Forfatterportræt: Emil Aarestrup
af Esther Kielberg |
||||||
Samlede Skrifter: Indholdsfortegnelser for alle bind I - VI Forfatterportræt Indhold: I. Pennens sprætninger og sprutninger II. Livsforløb III. Forfatterskabet IV. Temaer i forfatterskabet IV.-1. Erotik og død IV.-2. Det eksotiske IV.-3. Barnet IV.-4. Forkrænkeligheden og det hellige IV.-5. Kunsten V. Forfatterskabets efterliv VI. Tekstkritiske oplysninger VIII. Bibliografi Aarestrup: manuskripter Aarestrup: musik E. Aarestrup hjemmeside DNA hjemmeside
E. Aarestrup C. Aarestrup E. Aarestrup |
I. Pennens sprætninger og sprutninger
Emil Aarestrups navn er for de fleste forbundet med hans erotiske
poesi. Ved den er han blevet kendt, og med god grund. Hans kærlighedslyrik
har nerve, er nutidig og nærværende i langt højere
grad end samtidens. Men det samme gælder den del af hans
bedste digtning, der ikke har erotik som hovedtema - det erotiske
er i øvrigt til stede som et mere eller mindre skjult lag
i det meste af hans poesi. Den oplevelse, man som læser
har af at være samtidig med digtene, kommer af Aarestrups
overrumplende skrivemåde med dens i sin tid uhørte
sprogbehandling, hans sans for det konkrete, jordnære, humoren,
hans vidtrækkende, hurtigt arbejdende fantasi og den brændende,
voldsomme energi, der driver hans skrift. I et af sine mange
rimbreve, her til vennen, urtekræmmer Christian Petersen
(1805-52), taler han om "min Pens elastiske, - plastiske,
- bombastiske - Sprætninger og Sprutninger". Men energiudbruddene
er ledsaget og kontrolleret af en kritisk udvælgende skønhedssans
og musikalitet.
Aarestrup hører litteraturhistorisk til i romantikken,
den danske guldalder, som perioden 1800-1850 gerne kaldes på
grund af dens overflod af produktiv begavelse. Men ærkedansk
virker hans digtning ikke, hvis vi sammenligner ham med andre
digtere i tiden, fx hans idol, den ca. 20 år ældre
Oehlenschläger, eller den beundrede, lidt ældre ven
Christian Winther.
Man har placeret Aarestrup og hans åndsform i den såkaldte
romantisme, en strømning, der i Danmark meldte sig fra
ca. 1830, og som også Blicher, Kierkegaard og H. C. Andersen
gerne rubriceres i. Karakteristisk for romantismen er et ubehag
ved den borgerlige orden, dyrkelsen af det smerteligt splittede
('zerrissene'), ironien og det interessante, dvs. det der skjuler
sig under overfladen og kan antage dæmoniske former. Temaer
som ensomheden, døden, den døde elskede er tilbagevendende.
Den danske romantisme fandt dog en form, der var mere harmoniserende,
mindre ekstrem end den udefra kommende. Ved siden af har vi den
såkaldte 'biedermeier'-ånd, en kristelig-moralsk,
borgerliggjort udgave af den højromantiske idealisme.
Det er i en vis forstand rimeligt at placere Aarestrup her.
I hans digtning finder vi de nævnte træk og temaer;
og han var dyrker og oversætter af de store udenlandske
romantister, bl.a. Byron, Heine, Hugo, Musset. Men derudover
har han et særpræg, der unddrager sig afgrænsning
i tid og periode.
Inden vi ser nærmere herpå, skal der
gives et overblik over Aarestrups biografi:
Aarestrup var københavner, født 4.
december 1800 i Store Kongensgade. Faderen, Jørgen Fog
Aarestrup, der var toldkontrollør ved Østerport,
skal have været et festmenneske og en bonvivant. Moderen,
Sophie Charlotte Aagaard, var datter af te- og porcelænshandler
Rasmus Aagaard; i hans ejendom fik ægteparret Aarestrup
tildelt en lejlighed. Til Chr. Petersen skriver Aarestrup 11.4.1844:
"Du erindrer vel af Historien, at min Bedstefader var Urtekræmmer
eller dog idetmindste Theehandler, og at mine Drengeaar tildeels
have været paavirkede af Urtebodens sødmende, kryderagtige
fidtede Athmosphære?" I det livfulde digt "Kjøbenhavnske
Minder"
(Note 1: Samlede Skrifter(SS)
IV, 38. If. Oluf Friis skrevet 1838 )
beretter han om sine tidlige indtryk fra hovedstaden,
sine legepladser og tilholdssteder, bl.a. den halvtopførte
Marmorkirke, der først blev fuldført 1894:
Marmorkirken, taus og eensom,
Og man har slæbt ungen i teatret for hans dannelses
skyld:
O Theatrets lyse Runddeel
Senere har han modtaget indtryk fra byens kunstsamlinger
og udstillinger:
O Charlottenborg med Salen,
Som syvårig mistede Aarestrup begge forældre.
Af den oplevelse bringer digtet et glimt:
Hospitalets sorte Gitter!
Og dog kan jeg ei løsrives -
Lindetræ med Bænken lav!
Det forhold, at forældrene levede adskilt,
fra drengen var fem år, og at han så tidligt blev
forældreløs, har måske været medvirkende
til en grundlæggende følelse af ensomhed og hjemløshed,
der tit meddeles, således i digtet "Eensomheden"
(Note 2: SS II, 151. Skrevet 1837)
og i det ellers lystige og fandenivoldske digt "Dyrehaugen"
(Note 3: Digte (1838); SS III, 153)
om et barn, der er blevet væk fra forældrene i Bakkens
mylder:
Din Fader og Moder blev borte; o vi ville
Han blev efter forældrenes død opdraget
hos en ældre pebermø, Marie Møller, fhv.
kammerpige hos enkedronningen. Det kom sig af, at hun var universalarving
til en justitsråd F. C. Sprein, som havde været Jørgen
Aarestrups særlige ven og velynder. I sit testamente havde
Sprein bestemt, at et større beløb skulle afsættes
til de forældreløse Aarestrup-drenge, samt at frøken
Møller skulle administrere rentemidlerne med henblik på
Emils opdragelse. Om dette for en livlig dreng ikke altfor festlige
hjem har Aarestrup 1834 skrevet i et rimbrev
(Note 4: SS II, 69. Skrevet 1834 )til en skolekammerat:
Du fulgte med mig stundom op ad Trappen
Aarestrup blev student i 1819 og studerede derefter
medicin. I det meste af sin studietid logerede han i Fiolstræde
hos en adjunkt Christian Spengler, som også manuducerede
ham. Det er senere fastslået, at Aarestrup er far til den
datter, Cornelia, som Spenglers hustru fik i 1822, et halvt år
efter mandens død. Af brevene til Chr. Petersen og til
hustruen Caroline (f. Aagaard, 1808-92) fremgår det, at
han i stilhed har taget sig pænt af Cornelia også
i ægteskabsårene, trods Carolines anelser om og
ubehag ved de dulgte kendsgerninger om pigen.
Aarestrup begyndte tidligt at skrive. Det ældste
bevarede er fra 1815, kort før hans 15-års fødselsdag.
I 1823 fik han optaget digte i Aftenblad , enkelte blev
bragt i Nyt Aftenblad 1825 og 1826. I studieårene
gav Aarestrup sig tid til at følge forelæsninger
over æstetiske emner hos K. L. Rahbek og Oehlenschläger.
Med den sidste blev han bekendt og kom i hjemmet, også siden
hen. Han sætter Oehlenschlägers digtning højt
og udtrykker det flere steder. I et epigram
(Note 5: SS II, 62. Skrevet før 1838) hedder det:
Gud ham og hans Begeistring skiærme!
Beundringen for det store forbillede medførte
logisk nok i tidens løb skuffelser: I et brev til Chr.
Petersen (6.8.1839) ærgrer han sig over den snart aldrende
digterkonges prosaiske fremtoning "med en rædsom
Kasket paa Hovedet; især saae hans brede Nakke bagfra
besynderlig commandeer-sergeantagtig ud".
Aarestrups æstetiske interesser i studietiden
blokerede dog ikke for hans engagement i det medicinske fag.
Dissektionsøvelserne og anatomistudierne optog ham stærkt,
at dømme ud fra et brev til Caroline 10.4.1826. Han indleder
med at delagtiggøre hende i, at han lige har rodet i en
menneskehjerne, og at "en krum Næse og et par blaa
Øine ligger henne i Vinduet". Måske har han
villet kyse den velbeskyttede borgerdatter, eller det har blot
ligget ham på sinde at meddele sig om den verden, der var
hans. Han fortsætter:
kjære søde Glut (...) Tro mig, Anatomien
(...) er ikke hæslig, ikke vanhellig. Hvor stygt er ikke
Cadaveret, saaledes som vi faaer det, smudsigt, hentæret,
uskjønt; men naar Huden er borte, naar de enkelte Dele
betragtes hver for sig; de røde, friske Kjødtrevler
med deres fine, gjennemsigtige Hinder; Senerne, blanke som Sølv;
Brusket paa Ledemodene, snehvide, glatte; det uendelig fine Net
af Aarer, Pulsaarer og Nerver; og den beundringsværdige
Sammenhæng, Forstanden kan opdage deri - o Caroline! Et
dødt Legeme indeholder en Skat af den høieste Skjønhed;
man maa tabe sig i Beundring derover, som om man stod over for
det fuldendteste Værk i Naturen. God Nat! Gud holde sin
Haand over Dig!
(Note 6: Hans Brix: Emil Aarestrup (1952). II (Br.
II),124-25)
Det fascinerede billede af kroppens indre peger fremad,
mod fx hesteslagtningsscenen i Johs. V. Jensens roman Kongens
Fald (1901) og længere frem, mod 60'er-modernismen,
som vi møder den i Jørgen Sonnes digt "Foldemændene"
(Krese, 1963). Aarestrups nøgternt-begejstrede
visualisering af det skabte i dets mystik og utilslørede
skønhed svarer til han sans for at forbinde højt
med lavt, at bemærke og beskrive det konkrete med kærlighed,
uden idealisering.
Det kan være de anatomiske studier, der har
frigjort hans glæde over kønnet, den kropsligt-åndelige
kærlighed som en helhed. Et monistisk natursyn i modsætning
til samtidens dualistiske. Glæden over den fysisk-åndelige
eros viser sig i de for deres tid usædvanlig ligefremme
kærlighedsdigte, især "Du! Du! Du Søde"
og "Som i en hellig Dødskamp", begge trykt posthumt.
Den glæde vil den unge Aarestrup gerne dele med sin Caroline
og lære hende uforfærdet, uden skam at føle
og være stolt af:
naar du og jeg, Caroline, spadsere Haand i Haand
(...), naar vi føle den oplivende Solvarme, indaande den
friske Landluft, see ud over de blaa Krumninger af Søen,
høre Græshopperne synge, lugte Kløverduften
og Camillablomsterne, spise et par Bær eller tygge paa et
Straa, og da føle os ubeskriveligen lykkelige og synke
i hinandens Arme - ved Gud! Da er vi ikke andet end et par gode,
kjærlige Dyr! (...) Den skjønne, naturlige Tilstand
og Glæde ved Livet, den dele vi med Dyret, og det er en
altfor herlig Gudsgave til at vi skulle vrage den; den stille
Blomstren og Udvikling i legemlig Henseende dele vi med Planten,
og det behøver, selv ikke den smukkeste Pige at skamme
sig ved (...); men noget Eiendommeligt have vi som Mennesker:
den fornuftige Erkjendelse af det Guddommelige saavel udenom
os, som i os.
(Note 7: 16.12.1824.Hans Brix: Emil Aarestrup (1952). Br II, 132)
Eftersom hendes breve til ham ikke er bevaret, ved
vi ikke, hvad hun har sagt til hans progressive idealisme på
kærlighedsfeltet - den var jo en anden end den skikkelige
borgerligt-romantiske og snusfornuftige idealisme, hun vel var
opdraget i. Men han har i almindelighed opdraget og herset, kærligt-utålmodigt
og ikke så lidt tyrannisk, for at hun skulle ligne hans
pigeideal mest muligt og ikke gøre ham knuder. Og anstødsstenene
er mange: galt er det fx, at hun beklager sig over ét og
andet i sin situation i stedet for stolt at hæve sig over
fortrædelighederne, at hun ytrer (begrundet) mistanke om,
hvordan det er fat med kærestens forhold til Madam Spengler
og Cornelia, hvad han øjensynlig har undgået at
tale åbent om, at hun på den anden side ikke er aldeles
åben over for ham, men har sine urørlighedszoner,
at hun ikke tilstrækkelig frit og tilstrækkelig punktligt
beretter om sin helbredstilstand og sin krops funktioner, at hun
begår stavefejl, at hun ved deres seneste møde var
trukket i et par "fæle Strømper", og denne
her:
Husker Du, at jeg har gjort Dig opmærksom paa,
hvor uskjønt, næsten taabeligt, det saae ud, naar
Du og Din Søster i Parkettet bestandigen vendte Hovederne
til en og samme Side?
(Note 8: 21.7.1826. Hans Brix: Emil Aarestrup (1952). Br II, 158)
Sin idiosynkrasi begrunder han med, at han "afskyer
al Snedker-Symmetrie". Caroline må betale for sin
forlovedes ustyrlige længsel efter det fuldkomne.
1827 bestod Aarestrup den medicinske embedseksamen;
han fik embede i Nysted på Lolland, og i oktober samme år
blev han og Caroline gift. Børn myldrede frem, og hans
praksis var travl; men samtidig var han digterisk produktiv -
enkelte af hans digte blev trykt i Nytaarsgave for danske Digtere
1836. Han deltog desuden i egnens selskabsliv og holdt nok af
at komme på herregårdene og nyde deres comfort og
elegance, trods det at han kaldte sig liberalist og revolutionær
(om Aarestrup og det politiske liv, se i øvrigt afsnittet
om Brandes i kapitlet "Forfatterskabets efterliv").
Brevene til Chr. Petersen giver et indtryk af Nysted-hverdagene.
Han klager uafladelig over stedets kedsommelighed og åndløshed,
men har dog nok hygget sig på biedermeiervis i sin udørk
- det tyder brevene på. Chr. Petersen må imidlertid
have været en af hans få sande brødre i ånden.
Når det gjaldt at slippe galskaben
løs, det "Ravruskende og Ellevilde",
vendte han sig gerne til vennen, som han kaldte sin "psychiske
Læge". Lejlighedsvis var Aarestrup i hovedstaden for
at rekreere sig i hans selskab - og i hans unge hustru Grethes.
Til hende havde Aarestrup et godt øje. Et brev af 16.1.1840
frister til at tro, at han under de opulente københavnske
sørgehøjtideligheder ved Frederik VIs død
har set hende for sig i den tugtige sørgedragt, og at det
har ført til ritornellen "Dunkle Skabiose!" (se
ndf.). I brevet skriver han, efter at have harcelleret over begravelsesstadsen:
"Hils især din hulde Grethe, med de bløde Lokker
under Krepfloret, og al den hvide Skjønhed under Sørgedragten!"
At dømme efter de breve til hustruen, der
er bevaret, har Aarestrup dog inderligt elsket sin Caroline, som
if. et brev af 3.9.1824 befriede ham for et mangeårigt stort
savn, men "hvem en Hex Bestemmelsen satte / i hele sit Liv
at gie Patte / og sig kun med Børn og Gryder befatte".
(Note 9: SS II, 188)
Over for vennen, i herreværelset, kan han nok lade et par
drøje ord falde både om sine promiskuøse drømme
og om irritation over hustruens begrænsede åndelige
format og deres temperamenters uforenelighed. I et brev 10.11.1836
til Chr. Petersen, hvor han bebrejder vennen hans traurighed,
omtaler han sin kones sentimentalitet: "hendes Gemyt (...)
bestaaer ikke i en brilliant Zerrissenheit og en lidenskabelig
Næserynken som (...) mit; men i en rosinagtig Klamhed og
myseostagtig Tendents til Blødhed og Fugtighed, som altfor
meget corresponderer med de elegiske Suk, Du udstøder fra
Din Urtebod". Digtet "Gunløde"
(Note 10: Digte; SS III, 72)
handler om den både lyksaliggørende og dræbende
tryghed, personificeret i en øm hustru.
I det nævnte brev advarer han i øvrigt
vennen mod at læse for meget H. C. Andersen, i hvis værker
- og hermed menes nok romanerne - "ligger en Uendelighed
af sentimentalsk Puddersukker". Selv foretrak han Kierkegaards
funklende stil. Og if. brev 16.8.1848 var han ved en lejlighed
i selskab med Kierkegaard på en lang "Spadseretour"
af den slags, som mænd af ånd dengang foretog i Københavns
gader, når de havde noget betydningsfuldt at samtale om.
I 1832 ledsagede han i sin egenskab af læge
den syge komtesse Amalie Raben fra Aalholm på en rejse til
Karlsbad. Hun døde på rejsen. Man har ment, at minder
fra den og et sværmeri for komtessen ligger til grund for
tilblivelsen af digtkredsen "Erotiske Situationer",
der indgår i Digte 1838. Værdien af, at dette
forhold opklares, kan diskuteres. Hvorom alting er: Caroline modtog
under hans fravær lange, kærlige, længselsfulde
breve, fulde af fortælleglæde.
(Note 11: Dele af brevene fra rejsen er offentliggjort i
Dansk Litteratur-Tidende 1924 af Palle Raunkjær,
som havde nogle af dem i sin besiddelse. Disse bevarede breve
vil formentlig i løbet af et par år blive udgivet
for DSL af Palle Raunkjærs datter Eva Vikjær).
Det var Christian Winther, der, efter begejstret
at have overværet Aarestrups oplæsning, fik ham til
at samle et udvalg af sine digte og aflevere dem til C. A. Reitzel.
Selv havde Aarestrup tilsyneladende ikke høje tanker om
dem: "Mine Poesier, som jeg er saa keed af som Kat af Sennop,
har jeg nu endelig ekspederet til W. - Gud trøste Reitzel!"
skriver han til Chr. Petersen 30.9.1837. Digte udkom december
samme år, solgtes i ca. 40 eksemplarer og blev ignoreret
af kritikken. Om værket og dets receptionshistorie i øvrigt,
se nedenfor.
I 1838 fik Aarestrup en noget større og
meget travl praksis i Sakskøbing; siden, i 1849, blev han
stiftsfysikus i Odense, hvor han døde 1856. Aarestrup blev
hele livet ved med at skrive, men efter 1838 ikke nær så
meget. Grundene kan være mange: travlhed, udbrændthed
eller skuffelse over den modtagelse, Digte fik. I digtet
"Bebreidelsen" fra 1846 har jeg'et denne kommentar til
sig selv: "Nu er jeg Embedsmand og Ridder, / En fredelig,
frugtbar Vulkan". Af de efterladte digte, som Chr. Winther
og F. L. Liebenberg udgav posthumt 1863, stammer de fleste fra
før 1838.
Digte
(Note 12: SS III, 19-230) er sammenkomponeret
af udvalgte digte fra årene 1823-37. Af dem var kun ni
tidligere blevet offentliggjort. De indledende strofer, "Oprindelse",
meddeler, at digtene er blevet til på samme måde som
andre skabende processer i naturen:
Som sit brune Lyng den øde Flade,
(Note 13: SS III, 19)
Og han beder læseren se på digtene med
samme mildhed som på et stykke natur: den brune lyng, den
gule lilje, den spraglede konkylje osv.
Bogen består af fire hovedgrupper. Først
en række blandede digte: lyrik og romancer, dvs. fortællende
digte. Dernæst 42 ritorneller. Denne strofeform, som Aarestrup
kendte fra den tyske digter Fr. Rückert ( 1788-1866), er
trelinjet, tit anråbende, og gerne med yderlinjerne rimede
og midterlinjen urimet:
Neglike, du bristende!
Efter ritornellerne følger to digte: livlige
scenerier, hurtige klip fra de to folkelige københavnske
udflugtssteder Charlottenlund og Dyrehaven. Endelig, som hovedstykket:
digtkredsen "Erotiske Situationer", der også kunne
kaldes en versnovelle om et kærlighedsforløb. Digtene
her er holdt i den firelinjede, såkaldte Aarestrup-strofe.
Den kunne, som Dan Ringgaard har nævnt,
(Note 14: Aarestrup: Udvalgte digte Ved Dan Ringgaard
(1998). 264-65.) være ensformig,
hvis ikke digteren havde udnyttet dens muligheder for ophold,
indskud og enjambement (det at føre meningen over versfuren).
Herved holdes læseren i spænding.
Du aabner halvt kun Øiet -
Selv om digtene ikke er ordnet kronologisk efter
tilblivelsestidspunkt, viser de et poetisk forfatterskabs formmæssige
udvikling fra en traditionel patetisk udtryksform og til det særpræg
og mesterskab, vi kender Aarestrup på.
Men mange fremragende digte har han ladet ligge.
En del kom med i Chr. Winthers og F. L. Liebenbergs udvalg Efterladte
Digte fra 1863. Om andre Aarestrup-udgaver, se bibliografien.
Først i 1922-23 kom en samlet videnskabelig udgave af Aarestrups
Samlede Skrifter (SS) udgivet af Hans Brix og Palle Raunkjær
for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Foruden digtene omfatter
udgaven Aarestrups optegnelser og et par novellefragmenter samt
hans mange oversættelser af udenlandske digte, jf. ndf.
Her skal en række af Aarestrups temaer
behandles med inddragelse af både Digte 1838 og
dele af det øvrige forfatterskab. IV. Temaer i forfatterskabet [TOP] 1. Erotik og død [TOP]
Som sagt, er det store gennemgående emne kærligheden,
både det store og det lille erotiske sus. Drømmen
om den grænseløse oplevelse af at være ét
med hinanden og universet, den, Aarestrup foreholdt sin lille
unge kæreste, får lov at blive opfyldt i flere meget
smukke digte, som "Var det Synd?" om det frie kærlighedsmøde
i skoven, hvor de elskende velsignes, ikke af præsten,
men af naturen, som i sidste strofe hylder parret, ikke med korkoncert
og fyrværkeri, men:
(...)
"Erotiske Situationer" kan læses
som en fortælling om, hvordan to elskende efter lang, anspændt
tøven, megen lidelse og mange afvisninger fra kvindens
side endelig finder hinanden. Det lykkelige højdepunkt
er digtet "Skoveensomhed":
(...)
Men mørke skygger viser sig allerede i næste
digt, "Midnatsscenen". En uheldssvanger stengæstlignende
figur, måske døden, dukker op i midnatstimen og
minder pigen om, at tiden snart rinder ud. "Den truer, den
kommer / Den dræbende Forandring", hedder det senere
i "Advarsel". Et af de følgende digte, det kendte
"Angst", lyder:
Hold fastere omkring mig
Om lidt, saa er vi skilt ad
Pigen hensygner, og fortællingen afsluttes
med hendes død. I Aarestrups kærlighedsdigtning færdes
døden jævnlig tæt på de elskende. Man
har argumenteret for, at dødens optræden i "Erotiske
Situationer" er billede på, at kærlighedsilden
hurtigt dør, og at den bevidste kunstner regner og kalkulerer
hermed. Han véd, at først når den elskede
er væk, kan han forme erindringen om den sublime oplevelse
til digt. Digtet kan kun blive til i længsel og erindring.
"legende, drømmende, sværmende, elskende, døende,
digtende" hedder det i en af Aarestrups optegnelser.
(Note 19: SS IV, 296) Men
dødsbevidstheden kunne også slet og ret komme af
en besk vished om forkrænkelighed, som det skal berøres
nedenfor.
Et andet digt om den døde elskede, ligeledes
i Digte, er "Ghasele".
(Note 20: Digte; SS III, 96) Titlen er navnet på
en persisk versform, som Aarestrup også har fra Rückert,
og i hvilken der hveranden linje digtet igennem rimes på
det første rimpar.
Temaet er igen den døde elskede, til hvis
grav jeget flygter fra den højglanspolerede selskabverden.
Her ved graven vil han hvile, og ordet "hvile" gentages
igen og igen i rimet på en monotont indtrængende
måde, som giver indtrykket af, at den talende synker dybere
og dybere ind i mulden i en sammensmelten med den døde:
Paa dette grønne Mos, det bløde, lad
mig hvile,
I Armene paa en, som døde, lad mig hvile!
Men Aarestrup har også en anden, knap, forvoven
og vittigt sensuel form for kærlighedspoesi, den vi kender
fra ritornellerne. Her er der ikke tale om bryllupper, hellige
kærlighedspagter og drøm om enhed, men om biens raske
fart fra blomst til blomst. Mange Aarestrup-ritorneller er leg
med blomsternavne. Den vellyd, navnene har, og de associationer,
de giver, bliver afsæt for et overraskende spring over
i en højspændt erotisk situation, som rimet er med
til at bringe i stand - "Dryade" kalder på "Gade",
"Skabiose" på "Rose". Blomsterne antager
kvindelige omrids, eller rettere, en kvindefigur opstår
af blomsternes farver, duft og konturer:
Hvidblomstrede lille Dryade!
Eller:
Dunkle Skabiose!
Blikket for den konkrete, sensuelle detalje er skarpt,
og detaljen fremmaner helheden:
Blomst af Reinekloden!
2. Det eksotiske [TOP]
Ved den slags spring i fantasien lander man i andre
digte i en fremmedartet sammenhæng, længselens fjerne
steder. "Har Du Lyst til at reise med mig til Sydamerica
eller til Rusland?" spørger Aarestrup pludselig Caroline
i et brev 18.6.1825. Brevet har forud handlet om, at hun snarere
skal bekymre sig om deres lykke end om deres borgerlige fremtid:
hans studeringer og "Dine Haandklæder". På
samme måde i digtene: I et sæt har han bevæget
sig fra det hjemlige til det fjerne. Sådan i "Dyrehaugen".
Han ser en blå sømandstrøje, og straks er
associationerne på langfart:
Din blaa Atlastrøie, Chinafarer, falder
Foran sig eller for det indre øje har man
Dyrehavens savannelignende sletter med lave, krogede vækster.
Et landskab, der nok kunne tænkes befolket af buskmænd.
Og så tages springet:
Hvilket Eiland med Buske! Og bag Busken den lille,
I sidste vers gløder ø'erne eksotisk,
og syns- og følesansens indtryk blandes, så billedet
koncentreres i en grad, man ikke tit ser i datidens poesi. Den
hører det tyvende århundrede til, ligesom
selve oplevelsen af udvidet bevidsthed - den finder vi
senere i Johs. V. Jensens Myter.
I et andet telt vender en taskenspiller, ikke
ulig digteren, op og ned på verden og forskønner
den med sine trylleord:
Et gesvindt Kakkelorum, et Pust, ikke mere,
I teltet med Verdensteatret er der mere håndfaste,
turistede svar på udlængselen. Her vises romantiske
naturbilleder, der fører publikum sydpå, ned i
Alpernes sne:
I Verdenstheatret sig Mængden forsamler.
Udlængsel og længsel efter kvinder hænger
gerne sammen hos Aarestrup. I flere andre digte sammenføres
kvindernes og alpernes skønhed, bl.a. i "Enthusiasme":
(Note 24: SS II, 108)
"Hvad er Alpesneens Hvidhed / Fuld af Sænkninger og
Kupler / Mod Din Arms, din Skulders Runding / For en henrykt,
eensom Grubler". Venindens tilstedeværelse forvandler
de kedsommelige hjemlige landskaber til et "Ginistan af
Skønhed", der overgår alpernes.
Udveen klager han over i et brev til Chr. Petersen
20.6.1844. Af samme brev fremgår det, at han i desperation,
"for at snuse mig ind i en anden Verden", har købt
sig et pund snustobak, men uden at det hjalp på hans "lollandske
Tilstand". Men hans umættelige fantasi bringer dog
læseren vidt omkring. Videst, ikke bare geografisk, men
også sprogligt og i tid, i det store digt "Aturernes
Grave"
(Note 25: Digte; SS III, 133)
Alle Folk i Maypures
Hvad er det, som Fuglen ivrig
Ingen kan forstaa dens Udraab,
Mellem Orinokos Vandfald
(...)
Nærm dig de uhyre Grotter,
Røde af Onotofarve,
Dvæl hvor Cataracten ryger,
Hvor er nu de Faldnes Aander?
Baggrunden for digtet er den tyske naturforsker Alexander
von Humboldts værk Ansichten der Natur (1806-26),
i hvilket han skildrer sit fund - ca. 600 skeletter - i den uddøde
indianerstamme aturernes gravrum ved byerne Atures og Maypures
i Venezuela.
Også i enkelte af ritornellerne mærker
man udlængselen, her i billedet af en sørgmodig sort
slavinde, der kender vejen til sin herres kammerdør:
Min brogetklædte, brune Negerinde,
Og i "Tilstaaelsen" (1837)
(Note 27: Digte; SS III, 12)
føres
man til Syden, ned under den andalusiske måne.
(...)
Elskeren er betaget af en skønhedsplet på
donnaens hvide hånd. Også i beskrivelsen af den afgiver
det lille, konkrete billede nærvær og betydning til
den store følelse:
(...)
Som den lille Væges Skygge
3. Barnet [TOP]
Uanset om kastanjen på lammets hvide ryguld
er observeret i virkeligheden eller i fantasien, er iaggtagelsen
skarp. Den giver et vink om en opmærksomhed over for verden,
der ligner barnets. Hvis Jakob Knudsen har ret i, at barnets
virkelighedssans overgår den voksnes, (Note 28: Jf. essayet "Noget om at digte" (1904),
Livsfilosofi (1908), 87)
må man tro,
at Aarestrup har bjerget sin barnlige modtagelighed med over i
voksenlivet. I nogle få digte, han har skrevet om og til
børn, sætter den voksne sig i niveau med barnet,
jf. strofen om den lille i "Dyrehaugen", der er blevet
borte fra forældrene. De fleste i samtiden - med H. C.
Andersen som en af undtagelserne - sentimentaliserede, harmoniserede
og idealiserede barndommen og dens uskyld; Aarestrups egen "Børnepsalme",
(Note 29: Digte; SS III, 41)
som han skrev ca. tyve år gammel gør sig i øvrigt
skyld i det samme. Hans mest indtagende børnedigt er "Til
et Barn"
(Note 30: Digte; SS III, 57)
med sit væld af konkrete enkeltheder, set
i børnehøjde og med et barns øjne:
Kom ud, min lille Stump!
Med skjæve Been du stumper
"Den lille Ulykkelige" (trykt 1823)
(Note 31: SS III, 3)
skal
være skrevet til fru Spenglers og hans datter, Cornelia.
Temaet er dog det moderløse barn, ikke det faderløse.
Dette tidlige digt er meget mere traditionelt end "Til et
Barn", kan ikke måle sig med det i nutidighed. Men
allerede her er der blik - og øre - for realistiske detaljer,
som gør det rasende spædbarns skrig skingert og hjerteskærende.
Den lille
(...)
River i sin Kniplingshue,
4. Forkrænkeligheden og det hellige [TOP]
"Den lille Ulykkelige" og strofen fra "Dyrehaugen"
fortæller om børns prisgivethed. Det samme gør
et andet digt, "Vi sad i Vinternatten"
(Note 32: SS II, 181)
, hårdt
og direkte:
Vi sad i Vinternatten
Jeg følte Pulsen svinde
Jeg saae den lille Strube
Digtet standses i et barsk hug. Aarestrups iscenesættelsen
af døden kan nogle steder, fx i "Erotiske Situationer"s
slutdigt (men ikke i "Angst") forekomme konventionelt-patetisk.
Her i digtet går den knappe meddelelse om barnets død
til marv og ben. Digtets form angiver den skærende tavshed
og tomhed efter dødens indtræden.
Skriveriet har vel været Aarestrups endelige
udtryksmulighed. Her kunne erkendelser, lyster, drømme
komme til orde, som den trøstende læge, den kærlige
familiefar og den borgerlige standsperson måtte tie om.
Den biografiske person Aarestrup kan i sine breve til hustruen
fra rejsen i 1832 fortælle, at han har været i kirke
og bedt for hende og børnene. Men i hans digtning - den
modne i det mindste - er det kristne evighedshåb langt væk.
For lægen Aarestrup hørte døden med i hverdagen.
Man kunne kalde hans holdning for naturalistisk, i så fald
en naturalisme, der ikke bare peger frem mod 1870'ernes, men også
bagud. Og den knytter lige så meget an til oplysningstidens
bistre forstandskølighed og skepticisme som til 1830'er-romantismens
luciferske oprørsholdning med dens vrængen og sorthed.
Den sidste er spektakulært sat i scene i digtet "Fortvivlelse"
(Note 33: SS II, 94).
Men digtet om William Hogarths sidste kobberstik fra 1764 med
indledningsordene "Der ligger Tiden sidstegang paa Rumpen"
(Note 34: SS II, 59)
hylder den gamle satiriker for hans nøgternhed, vid og
illusionsløse sandhedskærlighed.
(...)
Den nøgne Sandhed, gammel og alvorlig
Hvad kirken angår, står det dårligt
til:
(...) blandt Gruus og Blokke
Men den unge Aarestrups erotisk-monistiske naturfromhed,
som er forklaret ovenfor, overlever trods alt, ved siden af melankoli
og tanker om tomhed og forgængelighed. Den unddrager sig,
som berørt, det borgerligt-kristne trosliv. I digtet "Er
du en Christen? - spurgte du mig nylig" (if. O. Friis fra
1838)
(Note 35: SS IV, 68)
forsøger jeget at redegøre for sin form for
fromhed, - den, han kan staa inde for:
Det Hellige maa mine Hænder røre,
Saa kan jeg inderligen Een tilbede,
Stadigvæk er kærlighedsmødet en
hellig handling. Denne konfession - og de samme anfægtelser
og vanitasforestillinger - er også den 65 år yngre
Sophus Claussens. Hos ham finder man den, rigt udfoldet, så
sent som i 1925 (i digtet "Atomernes Oprør"
fra Heroica):
(...)
Jeg et Atom under Solen vil søge det eneste
sande
(...)
5. Kunsten [TOP]
Sophus Claussen kan kaldes Aarestrups arvtager. De
to er fælles om en høj vurdering af kunsten, men
Claussen gik endnu videre. Han satte sit liv ind for den, betragtede
den kunstneriske vilje som en befriende energi. Kunsten skulle
tilbagegive menneskene forbindelsen til den skabende kraft i
universet. På grund af denne krafts evne til at til at
tiltrække, føre elementer sammen, betragtede han
den som erotisk.
Johannes Ewald kunne med sin tilsvarende værdsættelse
af de beåndede øjeblikke kaldes Aarestrups forgænger.
Han lod sig brænde op i " den himmelske Ild" som
han kaldte inspirationen, ligesom han kaldte den erotiske energi
for "Englernes Ild". Claussen forsøgte under
store vanskeligheder at forene kunst med hverdagsliv. - Aarestrup,
som var fritidsdigter og havde tolv børn, tillod sig ikke
at gå op i inspirationens luer. Men han vidste, hvilke kræfter,
der er nedlagt i kunsten, kendte dens forbindelse til det erotiske
og begreb, hvordan kunsten kan give livet en evighedsdimension,
gøre en oplevelse langtidsholdbar, så at sige. Således
i "Erotiske Situationer"s digt "Hvilestedet"
(Note 36: SS III, 226) ,
hvor jeget ønsker at lægge sig til hvile i et mos-
og bregnebegroet klippelandskab:
(...)
Og vidne, som Granitens
Det tidlige kunstnerdigt "Luca Signorelli"
priser i gammeldags romanceform "Konstens Hellighed".
I digtet til William Hogarth taler jeget, ganske
vist i en mere mismodig sammenhæng, om sin omgang med det
sublime:
Jeg kjender ogsaa det Sublime
Ewald, Aarestrup og Claussen udgør en "kongerække"
af digtere, der i eminent grad besad formbevidsthed og en opfattelse
af kunsten som en selvstændig sfære, der gjorde dem
enestående i deres tid og bebudede en ny. Aarestrup havde
sansen for det (erotisk) lystfyldte ved at lade ord tiltrække
hinanden og blive til et digt, der får sin egeneksistens.
Men han vidste, at hertil krævedes den yderste lydhørhed
og omhu, det største mod og den dybeste respekt for både
kunst og liv; ellers kunne man ende med at forråde én
af delene eller begge dele:
Sommerfugle jeg elsker at fange et eneste Misgreb
V. Forfatterskabets efterliv [TOP]
Som nævnt blev Digte 1838 kun solgt
i få eksemplarer, og anmelderne var tavse, måske af
taktfuld hensyntagen til doktorens renommé. Digtene fik
dog en vis udbredelse som undergrundslitteratur; if. Johanne Luise
Heibergs erindringer var de i 1839 kommet "i Mode".
Men Heiberg, den toneangivende litterære dommer, havde
kun foragt til overs for dem og skal, muligvis på samme
tid, have sagt, at "En vis Liderlighed er den eneste Gehalt
i disse Poesier".
(Note 38: Poul Andræ: Geheimekonferentsraad Carl
Georg Andræ: En biografisk Fremstilling (...). I-III
(1897-1911). III, 86. )
Inden for Heibergkredsens åndshorisont
var det kunstens fornemste opgave og dens berettigelse at transcendere
det materielle. Aarestrups poesi er alt det, der skal
transcenderes; digtene giver luft for alt det, biedermeieridyllen
- og den kendte Heiberg bedre end de fleste - søgte at
stilisere og i en vis forstand uskadeliggøre. Det er ikke
kun decorum, som Aarestrup forbryder sig imod, det er hele tidens
filosofi og åndelige indstilling. I 1842 udgav Heiberg Eet
Hundrede Digte af den danske Litteratur. I den figurerede
Aarestrup naturligvis ikke.
Det kan være Heibergs arrogant-bornerte udtalelse,
der har fået Aarestrup til i 1839 at skrive digtet "Til
Kritikerne"
(Note 39: SS IV, 49)
med hårde ord om kritikkens optræden
som øvrighedsperson. Han siger her:
(...)
Først i 1844 påtog den mere fremsynede
kritiker P. L. Møller (1814-65) sig at give en kritisk
vurdering af Digte. Han beklager, at det ikke er sket før,
og giver den almindelige dorskhed og dydsirethed skylden, samt
det forhold, at da bogen kom, "herskede paa Parnasset den
strenge spekulative Disciplin. Ingen ville nedlade sig til at
røre ved en saa "umiddelbar" Person, og Aarestrup
kan maaske ovenikjøbet være ret glad, at han ikke
kom under den hegelske Kniv."
(Note 40: P. L. Møller: Kritiske Skizzer fra Aarene
1840-47. Udg. af Hans Hertel (1971), 224 )
Møller fremhæver især Aarestrups
"naive Lune", det sanseligt livsnydende, og en naturlighed,
som han mener kommer af, at digteren "har levet idetmindste
ligesaa meget som studeret". Det graciøse og
virtuose fremhæves, men Møller agter ikke de alvorlige
digte, som han finder poserende og manierede á la Heine,
uden forbilledets vid og hvasse pointer. Den sorte angst, der
gennemtrænger digtet af samme navn tages ikke alvorlig;
stemningen i diget karakteriseres som "epikuræisk Angest
eller horatsisk Letsind".
Møller havde personlig interesse i at fremhæve
den glemte digter for hans "Naturlighed" og derved protestere
mod det Heibergske stil-og dannelsesideal med henblik på
at bane vej for et nyt, friere syn på litteratur og moral.
Han understreger derfor som en af Aarestrups fortjenester, at
han, ligesom Christian Winther, "opfatter Kjærligheden
som uafhængig æsthetisk Magt overfor de spidsborgerlige
Bestemmelser, der ere Poesien uvedkommende"
(Note 41: P. L. Møller: Kritiske Skizzer fra Aarene
1840-47. Udg. af Hans Hertel (1971), 227 ).
Efter Møllers kritiske undersøgelse
var der igen længe tavshed om forfatterskabet, bortset
fra , at Fr. Barfods omtaler hans udgivelse i 1838 af "et
Bind Digte, der vel ingenlunde udmærkede sig ved Ideernes
Høihed, men ved Billedernes Rigdom og Sprogets Skjønhed"
(Note 42: Fortællinger af Fædrelandets Historie
ved Frederik Barfod (1853).
Først med Brandes' essay "Emil Aarestrup" fra
1867 - altså efter Winthers og Liebenbergs Aarestrupudvalg
var kommet - blev Aarestrups digte igen genstand for den opmærkomhed,
den fortjente. Brandes mener, at hans poesi "især af
den Grund var ilde stedt, at den paa éngang i sin Egenskab
af Poesi blev lagt tilside af de "materialistisk" Sindede
i Tiden og samtidig i sin Egenskab af "materialistisk"
Poesi blev lagt paa Hylden af Datidens idealistiske Læseverden".
(Note 43: Samlede Skrifter II (1899), 68. Efter Emil
Aarestrups Samlede Digte ved F. L. Liebenberg (1877))
Brandes måtte ud fra sit ønske om,
at litteraturen skal sætte problemer under debat, begynde
med at underkaste Aarestrups politiske engagement en kritisk undersøgelse.
Især i brevene til Chr. Petersen, som Brandes var bekendt
med , gav digteren fra tid til anden udtryk for et revolutionært
sindelag - den "bekendte gamle Frihedskulør"
[sic](Note 44: Citeret efter Brandes) kalder han den. Men Brandes må fastslå, at Aarestrup
engagementet er teoretisk. Når det kommer til stykket, siger
Brandes, har Aarestrup ingen tiltro til folkets dømmekraft,
han er i bund og grund for meget åndsaristokrat og for
magelig en natur til at kere sig alvorligt om frihedssagen. Han
foretrækker at drive spot med den. Brandes henviser til
de seks (egl. syv) sonetter fra 1848
(Note 45: SS IV, 93-99), hvor folket kaldes
en "Blindebuk", men hvor Aarestrup alligevel udtrykker
forståelse for dets trang til hævn, dets "Bitterhed,
hvis Ret jeg ei benegter".
Brandes, der som den første gør
digtene til genstand for en ret indgående stilanalyse, tilkender
til gengæld Aarestrup et mesterskab som stilist. Fuldendte
helheder sammenføjes som mosaikker af farveglødende
stene, og glæden ved materialet, ordene, er synlig. Han
fremhæver det sensuelle, det fremmedartede, som ikke er
tillært, men stammer fra digterens eget "indre Asien".
Aarestrups erotiske dristighed kan Brandes ligesom Møller
bruge til et af sine formål: frigørelseskampen. Men
som Zeruneith har påvist (Note 46: Zeruneith, 18), vikler han sig ind i en selvmodsigelse
ved først at kalde Aarestrup livsglad, sanselig og udadvendt
og derefter at konstatere en "mistrøstig Studsen overfor
Livets Gaade", der ikke fører til løsningsforsøg
- en "halvt fortvivlet Ligegyldighed". I stedet for
at acceptere denne spittelse i forfatterpersonligheden løser
Brandes problemet ved at fastslå, at "den [poesien]
virker alligevel frigørende ved sin Foragt for det Filistrøse
og ved det frejdige Had til alle snærende og snerpende Baand".
Med udgivelsen af Samlede Digte i 1877
synes Aarestrup omsider at være blevet et indlysende objekt
for litteraturhistorieskrivningen. I Vilhelm Andersen og Carl
S. Petersens Illustreret dansk Litteraturhistorie bd.
3 (1924) optræder han side om side med Winther og Ludvig
Bødtcher. Placeringen ved siden af specielt Bødtcher
er begrundet i dét sydlandske islæt i Aarestrups
digtning, som Vilh. Andersen ser som udtryk for en "naturlig
Trang til at lade Fantasien bøde paa Virkeligheden - omtrent
som naar Doktoren ved Familiebordet krydrede Vandgrøden
ved at foredrage deklamatorisk et Uddrag af Navnene paa Kogebogens
nydeligste Retter" ( 404). Vilh. Andersen har naturligvis
læst Brandes' behandling af Aarestrup, og flere af Brandes'
pointer genfindes her. Således placeres Aarestrup sammen
med romantismens store revolutionære, Heine, Hugo og Byron,
men underordnes samtidig disse: "Det er ikke Lidenskaben
i Aarestrups erotiske Digte, der ligesom Heines ikke er virkelig
Ild, men en malet Flamme, der river en med, det er hans kunstneriske
Passion for Billedet" (407). I det hele taget synes
Andersen at have svært ved at skrive Aarestrup fri af Bødtcher,
ikke mindst fordi han, som sine forgængere, vægrer
sig ved at tage fat om det erotiske og splittede - Aarestrups
egentlige modernitet. Som Brandes gør han opmærksom
på Aarestrups hang til at beundre skønhedens enkeltdele
- "det lille Rosenøre", den lille "Melkekno".
Han bemærker desuden, at visse dele af Aarestrups poesier,
specielt "Erotiske Situationer", er "et Tegn paa
hans Savn af Tid og Evne til sammenhængende Digtning (...)"
( 405). Forbigås det egentlig erotiske som Aarestrups modernitet,
kan Vilh. Andersen til gengæld finde det moderne i den
stemning, som digteren deler med flere af sine samtidige, vel
specielt H. C. Andersen og Kierkegaard. Omkring digtene "Angst"
og "Med Roser og Ranunkler" hedder det:
Han frygter ikke ene Legemsverdenens Undergang, men
Tilintetgørelsen af Aanden, ligesom Kierkegaard, hvem han
elskede, og til hvis Æstetiker eller "Forfører"
hans erotiske Digte giver levende Illustrationer. Han dyrker Skønheden,
fordi han fortvivler om Sandheden og Friheden" (408).
Man genkalder sig Brandes' påstand om, at
Aarestrup resignerer over for frihedskampen og mangler evne (vilje?)
til at indlade sig med virkelighedens forpligtelser. I stedet
centreres digteren omkring sig selv. Vilh. Andersen ser ham som
et udtryk for en tidsalder, "da Nationens bedste
Aandskraft af Mangel paa politiske og sociale Opgaver
tog sig Motion i Kunstens Leg med Livet og vidste, at den gjorde
det, og led ved at den vidste det" (410).
Hans Brix skrev i 1920rne og 1930rne om Aarestrup,
men mest kendt er den store udgivelse Emil Aarestrup i
to bind. Det første bind, Digteren og Doktoren (1952),
går kronologisk frem. Denne linje fører dog ikke
til nærmere undersøgelser af en eventuel udvikling
i forfatterskabet. Bogen omfatter heller ikke udtømmende
digtanalyser af stilistisk eller tematisk art. Den er stærkt
præget af Brix' biografiske interesse - især opklaring
af gåder omkring Aarestrups forskellige damebekendtskaber.
Det brudte, stemningskiftene fra det høje til det dybe
i i forfatterskabet, er Brix tæt på en undersøgelse
af: "Her tales (...) om Aarestrups stigende og dalende Bølge
i Sjælelivet, ikke fordi han savnede Mandsvilje og Handlekraft
eller Skøn og Overblik, men fordi Konflikterne mellem Naturel
og Tilskikkelser kommanderede Skiftene. Han - en stor Digteraand
- havde slået sig ned i en Ravnekrog" (130), oven i
købet med en efterhånden anselig børneflok,
og underlagt ravnekrogens mer eller mindre trivielle tvang og
afbrydelser.
Men dette perspektiv slippes. Værkets værdi
består især i registrering af nogle faktuelle oplysninger,
som dog ikke er lige pålidelige; fx påstås det,
at Caroline tilintetgjorde de breve, manden skrev til hende fra
rejsen 1832 (I, 56, jf. note 11 ). 2. bind indeholder brevene
til Caroline fra forlovelsestiden og fra årene 1845-55.
I 1918 udgav Oluf Friis Aarestrups digte i to bind
med indledning. Denne er med i revideret form i andenudgaven fra
1962. Her berettes livligt og hengivent om Aarestrup og hans livsforløb;
derefter går forfatteren tæt på værkerne,
ikke i udtømmende analyser, men i indfølende læsninger,
der fører til gode samlende karakteristikker af Aarestrups
formsprog og hans hensigt med sin digtning. "Om Aarestrups
digtning gælder det, at den kun har ét formål:
at skildre det skønne", opsummerer han.
Friis lader forstå (I, 185), at han ikke kan
tilslutte sig Brix' biografisme. Han er også uenig med
Brix mht. læsning af digtene. Det skulle fremgå,
siger han, af en sammenligning mellem Brix' og hans egen læsning
af de tre Ghaseler "Venskabstrøst", "Trudsel"
og "Paa dette grønne Mos, det bløde, lad mig
hvile"
(Note 47: SS II, 130 og
132, III, 96).
Brix prøver at opklare, hvilke biografiske
kvindelige personer disse digte har henvendt sig til. Det interesserer
Friis mindre, hvem der er hvem, for "Det er uvæsentligt,
at de tre digte er rettet til forskellige kvinder, det er ikke
disse i sig selv, men refleksen i digterens sind, der er det egentlige
motiv". Friis' intention er at gengive digtenes grundstemning
og grundholdning og at gøre rede for stiltræk, der
viser, hvordan Aarestrup har arbejdet hen imod sit mål.
Af nyere Aarestrup-forskning skiller Keld Zeruneiths
disputats Den frigjorte (1981) sig ud som den mest omfattende.
Den har sit udgangspunkt i Aage Henriksens tænkning omkring
individuationsprocessen, der koncentrerer sig om personlighedens
muligheder for at bringe sig i overensstem-melse med sig selv,
sin omverden og det universelle. Den frigjorte kan ses
i sammenhæng med hans to senere store bøger, Soldigteren
(1985) om Johannes Ewald og Fra klodens værksted
(1992) om Sophus Claussen som en samlet undersøgelse af,
hvordan individuationsprocessen er lykkedes for hver af de tre
digtere. Den undersøger desuden karakteristika ved den
modernistiske kunstopfattelse og kunstner, og Aarestrup ses som
den første moderne. Det har bl.a. at gøre med Aarestrups
opfattelse af kunsten som en selvstændig sfære, jf.
ovf. Det lykkedes ikke for Aarestrup, siger Zeruneith, at opdrage
Caroline til at følge ham ind i den fri kærlighedssfære,
han begærede at leve med hende i, og som er beskrevet i
et brev (28.1.1826) fra forlovelsestiden:
Idet Manden giver sig hen til Qvinden, og hun til
ham, handle de med den høieste
Frihed, det vil sige, overensstemmende med den inderste
Attraa i deres Sjæl (...); de to elskovsfulde, i hinanden
levende Sjæle have en Kraft, som hver for sig aldrig kunde
opnaae, en Kraft, der gjør dem modige nok til som een
Aand med den høieste Frihed at elske det Uendelige (...)
Tværtimod blev han bundet på hænder
og fødder i en borgerlig tilværelse. Han kompenserede
da, siger Zeruneith, ved med sin digtning at indrette sin egen
skønhedsverden, skilt fra hverdagen. Fx skal han efter
rejsen i 1832 have hengivet sig til i sine digte at dyrke den
døde komtesse, fordi den med længsel imødesete
hjemkomst til konen blev en skuffelse. En påstand, det er
svært at finde sikkert belæg for. - Men if. Zeruneith
lykkes individuationsprocessen med andre ord mindre godt for Aarestrup.
Søren Baggesen har skrevet afsnittet om
Aarestrup i Dansk litteraturhistore med skyldigt hensyn
til værkets socialhistoriske syn på litteraturen.
Kapitlet er at finde i bd. 5: "Den borgerlige enhedskultur" (1984), og Baggesen beskriver i
første omgang Aarestrups ydre livshistorie som en borgerlig
succeshistorie: Han udgår fra småborgerskabet, bliver
akademiker, vinder sig en solid livsstilling som læge osv.
Han var ikke den, der gav afkald på materielle goder; derfor
blev han aldrig fuldtidsdigter. Det er kommet hans digtning til
gode derved, at "han frigjorde den fra den litterære
institutions konventioner af både formel og indholdsmæssig
art" (384). Han "foregreb (...) den isolation, som
senere skulle blive alment vilkår for digteren som offentlig
figur" (396) - her kunne man dog nævne Ewald som en
forgænger. Hvorom alting er, Aarestrup kunne skrive, som
han ville og om hvad han ville. Deraf hans enestående versbehandling
og tematisk-metaforiske metode, der var langt forud for sin tid.
Deraf også hans frie behandling af det erotiske som tema:
Hvor biedermeier-samtiden "søger ind i favntagets
ømme inderlighed, søger Aarestrup ud i favntagets
verdenssprængende henrykkelse, hans erotiske lyrik er forsøg
på at bringe orgasmen på begreb" (s. 389). Og
han forsøger ad skumle veje "at nå ned til og
begribe driften og dens lyst og angst"(som i digtet "Paa
Maskeraden"
(Note 48: SS II, 95)
: "Før mig derind, hvor dine Potter
koge; / Hvor Marekatten slikker paa sin Klo!"). For Baggesen
er opfattelsen i Aarestrups digtning af eros og død "monistisk,
der er tale om én drift, som har liv og død som
modstående og sammenhængende indhold" (393, jf.
digtet "Angst").
Jørgen Sonne har i de senere år skrevet
nogle gnistrende, animerede artikler om Aarestrups sprogkunst
(Note 49: Se bibliografien ).
I sin egenskab af lyriker bevæger hans sig i niveau med
digteren og skriver henrykt om det bedste af hans poesier med
præcise, detaljerede redegørelser for, hvordan eksempelvis
sætningsføjninger, sproglig økonomi, musikalske
mønstre giver digtene deres prægnans. Til anskueliggørelse
sammenligner han et sted (Note 50: I: Dansk Noter 1995, 1) den meget gode Aarestrup med den mindre
gode, nemlig med den mere ferske version af "Der er en Trolddom
paa Din Læbe", der, vel af publikumshensyn, kom med
i Digte på bekostning af den udgave (fra 1835), vi
nu kender. Sonne genkender Aarestrups fryd ved ordene, deres stoflighed,
musik, farveglød og associationskraft, som den fremgår
af digterens ordopremsninger i optegnelserne. Senest har han skrevet
om Aarestrups "Lyriske Exotismer" (Note 51: I: Kritik 140, 46-49) om, hvordan digteren
visualiserer dett aldrig sete, så det bliver nærværende,
jf. eksemplerne ovenfor i kapitlet "Det eksotiske".
Sonne inddrager oversættelser og varianter, der kan være
kraftig kost, som varianterne til "Gaadeløsningen"
(Note 52: Se SS IV, 6 m. noter. Der citeres her efter
Sonne)
om en skøn og grusom kvinde, hvem jeget bejler til.
Hvis han afvises:
Saa lad mit Hoved
Og Sonne har i variantapparatet bemærket denne
gruelige tilføjelse: " Og Kroppen sparke(s) om paa
Gaden.
Den ubetingede opmærksomhed over for det
digteriske sprog, uanfægtet af biografiske overvejelser,
deler Dan Ringgaard med Sonne i sin efterskrift til DSLs udgave
af Aarestrups Digte i udvalg (1998). Ringgård når
meget vidt i sin udforskning af digtenes æstetiske hemmeligheder
ved analyser af navnlig de virkninger, rim og rytmer tilfører
dem. Dette for at vise, at skønheden i kunsten for Aarestrup
er en kvalitet i sig selv (jf. i øvrigt Oluf Friis). Aarestrups
syn på sine digte spænder, siger Ringgaard, "fra
tanken om kunsten som utilstrækkelig erstatning, over kunsten
som eviggører og spejling af naturen, og hen til kunsten
som forbedret natur og noget artificielt andet."
(Note 53: Udvalgte digte (1998), 274-75)
Den sidste
opfattelse svarer efter Ringgaards opfattelse til Aarestrups
skrivemåde, når han er bedst.
Ligesom Sonne er Ringgaard opmærksom på
Aarestrups optegnelser; de er et laboratorium og lager, hvor digteren
nydende har kunnet tage ordmaterialet frem (jf. igen Friis), studere
det og bringe det i nye kombinationer. Et ords lyd eller billede
er "ikke (...) så selvfølgeligt bundet til et
bestemt indhold, men (...) i forskellige sproglige omgivelser
changerer [det] i alle mulige retninger. Forstår vi store
dele af verden gennem sprog, så viser dette løsnede
sprog os verden på ny".
Det sidste er netop, hvad Aarestrups digte gør. VI. Tekstkritiske oplysninger [TOP]
Teksterne er sat efter Emil Aarestrup; Samlede
Skrifter. Ved Hans Brix og Palle Raunkjær. Bd.
1-6. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. 1976. Fotografisk
optryk af 1. udgave bd. 1-5. 1922-25. |