Homer, Odysseen, 22. sang
| Index
| Sang -1
| Sang +1 |
1 Drotten Odysses, den snilde, rev nu sine Pjalter af Kroppen,
2 Sprang paa Tærskelen op med Buen i Haand og med Koggret,
3 Fyldt med Kolve, og dryssed paastand de hurtige Pile
4 Ned foran sine Fødder; til Beilerne talte han derpaa:
5 Saa er den Dyst da stridt, som sandelig ei var at laste;
6 Nu vil jeg see, om et Maal, som aldrig er ramt af en Skytte,
7 Muligen træffe jeg kan, og Apollon den Roes mig forlener.
8 Talende saa han en stingende Piil mod Antinoos løsned,
9 Just som til Munden en gylden Pokal, tvehanket og prægtig,
10 Løfte han vilde fra Bordet, og alt han i Hænderne holdt den,
11 Viin at drikke deraf, slet ei om Døden han drømte;
12 Hvo skulde vel i saa talrig en Kreds af Gjæster ved Gilde
13 Troet, at den enkelte Mand, om han end var aldrig saa kraftfuld,
14 Gruelig Død skulde sendt ham og Dødsens sorte Gudinde?
15 Dog Odysses i Struben ham traf, hvorefter han sigted.
16 Tværsigjennem den buttede Hals Piilodden sig trængte,
17 Brat til Siden han segned, og Bægeret faldt ham af Haanden,
18 Da han blev ramt; af hans Næse paastand udvælded det røde
19 Blod i en styrtende Straale, med Foden han slog i det samme
20 Bordet omkuld foran sig, og spildt blev Maden paa Gulvet,
21 Brød og Steg blev sølet i Blod; men rundt om i Salen
22 Larmede Beilerne stærkt, da de saae Antinoos falde.
23 Op de styrted fra Stol, og støiede vildt gjennem Salen,
24 Mens deres speidende Blik løb rundt ad de prægtige Vægge,
25 Uden etsteds enten Skjold eller Spyd at finde til Angreb.
26 Heftig de foer da løs med truende Ord mod Odysseus:
27 Fremmede! vee dig, at Mænd du vælger til Maal for dit Piilskud!
28 Aldrig skal meer du stedes til Dyst, thi nu est du dødsens,
29 Da du med Piil har myrdet en Mand, den ypperste Yngling
30 Her paa Ithakas Øe; derfor skal Gribbe dig æde.
31 Saaledes toge de Sagen, de meente forvist han af Vaade
32 Manden ihjel havde skudt, og mindst de tænkte, de Daarer,
33 At en forfærdelig Død dem snart skulde times tilhobe.
34 Dem tiltalte med rynkede Bryn Odysses den snilde:
35 Ha, I Hunde! forvist har I meent, at jeg aldrig tilbage
36 Kom fra Troernes Land, da mit Huus saa grovt I forøde.
37 Tjenesteqvinderne her med Vold I bruge til Utugt,
38 Og til min Hustrue I beiled, mens end jeg selv var ilive,
39 Uden den ringeste Frygt for de salige Guder i Himlen,
40 Eller for Menneskers Spot og Hevn i kommende Dage;
41 Derfor skal gruelig Død ret snart Eder times tilhobe.
42 Saa han taled, da blegned af Skræk den samtlige Skare,
43 Ængstelig løb deres Blik, at søge mod Døden en Tilflugt.
44 Kun Eurymachos svared igjen, og talte saalunde:
45 Est du Odysses saasandt, som er hjem til Ithaka kommen,
46 Da har med Føie du lastet den Færd, Achaierne øved,
47 Grovt de forsaae sig saavel i dit Huus, som ude paa Landet.
48 Dog der ligger han nu, den Mand, som er Skyld i det Hele,
49 Det er Antinoos der, som slig Ugjerning har yppet,
50 Ei saameget af Længsel og Lyst til at ægte din Hustrue,
51 Nei! paa Andet han tænkte, dog Zeus fuldbyrded det ikke:
52 Lumskelig vilde han myrde din Søn, og selv være Konge
53 Over det samtlige Folk paa Ithakas blomstrende Fjeldøe;
54 Dog, som forskyldt paa sin Gjerning han faldt; men du være skaansom
55 Nu mod dit Folk, og saa vil vi offentlig gjøre dig Afbigt,
56 Og til Erstatning for Alt hvad vi aad og drak i Paladset
57 Bringer Enhver af os dig en Snees bredpandede Oxer;
58 Kobber desuden og Guld vil vi give dig, indtil dit Hjerte
59 Mildnes igjen; før var det ei sært, at Harme betog dig.
60 Ham gjensvared med rynkede Bryn Odysses den snilde:
61 Nei! om I alt Eders arvede Gods, Eurymachos! gav mig,
62 Alt hvad for Tiden I har, og endnu tilføiede mere,
63 Raste jeg lod dog ikke fra mordiske Slag mine Hænder,
64 Førend I Alle tilhobe har bødet for al Eders Udaad.
65 Frit nu staaer det til Eder, om frem til Kamp I vil træde,
66 Eller ved Flugt, om muligt, fra Død og Fordærv Eder bjerge;
67 Knap dog lykkes det Nogen, herfra med Livet at slippe.
68 Saa han taled, da rysted af Skræk deres Knæer og Hjerte.
69 Atter Eurymachos hæved sin Røst, og taled iblandt dem:
70 Venner! ei lader han raste fra Skud sine mordiske Hænder,
71 Men da han Koggeret har i sin Haand og den blankede Bue,
72 Bliver han visselig ved, fra den skinnende Tærskel at skyde,
73 Til han har myrdet os Alle; velan! lad os tænke paa Kampfærd!
74 Sværdene drage vi flux, og til Værn mod de dræbende Pile
75 Holde vi Borde som Skjold, saa styrte vi samtlige mod ham,
76 Om vi maaskee kan drive ham bort fra Tærsklen og Døren,
77 Komme paa Gaderne ud, og Folk strax samle ved Anskrig;
78 Da har snart denne Mand for sidstegang løsnet et Piilskud!
79 Knap havde dette han talt, saa trak af Balg han sit Slagsværd,
80 Skarpt, tveegget og smeddet af Malm, og styrted imod ham
81 Med et forfærdeligt Skrig; men Helten Odysses fra Strengen
82 Skjød en Piil i det samme, som traf i Brystet ved Vorten;
83 Dybt i Leveren foer den flyvende Piil, af hans Høire
84 Sank det blinkende Sværd, og styrtende ned over Bordet
85 Tumled han brat omkuld, saa Maden og Tvillingpokalen
86 Hen ad Gulvet blev slængt; mod Tilien slog han sin Pande,
87 Martret af Qval i sit Sind, mens begge hans sprællende Fødder
88 Sparkede Stolen omkuld, og Mulm omtaaged hans Øine.
89 Flux Amphinomos foer den hædrede Konning Odysseus
90 Heftig tillivs, og af Balgen han rev sit hvæssede Glavind,
91 Mulig fra Døren at jage ham bort; men hurtig forinden
92 Rendte Telemachos kraftig sit kobberne Spyd ham i Ryggen
93 Midt mellem Skuldrene ind, og drev det ud gjennem Brystet.
94 Brat han faldt saa det drøned, og slog sin Pande mod Gulvet.
95 Flux tilbage Telemachos sprang, og sin mægtige Spydstang
96 Sidde han lod i Amphinomos' Ryg, thi svart han befrygted,
97 At en Achaier maaskee, naar sit Spyd han af Dødningen uddrog,
98 Skulde ham hugge med Sværd, eller jage ham Klingen i Livet.
99 Hurtig han løb, og stod paastand hos sin elskede Fader;
100 Trædende nær med bevingede Ord saalunde han talte:
101 Fader! jeg iler afsted, et Par Spyd og et Skjold dig at hente,
102 Dertil en Hjelm af Malm, som fast om Tindingen slutter;
103 Ogsaa jeg selv mig væbner, og begge de trofaste Hyrder
104 Skaffer jeg Vaaben; man slaaes dog bedst i Rustningens Plader.
105 Ham gjensvared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
106 Løb og hent dem, imedens jeg end har Pile til Værge,
107 At de fra Døren skal ei fortrænge mig, mens jeg er ene.
108 Talt; Telemachos strax adlød sin Faders Befaling.
109 Hen til Kamret han løb, hvor de prægtige Vaaben var gjemte,
110 To Par dygtige Skjolde han tog, og fire Par Landser,
111 To Par Hjelme desuden af Malm med viftende Haarbusk,
112 Bar dem ud, og stod i en Fart hos sin elskede Fader.
113 Selv han først sig rusted til Kamp med de kobberne Vaaben;
114 Ogsaa paa lignende Viis de to Qvæghyrder sig væbned,
115 Og hos Odysses de stilled sig hen, den snedige Kæmpe.
116 Medens Odysses i Koggret endnu havde Pile til Modværn,
117 Sigted i Salen han flinkt, og ved hvert et Skud, som han løsned,
118 Traf han en Beiler med Piil, saa de styrtede En efter Anden;
119 Men da saa Pilene slap for den sigtende Konning omsider,
120 Tog han Buen, og satte den ned ved Stolpen til Døren
121 Op mod den skinnende Væg i den fastopbyggede Høisal.
122 Derpaa han kasted om Axel et Skjold af fire Lag Huder,
123 Og paa det kraftige Hoved han satte den prægtige Stridshjelm,
124 Smykket med Hestehaars Svæv, vildt vaiede Busken foroven,
125 Greb saa tilsidst to dygtige Spyd, beslagne med Malmod.
126 Men i den murede Væg var paa Siden en Dør med en Trappe,
127 Bag hvis inderste Tærskel der løb fra den prægtige Høisal
128 Ud til Gaden en Vei, og af dygtige Fjæler var Døren;
129 Denne befoel Odysses sin troe Eumaios at vogte,
130 Stillende tæt sig derhen, thi een Mand fyldte dens Munding.
131 Strax Agelaos nu talede saa til den hele Forsamling:
132 Venner! ifald man blot kunde Sidevægsdøren bestige,
133 Raabe paa Gaderne ud, og Folk strax samle ved Anskrig,
134 Da havde snart denne Mand for sidstegang løsnet et Piilskud.
135 Derpaa ham svared igjen Melanthios, Gedernes Hyrde:
136 Nei! Agelaos! det gaaer ei an, thi Døren til Gaarden
137 Ligger forfærdelig nær, og smalt er Gabet til Gaden;
138 Blot en eneste Mand, som er kjæk, kan Veien os spærre.
139 Nei! men fra Kammeret strax herned jeg Vaaben vil hente,
140 Som I kan ruste Jer med, thi der og ingensteds ellers
141 Har Odysses forvist og hans straalende Søn dem forvaret.
142 Talende saa i en Fart Melanthios, Gedernes Hyrde,
143 Op ad Trinene steg, som gik til Odysses's Kammer.
144 Der tolv Skjolde han tog, og Spyd i lignende Antal,
145 Tolv Stridshjelme desuden af Malm med flagrende Haarbusk;
146 Hurtig han gik, og ned han paastand til Beilerne bar dem.
147 Da blev Odysses forfærdet, saa Hjertet og Knæene bæved,
148 Da de bevæbnede Mænd han saae, som de vældige Landser
149 Svang i Haand, thi streng var den Dyst, som nu var i Vente;
150 Flux med bevingede Ord han saa til Telemachos talte:
151 Vist har En eller Anden af Ternerne her i Paladset
152 Yppet imod os en Kamp saa haard, eller ogsaa Melantheus.
153 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
154 Fader! jeg selv har dette forbrudt, slet Ingen er skyldig
155 Uden jeg selv, thi Kammerets Dør af forsvarlige Planker
156 Skjød jeg kun til paa Klem, og grandt har en Lurer det mærket.
157 Rask, Eumaios! afsted laas Kammerets Dør, og fortæl os,
158 Om det er Een af Ternerne her, som øved den Udaad,
159 Eller Melanthios, Dolios' Søn, thi ham har jeg mistænkt.
160 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
161 Atter til Kammeret gik Melanthios, Gedernes Hyrde,
162 Vaaben at hente paany, og den troe Eumaios, som saae ham,
163 Iilte tilbage paastand, treen hen til Odysses, og sagde:
164 Ætling af Zeus! Laertes's Søn! Odysses, du Snilde!
165 Ja, det er rigtignok ham, det nedrige Skarn, som vi troede,
166 Op til dit Kammer han gaaer; velan! forkynd mig din Villie,
167 Om jeg skal slaae ham ihjel, saafremt jeg magter ham ellers,
168 Eller ham føre dig hid, at han Løn kan faae for den Udaad,
169 Som han saa frækt i dit Huus langsommelig Tid har bedrevet.
170 Ham gjensvared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
171 Selv kan jeg og Telemachos nok mod Beilernes Skare
172 Her i Salen os staae, hvor vildt end mod os de storme.
173 Tager da fat paa Karlen, bagbinder hans Hænder og Fødder,
174 Kaster i Kamret ham ind, dog Døren I efter Jer lukke,
175 Slaaer saa et godt Stykke Reeb omkring ham og heiser ham derpaa
176 Op ad Pillen tilveirs til Bjelkerne høit under Loftet,
177 For at han først en Stund kan levende martres og pines.
178 Saa han talte, hans Ord de fornam, og løde ham villig;
179 Ind i Kamret de sprang, useet af Manden derinde;
180 Rundt i Kammerets Kroge han roded omkring efter Vaaben,
181 Medens ved hver sin Stolpe de stod, og vented i Døren.
182 Men da saa Gedernes Hyrde Melanthios ud over Tærsklen
183 Just vilde sætte sin Fod, med en prunkende Hjelm i den ene
184 Haand, og et Skjold i den anden, vanheldet af Skimmel og Ælde,
185 Hvilket Laertes tilforn havde brugt i sin kraftige Ungdom,
186 Nu havde længe det ligget, og Remmenes Syening var løsnet,
187 Brat da styrted de frem, tog fat, og trak ham ved Haaret
188 Ind igjen, og kasted paa Gulvet ham ned, saa han hyled.
189 Derpaa med snærende Reeb hans Hænder og Fødder de basted,
190 Surrende fast paa Ryggen dem om, alt som dem befalet
191 Var af Laertes's Søn, den hærdede Konning Odysseus,
192 Slog saa et godt Stykke Reeb omkring ham, og heised ham derpaa
193 Op ad Pillen tilveirs til Bjelkerne høit under Loftet.
194 Strax med bidende Spot ham Svinenes Hyrde forhaaned:
195 Nu kan du ret dig hvile, Melanthios! Natten igjennem,
196 Magelig strakt paa et Leie saa blødt, som du vel kan forlange,
197 Og du vil ei dig forsove, naar Dagningen stiger paa Guldstol
198 Op af Okeanos' Strøm ved Grye, at betids dine Geder
199 Hid til Beilerne drive du kan til et glimrende Maaltid.
200 Hængende blev han nu der, fastbunden med snærende Strikker.
201 Begge sig væbned paastand, og da Døren de fast havde laaset,
202 Ginge de ned til Odysses igjen, den snedige Kæmpe;
203 Aandende Mod de stilled sig der; paa Tærsklen de Fire
204 Stod, men paa Gulvet i Salen en Flok baade talrig og tapper.
205 Frem i Kredsen da treen den lysblaaøiede Pallas,
206 Mentor livagtigen lig paa Mælet og Legemets Bygning.
207 Glad blev Odysses ved Synet, tog Ordet, og talte saalunde:
208 Mentor! beskjerm mig i denne min Nød, og husk paa en elsket
209 Ven, som dig altid var god! jevnaldrende Mænd er vi begge.
210 Saa han talte, det bares ham for, det var Pallas Athene.
211 Heftig begyndte nu Beilernes Sværm i Salen at larme,
212 Truende raabte dog først Agelaos, en Søn af Damastor:
213 Mentor! lad ei Odysses forlokke din Hu ved sin Tale,
214 Til at forsvare ham selv, og til Kamp mod Beilerne træde,
215 Thi vor Beslutning er tagen, og vist den vorder iværksat:
216 Naar vi nu først baade Fader og Søn i Striden har ombragt,
217 Myrde vi dig bagefter til Løn for hvad du dig drister
218 Her at forøve mod os, og bøde du skal med dit Hoved;
219 Og naar vi Eder med myrdende Malm Livskraften har røvet,
220 Tage vi Alt hvad du eier i Huset og udenfor Huset,
221 Og med Odysses's Gods vi sammen det slaae; dine Sønner
222 Og dine Døttre vi myrde, ei Een ilive vi spare,
223 Selv din trofaste Viv vil vi ei paa Ithaka huse.
224 Saa han taled, og stærkere Harm greb Pallas Athene,
225 Strax med bebreidende Ord til Odysses i Vrede hun sagde:
226 Ei er din Kraft og dit Mod saa fast, Odysses! som fordum,
227 Da du for Helenas Skyld, den liliearmede Dronning,
228 Aaringer ni mod Troernes Folk uafladelig dysted;
229 Mange behjertede Mænd du vog i drabelig Kampgang,
230 Og ved dit kløgtige Raad faldt Priamos' mægtige Kongstad.
231 Nu derimod, da hjem til dit Huus og Gods du er kommen,
232 Hvi est du nu saa forknyt for en Dyst med Beilernes Skare?
233 Vel, min Ven! stil hid dig til mig, og agt paa min Gjerning,
234 At du kan see, hvorledes i Kamp mod fiendtlige Stridsmænd
235 Mentor, Alkimos' Søn, Velgjerninger veed at betale.
236 Talt; dog end ei ganske den skiftende Seier hun gav ham,
237 End hun først vilde prøve, hvad Mod og Kræfter de begge
238 Eied, Odysses saavelsom hans Søn, den herlige Yngling.
239 Selv hun svævede bort livagtig at see som en Svale,
240 Og under Loftet hun satte sig op ved det sodede Røgslug.
241 Beilerne manded Amphimedon op med samt Agelaos,
242 Og Demoptolemos samt Eurynomos, dernæst den gjæve
243 Polybos, dygtig til Kamp, og Peisandros, en Søn af Polyktor.
244 Disse var Alle de kjækkeste Mænd, som af Beilernes Skare
245 End var tilovers, og traadte til Dyst, at kæmpe for Livet;
246 Falden var alt en betydelig Flok for de hyppige Piilskud.
247 Strax Agelaos nu talede saa til den hele Forsamling:
248 Venner! nu raste forvist ret snart hans mordiske Hænder,
249 Mentor har alt ham forladt, hans pralende Løfter var tomme;
250 Ene tilbage de staae som før paa Tærsklen ved Døren.
251 Kaster dog ei Eders Spyd imod dem, Alle paa engang,
252 Nei! kun sex ad Gangen, om Zeus os ellers forunder,
253 Helten Odysses at ramme, og Seier i Striden at vinde.
254 Fælde vi ham, har de øvrige Mænd kun lidt at betyde.
255 Saa han taled, og samtlige Sex, som han havde befalet,
256 Kasted med Kraft deres Spyd, men Athene forrykked dem alle;
257 Et af Spydene bored sig fast i den kneisende Dørpost,
258 Et derimod i en Fjæl af den fastsammenfugede Salsdør,
259 Og imod Væggen et tredie slog af de braadede Askspær.
260 Men da for Beilernes Spyd de saa med Held vare slupne,
261 Strax til Orde da tog den hærdede Konning Odysseus:
262 Ogsaa har jeg, mine Venner! et Ord at sige til Eder:
263 Kaster paa Beilernes Sværm, som nu er tilsinds os at myrde
264 Ovenpaa alt hvad Ondt de her har saalænge bedrevet.
265 Talt; strax samtlige Mænd udslynged de skærpede Landser,
266 Sigtende ret; for Odysses's Spyd Demoptolemos segned,
267 Og for Telemachos faldt Euryades; Hyrden Eumaios
268 Styrtede Elatos ned, og Philoitios dræbte Peisandros;
269 Disse blev slagne tilhobe, og fæstede Tanden i Tilie.
270 Medens nu Beilerne foer til en Vraae af Salen tilbage,
271 Sprang de frem i en Fart, og trak deres Spyd af de Faldne.
272 Atter en Deel af Beilernes Flok de skærpede Landser
273 Kasted med Kraft, men igjen Athene forrykked de fleste.
274 Et af Spydene bored sig fast i den kneisende Dørpost,
275 Et derimod i en Fjæl af den fastsammenfugede Salsdør,
276 Og imod Væggen et tredie slog af de braadede Askspær;
277 Dog Amphimedon ramte, Telemachos traf han i Haandled,
278 Streifed dog kun, saa den yderste Hud blev ridset af Malmen.
279 Ogsaa Ktesippos i Skuldren en Rift gav Hyrden Eumaios
280 Over hans Skjold; men forbi fløi Spydet, og styrted til Jorden.
281 Atter Odysses den snilde med samtlige Kæmper omkring ham
282 Sigted paa Beilernes Flok, og slynged de skærpede Landser.
283 Brat Eurydamas faldt for den Stadomstyrter Odysseus,
284 Og for Telemachos segned Amphidamas; Hyrden Eumaios
285 Styrtede Polybos ned, og Philoitios dræbte Ktesippos;
286 Midt for Brystet han traf ham, og braskende tog han til Orde:
287 Nu, Polytherses's Søn! kaadmundede! Ei skal din Daarskab
288 Friste dig meer til at tale saa stort; lad Himmelens Guder
289 Raade for Tingenes Gang, thi deres er Magten og Vælden.
290 Tag nu denne Foræring af mig til Tak for den Kofod,
291 Helten Odysses du gav, da han gik som Betler i Salen.
292 Knap havde Hyrden Philoitios talt, før Drotten Odysseus
293 Foer Agelaos tillivs, og stak ham ihjel med sin Landse,
294 Medens Telemachos jog Leiokritos, Søn af Euenor,
295 Midt ind i Lysken sit Spyd, og stødte det tværs gjennem Livet;
296 Plat paa sit Ansigt han faldt, og slog sin Pande mod Gulvet.
297 Flux nu løfted Athene sit Skjold, den mordiske Aigis,
298 Høit under Loftet i Veiret, og Skræk deres Hjerte forvirred.
299 Vildt omkring i Salen de foer som Køer paa Marken,
300 Naar de fortumlede flye for en surrende Brems, som vil stikke,
301 Henimod Sommerens Tid, naar Dagene alt ere lange;
302 Men som naar Gribbe med krogede Næb og stingende Krumkløer,
303 Komne fra Fjeldene ned, mod en Flok Smaafugle sig styrte,
304 Altsom de flagre mod Jord, men af Angst mod Skyen de fare,
305 Dog Forfølgerne myrde dem grumt, umulig er Modstand,
306 Flugt forgjeves, men Folk, som det see, sig more ved Jagten;
307 Saa de mod Beilerne styrted, og jog dem rundtom i Salen,
308 Huggende ned dem for Fode; da lød forfærdelig Rallen,
309 Altsom Panderne knustes, mens Blod randt hen over Tilien.
310 Frem Leiodes nu sprang, om Odysses's Knæe han sig klynged,
311 Og med bevingede Ord han bønligen talte saalunde:
312 Søn af Laertes! jeg favner dit Knæe, forbarm dig og skaan mig!
313 Sige jeg tør, at jeg aldrig med Ord eller Gjerning fornærmed
314 Nogen af Qvinderne her i dit Huus; selv vilde jeg ofte
315 Styre de Andre til Skik, naar sligt jeg saae dem bedrive,
316 Men min Formaning var spildt, ei holdt de Haanden fra Udaad;
317 Derfor en ynkelig Død de Syndere fik sig til Gjengjeld.
318 Skal da nu jeg uskyldige Mand, deres Offerbeskuer,
319 Falde som de, saa skjønnes der ei paa det Gode man øved!
320 Ham gjensvared med rynkede Bryn Odysses den snilde:
321 Siden du var, som du siger, en Offerbeskuer iblandt dem,
322 Saa har du ventelig tit en Bøn opsendt her i Salen,
323 At mig den liflige Hjemkomstfryd først seent maatte times,
324 Og at min Viv maatte drage med dig, og føde dig Sønner;
325 Derfor den langthenstrækkende Død du ikke skal undflye.
326 Talende saa det Sværd han greb med sin vældige Næve,
327 Som Agelaos til Jord havde slængt, da Spydet ham ramte;
328 Dette han greb, og hug med dets Blad ham tværs over Nakken,
329 Ordet var end i hans Mund, da Hovedet rulled paa Gulvet.
330 Phemios, Terpios' Søn, undslap den rædsomme Dødsmøe;
331 Han var en Skjald, som for Beilerne sang nødtvungen ved Gilde.
332 Henne ved Sidevægsdøren han stod, og sin klingende Lyre
333 Holdt han i Haand, tvivlraadig i Sind, hvad han helst skulde gjøre,
334 Snige fra Salen sig bort, og til Alteret ude paa Gaarden
335 Tye, paa hvilket Laertes saa tit og hans Søn havde Bove
336 Brændt af Tyre til Offer for Zeus, Huusarnens Beskjermer,
337 Eller om ei det var bedst, sig at kaste paa Knæe for Odysseus.
338 Medens paa dette han grunded, i Sind det tyktes ham tjenligst,
339 Hen til Odysses at tye, og hans Knæe ydmygelig favne.
340 Derfor paa Gulvet han strax nedlagde sin hvælvede Lyre
341 Mellem en prunkende Stol og det Bord, Viinkummen var sat paa,
342 Selv saa styrted han frem, om Odysses's Knæe han sig klynged,
343 Og med bevingede Ord han bønligen talte saalunde:
344 Søn af Laertes! jeg favner dit Knæe, forbarm dig og skaan mig!
345 Selv vil med Tiden du angre din Daad, og græmmes derover,
346 Hvis du myrder en Skjald, som for Guder og Mennesker synger.
347 Selv har jeg lært mig min Kunst, og en Gud har dybt mig i Hjertet
348 Lagt mangfoldige Qvad; naar jeg synger for dig, det mig tykkes
349 Ret som jeg sang for en Gud, thi hug ei mit Hoved af Skulder!
350 Ogsaa din elskede Søn Telemachos kan det bevidne,
351 Ei godvillig jeg kom til dit Huus, og af Nød ikke heller,
352 Beilerne her at forlyste med Sang, naar de holdt deres Maaltid,
353 Men de var Mange mod Een, og hid med Magt de mig førte.
354 Talt; den kraftige Svend Telemachos hørte hans Bønner,
355 Og til sin Fader, som stod ham nær, paa Stedet han sagde:
356 Stands, min Fader! lad ei den Uskyldige bløde for Malmen!
357 Ogsaa vi Medon maae spare, thi kjærlig mod mig har Herolden
358 Her i vort Huus bestandig sig viist den Tid jeg var lille,
359 Hvis Philoitios ei har ham dræbt, eller Svinenes Hyrde,
360 Eller han mødte dig selv, da du vildt husered i Salen.
361 Talt, og Medon, den snilde Herold, strax hørte hans Forbøn.
362 Under en Stol forkrøben han laae, og et Skind af en Oxe
363 Nys afflaaet havde trindt sig han svøbt, for Døden at undflye.
364 Frem under Stolen nu foer han, og kastede Skindet tilside,
365 Sprang til Telemachos hen, og slog om hans Knæe sine Arme,
366 Og med bevingede Ord han bønligen talte saalunde:
367 Kjæreste! see, her er jeg! vær naadig, og siig til din Fader,
368 At i sin Iver han ei med den hvæssede Malm mig ihjelslaaer
369 Midt i sin Harm over Beilernes Færd, som her i Paladset
370 Aad hans Gods, og dig ei Agtelse viste, de Daarer.
371 Ham gjensvared med Smiil den sindrige Konning Odysseus:
372 Slaae dig tiltaals, da min Søn dit Liv bevarer og frelser,
373 For at du selv kan see, og tillige fortælle til Andre,
374 Hvordan det Gode, man gjør, langt bedre sig lønner end Udaad.
375 Gaaer nu bort fra den blodige Sal, og sætter Jer begge,
376 Du og den sangbegavede Skjald, derude paa Gaarden,
377 Medens i Huset jeg selv fuldfører hvad end er at gjøre.
378 Talt, og ud af Salen de gik, og satte sig Begge
379 Strax ved Alteret hen, som var bygt for den høie Kronion,
380 Stirrende angst omkring, endnu ei sikkre paa Livet.
381 Strax nu speided Odysses i hver en Vraae, om sig Ingen
382 End i Behold havde skjult etsteds, for Døden at undflye.
383 Dog, dem Alle tilhobe han saae med blodige Pander
384 Ligge paa Gulvet i Hob, ret ligesom Fiske paa Landjord,
385 Naar af det graalige Dyb en Fisker med maskede Bundgarn
386 Op paa den bugtede Kyst har draget dem; matte de gispe,
387 Strakte paa Gruus og Sand, og svart efter Bølgen de smægte,
388 Medens den skinnende Sol ved sin Brand dem Livet berøver;
389 Saa i Salen omkring laae Beilerne strakte paa Gulvet.
390 Derpaa den sindrige Drot sin Søn tiltaled og sagde:
391 Hør Telemachos! kald paa Ammen, den troe Eurykleia!
392 Sige jeg vil hende Noget, som stærkt mig ligger paa Hjerte.
393 Saa han talte; Telemachos lød sin Faders Befaling,
394 Banked paa Døren, og talede saa til den troe Eurykleia:
395 Skynd dig det bedste du kan, Eurykleia, bedagede Moder!
396 Du, som her i Paladset med samtlige Terner har Opsigt.
397 Kom! min Fader dig kalder, et Ord han har dig at sige.
398 Saa han taled, og ei fløi Ordet forbi hendes Øren.
399 Døren hun aabnede flux til de velindrettede Kamre,
400 Fulgte paastand, og trippede bag Telemachos iilsomt.
401 Midt blandt Beilernes Liig de traf Odysses i Salen,
402 Trindt besudlet med Blod og Smuds som en glubende Løve,
403 Naar den paa Marken en Oxe har slugt, og vender tilbage;
404 Baade paa Siden af Flaben og ned ad dens mægtige Bringe
405 Hænger der Klumper af Blod, og frygtelig er den at skue;
406 Saa var Odysses besudlet med Blod paa Hænder og Fødder.
407 Men da hun saa blev Ligene vaer og det rædsomme Blodskyl,
408 Brød i Jubel hun ud, thi stort var det Værk som hun skued;
409 Strax dog styred Odysses den heftige Qvinde til Taushed,
410 Og med bevingede Ord han talede saa til sin Amme:
411 Fryd dig i Hjertet, du Gamle! men styr din jublende Glæde!
412 Det er ugudelig Synd, over myrdede Mænd at hovere.
413 Disse har blødt efter Gudernes Dom for den Vold de har øvet;
414 Aldrig mod dødelig Mand, som kom dem nær, har de mindste
415 Agtelse viist, hvad enten af Byrd han var høi eller ringe;
416 Derfor en ynkelig Død de Syndere fik sig til Gjengjeld.
417 Dog, om Qvinderne her i mit Huus Besked du mig sige,
418 Hvem der agter mig ringe, og hvem der er frie for Brøde.
419 Derpaa ham svared igjen Eurykleia, hans elskede Amme:
420 Dette jeg strax, min Søn! sandfærdigen vil dig berette,
421 Her i dit Huus er ialt halvhundrede Tjenesteqvinder,
422 Dem har vi selv oplært i alskens qvindelig Gjerning,
423 Uld har vi lært dem at karde, og huuslige Sysler besørge;
424 Men der er tolv iblandt dem, som drive det frækkeste Væsen;
425 Hverken de agte hvad jeg eller Penelopeia dem siger.
426 Vel er din Søn fornys opvoxen til Mand, men hans Moder
427 Aldrig ham lod over Qvinderne her befale det mindste.
428 Dog lad mig nu gaae op til det prægtige Høienloftskammer,
429 Alt at fortælle din Viv, hvem en Gud vist dyssed i Slummer.
430 Strax hende svared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
431 Væk hende ei endnu, men kald mig alle de Terner
432 Hid, som i længere Tid har ført et skammeligt Levnet.
433 Saa han taled, og ud paastand gik Ammen af Salen,
434 Ternerne strax at melde hans Bud, og byde dem komme.
435 Midlertid kaldte han selv paa sin Søn og de trofaste Hyrder,
436 Og med bevingede Ord han talede til dem og sagde:
437 Bærer nu Ligene bort, og lad Ternerne gaae Jer tilhaande!
438 Dernæst skal samtlige Stole og alle de prægtige Borde
439 Vaskes med Vand, og skures tilgavns med hullede Svampe.
440 Men naar I alt i Salen omkring har ryddet og renset,
441 Fører saa Ternerne ud af den fastopbyggede Kongsgaard
442 Ind mellem Huusgeraadsskuret og Gaardens forsvarlige Udmuur,
443 Hugger dem saa deres Hoved af Hals med hvæssede Klinger,
444 Indtil de Alle har blødt, og Elskovens Glæder forgjettet,
445 Som de hos Beilerne nød, med hvem de boled i Løndom.
446 Saa han taled, og Ternerne strax sig tilhobe forsamled,
447 Hylende lydt, mens Taarer ad Kind nedrulled saa stride.
448 Først af Huset de bar de myrdede Dødningekroppe,
449 Og under Hallen de lagde dem ned ved den hegnede Gaardsplads,
450 Trængende tæt sig sammen; selv drev Odysses paa Værket
451 Bydende strengt, og Ternerne bar saa nødig de vilde.
452 Derpaa de samtlige Stole og alle de prægtige Borde
453 Vasked med Vand, og skrubbed dem vel med hullede Svampe.
454 Selv Telemachos tog med begge de trofaste Hyrder
455 Skuffer i Haand, og med disse de skravede Tilien i Salen
456 Reen for Smuds, men Ternerne bar alt Skravet paa Gaarden.
457 Men da saa Alt i Salen omkring var ryddet og renset,
458 Førte de Ternerne ud af den fastopbyggede Kongsgaard
459 Ind mellem Huusgeraadsskuret og Gaardens forsvarlige Udmuur,
460 Drev i en Snevring dem ind, hvor Flugt var aldeles umulig,
461 Og den forstandige Svend Telemachos tog nu til Orde:
462 Ei skal en skikkelig Død de døe for min Haand, disse Qvindfolk;
463 Skjændsel og Skam har de bragt over mig og min elskede Moder,
464 Da de med Beilerne her i vort Huus har levet i Bolskab.
465 Knap havde dette han sagt, saa tog og bandt han et Skibstoug
466 Fast til en Pæl, og surred det oppe paa Huusgeraadsskuret
467 Temmelig høit, saa Fødderne ei kunde Jorden berøre;
468 Og som naar Duer i Skov eller Drosler paa spilede Vinger
469 Smutte med Hovedet ind i et Garn, som i Krattet er opstilt,
470 Bedst som til Reden de fløi, men et grueligt Leie de finde,
471 Saa med Rebet om Hals og stikkende frem deres Hoved
472 Alle paa Rad de hang, at times en ynkelig Dødslod;
473 Med deres Been de sprælled en Stund, men dog ikke længe.
474 Derpaa de slæbte Melanthios ud over Gangen og Gaarden,
475 Skare ham Næsen og Ørene af med den grusomme Malmkniv,
476 Reve hans Blusel af Liv, og til Æde for Hunde den slængte,
477 Ja selv Hænder og Fødder med harmeligt Sind de ham afhug.
478 Da de nu selv paa Hænder og Been havde tvættet sig rene:
479 Ind til Odysses i Huset de gik; fuldbyrdet var Værket.
480 Selv han sagde nu strax til Ammen den troe Eurykleia:
481 Ild og ondtafværgende Svovl, Morlil! du mig bringe,
482 For at jeg Salen kan svovle; men beed du Penelopeia,
483 Strax at komme herned, ledsaget af Tjenesteqvinder;
484 Samtlige Terner desuden du hid til Salen mig kalde!
485 Derpaa ham svared igjen Eurykleia, hans elskede Amme:
486 Ja! forstandige Ord, min Søn! du talte tilvisse;
487 Men det er bedst, at Klæder jeg henter dig, Kjortel og Kappe;
488 Ei bør saadan med Pjalter omkring dine mægtige Skuldre
489 Her i Salen du staae, en Skam det vilde jo være.
490 Derpaa til Svar hende gav den sindrige Konning Odysseus:
491 Først og fremmest skal Ild du her i Salen mig skaffe.
492 Saa han talte, hans Ord adlød den venlige Amme.
493 Strax hun bragte ham Svovl og Ild, og Drotten Odysseus
494 Røged med Svovl i Kammer og Sal og ude paa Gaarden.
495 Ammen begav sig imens omkring i den prægtige Bygning,
496 Ternerne strax at melde hans Bud, og byde dem komme.
497 Ud af Kammers de gik med blussende Fakler ihænde,
498 Strax om Odysses de stimled i Kreds, og klynged sig til ham,
499 Bøde ham froe velkommen og kyssed hans Hoved og Skuldre,
500 Krystende kjærlig hans Hænder; men rørt af inderlig Veemod
501 Græd og hulked han lydt, og igjen han kjendte dem Alle.
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek