M. Bregendahl: En Dødsnat (1912), 2
II
Paa Broholm var det Skik, naar der skulde komme et nyt lille Menneske til Verden, at man sendte Børnene ned til Farmoderen, »gamle Kirsten paa Toften«.
Uden at Forholdet stod de Smaa klart, var det dog allerede sket flere Gange, at man havde ordnet sig saadan.
- Der var ikke forløbet en Time siden Børnenes muntre Maaltid derinde hos Moderen - de løb nu og legede »Salt og Brød« og »Hund efter Hare« ude omkring Gavlene og over Gaardspladserne - saa kom Gine-Barnepige frem paa Trappen og kaldte paa dem:
»Aa, Børn, kan I tage og gaa ned hos jeres Bedstemor,« sagde hun, »kan I gaa derned allesammen; hører I det? - I store Piger, I kan nok tage jer af de Smaa, - og bliv saa dernede, - bliv dernede, til vi sender Bud efter jer igen. Det kan I nok?«
»Skal vi allesammen gaa ned hos Bedstemor!«
»Allesammen!?«
De blev stærkt forundrede over Barnepigens Besked, for gamle Kirsten, som kunde være svært god imod dem i mange Maader, og som de ogsaa satte stor Pris paa at besøge, hun holdt netop strengt paa, at der ikke maatte komme for mange derned ad Gangen. En à to, allerhøjst tre paa samme Tid, mere vilde hun ikke taale. For ellers blev det let til for meget med Støj og Uro og da især med Arbejdsforstyrrelse. Broholmbørnene var saa urolige af sig, klagede Bedstemoderen, og dette at blive forstyrret i sit Arbejde var vel nok det, hun taalte daarligst af alt.
Og nu kom Gine og vilde have dem derned - ikke én eller to eller tre, men hele den store Flok.
»Hvorfor skal vi gaa derned?«
»Hvorfor skal vi dog allesammen gaa ned hos Bedstemor?«
»Hvorfor?«
»Hvorfor?«
De stimlede sammen om Barnepigen og maabede af Forbavselse.
Jo, deres Mor var bleven syg.
Moderen syg! - Moderen syg? - Aa, sikke noget Vis-Vas Gine kunde staa og proppe dem med. Som om de ikke lige ganske nylig havde siddet derinde hos Moderen og haft det saa morsomt, ja saa festligt, som tænkes kunde.
Jamen, nu havde Moderen faaet Hovedpine, hun havde maattet lægge sig. Og hun havde selv bedt Gine gaa ud og sige til dem, at de skulde gaa ned hos Bedstemoderen, hun kunde ikke taale at have dem inde i Stuerne og heller ikke at de støjede i Haven eller paa Gaardspladserne.
De kunde ikke ret faa dette i deres smaa Hoveder og stod endnu lidt og undredes og smaamukkede.
Men saa slog de sig til Taals. - Naajajada, den Hovedpine kunde vel ikke vare saa længe, - det hændte forresten ikke saa sjældent, at Moderen fik Hovedpine, saa skulde hun ligge lidt og have et vaadt Haandklæde omkring Panden. Det kendte de saa godt. Det var jo kedeligt nok, det samme, men gik vel snart over. Og at komme ned hos Bedstemoderen havde de jo ret betænkt ikke noget imod. Slet ikke.
Og snart saá man hele den store Flok mylre af Sted nedad den lange overskyggede Havegang. Der laa endnu noget af Varmen og Glansen fra det skønne Samvær med Moderen over Sindene, og hvad var det, hun havde hvisket til dem, da hun drev dem ud at lege: Det var snart Thomas' Fødselsdag, og den skulde fejres med Chokoladegilde og en vældig, hjemmebagt Fødselsdagskringle. De kunde ogsaa gerne begynde at glæde sig til det store Høstgilde, for det laa heller ikke saa langt borte i Tiden. - Og nu paa én Gang at komme saa mange paa Besøg hos Bedstemoderen, hvormegen Fornøjelse kunde der ikke komme ud deraf? Jo, alting laa da med Fest og Fryd over sig, hvorfor skulde de saa ikke være glade.
Og de tumlede saa viltre og hovedkulds af Sted, at de var nærved at falde over hverandre, da de skulde igennem Havelaagen dernede ved Kirstens Hus.
- Lise, den ældste af Flokken, havde været med i Tumlen, ja, vel været Anføreren; men saa havde hun, da de naaede Laagen, opdaget, at hun havde tabt sit Haarbaand og løb straks tilbage for at finde det. Hun løb med vældig Fart paa, for det gjaldt jo om at skynde sig og komme ned til de andre og al Lystigheden igen.
Hun vidste ogsaa saa temmelig sikkert, hvor Baandet var tabt: Paa Pladsen omkring »den store Dør«s Trappegelænder. Og nu skulde hun straks faa fat i det og komme af Sted igen. - Huih! - Hun suste opad Gangen som en lille væver Hvirvelvind.
Da hun saa naaede op til Gaarden, saa hun pludselig en Vogn svinge ind paa Pladsen med en ganske usædvanlig Hastværksfart, og skønt der bare sad et bondsk, kysehovedet Fruentimmer i den bageste Agestol, rullede Køretøjet alligevel op og holdt an lige midt for den store, stadselige Herskabstrappe.
Det gav et Sæt i Lise.
Madam Iversen! - Aa hende! - Javel, hende var det nok. - Se den store, sorte Taske med de mange blanke Lukkelser og Spænder, se det brune, krumme, mærkelige Foderal, se Kanevasposen, hun havde hængende over Armen! - Javist, det var Madam Iversen; - hun, der kom, naar de smaa Børn kom.
Men da plejede der at være Fare paa Færde, huskede Lise. - Ikke saa lidt heller. - - Det gik ikke saa let ned ad Gangen, som det var gaaet opad. - Nu vidste Lise Besked om noget, der ikke var rart.
Men faa sig til at snakke om dette til de andre, det troede hun ikke, hun kunde.
Nej, hun var vis paa, hun vilde helt tie med sin Viden.
Samme Eftermiddag hændte det, at Broholmbørnenes to smaa Kusiner, Elsbet og Grethe, som boede paa Vældbjerggaarden derovre paa den anden Side Bakken, var kommen hjem fra Skolen og havde gaaet rundt i Stuerne uden at kunne finde deres Mor.
Omsider havde de saa fundet Tjenestepigen og af hende faaet den Besked, at Moderen var blevet hentet over til Morbroderens Kone, Tante Anne paa Broholm, som pludselig var bleven syg.
Dette var de to Smaapiger bleven kede af at høre, og da de ikke ret vidste, hvad de skulde tage sig til, naar Moderen ikke var der, havde de bedt om Lov til at gaa over til Mormoderen, »den gamle Kirsten paa Toften,« som de ogsaa ellers næsten daglig aflagde større eller mindre Besøg.
Og snart var de paa Vej op over Bakken og over ad Bedstemoderens til.
Da de noget efter naaede herover, traf de saa mod Sædvane Broholmbørnene samlede nede i gamle Kirstens to smaa lavloftede Stuer.
Syv i Tal var der, hvoraf Lise, den ældste, vel kunde være en elleve-tolv Aar, og de andre seks fulgte saa trinvis efter ned til den lille Inger, der kun var to Aar og endnu ikke med fuld Sikkerhed kunde holde sit Undertøj tørt. Kun den allermindste, den etaarige Knud, var ikke med.
Kusinerne blev lidt betuttede over at finde denne store Forsamling af Jævnaldrende og derimod ingen Bedstemor. De gik i Staa der midt i Dørkarmen og stod og kiggede som de ikke ret turde gaa frem. For Broholmbørnene havde jo hurtigt, muntre som de var kommen til Huse, »ladet som de var hjemme.« Og da end ikke Bedstemoderen var der og kunde lægge Baand paa dem, havde de allerede faaet Legen godt i Gang, og enhver især havde indrettet sig, som det passede ham eller hende bedst.
Hans, der var ni Aar, havde slæbt et stort Knippe Tøjrepæle ind i Stuen, sat Tøjr paa dem af Sejlgarnssnore og kaldte dem sine Stude. De stod bundne ved Benene af Bedstemoderens Dragkiste, Spinderok o. a. Steder, og Hans gik og spankede med en stor Tøjrekølle over Nakken og »flyttede« dem med højtideligt Alvor.
Hanne, som var mindre end Hans, og Bodil, som var endnu mindre, havde slaaet sig sammen om en lille Husholdning henne i Kakkelovnskrogen. Hanne lavede Mad og serverede den paa et lille Dukkespisestel, og Bodil, der var bleven tullet ind i en hel Del altfor store Klær, var en »Kom-fremmed-Kone«, der gjorde sine Besøg og spiste deraf.
Den lille Thomas, som oppe hos Moderen havde været saa kæphøj og ivrig, var nu mere stille og tilbageholdende. Han havde et sygt Øre, gik med Bind om Hovedet og stod nu og hældede henne ved Kisten uden ret at tage sig noget til. Kun en Gang imellem, naar »den fremmede Kone« havde gjort sine Besøg hos Hanne, listede han ind i Krogen og fik lidt af Levningerne fra Søsterens Gæstemaaltid.
Midt paa Gulvet sad lille Inger paa sin Hale. Hun havde foran sig en Fodskammel, hvorpaa Lise havde anbragt en Hoben Legetøj, som Barnet ragede rundt imellem, og som Lise med uvant Taalmodighed samlede sammen, hver Gang Inger strøg det paa Gulvet og lod det trille væk.
Helga, den næstældste af Flokken, var dog den, der havde gjort mest ud af Situationen. Hun havde anbragt sig ovenpaa Bedstemoderens store Egetræskiste og her af en Straangel (Haspetræ) og en Del andre Redskaber skabt et vidtløftigt, selvopfundet Maskineri, hvis langstrakte Drivremme førte helt over til Dragkisten, ja, en enkelt endog op til en snurrende Kaffemølle, der hang paa et Søm i Loftsbjælken - et Maskineri, om hvilket hun lakonisk forklarede, at det var til at skære Næsen af alle de Næsvise - - og saa imellem at male et Gran Hvedemel paa. - - »Er I her! - Er I allesammen her!« lød Kusinernes forbavsede Udbrud, da de saá ud over Forsamlingen. Og havde Broholmbørnene Lov at gaa og lave saadant Roderi i Bedstemoderens Stuer?
De stod og spærrede Øjnene saa højt op, at de lyse Øjenbryn sad dem midt oppe i Panden.
Jaja, lød det imod dem af glade Stemmer. Vist havde de Lov at være her. Og lege og tumle havde de ogsaa Lov til, for Moderen og Gine-Barnepige havde selv sagt, de skulde gaa herned.
Og at Kusinerne nu kom og vilde være med, var da saa meget udmærket. Nu skulde de blot komme indenfor og faa Overtøjet lagt, saa skulde de bare se Løjer. - Tænk, - at de ogsaa skulde have Elsbet og Grethe at lege med! Det var næsten for godt. Men sikken et Held at de kom!
Og de hoppede og sprang omkring de Indtrædende, lo og pludrede og var i deres gladeste Hjørne.
- Det varede da heller ikke længe, før Kusinerne var revne med af den muntre Tummel og hvirvlet rundt i det ungdommelige Selskab.
De smaa Væsner fór baade oppe og nede, baade paa Borde og Bænke. De legede at lave Mad, at holde Skole, at køre i Stadskøring med fire for, ligesom Greven ovre paa Godset; og fornøjeligt gik det altsammen.
Især blev der Moro, da Grethe, den ene af Kusinerne, fandt paa at pynte sig i Bedstemoderens Nationaldragt: Urteprikket Skørt, dito Snørliv, snævre, ildrøde Ærmer, Kniplingskappen med de store Skyklapper ud om Kinderne, osv. Da hun saa i denne Mundering fik sat sig til Rette i Halmstolen, fik Messingbrillerne paa Næsen og begyndte at spinde paa Bedstemoderens Rok, var Spøgen fuldkommen, og da stod der et Gny af Barnelatter ud over de smaa, lavloftede Stuer. Det var, saa det formeligt klirrede i Tallerkenrækken oven over Dragkisten og sang og klang oppe i det gamle bornholmske Urværk.
Og saadan blev de ved vel omtrent en hel Klokkestund. -
- Alligevel havde deres Glæde et dybt Skaar: De kunde ikke faa Lise til at være med.
Dette var dem alle en Skuffelse, for Lise plejede netop at være den, der førte an i deres Lege - det hun gjorde med en rig og frodig Fantasi. Navnlig før, da de havde leget deroppe paa Gaardspladsen, havde hun været i sit allerfestligste Lune og helt overdaadig fuld af Spilopper og Paafund.
Nu gik hun bare og saá til og irettesatte dem en Smule, naar de drev Spasen og Spektaklet for vidt. Men hun skændte ikke paa dem, hvor gal Uorden de end lavede, gik hellere stiltiende hen og rettede lidt paa Tingene.
End ikke da Helga fik et af de drillesyge Indfald, der, naar Moderen ikke var nær, stundom kunde komme op i hende, og ved haanske Ærterier og ironiske Tilraab for en Tid spolerede baade Legen og Humøret for de andre, - end ikke da blev Lise vred, skønt hun ellers netop ved saadanne Lejligheder plejede at blive ganske kogende af Hidsighed og tit forløb sig paa det sværeste.
I Dag saá hun bare bønligt-bebrejdende hen paa Søsteren og gav sig stille til at trøste og hjælpe alle dem, som Helgas drilagtige Lune var gaaet ud over.
- Kusinerne og Søstrene var lidt urolige og utilpasse ved denne Lises værdige og overlegne Optræden. Et Par af dem havde ogsaa strejfvis lagt Mærke til, at Lise et Par Gange var listet udenfor, og da havde de set hende oppe ved Laagen, der stængte for den store Broholmhave.
Her havde hun staaet og hældet med Hovedet, som der var noget, hun lyttede efter - noget mærkeligt, som hun blev forknyt og nedtrykt af at høre paa.
Hvad gik der af hende, havde de tænkt, var der mon noget, hun var ked af?
Aa - pyt! - De havde straks slaaet det hen igen. De vilde ikke vedgaa deres Uro og var udadtil godt enige om, at Lise i Dag var en rigtig kedelig En. - Eller maaske var hun vigtig og vilde spille værdig og overlegen for at gøre sig interessant og faa dem til at være nysgerrige?
Men i saa Fald skulde hun nu ingen Fornøjelse faa, for de vilde bare lade hende passe sig selv, vilde de, og bære sig ad, som hun fandt for godt. De skulde nok vise goden Lise, at de kunde udmærket »finde paa« selv og more sig godt uden hendes Hjælp.
Og det kunde de jo ogsaa.
De legede næsten alle de indendørs Lege, de kendte, fandt Vej til Bedstemoderens store Beholdning af gammelt Sølvtøj, der stod gemt bag Kakkelovnshyldens Omhæng, og lavede stor Forretning deraf, tømte hendes Skuffer og pyntede sig ud i de mærkeligste Paaklædninger og snurrede tilsidst saa ivrige paa Rokken, at baade Traaden og Snoren sprang paa gale Veje og indfiltrede sig saadan om Tridse og Lundstikker, at det sikkert blev en haard Stund for Bedstemoderens knappe Langmodighed, den Stund, de Ting skulde bringes i Orden igen. Saa Mangel paa godt Humør og Opfindsomhed var der ikke.
Men Lise fik de dog ikke med.
Hun holdt sig stadigt tilbage fra deres Tummel og var stille og alvorlig af Væsen. - - Først da de kom til at tale om det forestaaende Børnebal, som de alle, baade Kusinerne og Broholmbørnene, var bedte til, rigtigt gav sig til at udmale alle deres lyse, festlige Drømme og Forventninger, og Hans, der var flink til at spille Dansemelodier paa en lille Harmonika, han havde, begyndte at spille frisk op til en »Julia-Julia-Hopsasa«, lod Lise sig rive med.
Og det varede da ikke længe, før Dansen gik saa lystigt over Bedstemoderens sandstrøede Gulve, at der stod en Taage af Støv derinde saa tyk, saa de knapt kunde se hverandre - og saa lille Inger, hvis Ben var for stumpede til, at hun kunne svinge sig med de andre, sad og sagde: Ati - A - ti - tih! Gang paa Gang og gned sig ynkeligt baade i Næse og Øjne.
Saalænge Lise deltog i Dansen, var hun kaadere og vildere end nogen af de andre - saa overdreven som den, der har en indre Stemme at overdøve.
Hun trampede i Gulvet efter »Rytter-Povl« og spjættede vildt op med Benene efter »Slaa-op-Sine«; Figurer, Børnene havde iagttaget ved de store Høstgilder hjemme paa Gaarden, og da Hans's Harmonikamusik forekom hende for svag, stemte hun selv i med af fulde Lunger:
»Ohi - Ohoj! - Ohi - Ohøj! - Og Julia-Julia-Hopsasa.« - Ja, dette hér var susende Spænd. Og det gik med kaade Hop og Spring og Sving, snart ret om og snart til den avede Side, »Julia-Julia-Hopsasa!«
- - Som nu Tummelen var paa sit højeste, gled Døren op, og Barnepigen viste sig paa Tærsklen.
Det gav et Sæt i Børnene, straks de saá hende, og forskellige Tanker fløj igennem de smaa Hoveder: Sikken et Spektakkel de havde holdt! - Sikken de havde skabet sig! - Mon Gine havde hørt og set alt dette?
De fremmede Kusiner saá forfjamskede og generte ud, lille Bodil krøb bagved Kisten, og Hans lagde Harmonikaen bort. Dog var Lise nok den, Overraskelsen tog stærkest paa. Hun stod stiv som en Støtte, blev først blussende rød i Ansigtet og et Øjeblik efter helt kridhvid.
De andre frygtede Skænd for deres Spektakel og for Stuens uordentlige Udseende, - hos Lise fulgte der nok andre Tanker med.
Men Gine-Barnepige skændte ikke, noget hun dog ellers var ret dygtig til. Hun gjorde som Lise før, rettede lidt paa den værste Uorden, ryddede en Smule op her og der og formanede dem ellers blidt til ikke at tumle altfor slemt.
Og allerede derved dukkede der en foruroligende Tanke op hos Børnene: Hvad gik der af dem, Lise og Gine-Barnepige? Hvorfor opførte de sig anderledes, end de plejede, og var saa milde og højtidelige?
Og da saa den gamle Bedstemor i det samme kom til og heller ikke gav hverken Skænd eller Bebrejdelser forøgedes deres Uro.
Da kom Børnene i Tanker om, hvad det var, der havde givet Anledning til, at de var bleven jaget herned hos Bedstemoderen: Moderens Sygdom! - Ja, de havde jo rent glemt den.
Og da var det, som de uden Spørgen vidste, at Moderen ikke havde det godt.
- Gine-Barnepiges Ærinde herned til Huset viste sig at gælde de tre mindste af Søskendeflokken, Inger, Thomas og Bodil. Dem skulde hun have med op paa Gaarden for at faa dem givet Mad, klædt af og puslet til Natten, da Klokken nu snart var syv og det var deres Sengetid.
Da hun nu gik ud ad Døren med de Smaa, fulgte alle de andre efter. De maatte se at faa lidt Rede paa, hvordan Moderen havde det.
Maaske var der nu flere af Flokken, der anede, hvad Lise allerede vidste, og havde lidt Forstaaelse af, hvad det var, der stod paa; for det var som de undsaa sig for at spørge, - de større Børn kunde i hvert Fald ikke faa sig til det.
Saa blev det lille Hanne, der troskyldigt aabnede Spørgsmaalsrækken.
»Er min Mor syg endnu?« spurgte hun Gine.
Jo, det var hun.
»Jamen nu bliver hun vel nok snart rask?«
Jo, det gjorde hun nok, mente Gine. Men hun svarede paa saadan en undvigende Maade, at det var let at høre, hvor lidt hun brød sig om at drøfte dette Tema.
Hun havde Barnevognen staaende udenfor Døren. Deri laa Knud, den mindste af Broholmbørnene, som kun var godt et Aar, og nu stod hun og anstrengte sig for at faa Inger og Thomas til at holde i hver sin Side af Vognen. - Bodil var saa stor, at hun nok kunde passe sig selv og trippe af bagefter dem. - Og saasnart hun havde faaet deres smaa Hænder anbragte, begyndte hun straks at rulle op mod Laagen, - som hun vilde flygte fra de større Børn og alle deres mulige Spørgsmaal.
Men Havelaagen skulde aabnes, og hun bad én af dem gaa op og gøre dette, og da det ikke blev sagt, hvem der skulde, løb hele Flokken, saa den naaede før til Laagen end Gine og hendes Karavane.
Og saa skete det lige i det samme, de kom derop, at der skar nogle skrækkelige klagende og jamrende Skrig igennem Luften og herned til dem. De kom oppe fra Broholmstuehuset i den anden Ende af Haven, kom fra Sovekamret, hvor man havde aabnet et Vindu og holdt det staaende paa Klem.
De største af Børnene havde hørt den Slags Skrig før og vidste, hvad de betød, og nu forstod de ogsaa, hvorfor Lise før havde været saa alvorlig. De saá betuttede til hverandre, men sagde ikke noget.
De mindre derimod blev helt forskrækkede og gav sig til at klynke og græde.
Men lille Hanne maatte dog ogsaa have Erindringer, der kunde føre hende paa Spor til det, som stod paa:
»Er Madam Iversen deroppe?« spurgte hun med Øjnene skrækslagne mod Gine. - Hun, som var saa svær til at kurere paa Folk, at de altid skreg ved det?
Var det Mor, der skreg saa skrækkeligt?
Gjorde det da saa meget ondt paa Mor?
Var det sandt, at Madam Iversen havde Knive i sin Taske?
Hun maatte da ikke skære i deres Mor?
Saadan lød de ængstelige, barnlige Spørgsmaal, og de fleste kom fra Hanne, som spurgte »ud af Dybsens Nød«.
Barnepigen tyssede jo paa dem saa godt, hun kunde. De skulde bare være rigtig artige Børn, formanede hun, holde sig pænt i Ro hernede hos Bedstemoderen og ikke komme op paa Gaarden og forstyrre dem, men vente, til der kom Bud ned efter dem. Saa blev deres Mor nok rask igen, forsøgte hun at snakke uden om Tingene.
Og saa trillede hun af op igennem Haven med de tre, som skulde op og pusles til Nattero.
Man skulde tro, de var for smaa til at fatte noget af det, der var bleven sagt; men Thomas havde dog, saa lille han end var, faaet fat i noget af Snakken.
»Madam Ivers stal daa!« sagde han meget bestemt. »Madam Ivers stal daa sin Vej!« - Og det blev han ved at gaa og gentage, mens de trillede op igennem den lange Havegang.
Han havde jo et sygt Øre og gik med Bind om Hovedet, og nu gik han og græd, saa Taarerne flød ham ned i Gazen og gjorde Bindet helt vaadt.
»Madam Ivers stal daa væk fra Thomas' Mor!« - »Madam Ivers stal daa sin Vej!« lød det bestandigt fra ham.
- - - Men de, der blev tilbage ved Laagen, kiggede saa langeligt efter de Bortdragende.
Skrigene deroppe fra Sovekamret blev ved at lyde, og de kunde ikke undgaa at høre dem.
Og de kom allesammen til at se saa sært beklemte og modløse ud derved.
Omsider vendte de sig og saá ned mod Huset, hvor de før havde holdt deres støjende Fest.
Nu var der saa forandret.
Det var, som Stilheden og Tomheden groede ud imod dem gennem de opslaaede Vinduer og Døre.