link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Homer, Odysseen, 12. sang


| Index | Sang -1 | Sang +1 |
   
1     Men da vort Skib var ud af Okeanos' skyllende Strømme
2 Sluppet, og atter vi løb paa det vidtbeseilede Havdyb,
3 Kom vi til Øen Aiaia igjen, hvor den dæmrende Dagning
4 Har sin Bolig og hædres med Chor, og hvor Solen sig reiser.
5 Op paa den sandede Kyst vi haled vort Skib ved vor Ankomst,
6 Selv udstege vi saa paa den havbeskyllede Strandbred,
7 Der vi tog os et Blund, og vented paa Morgenens Komme.    
8     Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
9 Sendte jeg strax til Kirkes Palads et Par af mit Mandskab,
10 Dem jeg befoel Elpenors afsjelede Legem at hente.
11 Brændsel vi hugged imens, og ude hvor Kysten var høiest
12 Jorded vi Liget med Sorg, og Taarerne randt os paa Kinden.
13 Men da vi Dødningen havde forbrændt med alle hans Vaaben,
14 Tued vi Muld over Graven, og stilled en Støtte paa Tuen,
15 Øverst paa hvilken vi planted hans nemthandteerlige Aare.    
16     Saa vi syslede travlt, men ei for Kirke det dulgtes,
17 At vi var komne fra Hades igjen, thi selv hun paa Stedet
18 Kom i en stadselig Dragt, ledsaget af Terner, som bare
19 Brød og Kjød og blussende Viin i rundeligt Forraad.
20 Trædende frem i vor Kreds udbrød den fagre Gudinde:    
21     Dristige Mænd, som vandred i levende Live til Hades,
22 Dobbelt at døe, da dog Døden kun een Gang Mennesket times!
23 Vel! saa spiser af Maden da nu, og drikker af Vinen
24 Her idag, men imorgen, saasnart der lysner et Dagskjær,
25 Atter I drage tilsøes! baade Veien og alle dens Farer
26 Nævne jeg vil Eder klart, at I ei ved daarlige Anslag
27 Enten til Lands eller Vands skal friste bedrøveligt Vandheld.    
28     Saa hun taled, bevæged' da blev vore mandige Hjerter.
29 Saaledes Dagen igjennem til seent, da Solen sig bjerged,
30 Sad vi og nød fortræffeligt Kjød og Viin, som var liflig,
31 Men da nu Solen sig bjerged, og Mulm udbredte sig vide,
32 Lagde sig Folket til Roe ved Tougene agter i Skibet.
33 Mig tog Kirke ved Haanden, og satte mig fjernt fra mit Mandskab,
34 Leired sig hos mig fortrolig, og fritted mig ivrig om Alting.
35 Hende fortalte jeg da nøiagtigen hvad der var hændt mig,
36 Hvorpaa den værdige Kirke tog Ordet, og talte saalunde:    
37     Dette har nu til Ende du bragt, men læg nu paa Hjerte,
38 Hvad jeg fortælle dig vil, og en Gud derom dig vil minde.
39 Først til Seirenerne komme du vil, som fortrylle tilhobe
40 Hvert et Menneskens Barn, som vover sig nær deres Bolig.
41 Hvo der af Vaade sig nærmer og hører Seirenernes Stemme,
42 Ham skal aldrig hans elskede Viv og uskyldige Smaabørn
43 Meer omringe med Jubel, og froe gjenhilse ved Hjemkomst,
44 Med deres klingende Sang Seirenerne vil ham forkogle,
45 Siddende hist paa en Eng; trindt ligger paa Stranden en Bunke
46 Smuldrende Menneskebeen, al Hud er fra Benene visnet.
47 Derfor du seile forbi, og stop Kameraternes Øren
48 Til med æltede Kager af Vox, at ei af dit Mandskab
49 Nogen skal Sangen fornemme, men lyster du selv den at høre,
50 Lad dine Mænd dig da surre opreist til Foden af Masten
51 Baade med Hænder og Been, og stærkt Mastlinerne knytte,
52 At du kan lytte med Fryd til Sang af de tvende Seirener;
53 Men hvis du beder endda og befaler dit Folk dig at løse,
54 Lad dem da baste dig strax med fleer forsvarlige Strikker!    
55     Er I nu stævnede disse forbi, du selv og dit Mandskab,
56 Da er jeg ikke tilsinds, forud at forkynde dig nøie,
57 Hvad for en Vei af de to du vælge dig vil, men bestemme
58 Maa du det selv i dit Sind, dog vil jeg om begge fortælle.    
59     Hist fremludende Klipper man seer, mod hvilke med Brusen
60 Bølgerne drives af Havets sortøiede Viv Amphitrite,
61 Og af de salige Guder de kaldes de rørlige Klipper.
62 Aldrig en Fugl kan flyve forbi dem, ikke de bange
63 Flygtige Duer engang, som til Zeus Ambrosia bringe,
64 Selv af dem bortsnapper den glindsende Klippe bestandig
65 Een, men Zeus strax skaber en ny, for Tallet at fylde.
66 Aldrig endnu er et Skib blevet frelst, som Klippen sig nærmed,
67 Men en fortærende Ildorkan og brusende Bølger
68 Slænger afsted baade Mændenes Liig og Skibenes Planker.
69 Kuns et eneste Skib, det vidtnavnkundige Argo,
70 Slap i Behold forbi, da det styrede hjem fra Aietes,
71 Dog selv dette var brat blevet knuust mod de vældige Klipper,
72 Var det ei styret af Here, som huldt beskjermed Iason.    
73     Men i den modsatte Retning man seer to Klipper, den ene
74 Stikker mod Skye sit Hoved saa spidst, indhyllet i blaalig
75 Taage, som aldrig fortrækker, og hverken om Høst eller Sommer
76 Vorder dens Isse belyst af klar reensmilende Blaaluft.
77 Op eller ned af Klippen kan ei nogen Dødelig klyve,
78 Selv om ti Par Hænder og ti Par Fødder han eied,
79 Thi den er glat, som om Stenen var trindt tilhugget og slettet.
80 Midt i Klippen en Hule man seer, indhyllet i Natmulm,
81 Vendt mod Mørket og Erebos hen, og den vil I mulig
82 Styre forbi med det bugede Skib, min straalende Konning!
83 Selv om den dygtigste Gut fra det hurtige Skib med sin Bue
84 Skjød derind, traf Pilen dog ei den inderste Fjeldkløft.
85 Der har Skylla sin Bolig, det frygtelig glammende Udyr,
86 Og hendes Røst er skingrende klar, som Bjef af en nyfød
87 Hund, men arg hun er, og ei skal Nogen sig fryde,
88 Ei en Guddom engang, som faaer Utysket at skue.
89 Sex Par Fødder i Alt hun har, vanskabte tilhobe,
90 Sex fremstikkende Halse dertil, og paa hver af disse
91 Sidder et grueligt Hoved, hvori tre Rader af Tænder,
92 Talrige, tæt ved hverandre, bebudende Døden den sorte.
93 Lige til midt paa Livet hun sidder i Hulen fordybet,
94 Men fra det rædsomme Svælg hun frem sine Hoveder stikker,
95 Gridsk om Hulen hun snuser, og der hun fisker sig jevnlig
96 Baade Delphiner og Sæler, ja fanger endog af de store
97 Haier, hvoraf Amphitrite, den brusende, fostrer saa mange.
98 End har aldrig en Skipper sig roest, at han der med sit Fartøi
99 Løb i Behold forbi; i hvert af Gabene Skylla
100 Bærer en Mand, som hun rev fra den mørkblaastavnede Snekke.    
101     Lavere nede den anden du seer af de Klipper, jeg nævned,
102 Dog den første saa nær, at en Piil kan lange derover.
103 Der er en Figen, som hæver sig høit med løvrige Grene,
104 Nede ved denne Charybdis indsuger det sortladne Søvand,
105 Tregange spyer hun det ud, og tregange suger hun daglig.
106 Gid du ei maa komme derhen, naar Vandet hun suger,
107 Ei da mægted Poseidon engang at frie dig fra Ufærd.
108 Derfor du hellere styre dit Skib tæt ind under Skyllas
109 Klippe saa snelt du formaaer, langt bedre det er dog i Sandhed,
110 Sex af Folket ombord end den hele Besætning at miste.    
111     Saa hun taled, og jeg hende flux gjensvared og sagde:
112 Dette, Gudinde! jeg beder, sandfærdigen du mig besvare.
113 Var det ei muligt at slippe forbi den grumme Charybdis,
114 Og imod Skylla mig værge, saasnart mine Folk hun vil myrde?    
115     Saa jeg taled, da gav mig til Svar den fagre Gudinde:
116 Dristige Mand! vil ogsaa du her til Kamp og til Voldsfærd
117 Vende din Hu? vil ei engang for Guder du vige?
118 Dødelig er ei Skylla, udødelig er hun det Udyr,
119 Rædsom og lumsk og grum, og ei kan i Kamp hun betvinges;
120 Her er Kjækhed omsonst, at flye er derfor det Bedste;
121 Thi hvis du dvæler ved Klippen, for der til Kamp dig at ruste,
122 Da er jeg bange, hun falder dig an paany og dig griber
123 Med sine Gab, og i hvert af Gabene snapper en Sømand;
124 Roe da forbi saa skrapt du formaaer, og beed til Kratais,
125 Utyskets Moder, som Skylla har født til Menneskens Ufærd,
126 Datteren styre hun vil, at ei hun fornyer sit Angreb.    
127     Komme du skal til Thrinakrias Øe, hvor den hellige Solguds
128 Oxer og mæskede Faar i Mængde paa Vangene græsse.
129 Oxernes Hjorder er syv, og syv er Faarenes Flokke,
130 Hver halvhundrede Kræe, men ved Yngel formeres de aldrig,
131 Mindskes ei heller i Tal, og Gudinder dem vogte paa Græsgang,
132 To skjønlokkede Nympher, Lampetia og Phaethusa,
133 Børn af Hyperions Søn den lysende Sol og Neaira.
134 Men da den værdige Moder, som fødte dem, havde dem fostret,
135 Sendte hun dem til Thrinakrias Øe at boe i det Fjerne,
136 Faderens Hjorder at vogte, hans Faar saavelsom hans Hornqvæg.
137 Lader du disse med Fred og bekymrer dig blot om din Hjemfærd,
138 Da skal I end efter megen Besvær til Ithaka komme,
139 Men hvis I gjør dem Fortræd, da bebuder jeg dig og dit Mandskab
140 Død, og din Snekke Forliis, og om selv end Livet du bjerger,
141 Kommer du seent og suurt til dit Hjem, og berøvet dit Mandskab.    
142     Talt; da reiste sig strax den guldstolthronende Dagning,
143 Og gjennem Øen tilbage da gik den fagre Gudinde,
144 Men til mit Skib begav jeg mig ned, og befoel mine Svende,
145 Selv at skibe sig ind, og Linerne løsne fra Bagstavn.
146 Flux ombord de nu gik, paa Tofterne toge de Sæde,
147 Alle paa Rad, og med Aarer de slog de graalige Bølger.
148 Kirke, den haarfagre bolde Gudinde med Menneskestemme
149 Gav os en rask seilfyldende Bør, paa vort Fart en fortrinlig
150 Fører, thi agter den stod paa vor mørkblaastavnede Snekke.
151 Men da saa Alt ombord var kant og klart til at lette,
152 Sad vi paa Toft, og Vind og Styrmand raaded for Kaasen.
153 Derpaa bedrøvet i Hu jeg talede saa til mit Mandskab:    
154     Venner! det skikker sig ei, at en Enkelt af os eller Tvende
155 Veed alene, hvad Kirke, den fagre Gudinde, har spaaet os;
156 Thi vil jeg sige det høit, at vi velunderrettede Alle
157 Enten kan døe, eller flye Fordærv og reddes fra Henfart.
158 Først hun alvorlig os byder at skye de lumske Seireners
159 Altforkoglende Sang og den blommede Eng, hvor de synge.
160 Jeg alene maa lytte til Tonerne; dog skal I surre
161 Fast mig med snærende Reeb opreist til Foden af Masten,
162 Saa jeg mig ikke kan røre, og stærkt Mastlinerne knytte.
163 Beder jeg Eder endda og befaler mig atter at løse,
164 Da skal I baste mig strax med fleer forsvarlige Strikker.    
165     Saaledes gjorde jeg nu mine Mænd bekjendte med Alting.
166 Midlertid kom i strygende Fart vor dygtige Snekke
167 Hen til Seirenernes Øe, fremdreven af lempelig Kuling;
168 Strax nu løiede Vinden, og trindt os bredte sig Havblik
169 Uden den ringeste Blæst, en Gud søvndyssede Bølgen;
170 Op da sprang mine Mænd, i en Fart de Seilene fired,
171 Lagde dem ned i det bugede Skib, og sad saa paa Roerbænk,
172 Pidskende Vandet i Skum med de glattilhuggede Aarer.
173 Selv en betydelig Kage jeg tog af Vox, med mit Malmsværd
174 Skar jeg det smaat, og ælted det stærkt med vældige Hænder;
175 Snart blev Voxet da blødt ved den Kraft, hvormed jeg det klemte,
176 Og ved den straalende Sol, Hyperions Søn i det Høie.
177 Voxet jeg klæbed nu trindt om Mændenes Øren tilhobe,
178 Derpaa de surred mig fast opreist til Foden af Masten
179 Baade med Hænder og Been, og stærkt Mastlinerne knytted,
180 Toge saa Plads og slog med Aarer de graalige Bølger.
181 Men da vi var dem saa nær, som en lydelig Stemme kan række,
182 Jagende rask afsted, da saae de den glidende Snekke
183 Nærme sig stærkt i sin Fart, og den klingende Sang de begyndte:    
184     Kom, Odysses! du hædrede Drot, Achaiernes Stolthed!
185 Stands dit Skib, og lyt til den Sang, Gudinder dig synge
186 Aldrig en Mand her seiled forbi paa sin tjærede Snekke,
187 Førend han først havde hørt den liflige Røst af vor Læbe;
188 Glad i Hu han reiser da hjem og beriget med Kundskab.
189 Os er tilfulde bekjendt, hvad Ondt Achaier og Troer    
190     Hist efter Gudernes Raad og Styrelse fristed i Troia;
191 Alt vi veed, hvad der skeer paa den alternærende Jordkreds.    
192     Saa med fortryllende Stemme de sang, da lysted mit Hjerte
193 Svart at lytte til Sangen, og Mændene bød jeg mig løse,
194 Nikkende til dem med Hoved, men rask deres Aarer de brugte.
195 Op da sprang Eurylochos flux og med ham Perimedes,
196 Tog nogle Reeb endnu, og basted mig mere forsbarlig.
197 Men da de saa havde roet dem forbi saa langt, at vi ikke
198 Meer kunde høre Seirenernes Sang og klingende Stemme,
199 Bort da slængte paastand mine Mænd det Vox, som jeg klæbed
200 Om deres Øren, og løste de Reeb, hvormed jeg var bunden.    
201     Øen vi neppelig havde paa Bag, da skued jeg klarlig
202 Damp og svulmende Søe, og et Bulder jeg hørte tillige.
203 Rædde da blev mine Mænd, og slap af Haand deres Aarer;
204 Pladskende lydt de slæbte for Strøm, da sakked mit Fartøi
205 Strax, thi ei nogen Haand tog Tag med de vældige Aarer.
206 Hen over Dækket jeg gik nu paastand, og muntred mit Mandskab,
207 Frem jeg treen, og med kjærlige Ord til dem Alle jeg talte:    
208     Venner! vi ere jo ei hidtil ukjendte med Trængsler;
209 Større forsand er Faren ei her, end dengang Kyklopen
210 Spærred os inde med frygtelig Kraft i sin hvælvede Hule,
211 Derfra vi dog ved min Kjækhed, min Køgt og mit snedige Paafund
212 Slap i Behold; den Dyst er vel knap Eder gaaen ad Glemme.
213 Hører da dette mit Ord, og lader os Alle det følge!
214 Tager paa Tofterne Plads, og slaaer de brændende Bølger
215 Kraftig med Aarernes Blad, om maaskee den høie Kronion
216 Huldt os forunder at frelses ved Flugt af denne vor Qvide.
217 Hør saa, Styrmand! hvad sige jeg vil, og læg det paa Hjertet!
218 Thi paa det bugede Skib er det dig, som raader for Roret.
219 Styr brav langt fra Brændingen hist og udenom Røgen,
220 Hold ad Klippen derhenne, og pas paa Skuden, at ikke
221 Hist hun smutter dig hen, om en Hals da var vi tilhobe.    
222     Saa jeg taled, og Mændene flux adlød min Befaling.
223 Dog om Skylla jeg taug som en uafværgelig Fare,
224 Thi jeg befrygted forsand, at af Skræk mine Folk skulde standse
225 Brat med at roe, og sig skjule maaskee i Rummet af Skibet.
226 Ogsaa forglemte jeg ganske den piinlige, strenge Formaning,
227 Kirke mig gav, da hun reent forbød til Kamp mig at væbne.
228 Flux min glimrende Rustning jeg axlede, greb udi Haanden
229 To langskaftede Spyd, og stilled paa Dækket mig forskibs,
230 Thi jeg formoded, at der hun først vilde komme tilsyne,
231 Skylla, det Fjeldutyske, som stod mine Mænd efter Livet;
232 Dog hun var ei at see, og bitterlig alt mine Øine
233 Sved af at stirre med speidende Blik mod den taagede Klippe.    
234     Hjertebeklemte tilhobe vi styred nu op gjennem Sundet;
235 Her os truede Skylla, og hist den barske Charybdis
236 Suged af Havet paa frygtelig Viis det bølgende Saltvand.
237 Hvergang hun spyede det ud, da plumredes Vandet og bobled
238 Høit som en Kjedel paa blussende Baal, og Skummet i Veiret
239 Steg og besprøitede Toppen af begge de kneisende Klipper.
240 Naar derimod af Havet hun slugte det bølgende Saltvand,
241 Sank Midten den plumrede Strøm med et Brag, saa det dønned
242 Huult i Klippen omkring, og man saae den svælgende Havbund
243 Sort af det dyndede Sand; da blegned af Skræk mine Svende.
244 Medens paa hende vi stirrede hen med frygtelig Dødsangst,
245 Havde den grusomme Skylla mig alt bortsnappet fra Skibet
246 Sex af mit Folk, de dygtigste Mænd af Kræfter og Arme,
247 Og da jeg kasted et Blik hen over mit Skib og mit Mandskab,
248 Hænder og Fødder jeg saae af de Stakler, som høit allerede
249 Svæved i Luften; med Qval i Hjertet de ynkelig raabte
250 Til mig, og nævnte mit navn, for aldrig at nævne det mere.
251 Som naar en Fisker paa Næs med sin langtfremstikkende Angle
252 Madingen kaster i Søe, Smaafiskene lumsk at forlokke,
253 Ud i Vandet han hiver sin Snor med Røret af Kohorn,
254 Og naar han fanger en Fisk, han iland den sprællende kaster,
255 Saaledes Mændene her blev sprællende slængte mod Klippen;
256 Midt i den gabende Kløft hun dem aad, og frygtelig skreg de,
257 Strækkende frem deres Arme mod mig i gruelig Dødskamp.
258 Aldrig endnu saa ynkeligt Syn var mig kommet for Øine,
259 Skjønt jeg til Rædsler var vant paa min forskende Fart over Bølgen.    
260     Bort vi fra Kliperne slap, fra den grumme Charybdis og Skylla,
261 Og i en Fart vi kom til en Guds velsignede Øland.
262 Der havde Solen, Hyperions Søn, sine talrige Hjorder,
263 Mæskede Geder og Faar og Køer, bredpandede, skjønne.
264 Ude paa Søen jeg alt fra Dæk paa det tjærede Fartøi
265 Køerne hørte, som brølede høit paa Vang, hvor de græssed.
266 Ogsaa jeg hørte de brægende Faar; da randt mig i Tanke
267 Hvad mig den blinde Thebaier Teiresias havde bebudet,
268 Og den Aiaiiske Kirke, som stærkt fraraaded at styre
269 Hen til den menneskefrydende Sols livsalige Øland.
270 Derpaa bedrøvet i Sind jeg talede saa til mit Mandskab:    
271     Agter nu grandt paa mit Ord, I sorgbetyngede Brødre!
272 At jeg forkynde Jer kan, hvad Teiresias har mig bebudet,
273 Og den Aiaiiske Kirke, som stærkt fraraaded at styre
274 Hen til den jordoplysende Sols livsalige Øland.
275 Der skal os times den haardeste Qval, efter hvad hun forsikkred.
276 Vel! saa styrer da Øen forbi med det tjærede Fartøi!    
277     Saa jeg taled, da knusted paastand i Barm deres Hjerter;
278 Strax Eurylochos dog mig gav fripostig til Gjensvar:    
279     Haard, Odysseus! du est, dit Mod og din Kraft er ubændig,
280 Ei dine Lemmer kan slappes, heel skabt af Jern du mig tykkes;
281 Du som forbyder dit Folk, der af Arbeid og Vaagen er udslidt,
282 Foden at fæste pa Land, og vist vi os kunde forskaffe
283 Her paa den havomskyllede Øe en qvægende Nadver;
284 Ja! du forlanger endog, at øen forbi vi skal styre,
285 Og i den rædsomme Nat omflakke paa blaalige Bølger.
286 Snarest om Natten sig reise de heftige Storme, som volde
287 Skibes Forliis, og hvorhen skal man tye, for Døden at undflye,
288 Hvis en ubændig Orkan med Eet begynder at rase,
289 Enten fra Syd eller Vest, de tudende Storme, som jevnligst
290 Skibene splintre til Vrag, endog mod Gudernes Villie?
291 Dog, nu vil vi forsand adlyde den skumrende Aften,
292 Nu vil vi holde vor Nadver paa Strand ved den hurtige Snekke,
293 Saa vil imorgen ombord vi gaae, og Bølgen befare.    
294     Saa Eurylochos taled, og Mændene jubled tilhobe.
295 Da formærked jeg klart, at en Gud tiltænkte mig Ufærd;
296 Og med bevingede Ord jeg talede til dem og sagde:    
297     Mig, den enkelte Mand, kan I let, Eurylochos! tvinge,
298 Dog med den dyreste Eed I samtlige love mig dette!
299 Træffe vi ovre paa Øen en Hjord af Faar eller Oxer,
300 Lover mig da, mine Mænd! at I ei med formastelig Voldsfærd
301 Enten et Faar eller Høved ihjel vil slaae, men fortærer
302 Rolig den Kost, som af Kirke vi fik, den bolde Gudinde.    
303     Saa jeg taled; strax Samtlige svor den Eed, jeg forlangte.
304 Men da de saa havde svoret, og fuldelig givet mig Eedsord,
305 Lagde vi ind med det dygtige Skib i Havnen den dybe,
306 Nær ved en Ferskvandssøe; da steg mine Svende tilhobe
307 Ud af Skibet, og laved sig snart forsynlig et Maaltid.
308 Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
309 Jamred og græd de lydt ved at mindes de elskede Brødre,
310 Som fra vort Skib os Skylla fornys havde ranet og opædt.
311 Snart den liflige Søvn sig over de Grædende sænked;
312 Men ved den tredie Deel af natten, da Stjernerne daled,
313 Reiste med eet Skysamleren Zeus et rygende Stormveir
314 Med en ubændig Orkan, baade Jorden og Havet saa vide
315 Hylled i Skyer han ind, og Nat fremstyrted fra Himlen.
316 Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
317 Sikkred vi Skibet og haled det ind i en rummelig Hule,
318 Hvor Skovnymphernes Lunde man saae og yndige Dandsplads.
319 Sammen jeg kaldte da Folket paastand, og taled i Kredsen:    
320     Venner! da Mad og Drikke vi har ombord paa vort Fartøi,
321 Lader os Qvæget da skaane, at Ondt os ikke skal ramme;
322 Oxerne her og de prægtige Faar tilhøre den høie
323 Sol, den mægtige Gud, som Alt baade skuer og hører.    
324     Saa jeg taled, bevæged' da blev deres mandige Hjerter.
325 Men en langsommelig Maaned fra Syd det blæste bestandig,
326 Aldrig der lufted en Vind, undtagen fra Østen og Sønden.
327 Medens af Mad og Viin der endnu var tilstrækkeligt Forraad,
328 Lode de Qvæget med Fred, af svar bekymring for Livet,
329 Men da det ganske var gaaet paa Grund med hele vor Skibskost,
330 Streifed de rundtomkring, og gav sig af Nød til at jage;
331 Fugle de fanged og Fisk, og hvad der kom dem for Haanden,
332 Ivrig med bøiede Kroge, thi Sult i Tarmene skar dem.
333 Op paa Øen jeg gik, til de salige Guder at bede,
334 Om der maaskee var En, som mig Vei vilde vise til Hjemfærd.
335 Men da jeg vandrende frem mit Folk var kommen af Syne,
336 Og i et Vand, som mod Blæst var i Læe, havde Hænderne tvættet,
337 Bad jeg til samtlige Guder, som boe paa høien Olympos,
338 Og over Øinenes Laag de mig gjød den sødeste Slummer.
339 Men til fordærvelig Daad Eurylochos egged de Andre:    
340     Agter nu grandt paa mit Ord, I sorgbetyngede Brødre!
341 Rædsom er Døden bestandig for Jordens usalige Sønner,
342 Dog, af Hunger at døe er af alle den beskeste Dødslod;
343 Lad os af Solens fortrinlige Køer da tage de bedste,
344 Og dem til Guderne offre, som boe paa Himmelen vide;
345 Men naar vi komme til Ithakas Øe, vor fædrene Hjemstavn,
346 Da vil vi Solen, Hyperions Søn, et straalende Tempel
347 Bygge paastand, og pryde det rigt med herlige Gaver.
348 Men hvis han tændt af Harm for sin Hjord langhornede Oxer
349 Agter at knuse vort Skib, og Guderne fremme hans Forsæt,
350 Heller jeg døer da brat med Mund opspilet paa Bølgen,
351 End paa den eensomme Øe jeg her seigpines saa længe.    
352     Saa Eurylochos taled, og Mændene jubled tilhobe.
353 Strax de fortrinligste Nød de tog af Hjorden, som nærved
354 Vanked, thi ei ret langt fra vort mørkblaastavnede Fartøi
355 Græssed paa Vang den himmelske Sols bredpandede Hornqvæg.
356 TRindt om Qvæget de stod og bad til de salige Guder,
357 Og af en kneisende Eeg de plukked de mygeste Blade,
358 Thi paa det toftede Skib det skortede ganske paa Bygkorn.
359 Men da de saa havde bedet og Dyrene slagtet og krænget,
360 Snitted de Bovene fra, og bedækked dem trindt med et dobbelt
361 Lag af Fedt, som de dækked igjen med et Lag af det Skære.
362 Ogsaa de manglede Viin til at væde det brændende Offer,
363 Derfor de stænkede Vand og Dyrindvoldene risted.
364 Men da de Bovene havde forbrændt, og af Indmaden nippet,
365 Skar de det øvrige Kjød itu, og stak det paa Bradspid.    
366     Midlertid svandt mig fra Øinenes Laag den liflige Slummer.
367 Strax jeg skyndte mig ned til min hurtige Snekke paa Kysten,
368 Men da jeg nærmed mig alt det aareforsynede Fartøi,
369 Dufted imøde mig strax en vellugtspredende Fedtdamp,
370 Lydt da gav jeg et Skrig og til Himmelens Guder jeg raabte:    
371     Zeus, Alfader! og I, uforgjængelig salige Guder!
372 Vist til Fordærv har I dysset mig ind i ulykkelig Slummer,
373 Og mine Mænd, som tilbage forblev, har øvet en Udaad.    
374     Flux i sit flagrende Slør Lampetia iled til Solen
375 Hen, ham at bringe det Bud, at mit Folk havde slagtet hans Oxer.
376 Strax blandt evige Guder med Harm i Hjertet han talte:    
377     Zeus Alfader! og I, uforgjængelig salige Guder!
378 Hevn over Laertiaden Odysses's Folk I mig skaffe!
379 Frækt de voved ihjel mine Oxer at slaae, som bestandig
380 Fryded min Hu, naar op jeg steg paa den stjernede Himmel,
381 Og naar fra Himmelen ned igjen jeg daled mod Jorden.
382 Men hvis de ei som forskyldt for Oxerne bøde tilfulde,
383 Stiger til Hades jeg ned, og kaster mit Lys paa de Døde.    
384     Ham gjensvarede Zeus, hiin skyforsamlende Hersker:
385 Helios! lys du kun for de salige Guder i Fremtid
386 Og for hver dødelig Mand paa den kornfrembringende Jordkreds!
387 Snart deres hurtige Skib skal i Qvag jeg slaae med mit blanke
388 Lyn, og splintre det ad paa dets Fart over viinblaae Bølger.    
389     Dette jeg siden erfoer af den haarfagre Nymphe Kalypso,
390 Som af Hermeias det selv havde hørt, efter hvad hun fortalte.    
391     Men da til Havet jeg ned var kommen, hvor Skibet var qværsat,
392 Treen jeg til Mændene hen, og bebreided dem strengt deres Adfærd.
393 Ei var der Raad at hitte, thi alt vare Oxerne dræbte.
394 Strax de salige Guder dem gav ondtvarslende Jertegn,
395 Huderne krøb, og Kjødet paa Spid sig gav til at brøle,
396 Baade det raae og det stegte; det lød livagtig som Kobrøl.    
397     Sex samfældige Døgn bortdrev mine dygtige Svende
398 Solens fortrinligste Oxer, og gjorde med Suul sig tilgode.
399 Men da den mægtige Zeus havde sendt den syvende Morgen,
400 Lagde sig atter den heftige Storm, som rased med Uveir.
401 Flux ombord vi da gik, det vildene Hav at befare,
402 Reiste vor Mast paa Toft, og heisede Seilene hvide.    
403     Men da Thrinakrias Øe vi havde forladt, var der ikke
404 Land at øine forresten; vi saae kun Himlen og Havet.
405 Over vort bugede Skib snart Zeus udbreded en blaalig
406 Skye saa mørk, at Søen omkring os stod i en Taage.
407 Ei ret længe vort Skib over Bølgerne gik, thi fra Vesten
408 Kom der med Eet en hvinende Storm med rasende Uveir.
409 Blæsten med vældige Tag i Vanterne sled, saa de begge
410 Sprang, da styrtede Masten omkuld, og Stænger og Takkel
411 Ned i Lasten blev slængt; ved den agtere Stavn fik vor Styrmand
412 Hovedet knuust af den styrtende Mast, som slog ham paa Stedet
413 Hovedets Been i Qvag; brat styrted han ret som en Dykker
414 Ud over Bord fra Dæk, og Livet fra Knoglerne flygted.
415 Midlertid tordnede Zeus, og slynged sit Lyn mod vor Snekke,
416 Svart i Skroget det dirred ved hvert af de knittrende Lynslag.
417 Trindt stank Skibet af Svovl, og Mændene faldt over Borde;
418 Ligesom svømmende Krager en Stund de gynged paa Bølgen
419 Rundt om det tjærede Skib; en Gud berøved dem Hjemfærd.
420 Om paa Skibet jeg gik, til den skyllende Strøm havde revet
421 Spanterne løs fra Kjølen, som svømmede bar over Bølgen.
422 Ogsaa vor Mast som vor Kjøl fra Skibet blev slængt, men ved Masten
423 Hang der endnu en Line, som stærkt var tvunden af Kohud;
424 Fat i Linen jeg greb, og surrede Masten til Kjølen,
425 Satte paa disse mig fast, og drev for de rædsomme Vinde.    
426     Knap havde Stormen, som raste fra Vest, begyndt sig at lægge,
427 Førend det kuled fra Syd, mit Sind til megen Bekymring,
428 At jeg endnu skulde hen blive slængt til den grumme Charybdis.
429 Natten igjennem paa Vandet jeg drev, men aarle ved Daggrye
430 Kom jeg til Klipperne hen, til den barske Charybdis og Skylla,
431 Just som Charybdis af Havet indsuged det bølgende Saltvand.
432 Op mod den vældige Figen paastand jeg sprang, og om Stammen
433 Klynged mig fast, og hang som en Flagermuus, thi der var ikke
434 Plads til at støtte med Fod, og at klyve derop var umuligt,
435 Rødderne randt saa vidt, og for høit mig hængte de lange
436 Mægtige Grene, som vidt og bredt beskygged Charybdis.
437 Fast jeg bestandig mig holdt, indtil hun igjen havde udspyet
438 Masten og Kjølen; mig ventende Mand heel længe det vared.
439 Dog mod den Tid, da en Mand fra Torv hjemvandrer til Nadver
440 Hvor han i tvistige Sager har dømt mellem hidsige Ungfolk,
441 Da først langt om længe kom Plankerne frem af Charybdis.
442 Oppe fra Høiden jeg sprang da paastand med Hænder og Fødder,
443 Plumpede ned med et Pladsk midt mellem de dygtige Planker,
444 Satte paa disse mig fast, og frem mig med Hænderne roede.
445 Skylla forresten at see, mig Guders og Menneskers Fader
446 Ei tillod, og ei var jeg da undsluppen fra Døden.    
447     Ni samfældige Døgn jeg drev, men tiende Aften
448 Kasted mig Guderne hen til Ogygias Øe, hvor Kalypso
449 Boer, den haarfagre bolde Gudinde med Menneskestemme.
450 Hun mig gjæsted og plejed; dog hvi gjentage det atter?
451 Her i Paladset jeg har jo igaar allerede fortalt det
452 Baade til dig og din herlige Viv, og jeg hader den Uskik,
453 Atter paany at fortælle hvad alt man klart har berettet.
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek