link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

M. Bregendahl: En Dødsnat (1912), 6


             VI

Blæsten tog stadig til i Styrke.
   For hver Time, der gik, rejste den bedre paa sig, og imellem kom den strygende med Favnen fuld af piskende, surtkolde Regnbyger.
   Skønt Høsten ikke var tilendebragt, var Natten udendørs dog raa og kold.
   Der var ogsaa mange Kreaturer rundt om i Sognet, der den Nat rev sig løse paa Agrene og fór brølende omkring for at finde en Sandbrink eller en Udgravning, hvor de kunde klumpe sig sammen og faa en Smule Læ.
   Morgendagen viste deres lysbrogede, forkomne Klynger derned over Mollerup og Holmebyens Lavninger.
   - Ogsaa hernede ved Kirstens sølle, svajryggede, brøstfældige Hus havde Blæsten efterhaanden faaet travlt og rendte og pustede ondt om Gavlhjørnerne og trommede paa de lukte Luger og Døre, saa der nu blev fuldt op af mærkelige og mystiske Lyde: det knagede i de spinkle, møre Spændetræer, det rev og ruskede i det forlappede Hustag, og de smaarudede, skævtsiddende Vinduer sad imellem i èn klirrende Klammer.
   Men her var det nu ligemeget med baade Vind og Vejr og Klammer og Larm. Thi her til den lille Koloni af urolige Smaafolk var der kommen en Hjælper: Søvnen. - - »Der er ingen Ting i Verden saa læskende som Søvn,« havde klog' Sine en Dag doceret og som altid, naar hun vilde give af sin dybe Livsviden, talt i dette underlige, højtidelige Postillesprog, der ved slige Lejligheder var hende egen: »Søvnen er den bedste, den barmhjertigste af alle, thi om En plages af Sot og Syge, om En drages med Sorrig og Kummer, om En er i Fare eller En er i Nød, - ligemeget; kan En blot falde udi Søvnens Vold, da er det ovre altsammen. Da faar En Lindring, og da faar En Fred, og da kommer den søde, søde Glemsel med sin Befrielse og Udløsning.«
   Saadan havde hun talt, den gamle Pige, og saadan var det jo ogsaa gaaet her. Søvnen havde hjulpet, den havde taget Smaapigerne i sin dulmende, befriende Favn.
   Det var vel ellers nok et temmelig køligt Leje der paa det bare, sandstrøede Gulv, men Børns Blod løber hurtigt, og sunde Barnelegemer fungerer jo omtrent som smaa liflige Selvkogere. Og de mærkede intet til Kulden; de sov.
   Det var et haardt og ubekvemt Leje, men de laa tæt og blødt ind til hverandre, som en Flok Hundehvalpe, der ruller sig sammen og kryber ind hos deres Mor. - Naar undtages Lise, der en Gang imellem kunde vælte sig noget tumlende omkring, fordi Resterne af den udstandne Sindsbevægelse endnu sad hende i Kroppen, laa de saa stille og rolige og rørte kun sjældent paa Lemmerne. Og kanske hvilte de bedre end saa mangen mellem Bolstre og Dun.
   De sov saa trygt og godt.
   Nuets plagsomme Uro, Moderens lidelsesfulde Skrig, Angsten ved at tænke paa, hvad Fremtiden mulig vilde bringe, - de kendte i Øjeblikket intet til noget deraf. Thi den »søde, søde Glemsel« var nu kommen til dem og havde forbarmet sig over dem.
   Og de var heller ikke lette at vække igen. Blæsten og al den Staahej, den lavede, kunde ikke gøre det, al Knirken og Knagen og Vinduesklammer var ogsaa uden Virkning.
   De blev ved at sove. - - Saadan var der gaaet Timer. Det gamle Ur i Krogen havde slaaet elleve, halvtolv, tolv og halvet og nu sidst ét. Og ingen Forandringer var sket.
   Saa pludselig fløj Lise op af Søvnen.
   Hun stødte mod, slog Hovedet og tumlede i det Hele lidt forvildet omkring, men fik sig dog temmelig hurtigt viklet ud fra de andre.
   Med et Par Tag sad hun oprejst.
   Hvad var det for en rullende, rivende, ratschende Lyd, der havde vækket hende?
   Hun hørte den ganske tydeligt. Det var ikke Blæstens Knirken eller Klamren, det var noget, der lød, som et Par kraftige Hænder river stærkt stivet Sirts over, - saadan laa Lyden endnu i hendes Øre, blot mange Gange stærkere og haardere.
   Var det en Vogn, hun havde hørt, - paa Vejen der nedenfor Bedstemoderens Hus, - Vejen, der nylig var gjort i Stand med grove Skærver?
   Aajada! - Var Niels Povlsen nu alligevel kørt?
   Hun kravlede tungladent ud fra Lejet under Ovnen og kom omsider paa Benene. Hendes Opbrud vækkede de andre tre Smaapiger med.
   »Hvad var der? - Hvad var der?« spurgte de og gnikkede de søvndrukne Øjne.
   Og da de hørte om Grunden, kom de til at ryste, saa Tænderne klaprede i Munden paa dem:
   Aajada! - Saa maatte de alligevel sende Bud efter Doktoren, gik det gruende igennem Sindene.
   Og én for én kravlede de frem fra Ovnen og kom paa Benene, mens de stadigt blev ved at ryste og hakke Tænder.
   - Jamen, saa maatte de op paa Gaarden! - Ja, det maatte de!
   Naar det stod saadan til deroppe, kunde de ikke forlange, Børnene længere skulde blive hernede i dette ensomme, skrækkelige Hus. -Nu maatte de have Lov at komme op til de tændte Lys og de voksne Mennesker. - Andet kunde det ikke være.
   Og de begyndte straks at gøre sig rede til Opbrud.
   Javel, der var Hans og Hanne, som laa og sov der i Bedstemoderens Seng. - Det var ikke rart at gaa og lade dem blive liggende alene her. Nej.
   Men kalde paa dem turde de heller ikke, for sæt, de ikke kunde finde deres Klær i Mørket eller se at faa dem hægtede eller knappede om dem. - Hvad saa? Og de trippede lidt urolige og pillede saa ømt ved Dynen, idet de stoppede ned om dem.
   Men det var ligemeget. Af Sted maatte de, derover var de klare.
   Endnu et sidste kærtegnende Klap paa Dynen og de listede ud og lukkede stille Dørene efter sig.
   - - Det var saa bælgmørkt ude nu, og en Regnbyge piskede paa.
   De fire stod i Læ i nogen Tid oppe under de store Træer.
   De stod og lyttede op mod Gaarden. - Skrigene deroppe fra Sovekamret - hvorledes - var de forstummede?
   Da de havde staaet stille lidt indenfor Laagen, skultrede de over i en anden Havegang, hvor de mente, Vinden maatte bære Lyden fra Gaarden mere lige ned til dem, og saa stod de ogsaa stille her og lyttede.
   Nej, de skrækkelige vaandende og jamrende Skrig de lød ikke mere.
   De stod og stirrede op mod Stuehuset med skærpede, spændte Sanser. Den lange Række af oplyste Vinduer var ikke formindsket. - Det saá snarere ud, som der var kommen Lys i et Par Kamre mere. Der gled ogsaa bestandig Skygger forbi bag Ruderne, og i de mørke Stuer kunde der imellem pludselig ses en eller anden glide igennem med et tændt Lys i Haanden, saa der var nok stadigt megen Bevægelse og Optagethed over Menneskene deroppe.
   Men Hestehovenes Skraben i Stenbroen hørtes ikke mere - og heller ikke de skrækkelige Skrig.
   Betød dette, at alt nu var godt? - eller hvad? - Kunde det tænkes, at Lise havde hørt forkert? - Var det kanske bare noget, hun havde drømt, dette med den forbifarende, hastigt rullende Vogn?
   Eller - eller var Moderen kanske allerede død?
   - Jaja, nu fik det at gaa, som det kunde. Nu maatte de derop og have Besked, saa fik den at være, som den være vilde.
   Og de styrtede frem mod det oplyste Hus, saa hurtigt Mørket og den stride Regn tillod dem det.
   - Da de var naaet helt op, vendte de sig og stod stille lidt. De stirrede i Retningen af Bedstemoderens Hus.
   Tænkte de paa alt det, de havde oplevet dernede, fra de ved Aftentide havde leget og danset saa Støvet hvirvlede om dem? - Eller gruede de for, hvad de nu kunde vente sig?
   De kunde ikke siden huske det.
   - - Men da de fire Smaapiger kort efter dukkede ind over den skæve Bagdørs høje Tærskel, da var der kommen noget næsten livsprøvet over dem, saa dybt alvorlige saá de ud.


Marie Bregendahl Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek