|
Index
| -1
| +1 |
Martin Andersen Nexø: Soldage (1903), [2]
[2] Den hvide By
Og saa er vi paa Vandet igen. Vi forlod Malaga ved Midnatstid,
lydløst som vi var kommet, passerede Gibraltar tidlig næste Morgen
og stod Vester paa. Afrikas Kyst trak sig bort mod Syd, bag os sank
Klippefæstningen Fod for Fod i Bølgerne, haard Sø og kold
Blæst forraadte, at vi gled ud imod Atlanterhavet. For kun to Timer siden
gled vi hen over den undersøiske Tærskel, der forbinder
Andalusiens Bjærge med Nordafrikas og rejser et usynligt men skarpt Skel
mellem to Have: det blaa smilende Middelhav hvis Varmegrad (15-17
Gr. R.) tillod os at bade hver Dag nu i November; og denne Flig af
Atlanterhavet, der som en gnaven Trutmund satte Strøm og Sø og
kold Blæst lige imod os, saa vi stod tæt indpakkede og frøs
saa hjemligt.
Himlen var lys, næsten hvidblaa, uden den fortærende Dybde Sydens
Himmel ellers har; og i Stedet for Middelhavets stejle blaanende Kyster med
Bjergtoppe bag og bag hinanden saa langt Øjet naar, bød Spanien
derinde i Nord os nogle bølgeformede Agerfelter og en Kyst, der snart
var flad og sandet, snart sprang frem i gule Lerkager som Havet havde gnavet
af.
Op ad Formiddagen fik Søen et Lune til den gode Side, lige som
Middelhavet stundom kan faa det til den slette. Det begyndte med at Solen gav
sig til at stikke; irriterende som et ondt Øje sad den paa den kolde
Himmel og stak. Saa lagde Vinden sig paa Maven for den, krøb som en Hund
paa Bugen henad Bølgerne og endte med at ligge helt stille. Og
Bølgerne sank sammen til lange Dønninger, der blev svagere og
svagere, alt som Luften sænkede sig varm og søvndyssende over dem.
Himlen gik fra hvidlig over til blaa, til purpurmættet Azur; det var som
sugede den sig Dybde til af Rummets Uendelighed. Den steg umærkeligt
gennem violet og lilla, blev til hæftig Blodlød, til
varmestraalende Ildæter og højest oppe til Solen selv, der var som
en død Plet i de hvidglødende Lysmasser, det eneste Øjet
kunde taale at dvæle ved. Hele Hvælvet dirrede Sol ud, i
stærkt Lys og dybe Varmetoner, mens Solen hang som en forladt Puppeham
midt oppe paa Himlen. Men stirrede man ind i dens matte Hinde, flød
snart alt ud i mælkehvidt, og Øjet kunde ingen Billeder indfange,
men kun smærtende Lysmasser.
Der lagde sig en Henrykkelsens Glans over Hav og Himmel, et Skær af stor
Glæde. Maaske greb den ned i Dybet ogsaa, thi Flyvefisk kom op, lynede et
sølvklart Sekund over Vandet og forsvandt igen; Tunfisk skar enkeltvis
op her og dèr som sorte Drejeskiver eller gik over Havet som Gyngeheste
i lange Rækker; nu og da steg en Straale ret op, stod i Luften - og drev
bort som en fin hvid Støvregn. Det var hvor de store Hvaler gik.
Talrige Dampere gaar samme Vej som vi eller kommer os i Møde, eller de
staar Syd paa ned langs Afrikas Kyst. Inde under Spanien staar der en med
Stævnen helt oppe paa Land, en lille ivrig Switzer-Baad
slider utrætteligt i den uden at komme af Stedet - saadan som en Myre
maser med en død Bille. Det danske Flag paa Dykkerbaaden brænder
som Valmuer i Sol.
Langt ude foran os staar utallige Røgsøjler som Pinjer mod
Himlen; der kunde ligge Hundreder af Fabrikker dèr. Men det er en af
Oceanets Verdensveje, under den nærmeste Røgpinje hæver sig
et Skrog og stunder imod os, gaar forbi og bliver borte i Strædet - og
et, og et igen, i det uendelige. Sorte Staaluhyrer paa 10,000 Tons vælter
sig stønnende frem ved Hjælp af to Skruer, støder
skiddengult Vand ud af Siden og efterlader en Kølvandsstribe af Slakker,
Køkkenaffald og glinsende Kulstøv, hvorover den kvælende
Røghale hænger - blaasort som en Uvejrssky. Det er de store
Kuldampere til Gibraltar, Malta og Port Said.
Det lyser festligt ud over Havfladen af hvide Perlefarver og Forgyldning,
blankt Metal og Krystalglasset i utallige Koøjne. Af det mægtige
Skrogs fire Skorstene bølger ingen Røg men kun Varme, paa de to
Promenadedæk over hinanden vandrer sæson-pyntede
Mennesker eller ligger henslængte i Flugtstole; sortklædte
Opvartere springer om mellem dem. Tonerne af et Orkester stiger op fra Skibets
Indre, idet det glider tæt forbi os. Over dets blanke Kølvand
svæver de smukke Havsuler og fanger i Luften, hvad Børn med
Guldlokker og bare Knær kaster ud til dem fra Agterdækket. Det er
en Paketbaad, der skal til Indien med engelske Officerer og Embedsmænd;
som et festligt Luftsyn skrider den forbi og er borte paa en halv Time.
Utallige Smaadampere møder, indhentes af - indhenter os. Omtrent
Halvdelen af dem er skandinaviske - mest norske men ogsaa danske og svenske -
som gaar i udenrigsk Fragt. Flaget tre Gange i Vejret! en Hilsen til disse
ubekendte Nordboere, der her i det fremmede tjener nødtørftigt
Fedtebrød til Koner og Børn og Surbrød »med
belagt« til fordringsfulde Aktionærer derhjemme - for saa en Gang
hver tredie, fjerde Aar at jage et Svip hjem og over Hals og Hoved føje
en ny Mund til de øvrige, der skal mættes.
I smaa Kolonier paa en Snes Mand svømmer de om herude paa Havene,
arbejder paa Skibets Vedligeholdelse om Dagen, tager deres Vagt om Natten og er
til enhver Tid klare til at tørne ud; det er Sølivets hele
Romantik. I mange Tilfælde losser og lader de om Dagen, sejler om Natten,
losser og lader igen næste Dag - og bliver saadan ved Middelhavet rundt.
I Land kommer de sjælden, og naar det imellem sker, er det ved Nattetid;
Udflugten naar da ikke videre end til Sømandsknejperne langs Havnen og
derfra ind i Smaagaderne. »Fortæl mig noget om Egnene
derinde«, sagde en Matros en Dag til mig, »for nu har jeg sejlet
paa Middelhavet i 18 Maaneder og ikke været i Land en eneste
Gang!« Han havde givet sig til Søs, fordi han troede, at
Sølivet var noget mer end jævnt Slid og jævn Vaagen i
Magsvejr - og en fortsat Vaagen Døgn i Træk naar Vejret var ondt.
Enhver ung Mand, der gaar til Søs med æventyrlige Fornemmelser,
bør gøre sig klart, at andet end dette jævne Slid nu og da
afbrudt af en drøj Tørn er der ikke. Og saa naturligvis de 45-60
Kroner i Hyre om Maaneden - disse Penge der ikke kan føde Hustru og
Børn ordenlig, men alligevel faar Skyld for at ødelægge den
danske Skibsfart. - - - -
Dampen har givet Havet de traadte Stier. Saa langt Øjet kan naa tilbage
og frem - lige til de spædeste Røgfnug fra Dampere, der endnu
befinder sig mange Mil bag Horisonten - er det en lige, uendelig Række af
Skibe, der alle pløjer samme smalle Strimmel. Det ser ud som gik de i
Gaasegang Jorden rundt.
Men ude over det brede Vandspejl gaar Sejlere i alle vilkaarlige Retninger.
Langt henne gaar en stor Fuldrigger med alle fire Master fulde af hvide Sejl;
skyhøjt rager den op og holder skraat ned paa os som et blændende
Isbjærg. Smaaskuder med Latinersejl krydser Havet i alle Retninger, de
ligner hvide Fugle, der strejfer Vandfladen med den ene Vingespids. Vor
hollandske Kaptajn udpeger os en Svendborger-Skonnert
og en Skude fra Marstal; alle søfarende Nationer kender disse to
Skibstyper, hvoraf den første er berømt for sin harmoniske
Skønhed, den anden for sit sære Bagparti.
Fjærnt forude til højre, paa den usigelig rene Himmelrand dukker
to gule Pletter frem. En Tid svømmer de paa Horisonten som to Aakander,
løsner sig saa og bæres langsomt op af Havet paa slanke, hvide
Stilke. De staar og dirrer i det solflimrende Fjærne som to
Støvdragere, og imellem dem hæver sig en stor gul Blomsterkuppel.
Man stirrer og undres over denne Vækst, der er som Græssets,
langsom, langsom; man spændes i Forventning og bliver dog ikke
utaalmodig. Havet dæmper; og Skibets sindige Tempo og aldrig hvilende
Stempelslag, der falder enstonige som en Drøvtyggers Puls, gør
rolig. Og selve denne Groen derude meddeler én noget af Evighedens store
Taalmod, saa uendelig langsom er den.
De drager andre med sig; sælsomme Former og Farver vokser frem af Dybet
og smælter sammen i et mægtigt hvidt Bed - Havet blomstrer. Det
antager brudte Udlinier: Tinder, minaretagtige Taarne, Kupler; dirrer en Stund
vagt for Øjet, fjærnt, uvirkeligt - et Sølvslot med Kupler
af Guld, hævende sig op af det blaa Hav paa en blændende
Kridtbanke. Til den hvide Masse brister for Synet i utallige Flader, og Byen
breder sig ud som en Vandlilje paa det blaa Ocean, hvid, blændende,
vuggende paa Blade og Flige - med Katedralkuplen og de to slanke Spir som Krone
og Støvdragere mod den purpurmættede Luft. Og da er det lige seks
Timers Sejlads, siden vi opdagede de første svage Prikker, saa klar er
Luften.
Som man ankrer op i Bugten ved Cadiz og stirrer ind mod Byen, banker Blodet
højlydt i én. Disse fremmede Linier; dette vidunderlig hvide
isprængt med Foraarsgrønt nu ved December og saa rent, at
Øjet smærter; hele denne blændende Masse, der indfattes af
Havets dybe Indigo og Himlens lette Blanding af Purpur og Guld og Blaat, og som
selv spiller i Farver saa fine og let antydede under det snehvide
Overtræk, at man ikke vil kendes ved dem fra nogen anden By - det maa da
være Æventyret, som vi allerede som Børn smilede vantro ad:
det vidunderlige Æventyr født af Havet selv og løftet
jublende frem i Sol og Farver, i Guldglans og Blaat.
- - -
Selvsamme Aar som Metusalem faldt for Aldersgrænsen sejlede nogle unge
dristige Fønikere lidt forbi Verdens Ende, som den Gang befandt sig ved
Gibraltar, og anlagde Byen Cadiz. Den kom til at ligge paa en lille Ø,
der som en Langhals skød sig ud i Havet, forbundet til Spanien ved en
lang smal Sandstrimmel.
Cadiz blev snart til en efter hine Tiders Forhold betydelig Stabelstad; den
blev Mellemleddet for al søværts Handel mellem Orienten og England-Østersøen-
Nordfrankrig.
Guld, Rav, Purpur, Malm, kostbare Sten-og Træsorter: alle Oldtidens Skatte skyllede hen over Byen paa deres Vej
frem og tilbage. Den voksede deraf - i Rigdom og Skønhed og i en egen
kvindsk Magtbrynde, som fik den til at skænke sig hen til den
mægtigste efter Tur, til Kartago, til Rom. Cæsar befæstede
Byen og gjorde den til Krigshavn; efterhaanden blev den Midtpunkt for
Verdenshandelen, blev Havets Dronning. Civilisationens vandrende
Brændpunkt flakkede en Stund søgende over den, før det gled
videre til Còrdova og Sevilla.
Mavrerne kunde ikke faa noget ud af Byen, tæt omsluttet som den var af
dybt Vand. Den sank i Havet igen men dukkede atter frem et Aartusende efter,
med Udnyttelsen af den ny Verden. Cadiz blev atter Mellemled, denne Gang mellem
to Verdener, store Skibsbyggerier rejste sig og alle Jordens Bank-og Handelshuse havde Filialer her. Byen blev ved de store Handelsflaaders
Hjemkomst fra Amerika oversvømmet af Købmænd: russiske,
jødiske, hinduiske; Berbere, blonde Nordboere, snu Grækere,
kæmpestore Slavehandlere fra Vestafrika. Der var ogsaa marokkanske
Sørøvere imellem; de erkyndigede sig i Smug om, naar dette eller
hint Skib ventedes hjem med sin Ladning af Guld. Guldet klang igen i de
forskelligste Tungemaal, dets Glans brødes i alle Hudfarver.
Og der var Guld nok for den, der forstod at fange det ind! Alene det Guld og
Sølv, Cadiz i et enkelt Aar (1790) modtog fra Amerika, beløb sig
til en Værdi af 100 Mill. Kroner; og saa almindelig en Vare var Guldet i
Byen, at selv Hundene skal have vraget det som Lænke og foretrukket at
gaa løse. Kun Menneskene blev fremdeles trofaste mod det ædle
Metal.
Sit store Knæk som Oplagsplads for den gamle Verden fik Cadiz med
Dampskibsfartens Opsving for ca. 30 Aar siden. Ingen Beliggenhed for en Havn
kunde være bedre end denne: lige op ad Strædet med dets rivende
Strøm og stridige Vinde, som gjorde det til en stundom farlig og ofte
økonomisk tvivlsom Sag for Sejlskibene at fortsætte Rejsen ind til
Middelhavets vidtstrakte og rige Kyster.
Men Dampskibet er ikke som Sejlskibet bundet af, om dets Bestemmelsessted
ligger tæt ved de store Have med vidt Vand og regelmæssige Vinde;
det gaar mod Vinden og mod Strømmen, løber gennem
smalle Stræder og op ad Floder, losser lidt hist og lidt her,
sætter videst muligt hver Havn i direkte Forbindelse med den store Verden
-: undgaar Omladning, Mellemhandlere, Oplagspladser. Og dermed var Cadiz
egenlig færdig som Handelsby. Sin sidste Rest fik Byen, da Spanien i 1898
mistede sine Kolonier og den altsaa ophørte at være Ind-og Udskibningssted mellem disse og Moderlandet.
Byen er i de sidste 30 Aar gaaet ned fra 100,000 til ca. 65,000 Indb., der
lever af en stille Tyggen Drøv paa Minderne om fordums Storhed. Den har
ikke hyppigere Togforbindelse med Omverdenen end en jydsk Landstation paa 200
Indb.; der ankommer ét Posttog daglig, regelmæssig med en
Forsinkelse af to Timer. Madrids Morgenaviser er først i Cadiz
næste Dags Aften og kommer - hvor det drejer sig om Abonnement - som
Følge af Posttogets Forsinkelse sjælden Læserne i
Hænde før tredie Dags Morgen.
I Cadiz flyder Livet stille frem. Byen virker som et fint gammelt Smil
indfattet i hvide Lokker, som en hvid Kappe der nikker frem bag en gammeldags
Blomsterpotte; store Dele af den er at færdes i som de lukkede Villaveje
bag Frederiksberg, hvor afgaaede Præster og Lærere holder til - den
samme fredfyldte Tindren over Husene, den samme vegetative Ro i alle
Livsytringer. Her er ingen elektrisk Sporvogn til at kime og brumme og
gøre nervøs, intet Kor af galende Fabriksskorstene, ingen
rumlende Arbejdskærrer. Den Luftens evige Skælven, som kendetegner
den moderne By, Grundenes og Murenes uophørlige Vibreren, den opslidende
Hvepsetone fra Millioner klirrende Ting, Menneskekoget - alt dette findes ikke
i Cadiz, hvis enkelte Lyde høres langt ud som i en Landsby.
Gaditaneren sidder inden for fire Vægge og tror, at hans By er den
livligste i hele Andalusien, saa naturlig falder Stilheden ham. Kafeer og Torve
- disse Sydboens selvfølgelige Samlingssteder - staar tomme,
Promenaderne med deres henrivende Vegetation ligger ubenyttede hen. Kun hos
Almuen, som er sig selv lig overalt og under alle Forhold, rører der sig
det samme brogede Folkeliv som alle Vegne, gærer og mudrer det som alle
Vegne.
Til alle Sider afgrænses Cadiz af Havet, der som et Jærnbaand har
spændt Byen tæt sammen og hindret den i under Opgangsperiodernes
Tilstrømning at søge ud over sine Grænser. Lige op af
Vandet rejser den høje Bastion sig og gaar som en bugtet
Kæmpeslange om Byen; i dens Mave rumler Artilleriet, paa dens Ryg
løber den dejligste mennesketomme Promenade bred som en Landevej og
prydet med gamle Feltkanoner, der børstes med Kakkelovnssværte.
Der er vid, henrivende Udsigt over Bugten og Fastlandet til den ene Side, og
til den anden smaa Kik ned i snævre rene Gader, hvor Mændene staar
som draperede Forsteninger og Kvinderne skrider frem som langagtige
Bønnebøger, blege, sortklædte, alvorlige. Kun naar de
møder en Fremmed, kommer der Liv i dem; de stanser og slaar en
skraldende Latter op. Saa fjærnt er Byen nu fra den fordums Verdensstad,
i hvis Gader alle Folkeslag mødtes og købslog.
Saa stille som Cadiz er vel faa Byer, saa ren ingen. Med Undtagelse af
Almuekvarteret omkring Santa Elena, hvor lyskende Kvindegrupper, Skarndynger og
bulne, haar- og herreløse Hunde skaber et ægte sydlandsk Storstadsbillede, er
Byen saa pillet, næsten pyntelig, som en Gammeljomfrus Bur. Asfalten i de
snævre Smøger er ren som et Stuegulv, og Husene rejser sig hvide,
med grønne Skodder eller Glasverandaer, gennem alle Stokværk. Ren,
kølig, tyst, hyllet i Skygge - saadan ligger Byen dernede, med
Søjlegaarde hvor Springvandet plasker og Palmen, Nerien, Platanen staar
grønne Aaret rundt. Ofte er disse Søjlegaarde overdækket
med Glas og indrettet med Tæpper og Divaner til svale
Sommeropholdssteder.
Men egenlige Gaardspladser til Vask, Tøjtørring og lignende vil
man forgæves lede om i denne tætbyggede By, hvor hver Karré
er én eneste kompakt Husmasse. Til man en Dag kommer op i et af Byens
fem Tusend Smaataarne og ser ud over de flade Tage. Hvert Hus har sit flade Tag
med Brystværn omkring og et lille Taarn i det ene Hjørne som
Vindeltrappens Afslutning. Her er Gaardsplads, Vaskested, Tørreplads,
maaske lidt Have eller Værksted - en hel By, i skaanselsløs Sol og
skærende hvidt Lys. 5000 Tavl, lidt højere eller lavere men
sammenhængende - heroppe fra ligner det en stor, gennemskaaret Bikage,
der svømmer paa det klare Vand, pyntet med smaa Elfenbenstaarne, hvid
Vask og brændende røde Pelargonier. Man kunde vandre ud over det
hele, springe over de snævre Spalter, hvor Gaderne løber, og
vandre videre til den anden Kyst - om ikke den brændende Sol var og
gjorde et længere Ophold heroppe umuligt. Men om Aftenen er her
vidunderligt, naar Himlen flammer og Havet kommer fra alle Sider som
smæltet Guld for endnu engang at berige den hvide By.
* * *
En Sandstrimmel paa en Mils Længde og et Stenkasts Bredde
forbinder som en Navlestræng Byen med det faste Land. Til venstre slikker
Bugtens Vand sig dovent op over en glat Strand af blaaligt Klægsand; til
højre, uden for en Række smukke Klitter, vælter
Atlanterhavets Bølger sig frem som en gulgrøn Vælling af
Sand og Vand; de kæntrer i Havstokken og falder drønende ned paa
den hvide Kyst.
Inde mellem Klitterne ligger en Zigøjnerhytte, den er opført af
gamle Pjalter, Aloëblade og rustne Blikplader. En tiaars Knøs i bar
Skjorte kommer hen og tigger af os, han river med Neglene lange hvide Striber i
det sortbrune Skind over Lænden, hvor talrige Insektbid danner smaa
ophøjede Kratere med en rød Funke i Midten. Hvergang han vil
opgive os, anspores han af en gammel Kælling nede fra Landsbyen - i et
besynderlig skingrende Sprog.
Vejen vi gaar ad giver for en Gangs Skyld Ordsproget Ret og fører helt
til Rom. Den løber over Sevilla-Salamanca-Sydfrankrig
og er i hele sin Længde anlagt af Romerne. Dens tildels tilføgne
Murværk melder endnu om romersk Forsvarlighed.
Efterhaanden vider Sandtungen sig ud og bliver til en flad nøgen
Marskegn gennemtrukket med Kanaler, der tiltager i Talrighed og Brede, til de
udgør Størsteparten af Terrænet. Mellem Kanalerne er den
sorte Jord opæltet af mange Hove og Fødder til et eneste Traadd;
man følger dette som en Ariadnetraad og kommer dybere og dybere ind i
Labyrinten til magre Holme, hvor Kreaturer græsser mens her og der en
hvid Pyramide rejser sig. Ud til Siderne saa langt Øjet rækker
naar dette Land, der med Kanaler, Kvæg og de underlige Pyramider ligner
en sur Marsk, hvor et helt Nomadefolk er jaget ud og har opslaaet sine
Hundreder af Telte. Men set paa nærmere Hold minder Pyramiderne om
snavset Sne, og smager man paa dem, viser de sig at bestaa af Salt.
Denne tilsyneladende golde Egn er en af Spaniens store uudtømmelige
Rigdomskilder - Salthaverne ved San Fernando. Hele dette Virvar af
Kanalstumper, der dækker over flere Kvadratmil, er ved smaa Sluser
forbundet med de lange Hovedkanaler, der atter staar i Forbindelse med Havet,
saa at hver Dam kan fyldes, naar Højvandet sætter ind. Nu ved
Vintertid hviler Arbejdet og Saltdammene fylder og tømmer sig selv fire
Gange i Døgnet efter det skiftende Tidevand. Men ved Majtid, naar Solen
steger hedt og ingen Regn falder flere Maaneder i Træk, begynder
Salttilvirkningen; Havvandet lukkes inde og staar 4-5
Kvarter højt i Dammene. I Løbet af en halv Snes Dage fordamper
det helt og efterlader paa Dammens Bund et to Tommer tykt Lag Salt, der minder
om Eng-Is,
som Vandet delvis er sivet bort under.
Naar Krystalliseringen er fuldendt, skuffes Saltet i Kamme, læsses paa
Æsler og sættes i Pyramide ved de store Kanaler, hvorfra
fladbundede Pramme fører det ud til Skibene i Bugten. Arbejdet minder
slaaende Nordboen om Snekastningen paa en Skøjtebane og danner en
ejendommelig Modsætning til den tropiske Sol.
Saa snart Saltet er fjærnet, fyldes Kanalerne paa ny, og under normale
Forhold kan dette gentages 4-6
Gange i en Sommer. Men falder der Regn under Fordampningsprocessen, saa vil
Saltet ikke udskille sig og den Høst er ødelagt.
Den stærke Sol, Sommertørken og Havets Saltholdighed skaber her
saa gode Betingelser for Salttilvirkning som faa andre Steder. Men det er faa
af Salthaverne, der endnu benyttes; Resten af det uhyre udgravede Omraade
ligger hen som Tumleplads for Rejefiskere og Søfugle, kvalt under
Statens døde Haand.
Det undrer én ikke, at Saltet her paa Frembringelsesstedet koster
Forbrugerne fire Gange saa meget som hjemme i Danmark, fordi Staten skal have
12 Mill. Frank om Aaret i Skat af dette uundværlige Næringsmiddel;
man er vant til at se den forplumre enhver Rigdomskilde. Saa latterligt det
synes, er det her midt i Salthaverne en indbringende Forretning at stjæle
nogle Potter Salt; og for at hindre Salttyveri, holdes et kostbart Vagtsystem
paa Benene og Pyramidernes Overflade hærdes, saa der ofte maa anvendes
Dynamit for at faa Hul paa den.
Og Byen Cadiz skal jo ogsaa leve trods sin Hvidhed. Den byder ikke engang
Skibene en Havn, men søger at brandskatte dem paa enhver Vis, gennem
Afgifter og svimlende Priser paa Proviant. Fragterne fordyres derved, og
Skibene foretrækker at løbe ind i Middelhavet, til de ny opdukkede
Salthaver ved Sicilien og Nordafrikas Kyster.
Mens disse gror til og snart ikke kan forrente med tørt Brød
engang det Menneskeslid, der er nedlagt i deres Udgravning.
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek