikke i Støvet for den, den har ingen Magt over dem. Maaske derfor hader de den ikke.
   Seviljaneren er ugidelig, men kun over for det nyttige. Han har en spilvaagen Sans for alt hvad der kan adsprede, og Menneskestrømmen paa Gader og Torve bibringer én det dobbelte Indtryk af ørkesløs Lediggang og rastløs Jagen. Der kommer Tusender af Fremmede til Sevilla aarlig, men Byen kan alligevel ikke nægte sig den billige Fornøjelse at le hver ny ud. De danner Espalié hvor Udlændingen gaar frem, rige saa vel som fattige, raaber uskyldige Vittigheder til hinanden, slynger engelske og tyske Sprogbrokker efter ham, puffer stundom ogsaa hinanden over mod ham - og morer sig kongeligt. Ingen er for ringe og sjælden nogen for fornem til at tage Del i Morskaben. Henvender man et Spørgsmaal til en af dem, saa svarer han høfligt - hvis han da kan for Grin - og er i næste Nu det fængslende Midtpunkt for et Hundrede videbegærlige.
   Gaar man ind i en Butik, saa fyldes den af nysgerrige, og de der ikke kan trænge sig ind staar i Flok langt ud paa Gaden. Forretningsmanden - om man kan bruge et saadant Navn om en seviljansk Handlende - giver sig straks til at forhandle med Tilskuerne: om éns Nationalitet, Formuesforhold, Rejseærinde, og først efter gentagne Paamindelser bliver man betjent. »Det er jo ligesom en Flok Vilde«, sagde jeg engang under saadanne Omstændigheder til en Boghandler og pegede paa Mængden. »Somos así - saadan er vi nu engang«, svarede han stramt. Han fandt min Kritik ilde anbragt.
   Hvad skal ogsaa Kritiken til? de flokkes jo ikke for at fortrædige den Fremmede men for at more sig selv. Han var blot det lille Stykke Sats, der fik Glæden til at fænge; og de forstaar ikke, at det kan krænke ham, siden ingen i deres egen Kreds ser gladere ud end den, der er Skive for Lystigheden.
   Og han maa saamænd gærne blive helt borte. Med Latteren har det ingen Nød, saa længe man kan le ad ingenting, og det kan Seviljanerne. Humøret brister ud af dem, allerbedst som de gaar alene paa Gaden - som Smil, som klingende Latter, som to-tre Dansetrin.
   Mange Varietèr i en By er Tegn paa Humørsyge. Sevillas henved 200,000 Indb. har ingen, behøver ingen; deres Humør er saa letfængeligt, at det tænder sig selv. Revyen kender de heller ikke; de smaa Daarskaber - saasom Henfald til Foretagsomhed, borgerlig Dyd og vindigt Fremskridt - der begaas i Aarets Løb, skylles bort i den befriende Latter over et moderne Samvittighedsdrama. Hernede virker Ibsen og Bjørnson simpelthen som Komikere, der med fortræffelig gennemført Alvor driver Spas med det nordevropæiske Dødbideri.
   Sevilla er Tyrenes, Tyrefægternes og Tyrefægtningens Hjem; Dansens, Vifternes og Kastanjetternes By. Her kan man en sen Aften vinde sig frem gennem snævre Gyder, lokket af den lystigste Musik, og havner - ikke paa en Dansebule men i en Kirke, hvor Præsten staar for Altret og messer, støttet af et højtideligt Mandskor. Og hvergang Koret er kommet et Par Strofer hen i sin dystre Miserere, spruder Kastanjetter, Tamburin, Bækken og Triangel ud i en Dans saa forførende vild, at Andagten maa vige og alle de fromme Madonnaøjne spytter verdslige Gnister. Til Andagten atter tager Rummet i Besiddelse ved de dystre Strofers Hjælp - og igen maa vige. Det er som en skiftende Overrisling af Kødet og Aanden.
   Længe havde vi spejdet efter en Lejlighed til at faa seviljansk Dans at se; endelig kom den - i selve Katedralen. Dér saa vi hver Aften en hel Uge i Træk ti Drenge danse oppe foran Højaltret, til den ubesmittede Undfangelses Pris. De var klædt i Pagedragter fra det 17. Aarh. og sang og slog Kastanjetter til Dansen. Dejligt var det, og man kan forstaa, at det danselskende Sevilla haardnakket holder fast ved denne enestaaende Kirkefest: Los Seises, som ingen anden Kirke i den katolske Kristenhed har Lov at afholde og flere Paver forgæves har søgt at sætte en Stopper for.
   For den glade Seviljaner er kun ét helligt - Glæden selv. Alt hvad der vil dæmpe den, ægger ham til Spot; Fromheden i hans eget Sind fylder ham med blasfemisk Trang, der synes at vokse med Styrken af hans Gudsfrygt. Intet Steds i det blasfemiske Andalusien forenes Gudsfrygt og Gudsbespottelse saa let og selvfølgeligt i samme Person som her. Jeg kunde belyse det med talrige Eksempler men skal nøjes med et - det anstændigste.
   Under vort Ophold i Sevilla boede vi hos to ældre Damer - Søstre - der var meget fromme og for hvert Skridt vi gjorde anbefalede os i en eller anden Helgens Varetægt. Men et godt Humør havde de ligefuldt. En Dag vi skulde foretage os et eller andet, raadede de os indtrængende til først at gaa over i Katedralen og anraabe Kongernes Madonna, som havde vedkommende Ting under sig, om hendes Bevaagenhed - for hun kunde gøre store Undere. En Gang havde saaledes en Præst løftet Kjolen op paa hende for at se, hvad hun var lavet af; og ham slog hun med Blindhed, fordi han kiggede. »For hun var jo kun af Træ«, føjede de forklarende til og lo.
   Det var Sevilla, der fandt paa, at det nedlagte Kapucinerkloster fjærnede sig mindst fra sin Ide, naar man oprettede et Aktie-Svineopdrætteri dér. Springet synes heller ikke stort, man kan lugte Kapucineren i større Afstand end Svinet, og med Hensyn til Farven er de saa nogenlunde ens. Men det var for en Gangs Skyld et økonomisk Fremskridt. Og hver Søndag vandrer Seviljaneren ud og betragter de Hundreder af Svin, der nu tumler sig i Celler og Klostergange, og hvis Skinker lagrede i Vin og røgede i Krydderurter koster en Dollar Pundet.
   Da den germanske Skik at gaa paa Kirkegaarden og se til sine Døde for nogle Aar siden ogsaa naaede til Sevilla, opfattede man den ganske simpelt som en Fornøjelsestur; og alle adstadige Familier, baade de der havde Døde herude og de der ingen havde, pakkede om Søndagen deres Kurv med Mad og Vin og tog ud til Kirkegaarden, hvor de fejrede en lille Glædesfest - saa vidt muligt paa deres kæres Grav. Saa forbød imidlertid Øvrigheden dette, og nu gaar Folk igen langt uden om Kirkegaarden.
   Sevilla har trods sit herlige Klima den højeste Dødelighedsprocent af alle spanske Storbyer. Men hvor andre Byer vilde møde denne Fatalitet med Kloaksystem og andre sanitære Forholdsregler, sætter Sevilla blot sin frodige Livsglæde: Byen har den højeste Fødselsprocent ogsaa og kender ikke til Selvmord. Men disse tre Forhold er efter Nationaløkonomers Sigende et usvigeligt Tegn paa kulturelt Bagstræb. Faa Dødsfald, faa Fødsler og mange Selvmord - saa først bliver Sevilla delagtig i evropæisk Kultur.
   Højest kommer Byen ogsaa med Antallet af Uægtefødte, 17,4% mod Barcelonas 2,6. Det tyder paa fordærvede Sæder, siger Præsterne.
   Kun ikke Sevillas egne Præster; de hævder energisk, at Byen er den første i Spanien. Er Kvinderne maaske ikke anerkendt som Landets smukkeste? Har Byen ikke en Domkirke, der kappes i mægtig Skønhed med Verdens første Kirker og af mange kyndige sættes over selve Peterskirken i Rom? Er der nogen Befolkning, der saa tillidsfuldt som den seviljanske lægger det himmelske helt og holdent i Præsternes Haand? Eller nogen, der ærligere holder Kirkens Helligdage?
   Og det er altsammen sandt. Sevilla har 130 Helligdage om Aaret, og de øvrige er ikke altfor søgne. Alligevel slaar de ikke til til at give Glæden Udtryk, og Natten igennem genlyder Gaderne af Sang og Klimpren og varme Raab.
   Natten i Sevilla er nu ogsaa ubeskrivelig dejlig!

Vi er i December; Vinter er det, andalusisk Vinter med Sol og blaa Himmel. Men Solen kan ikke naa ned i de snævre Gyder og dybe Gaarde; inde i Husene er det hundekoldt, og alt levende flygter ud - til Torvene og Guadalqvivirs Bredder. I Gydens Bund ligger fattige Koner paa Knæ og vasker Fortove og Fodmur; det er et Led i den ugenlige Rengøring. Hunde og Børn roder i Affaldsdyngerne, der ligger som smaa Anlæg, hvor flere Smøger støder sammen. En ung, kraftig Mand gaar fra Hus til Hus, ringer paa og spørger - »om det Brev er til Dem? - Saasom jeg ikke kan læse,« siger han undskyldende og ringer paa ved næste Port. Han har bare Fødder og et stort Dækken viklet om Hovedet til Værn mod Kulden.
   Ud af alle Huse styrter Mænd og iler ned ad Gyden med Kappen slaaet op for Munden. Møder de en Bekendt, vinker de tavst med Haanden og skynder sig forbi; spørger en Fremmed dem om Vej, lader de den spanske Høflighed ynkeligt i Stikken og svarer ikke. Aandedrættet hænger dem fortættet i Overskægget og drypper uænset ned paa Kappens pragtfulde Plyds, Cigaretten stikker dem urørt bag Øret, Blikket er stift af Skræk. End ikke de politiske Løbesedler paa Hjørnet kan afvinde dem mere end et stumt Skuldertræk. Og de iler videre, sammenkrøbne, med Kappen presset mod Munden, jagede af en usynlig og maaske indbildt Fjende - Lungesygen.
   Men i Solstrimen uden for Señoritaens Sovekammer danser Myggene Bloddansen - koldere er det ikke. Og idet hun i Slaabrok træder ud paa Balkonen for at spejde efter de første sukkende Tilbedere, angiver talrige Pletter paa hendes Aasyn Kilden til Insekternes blodtunge Henrykkelse.
   Der er ingen sukkende Tilbedere paa Færde - det er for koldt. Sult formaar ikke at lægge nogen Dæmper paa Seviljanerens Livslyst, Sorg heller ikke; kun et kan knække ham - Kulden. En Dag som denne er han ikke meget værd Kvinde og Kvinde imellem, han smutter under Balkonerne uden et Blik og stanser først paa de aabne Pladser, hvor Solen bager. Dér finder han sig en Gruppe ud, gasser sig, pludrer efterhaanden saa smaat med og folder sig igen ud i al sin Aabenhed - en rigtig Solblomst. Han taler med et sygt Smil om »denne forbandede Polarvinter«, om Arabien, hvor de har Nat seks Maaneder og Dag de andre seks, og om Gammel Kastilien, som er det koldeste Sted paa Jorden. I sin ustyrlige Glæde over igen at være kommet til Hægterne slaar han til Skaglerne: gaar paa Kafè og spiser tyk Chokolade af Dukkekopper eller tager sin bedste Ven hen paa et Konditori og deler for ti Øre Konfekt med ham.
   - - -
   Ud af Gydernes lumske Halvmørke kommer der en Flok Kvinder daskende. De er i tynde, sorte Sjaler med lange Frynser, har bart Hoved og en Papirblomst i det sorte Haar. Der er enkelte nette Ansigter imellem, men Fattigdommen har ikke for Vane at opklække Skønhed, her saa lidt som andet Steds. De fleste er koparrede, enkelte ogsaa enøjede, mange har hvide Plastre i begge Tindinger; alle har udspilede Næsebor og vagtsomme Øjne, der søger sig et Bytte for Latteren. Og de gaar frem som en Flok Skader, skogrende, skvadrende; de driver Spot med Dandyens tynde Ben, river i Forbifarten Æseldriveren af Sadlen, omringer hujende Udlændingen, kysser paa Fingeren ad den fede Præst, der med en indeklemt Fnisen forsvinder under Kirkedørens tunge Forhæng. Alt er en Kilde til Latter: en haltende Hund, en Ligkiste, en nysende Tigger.
   De dækker ikke frygtsomt Munden men spærrer den vidt aaben og indsuger med Begær alt, hvad Luften rummer af Sol og frisk Kulde, Smitstoffer og Stank. Deres høje, udfordrende Barme byder Alverden og dens Lungeelendigheder Trods. »Kom, og jeg skal kryste dig - var du end Døden selv - og kaste dig fra mig som en udpresset Citron,« siger deres Holdning. De fanger smaa, nøgne Unger ind, kysser dem sugende over hele Legemet og langer dem fra Favn til Favn. De skærer Tænder af Lidenskab ved Synet af en smuk Mand - men en smuk Kvinde kaster de Snavs paa.
   Det er Las Cigarreras, Tobaksarbejderskerne, Sevillas Sjæl. De udgør en Hær paa ca. 5000, hvoraf den ældste er over hundrede, den yngste 14 Aar.
   I Samtale med Fremmede glider Seviljaneren let hen over Tobakspigen, men i Dybden af sit Væsen beundrer han hende, med en Beundring, der er tilsat en behagelig Gysen. Hun er sorgløs, uartig, gudsforgaaen; hensynsløs i sin Lidenskab, vittig, letbevægelig, glemsom - hun er alle Byens letlevende Egenskaber sat paa Spidsen. Seviljaneren kan ikke fornægte hende uden samtidig at bryde Staven over sig selv, og det gør ingen Spanier. Inderst inde i enhver alvorlig Spanier brænder desuden Bevidstheden om Revolutionen som den eneste Udvej, og Skammen ligger paa Lur efter ham, fordi han intet gør. Men Sevilla behøver ikke skamme sig saa meget, takket være Tobaksarbejdersken. Hun er altid parat til Tumult, det er hende, der kaster den første Sten, de fængende Feltraab udgaar fra hendes Mund. Hun er det musserende Element, den indre, prikkende Uro. Og naar Proppen gaar af, er hun Knaldet og Skummet, alt det som skræmmer Kvinder og fryder Mænd.
   Da Alfons XII for en Snes Aar siden besøgte Sevilla og Byens republikanske Befolkning skamfuld gjorde Vanehonør for Majestæten, reddede de 5000 Tobakspiger Byens Selvagtelse ved at le Kongen ubarmhjertigt ud under hans Besøg paa den store Tobaksfabrik. Og senere, engang de ikke kunde blive enige med Fabrikens mægtige Direktør om Lønspørgsmaalet, tog de alle Proletarhjærter med Storm ved deres kraftige Bevisgrunde: de slog en Strikke om Direktøren og hejsede ham ned i en dyb Brønd. Mere end én Gang har Las Cigarreras ligget paa alle fire og samlet Gadens Snavs op for med det at møde det ridende Politis Sabler og Revolvere. Og det er for en stor Del disse respektløses Skyld, at man nu maa møde med Attest fra Sognepræsten for at faa Adgang til de store Kirkefester.
   Men alt dette behøver ingen Tilgivelse. Det af Stat som Kirke mishandlede Folk ser for en Gangs Skyld sine revolutionære Tilbøjeligheder og sit blasfemiske Behov uforfærdet udtalt af disse koparrede og øjenbetændte Valkyrier, og det er - stik imod Folkesædvane - saa ædelmodigt ikke at lade dem i Stikken til Gengæld.
   Ogsaa i Kraft af sin Stilling er Tobakspigen Nationens Kælebarn; der klæber den Lugt ved hende, som Spanieren sætter højest af alt - Nikotinens. Hvad Tobaken betyder for Spanieren kan ses deraf, at Tiggeren er fuldt saa sikker paa Godgørenheden, naar han beder om en Skærv til Tobak som naar han paaberaaber sig sin Sult.
   Alle de vidunderlige Egenskaber, Spiritusen besidder herhjemme, er i Spanien blevet Tobaken til Del: den dæmper Hunger og vækker Appetit, gør vaagen og virker søvndyssende, affører og virker stoppende - alt efter de forskellige Behov. »En Cigaret«, siger Almuen, naar nogen fejler noget, lige som den her hjemme siger: »En Snaps«. Og paa Snitsaar lægges der vaade Tobaksblade.
   Det første, Spanieren gør, naar han slaar Øjnene op om Morgenen, er at famle i Mørket efter sin Cigaret, tænde den og klæbe den fast til Underlæben. Dér hænger den og snor sin lille, blaa Røgkrølle opad, mens han taler, mens han hoster og nyser, og stundom mens han spiser og drikker. Som den hellige Ild gaar den aldrig ud, ved dens sidste Glød tændes en ny og anbringes, mellem hver Mundfuld Mad nipper han til den; Dagen igennem hænger den der. Ofte maa han ryge sig i Søvn, og saa hænger Stumpen under hans Næse næste Morgen - lige til at tænde.
   Det er en tarvelig Røger, der nøjes med at puste Røgen ud paa almindelig Vis. Er man lidt af et Mandfolk, støder man den ud gennem Næsen som Spildedamp; men de rigtige Professionals svælger Røgen og sidder saa med aaben Mund og gylper den op igen ganske langsomt.
   Der er dem, som tror, at man kan komme et nationalt Onde til Livs ved at beskatte det! I Spanien er Retten til at forsyne Nationen med Tobak overdraget nogle - væsenlig udenlandske - Kapitalister: Tobakskompaniet, der betaler Staten en aarlig Afgift af 90 Mill. Fr. Skønt Klima og Jordbund egner sig fortrinligt til Tobaksdyrkning, maa Bonden ikke avle Tobak til eget Forbrug engang, og Kompaniet giver yderligere 60 Mill. Fr. ud til at haandhæve dette Forbud og bevogte Landets Grænser mod Smuglere. Først efter at disse 150 Millioner er udredet, skal Raavaren og Tilvirkningen betales, Forhandlerne leve og Kompaniet have en klækkelig Fordel. Man overdriver ikke ved at anslaa den Sum, det spanske Folk aarlig lader gaa op i Røg, til langt over en kvart Milliard Frank.
   Der ryges i Teatrene under Forestillingen; i Banker, paa Posthuse og i kommunale Kontorer har enhver lige til Skriverdrengen sin Cigaret i Munden. Barberen ryger, mens han rager én; Opvarteren drypper ugenert sin Cigaretaske ned i Varerne mens han serverer dem. Taleren stanser midt i en flammende Sætning for at nippe til sin Cigaret; Præsten sniger sig under Messen om bag Alteret for at faa sig et Smugdrag, og paa Gaden gaar han med Cigaretten oppe i det vide Ærme. Børnene faar Tobak udleveret af deres Forældre, og gamle Kællinger sidder i Solen uden for Landsbyerne og bakker paa en Snadde. Alverden ryger til Trods for Beskatningen. De, der ingen Penge har, gaar om og samler de fugtige Rester af Cigaretter op; og det hænder, at Mænd i lange Kapper følger én et helt Kvarter i Haab om, at man skal kaste sin Cigarstump. - - -
   Det smælder af røde Faner i Blæst, hvor Las Cigarreras gaar frem, Ørkesløshed og lange Blikke driver i deres Kølvand. Fra Triana, Macarena og de andre Forstæder kommer de slængende - gnasker, klør sig i det sorte Haar og ler. Nede ved Floden løber alle Strømme sammen mod en mægtig Bygning, der skal have kostet 7 Mill. Kr. at opføre. Den er omgivet af en dyb Grav, Brystværnet indenfor prydes af smaa Vagttaarne med lange, smalle Skydeskaar, derinde vandrer Skildvagter frem og tilbage, og i Bygningens Grundstokværk rumsterer en Deling Militær. Bygningen minder om en Straffeanstalt, opfattes af Regeringen som en Slags Dynamitdepot og er i Virkeligheden Tobaksfabriken.
   Inde i den store, hvælvede Forhal er Vagten i Færd med at undersøge et Par Arbejdere, som skal forlade Fabriken. De staar med Armene strakt op over Hovedet, mens hele deres Legeme bliver indgaaende befamlet.
   Ad en bred Stentrappe føres vi op i Bygningens Kærne, hvorfra Portdøre fører ind til de forskellige Fløje. Heroppe bestaar Vagten af Kvinder, saa kæmpemæssige som kun Syden kan frembringe dem; og vi overgives til en, der er saa forsvarlig bygget, at hun maa kunne fælde en Okse med et Dask af sin ene Forlab - eller holde den mest rebelske Tobakspige sprællende paa sit Skød som et lille Barn, mens hun undersøger, om Pigen har Tobak gemt et eller andet besynderligt Sted paa sig.
   Fra alle Sider lyder der en dæmpet, hidsig Summen, som var Luften fuld af Hvepse; og idet hun aabner en af de store Døre, virker det som blev Stigbordet aabnet i en Sluse: en ophedet Strøm af Støj og Stank hvirvler om èn og tager Vejr, Vid, Bevidsthed, saa man ikke ved af sig selv, før man staar og stirrer ned gennem en 500 Fod lang Tunnel, hvor fire Rækker Kvinder sidder bøjede Hoved ved Hoved over hver sit Tobakstrug. Idet de ser op, lyser deres Ansigter hvide i den brune Snustaage, Larmen stilner med ét Slag; de stirrer paa den Fremmede med aabne Pupiler og aaben Mund, mens Fingrene ruller Cigaretter med en Hast, der virker som Flimmer for Øjnene. To Hoveder bøjer sig sammen her foroven, og en Hvisken løber ned gennem Rækkerne. Man kan følge den som en Bølgebevægelse, til den slaar imod dernede i Tunnelens Bund ved Helgenbilledet, kastes tilbage og kommer op gennem Rækkerne igen - og pludselig stænker én i Ansigtet som et letfærdigt Spørgsmaal indfattet i Latter. Og Larmen koger igen over, denne sammensatte Larm fra nogle Hundrede Grupper, der ler, snakker, skændes, spruder i smaa Hvin, mens de haandfaste Vogtersker gaar hyssende op gennem Rækkerne.
   Her har Sevillas gode Humør sat sit Kronskud; det springer frem som en straalende Blomst af giftig Jord. Under denne lave Tøndehvælving alene arbejder 1500 Kvinder, adskillige Tusend Pund Tobak dækker Borde og Trug, men ikke en Ventil aabner sig for den friske Luft. Man kan ikke se for Tobaksstøv og ikke aande for Tobaks- og Menneskedunster; skønt jeg er en forhærdet Røger, hamrer Hovedpinen efter faa Minutters Ophold herinde saadan i mine Tindinger, som skulde den trænge Øjnene ud af Hovedet paa mig. Alle mine Evner sløves, jeg kan ikke sanse, ikke samle og fastholde Omgivelserne i et Billede; alt drejer sig kun om et - at komme ud i den friske Luft.
   Da rammer en egen Lyd mit Øre og jager alle Sanser op i Rædsel - den kendte Humpen af Vugger, der gaar. Dér staar jo en tæt ved os, halvskjult under Trug og Arbejdsborde, en gammeldags Trævugge med fladslidte Gænger. Kvinden, der træder den, er bleg og har hvide Plastre i Tindingerne til at dulme Hovedpinen; brunt Tobaksstøv sidder hende i Haaret, dækker de hvide Vuggeklæder, sidder som en Snusrand om Barnets smaa, udspilede Næsebor. Men Barnet sover trygt trods Larmen og den giftige Luft; der er endogsaa en svag Antydning af Rødme paa dets Kinder. Og i Moderens Ansigt skærer Smilet hvert Øjeblik gennem de fordrejede Træk og faar det til at skrige - som en hvidkalket Mur i stærk Sol.
   Der er andre Vugger ned igennem Tunnelen, vel en 40 ialt; i nogle sidder Børnene over Ende og leger med Tobak, som havde de allerede begyndt paa Haandværket. Idet jeg bøjer mig over en af de Smaa og den bliver angst, siger en af Kvinderne: »Kan du ikke engang kende din Far?« De ler alle højt, men Moderen betragter mig et Øjeblik opmærksomt og ryster saa smilende paa Hovedet.
   Nogle af dem har virkelig en Fader, der hjælper dem at beskatte Moderens Flid - de er ikke de bedst stillede. Andre har kun deres Moder og denne fordelagtige Anledning til at tillæmpe sig. De bærer Vidne om den kærligste Omsorg; og hvis de overlever den ulidelige Giftstank, er de selvskrevne til at tage Plads ved Siden af Moderen og som hun engang træde Vuggen, give Bryst og rulle 3000 Cigaretter om Dagen - hvis de er Kvinder. Men hvis de er Mænd, er det deres uafviselige Pligt at staa paa et Gadehjørne og ryge og ryge, til de naar den højeste Fuldkommenhed, som er 200 Cigaretter i Døgnet. Og ævner de endnu mere, saa lad dem stille sig i de Knøses Rækker, der hver Aften møder til Halløj uden for Tobaksfabriken og hvirvles med af Pigernes rivende Strøm, ud i Forstædernes Mulm, hvor man kan træffe dem som blegblaa Spøgelser ved næste Gry.
   Der er Engle, som lever af fortyndet Æter, og Bakterier, som kun kan trives i de dybeste Kloaker; men mon nogen Skabning alligevel besidder en saadan Levedygtighed som Mennesket? Her sidder trods alt tre Kvindeslægtled og skiftes til at lulle det fjerde i Søvn; og man udpeger os en 14-aarig Moder, der netop aabner Barmen for sin skraalende Førstefødte, og en gammel Kone, der er 106 Aar og har arbejdet i Fabriken de sidste 80 Aar.

Det er lige op under Jul, kun faa Dage til, saa er den der.
   I den danske Damper, der ligger og tager Jærnærts ind nede ved Bryggen, skriger Julegæssene for sidste Gang, og i Sevillas snævre Gader driver Bønderne om med Flokke af Kalkuner. Nu og da kommer en tom elektrisk Sporvogn sneglende; den fylder hele Gaden og driver sagtmodigt Fjerkræet foran sig til den nærmeste aabne Plads.
   Julen er for Døren, hele Ugen har jeg kunnet mærke den som en voksende Uro, der skubbede Aarets Sorgløshed til Side og satte bekymret Stræb i Stedet. Her som hjemme er Ordet Jul (Navidad) paa alles Læber og i alles Tanker. De stive, draperede Spaniere, der hver Dag staar i Flokke og smaaskændes om det sidste Ministerskifte eller den sidst opdukkende Tyrefægter, driver uroligt om som søgte de virkelig Arbejde, eller de gaar hen til Muren og staar for sig selv og tæller Smaapenge sammen af forskellige Vestelommer. Og naar de taler, er det om Penge og Navidad, Julen. I disse Dage har jeg ogsaa set dem gøre noget, som de ellers overlader til Kvinderne: de har ligget aabenlyst paa Knæ for Madonna eller en anden Helgen i Katedralen og mumlet Ordet Navidad Timer i Træk. Tiggeren siger Navidad, idet han strækker Haanden ud; min Vaskerkone fremstammer undskyldende Ordet, da jeg griber hende i at tage dobbelt Pris; og alle Konerne, der staar uden for Assistenshuset med deres Bylter og venter paa, at der skal blive lukket op, siger blot det ene Ord Navidad og nikker forstaaende.
   I den Grad drejer alt sig om Navidad, den tilstundende Jul, at man gribes om Hjærtet deraf og synes, man aldrig har været Vidne til saa stærk og bærende en Fromhed.
   Og pludselig gaar det saa op for én, at Navidad slet ikke længer betyder Jul men Lotteri - det store Julelotteri.
   Det er en Morgen ved Madridpostens Ankomst. Gader og Pladser er fulde af Mennesker, i Calle Sierpes - Sevillas Strøg - staar de som en sort Mur om Postgaarden. Og pludselig brister de sidste Dages Spænding og strømmer ud over Byen som blinde Mænd, pjaltede Kvinder og halvnøgne Knægte; de har hver sit Bundt Lotterisedler i Haanden, og Luften dirrer af skingre Raab: Navidad! El gordo! El gordo! som Raketter kastes Raabene ud til alle Sider. Og El gordo betyder: den fede Bid.
   Der kommer en snavset Præst og et Kødbjærg af en Señora med Melstøv i Ansigtet - de køber hver sin lille Seddel og betaler 1000 Fr. for den. Byens Kommandant kommer og Civilguvernøren, Ærkebispen, Bankdirektøren og alle de andre store - de køber hver sin Seddel til 1000 Fr. og skynder sig ind i den nærmeste Kirke for at bestænke den med Vievand. Men Præsten, som alene kender Vievandets Sammensætning, spytter tre Gange paa sin i Stedet.
   Og Købmændene kommer. Ti og ti har de sluttet sig sammen, fordi de kun kan skaffe 100 Fr. hver og Staten kun sælger hele Lodder. Haandværkerne er hundrede om et Lod, og Byens Fattige har dannet Aktieselskaber paa indtil 1000 Mand, en Frank til hver.
   Snart har Sælgerne ikke flere Lodder, og der begynder et Jobberi Mand og Mand imellem, hvor smaa og store Andele gaar fra Haand til Haand til stadig stigende Priser. Al Trafik, al Foretagsomhed drejer sig i disse Dage om Lotteriet; gør en Mand et Stykke Arbejde, stjæler eller bedrager, man kan være sikker paa, at El gordo staar bag ved - den fede Bid paa 5 Millioner, som hele Landet staar paa Tæerne og napper efter. Under Spænding, der stiger gennem Ophidselse til Feber, gaar Dagene til Lille Juleaften, da Lotteriet trækker. Saa stiger enkelte himmelhøjt, mens Tusender synker sammen i Slappelse. Og Julen snegler sig mat forbi til Hellig Tre Konger, da Aarets første Trækning staar for Døren og atter bringer lidt Liv i Gemytterne.
   Det spanske Lotteri trækker tre Gange om Maaneden og altid under spændt Forventning fra Nationens Side. Men ingen Trækning kommer op imod Julens, hvor 40,000 Lodder til 1000 Fr. Stykket rives bort. 40 Mill. Fr. plukkes nationen for til denne ene Trækning; mange af disse Penge er vel for de Spillende kun en Fjær i Fældetiden, men mange følger der det blodige Kød med, og nogle betyder selve Reden, der gaar. Omtrent 15 Millioner forbliver i Statskassen, Resten slynges ud gennem Lykkehjulet som Gevinster, der ved deres svimlende Størrelse er som Olie paa Ild for Spanierens Spillelidenskab. Foruden et Par Tusend Tillægsgevinster paa 5-18000 Fr. og 34 Smaagevinster paa 50-100,000 Fr., byder Julelotteriet Hovedgevinster paa ¼, ½, 1, 2 og 3 Millioner - og endelig El gordo, den fede Bid paa 5 Mill. Frank.
   Som andre Stater søger at fremme Nationens Hovederhværv - England sin Handel, Danmark sit Agerbrug, har den spanske særlig kastet sig over Folkets Spillelidenskab og gennem Lotteriet alene hjulpet det til en Omsætning, der maa andrage flere Hundrede Millioner Frank aarlig. Set med den spanske Regerings Øjne er det et virkeligt Fund.
   Og en let og taknemlig Opgave.
   Thi enhver Spanier har i sig den Hunger efter Overraskelser, som avler det fantastiske Tankesving; hans Væsen er som et stort Hjærte, skiftende i hæftig Spænding og dyb Slappelse; han kræver for at være spillevende en stadig Overrisling af hedt og iskoldt: Springet til det højeste Haab og Faldet til den dybeste Tilintetgørelse. Den Pirring, som er Livet, skal være stærk og Udmattelsen dyb; Vane-og Fordøjelsesdøs kender han ikke, det jævne Grødtempo frastøder ham. Solen skal brænde hed og Elskoven skælve helt ud i Knivsodden. Spiritus bryder han sig lidet om, da det ikke er hans Opgave at bedøve sig; sine Pirringsmidler søger han fortrinsvis inden for Sindsbevægelsernes Omraade - han er født Spiller.
   Dertil kommer den særegne Retning, Spanierens og da navnlig Andaluserens praktiske Anlæg tager. Han stiller smaa Krav til materielle Nydelser, mangler Sans for jævnt Velvære og foragter Vejen til det: det langsomme, rolige Fremskridt. Den ene Krone, han finder paa Gaden eller tigger sig til, har i langt anderledes Grad hans Kærlighed end de 99 retskafne Kroner, han erhværver sig ved personlig Dygtighed, thi den symboliserer ham paa en egen Maade Lykken, som bør komme udefra, utilskyndet. Derfor er der tidt saa lidt Hold i, hvad han foretager sig: han arbejder ikke paa langt Sigte men kun midlertidigt - til hans store Lod kommer ud. Og at det kommer en skønne Dag, nærer han ingen Tvivl om.
   For denne Opfattelse er følgende Træk betegnende:
   En Lokomotivfører og en Fyrbøder, der spillede sammen, førte Lille Juleaften - den Dag, det store Lotteri trækker - et Passagertog Nord paa mod Madrid. Under et Par Minutters Ophold ved en Station fik de Trækningslisten i Hænde; de saa, at deres Nummer var kommet ud, og overlod øjeblikkelig Toget med dets Hundreder af Julerejsende til deres Skæbne. Mindre iøjnefaldende men lige saa betegnende Træk kan man daglig iagttage.
   Spanske Fremskridtsblade skriver bitre Artikler i Anledning af Julelotteriet og den Feber, der følger det; de tegner det mørkeste Billede af spansk Spillelidenskab og spaar skæbnesvangre Følger af den for Nationens økonomiske Fremtid. Men de samme Blade aflægger efter hver Trækning deres Læsere nøje Regnskab for, hvilke Personer, der har vundet Hovedgevinsten, selv om denne ikke er mere end 75000 Fr. fordelt paa Tiendedele. Bladene har et helt Spioneringssystem, hvis Fortræffelighed de med Stolthed fremhæver; og et dansk Blad, der bringer en politisk Smaating til Torvs Dagen før sine Fæller, kan ikke kro sig pudsigere end det spanske gør, der først møder frem med Vindernes Navne. Telegrafen sættes i Bevægelse, og man læser følgende i sin Avis:

Malaga, d. 14. Jan. Kl. 17.
»Det er i Dag lykkedes Deres Korrespondent her paa Pladsen at fastslaa, at de to Tiendedele af de 75000 ikke - som meddelt i Gaar af et andet Hovedstadsblad - er faldne paa Kusk Cenizo og hans Broder men paa en Værtshusholder og hans Karl. De seks Tiendedele, vi opsporede i Gaar, er ikke blevet dementerede. Af de resterende to Tiendedele menes en at være falden paa en Sømand, den anden er det desværre ikke lykkedes os at opspore.
(Senere Telegram). Den sidste Tiendedel vides nu bestemt at være faldet paa Betjent Nr. 14, Don Enrico Manuel Barato.«

Spillet træder i Stedet for Spiritus som Hovedleverandør til Fængslerne; og de Straffe, der idømmes Fangerne for Overtrædelser af Fængselsreglementet, hidrører atter hovedsagelig fra Spillelidenskaben. »Den er ikke til at udrydde, ligegyldigt hvad man saa gør,« sagde Granadas Fængselsinspektør en Dag, vi stod paa en Balkon over Fængselsgaarden og talte om dette. »Her er stræng Straf for al Slags Spil mellem Fangerne, og vi konfiskerer alt, hvad de i deres Opfindsomhed kan falde paa at spille med eller om; men alle Straffe og Forholdsregler er omsonst. - Vil De nu bare se dér!« udbrød han pludselig og greb mig i Armen. Nede i Krogen under Balkonen sad to Fanger Ansigt til Ansigt paa Jorden, med skrævende Ben og Fodsaalerne mod hinandens; de hverken saa eller hørte men stirrede anspændt ned i en Kreds, som var tegnet i Rummet mellem deres Ben. Men hvad stirrede de efter? - »Jo,« sagde Inspektøren, »de har fanget hver sin Lus og anbragt i Kredsens Midtpunkt; og den, hvis Dyr først overskrider Omkredsen, har vundet. Vil De saa sige mig, hvad man skal stille op med saadanne Mennesker?«
   »Konfiskere videre,« sagde jeg med et antydet Smil.
   Men han forstod mig ikke og svarede alvorligt:
   »Det nytter ingenting, for Lidenskab gør opfindsom. Men - for at tale om noget andet - har De været i Officerernes Kasino? Der maa De med hen - lutter Gentlemen, som hellere vilde skyde sig en Kugle for Panden end spille falsk. Saa i den Retning kan De være ganske tryg. Jeg skal indføre Dem i Aften - men De maa belave Dem paa højt Spil. Tag godt med Penge med!« [Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek