Johannes Baptist van Helmont (1577-1644) foreslog til behandling af forrykthed, at man "styrtede" patienten i vandet. Behandlingen hjælper kun, hvis man ikke af frygt for drukning trækker ham op for hurtigt, idet terapiens effekt ligger i skrækmomentet. Denne terapi var Helmont kommet frem til efter engang at have overværet, hvordan en sindssyg tømrer styrtede sig i en sø og derefter var helbredt for sin forrykthed.
Denne Helmontske "kur" blev senere i begyndelsen af 1800-tallet udgangspunkt for en hel vand- og skrækterapi.