Martin Andersen Nexø: Soldage (1903), 2

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Martin Andersen Nexø: Soldage (1903), [2]

[2] Den hvide By

Og saa er vi paa Vandet igen. Vi forlod Malaga ved Midnatstid, lydløst som vi var kommet, passerede Gibraltar tidlig næste Morgen og stod Vester paa. Afrikas Kyst trak sig bort mod Syd, bag os sank Klippefæstningen Fod for Fod i Bølgerne, haard Sø og kold Blæst forraadte, at vi gled ud imod Atlanterhavet. For kun to Timer siden gled vi hen over den undersøiske Tærskel, der forbinder Andalusiens Bjærge med Nordafrikas og rejser et usynligt men skarpt Skel mellem to Have: det blaa smilende Middelhav hvis Varmegrad (15-17 Gr. R.) tillod os at bade hver Dag nu i November; og denne Flig af Atlanterhavet, der som en gnaven Trutmund satte Strøm og Sø og kold Blæst lige imod os, saa vi stod tæt indpakkede og frøs saa hjemligt.
   Himlen var lys, næsten hvidblaa, uden den fortærende Dybde Sydens Himmel ellers har; og i Stedet for Middelhavets stejle blaanende Kyster med Bjergtoppe bag og bag hinanden saa langt Øjet naar, bød Spanien derinde i Nord os nogle bølgeformede Agerfelter og en Kyst, der snart var flad og sandet, snart sprang frem i gule Lerkager som Havet havde gnavet af.
   Op ad Formiddagen fik Søen et Lune til den gode Side, lige som Middelhavet stundom kan faa det til den slette. Det begyndte med at Solen gav sig til at stikke; irriterende som et ondt Øje sad den paa den kolde Himmel og stak. Saa lagde Vinden sig paa Maven for den, krøb som en Hund paa Bugen henad Bølgerne og endte med at ligge helt stille. Og Bølgerne sank sammen til lange Dønninger, der blev svagere og svagere, alt som Luften sænkede sig varm og søvndyssende over dem. Himlen gik fra hvidlig over til blaa, til purpurmættet Azur; det var som sugede den sig Dybde til af Rummets Uendelighed. Den steg umærkeligt gennem violet og lilla, blev til hæftig Blodlød, til varmestraalende Ildæter og højest oppe til Solen selv, der var som en død Plet i de hvidglødende Lysmasser, det eneste Øjet kunde taale at dvæle ved. Hele Hvælvet dirrede Sol ud, i stærkt Lys og dybe Varmetoner, mens Solen hang som en forladt Puppeham midt oppe paa Himlen. Men stirrede man ind i dens matte Hinde, flød snart alt ud i mælkehvidt, og Øjet kunde ingen Billeder indfange, men kun smærtende Lysmasser.
   Der lagde sig en Henrykkelsens Glans over Hav og Himmel, et Skær af stor Glæde. Maaske greb den ned i Dybet ogsaa, thi Flyvefisk kom op, lynede et sølvklart Sekund over Vandet og forsvandt igen; Tunfisk skar enkeltvis op her og dèr som sorte Drejeskiver eller gik over Havet som Gyngeheste i lange Rækker; nu og da steg en Straale ret op, stod i Luften - og drev bort som en fin hvid Støvregn. Det var hvor de store Hvaler gik.
   Talrige Dampere gaar samme Vej som vi eller kommer os i Møde, eller de staar Syd paa ned langs Afrikas Kyst. Inde under Spanien staar der en med Stævnen helt oppe paa Land, en lille ivrig Switzer-Baad slider utrætteligt i den uden at komme af Stedet - saadan som en Myre maser med en død Bille. Det danske Flag paa Dykkerbaaden brænder som Valmuer i Sol.
   Langt ude foran os staar utallige Røgsøjler som Pinjer mod Himlen; der kunde ligge Hundreder af Fabrikker dèr. Men det er en af Oceanets Verdensveje, under den nærmeste Røgpinje hæver sig et Skrog og stunder imod os, gaar forbi og bliver borte i Strædet - og et, og et igen, i det uendelige. Sorte Staaluhyrer paa 10,000 Tons vælter sig stønnende frem ved Hjælp af to Skruer, støder skiddengult Vand ud af Siden og efterlader en Kølvandsstribe af Slakker, Køkkenaffald og glinsende Kulstøv, hvorover den kvælende Røghale hænger - blaasort som en Uvejrssky. Det er de store Kuldampere til Gibraltar, Malta og Port Said.
   Det lyser festligt ud over Havfladen af hvide Perlefarver og Forgyldning, blankt Metal og Krystalglasset i utallige Koøjne. Af det mægtige Skrogs fire Skorstene bølger ingen Røg men kun Varme, paa de to Promenadedæk over hinanden vandrer sæson-pyntede Mennesker eller ligger henslængte i Flugtstole; sortklædte Opvartere springer om mellem dem. Tonerne af et Orkester stiger op fra Skibets Indre, idet det glider tæt forbi os. Over dets blanke Kølvand svæver de smukke Havsuler og fanger i Luften, hvad Børn med Guldlokker og bare Knær kaster ud til dem fra Agterdækket. Det er en Paketbaad, der skal til Indien med engelske Officerer og Embedsmænd; som et festligt Luftsyn skrider den forbi og er borte paa en halv Time.
   Utallige Smaadampere møder, indhentes af - indhenter os. Omtrent Halvdelen af dem er skandinaviske - mest norske men ogsaa danske og svenske - som gaar i udenrigsk Fragt. Flaget tre Gange i Vejret! en Hilsen til disse ubekendte Nordboere, der her i det fremmede tjener nødtørftigt Fedtebrød til Koner og Børn og Surbrød »med belagt« til fordringsfulde Aktionærer derhjemme - for saa en Gang hver tredie, fjerde Aar at jage et Svip hjem og over Hals og Hoved føje en ny Mund til de øvrige, der skal mættes.
   I smaa Kolonier paa en Snes Mand svømmer de om herude paa Havene, arbejder paa Skibets Vedligeholdelse om Dagen, tager deres Vagt om Natten og er til enhver Tid klare til at tørne ud; det er Sølivets hele Romantik. I mange Tilfælde losser og lader de om Dagen, sejler om Natten, losser og lader igen næste Dag - og bliver saadan ved Middelhavet rundt. I Land kommer de sjælden, og naar det imellem sker, er det ved Nattetid; Udflugten naar da ikke videre end til Sømandsknejperne langs Havnen og derfra ind i Smaagaderne. »Fortæl mig noget om Egnene derinde«, sagde en Matros en Dag til mig, »for nu har jeg sejlet paa Middelhavet i 18 Maaneder og ikke været i Land en eneste Gang!« Han havde givet sig til Søs, fordi han troede, at Sølivet var noget mer end jævnt Slid og jævn Vaagen i Magsvejr - og en fortsat Vaagen Døgn i Træk naar Vejret var ondt. Enhver ung Mand, der gaar til Søs med æventyrlige Fornemmelser, bør gøre sig klart, at andet end dette jævne Slid nu og da afbrudt af en drøj Tørn er der ikke. Og saa naturligvis de 45-60 Kroner i Hyre om Maaneden - disse Penge der ikke kan føde Hustru og Børn ordenlig, men alligevel faar Skyld for at ødelægge den danske Skibsfart. - - - -
   Dampen har givet Havet de traadte Stier. Saa langt Øjet kan naa tilbage og frem - lige til de spædeste Røgfnug fra Dampere, der endnu befinder sig mange Mil bag Horisonten - er det en lige, uendelig Række af Skibe, der alle pløjer samme smalle Strimmel. Det ser ud som gik de i Gaasegang Jorden rundt.
   Men ude over det brede Vandspejl gaar Sejlere i alle vilkaarlige Retninger. Langt henne gaar en stor Fuldrigger med alle fire Master fulde af hvide Sejl; skyhøjt rager den op og holder skraat ned paa os som et blændende Isbjærg. Smaaskuder med Latinersejl krydser Havet i alle Retninger, de ligner hvide Fugle, der strejfer Vandfladen med den ene Vingespids. Vor hollandske Kaptajn udpeger os en Svendborger-Skonnert og en Skude fra Marstal; alle søfarende Nationer kender disse to Skibstyper, hvoraf den første er berømt for sin harmoniske Skønhed, den anden for sit sære Bagparti.
   Fjærnt forude til højre, paa den usigelig rene Himmelrand dukker to gule Pletter frem. En Tid svømmer de paa Horisonten som to Aakander, løsner sig saa og bæres langsomt op af Havet paa slanke, hvide Stilke. De staar og dirrer i det solflimrende Fjærne som to Støvdragere, og imellem dem hæver sig en stor gul Blomsterkuppel. Man stirrer og undres over denne Vækst, der er som Græssets, langsom, langsom; man spændes i Forventning og bliver dog ikke utaalmodig. Havet dæmper; og Skibets sindige Tempo og aldrig hvilende Stempelslag, der falder enstonige som en Drøvtyggers Puls, gør rolig. Og selve denne Groen derude meddeler én noget af Evighedens store Taalmod, saa uendelig langsom er den.
   De drager andre med sig; sælsomme Former og Farver vokser frem af Dybet og smælter sammen i et mægtigt hvidt Bed - Havet blomstrer. Det antager brudte Udlinier: Tinder, minaretagtige Taarne, Kupler; dirrer en Stund vagt for Øjet, fjærnt, uvirkeligt - et Sølvslot med Kupler af Guld, hævende sig op af det blaa Hav paa en blændende Kridtbanke. Til den hvide Masse brister for Synet i utallige Flader, og Byen breder sig ud som en Vandlilje paa det blaa Ocean, hvid, blændende, vuggende paa Blade og Flige - med Katedralkuplen og de to slanke Spir som Krone og Støvdragere mod den purpurmættede Luft. Og da er det lige seks Timers Sejlads, siden vi opdagede de første svage Prikker, saa klar er Luften.
   Som man ankrer op i Bugten ved Cadiz og stirrer ind mod Byen, banker Blodet højlydt i én. Disse fremmede Linier; dette vidunderlig hvide isprængt med Foraarsgrønt nu ved December og saa rent, at Øjet smærter; hele denne blændende Masse, der indfattes af Havets dybe Indigo og Himlens lette Blanding af Purpur og Guld og Blaat, og som selv spiller i Farver saa fine og let antydede under det snehvide Overtræk, at man ikke vil kendes ved dem fra nogen anden By - det maa da være Æventyret, som vi allerede som Børn smilede vantro ad: det vidunderlige Æventyr født af Havet selv og løftet jublende frem i Sol og Farver, i Guldglans og Blaat.
   - - -
   Selvsamme Aar som Metusalem faldt for Aldersgrænsen sejlede nogle unge dristige Fønikere lidt forbi Verdens Ende, som den Gang befandt sig ved Gibraltar, og anlagde Byen Cadiz. Den kom til at ligge paa en lille Ø, der som en Langhals skød sig ud i Havet, forbundet til Spanien ved en lang smal Sandstrimmel.
   Cadiz blev snart til en efter hine Tiders Forhold betydelig Stabelstad; den blev Mellemleddet for al søværts Handel mellem Orienten og England-Østersøen- Nordfrankrig. Guld, Rav, Purpur, Malm, kostbare Sten-og Træsorter: alle Oldtidens Skatte skyllede hen over Byen paa deres Vej frem og tilbage. Den voksede deraf - i Rigdom og Skønhed og i en egen kvindsk Magtbrynde, som fik den til at skænke sig hen til den mægtigste efter Tur, til Kartago, til Rom. Cæsar befæstede Byen og gjorde den til Krigshavn; efterhaanden blev den Midtpunkt for Verdenshandelen, blev Havets Dronning. Civilisationens vandrende Brændpunkt flakkede en Stund søgende over den, før det gled videre til Còrdova og Sevilla.
   Mavrerne kunde ikke faa noget ud af Byen, tæt omsluttet som den var af dybt Vand. Den sank i Havet igen men dukkede atter frem et Aartusende efter, med Udnyttelsen af den ny Verden. Cadiz blev atter Mellemled, denne Gang mellem to Verdener, store Skibsbyggerier rejste sig og alle Jordens Bank-og Handelshuse havde Filialer her. Byen blev ved de store Handelsflaaders Hjemkomst fra Amerika oversvømmet af Købmænd: russiske, jødiske, hinduiske; Berbere, blonde Nordboere, snu Grækere, kæmpestore Slavehandlere fra Vestafrika. Der var ogsaa marokkanske Sørøvere imellem; de erkyndigede sig i Smug om, naar dette eller hint Skib ventedes hjem med sin Ladning af Guld. Guldet klang igen i de forskelligste Tungemaal, dets Glans brødes i alle Hudfarver.
   Og der var Guld nok for den, der forstod at fange det ind! Alene det Guld og Sølv, Cadiz i et enkelt Aar (1790) modtog fra Amerika, beløb sig til en Værdi af 100 Mill. Kroner; og saa almindelig en Vare var Guldet i Byen, at selv Hundene skal have vraget det som Lænke og foretrukket at gaa løse. Kun Menneskene blev fremdeles trofaste mod det ædle Metal.
   Sit store Knæk som Oplagsplads for den gamle Verden fik Cadiz med Dampskibsfartens Opsving for ca. 30 Aar siden. Ingen Beliggenhed for en Havn kunde være bedre end denne: lige op ad Strædet med dets rivende Strøm og stridige Vinde, som gjorde det til en stundom farlig og ofte økonomisk tvivlsom Sag for Sejlskibene at fortsætte Rejsen ind til Middelhavets vidtstrakte og rige Kyster.
   Men Dampskibet er ikke som Sejlskibet bundet af, om dets Bestemmelsessted ligger tæt ved de store Have med vidt Vand og regelmæssige Vinde; det gaar mod Vinden og mod Strømmen, løber gennem smalle Stræder og op ad Floder, losser lidt hist og lidt her, sætter videst muligt hver Havn i direkte Forbindelse med den store Verden -: undgaar Omladning, Mellemhandlere, Oplagspladser. Og dermed var Cadiz egenlig færdig som Handelsby. Sin sidste Rest fik Byen, da Spanien i 1898 mistede sine Kolonier og den altsaa ophørte at være Ind-og Udskibningssted mellem disse og Moderlandet.
   Byen er i de sidste 30 Aar gaaet ned fra 100,000 til ca. 65,000 Indb., der lever af en stille Tyggen Drøv paa Minderne om fordums Storhed. Den har ikke hyppigere Togforbindelse med Omverdenen end en jydsk Landstation paa 200 Indb.; der ankommer ét Posttog daglig, regelmæssig med en Forsinkelse af to Timer. Madrids Morgenaviser er først i Cadiz næste Dags Aften og kommer - hvor det drejer sig om Abonnement - som Følge af Posttogets Forsinkelse sjælden Læserne i Hænde før tredie Dags Morgen.
   I Cadiz flyder Livet stille frem. Byen virker som et fint gammelt Smil indfattet i hvide Lokker, som en hvid Kappe der nikker frem bag en gammeldags Blomsterpotte; store Dele af den er at færdes i som de lukkede Villaveje bag Frederiksberg, hvor afgaaede Præster og Lærere holder til - den samme fredfyldte Tindren over Husene, den samme vegetative Ro i alle Livsytringer. Her er ingen elektrisk Sporvogn til at kime og brumme og gøre nervøs, intet Kor af galende Fabriksskorstene, ingen rumlende Arbejdskærrer. Den Luftens evige Skælven, som kendetegner den moderne By, Grundenes og Murenes uophørlige Vibreren, den opslidende Hvepsetone fra Millioner klirrende Ting, Menneskekoget - alt dette findes ikke i Cadiz, hvis enkelte Lyde høres langt ud som i en Landsby.
   Gaditaneren sidder inden for fire Vægge og tror, at hans By er den livligste i hele Andalusien, saa naturlig falder Stilheden ham. Kafeer og Torve - disse Sydboens selvfølgelige Samlingssteder - staar tomme, Promenaderne med deres henrivende Vegetation ligger ubenyttede hen. Kun hos Almuen, som er sig selv lig overalt og under alle Forhold, rører der sig det samme brogede Folkeliv som alle Vegne, gærer og mudrer det som alle Vegne.
   Til alle Sider afgrænses Cadiz af Havet, der som et Jærnbaand har spændt Byen tæt sammen og hindret den i under Opgangsperiodernes Tilstrømning at søge ud over sine Grænser. Lige op af Vandet rejser den høje Bastion sig og gaar som en bugtet Kæmpeslange om Byen; i dens Mave rumler Artilleriet, paa dens Ryg løber den dejligste mennesketomme Promenade bred som en Landevej og prydet med gamle Feltkanoner, der børstes med Kakkelovnssværte. Der er vid, henrivende Udsigt over Bugten og Fastlandet til den ene Side, og til den anden smaa Kik ned i snævre rene Gader, hvor Mændene staar som draperede Forsteninger og Kvinderne skrider frem som langagtige Bønnebøger, blege, sortklædte, alvorlige. Kun naar de møder en Fremmed, kommer der Liv i dem; de stanser og slaar en skraldende Latter op. Saa fjærnt er Byen nu fra den fordums Verdensstad, i hvis Gader alle Folkeslag mødtes og købslog.
   Saa stille som Cadiz er vel faa Byer, saa ren ingen. Med Undtagelse af Almuekvarteret omkring Santa Elena, hvor lyskende Kvindegrupper, Skarndynger og bulne, haar- og herreløse Hunde skaber et ægte sydlandsk Storstadsbillede, er Byen saa pillet, næsten pyntelig, som en Gammeljomfrus Bur. Asfalten i de snævre Smøger er ren som et Stuegulv, og Husene rejser sig hvide, med grønne Skodder eller Glasverandaer, gennem alle Stokværk. Ren, kølig, tyst, hyllet i Skygge - saadan ligger Byen dernede, med Søjlegaarde hvor Springvandet plasker og Palmen, Nerien, Platanen staar grønne Aaret rundt. Ofte er disse Søjlegaarde overdækket med Glas og indrettet med Tæpper og Divaner til svale Sommeropholdssteder.
   Men egenlige Gaardspladser til Vask, Tøjtørring og lignende vil man forgæves lede om i denne tætbyggede By, hvor hver Karré er én eneste kompakt Husmasse. Til man en Dag kommer op i et af Byens fem Tusend Smaataarne og ser ud over de flade Tage. Hvert Hus har sit flade Tag med Brystværn omkring og et lille Taarn i det ene Hjørne som Vindeltrappens Afslutning. Her er Gaardsplads, Vaskested, Tørreplads, maaske lidt Have eller Værksted - en hel By, i skaanselsløs Sol og skærende hvidt Lys. 5000 Tavl, lidt højere eller lavere men sammenhængende - heroppe fra ligner det en stor, gennemskaaret Bikage, der svømmer paa det klare Vand, pyntet med smaa Elfenbenstaarne, hvid Vask og brændende røde Pelargonier. Man kunde vandre ud over det hele, springe over de snævre Spalter, hvor Gaderne løber, og vandre videre til den anden Kyst - om ikke den brændende Sol var og gjorde et længere Ophold heroppe umuligt. Men om Aftenen er her vidunderligt, naar Himlen flammer og Havet kommer fra alle Sider som smæltet Guld for endnu engang at berige den hvide By.

* * *

En Sandstrimmel paa en Mils Længde og et Stenkasts Bredde forbinder som en Navlestræng Byen med det faste Land. Til venstre slikker Bugtens Vand sig dovent op over en glat Strand af blaaligt Klægsand; til højre, uden for en Række smukke Klitter, vælter Atlanterhavets Bølger sig frem som en gulgrøn Vælling af Sand og Vand; de kæntrer i Havstokken og falder drønende ned paa den hvide Kyst.
   Inde mellem Klitterne ligger en Zigøjnerhytte, den er opført af gamle Pjalter, Aloëblade og rustne Blikplader. En tiaars Knøs i bar Skjorte kommer hen og tigger af os, han river med Neglene lange hvide Striber i det sortbrune Skind over Lænden, hvor talrige Insektbid danner smaa ophøjede Kratere med en rød Funke i Midten. Hvergang han vil opgive os, anspores han af en gammel Kælling nede fra Landsbyen - i et besynderlig skingrende Sprog.
   Vejen vi gaar ad giver for en Gangs Skyld Ordsproget Ret og fører helt til Rom. Den løber over Sevilla-Salamanca-Sydfrankrig og er i hele sin Længde anlagt af Romerne. Dens tildels tilføgne Murværk melder endnu om romersk Forsvarlighed.
   Efterhaanden vider Sandtungen sig ud og bliver til en flad nøgen Marskegn gennemtrukket med Kanaler, der tiltager i Talrighed og Brede, til de udgør Størsteparten af Terrænet. Mellem Kanalerne er den sorte Jord opæltet af mange Hove og Fødder til et eneste Traadd; man følger dette som en Ariadnetraad og kommer dybere og dybere ind i Labyrinten til magre Holme, hvor Kreaturer græsser mens her og der en hvid Pyramide rejser sig. Ud til Siderne saa langt Øjet rækker naar dette Land, der med Kanaler, Kvæg og de underlige Pyramider ligner en sur Marsk, hvor et helt Nomadefolk er jaget ud og har opslaaet sine Hundreder af Telte. Men set paa nærmere Hold minder Pyramiderne om snavset Sne, og smager man paa dem, viser de sig at bestaa af Salt.
   Denne tilsyneladende golde Egn er en af Spaniens store uudtømmelige Rigdomskilder - Salthaverne ved San Fernando. Hele dette Virvar af Kanalstumper, der dækker over flere Kvadratmil, er ved smaa Sluser forbundet med de lange Hovedkanaler, der atter staar i Forbindelse med Havet, saa at hver Dam kan fyldes, naar Højvandet sætter ind. Nu ved Vintertid hviler Arbejdet og Saltdammene fylder og tømmer sig selv fire Gange i Døgnet efter det skiftende Tidevand. Men ved Majtid, naar Solen steger hedt og ingen Regn falder flere Maaneder i Træk, begynder Salttilvirkningen; Havvandet lukkes inde og staar 4-5 Kvarter højt i Dammene. I Løbet af en halv Snes Dage fordamper det helt og efterlader paa Dammens Bund et to Tommer tykt Lag Salt, der minder om Eng-Is, som Vandet delvis er sivet bort under.
   Naar Krystalliseringen er fuldendt, skuffes Saltet i Kamme, læsses paa Æsler og sættes i Pyramide ved de store Kanaler, hvorfra fladbundede Pramme fører det ud til Skibene i Bugten. Arbejdet minder slaaende Nordboen om Snekastningen paa en Skøjtebane og danner en ejendommelig Modsætning til den tropiske Sol.
   Saa snart Saltet er fjærnet, fyldes Kanalerne paa ny, og under normale Forhold kan dette gentages 4-6 Gange i en Sommer. Men falder der Regn under Fordampningsprocessen, saa vil Saltet ikke udskille sig og den Høst er ødelagt.
   Den stærke Sol, Sommertørken og Havets Saltholdighed skaber her saa gode Betingelser for Salttilvirkning som faa andre Steder. Men det er faa af Salthaverne, der endnu benyttes; Resten af det uhyre udgravede Omraade ligger hen som Tumleplads for Rejefiskere og Søfugle, kvalt under Statens døde Haand.
   Det undrer én ikke, at Saltet her paa Frembringelsesstedet koster Forbrugerne fire Gange saa meget som hjemme i Danmark, fordi Staten skal have 12 Mill. Frank om Aaret i Skat af dette uundværlige Næringsmiddel; man er vant til at se den forplumre enhver Rigdomskilde. Saa latterligt det synes, er det her midt i Salthaverne en indbringende Forretning at stjæle nogle Potter Salt; og for at hindre Salttyveri, holdes et kostbart Vagtsystem paa Benene og Pyramidernes Overflade hærdes, saa der ofte maa anvendes Dynamit for at faa Hul paa den.
   Og Byen Cadiz skal jo ogsaa leve trods sin Hvidhed. Den byder ikke engang Skibene en Havn, men søger at brandskatte dem paa enhver Vis, gennem Afgifter og svimlende Priser paa Proviant. Fragterne fordyres derved, og Skibene foretrækker at løbe ind i Middelhavet, til de ny opdukkede Salthaver ved Sicilien og Nordafrikas Kyster.
   Mens disse gror til og snart ikke kan forrente med tørt Brød engang det Menneskeslid, der er nedlagt i deres Udgravning. [Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek