Martin Andersen Nexø: Soldage (1903), [8]
Det er blevet hen paa Eftermiddagen. Vi kan vel have gaaet
Halvvejen og søger fra Bjærgene ned til Vegaens Rand for at tage
med Toget Resten af Vejen til Granada. Paa Stationen møder vi en Bekendt
fra Sevilla, Don Louis, en af det Revolutionære Partis Ledere i
Sydspanien. Den smukke, men altfor soignerede Mand, der straaler af Guld og
Diamanter og Velplejethed, skal ind til Bjærgenes Fattige og agitere for
Samfundsomvæltningen; og han foreslaar os at tage med op til Landsbyen X,
hvor der skal dannes en Aflægger af Føderationen.
Der holder en tohjulet Kærre ved Stationen for at hente ham, og vi gumper
op i Bjærgene igen, trukne af et anatomisk Skelet, som Kusken paastaar er
et Muldyr. Lidt efter bekræfter Dyret selv dette ved at faa Kuller; midt
paa en stejl Skraaning stanser det pludselig, gaar baglæns og
forsøger at styrte os ud over Afgrunden. Vi redder os og Dyret ved at
kaste os af Vognen og holde igen i Hjulene. Det lader til, at Bjærgboerne
er vant til den Slags Afbrydelser, for Øjeblikket efter sidder Kusken og
hans Ledsager igen paa Forsmækken og beder os stige op.
Lidt neden for Landsbyen tager to Husmænd imod os. Det er udpræget
andalusiske Bjærgbønder, magre og glatragede, iført
bredskygget Hat, Skærf og Rebsko, letfodede. Den ældre hedder Pedro
R. og er Formand for Jordarbejdernes stedlige Organisation; han er 55 Aar,
høj og kraftig og har et stort Ansigt med uforstyrrelig rolige
Træk - han ligner en Vestjyde. Den anden, Alfonso M., er Leder af de
Revolutionæres Agitationsudvalg. Han er 26 Aar og spinkel, springer mere
end han gaar, og har et barnligt Øboansigt med sværmeriske
Øjne. Lidt indfaldent ved Tindinger og Kindben tyder paa Fanatisme, og
Don Louis hvisker til mig, at han er fanatisk Anarkist.
Der er en tredje ogsaa, en smilende Olding, hvis Krop Slid eller Nød har
krøget, saa den fra Hofterne bøjer sig vandret frem over Jorden.
Ogsaa han er imidlertid let til Bens og følger os hele Eftermiddagen om
i Bjærgene, idet han smilende gentager alt hvad der bliver sagt - som et
stort Barn. Han gaar i Barndom, men de andre to viser ham meget Hensyn. Ved vor
Ankomst kigger han ned i Vognbunden og ser spørgende rundt paa os.
»Og Mauserne?« siger han.
Don Louis ler: »Ved du, at det i Dag er 30 Aar siden, I erklærede
Republiken, Josè?«
Oldingen nikker hen for sig: »Skulde jeg kanske glemme det, naar jeg
selv var en af Hovedmændene her i Bjærgene.«
»Ja,« siger Alfonso, Anarkisten, leende og gør et Hop,
»- og nær var blevet en af de hovedløse ogsaa. De havde ham
stillet op mod Fjældvæggen derhenne sammen med en Del andre, som
ogsaa skulde skydes, men han slap fra dem ved et Uheld.«
»Ja jeg gjorde saamænd - og sprang i Bjærgene Aar og Dag
uden at sove under Tag, lige til Amnestien kom. Det har sat sig her!«
Han lægger Haanden op paa sin Lænd.
»Naa, og forberedte I saa Affæren ved at køre rundt med en
Vognfuld Mauser-Geværer
ved højlys Dag?« spørger Don Louis plirende.
»Naturligvis gjorde vi ikke det; vi var da ikke dumme heller,«
svarer den Gamle stødt.
»Men det er vi heller ikke - altsaa Taalmodighed!«
»Ja vist saa, Don Louis, Taalmodighed - blot man ikke var de firs. Men
en skønne Dag saa -«. Han bevæger Hænderne som var de
et Legeme, der slog Kolbøtter ned ad Bjærget og endte paa
Kirkegaarden dybt nede.
Disse Husmænd bærer Jordens Udtryk som vore egne - dens Ro, dens
Soliditet. Men ikke dens Tynge, den klæber dem ikke i Fodsaalerne. Som de
gaar der og drøfter Tilstanden med Akademikeren Don Louis, bestaar der
kun en rent ydre Forskel; de er lige saa fri, taler samme rene billedrige
Sprog, uden Dialekt og uden at famle efter Udtryk.
Og os - de Fremmede - omgiver de fra første Øjeblik med en
Velvilje, en forfinet Hensyntagen, som skulde forudsætte mange
Slægtled af nedarvet Adel. De leder Samtalen ind paa vore Enemærker
for at vi ikke skal kede os, plukker Blomster til min Hustru, udsøger
Vejens bedste Steder for os. De paastaar, at vi bestemt maa trænge til
noget, inden vi naar op til Byen, og at en af dem skal løbe i Forvejen
og hente det; vi veksler indbyrdes et Par Ord om, hvor smukt et blomstrende
Mandeltræ oppe paa Klipperne staar til den blaa Himmel, og Alfonso
klatrer derop og henter en Gren til os.
Landsbyen X hænger midt paa Sydsiden af Bjærget. Den bestaar af
Hytter, der synes klinede til Bjærgsiden, og har 25000 Indb., 5
Præster og ingen Skolelærer. Som de fleste større
andalusiske Landsbyer har den elektriske Lys, der frembringes ved Vandkraft.
Dette Fremskridt er et Barn af det altfor store Bagstræb, idet en Pot
Petroleum som Følge af Spaniens uhyre Told paa alle
Nødvendighedsartikler koster en Frank - 4 Gange saa meget som hjemme.
Men Elektriciteten er ikke naaet fra Gaden ind i Hjemmene. Dèr sidder
man fremdeles og famler ved Skæret af en Olievæge, der
møjsommeligt antændes med Fyrstaal og Tønder - fordi Staten
skal have 5 Mill. Frank ind aarlig alene i Afgift af Tændstikker. Ganske
ejendommeligt virker det at se et Menneske staa et helt Kvarter og hamre
Fyrstaalet mod Flintestenen for at faa Ild til sin Cigaret - lige under den
selvtændende Glødelampe.
Der er ingen Borgerstand i denne By, som dog i Folketal kommer paa Siden af
vore større Provinsbyer; hele Befolkningen lever af Jorden, det store
Flertal som Daglejere. Men i Landsbyen findes en Stand, man ikke ellers
træffer i Andalusien - jordejende Husmænd. Tre af dem har vi gjort
Bekendtskab med, og oppe ved Byen venter flere os og følger os hen til
Kroen, hvor der er dækket til os: Svinekød i Tomat, Spejlæg
med Spegepølse til.
Mens vi spiser, underholder Husmændene os. En af dem fortæller,
hvordan det gik ham, før han fik sit eget: Han arbejdede for en
større Fæstebonde nede paa Vegaen og fik 50 Øre om Dagen,
med dem skulde han forsørge Kone og seks Børn. Efter Fyraften gik
han hver Aften de halvanden Mil ind til Granada og tiggede paa et Hjørne
af Strøget til Midnat; derved tjente han andre 50 Øre, og det
slog nogenlunde til til Familiens Underhold. Men Søvn blev der ikke
meget af, og de tre Mils Gang hver Nat satte sig i Benene. Og en Aften var hans
Plads optaget af en anden Tigger, der havde et Dækken viklet om Hovedet
for Kulden. Han blev saa rasende, at han fòr løs paa Manden og
rev Dækkenet af ham; og saa var det hans egen Husbond, der havde
hørt om de 50 Øre og nu vilde tage dem fra ham. Han gik ikke
derhen mere for ikke at gaa sin Husbond i Vejen, men sin Afsked fik han
alligevel.
»Det er den Slags Ting, der gør Folk til
Revolutionære«, siger Don Louis hæftigt og slaar ud med sin
hvide, ringprydede Haand. »Jeg var i Madrid forrige Uge, hvilken Rigdom
dèr er ophobet paa enkelte Hænder, og til Gengæld hvilken
grænseløs Armod hos de mange! Samfundet maa briste under al den
himmelraabende Uret - vi har snart Revolutionen«. Han ser overbevisende
fra den ene til den anden, og de nikker tillidsfulde og dystre - den maa snart
komme! Saa gaar der et lyst Erindringssmil over hans Ansigt. »Det var
mig en dyr Tur«, siger han og ser sig om med barnagtig Vigtighed,
»den kostede mig over 5000 Frank - blot paa en Uge, og jeg var ikke i
Seng nogen Nat. Jeg kan mærke det endnu«. Og
han gaber overstadigt som en pralende Konfirmand.
»5000 Frank!« gentager de beundrende mellem sig, medens han
bøjer Hovedet med et beskedent Smil. »Saa mange Penge har jeg
aldrig set paa én Gang!« siger én, og de ler og ryster paa
Hovedet ad en saadan Ødselhed.
Maaltidet er forbi. Don Louis skænker et Glas Vin og rækker en af
Mændene det sammen med en Skive Spegepølse; Manden drikker lidt af
Glasset, det skænkes fuldt igen og gaar til den næste med en ny
Skive Pølse. Ogsaa han nipper lidt, der skænkes atter i o.s.v.
Omgangen rundt, til det kommer tilbage til Don Louis, der tømmer denne
Kalk uden at blinke. Jeg skyder Hjærtet op i Livet og gør lige som
han. Men da Glasset kommer tilbage med sit mindre lystelige Indhold, lader den
sidste det i udsøgt Galanteri gaa ikke til mig men til min Hustru. Hun
sender mig et bønligt Blik, men hele Turens Udbytte afhænger af,
om hun er Stillingen voksen i dette Øjeblik, og jeg ser
ubønhørlig ud. Saa tømmer hun Bægeret og gør
sig et Ærinde udenfor.
Intet kan være mere berettiget end den Stolthed, hvormed Husmændene
førte os ind i Bjærgene og viste os, hvad de havde udrettet. For
tyve Aar siden solgte en Godsejers Arvinger de nøgne Bjærgsider
her og beholdt blot den frodige Vega nede i Lavningerne. Kommunen købte
Klipperne og udstykkede dem i smaa Arealer, som overlodes Landsbyens Fattige
mod et ringe aarligt Afdrag. Mange meldte sig, fordi de vilde føle den
sjældne Glæde at være Jordejere, og gik fra igen. Men nogle
Hundrede tog det mere alvorligt og gav sig til at slide i Fjældsiderne.
Overalt hvor der havde dannet sig lidt Muld plantede de; de sprængte
Klippens Overflade, knuste den med Hammere og blandede den med de Antydninger
af Jord, som Mos og Smaakravl i Tidernes Løb havde aflejret. Eller de
opsamlede ved Hjælp af Dæmninger det forvitrede Stof, Regnvandet
fører ned fra de stejle Klipper, og blandede det med Muld hentet langt
borte paa Æselryg. Nu svæver her Mark ved Mark 5000 Fod oppe over
Havet, indrammet af skarpe, blaarøde Klipper; halvvoksne Figen-, Oliven-
og Mandeltrær spætter Bjærget med Grønt og Blomster og
synes mange Steder at suge sig Næring af selve Klippen.
»Saa meget koster det endnu at blive besiddende Husmand i
Spanien«, siger Don Louis. »Men naar vort Parti nu sejrer, bliver
det anderledes, saa indfører vi en Lov som gør alle dem, der
arbejder med Jorden, til dens virkelige Ejere. Sandelig, i Øjeblikket
har mine Fæstere det langt bedre end I«.
Det fremgaar, at han har arvet en stor Landejendom nede ved Murcia efter sin
Fader, og at Fæsterne nu ved Ejerskiftet skal betale større
Afgift, da den gamle var altfor lav. Dette Forhold synes imidlertid ikke at
gøre noget Skaar i Styrken af hans Teorier eller overhovedet at
berøre dem, saa lidt som Tillidsforholdet mellem ham og de andre
anfægtes deraf. De er Andalusere.
En tydelig Forskel er der dog paa disse Husmænd og Landsbyens
øvrige Beboere, der tror om dem at de har Bøsser gemt inde i
Bjærghulerne. De er det bevidst revolutionære Element og
søger sammen. Den Fortrolighed hvormed de omgikkes indbyrdes og de lange
kolde Blikke, de øvrige Beboere sendte efter dem naar de i Klynge gik
ned ad Gaden, tydede paa, at de var en egen Kaste inden for det lille Samfund,
at man dels misundte dem, dels holdt sig tilbage fra dem for ikke at blive
rodet op i noget. Tilmed har de saa dannet en Aftenskole, hvor deres
Børn og unge kan lære at læse og skrive, mens de andre maa
nøjes med Præsternes mundtlige Religionsundervisning; de fleste af
de ældre har ogsaa lært sig selv at læse, og de har en
Avisklub, som holder anarkistiske og socialistiske Blade. Saa har de mere eller
mindre sagt sig løs fra Kirken, og enkelte af dem som Alfonso M. ligger
i aaben Krig med den. Dette fredelige Menneske bliver rasende, blot han
tænker paa en Præst; al den Uret Præsterne har øvet
ved at holde det spanske Folk nede, synes at have bundfældet sig i ham
til et Had saa stærkt, at det gør ham konsekvent. Han siger ikke
den almindelige spanske Hilsen: Gaa med Gud! men Sundhed! og naar han
møder Sakramentet, blotter han ikke Hovedet men tager hellere sin
Straf.
Da vi passerer forbi et Trækors, Præsterne har rejst paa en
fremspringende Klippe over Landsbyen, sparker han det omkuld. Don Louis
opmuntrer ham med Bifald, men den ældre besindige Pedro, Formanden for
Jordarbejdernes Organisation, rejser atter Korset og sætter ham alvorligt
i Rette. »Husk paa, du er peget ud«, siger han, »ved den
mindste Urolighed kan du komme til at stirre ind i en Gendarms
Bøsseløb. - Og vi kan daarlig undvære dig«,
tilføjer han stille.
Alfonso gør et kaadt Spring. Han har røde Pletter i Tindingerne.
Men pludselig bliver han stille. »Tilgiv mig, men jeg kan jo ikke selv
gøre ved det«, siger han nedslaaet og omfavner Pedro.
Hvor er de naive, disse Mennesker, tankeløse og uerfarne. De regner -
maaske ikke helt med Urette - paa at kunne rejse 50,000 Mand i Provinsen
Granada; men de mener at 2000 Geværer er nok til at erobre Provinsen med.
Der samles flittig ind til Anskaffelsen af disse Vaaben, og Don Louis
fortæller med hemmelighedsfuld Mine, at han allerede har anskaffet 500
Mausere, som findes gemt i en gammel Rønne i Granada. Den Dag det skal
gaa løs, indbyder han alle Granadas Garnisonsofficerer til Aften hos
sig, laaser Dørene paa det aftalte Klokkeslet og siger: »Mine
Herrer, Landet er i de Revolutionæres Hænder, De er mine
Fanger!« Husmændene lytter til ham med tindrende Øjne; de
gennemskuer ikke hans Fraser, og maaske gør han det ikke engang selv. Og
mig, som de ser for første Gang, viser de de vidtstrakte
Bjærghuler bag Landsbyen, som rummer deres Vaaben og skal være
deres Tilflugtssted, hvis det slaar fejl.
De tager denne Mulighed saa let i deres Mund som var det hele en Spas; men det
er ramme Alvor. Spanien er ikke ukendt med Revolutioner, intet andet
evropæisk Land kan opvise blot tilnærmelsesvis saa mange. Nationen
er vokset op med denne Løsning for Øje, og det stemmer med dens
Temperament at foretrække den pludselige Omvæltning for den
langsomme Udvikling som den slet ikke kan fastholde. Navnlig Andaluseren
mangler det sammenhængende Udsyn, som giver passiv Udholdenhed; han
fatter ikke Nytten af at agitere og stemme og haabe paa den fjærne Dag,
da hans Parti kan blive Flertal i Regeringen. Han føler blot det
fortvivlede i den nuværende Tilstand og vil have en Ende paa det hurtigst
muligt - Revolutionstrangen er ham i Blodet som en bestandig Feber. Der er hver
Dag Tumulter saa ét Sted saa et andet, et Par Mand skydes ned, maaske
ogsaa nogle Kvinder og Børn, en Gendarm saares eller dræbes. Man
kan bo i samme By og ikke ane det før næste Morgen man læser
Hovedstadsbladenes Telegramer, saa dagligdags er det. At det ikke blusser op
over det hele paa én Gang, skyldes blot manglende Organisation.
Men det er sket før og kan ske igen, at Organisationen rækker til
en almindelig Rejsning; saa mangler blot alt det, der skal give Revolutionen et
heldigt Udfald: Midler, Vaaben, paalidelige Anførere. Don Louis og de
andre - mest velstillede Levemænd der har trængt til noget at lege
med - melder sig fra, naar det kniber; de mest praktiske blandt dem lader sig
købe af Regeringen. Og Folket kan lade sig skyde ned som Faar, med den
vidunderlige Dødsforagt der er Spaniere egen. De overlevende vil
pønse paa en ny Revolution, men uden at være blevet klogere af
Erfaringen. Saadan er det hidtil gaaet, og saadan vil det vel gaa igen. -
Hver Husmand har paataget sig at bringe en Landarbejder med, og om Aftenen
samles 2-300
Mand i Arbejderbygningen - et stort nøgent Rum, paa hvis Loft
Aftenskolen holdes. Alfonso M. lægger for med en kort, men kraftig Tale
om Ulven (Kapitalen) der har faaet et Ben i Halsen, og Storken (Arbejdet) der
trækker det ud for den. Ulvens Svar til Storken, da denne vil have sin
Betaling: Havde jeg ikke dit Hoved mellem mine Tænder? Og jeg bed ikke
til - altsaa kan du takke mig for dit Liv! virker som Tændstof i
Forsamlingen. »Sikken en Røver! han skulde rigtignok
halshugges!« udbryder de om Ulven og mumler fra Mand til Mand; de
hjælper Taleren med Udlægningen, giver kraftige Stikord, snakker
ivrigt med hele Tiden.
Saa springer en 17-aarig
Handelslærling op. For et Aar siden blev han fanget nede i Jerez som
Oprørsstifter, mishandlet af Gendarmerne og sat i Fængsel i Rio
Frio, hvor han sad flere Maaneder; nu er han paa Færde igen. Han angriber
Præsterne, der er grisede, dovne, uvidende, kulturfjendske - og beviser i
smældende Sætninger, at alle store Mænd har været
Hedninger. Han har Barnets bløde, uudviklede Træk og Former, hans
Ansigt straaler af barnlig Glæde, da de tilklapper ham deres stormende
Bifald. Han synes at have faaet den svulmende spanske Veltalenhed i Vuggegave,
alle Sprogets mest oprørske Fraser glider dette Barn let over Tungen;
man har en Fornemmelse af, at han er et Medium og ikke selv aner hvad han
siger.
Don Louis lægger ud med et Angreb paa Staten. »Kapital, Kirke,
Stat - en nydelig Treenighed!« raaber Alfonso og rækker tre Fingre
i Vejret. Udenfor paa Gaden summer det forsamlede Menneskemylder, som tror det
allerede skal gaa løs i Aften; henne paa et Gadehjørne blinker
nogle Gendarmuniformer i Maanelyset. I det lavloftede Rum, hvor Mændene
staar tæt pakkede og hviler mod hinandens Skuldre, vælter
Røgen i tætte Skyer; alle ryger, selv Taleren der af og til
stanser i et hæftigt Angreb for at holde sin Cigaret vedlige. Nu og da
bliver en stor Vanddunk rakt ind og gaar fra Mund til Mund; hidsige Udraab
krydser Luften hvert Øjeblik.
I Danmark kender vi ikke meget til Tale- og Trykkefrihed ud over Navnet; de to Ting har man i al Fald i Spanien. Hvad
vilde man hjemme, hvor de republikanske Ideers Anvendelse paa Regeringsformen
ikke engang drøftes af de fremmeligste Politikere, sige om en Forsamling
- oven i Købet af Husmænd - der efter en ubunden Kritik af det
bestaaende vedtog »ved alle Midler« at styrte Dynastiet og
indføre Republiken?
Da Ligaen skal dannes, forefalder en for en Nordevropæer ret ejendommelig
Scene. Alfonso M. beder dem, der ikke selv kan skrive deres Navn, om at raabe
det op, og fra alle Sider melder de sig, gamle Mænd og helt unge
Knøse, Fattige og andre, der synes at have deres nogenlunde paa det
tørre. Af en Liste med 123 Underskrifter tæller jeg bagefter 57,
hvis Ophavsmænd ikke selv har kunnet skrive under, og blandt dem enkelte
af de mest radikale. Den radikale Tankegang er ikke noget, der
møjsommeligt skal indpodes disse Mennesker gennem et træls Arbejde
i Literatur og Blade; de har den som Instinkt.
Ogsaa morsomme Scener forefalder. »Skal du ikke skrive under, Antonio
Lopez?« raabes der til en gammel Mand. »Jeg kan jo ikke se at
sigte længer - og heller ikke springe i Bjærgene paa Jagt efter
Gendarmerne,« svarer han nedslaaet. - »Men du kan blive hjemme og
forsvare vore Koner og Børn!« - »Det kan jeg!«
svarer han knejsende og skriver under. Nogle har forstukket sig i Krogene, da
de skulde staa inde med deres Underskrift; de hales spøgende frem for
Forsamlingen og forestilles som Revolutionens Avantgarde.
Stedets Kvinder har ikke overværet Mødet, men ved dets Slutning
kommer en Deputation af Husmandskoner for at hilse paa min Hustru og bede os
udvælge, hvad vi ønsker i Landsbyen og tage det med os. Disse
jævne Koner følte sig i Øjeblikket som Repræsentanter
for hele Nationen; de haabede, at ingen havde fortrædiget os paa vor
Rejse, at vi maatte komme hjem med et godt Indtryk af Spanien, og at Turen
herud til X ikke vilde gøre noget Skaar i dette Indtryk. - - -
Don Louis tager med Nattoget til Granada; men vi vil gaa til Fods derind
næste Morgen for at faa Vegaen at se og indlogerer os i
Gæstgivergaarden. Vi kommer gennem et andet Værelse ind til vort,
der er ingen Dør imellem men kun et Tæppe for Døraabningen.
Vi var lige faldet til Ro, da en Handelsrejsende tog Forværelset i
Besiddelse og begyndte at gaa i Seng dèr. Under Afklædningen
løftede han nu og da Forhænget lidt til Side og spejdede
nysgærrigt ind i Mørket til os. Gæstgiveriet havde elektrisk
Lys indlagt i Værelserne, og som for at udligne dette altfor store
Fremskridt var der - lige som i alle Landsbyens andre Huse - ikke Glasruder i
Vinduerne, men Luger til at lukke for. Paa Væggen i vort Værelse
hang en morsom Tavle, der hensatte én til Sydhavsøerne. Det var
en Indholdsfortegnelse over Hotelets Linned; nedad langs Tavlens forreste Kant
var Omridsene draget af de forskellige Slags Linned, og bag hvert Omrids
løb en Række Huller tværs over Tavlen. I nogle af Hullerne i
hver Række sad der Pinde, aabenbart svarende til Antallet af Stykker
Linned.
Da vi næste Morgen med Skoene i Haanden listede os gennem den Rejsendes
Værelse, stod Alfonso, Jordarbejderformanden Pedro
og et Par Husmænd til ude i Hallen og ventede os. De hindrede os
haardnakket i at betale for vort Ophold paa Gæstgivergaarden, og da
Værten holdt med dem, var der intet for os at stille op. Mens vi drak vor
Morgendrik, yvervarm Gedemælk, bryggede Alfonso paa et eller andet;
endelig kom han frem med det. Han skulde da et Ærinde til Granada med to
Lastdyr, og hvis vi ikke havde noget imod det, kunde vi slaa Følge og
skiftes til at ride. Jeg havde en Mistanke om, at Gæstfriheden atter var
paa Spil; og da jeg ikke vilde, at vore Magelighedshensyn skulde koste ham en
Arbejdsdag, forhørte jeg mig i Stilhed hos de andre, om han virkelig
havde Ærinde i Granada, idet jeg meddelte dem mine Betænkeligheder.
De saa meget grundende ud, snakkede indbyrdes frem og tilbage om den lange
daarlige Vej og erklærede endelig enstemmig, at han i al Fald havde
Ærinde i Pinos-Puente,
en By, der laa midtvejs. Det var den travleste Foraarstid, og de vilde dele
ligelig mellem ham og os.
Saa tog vi Afsked og begav os paa Vej. Alfonso havde sin lille 8-aars
Søn foran sig paa Æslet, vi andre foretrak at gaa til Fods ned
gennem den bratte By. Det var tidlig Morgen, og paa Torvet stod Skarer af
Arbejdere opstillede, nogle Mænd i Kapper gik omkring og besaa dem.
»Det er Slavemarkedet,« knurrede Alfonso. »Se, de er lige
ved at beføle dem, som kunde det være Dyr.« Længe var
han mut, næsten umedgørlig, men saa kom Solen op over Sierraen
hinsides Vegaen, og han blev atter livlig og snaksom.
Han vilde ikke ride men gik ved Siden af mit Æsel, støttet til min
Stok, og talte om den skønne Tid, da der ingen Herrer skulde være
og ingen Lejetjenere af nogen Art, ingen Armod og ingen Kapitalister - hans
Kinder havde igen de røde Pletter fra i Gaar. Han trak en fedtet Bog op
af Lommen. »Den fører jeg altid med mig i Marken og paa
Ture,« sagde han, »den holder én saa rart til Ilden, hvis
man begynder at blive lunken.« Det var Anarkisternes Almanak, den
indeholdt Billeder af Tolstoy, Krapotkin og de senere Aars Konge- og Præsidentmordere, og en kortfattet fyndig Tekst, der svarede
fortræffeligt til sit agitatoriske Formaal.
Min Stok forekom ham lovlig tung, og han spurgte, om der var en Kaarde inden i
den. »Nej men Hovedet er af Bly, den er god at slaa fra sig med.«
Han saa alvorligt paa mig: »Jeg har endnu aldrig været i nogen
Situation, hvor jeg behøvede at forsvare mig mod mine Medmennesker eller
de imod mig.« - »Men De er jo netop paa Krigsfod med
Samfundet,« indvendte jeg. - »Med Magtranerne ja, men ikke med
mine Medmennesker; de fortrædiger mig ikke, og jeg tror nok hellere jeg
vilde dø end fortrædige nogen af dem. Alle Mennesker, som ikke er
kommet for nær ved Magten, er jo gode; ude i Bjærgene kender jeg
dem alle og ved, de er det; Don Louis, som er helt inde fra Middelhavskanten,
er det ogsaa, og nu kommer De, som er langt oppe fra det høje Nord, og
er lige som en Broder mod mig.«
At han har laant et Æsel foruden sit eget for at ride os til Granada,
selv gaar hele Tiden, for at vi kan ride, og overhovedet ikke ved alt det gode,
han vil gøre os - det kalder han, at jeg er som en Broder mod ham. Naar
jeg staar af og vil tvinge ham til at sidde op, siger han, at han fryser, at
Lægen har beordret ham at gaa saa meget som bare muligt - hvad han kan
finde paa blot for at faa mig til at sidde op igen. »Jeg kan ride hele
Vejen hjem fra Pinos-Puente,«
siger han, »og saa skal De jo til at gaa.« Men da vi kommer til
Pinos-Puente,
ligger hans Ærinde ude paa den anden Side Byen, og da vi kommer der, vil
han følge os endnu et Stykke.
Endelig stanser han en halv Mil forbi Byen, vi faar noget at spise i en Kro, og
han tager Afsked. »Nej dette her er for grimt,« siger han i
sidste Øjeblik og vender med sine Dyr, »I faar sidde op Venner.
Der er langt endnu til Granada, altfor langt for jer at gaa, og jeg har en
Tante derinde, som jeg skylder et Besøg.« Jeg minder ham om
Arbejdet derhjemme, Natten vil gaa for ham med at vende tilbage og Morgendagen
være spildt. Han overgiver sig, siger et sidste Farvel og sætter
sig i Bevægelse. Men saa giver det et Ryk i ham. »Drengen skal
afgøre det,« siger han og vender, »hvad vil du helst, ind
til Tante eller hjem?« »Ind til Tante,« svarer Drengen
alvorligt, og Alfonso smiler triumferende. »Saa bliver vi der i Nat og
tager hjem i Morgen,« siger han afgørende.
Og vi rider. Gang paa Gang iagttager jeg en Egenskab hos ham, som er
sjælden i Spanien - han er god mod Dyrene. Og endnu mere fremmed virker
det næsten, at han ikke ryger. »Jeg holder ikke af at være
Slave af noget,« siger han, »og vi Spaniere kan ikke ryge uden at
blive Slaver af Tobaken.« Men hans Afholdenhed gælder kun ham
selv. »Vil du have den?« spørger han sin Søn, da
jeg byder ham selv en Cigaret. Drengen ryster paa Hovedet med komisk Alvor. De
to behandler i det hele hinanden som Voksne.
Vi har fulgt Bjærgenes Rand hele Tiden, da Vejene skal være
oversvømmede ude paa Vegaen, og det er næsten Aften, da vi
nærmer os Granada; højt oppe bag Byen ligger Alhambra gylden mod
Solfaldet. Vi tager Afsked med Alfonso, der skal ind til den anden Side bag
Albaicin, og stiger op gennem denne stejle Bydel. Da vi vender os paa den
øverste Terrasse og ser ud over den frodige Vega og Sierra Elviras lila
Silhuet midt i den flammende Solnedgang, opdager vi langt nede paa Vejen
Alfonso og hans Søn, ridende i flinkt Trip ud mod Bjærgene. De vil
hjem i Nat, de smaa Marker derhjemme i Bjærget kan ikke undvære dem
i Morgen ogsaa.
Anarkisten Alfonso! Han har sat alle personlige Hensyn til Side for vor Skyld,
og nu rider han hjem til sin Husmandslod lykkelig over sin Handling, talende
fortroligt med sin lille Søn som med en Broder, i Fred med alle
Mennesker. Og en Dag lyder Signalet til den store Omvæltning, han
springer op i hæftig Glæde, rede til at ofre sit Liv for den nye
Lykketid - og falder igen, strakt til Jorden af en Gendarms Kugle. Og den gamle
Tid lunter videre hen over hans Lig. Saadan vil det gaa ham.
Og alligevel! Naar jeg nu og da famler efter et Forbillede, søger et
helt Menneske, en der var værd at efterligne eller i al Fald misunde -
kommer jeg altid til at tænke paa Anarkisten Alfonso.