Homer, Odysseen, 14. sang
| Index
| Sang -1
| Sang +1 |
1 Men ad den knudrede Stie gik strax Odysses fra Havnen
2 Gjennem den bakkede Skov til det Sted, hvor Pallas Athene
3 Havde ham sagt, at Hyrden, den herlige Mand, var at træffe,
4 Som af Odysses's Svende bevogtede troligst hans Fæmon.
5 Udenfor Hytten han fandt ham siddende; der var en Fægaard,
6 Bygt paa en vidtomskuende Plads med et kneisende Indhegn,
7 Smuk og stor, med en Vei omkring, og selv havde Hyrden
8 Reist den til Svinenes Flok, imens hans Herre var borte,
9 Uden at gamle Laertes og Dronningen fik det at vide,
10 Selv slæbt Stenene sammen, og trindt den beplantet med Hvidtorn.
11 Udenom Fægaardspladsen nedrammede Staver han rundtom
12 Tæt ved hinanden og stærke, af Egenes kløvede Kjerne;
13 Indenfor Hegnet til Leie for Svinene laved han Baase
14 Nær ved hinanden og tolv i alt; halvhundrede Stykker
15 Rodende Dyr han stænged i hver, dog Søer tilhobe,
16 Svinenes Yngel at fremme, men Ornerne bleve derude,
17 Dog langt færre de var, thi de prægtige Beileres Fraadsen
18 Mindskede svart deres Tal; Dag ud Dag ind maatte Hyrden
19 Sende den Galt, som var bedst istand i de mæskede Flokke;
20 End tilbage der var trehundred og tredsindstyve.
21 Fire forsvarlige Hunde der laae, saa glubske som Rovdyr,
22 Altid paa Vagt, dem Hyrden sig holdt, hiin Røgternes Formand.
23 Selv var han just i Lag med at passe sig Saaler til Foden,
24 Dem af en Koes velgarvede Hud han nys havde snittet.
25 Tre af hans Svende med Svinenes Flok drev om i det Grønne,
26 Og med en Galt havde selv han sendt den Fjerde til Staden
27 Til de fripostige Beilere hen, saa nødig han vilde,
28 At de ved Gilde med Suul deres Lyst kunde styre tilfulde.
29 Øie paa Konning Odysseus fik strax de gjøende Hunde,
30 Og med et Glam imod ham de foer, men Helten Odysseus
31 Satte betænksom sig ned, og sin Kjep af Haanden han tabte.
32 Nu var ham hændet forvist en smædelig Qval ved hans Fægaard,
33 Naar ikke Hyrden, som Læderet strax af Hænderne slængte,
34 Ud af Døren var styrtet paastand med hurtige Fødder;
35 Først han paa Hundene skjændte med buldrende Røst, og af Veien
36 Jog dem med Steen efter Steen, og talede derpaa til Drotten:
37 Gubbe! kun lidet der fattedes i, at paastand mine Hunde
38 Havde dig revet ihjel, for mig en evindelig Skændsel,
39 Og af Bekymring og Sorg gav Guderne nok mig foruden,
40 Thi for min guddomlignende Drot forgræmmet og sorgfuld
41 Sidder jeg her, og de glindsende Sviin til Fraadsen for Andre
42 Feder jeg trolig, mens selv han maaskee omvankende vide
43 Tigger sit daglige Brød i fremmede Byer og Lande,
44 Lever han ellers endnu, og skuer det skinnende Sollys.
45 Dog velan, du Gamle! lad ind i Hytten os træde!
46 At du med Mad og Viin kan qvæge dit Sind efter Attraae,
47 Og mig fortælle, hvorfra du est, og hvad Modgang du fristed.
48 Talt, og ind i sin Hytte den ærlige Hyrde ham førte,
49 Bød ham saa sætte sig ned paa en Bunke beløvede Qviste,
50 Hvorpaa han breded et Skind baade laadent og stort af en spættet
51 Gemse, som tjente ham selv til Seng, og glad blev Odysseus
52 Over saa venlig en Færd, tog Ordet, og taled saalunde:
53 Zeus og de øvrige Guder, min venlige Vært! dig forunde,
54 Hvad du dig ønsker somhelst, da saa mildt du tager imod mig!
55 Derpaa du gav ham til Svar, Eumaios, du Svinenes Hyrde:
56 Ei var det skjelligt af mig, at vise Foragt mod en Fremmed,
57 Selv mod en uslere Mand end dig; hver Fremmed og Fattig
58 Hører Kronion jo til; men tarvelig Gave maa glæde,
59 Hedder det her blandt os, og saadan hos Svendene gaaer det,
60 Altid i Angest de leve, naar Herrerne er af de unge.
61 Ak! thi Guder har længe den Mand forhindret fra Hjemfærd,
62 Som mig til Bedste forvist havde seet, og til Eie mig givet
63 Alt hvad en ædelig Herre vel pleier sin Svend at forære,
64 Eiendomshuus med Jorde dertil og en elskelig Hustrue,
65 Naar han har tjent ham troe, og en Gud har velsignet hans Arbeid,
66 Ret som det Arbeid velsignes, som her jeg stadig besørger.
67 Lønnet da havde min Herre mig vist, var han her bleven gammel,
68 Men han er borte; gid Helenas Æt maatte ryddes af Jorden
69 Ud den Qvinde har givet mangfoldige Mænd deres Helsot.
70 Ogsaa min Herre begav sig paa Togt til Ilions Marker,
71 Kong Agamemnon at hædre, og Troernes Folk at befeide.
72 Saa han taled, og lukked paastand sin Vams med en Livrem,
73 Gik saa til Svinenes Stier, hvor stærkt der vrimled af Grise,
74 Tog sig et Par af disse, og slagted dem begge til Maaltid,
75 Sved saa Flesket, og skar det itu, og stak det paa Bradspid.
76 Men da han saa havde stegt det, han frem for Odysses det satte,
77 Spruttende hedt paa Spiddet, thi Meel var drysset derover.
78 Derpaa han skjenkede Viin som Honning saa sød i et Trækruus,
79 Satte sig hen for sin Gjæst, og muntred ham saa ved sin Tale:
80 Spiis nu, fremmede Mand! saa godt det for Svendene vanker;
81 Grise vi faae; de mæskede Sviin selv Beilerne fraadse;
82 Hverken de tænke paa Gudernes Hevn, eller kjende til Medynk.
83 Voldelig Daad dog aldrig kan tækkes de salige Guder,
84 Nei! kun Fromhed og redelig Færd de hos Mennesket skatte.
85 Selv udædiske Mænd, som iland paa fremmede Kyster
86 Stige for Rov at begaae, dem Zeus tilsteder at plyndre,
87 Og som, naar Skuden er fuld, igjen sig skynde til Hjemmet,
88 Ja selv Saadanne grue dog svart for Gudernes Gjengjeld.
89 Dog disse Herrer maae vist, kanskee ved guddommeligt Sandsagn,
90 Hiins ynkværdige Død have spurgt, siden ei de for Alvor
91 Beile til Fruen, ei heller vil hjem sig forføie, men rolig
92 Øde hans Gods ved frækt Fylderie uden ringeste Skaansel,
93 Thi baade Nætter og Dage, saa mange som Zeus lader skabe,
94 Slagte de Qvæg, eet Høved dog ei forslaaer eller tvende,
95 Og ved umaadelig Sviir de tilbunds Viinfadene lense.
96 Ja han var mærkelig rig paa Fæmon; aldrig paa Fastlands
97 Muldede Marker har end nogen Drot havt Mage til Velstand,
98 Aldrig paa Ithaka selv; knap tyve bemidlede Herrer
99 Eie tilsammen saa meget; opregne jeg vil dig hans Rigdom.
100 Ovre paa Kysten der gaaer tolv talrige Hjorder af Hornqvæg,
101 Faar desuden og Sviin og Geder i lignende Mængde;
102 Deels af hyrede Svende og deels af hans egne de røgtes.
103 Her derimod paa afsides Vang i elleve Flokke
104 Græsse de strippende Geder, og dygtige Mænd dem bevogte;
105 Hver af disse maa daglig af Gedernes mæskede Flokke
106 Sende til Beilernes Bord den Buk, som er fedest og lækkrest;
107 Selv bevogter jeg Svinene her, og passer dem trolig,
108 Men jeg maa skikke dem daglig en Galt, og vælge den bedste.
109 Talt; men Odysses imens aad Sulet med Lyst, og af Vinen
110 Drak han begjærlig, men taus, thi han grubled paa Beilernes Ufærd;
111 Men da han saa havde spiist, og med Mad sit Sind havde gottet,
112 Rakte ham Hyrden det Kruus, hvoraf han pleied at drikke,
113 Fyldt med Viin paa en frisk; med Glæde han tog imod Kruset,
114 Og med bevingede Ord han talede til ham og sagde:
115 Hvem er den Mand, min Kjære! som dig for sit Gods haver kjøbt sig?
116 Hvem er den rige, den mægtige Mand, om hvem du fortæller,
117 At han forliste sit Liv, for Roes Agamemnon at vinde?
118 Nævn mig hans Navn! det hænde sig tør, at jeg kjender en Saadan;
119 Zeus alene jo veed, og de salige Guder tilhobe,
120 Om jeg kan melde dig, at jeg ham saae, thi vidt har jeg vandret.
121 Ham gjensvared Eumaios, Formanden for Svinenes Hyrder:
122 Vandrende Mand, min Gubbe! som kommer herhid og os Budskab
123 Bringer om ham, vil ei blive troet af hans Søn og hans Hustrue;
124 Det er saa tit Landstrygeres Skik, naar Hjelp de har nødig,
125 Rask at fare med Løgn, og ei sig til Sandheden holde.
126 Hver omflakkende Vandrer, som her os paa Ithaka gjæster,
127 Gaaer til min Frue paastand, og fortæller bedragerisk Opdigt;
128 Dog hun gjør ham tilgode, udfritter ham ivrig om Alting,
129 Og under Øinenes Laag fremstyrte den Jamrendes Taarer,
130 Som det sig egner en Viv, der sin Mand har mistet i Udland.
131 Du var vel heller ei seen til Æventyr sammen at smedde,
132 Graaskjæg! ifald man en Klædning dig bød, en Vams og en Kappe.
133 Dog allerede har Hunde ham vist og hurtige Fugle
134 Huden af Knoglerne flængt, og hans Sjel er fra Lemmerne fløiet,
135 Eller maaskee har i Havet ham Fiskene ædt, og paa Kysten
136 Ligge hans Been etsteds, begravede dybt under Sandet.
137 Saaledes vist af Dage han kom, og Kummer beredtes
138 Alle hans Kjære, men mig dog meest, thi saa naadig en Herre
139 Finder jeg aldrig igjen, hvorhen jeg mig vender i Verden,
140 Om jeg til Fader og Moder saa gik til min fædrene Hytte,
141 Hvor jeg engang blev fød, og hvor selv de mig fostred fra Barnsbeen;
142 Dem ikke heller jeg savner saa dybt, hvor stærkt jeg end længes
143 Efter at see dem igjen for mit Øie paa fædrene Jordbund,
144 Som efter ham jeg længes, min mistede Konning Odysseus.
145 Knap, du fremmede Mand! hans Navn jeg drister at nævne,
146 Selv naar han ei er tilstede, thi han mig elsked med Ømhed,
147 Altid den naadige Herre jeg kalder ham, skjøndt han er borte.
148 Ham gjensvared Odysses, den kjæktudholdende Konning:
149 Siden du nægter det plat, min Ven! og siger, at aldrig
150 Hjem han kommer igjen, og din Sjel bestandig er vantroe,
151 Saa vil jeg ikke fortælle det blot, men med Eed det bekræfte,
152 Hjem Odysses vil komme! dog Løn for glædeligt Budskab
153 Strax du mig skjenke, naar hjem til sit Huus igjen han er kommen,
154 Og i en statelig Dragt, baade Kjortel og Kappe mig klæde!
155 Før vil, uagtet min Nød, jeg ikke det bitteste tage;
156 Thi som Hades's Borg den Mand vederstyggelig er mig,
157 Som af sin Fattigdom fristet fortæller bedragerisk Opdigt.
158 Zeus, den øverste Gud, Odysses's Arne, til hvilken
159 Her jeg kom, og dit gjæstende Bord skal være mig Vidner,
160 Alt fuldkommet skal vorde saaledes som her jeg forkynder:
161 Hjem Odysses skal komme, endnu før Aaret er omme;
162 Just som Maaneden slutter sit Løb, og den næste begynder,
163 Kommer han hjem igjen til sit Huus, og som Hevner han tugter
164 Alle, som her fornærmed hans straalende Søn og hans Hustrue.
165 Derpaa du gav ham til Svar, Eumaios! du Svinenes Hyrde!
166 Aldrig skal jeg dig give den Løn for glædeligt Budskab,
167 Gamle saalidt som igjen til sit Hjem Odysses vil komme.
168 Drik nu din Viin i Roe, og lad om Andet os snakke!
169 Mind ei meer mig om dette, thi dybt i Barmen mit Hjerte
170 Pines af Sorg, naar man taler til mig om min naadige Herre.
171 Eden vi spare vel bedst; men gid Odysseus maa komme,
172 Som vi det ønske saa høit, baade jeg og Penelopeia,
173 Gamle Laertes og ung Telemachos, Gudernes Lige.
174 Dog for Odysses's Søn, for Telemachos græmmes jeg bittert.
175 Guderne trives ham lod som en friskopskydende Ympe,
176 Og som en Mand jeg ham haabed at see, der i Intet tilbage
177 Stod for den elskede Fader, et Under af Skabning og Aasyn.
178 Dog en udødelig Gud hans sunde Forstand har forvirret,
179 Eller et Menneskens Barn, thi han drog til det hellige Pylos,
180 Nyt om sin Fader at spørge, og nu de Beilere stolte
181 Lure ham op, naar han kommer igjen, at forgjettet og navnløs
182 Helten Arkeisios' Æt kan her paa Ithaka uddøe.
183 Dog, om ham ei tale vi meer, hvad enten han fanges,
184 Eller han frelses, og Zeus sin Haand over Ynglingen holder!
185 Gamle! fortæl mig nu lidt om hvad selv du fristed og udstod!
186 Ogsaa du dette mig sige forsand, at jeg faaer det at vide,
187 Hvem est du, af hvad Folk, fra hvad Land, og af hvilke Forældre?
188 Hvad for et Skib har ført dig herhid? hvorledes har Søfolk
189 Bragt dig til Ithakas Øe? og for hvem udgive sig disse?
190 Thi du est ei kommen vandrende hid paa din Fod, kan jeg tænke.
191 Ham gjensvared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
192 Dette jeg sige dig vil, og tale den skæreste Sandhed;
193 Havde vi To baade Mad og Viin i klækkeligt Forraad
194 For en langsommelig Tid, og vi her i Mag i din Hyttte
195 Kunde fortære vor Kost, mens Andre besørged vor Gjerning,
196 Hændes det kunde da visselig let, at et Aar vilde medgaae,
197 Inden til Ende jeg kom med al den Qval at fortælle,
198 Som i mit Liv udstanden jeg har efter Gudernes Villie.
199 Ned fra Kreta jeg stammer, en Øe, som strækker sig vide.
200 Jeg er en rig Mands Barn, og en Flok af Sønner foruden
201 Fødtes min Fader, og fostredes op i hans Huus; de var Alle
202 Børn af hans ægtede Viv, men Moder til mig var en Frille,
203 Kjøbt af min Fader, dog ligesaa høit som de Ægte mig Kastor
204 Elskede, Hylakos' Søn, hvem stolt jeg nævner som Fader.
205 Han var af Kreternes Folk som en Gud høiagtet i Landet
206 Baade for Rigdom og Magt, og som Fader til deilige Sønner.
207 Men da saa Dødsgudinderne kom, og hented min Fader
208 Ned til Hades's Hjem, da skifted hans ivrige Sønner
209 Alt det Gods, han besad, og kastede Lod med hverandre;
210 Mig kun lidet de gav, dog lod et Huus de mig arve.
211 Snart jeg fæsted til Viv en Datter af rige Forældre,
212 Hvem ved min Gjævhed jeg vandt, thi hverken var dum jeg af Hoved,
213 Eller en Kryster i Kamp, men forlængst er dette forsvundet;
214 Dog naar Stubben du seer, kan vist om Axet du dømme,
215 Skulde jeg troe, thi nu er jeg ned i Uselhed sunken.
216 Ares og Pallas Athene mig drabelig Kraft havde skjenket
217 Og et urokkeligt Mod; saa tit jeg til lønlige Streiftog
218 Kaared de dygtigste Mænd, og truede Fienden med Ufærd.
219 Aldrig da blev min mandige Sjel anfægtet af Dødsfrygt,
220 Forrest i Skaren jeg styrtede frem, og fældte med Landsen
221 Hvem der i Fiendernes Hær ei rask som jeg kunde løbe.
222 Saadan i Kampen jeg var, men Markarbeide jeg leed ei,
223 Eller det huuslige Liv, som sysler med Børnenes Optugt.
224 Nei! min bestandige Fryd var aareforsynede Skibe,
225 Krigerisk Færd, velskærpede Spyd, og Buer med Pile,
226 Disse forfærdende Ting, som ellers er Menneskens Rædsel;
227 Mig de hued, den Lyst i mit Sind en Gud havde nedlagt,
228 Een sig jo fryder ved dette, ved hiint sig fornøier en Anden.
229 Inden Achaiernes Sønner paa Tog begav sig til Troia,
230 Havde jeg alt ni Gange som Drot for Kæmper og Skibe
231 Feidet mod fremmede Folk, og vundet betydeligt Bytte.
232 Deraf jeg tog hvad der hued mig bedst, og Meget ved Lodkast
233 Siden jeg fik; ret snart i mit Huus opblomstrede Velstand,
234 Og efterhaanden i Kreternes Folk blev jeg mægtig og anseet.
235 Men da saa Lyneren Zeus havde hiint usalige Krigstog
236 Fast besluttet, som gav mangfoldige Mænd deres Helsot,
237 Da paalagde man mig og Idomeneus, Drotten den bolde,
238 Flaaden at føre til Ilios hen, og ikke var Vægring
239 Mulig, jeg maatte jo frygte for Folks nærgaaende Paasagn.
240 Aaringer ni vi krigede der, vi Mænd af Achaia,
241 Men i det tiende Aar, da vi Priamos' Stad havde hærget,
242 Drog vi med Skibene hjem, og en Gud Achaierne splitted.
243 Dog den vise Kronion beskæred mig Trængsler, jeg Arme.
244 Kuns en Maaned jeg blev i mit Huus, og glæded mit Hjerte
245 Ved mine Børn, min elskede Viv og de Skatte, jeg eied;
246 Snart tilsøes min Længsel mig drev til et Tog til Aigyptos,
247 Skibe jeg rusted med Gutter ombord, gudlignende Knøse,
248 Ni Fartøier jeg rusted, og snart jeg sanked mig Mandskab.
249 Først mine dygtige Folk sex Dage ved lystige Gilder
250 Levede høit, thi Qvæg i Mængde jeg gav dem at slagte
251 Deels til Gudernes Offring, og deels til egen Fortæring;
252 Men paa den syvende gik vi ombord, og seiled fra Kreta
253 Bort for en flink raskkulende Bør, som blæste fra Norden;
254 Let vi løb, som gjennem en Flod, ei leed noget Fartøi
255 Ringeste Meen, i bedste Behold og karske tilhobe
256 Sad vi paa Toft, og lod Vind og Styrmænd raade for Kaasen.
257 Alt til den skyllende Flod Aigyptos vi kom paa den femte
258 Dag; der lagde jeg qvær mine aareforsynede Skibe;
259 Strax befoel jeg den øvrige Deel af mit trofaste Følge,
260 Nede ved Flaaden at tøve, og Vagt ved Skibene holde,
261 Men nogle Speidere skikked jeg ud paa de høieste Bakker.
262 Dog af Kaadhed forførte, og følgende Lysten til Voldsdaad,
263 Hærged de strax det Aigyptiske Folks velsignede Marker,
264 Røvede Qvinderne bort med uskyldige Børn, og ihielslog
265 Mændene selv; dog rygtedes snart den Jammer til Staden,
266 Og da de Skriget fornam, de drog ved det tidligste Daggrye
267 Ud; da vrimlede Marken af Mænd tilfods og paa Stridskarm,
268 Og af den lynende Malm; paastand den Tordner Kronion
269 Slog mine Mænd med ynkelig Skræk, og at træde til Modværn
270 Ei en Eneste dristed; Fordærvelsen trued dem rundtom.
271 Nogle de myrded paastand af mit Folk med hvæsssede Landser,
272 Andre de fanged, og slæbte dem bort at slide som Trælle.
273 Men i det samme mig Zeus indskjød i Sindet en Tanke,
274 - Gid jeg dog heller var død, og strax havde endt mine Dage
275 Hist i Aigypternes Land, thi der vented mig Kummer i Fremtid! -
276 Flux af mit Hoved jeg tog min smuktforarbeidede Stridshjelm,
277 Kasted af Skulder mit Skjold, og slap af Haanden min Spydstang,
278 Løb saa hen imod Konningens Vogn, og kyssed og favned
279 Bønlig hans Knæe, og han frelste mit Liv, barmhjertig imod mig,
280 Løfted mig op paa sin Karm, og førte mig grædende med sig
281 Hjem, mens den stimlende Hob foer idelig mod mig med Askspær,
282 Gridsk paa at slaae mig ihjel, thi svært var Folket forbittret.
283 Men deres Konge mig frelste, han grued for Hevn fra Kronion,
284 Gjæstebeskjermeren Zeus, som fortørnes saa svart over Udaad.
285 Der forblev jeg i Aaringer syv, og sanked mig Rigdom
286 Hos det Aigyptiske Folk, thi Foræringer fik jeg af Alle.
287 Men da det ottende Aar saa langt om længe var kommet,
288 Landede der en Phoinikier just, som ret var en udlært
289 Skjelm, og som alt mangfoldig Fortræd havde stiftet i Verden.
290 Han ved sin List mig forlokked, og førte mig med paa sit Fartøi
291 Til det Phoinikiske Land, hvor han havde sit Huus og sin Eie.
292 Nu maatte der hos ham jeg et Aar igjennem forblive,
293 Men da et Aar var forbi, og Aarsens Tider var omme,
294 Maaned paa Maaned forløben, og Dagenes Tal var tilende,
295 Tog han mig med paa et Skib, som skulde til Libyen seile,
296 Bildende lumsk mig ind, at min Hjelp han ved Ladningen ønsked;
297 Sælge han vilde mig der, og betydelig Vinding sig tjene;
298 Dog jeg var nødt til at følge, hvorvel jeg ahnede Uraad.
299 Skibet paa Bølgerne løb for en flink raskkulende Nordvind
300 Lige til Høiden af Kreta, dog Zeus tiltænkte dem Ufærd.
301 Men da vi Kysten af Kreta var komne forbi, var der ikke
302 Land at øine forresten, vi saae kun Himlen og Havet.
303 Over vort bugede Skib snart Zeus udbreded en blaalig
304 Skye saa mørk, at Søen omkring os stod i en Taage.
305 Midlertid tordnede Zeus, og slynged sit Lyn mod vor Snekke,
306 Svart i Skroget det dirred ved hvert af de knittrende Lynslag,
307 Trindt stank Skibet af Svovl, og Mændene faldt over Borde;
308 Ligesom svømmende Krager en Stund de gynged paa Bølgen
309 Rundt om det tjærede Skib, en Gud berøved dem Hjemfærd.
310 Mig, hvormeget jeg end var forpiint af Sorger i Sindet,
311 Gav Kronion dog selv det mørkblaastavnede Fartøis
312 Vældige Mast i Favn, at fra Døden jeg end skulde frelses;
313 Klyngende fast mig til denne, jeg drev for de fnysende Vinde,
314 Ni samfældige Dage jeg drev, men tiende Aften
315 Kasted den rullende Søe mig iland paa Thesprotiens Kyster,
316 Og den Thesprotiske Drot, den ædelig Pheidon, mig gjæstmild
317 Hused og pleied; hans elskede Søn var den Første, som traf mig
318 Ganske forkommen af Kuld og Slid, og hjem han mig førte
319 Støttende venlig min Arm, til Faderens Vaaning vi naaede,
320 Hvor han med Klæder forsyned mig strax, med Kjortel og Kappe.
321 Der om Odysses jeg Tidende fik, thi Kongen fortalte,
322 At han hos ham havde boet som Gjæst paa sin Reise til Hjemmet;
323 Ja! han mig viste det Gods, som Odysses paa Tog havde samlet,
324 Kobber saavelsom Guld og Jern heel kunstigen smeddet;
325 Vist for hans Ætlinger ned i tiende Led var der Rigdom
326 Nok, saa talrige Skatte der gjemtes i Kongepaladset.
327 Selv var han reist til Dodona, fortalte han, hisset fra Gudens
328 Stoltbeløvede Eeg et Raad fra Zeus sig at hente,
329 Hvordan han bedst efter lang Fraværelse hjem skulde drage
330 Atter til Ithakas Øe, om enten i Lys eller Løndom.
331 Ogsaa ved Offring af Viin mig Konningen svor i sin Høisal,
332 At der var halet i Søen et Skib, og at Mandskab var rede,
333 Som til det elskede Fædreneland ham hjem skulde bringe.
334 Mig dog først han skikkede bort; et Skib skulde dengang
335 Just fra Thesprotien gaae til Dulichions kornrige Øland.
336 Strengt han befoel sine Mænd, at de did til Konning Akastos
337 Skulde mig bringe; men Folket ombord et skammeligt Anslag
338 Fatted imod mig, at dybt jeg i Uselhed ned skulde synke.
339 Da nu det havbefarende Skib var ude paa Dybet,
340 Satte de strax deres Id iværk, mig at gjøre til Slave;
341 Først af Krop de mig Klæderne trak, baade Kjortlen og Kappen,
342 Derpaa de kasted omkring mig en uselig Pjalt og en Kjortel,
343 Lasede begge, saadan som du selv her seer dem for Øie.
344 Men da mod Aften de kom til det bakkede Ithakas Marker,
345 Basted de mig paastand med et Reeb, som var snoet forsvarlig,
346 Fast paa det toftforsynede Skib; saa stege de hurtig
347 Selv iland paa den sandede Kyst, og holdt deres Nadver.
348 Dog de salige Guder mig selv af Baandene løste
349 Uden Besvær; i Pjalterne flux jeg hylled mit Hoved,
350 Klattred saa ned af det glattede Roer, mit Bryst over Bølgen
351 Strakte jeg ud, og svam afsted med roende Hænder;
352 Snart jeg op af Bølgerne slap et Stykke forbi dem,
353 Steg iland, hvor jeg saae en tyk friskblomstrende Kratskov,
354 Krøb derind, og forputted mig der; Skibsfolkene rundtom
355 Streifed med fnysende Suk, men ei de for raadeligt holdt det,
356 Længer paa Speiden at gaae, om vendte de snart og bestege
357 Atter det bugede Skib, men Guderne selv uden Møie
358 Tog mig i Gjem, og førte mig hen til en Hytte, hvis Eier
359 Baade var brav og forstandig; endnu gav Skjebnen mig Livsfrist.
360 Derpaa du gav ham til Svar, Eumaios! du Svinenes Hyrde:
361 Fremmede Mand! du Stakkel! forsand du rørte mit Hjerte
362 Ved at fortælle mig alt hvad du leed, og hvordan du har flakket;
363 Men hvad du har om Odysses fortalt er knap i sin Orden;
364 Mig faaer du ei til at troe det; hvi vil dog en Gubbe, som du est,
365 Løgn opdigte saa frækt? om min Herres forønskede Hjemfærd
366 Veed jeg tilfulde Besked, hvordan han af samtlige Guder
367 Svart er forhadt, og ei blandt Troerne gav de ham Døden,
368 Eller i Vennernes Arme, da Krigen han alt havde udstridt;
369 Alt Achaiernes Folk havde da ham tuet en Gravhøi,
370 Og et berømmeligt Navn han sin Søn havde levnet i Fremtid,
371 Nu Harpyerne veired ham bort, og røved hans Hæder.
372 Selv jeg eenlig med Svinene boer, og i Byen jeg aldrig
373 Sætter min Fod, naar ei den forstandige Penelopeia
374 Kalder til Byen mig ind, naar en Reisende kommer med Budskab.
375 Alle da leire sig trindt, og om Alt de fritte ham nøie,
376 Enten de græmmes i Sind, at vor Drot bliver borte saa længe,
377 Eller de fryde sig høit, at de frit kan æde hans Velstand.
378 Jeg er dog hjertelig kjed af al den Spørgen og Fritten,
379 Siden den Tid en Aitoler med falskelig Snak mig bedaared.
380 Han havde myrdet en Mand, og flakkende vidt om i Verden
381 Hid til min Hytte han kom, og hjertelig tog jeg imod ham.
382 Han havde selv, som det hedd', hos Idomeneus seet ham paa Kreta,
383 Hvor sine Skibe han bøded, dem Stormene havde forknust ham;
384 Komme han skulde saa vist til Sommeren eller til Høsten
385 Hjem med umaadeligt Gods, og med ham de herlige Svende.
386 Derfor, usalige Gubbe! da hid du blev ført af en Guddom,
387 Smidsk ei for mig med Løgn, og spar din bedaarende Tale!
388 Ei for Sligt jeg ærer dig meer, og beværter dig bedre,
389 Nei! men jeg ynker din Nød, og Zeus er Gjæstebeskjermer.
390 Ham gjensvared Odysseus, den sindrige Konning, og sagde:
391 Det maa jeg sige forsand, din Sjel er urimelig vantroe,
392 Siden ei Eed engang bevæge dig kan til at troe mig.
393 Vel! med hinanden en Pagt oprette vi vil, og til Vidner
394 Guderne tage deroppe, som boe paa høien Olympos:
395 Kommer din Herre tilbage saasandt til denne din Vaaning,
396 Da est du pligtig en Klædning at give mig, Kjortel og Kappe,
397 Og til Dulichion sende mig bort, hvorhen jeg mig ønsker;
398 Kommer han derimod ikke, som jeg forsikkrer og paastaaer,
399 Lad dine Trælle saa styrte mig ned fra den høieste Klippe,
400 Da ville Stodderne nok for Løgn sig vogte herefter.
401 Derpaa til Svar Eumaios ham gav, den ærlige Hyrde:
402 Fremmede Mand! et priseligt Lov og Rygte tilvisse
403 Vandt jeg mig da blandt Menneskens Børn baade strax og i Tiden,
404 Om til min Hytte jeg førte dig først, og der dig beværted,
405 Slog dig derefter ihjel, og berøved dig Livet det kjære;
406 Freidig tilmode forsand til Zeus jeg kunde da bede!
407 Dog det lakker ad Nadveretid, gid snart mine Svende
408 Var her, at lave vi kan i Hytten et qvægende Maaltid.
409 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
410 Snart kom Røgterne hjem med Svinenes Flokke fra Marken,
411 Og i de vanlige Stier de stænged dem ind for at sove,
412 Men en forfærdelig Grynten der lød, da de dreves i Stalden.
413 Derpaa den ærlige Hyrde gav Svendene denne Befaling:
414 Henter den fedeste Galt! for en Gjæst fra fremmede Lande
415 Slagtes den skal, og os selv vil vi gjøre tilgode, vi Stakler,
416 Vi som saa suurt hvidtandede Sviin alt længe har røgtet,
417 Medens at Andre for Intet opfraadse vort trælsomme Arbeid.
418 Talt; strax Brændsel han kløvede selv med den grusomme Øxe;
419 Svendene hented en Galt paastand, femaarig og smælfeed,
420 Denne ved Arnen de stillede frem, og ikke forglemte
421 Hyrden de salige Guder, thi from han var i sit Hjerte.
422 Offeret vied han først, og i Luerne Børster af Galtens
423 Hoved han kasted, saa bad han en Bøn til samtlige Guder,
424 At til sit Hjem Odysses, hans kløgtige Drot, maatte komme,
425 Løfted en Knippel af Eeg, som laae ukløvet, og gav saa
426 Galten et Drag saa den faldt; flux Svendene stak den og sved den,
427 Og i en Fart var den skilt; men Eumaios af alle dens Lemmer
428 Snittede Skiver til Offring, beviklede tykt dem med Ister,
429 Dryssede Meel derover, og kasted paa Ilden dem forlods.
430 Alt det Øvrige skare de smaat, og stak det paa Bradspid,
431 Risted det derpaa forsigtig, og tog alt Kjødet af Spiddet,
432 Lagde saa Braden paa Brikkerne ned; da reiste sig Hyrden,
433 Selv at stykke det ud, thi redelig var han af Hjerte.
434 Ligelig skifted han Alt i syv forskjellige Dele,
435 Een til de hellige Nympher og Hermes, Sønnen af Maia,
436 Stilled han hen under Bøn, og for Mændene satte han Resten,
437 Men, for Odysses at hædre, han heel og holden ham Ryggen
438 Gav af den mæskede Galt, og frydede høilig sin Herre.
439 Strax den sindrige Drot tog Ordet, og talte saalunde:
440 Gid du Fader Kronion maa vorde saa kjær, som du mig est,
441 Siden du hædrer en Mand som mig, og gjør mig tilgode!
442 Derpaa du gav ham til Svar, Eumaios! du Svinenes Hyrde:
443 Spiis, du fremmede Stakkel! og fryd dit Hjerte ved Maden,
444 Som den dig bydes! Et giver os Zeus, et Andet han nægter,
445 Som det behager hans Sind, thi Magt han haver til Alting,
446 Talt, og Stykker af Braden han først til Guderne offred,
447 Stænked saa blussende Viin; og den Stadomstyrter Odysseus
448 Rakte han Bægret i Haand; ved sin Mad han alt havde sat sig.
449 Brød omdeelte nu Svenden Mesaulios, hvem sig Eumaios
450 Selv engang havde kjøbt, imens hans Herre var borte,
451 Uden at gamle Laertes og Dronningen fik det at vide;
452 Selv han for Gods, som han eied, af Taphiske Mænd havde kjøbt ham.
453 Alle nu langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked,
454 Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
455 Tog Mesaulios Brødet af Bord, og hurtig de Andre,
456 Mættede vel med Brød og Suul, tilsengs sig forføied.
457 Det var en gruelig Nat, Maanlyset var slukt, og bestandig
458 Regnede Zeus, mens det stormed fra Vest under øsende Vande.
459 Ordet Odysses da tog, for Eumaios at sætte paa Prøve,
460 Om han sin Kappe ham gav, naar han klædte sig af, eller kræved
461 En af Svendenes Kapper, trods al hans Omhu forresten:
462 Hør engang, Eumaios! og samtlige Hyrder tilhobe!
463 Tale jeg maa et braskende Ord, mig driver den lumske
464 Viin, som den Kloge jo selv til støiende Sang kan forlede,
465 Eller ham friste til kjelent at lee eller lystig at dandse,
466 Ja som et Ord aflokker ham let, der bedre var usagt.
467 Dog da jeg Munden har faaet paa Gang, vil jeg Intet fordølge.
468 Gid jeg var ung endnu, og min Kraft urokket som fordum,
469 Dengang i Troia vi drog med en Flok af Kæmper til Baghold!
470 Høvding var Helten Odysseus og Atreus's Søn Menelaos,
471 Og jeg var selv den tredie Drot, da de saa det forlangte.
472 Men da vi nærmed os Byen og kom til de kneisende Mure,
473 Leired vi os i et Krat ved en Sump, som med Siv var bevoxet
474 Tæt ved Staden, og der vi forstak os bag vore Vaaben.
475 Frem nu vælded en gruelig Nat, fra Norden en iiskold
476 Blæst foer løs, tykt fygede Snee fra oven som Riimfrost,
477 Bidende kold, og Skorper af Iis vore Skjolde beklædte.
478 Alle de øvrige Mænd, som i Kapper og Kjortler var svøbte
479 Sov ret trygt, og Skjoldet om Skuldrene luned mod Veiret;
480 Jeg derimod havde været saa dum at glemme min Kappe
481 Hjemme hos Folket, ei havde jeg drømt om saadan en Kulde,
482 Ud var jeg dragen alene med Skjold og en prunkende Livgjord.
483 Hen ved den tredie Deel af Natten, da Stjernerne daled,
484 Gav jeg Odysses, som nærmest mig laae, et Puf med min Albue,
485 Strax var han qvik, og hørte mit Ord, og jeg talede til ham:
486 Ætling af Zeus! Laertes's Søn, Odysses du Snilde!
487 Ei ret længe jeg lever, jeg fryser ihjel med det Første,
488 Ei nogen Kappe jeg har, mig daared en Gud til at drage
489 Hid i min Kjortel alene, og nu jeg veed ingen Udvei.
490 Saa jeg taled, og strax i sit Sind han fatted et Anslag,
491 Thi han var altid en Mand, der var rede til Raad som til Kampfærd;
492 Derpaa med sagtelig Røst han hviskede til mig og sagde:
493 Tys! tie stille! lad ei af Achaierne Nogen dig høre!
494 Talt; paa sin bøiede Arm han Hovedet hæved, og raabte:
495 Hører mig, Venner! den hellige Drøm kom til mig i Søvne.
496 Altfor langt vi fra Skibene gik; blot En af vort Mandskab
497 Hen vilde gaae for at sige til Atreus's Søn Agamemnon,
498 At han fra Skibene strax maa Folk til Forstærkning os skikke!
499 Knap havde dette han sagt, før Thoas, en Søn af Andraimon,
500 Sprang fra sit Leie paastand, og kasted sin Skarlagens Kappe.
501 Flux han til Skibene løb, men jeg i hans Kappe mig svøbte
502 Glad, og slumrede trygt, til Dagningen straaled paa Guldstol.
503 O! var jeg ung endnu, og min Kraft urokket som dengang,
504 Sikkert da gav en Hyrde mig her i Hytten sin Kappe,
505 Deels af Agt for en Helt, og deels for at vise mig Venskab;
506 Nu foragte de mig for de daarlige Klæder jeg bærer.
507 Derpaa du gav ham til Svar, Eumaios! du Svinenes Hyrde:
508 Det var et kosteligt Sagn, du der fortalte, du Gamle!
509 Ei har et Ord du talt, som var spildt eller ikke sig sømmed,
510 Derfor ei heller paa Klæder det mangle dig skal eller Andet,
511 Hvad der en fremmed ulykkelig Mand bør gives med Føie,
512 Dog for idag kun, imorgen i Pjalterne maa du dig svøbe,
513 Thi vore Kapper er bitterlig faa, og Kjortler til Skifte
514 Have vi ei, hver Mand har een og ingen tilovers;
515 Men naar tilbage han kommer, den elskede Søn af Odysseus,
516 Da vil han selv en Klædning forære dig, Kjortel og Kappe,
517 Og han vil skaffe dig hen, hvorhelst dit Hjerte begjærer.
518 Talende saa han reiste sig brat, og nærmest ved Arnen
519 Redte han Seng til sin Gjæst med Skind af Faar og af Geder;
520 Der Odysses sig lagde; da kastede Hyrden en Kappe
521 Over ham, stor og tyk, som han havde ved Haanden til Skifte,
522 At kunne hylle sig i, naar der reiste sig frygteligt Uveir.
523 Der Odysses til Hvile nu gik, og alle de unge
524 Karle sig leired omkring ham, men ei det lysted Eumaios
525 Der i Hytten at sove, saa langt fra Svinene borte;
526 Ud han gik, men bevæbned sig først, og Odysses med Glæde
527 Saae, hvor trolig han vogted hans Qvæg, imens han var borte.
528 Først sit skærpede Sværd om de kraftige Skuldre han hængte,
529 Derpaa han axled en Kappe, heel tyk og luun imod Blæsten,
530 Tog desuden et Skind af en stor og trivelig Vædder,
531 Og med et stingende Spyd til Værn mod Mænd eller Hunde
532 Vandred til Hvile han did, hvor hans Flok hvidtandede Orner
533 Sov under Klippernes Huler i Læe for den bidende Nordvind.
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek