| Index
| -1
| +1 |
Martin Andersen Nexø: Soldage (1903), [4]
[4] Còrdoba!
En hel Maaned har Sevilla holdt paa os, men nu skal det have en Ende.
En Dag kort efter Nytaar bryder vi overtvært, ruller for sidste Gang
gennem den blødagtige, besnærende By og sætter os i
Còrdoba-Toget.
Det er Afgangstid, men Toget rører sig ikke af Pletten. Der gaar et
Kvarter og en halv Time, Folk bliver ved at komme og stige ind. Her er ingen,
der sidder og skuler vredt til den nyankomne, holder i Vogndøren for at
spærre ham ude eller spænder Ben for ham, naar han maser sig op med
sit Rejsegods. »Her er Plads, kom her!« raaber de til den
søgende, selv om alle Pladser er besatte. Og da han nøler, raaber
en: »Saa stig dog ind Mand; jeg skal ikke længer end til
næste Station og kan godt staa.« Villige Hænder griber hans
Rejsegods og anbringer det under Bænkene, og han selv kommer bagefter,
varm og svedende og stiller sig med Ryggen mod det andet Vindu; han kom sidst
og han vil have Lov til at staa op, der er intet saa sundt for ham som
at staa, Lægen har ligefrem paabudt ham det! Men de andre vil ikke
tillade at han staar; netop fordi han kom sidst maa han det paa ingen Maade -
de er da ikke Tølpere! Og de tvinger ham til at tage Plads ved alle at
rejse sig.
Vi har følt noget hjemligt krible os i Halsen - som altid naar vi
kører paa Jærnbane hernede - en Trang til at gøre
Vrøvl. Men vi har bidt det i os, og nu skammer vi os saa smaat.
Hver ny Passager blander sig uden videre i Samtalen, der drejer sig om alt
mellem Himmel og Jord, kun ikke om Forsinkelsen. Den skænker ingen en
Tanke.
Saa endelig ringes der til Afgang, og vi ruller af Sted. En Mand kommer
løbende langs Perronen, springer paa i Farten og hænger paa den
bageste Vogn; han klatrer frem langs Vognene, aabner for vor Kupe og stiger
ind. Han er lynende gal i Hovedet over denne Uefterrettelighed: ellers
kører Toget først en Timestid efter planmæssig Afgangstid,
og i Dag er der kun gaaet tre Kvarter over Tiden - vi kan selv se. Han viser os
sit Staalur, skælder og spræller; men de andre giver ham Tobak og
stiller ham tilfreds med godmodig Snak, der undertiden antager Form af smaa
Hib. Er han en Englænder maaske? eller har hans Far været Urmager?
- siden han har saa travlt med det Klokkeslet.
Kun et lavt Rygstød skiller mellem hver Kupe, og vi kan se over hele
Vognen. Paa Gulvet og flere af Sæderne er der taarnet op med Rejsegods
næsten til Loftet: Bylter og store Sække og grove Dækkener.
Nogle har ogsaa Sengeklæder med sig og store Vindunke af Skind og uhyre
Madposer; det er Folk som skal op i de nordlige Provinser og søge
Arbejde. De er klædt som Svenskere, i stramtsluttende Jakkesæt af
Molskind, men paa Fødderne har de Rebsandaler og om Halsen et
mægtigt sammenlagt Dækken, der tynger dem helt forover og hvis
Ender rører Gulvet. Undertiden er der midt paa den ene Æg af det
firkantede Dækken syt en Krave til at hægte om Halsen, det er det
første Tilløb til Kappen. De ryger alle, og hvergang en ruller
sig en Cigaret byder han rundt til hele Kupeen.
Frygtelig urolige er de - som Drenge i 8-Aars
Alderen. De kaster sig fra Side til Side og indtager alle Stillinger undtagen
netop den siddende, hænger ud af Vinduerne eller oppe paa Bænkenes
Rygstød eller kravler over Skillene fra Rum til Rum, sover, snakker med
sig selv eller udstøder pludselige Brøl af Velvære. Eller
de fører en øredøvende Samtale fra den ene Ende af Vognen
til den anden; som alle Sydlændinge har de kraftige Lunger og taler helst
om Penge. Men Summernes Størrelse er en Borgen for, at det ikke er
altfor alvorlig ment.
Paa deres Klæder og Hud kan jeg se, at nogle er Arbejdere fra Land og By,
andre Embedsmænd, Handlende, Lærere maaske. Men ellers er der ingen
Forskel hverken i Sprog eller Væsen, den simpelt klædte
opfører sig lige saa dannet og frimodigt som den fintklædte. Der
er intet opad og nedad i deres Forhold til hinanden, alt bevæger sig i
samme fortrolige Plan. Kun os er de lidt forbeholdne overfor.
En gammel pjaltet Kone med mange Bylter skal ud ved en lille Landstation. En
velklædt Herre samler alle hendes Sager ved Vogndøren, stiger saa
ud og løfter dem ned paa Jorden; til Slut tager han hende selv i sine
Arme, løfter hende ned og bærer hende et Par Skridt, før
han leende anbringer hende paa Perronen. Saa stiger han ind igen. Men hun ser
efter ham med Taarer i Øjnene og siger højt til nogle ankommende
Unge - maaske sine Børnebørn: »Saa god han dog var imod
mig gamle, fattige Liv; og han har endda aldrig ligget ved mig.«
Skønt vi lige er over Tærsklen til det ny Aar, er det sommerlig
varmt, og Støvet hvirvler ind fra Banelegemet og pirrer os i
Næsen. Hvergang vi nyser, siger de velklædte: Helsen! men de i
Dækkenerne siger: Jesus, Maria og Josef! de viser sig ogsaa efterhaanden
at være fra Landet. Men de titulerer hinanden med caballero og
byder gæstfrit rundt af deres tarvelige Maaltid: Brød og et Stykke
Æble eller Melon. En Skindflaske med Vin er kommet over fra den anden
Side Skillet; den gaar fra Mand til Mand, og de holder den op i strakt Arm og
lader Straalen falde ned i Munden.
Vi byder ogsaa af vor Madkurv, og det indtager dem straks for os. Med deres
store Krumknive snitter de en lille Bid af vort Franskbrød og spiser,
Kød og Æg afslaar de bestemt. »Caramba« siger
de til hinanden - »for Pokker, er det Englændere? De er jo
næsten lige saa velopdragne som vi andre.«
»Nej, vi er fra Danmark.«
»Hvorfra? Ja saa! Er det maaske en Provins i Nordspanien?«
»Nej det er et selvstændigt Land langt Norden for
Nordspanien.«
»Og man taler Spansk dèr ogsaa?«
»Nej det gør man ikke! Man taler Dansk.«
»Er det saa Dansk, De taler nu da?«
»Nej det skulde jo gærne være Spansk.«
»Ypperligt Spansk,« skynder de sig høfligt at
tilføje. »Men - og det er ikke Frankrig? eller Nordamerika? -
England da?« Deres Udtryk vidner om, at de nu har udtømt hele
Jordkloden.
»Nej,« siger jeg krænket, »det er et
selvstændigt Land, og et velsignet Land - et rigtigt Smørhul. Hvis
De brugte Smør i Grøden som andre civiliserede Folk, vilde De
kende det; hele den oplyste Verden dypper hos os. Og vi har en rigtig
Konge.«
De siger ikke, at det er Løgn i min Hals, men deres Blikke indbyrdes
taler tydelig nok. Heldigvis kan jeg bevise, hvad jeg siger. Jeg leder en
spansk Avis frem og løber Telegrammerne igennem. Her staar det paa Tryk:
»Kong Oskar af Danmark vil fratræde til Fordel for sin
ældste Søn.« Bladet gaar fra Haand til Haand, til det
havner ovre i den tredie Kupe hos en Mand, der kan læse. Han læser
det højt, og der bliver et Øjebliks Tavshed. »Som Verden
dog er stor,« siger saa en, »- og besynderlig!« Og det
forløser atter Tungerne.
Min nationale Forfængelighed har lidt et Knæk, men jeg søger
at trøste mig. Har jeg ikke éngang i Granada truffet en
Postfuldmægtig, som heller ikke vidste af mit Fædreland at sige -
og Tingene jeg sendte naaede alligevel hjem. Har jeg overhovedet truffet nogen,
som kendte Danmark - naar undtages et Par tyske Rejsende, der troede at Tysk
var vort Modersmaal? Vort vægtigste Bidrag til Verdenshusholdningen,
Smørret forhandles overalt i Syden under Navn af Flamsk Smør, og
vor Store Danske Hund spaserer fremdeles om som Tysker
hernede. Jeg har i Venedig set Englændere og
Amerikanere smælte hen over Chr. Winthers Sange til Hartmannske Melodier,
men paa det engelske Titelblad stod blot: Efter en tysk Romance. I engelske
Fædrelandshistorier til Skolebrug nævnes Knud d. St. som en engelsk
Konge der har underlagt sig Danmark og Norge, og i tyske Literaturhistorier
bliver Guldhornene til et gammelt tysk Sprogmindesmærke. De store
Nationer er som Hvalerne, de aabner blot Gabet og lader alt muligt
strømme ind: svømmende Flasker og Konservesdaaser saa vel som
Fisk og Bløddyr. De er ikke »Feinschmeckere«, ellers kunde
vi lægge os en lille ram Bismag til, som holdt dem borte. Nu maa vi haabe
paa, at de ikke kan fordøje os men afleverer os nogenlunde uskadte.
Saadan trøstede jeg mig, og jeg besluttede, ikke at rive Bindet fra
Øjnene paa dem derhjemme men lade dem leve og dø i den Tro, at
hele Verden ser hen til dem som det mest oplyste Folk og venter sig noget
særligt af dem.
Naturligvis gør vi selv vort bedste for at faa os til at glide
umærkeligt ned, ved at sætte Gennemsnittet som vort Maal - ellers
var vi vel ikke Danskere. Vi har en uovervindelig Gru for den ramme Bismag.
Dèr opdager vi en skønne Dag, at vore Baner er blandt de
billigste i Verden. En og anden Politiker derude kunde pege paa os, henvise til
os som et Eksempel til Efterfølgelse - o Rædsel! Vi skynder os at
sætte Priserne op. Om vi gjorde Banerne helt gratis, da vilde
Fremskridtet tvinges til at beskæftige sig med os i hundrede Aar; og
afvæbnede vi, vilde Danmarks Navn brænde sig ind i
Verdensbevidstheden til evige Tider: vi vilde bestaa! Mens vi nu kun er
til i egen Indbildning.
Mens vi fører en Ikketilværelse ude i Evropa, er der et andet
lille Land som altid bringer sig i Erindring - Svejts. Det nævnes hver
Dag af Fremskridtsblade og Fremskridtsmænd, der henvises til dets
Forfatning og Institutioner, det har Idealets Skær over sig -
Fremtidsidealernes. Det kan være nedslaaende nok for en Dansker, der
kommer ud med Hoved og Hjærte fuldt af hjemmevævet Ros; men saadan
er det. - - -
Spanierne her er ogsaa selvtillidsfulde, men Verdens Dom er dem ligegyldig.
Ogsaa de er Verdens dygtigste og mest oplyste Folk, men de giver ikke Grunde
hverken til sig selv eller andre; de er det simpelthen - basta! Og hver af dem
gør hvad der falder ham ind, saa ligegyldig for andres Dom som var der
ingen over og ingen ved Siden af ham.
Bedst som vi kører aabner én Vogndøren og stiger ud. Han
har opdaget en Bekendt i en af de forreste Vogne og kravler der henad; en
Konduktør vil stanse ham, men han lader sig ikke sige. Det gør
den Mand heller ikke, der sidder lige over for mig og hvert Øjeblik
maser sine snavsede Sko ind paa Sædet til mig. Jeg siger af Erfaring ikke
noget men gør hyppigt en Bevægelse, saa hans Ben dumper ned paa
Gulvet; og hver Gang anbringer han dem roligt igen. Saa beslutter jeg at gaa
groft til Værks og ved en lille Overdrivelse faa det til at gaa op for
ham, hvor hensynsløs han egenlig er; og jeg lægger begge mine
Fødder op paa hans Skød. Men han tager straks Benene ned fra mit
Sæde og sætter sig til Rette - for at jeg kan have det
mageligere.
De holder hyppigt Maaltid og spiser kun lidt hver Gang. Meget tarvelig er
Maden: bart Brød og en Smule Frugt, eller ogsaa er der smurt Tomat paa
Brødet; anden Paasmøre kendes ikke. En og anden har dog en Bid
Spegepølse eller et Æg. Taber én en Bid Brød, tager
han den hurtigt op, kysser den to-tre
Gange og spiser den; den samme rørende Afbigt til Brødet har jeg
set Almuen hjemme gøre. Er det Frugt eller Kød han taber, sparker
han det ind under Bænken; der ligger ingen Vægt paa det og Gulvet
er meget snavset. Men Brødet er helligt.
Vi er ude af det flade seviljanske Landskab, Jordsmonnet begynder at blive
bakket; Menneskene, der stiger ind ved Stationerne, er ogsaa andre, skarpere og
mere gammeldags i Udtryk og Klæder. De har Knipper af levende Høns
med sig, hele Bundter, der er bundet til hinanden ved Benene og ligner
struttende Buketer. Sække med Mel smides ogsaa ind til os, og Lam der er
bundet parvis sammen ved Bagbenene; Hunde har de med, som indretter sig under
Sædet og ligger og snuser os i Hælene. Mændene er i
Knæbenklæder, Sandaler, Jakker der naar til Bæltestedet, og
snurrige Hatte; de er glatragede og ofte koparrede, der er ikke faa
Zigøjnere imellem.
Hvergang jeg nærmer mig Bjærgene, kommer jeg i Vilderede med Hensyn
til Folks Alder; Tiden vil ikke rigtig lagdele dem. Unge og Gamle er lige
gammeldags i Dragt og Sæder, lige ungdommelige i Holdning og
Bevægelser; saa er der kun Haarets og Hudens Farve og Rynkerne at holde
sig til, og det narrer. Der er de to Gamlinge lige over for os, de er
rørige og ranke som Mænd i Tyveaars Alderen, men det tætte
kortklippede Haar er graasprængt og tyder paa de halvhundrede, og nogle
hvide Pletter i deres Øjne siger mig, at de er meget ældre.
»Hvor gammel er De, Adelsmand?« spørger jeg indsmigrende.
Jeg anslaar ham til at være Jordarbejder.
»Compadre, [Note 1]
Ven! Jeg er syv Specier og fem Mark« (89 Aar). »Og min Søn
dèr er seks Specier, lige bestemt seks Specier« (72 Aar). Han
peger paa den anden Gamle, der nikker sønligt.
»Saa har De været tidlig Fader,« udbryder jeg, da jeg
møjsommeligt har omsat Pengene til Aar.
»Der er dem, der er tidligere paa Færde endnu. Oppe i Landsbyen
blev der lige giftet et Par, hvor han var sejsten og hun tretten. De havde
været Kærester i flere Aar, og Forældrene vilde gærne
have dem forenede inden det gik galt; men det kunde ikke lade sig gøre
for Loven. For hun var nok over tolv Aar, men han skulde alligevel være
sejsten. Saa maatte de gaa lige fra Bryllup til Barsel, saa det viser sig da
godt nok, at den Lov ikke er meget værd.«
»Det er dog vist Undtagelser med saa tidlige Giftermaal, mon
ikke?«
»I min Ungdom ikke, men nu begynder Folk jo at se skævt til det;
de siger at det er skidt Afkom at lægge til paa. Han dèr er nu da
god nok, ham svarer jeg for i enhver Retning.« Han tager kaadt
Sønnen om Skuldrene og rusker ham. »Men naturligvis, der er jo
ikke megen Saft og Kraft i Ungdommen nu om Stunder.«
»En 16-aarig
Ægtemand kan vel heller ikke forsørge Kone og Børn
ordenlig.«
»Det kan en 40-aarig
lige saa lidt her i Spanien - da ikke ved ærligt Arbejde. Saa skal der
kappes 25000 af de højeste Hoveder først. Men det kommer nok,
Revolutionen kommer! Saa faar vi Republik, og Øvrigheden kommer til mig
og de andre og siger: Værsgod, du har dyrket Grevens Jord i alle de Aar,
og han har spist Afgrøden; nu er den din, du maa selv spise alt hvad der
gror paa den! Og vil du have dine Børn paa Universitetet, værsgod,
Døren staar aaben. Eller vil du gøre en Rejse, kanske ind og se
Alhambra, eller op til Hovedstaden? Værsgod, det er blot at stige i
Toget. - Se det bliver den ny Øvrigheds Bestilling, ikke at suge Kraften
af det Brød vi spiser, men at hjælpe os til vort eget: kom her,
det skal du se! og kom her, det skal du smage! Det bliver skønt at leve
saa, ikke sandt Sønneke?«
Sønneke nikker bifaldende, han har længe siddet med et
Spørgsmaal paa Læben men tiet ærbødigt, nu skynder
han sig at benytte Faderens Pavse: »Og Krapotkin, ham kender De vel? Han
er kanske oven i Købet fra Deres Land?«
»Nej, men jeg kender nok hans Værker. Har De virkelig læst
Krapotkin?«
»Ikke læst ham, for vi kan ikke læse hverken Far eller jeg.
Men min Dattersøn har læst ham højt for os i
Landarbejdernes revolutionære Klub hjemme i Landsbyen. Det er gode
Bøger, især La conquista del pan (Erobringen af
Brødet). Det er en Mand han, her skal De se ham.« Han
trækker en anarkistisk spansk Avis op af Lommen og viser os Krapotkins
Billede.
»Ja,« siger Faderen, »havde vi blot en af hans Slags. Men
vore egne Store de sælger sig for Penge, og saa staar vi der uden
Fører; for Roden er god nok, men Toppen er raadden, det er Sagen. Den
spanske Nation er den bedste paa Jorden, men den har den sletteste
Regering.«
»Et gammelt Ord siger ellers, at et Folk altid har den Regering det
fortjener,« skyder jeg ind.
»Ja gamle Ord siger jo saa meget. Men hvad lærer ikke det ny Ord
os: Gaar der Lus i Vinstokken paa Bjærget, saa hak den op med Rode, for
at ikke Insektægene skal rinde nedad med Vandet og ødelægge
hele Dalen. Saadan taler det ny Ord til os, men det gamle Ord lærte os,
at Vinlusen var der intet at gøre ved, den kom for vore Synders Skyld.
Naa Farvel Ven og god Rejse.«
De stiger ud; jeg kan følge deres spændstige Skikkelser, idet de
tungt belæssede vader bort gennem Vejens Kalkstøv og forsvinder
bag en Olivenlund.
- - -
Det sydligste Spanien har faaet en Sans for det blændende hvide i Arv
efter Mavrerne. Sejler man gennem Gibraltarstrædet, virker Byerne paa
begge Sider lige blændende, kun Gibraltar danner en Undtagelse, nedstemt
som den er i engelsk Moll. Cadiz er Kulminationen af Hvidhed, renere hvidt end
denne By kan intet virke, end ikke Sne.
Som man rykker Nord paa, afløses det hvide af graa trist Jordfarve; set
ude- eller oppefra har allerede Sevilla sat noget af det overstyr.
Husene afsluttes ikke som i Cadiz af flade Tage, hvor hvid Vask breder sig
indrammet af hvide Brystværn; i Sevilla er de fleste Bygninger
behængte med graa Tegl, og Lertonen hersker i Totalbilledet.
Men forneden er Byen endnu hvid. Fra Bunden af de snævre Gader gaar
Blikket op over skærende hvide, solbeskinnede Murflader, der rammer et
Stykke blaa Himmel ind. Og det hvide har slaaet sig indad, ind i Husene, hvor
baade Lofter og Vægge er hvidtede og Fordringen til deres Hvidhed saa
stræng, at det er en væsenlig Del af Kvindens daglige
Rengøring at røre Kalk ud og gaa dem efter med Hvidtekosten.
Paa Strækningen mellem Sevilla og Còrdoba ligger Landsbyerne som
graa Lerdynger, som kluntet udførte Relieffer i det skorpede Jordsmon.
Vi holder netop udfor en saadan uhyggeligt graa Lerkage, hvor Kvindernes
stærkt røde og blaa Dragter er det eneste, der liver op. Jeg har
begaaet den store Fejl at rose Foret i en Købmands Kappe og derved bragt
ham i den pinlige Forlegenhed at skulle paanøde mig Kappen, som han ikke
for alt i Verden vilde give mig. »De synes om den,« siger han og
tager den hurtigt af, »nuvel den er Deres.« Han lægger den
smukt sammen og rækker den hen imod mig. - »Nej tak,«
stammer jeg forfjamsket, »det var ikke min Mening.« - »Men
synes De da ikke om den - æh? Saa tag den kun, den har slet ingen
Værdi, ikke den fjærneste! Det er en daarlig Kappe, en ussel Kappe,
og jeg beklager, at jeg ikke kan tilbyde Dem en smukkere. Men hvis De vil
gøre mig den Glæde.« Og da jeg vægrer mig ved at tage
imod den, lægger han den ned paa mit Rejsegods med en Mine og et
Eftertryk paa Handlingen, som taalte han ikke yderligere Modsigelse.
Jeg har altsaa virkelig faaet et af mine forfængeligste Ønsker
opfyldt og er blevet Ejer af en spansk Kappe, oven i Købet en smuk og
kostbar Kappe med det dejligste grønne og røde Plysses
Fór. For dette her er for en Gangs Skyld ikke nogen Formsag, Manden
mener det alvorligt. Men hvad skal jeg give ham til Gengæld? Penge gaar
ikke an, og mit Ur - ja saa ryger hele Profiten. Men jeg skal nok finde paa
noget inden vi skilles; et eller andet som ikke koster mig selv noget og
alligevel kan have Værdi for ham. Jeg smiler til den gavmilde
Købmand, og han smiler igen, men knap saa velvilligt som før. Det
er jo heller ikke at forlange.
Han sidder og ser saa underligt paa mig - om jeg da ikke har Opdragelse, Takt?
Men hvad kommer de dumme Begreber mig ved, jeg er ikke Spanier. Saa skudrer han
sig som om han frøs; jeg skulde sige: min usle Kappe staar til Deres
Tjeneste! og saa skulde han lade som ingenting og beholde den paa. Men jeg
forstaar ham ikke, jeg har faaet en Kappe og den agter jeg ikke at give fra mig
igen med det gode. Det er dog ogsaa for barnagtigt: at give for bagefter at
forlange det tilbage igen; det bliver lidt for nemt at være Evropas mest
høflige og gæstfri Folk paa den Maade.
Jeg sidder og taler døsigt til min Hustru om den dejlige Kappe og hvad
vi skal give ham som Modgave. Hun svarer med at gøre opmærksom
paa, hvilken nydelig Barèt der kunde blive til hende af Plysset. Jeg
protesterer bestemt mod en Sønderdeling, og det trækker op til en
lille Rivning om Byttet, da Toget stanser ved en af de sædvanlige
Landsbyer. Vor gavmilde Købmand bøjer sig frem og læser
Stationens Navn, farer pludselig i Vejret, griber sin Kuffert, kaster i
Tankeløshed Kappen over Skulderen og styrter ud. »Han var nok
lige ved at køre for langt,« siger vi til hinanden og ser efter
ham, idet han forsvinder ind gennem Stationen. Saa først falder det os
besynderligt, at han tog Kappen med. Han har i Skyndingen handlet ganske
mekanisk naturligvis og kommer tilbage med Kappen, saa snart han opdager
Fejltagelsen - Spanierne er ærlige Folk! Lidt efter ser vi ham ogsaa
dukke frem oppe for Enden af Stationen, men han lusker over Perronen og skynder
sig ind i den forreste Vogn.
Vi faar ikke ret Tid til at græmme os over vort Tab, for en Sværm
af Landsbyens Ungdom vælter ind paa Perronen; midt i Sværmen gaar
to Gendarmer og en stor glatraget Mand, der bærer en Trebén i
Haanden. Jeg gætter, at det er en Forbryder, der transporteres i
Fængsel; men da han nærmer sig vor Vogn med sin Eskorte og mine
Medrejsende faar Øje paa ham, farer de op som var der gaaet Ild i
Sædet under dem. »El Verdugo - Bødlen! Caramba, ikke
herind! ikke herind!« skriger de og holder i Vogndøren. Men
Gendarmerne aabner med Magt til vor Kupé, og de Rejsende river deres
Sager til sig og flygter knurrende over Skillene ned til den anden Vognende.
Gendarmerne tager Plads hver i sit Hjørne, og Bødlen anbringer
sin Trebén midt mellem de tomme Sæder og sætter sig paa den.
Han har ikke set paa nogen men sætter sig ludende med Albuerne paa
Knærne og ruller en Cigaret.
Dette store sendrægtige Menneske med det lukkede gaadefulde Ansigtsudtryk
og et Blik, der gaar udenom og udenom i det uendelige - hvor har jeg dog
før lagt Mærke til ham? Stolen - jo det var i Sevilla, dèr
saa jeg ham tidt paa Gaden, altid med sin Trebén i Haanden; jeg troede,
det var Udslag af en fiks Ide hos Manden.
Men nu er det mig klart nok, for Bødlen i Andalusien er uslere end det
usleste Kryb i Befolkningens Øjne. Ingen byder ham Sæde, hvor han
kommer, eller rører ved ham; han maa heller ikke sætte sig paa
Trapper, Murkanter eller lignende Steder, hvor andre kunde tænkes at tage
Plads efter ham - han er uren. Derfor fører han sin Stol med sig
overalt.
Ovre fra den anden Ende af Vognen vinker de alvorligt ad os, at vi skal komme
over til dem; men jeg lader som jeg ikke ser det og byder i Stedet
Bødlen en Cigaret. Han ser hastig op, opdager at jeg er en Fremmed og
mister straks det spændte Udtryk; nej tak! siger han med et roligt Smil
og synker sammen igen. Men jeg lægger Cigareten paa hans Knæ og
holder min egen hen mod ham til at tænde ved - det er mere
familiært end at byde en Tændstik. Han tænder ogsaa
Cigareten, men værdiger mig hverken Ord eller Blik. Og Gendarmerne
blinker til mig, at jeg ikke skal befatte mig med ham.
Jeg prøver forskellige spanske Smaaelskværdigheder, men uden
Resultat, han vil ikke i Lag med mig. Saa lægger jeg mit
Rejsetæppe sammen paa Sædet og beder ham tage Plads paa det -
»den Stol maa være meget ubekvem i Længden.«
»De ved vist ikke, hvem jeg er?« siger han med et harsk Smil.
»Jo jeg ved.«
»Er Bødlen da ikke en Udstødt i Deres Land?« Han
rejser Hovedet.
»Der var 129 Ansøgere til Embedet, da det var ledigt for nogle
Aar siden.«
»Caraja, dér maa jeg op,« udbryder han i pludselig
Galgenhumør. »Og Embedet var udbudt, siger De; var da hele
Slægten uddød? Her i Spanien bliver aldrig noget Embede opslaaet
ledigt; og hvis der blev, vilde ingen søge det, ikke engang Forbryderne.
Men der er nok om Haandteringen endda; jeg har alene tre Sønner, som
intet hellere ønsker, end at der kunde blive et Embede til dem; nu maa
de leve af, hvad jeg kan afse.«
»Men hvorfor søger de sig ikke andet Erhværv?«
»Hvorfor! Fordi ingen vil have Bøddelbørn i sit
Brød eller bruge, hvad vi har lavet; ikke engang deres Jord vil de have
os til at grave i. Min Datter fik jeg da fra Haanden, hun blev gift med
Mestermandens Knægt i Madrid og har det godt nok. Han er jo sikker paa at
rykke op, naar engang Mestermanden selv gaar bort, og det er et godt Embede.
Han er for Resten en Bøddelsøn oppe fra Bilbaokanten og en
Stadskarl, som vilde have gjort sig hos Kvinderne, havde det ikke været
for Haandteringen. Men nu maatte han helt ned til mig i Sevilla for at faa sig
en Kone. Jeg kom selv nemmere til min Kone, for hende hentede jeg hos
Bødlen i Malaga; dengang var der ikke saa langt mellem Embederne som
nu.«
»Er det sandt, at De maa eskorteres til og fra Retterstedet, da Folket
ellers vil stene Dem?«
»Ja, Publikum holder altid med Forbryderen - det spanske Folk er saa
stolt, ser De. Det gør Øvrigheden paa en Maade ogsaa - for Resten
ikke saa meget nu. Men for en Snes Aar siden blev jeg efter hver Henrettelse
grebet og lagt i Lænker af Øvrighedens Folk. Saa stillede de mig
for Skranken, og Dommeren spurgte: Vedgaar du at have dræbt Don Fulano? -
Ja! - Hvorfor har du gjort det? - For hans svare Synders Skyld! - Skal du da
straffe Syndere? - Retfærdigheden har fældet ham og beskikket mig
til at fuldbyrde Dommen! Saa blev Lænkerne taget af mig, og jeg blev
eskorteret til mit Hjem.«
»Den Komedie blev vel spillet for at stille Publikum tilfreds og derved
beskytte Dem?«
»Aa ja! men naar Folket var rigtig rasende over en Henrettelse, blev jeg
alligevel ladt i Stikken som den eneste skyldige - som om jeg raadede for det
hele. Jeg er engang blevet revet halv ihjæl. Nu er det ikke saa slemt
mere; det er kun i afsides Egne, Folk vil gøre mig Fortræd. Men
haanske er de alle, jeg er i deres Øjne værre end en Spedalsk
eller en Kolerabefængt. Naar i det mindste Øvrigheden vilde
behandle mig som et Menneske; jeg er dog et Led af den.« Hans Ansigt har
igen faaet det lukkede, gaadefulde Udtryk, som rugede der allehaande bag det.
»Hvad føler De nu saadan under en Henrettelse?«
Spørgsmaalet dumper nærmest ud af mig.
»Føler?« hans Mine bliver ram, »føler? Skal
Bødlen nu ogsaa til at føle noget? Sig De kun rent ud, at De
ligesom de andre mener, Bødlen maa hugge Hovedet af en Høne hver
Morgen og suge dens Blod de Dage, han ikke har en Henrettelse at svælge
i. Føler? Da jeg var ung, følte jeg mig stundom som
Repræsentant for den himmelske Retfærdighed, og da syntes jeg, min
var en henrivende Haandtering; men undertiden havde jeg det ogsaa med ligesom
Folket at tage Parti for Forbryderen, og da kneb det mig med Udøvelsen.
Siden har der været Tider, hvor jeg gærne byttede Plads med
Misdæderen. Da blev jeg svag i Knærne som en Barselkvinde; men den
Tanke, at end ikke han vilde være i mit Sted, fik mig til at springe ind
paa ham som et Rovdyr. Bødlen er ikke noget Menneske nej, men jeg har
staaet paa Skafottet med graadige Tusender omkring mig og følt, at om
der nu kom Benaadning, vilde den Dømte og jeg selv være de to
eneste, der blev glade - trods Folkets støjende Protest mod
Henrettelsen. Og mens jeg henrettede ét Menneske til Skræk og
Advarsel, benyttede de andre sig af Spændingen til at tømme
hinandens Lommer; end ikke Bødlens Trøje var dem for simpel, de
stjal hele min Løn engang, skønt jeg er uren.«
»Har De aldrig følt Trang til at gribe Arbejdet an saa at sige
fra den anden Ende?« spørger jeg.
Han svarer ikke, men et stikkende Blik mod Gendarmerne siger, at han straks har
forstaaet mig; ellers var han heller ingen Spanier.
»Hvordan skulde jeg vel kunne udtrykke, hvad jeg har
følt?« siger han lidt efter forsigtigt. »Men
Espronceda har talt - for mig og mine. Kender De hans Digt
»Bødlen«? Jeg kan godt recitere det for Dem.«
Det lød slet ikke anmassende, at han sagde recitere. Enhver Spanier er
veltalende og raader over et Fond af teatralske Virkemidler; selv om han
hverken kan læse eller skrive, kan han altid fremsige Vers klangfuldt og
med rytmisk Fordeling.
Han sad endnu foroverlænet med Albuerne paa de vidt adskilte Knær,
da han begyndte; han vuggede svagt til Rytmen:
For Samfundets Forbrydelser jeg ofres,
det har slænget mig fra sig med Foragt,
og man undlod at hade hinanden
for at slynge mod mig med større Magt
Domfældelsen.
Som Værge i min Haand hadblændede de lagde
Gengældelsen;
og de sagde:
»Lad os kaste vor fælles Skændsel paa ham!
lad os ælte hans Brød i Is og i Blod!
I hans Pande vi planter med jærnskoet Fod
uudslettelig præget vor evige Skam.
Dette er den Samfundets
Løn, der tilfalder
ham, som paakalder
Forbandelsen mod os!«
Og før de flygted,
slynged om mig de Forbrydelsens Kaabe,
lytted til min Graad og hørte mig raabe
uden Medynk!!
Han, som Dødsdommen fælder, bliver lovprist
- og strøg af Guds Lov hver Kærligheds Tøddel -!
men de alle betragter det som givet,
at der ikke er Hjærte i en Bøddel.
Og lidet de ser,
at Bødlen er skabt i Guds mægtige Billed
som hin - ja maaske mer!
- Som man stilled
fordum i et graadigt Rovdyrs Fangebur
en forsvarsløs Kristen, en skælvende Træl,
saadan til mig - Instrument mod den fordærvede Natur -
slæber de Ofret, de ønsker slaaet ihjæl.
Hine er retfærdige!
Mig de forskyder,
som en Forbryder
lyses jeg i Ban!
Endog Øvrigheden
vil ej række mig min Løn, men tør slænge
med hovmodig Mine i Gulvet Rettens Penge
til mig - sin Ligemand.
Han har siddet stille hidtil og kun vugget sig, men nu springer
han op. Der er noget over hans Fremsigelse af de følgende Vers, som
gør mig angst saa jeg næsten springer i Sved - et
tænderskærende Raseri, noget blodskudt. Et saa dirrende Brøl
af Haardhed og Ondskab kan kun en Sydbo's Stemme hæve sig til:
Stejlen som sønderknaser Knoklerne,
og den Martredes hysteriske Grin,
Klangen af de dirrende Nerver
naar de brister for Bøddeløksens Hvin
-
er min Fryd!
Og naar Hovedet skilt fra den Vemodige
med raslende Lyd
ruller ned over blodige
Stene og farver Sandet ved min Fod,
da bølger Folkemassen som en brusende Flod.
Forfærdede de stirrer, jeg hører dem forbande
den jublende Trods, der lyser af min Pande.
Menneskeslægte,
skønt jeg mig vaanded,
over mig aanded
alt sit Had.
Mig har opammet
til Grusomhed de grusomste Sjæle!
Min Hævn og deres - halshugge, kvæle
-
nyder jeg glad.
Bødlen er dog større end den største, der hovent
traadte Loven under Saaler med Spot;
thi op til Bødlen stirred Folket, mens i Galgen
han red Ranke paa Skuldren af en Drot. [Note 2]
Sit Haandværk han nød,
den Dag han fuldbragte sin højeste Fjendes
Herskerens Død.
Og endnu mindes
hans Hustru og Børn den underlige Glans,
der i Stedet for Rædsel jog om hans Bryn;
thi mens Smilet forbitrede hans Læbe,
skød Øjnene skæbnesvangre Lyn.
For Bødlens Vrede
faldt Kongekronen,
paa selve Tronen
saas Bødlen staa.
Og hint Folk,
som saa højt havde oprejst ham truende,
en ny Gengældelsens Fyrste gruende
i ham det saa.
Glemmer de da, de Mennesker, at det er den Spedalske,
Samfundsudskuddet - Bødlen, der staar her og deklamerer? De kravler
nærmere, hænger paa Skillene, gestikulerer, siger Versene mumlende
med. Og Bødlen har vendt sig mod dem, han er blaarød i Hovedet,
Halsen er svullen, Nakken drivende af Sved; han ser ud som skulde han faa et
Anfald af Apopleksi:
I mig lever Jordklodens Historie
blodigt nedskrevet under Skæbnens Kontrol;
og paa de røde Blade selve Herren
har prentet min Figur i sin Slægtsprotokol.
Alt Tiden har sendt
i Evighedens Svælg hundred Sekler og hundrede.
Er Raaheden endt?
og Bødlen de forundrede
Væsner kun en Rest af dens Fortids-Eksistens?
Nej ørkesløst er det, at Menneskene drømmer,
saalænge jeg er Drot og Skafottet Residens,
sig mod de høje Himle, hvorfra Lyset udstrømmer.
Alle de Blodstænk,
der er min Prydelse -:
paa en Forbrydelse
hvert Stænk beror.
Endnu er jeg til,
en Genganger tro fra de henfarne Tider.
Hundrede andre Spøgelser skrider
i deres Spor.
Men hvorfor blev du avlet af en Bøddel,
du min Søn saa uskyldig i dit Hvil!
For dit Aasyn svæver en usynlig Engel,
bliver synlig i dit barnlige Smil.
Ve! at saa trygt,
saa smukt og uskyldigt du smiler i Drømme
indgyder mig Frygt. -
- Aa, du ømme
Moder, vis dig heller barmhjærtig mod dit Barn,
under dine Kærtegn sig krymper alt hans Sjæl.
Ønsker du at se ham lykkelig, saa kvæl
nu straks ham - lad Verden saa kalde dig et Skarn!
Til min Haandtering
vil du ham danne?
skal han forbande
sin Mor maaske?
Tænk paa den Dag
da han, som sin Søvn saa uskyldig nu nyder,
udstødt som jeg og - hvem ved - som Forbryder
skal sig se!!
De græder, ler og klapper Bifald.
»Espronceda!« siger de med kærtegnende Stemmer, »vor
Espronceda! Og hvilke Vers af Blod og Ild! - hvilke allerhelvedes Vers! -
Hombre!« raaber de varmhjærtet og strækker sig over
Skillerummene for at trykke Bødlen i Haanden.
Men Bødlen ænser dem ikke. Han griber sin Trebén, aabner og
stiger ned paa Trinbrættet. Toget løber ind mellem Vigespor og
Signalmaster, forbi et Vandtaarn og nogle Kuldynger; og endnu før vi
naar Perronen, springer Bødlen af.
Oppe i Gaden ser vi ham igen. Han gaar foran de to Gendarmer, efter dem
følger en øgende Skare Børn og Voksne, der raaber og
larmer. Inde i Skaren faar vi Øje paa 3-4
af Bødlens Rejsefæller; de larmer ivrigt med. Vist var deres
Bevægelse fra før alligevel alvorligt ment; det var jo Vers,
flammende Vers - leve Bødlen! Og dette her er et Opløb, det
smager af Revolte, Revolution; skulde de da ikke mene det med? - ned med ham!
- - -
Der er kun en Snes Mil fra Sevilla til Córdoba, den samme blaa Himmel
hvælver sig, den samme Sol straaler - men Sangbunden fattes. Menneskene
er anderledes her end i de øvrige andalusiske Byer, vi mærker det,
saa snart vi stiger ud af Toget: her er hverken Fremmedfangere, graadige
Hotelomnibusser eller paatrængende Drosker. Men Tiggere er her i
Mængde. De ligger langs Vejen - brune, pjaltede, med en Las om Panden i
Stedet for Hovedtøj - og strækker senede Arme ud imod os;
opfordrer vi dem til at tage en Haand med i vort Haandgods og følge os
til et Hotel for gode Ord og Betaling, saa vender de os foragteligt Ryggen.
Engang var Còrdoba for Verden hvad Paris er nu: Skønhedens,
Kunstens, Videnskabens, Fremskridtets Sæde - Kulturens Brændpunkt.
Det var den første By, der havde Brolægning og Gadelygter; i sin
Glansperiode for tusend Aar siden havde den omtrent tusend offentlige Skoler,
halvhundrede Hospitaler, et Bibliothek med over en halv Million Bind, 900 Bade
- og 600 Moskeer, hvis Virkning heldigt afbalanceredes af lige saa mange Kroer.
Dertil en Befolkning paa en Million. Det aarlige Budget androg 100 Mill.
Kroner, og Staden anvendte fabelagtige Summer til sin Udsmykning. Resultatet
har efter Datidens Beretninger været overvældende; Còrdoba
vandt Aandsherredømmet lige saa meget ved sin betagende Pragt som ved
Lærdom og Frisind.
Det er med en egen Følelse, jeg vandrer hen over Stedet, der gemmer
disse store Minder - en Følelse af Flovhed. Kirkegaarde er aldrig
spændende, selv om de rummer Støvet af nok saa store
Berømtheder; og Còrdoba er oven i Købet en forsømt
Kirkegaard, hvor selv Gravtuerne er udviskede og kun hist og her Hjørnet
af en Mindesten titter frem.
Guadalquivir passerer Còrdoba ogsaa, men der flyder ingen store Dampere
paa dens gule Vand som i Sevilla, og de udmundende Gader er ikke forsynet med
Stigbord for at møde Oversvømmelser. Floden er ikke engang farbar
for en lille Baad; den er en ubetydelig, grumset Strøm, der rasler sig
frem gennem et umaadelig bredt Leje med skidne Bredder. Til den ene Side
afgærdes Flodlejet af Fattigkvarteret, ned ad hvis skjoldede Mure Byens
Kloakvand løber i grønne Slimveje, til den anden Side dannes
Bredden af goldt Sand og Affaldsdynger. Det er et uhyre Gab af graa
Kedsommelighed, hvoraf der hist og her stikker de maleriske Ruiner af gamle
mavriske Vandmøller frem.
En prægtig gammel romersk Bro fører ned til Byen. Det er den
eneste Færdselsaare over Floden, og dog gaar der ingen levende
Menneskestrøm over dens tunge Stenryg. Den ligner et mægtigt graat
Urdyr, der i fjærne Tider har lagt sig til at dø tværs over
Strømmen. Hist og her har Tidens Tand nappet lidt af dets totusendaarige
Sider, men kun for at fastslaa det dødes Uforgængelighed. De faa
stive Spaniere, der nu og da bevæger sig søvngængeragtigt
hen over Broen, griber ikke forstyrrende ind i denne klippestærke
Dødsro.
I alle andalusiske Byer træffer man Eksemplarer af disse draperede
Spaniere, der staar som Eneboere midt i det livligste Røre, lænet
til en Palme eller Murpille, med korslagte Arme og ledigt Blik. De staar der,
naar man gaar ud, og indtager nøjagtig samme Stilling, naar man vender
hjem to-tre
Timer senere. De er yderlig blaserte over for alle ydre Foreteelser, forholder
sig fuldstændig golde til det praktiske Liv, har rendyrket i sig den
Foragt for timelige Goder og navnlig Penge, som enhver Andaluser ejer et
Stænk af. Alt i alt minder de lyslevende om den afslægtede
Mavrerbefolkning i Marokkos nordlige Byer: det Ydre forraader samme Afstamning,
og de arter sig ens trods de højst forskellige Vilkaar. Alle Hypoteser
om, hvad Mavrerne kunde have naaet, om de ikke var blevet fordrevne, er da ret
ørkesløse. De var allerede for Nedgaaende dengang, og var blevet
nøjagtig hvad de nu er - et udbrændt Krater. Disse spredte
Ætlinge, der trods deres Afsondrethed løber saa nydelig parallelt
med deres Frænder hinsides Strædet, leverer Beviset.
Còrdoba har mange af disse Efterkommere. Fjærntskuende og stive
som Billedstøtter staar de paa Byens Torve og repræsenterer baade
Fortid og Nutid. - - - -
Vi vandrer rundt i dette endeløse Virvar af snævre,
snørklede Gader og træffer ikke en Sjæl, skønt Byen
staar bogført for over 50,000 Indbyggere. Vi gaar i Gaasegang,
følger Rendestenen i Midten og kan med Lethed bestryge begge
Husrækker med vore Fingerspidser. Her er skyggefuldt og stille, og der er
blaa rolig Himmel over os; nu og da hører vi Fodtrin for- eller bagude og opdager saa, at det er vore egne. Vi kan høre vore egne
Hjærter slaa i denne underlige Stilhed mellem de tilskoddede Huse.
Og hvad er det, denne Vandring minder om i sin fremmedartede Uhygge? Pilen paa
Gadehjørnet, som endnu angiver Kørselsretningen i den smalle
Gade? det dybe Spor i Fliserne, som fortæller om fordums Travlhed, om
glidende Fødder og skridende Hjul? - det er jo Pompeji! Ja Pompeji er
det, her mangler blot Kustodernes jærnbeslagne Støvler til at
gjaldre mellem de døde Husrækker.
Vi gaar og gaar uden at træffe et Menneske, drejer i det uendelige og kan
aldrig se to Huslængder frem for os. Stadig den samme Strimmel blaa
Himmel for oven og den samme rene Rendesten i Bunden, indrammet af to Fliser.
Det er hele Gadens Brede, og en Alen over Jorden er Husene forsynet med en dyb
Fals for at give Plads til Hjulenes Nav. Stundom er denne Fals muret, stundom
synes det, at Vognene selv har frembragt den.
I Sevilla hænger Kvinderne store og overmodne ud over alle Balkoner, og
Mændene fylder Strøget og Torvene med deres Prat og
Sorgløshed; her kan man gaa i Timer uden at se andet end en forsulten
Kat. Men dejlige Glimt kan her være til Siderne, ind under de
hvælvede Hesteskoportaler med deres kunstfærdige
Smedejærnsgitre - til Marmorgaarde med grønne Planter og
Springvand, Søjlerækker og Sol. Og oppe i Solen over Husenes Tage
hænger en og anden Havestump, hvor Mandeltræet blomstrer,
skønt vi skriver den 12te Januar.
Og som man bedst gaar og traver uden Haab om at komme ud af denne trange
Labyrint, staar man over for en høj, takket Mur med en Marmorkumme i
Siden - Moskeen. I Kummen, hvor et Æsel nu staar og skyller sine medtagne
Tænder, vaskede de Troende fordum deres Fødder, inden de dukkede
under Hesteskobuen.
Herinde ligger Moskeens Orangegaard, fuld af Sol og Vellugt og plaskende Vand.
Her kunde man sidde i Skyggen under en arabisk Bue og svælge i Stilheden
og Orangernes Glød, til man selv gled ind med i den tindrende
Solsøvn, som behersker alt. Men bag én ligger den berømte
Moske, Verdens største Vidunder i Bygningskunst, og venter.
Den, der træder ind i Còrdobas Moske for første Gang, maa
nødvendigvis blive ubehagelig overrasket. Kan hænde han tager sig
i det, mindes alle de Lovord, Rejsende har ofret paa den, mindes, hvad den
engang skal have været - og bliver begejstret.
Moskeen er stor, men den virker ikke storslaaet og kan heller aldrig have gjort
det. Øjet søger frem og til Siderne men møder hverken
stort Rum eller Vægge; kun Søjler og atter Søjler, der et
Stykke henne lukker for Udsigten som Stammerne i en Skovtykning. Og som man
gaar frem, tager Synet nye Søjler ind: grønne og mørkt
blodige, sorte, hvide, røde og let rosafarvede, Jaspis og Porfyr,
Breccia og skær Alabast - til endelig Murene kommer. Henved 1000
Søjler paa et Felt, der kun er 650 Fod langt og ca. 500 Fod bredt. Disse
Søjler vilde passe i Størrelse for en almindelig Familie-Veranda;
de er ikke tykkere end en Konfirmand om Livet, og man kan naa op til
Kapitælerne, hvorfra Buer i rødt og hvidt Murværk skyder sig
op to-tre
over hinanden og ud til alle Sider fra Stamme til Stamme som et Fletværk
af Grene.
Billedet af en Skov paatrænger sig vel alle, der betræder Moskeen,
og denne Virkning paa Tilskueren er sikkert tilsigtet af de gamle Bygmestre.
Man maa blot ikke tænke paa en Bøgeskovs høje Hvalv, som
naar man staar i en gotisk Domkirke. Dette er en stynet Ungskov, hvor alle
Grene er kappede til lidt over Mandshøjde og de tunge Løvmasser
ligger lige over ens Hoved.
Her er trykkende lavt - slet intet Rum opefter. Og Rummet til Siderne aner man
kun af Tallene i Haandbogen; det er dem, der overvælder, ikke Storheden i
Kompositionen - her er slet ingen Komposition. Denne Bygning kunde man
skære de tre Fjerdedele fra eller bygge fire Gange saa stor; det blev en
Forskel i Fladefang og Søjlernes Antal. Men for Øjet vilde alt
være det samme.
Det gælder for Moskeen i Còrdoba som for al mavrisk Bygningskunst
i Spanien, blot i endnu højere Grad, at den ikke er Resultatet af en
enkelt stor Ide men udtrykker tusend hver for sig fortryllende Smaaideer,
hæklede sammen som Kvadrene i et Tæppe.
Manglen paa Helhed i den mavriske Bygningskunst ytrer sig allerede i det Ydre.
Set ude fra ligner Sevillas Alcàzar ethvert andet Hus, og Alhambra er
endog en Klump Smaahytter, halv rodede ned i Jorden og med dette
planløse Præg af, at der stadig er føjet Stump til Stump.
Det var i Virkeligheden ogsaa Mavrernes Bygningsmaade; Alhambra og
Alcàzar er blevet til Sal for Sal uden anden Sammenhæng end den
Dør, der førte fra det ene Rum til det andet.
De mavriske Bygmestre havde deres Styrke i Enkelthedernes uendelige Rigdom, i
deres uudtømmelige Fond af smykkende Ideer. Ved deres frodige
Indbildningskraft omskabtes de tunge Vægge i Slotte og Moskeer til lette
Æventyrspind; det rigt udarbejdede Stuk, der danner Loft og Vægge i
Alhambras Sale, let rosa paa Overfladen og med Guld, Purpur og Blaat i
Skyggerne, virker endnu som et luftigt Telt af fine Kniplinger, hvorigennem
Himlen lyser. Og det er som at staa Ansigt til Ansigt med selve Livets
Frodighed - hver Kvadrattomme selv i den skjulteste Krog er prydet, mens hvert
Kapitæl, hver Flise bærer sin egen Ornamentik, forskellig fra alle
de øvriges.
Còrdobas Moske skal have overgaaet alle andre Bygninger i rigt,
fantastisk Udstyr. Men der er øvet sørgeligt Hærværk
i den, fremfor alt af Vandalen Karl V, som ogsaa har hærget Dele af
Alhambra og Alcàzar. Midt i Moskeen ligger et stort katolsk Kapel, hvor
Marmor og Metal er bunket sammen om et rædselsfuldt Alter; til alle Sider
har det oprindelige Bjælkeloft af indlagt Cedertræ maattet vige for
Gibs; Buernes røde og hvide er ikke længer Kvadersten af
forskellig Farve, men Mursten, der er oversmurt med Kalkfarve; Væggenes
Stukarbejder er klinet over med Lerspækning o.s.v.
I den senere Tid har man imidlertid begyndt at restavrere Moskeen, og i
Løbet af en Aarrække vil den blive ført tilbage til sin
oprindelige Skikkelse.
Som den nu ligger, er den et sørgelig lemlæstet Tempel, hvoraf en
og anden henrivende Enkelthed er bevaret, som f. Eks. Mirab-Kapellet
med Nischen, hvor Koranen havde sin Plads.
[Note 1]
Compadre: Kælenavn mellem
Mænd af Almuen i Andalusien, Ordet betyder egentlig Fadder. Svarer i
Fortrolighed til »Kamat«, »Slof«.
[Note 2]
Gamle Folk
fortæller, at naar Strikken ikke vilde glide til om den Hængtes
Hals, krøb Bødlen op i Galgen, lod sig glide langs Strikken ned
paa Misdæderens Skuldre og strammede Rebet ved smaa Sæt med
Kroppen.
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek