Homer, Odysseen, 7. sang
| Index
| Sang -1
| Sang +1 |
1 Saaledes bad Odysseus, den kjæktudholdende Konning,
2 Medens de kraftige Muler hjemagede Pigen til Staden.
3 Men da Nausikaa kom til Faderens prægtige Vaaning,
4 Holdt hun stille ved Porten; ud stimlede flux hendes Brødre,
5 Knøse saa fagre som Guder; Muulæslerne først de fra Vognen
6 Spændte, saa ind i Paladset de bar de vaskede Klæder,
7 Selv gik Jomfruen ind i sit Buur, og strax hendes Terne
8 Tændte paa Stegerset Ild, den bedagede Eurymedusa;
9 Fordum var did fra Apeira hun ført paa toftede Skibe;
10 Da blev hun kaaret til Skjenk for Alkinoos, thi han behersked
11 Hele Phaiakernes Land, og Folket ham lød som en Guddom;
12 Selv i Paladset hun havde den væne Nausikaa fostret;
13 Nu antændte hun Ild, og beredede Maden derinde.
14 Rask til Staden Odysses nu gik, og Pallas Athene
15 Hylled i Taage ham tæt, af øm Bekymring for Manden,
16 At af Phaiakernes dristige Folk ei Nogen paa Veien
17 Skulde ham haane med Ord, eller spørge, hvorfra han var kommen.
18 Just som han ind i den yndige Stad sig vilde begive,
19 Treen ham Gudinden imøde, den lysblaaøiede Pallas,
20 Ganske hun ligned en Møe, som gaaer med sin Krukke til Kilde;
21 Staaende blev hun foran ham, da spurgte den Konning Odysseus:
22 Barn! kan ei du vise mig hen til Alkinoos' Vaaning,
23 Han, der raader som Drot over Folkene her udi Landet?
24 Thi jeg er kommen herhid som en stakkels ulykkelig Fremmed
25 Fjernt fra et langtbortliggende Land, og derfor jeg kjender
26 Ingen af alle de Mænd, som boe her i Staden og Landet.
27 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
28 Fremmede Fader! ret gjerne det Huus, hvorom du mig spørger,
29 Vil jeg dig vise, da nær ved min hædrede Faders det ligger.
30 Gak blot rolig og taus, imens jeg viser dig Veien,
31 See ei paa Nogen vi møde, og tael ikke heller til Nogen,
32 Thi man er her mod fremmede Folk ei venligen sindet,
33 Heller ei gjæster man mildt den Mand, som kommer fra Udland.
34 Folkene her befare det svælgende Dyb i Fortrøstning
35 Til deres hurtige Skibe, thi sligt Jordrysteren gav dem.
36 Og deres Snekker er rappe som Vinger og Menneskens Tanker.
37 Saaledes taled Athene; med ilende Fjed hun foran ham
38 Vandred paa Veien afsted, og Gudinden i Sporet han fulgte.
39 Ei blev Nogen ham vaer af de søeberømte Phaiaker,
40 Da gjennem Byen forbi dem han gik, thi den haarfagre barske
41 Pallas Athene tilstedte det ei, en usigelig Taage
42 Trindt om Manden hun gjød, thi hun elsked ham høit i sit Hjerte.
43 Svart beundred Odysseus de prægtige Snekker og Havnen,
44 Torvet, hvor Heltene mødte til Thing, og de kneisende lange
45 Mure, med Pæle forskandsede trindt, et Under at skue.
46 Men da de saa vare komne til Konningens prægtige Hofgaard,
47 Først til Orde da tog den lysblaaøiede Pallas:
48 Fremmede Fader! her ligger det Huus, du bad mig dig vise.
49 Træffe du vil derinde de gudopfostrede Drotter
50 Siddende glade ved Gilde, thi træd derind og for Alting
51 Vær ikke ræd og forknyt; den modige Mand har jo Lykken
52 Med sig i al sin Færd, om han end er kommen fra Udland.
53 Dronningen fremmest og først opsøge du skal i Paladset,
54 Hende man kalder Arete ved Navn, og fra samme Forældre
55 Stammer hun ned, som Drotten Alkinoos bragte til Verden.
56 Først Poseidon sig avled en Søn, Nausithoos kaldet,
57 Med Periboia en Møe, som i Deilighed stod over Alle;
58 Hun var af Alder den Yngste af Helten Eurymedons Døttre,
59 Han som i forrige Dage behersked de frække Giganter;
60 Men i Fordærv han styrted sit Folk og sig selv ved sin Daarskab.
61 Hende Poseidon omfavned, og Moder hun blev til en tapper
62 Søn, Nausithoos kaldet, tilforn Phaiakernes Konning.
63 Fader Nausithoos blev til Alkinoos og til Rexenor;
64 Denne blev kort efter Bryllupet dræbt i sit Huus af Apollons
65 Sølverne Bue; ei Sønner, men kuns en Datter Arete
66 Lod han tilbage, og hende til Viv Alkinoos fæsted.
67 Hende han elsker saa høit, at ei nogen Qvinde paa Jorden
68 Nu vorder elsket saa høit af den Mand, hvis Huus hun bestyrer,
69 Saaledes elskes hun nu som tilforn med hjertelig Ømhed,
70 Ei af sin Mand Alkinoos blot og af Sønner og Døttre,
71 Men af det samtlige Folk, paa hende de see som en Guddom,
72 Og naar i Staden hun gaaer, da hilse de hende med Jubel,
73 Thi hun har selv ei Mangel paa Kløgt, og ofte tillige
74 Ved sit forstandige Raad selv Mændenes Trætter hun jevner.
75 Derfor ifald blot hun i sit Sind dig vorder bevaagen,
76 Da har du Haab om at see dine Venner igjen og at komme
77 Hjem til dit elskede Fædreneland og din Høienloftsbolig.
78 Talende saa forsvandt den lysblaaøiede Pallas
79 Hen over Havet det golde fra Scherias yndige Øland,
80 Kom saa til Marathon hen og Athens bredgadede Kongstad,
81 Og i Erechtheus's Borg indtreen hun, men Helten Odysseus
82 Kom til Alkinoos' stolte Palads, der stod han og grunded
83 Dybt i sit Sind, før han satte sin Fod paa den kobberne Tærskel,
84 Thi fra den kneisende Borg hos Alkinoos, Drotten den bolde,
85 Straalede trindt en Glands saa lys som fra Sol eller Maane.
86 Vægge beklædte med Malm løb hen langs Bygningens Sider
87 Dybt fra Tærskelen ind, og Frisen omkring var af Blaastaal;
88 Heelt af Guld var Porten, hvormed Paladset blev lukket,
89 Poster af Sølv stod kneisende høit paa den kobberne Tærskel,
90 Karmen var ogsaa af Sølv, men af Guld vare Dørenes Haandgreb.
91 Hunde paa Siderne stod, som af Guld og Sølv vare støbte,
92 Hvilke Hephaistos engang med synderlig Kløgt havde bildet,
93 For den behjertede Drot Alkinoos' Gaard at bevogte;
94 Aldrig de kunne forgaae eller ældes i Dagenes Række.
95 Men i det Indre langs Væggene hen stod Rader af Stole
96 Heelt gjennem Salen fra Tærskelen af, skjøntvirkede fine
97 Tæpper, et Værk af qvindelig Haand, var over dem bredte.
98 Der sad stedse ved Gilde Phaiakernes ypperste Herrer
99 Muntre ved Mad og Drik, thi der vanked bestandigen fuldtop.
100 Drenge der stod af Guld paa velindrettede Stader,
101 Blussende Fakler i Haanden de holdt, som lyste saa vide
102 Hen gjennem Salen, naar Gjæsterne sad om Natten ved Gilde.
103 Og i Paladset der boer halvhundrede Tjenesteqvinder,
104 Nogle har travlt med at knuse paa Qværn det graagule Brødkorn,
105 Andre med Væven at slaae eller dreie den snurrende Haandteen,
106 Siddende der som det bævende Løv paa Espen den ranke;
107 Linet, de vov, var saa tæt, at det skjød den flydende Olie;
108 Thi som Phaiakerne bedre forstaae, end Nogen i Verden,
109 Løbende Skib at styre paa Dyb, saa forstaae deres Qvinder
110 Kunstigen Væven at slaae, thi dem har Athene fortrinlig
111 Skjenket en herlig Forstand og Kløgt til det skjønneste Arbeid.
112 Udenfor Gaarden ved Porten en rummelig Have paa fire
113 Tønder sig strækker, og rundt omkring den løber et Gjerde.
114 Træer i Haven der groe, som kneise med frodige Kroner,
115 Pærer, Granater og Abild med glindsende Frugter paa Grene,
116 Frodige Olietræer og liflige Figner tillige.
117 Aldrig det hændes at Frugt slaaer feil, baade Vinter og Sommer
118 Aaret igjennem er Grenen ei gold, den pustende Vestvind
119 Driver bestandig en Deel i Blomst mens den modner en anden.
120 Pære paa Pære blier saftig og mør, som Æble paa Æble,
121 Ligesaa Drue paa Drue, og Figen paa liflige Figen.
122 Plantet i Haven er ogsaa en skjøn rigtbærende Viingaard;
123 Her er en Plads som ligger for Sol, hvor Druerne tørres,
124 Bredte paa Grønningen ud, en Deel man plukker og andre
125 Perser man alt; hist Druer der groe, som ei ere modne,
126 Nogle har nys sat Blomst, mens andre saa sagtelig blaane.
127 Ude ved Kanten af Haven i velafmaalede Bede
128 Alle Slags Urter der groe, friskprangende Aaret igjennem.
129 Ogsaa er der to Kilder, heelt op gjennem Haven den ene
130 Slynger sig hen, men ad høien Palads henrinder den anden
131 Ned imod Borggaardspladsen, hvor Vand Indvaanerne hente.
132 Saa var Alkinoos' Borg velsignet med Gudernes Gaver.
133 Der med Forbauselse stod den kraftige Konning Odysseus,
134 Men da han ret i sit Sind havde dybt beundret det Hele,
135 Treen over Tærskel han rask, og begav sig ind i Paladset.
136 Der i Forsamling han traf Phaiakernes Drotter og Raadsmænd,
137 Just som af Bæger de stænkede Viin for Speideren Hermes,
138 Hvem man offrer tilsidst, naar alt man tænker paa Hvile.
139 Frem gjennem Salen nu treen den kjæktudholdende Konge,
140 Trindt omgiven af Taagen, hvori Athene ham hylled,
141 Indtil han naaede det Sted, hvor Alkinoos sad og Arete,
142 Strax da slynged Odysseus om Dronningens Knæe sine Arme,
143 Og i det samme sig spredte den hellige Taage, han stod i.
144 Alle forstummed i Salen paastand, da Manden de skued,
145 Studsende svart ved det Syn, da bad Odysses saa bønlig:
146 Dronning Arete! du Datter af Gudernes Ætling Rexenor!
147 Hid jeg kommer at favne dit Knæe efter Trængsel og Modgang,
148 Hid til din Husbond og Gjæsterne her; dem Guderne skjenke
149 Langt og lykkeligt Liv, og Enhver sine Børn efterlade
150 Boskab og Rigdom i Huus, og den Hæder, ham Folket har givet!
151 O men forskaffer mig snarligen Hjelp for at reise til Hjemmet,
152 Alt har længe jeg fristet Gjenvordighed, skilt fra de Kjære.
153 Saa han taled, og satte sig ned i Asken ved Arnen
154 Nær ved Ilden, da taug de qvær og forstummed tilhobe.
155 Ordet omsider da tog den bedagede Helt Echeneos,
156 Som i Phaiakernes Folk ei blot var af Alder den Ældste,
157 Men en veltalende Mand, og godt bevandret i Frasagn.
158 Venligen sindet han hæved sin Røst, og taled iblandt dem:
159 Konning Alkinoos! ei er det smukt, og ei er det skjelligt,
160 At vi den fremmede Mand lade sidde paa Arnen i Asken.
161 Alle forholde sig stille, thi din Befaling de vente.
162 Reis da den fremmede Mand, og lad paa en sølverbeslagen
163 Stol ham tage sin Plads, befael saa nogle Herolder
164 Viin i Kummen at blande, at ogsaa til Zeus vi kan offre,
165 Han som hver from bønfaldende Mand ledsager paa Vandring.
166 Lad ogsaa Skaffersken give den Fremmede Mad af dit Forraad.
167 Da nu den kraftige Drot Alkinoos hørte hans Tale,
168 Tog han ved Haanden den kjække forslagene Konning Odysseus,
169 Reiste fra Arnen ham op, og ham satte paa flunkende Høistol,
170 Hvilken han bød sin Søn den bolde Laodamas rømme,
171 Som havde siddet ham næst, thi ham fortrinlig han elsked.
172 En af Ternerne bragte nu Vand i en prægtig og gylden
173 Kande, som stod paa et Bækken af Sølv, og til Hændernes Tvætning
174 Gjød hun det ud, saa rykked hun frem et skinnende Madbord.
175 Ogsaa den værdige Skafferske kom med Brød og med Rettter,
176 Hvilke hun stilled paa Bord, fremsættende mildt hvad hun havde.
177 Mad og Drikke da nød den kraftige Konning Odysseus,
178 Og til Herolden paastand sig stærken Alkinoos vendte:
179 Skynd dig, Pontonoos! flux, bland Viin i Kummmen og deel den
180 Om i Salen til Alle, at ogsaa til Zeus vi kan offre.
181 Han som hver from bønfaldende Mand ledsager paa Vandring.
182 Saa han taled, og qvægende Viin Pontonoos blanded,
183 Fyldte saa Bægre til Offring, og skjenkede rundt for dem Alle.
184 Men da de Viin havde offret, og drukket saameget dem lysted,
185 Hæved Alkinoos høit sin Røst, og taled iblandt dem:
186 Hører nu Alle mit Ord, Phaiakiske Drotter og Raadsmænd!
187 At jeg kan sige, hvad Hjertet i Bryst mig byder forkynde.
188 Gildet er endt, Hver gange da hjem, til Roe sig at føie,
189 Men naar det dages, indbyder jeg Fleer af Folkenes Stormænd;
190 Gilde skal feires i Sal for vor Gjæst, og herlige Offre
191 Bringes de salige Guder; derefter vi vil om hans Hjemfærd
192 Gange tilsammen paa Raad, at han frie for Nød og Bekymring,
193 Trygt ledsaget af os, kan komme til Fædrenelandet
194 Hurtig og glad i Hu, har han end langt borte sin Hemstavn,
195 Og at der ei underveis tilstøder ham Sorg eller Vanheld,
196 Før han sin fædrene Jord har betraadt; saa friste han siden
197 Alt hvad Skjebnen engang og de ubønhørlige Søstre
198 Spandt ham ved Fødslen i Traad, dengang hans Moder ham fødte.
199 Men er til os en udødelig Gud nedstegen fra Himlen,
200 Da er i Gudernes Raad forvist noget andet besluttet.
201 Alt fra umindelig Tid jo salige Guder sig klarlig
202 Lade tilsyne for os, naar vi offre dem Festhekatomber,
203 Sætte sig her tilbords, og spise med os som vi Andre.
204 Ja om endog en Mand paa sin eensomme Vandring dem møder,
205 Aldrig de fjæle sig dog, thi nær vi staae dem i Frændskab,
206 Ret som Kyklopernes Folk og de vilde Gigantiske Stammer.
207 Ham gjensvared Odysseus, den sindrige Konning, og sagde:
208 Kong Alkinoos! tænk ei saa! jeg ligner i Sandhed
209 Ikke de salige Guder, som boe paa Himmelen vide,
210 Hverken af Væxt eller Skabning, nei jordiske Væsner jeg ligner.
211 Hvem I kjende somhelst, der meer end Mennesker ellers
212 Drages med Sorg, med en Slig i Elendighed kan jeg mig maale.
213 Ja langt haardere Nød jeg kunde forvist Eder nævne,
214 Som i mit Liv udstanden jeg har efter Gudernes Villie;
215 Dog lad i Roe mig tære min Mad, skjøndt Sorgen mig knuger:
216 Der er dog Intet saa frækt som den uforskammede Mave,
217 Stedse den fordrer med Trods, at ihu man kommer dens Nødtørft,
218 Selv om man pines af Kummer og bærer paa Sorg i sit Hjerte,
219 Ret som nu jeg i mit Hjerte maa bære paa Sorg, men bestandig
220 Mad og Drikke den kræver, og bringer mig reent til at glemme
221 Alt hvad jeg døied og leed, hvergang den forlanger at mættes.
222 Værer da rede til Hjelp, saasnart det dages imorgen!
223 Skaffer mig stakkels elendige Mand igjen til min Hjemstavn,
224 Svart har jeg lidt, dog gierne jeg døer, naar først jeg har gjenseet
225 Baade min kneisende Borg og mit Gods, mine Terner og Svende!
226 Saa han taled, og Alle hans Ord gav lydeligt Bifald,
227 Hjem at forhjelpe den fremmede Mand, thi hans Tale var billig.
228 Men da de Viin havde offret og drukket saameget dem lysted,
229 Gik Enhver til sit Hjem, og lagde sig der til at sove.
230 Men udi Salen tilbage forblev den Ædling Odysseus;
231 Ikkun den herlige Drot Alkinoos blev med Arete
232 Siddende hos ham endnu, og Ternerne rydded af Bordet.
233 Først da taled Arete, den liliearmede Dronning,
234 Thi baade Kappen og Kjortlen gjenkjendte hun strax, da de skjønne
235 Klæder hun saae, som hun selv havde virket med flittige Terner,
236 Og med bevingede Ord hun talede til ham og sagde:
237 Fremmede Mand! jeg selv maa først om dette dig spørge:
238 Hvem est du? fra hvad Land? hvem gav dig de Klæder du bærer?
239 Sagde du ei, at du kom vildfarende hid over Bølgen?
240 Flux gjensvared Odysseus, den sindrige Konning, og sagde:
241 Tungt, o Dronning! det er, omstændelig Alt at fortælle,
242 Hvad jeg har liidt, thi Meget lod Himmelens Guder mig udstaae;
243 Dette dog sige jeg vil, hvorom du mig spørger og fritter.
244 Fjernt paa Dybet der ligger en Øe, Ogygia kaldet,
245 Der har Kalypso sit Hjem, den haarfagre Datter af Atlas.
246 Trædsk er Gudinden af Sind og frygtelig. Ei er der Nogen,
247 Være sig Gud eller dødelig Mand, som med hende har Samqvem.
248 Dog mig Stakkel en Gud drev did, hendes Vaaning at gjæste,
249 Ganske forladt, da Zeus mit hurtige Skib med sit blanke
250 Lyn havde splintret i Qvag, da det løb over viinblaae Bølger.
251 Der forgik hver eneste En af mit dygtige Mandskab.
252 Selv jeg klynged mig fast til mit aareforsynede Fartøis
253 Kjøl; ni Døgn paa Bølgen jeg drev, men tiende Aften
254 Kasted mig Guderne hen til Ogygias Øe, hvor Kalypso
255 Boer, Gudinden saa fager af Haar, men rædsom tillige.
256 Hun optog mig, hun pleied mig ømt, og vilde mig gjøre
257 Til en udødelig Mand, evindelig ung udi Fremtid;
258 Dog endda formaaede hun ei at bevæge mit Hjerte.
259 Der forblev jeg Aaringer syv, og med Taarer jeg væded
260 Daglig de himmelske Klæder, Kalypso mig havde foræret.
261 Men da det ottende Aar saa langt om længe var kommet,
262 Muntred hun selv til Reise mig op, hvad enten Kronion
263 Havde beordret det saa, eller selv hun Sind havde skiftet.
264 Planker blev naglede sammen til Skib, og bort hun mig sendte
265 Baade med Mad og Viin og svøbt i himmelske Klæder,
266 Og paa min Fart hun mig skikked en luun mildblæsende Kuling.
267 Sytten udslagene Døgn jeg foer over Bølgen i Magsveir,
268 Men paa den attende Dag jeg øinede fjernt Eders Ølands
269 Skovbeskyggede Klipper, og høit mit Hjerte sig fryded,
270 Jeg usalige Mand, som end mangfoldige Qvaler
271 Skulde bestaae, dem Poseidon, Jordrysteren, over mig sendte.
272 Stormene reiste han mod mig, og hindred min Fart over Bølgen.
273 Svulme han lod det vildene Hav, saa den styrtende Søgang
274 Ei tillod mig jamrende Mand at bæres af Skuden;
275 Brat Orkanen i Stykker den slog, da maatte jeg Arme
276 Svømmende kløve det svælgende Dyb, indtil jeg omsider
277 Hid til Eder blev dreven i Land af Blæsten og Strømmen.
278 Op jeg steg, men nær havde Brændingen knuust mig mod Kysten,
279 Kastet mig ind paa farlige Skjær og mægtige Klipper.
280 Derfor tilbage jeg veeg, og svømmed paany til jeg naaede
281 Hen til en Flod, hvor Kysten beqvem mig tyktes til Landing,
282 Da den for Klipper var frie og skjenkede Læe imod Blæsten.
283 Mat nedsank jeg paa Strand, frem vælded det hellige Natmulm;
284 Bort fra den regnopsvulmede Flod jeg derfor begav mig
285 Ind i Krattet, og lagde mig ned paa Løv, som jeg sanked
286 Sammen i Bunke, da skjenked en Gud mig umaadelig Slummer.
287 Der indhyllet i Blade, men dybt bedrøvet i Hjertet
288 Sov jeg Natten igjennem og Morgenen lige til Middag;
289 Solen var alt ved at dale, da Søvnen den søde forlod mig.
290 Da blev paa Stranden din Datter jeg vaer, som med Ternerne leged,
291 Selv iblandt dem hun stod saa skjøn som en himmelsk Gudinde.
292 Hende jeg nærmed mig bønlig, og ædel af Sind hun sig viste;
293 Ei man venter sig just slig priselig Færd, naar man Ungfolk
294 Møder paa Vei, i Ungdommens Aar paa Forstanden det brøster.
295 Baade med Mad fuldtop og med blussende Viin hun mig qvæged,
296 Bød mig i Floden mig bade, og gav mig de Klæder jeg bærer.
297 Dette har jeg, bedrøvet i Hu, sandfærdig berettet.
298 Derpaa til Svar Alkinoos gav, og talte saalunde:
299 Fremmede Mand! i dette forsand har min Datter dog ikke
300 Teet sig forstandig, at ikke hun strax med de tjenende Terner
301 Førte dig op til vort Huus, da hende du først havde bønfaldt.
302 Ham gjensvared Odysseus, den sindrige Konning og sagde:
303 Helt! for Sligt du laste mig ei din herlige Datter!
304 Selv anmoded hun mig om at følge de tjenende Terner,
305 Dog jeg vægred mig strax, undseelig jeg var, og jeg frygted,
306 At du i Sind skulde vredes paa mig, naar jeg kom dig for Øine.
307 Let forivre vi os, vi Menneskesønner paa Jorden.
308 Derpaa til Svar Alkinoos gav, og talte saalunde:
309 Fremmede Mand! ei Hjerte der boer i mit Bryst, som til Vrede
310 Egges for Intet; dog sømmelig Færd i Alt er at prise.
311 Gid dog, Zeus Alfader, Apollon og Pallas Athene!
312 Gid dog en Mand, som du, der i Sind mig ligner saa ganske,
313 Vilde begjære min Datter til Viv, og forblivende blandt os
314 Vorde min Maag, baade Huus og Gods jeg vilde dig skjenke,
315 Hvis godvillig du blev; dog ei skal nogen Phaiaker
316 Holde med Tvang dig tilbage, nei Sligt forbyde Kronion!
317 Men til din Reise beramme jeg vil, at vide du kan det,
318 Dagen imorgen; selv hvile du skal inddysset i Slummer,
319 Og mine Mænd skal pløie den rolige Søe, til du kommer
320 Hjem til dit Land og dit Huus, eller og hvorhen det dig lyster,
321 Selv om det end langt fjernere laae end Øen Euboia,
322 Som er saa langt herfra, efter hvad mine Folk har fortalt mig,
323 Som har den seet dengang de den Guldhaars Helt Rhadamanthos
324 Bragte derhen i Besøg til Tityos, Sønnen af Jorden.
325 Did de kom, og uden Besvær fuldbyrded de Reisen.
326 Blot paa en eneste Dag, og bragte ham atter tilbage.
327 Selv da kjende du skal, hvor rask mine Skibe kan seile,
328 Og mine Mænd med Aarernes Blad kan Bølgerne vælte.
329 Talt; da fryded sig høit den kraftige Konning Odysseus;
330 Lydt udbrød han i Bøn, og tog saalunde til Orde:
331 Zeus Alfader! o gid Alkinoos holder sit Tilsagn.
332 Da vil han selv uforgjængeligt Rye sig vinde saa vide
333 Over den nærende Jord, og jeg gjenfinde min Hjemstavn!
334 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
335 Flux sine Terner befoel den liliearmede Dronning,
336 Hist under Hal at stille paastand en Seng, og at lægge
337 Prægtige Skarlagensbolstre paa Lad, og brede derover
338 Tæpper og flossede Kapper af Uld at svøbe sig ind i.
339 Ud af Storstuen ginge de flux med Fakler ihænde;
340 Men da de saa i en Fart havde redet et mageligt Leie,
341 Treen i Salen de frem, og talede saa til Odysseus:
342 Fremmede! gak til Roe, nu have vi redet dit Leie!
343 Saa de taled, og Længsel han selv fornam efter Hvile.
344 Saaledes slumred han der, den kraftige Konning Odysseus
345 Under den høitgjenlydende Hal paa den snørklede Løibænk.
346 Men i det inderste Kammer Alkinoos sov i Paladset,
347 Og ved hans Side hans Dronning bepryded det natlige Leie.
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek