M. Bregendahl: En Dødsnat (1912), 1
I
Broholm hed en Gaard, der laa ovre ad Mollerupbakkerne og Stationsbyen til.
Den laa noget enligt der midt paa sine lange Agre og brede, sorte Pløjejorder. Det kunde se ud, som havde den givet Naboerne et Spark for at faa Lov at ligge i Fred og have det for sig selv.
- Det var en Dag sidst i Halvfjerserne og ud paa Eftersommeren, Klokken kunde være omkring fire paa Eftermiddagen, Hønsene begyndte allerede at søge til Sæde paa Hjaldene, Husgavlene at kaste lange Skygger indover Gaardspladserne og de gule Morgenfruer foldede i Stilhed deres Blomsterkroner.
Inde i én af Gaardens mange Stuer, en stor blaamalet Stue, der halvt saa ud som Spisestue og halvt som dagligt Opholdsværelse, sad Husmoderen, Anne Gram, og skar Mad til alle Gaardens Folk.
Bordet var trukket ud og stod og strakte sig med et Indlæg af tre brede Plader; men de var malede i egetræs Farver i Lighed med Bordet, for de blev aldrig taget af, Bordet havde altid den samme udtrukne Længde.
Over Halvparten af det lange Bord dækkede et lysblomstret Voksdug, hvorpaa var anbragt alt, hvad der skulde anvendes til at skære Mad af: Paa et stort Sulefad laa et røget Faarelaar, en armtyk Spegepølse samt en Del mindre Stumper og Stykker af forskelligt andet Paalæg; paa et andet Fad laa en saftig, hjemmelavet Ost, der vel kunde veje en halv Snes Pund; i en gul Syltekrukke var der Smør, i en anden Svinefedt og paa en gammel Præsenterbakke laa der hjemmebagte Kavringer og store Stabler af afskaaret Rugbrød.
- Efterhaanden som den færdigtskaarne Mad nu gled frem paa Bordet fra Anne Grams øvede Hænder og skarpe Kniv og toppede sig op foran hende, kom den gamle Kokkepige ind med de Tejner og Madkurve, hvori den skulde bringes til Marks.
Hun stillede sig op for Siden af det lange Bord, begyndte at tælle op og pakke ned, tælle op og pakke ned, fire Stykker til én Tejne, otte til en anden, fjorten til en tredje, osv. osv. - Ligeligt fordelt bliver det, hverandet Stykke med Kød, hverandet med Ost, hverandet af Rugbrød, hverandet af Sigtebrød; og naar hun har faaet dem ordnede, gaar Anne Gram dem efter endnu en Gang, tæller dem og tænker sig om: Er det nu ogsaa rigtigt altsammen? Hun er saa urolig, for der er saa meget, der maa huskes: En af Karlene kan f. Eks. ikke spise Ost, huskede hun det? - En af Pigerne spiser ikke Kød, blev det husket? Og mon Undtagelserne kom i de rette Tejner?
Og saa er der den halvgamle Stine-Høstkone, hun skal have Skorpen skaaret af. - »Det maa vi da endelig ikke glemme,« siger Madmoderen i en bekymret omsorgsfuld Tone. - Det kunde træffe at være ubehageligt for Stine at sidde dér midt iblandt de kaade, tankeløse Unge og gumle og gnave paa de Skorper, hun alligevel ikke formaaede at faa Bugt med, mener hun.
Og den gamle Kokkepige nikker bifaldende, pakker ned, dækker til og klapper Laag paa.
Men da hun endelig kommer i Gang med et Par Tejner i Hænderne, er der endnu noget, Madmoderen erindrer sig:
»Der staar en Del Kaffe paa Kedlen ude i Køkkenet,« kalder hun, »lav den til med Sukker og Fløde og kom den paa et Par Flasker. Det Rivningsarbejde støver vist fælt i Halsen.«
»Ja, det er nok ret,« svarer Pigen. Hun nikker og lover at ordne ogsaa dette, og det høres paa Varmen i hendes Stemme, hvor godt det gør hende, at der er nogen, der altid tænker saa rigtigt.
Kort efter kan man høre hende kalde ude i Gaarden. Hun skal have fat i et Par af Børnene, for at de kan komme af Sted med noget af Maden, selv løber hun i en anden Retning og Barnepigen kommer til Trillen med den store Tejne paa Barnevognen, i et nyt Verdenshjørne.
- »Ja, saa kom man saa langt,« siger Anne Gram derinde for Bordenden og prøver at rette sig i Sædet. Hun læner en Stund Kroppen tungt mod Ryglænet og lader Armene synke trætte ned i Skødet.
Men Mellemmadsomgangen er ikke saa nær færdig endnu. Der maa meget mere til.
Og hun tager sig sammen og begynder igen. Hun skærer Brød og skærer Paalæg, smører Mad og ordner Portioner, Kniven blinker og Hænderne gaar, bliver ved og bliver ved.
Inde paa den saakaldte Skrædderstue sidder en Sypige og arbejder, hun skal jo ogsaa have Mad; ovre i Huggehuset staar en Snedker og reparerer Avlsredskaber og i Seletøjskammeret sidder en Sadelmager, de kan heller ikke forbigaaes; og endda er der baade Hjorddrengen og Røgter-Per, baade den gamle Kokkepige og Barnepigen tilbage. -Og saa, naar alle disse har faaet, saa er der endnu hele den store Flok af Barnemunde at mætte.
Jo, der er langt til Enden, og Anne Gram skærer løs og stabler op paany.
- Noget efter viser den gamle Pige sig atter herinde i Stuen.
»Er du allerede der?« siger Anne. »Det kom du hurtigt over.«
Ja, Sine traf Drengen, som just skulde ned i Kærene og flytte, saa tog han Maden med sig.
Naa saadan.
Pigen har nu bragt en Del Tallerkener og Smaafade med sig, og herpaa giver hun sig til at rette an af de nye Madstabler, Anne har faaet færdige.
Der er trods al Optagethed dog kommen lidt mere Ro over de to Kvinder. Det letter at vide Maden til Markfolkene vel ude af Huset. De, der er her hjemme, holder ikke saa strengt over Spisetiden som de andre.
»Ja, det var jo en ekstra Ulejlighed for dig, Sine, at du maatte rette alle mine Mellemmadshistorier an herinde,« siger Madmoderen i en undskyldende Tone. - Men hun vidste ikke, hvad der gik af hende i Dag, Benene vilde ikke ret lystre, klager hun. Hun havde følt sig saa tung og træt, at hun maatte sidde til sit Arbejde.
Ok, det var ogsaa noget at snakke om den Smule Ulejlighed, svarer Pigen og vinker afværgende med Haanden. Men sad Madmoderen da godt nok nu? - Kunde hun hvile sig i Sædet?
Og Pigen ser med Deltagelse hen paa den blege Kvinde, hvis tunge, fyldige Legeme og løse Klæder tydeligt viser, at hun er højt frugtsommelig.
Aajo, det gik nok an. Men alligevel - en staaende Skrædder og en siddende Kokkepige - jo, man vidste nok, hvad den Slags var værd, smiler Anne Gram selvironisk. - Og saa skulde man vel tilmed se, at hun var falden saa fast i Sæde, saa hun ikke kom op igen.
Aa, dermed havde det nok ingen Nød, mente Pigen. Kendte hun sin Madmor ret, da havde hun sikkert endnu mange Ting, hun skulde have eftersete, før Solen gik i Jorden.
Ja, nok at se efter, - hvornaar var der ikke det? svarede Anne, -men - - Og mens Sine staar og skærer de store Smørrebrødsskiver ud til mindre Snitter og ordner dem paa de forskellige Tallerkener, falder Anne og hun i Snak sammen om noget af alt det, som det plejer at paahvile den første at »se efter«.
Der var den Kvie, som forgangen blev stanget af den olme Stud, hvordan gik det med den? Mon Drengen huskede at bade Saaret ordentligt? Og det Bryggerkar, der skulde bæres ned i Kælderen, det maatte ogsaa huskes. Det stod ellers og blev gisten og tabte Gjordene. De to Skrukhøns, der sad i Arrest, mon de ikke kunde slippes ud i Aften? Det burde i hvert Fald prøves. Og saa var der den Dyne ovre i det store Karlekammer, - mon den blot var løben op i Sømmene, eller maatte den rigtigt bødes?
Og saa med et Sidespring fra Dynen i Karlekamret vender Anne sig til Væggene i Røgterkamret. Det var et grimt Hul, dette Rum, saa mørkt og fugtigt og fælt. Hun har saa ofte tænkt over, hvad de dog skulde gøre ved det? - Sidst var det faldet hende ind, at der burde slaas nogle høje Paneler op. Blev Væggene beklædte et Par Alen i Vejret og nymalede, det vilde dog altid hjælpe en Del. Hun havde ogsaa talt med sin Mand derom, men han havde jo saa meget andet at tænke paa, undskyldte hun. - Men nu vilde hun dog saa gerne have set efter, om der ikke ovre paa Huggehusladet skulde ligge nogle Brædder, der kunde laves Paneler af og om Sine vilde gøre det, for Anne troede ikke, hun kom saa langt i Dag, sluttede hun.
Ja, det skulde Pigen saa gerne.
Tak. Ja, for det vilde dog være en stor Lettelse, om det blev gjort; -og nu de havde Snedkere til Huse - og saadan - Ja, det forstaar den anden saa godt altsammen. - Det Røgterkammer har jo altid været Madmoderen en Torn i Øjet.
Saa tier de begge en Stund, Anne Grams Tanker strejfer én af Pigerne, som ikke er god til at holde Orden med sit Tøj; hun gad nok have været en Svip inde paa hendes Kammer: Mon den Stadskjole, hun havde paa til Dans den forrige Aften, nu laa krammet og krøllet i en Krog ligesom hendes pæne, nystivede Søndagskjole forleden? -Og der er ogsaa Tredjekarlen - han har i Fuldskab borthandlet et Sæt gode Klæder, som Anne havde købt ind til ham og delvis selv betalt. Det er pinagtigt at tænke paa, og hvad mon det nu er for noget Juks, han har faaet i Stedet?
Jo, nok at se efter, det var der i Sandhed; men hvad kunde det altsammen hjælpe, naar hun sad her og var doven, tænkte hun. Og hun vrikkede i Smug utaalmodigt paa sit svære, uformelige Legeme.
Der er bleven stille derinde i Stuen; Pigen gaar med et Par Portioner Mad og kommer igen, ordner et Par Portioner til, gaar og kommer.
Imens sidder Anne Gram og kigger ud paa Skyerne, der driver saa urolige over Tagene og paa Vestgavlenes lange Skygger, som de tegner sig ind over Gaardspladserne.
Jaja. Dagen lider nu og Sommeren er nok ogsaa paa Held. Der er ikke megen Varme eller Tørring i Luften nu mere og Dagene har ogsaa kortet slemt af. Det var paa Tide at faa Ende paa Høsten nu; gid de havde det sidste bjerget. Og hun sidder og skutter sig lidt trist i Takt med sine egne Tanker.
Og saa med et er det, som hun kigger lidt sidelæns og halvgenert hen paa den gamle Pige:
»Monstro Folkene i Østermarken nu naar at faa den Rivning hjem i Aften?« siger hun. »Monstro?«
Men saa rødmer hun, kigger ned paa Spækkebrættet og fører et Øjeblik efter noget helt andet paa Tale.
Pigen har dog straks forstaaet hende:
Anders Gram har naturligvis ikke givet Folkene ordentlig Besked, før han tog til Købstad i Morges, for Husbond - ja, han kan være god nok, han, i mange Maader endogsaa en helt udmærket Mand, men han er noget egen, ikke saa lidt heller, og noget Greb paa at omgaas sine Folk eller paa at faa dem til at arbejde med Lyst, det har han nu slet ikke. Men om Madmoderen nu kunde have naaet en Tur ud i Marken og set til dem, da vilde et Smil og et venligt, spøgefuldt Ord have kunnet gøre Underværker. - Hvis det var paa en Tid af Aaret, hvor der var Stunder til at tage den med Ro, vilde det ikke være Anne Gram magtpaaliggende, at ethvert Kvarter blev slidt op; men i Aar er Vejret saa vanskeligt, der bør passes godt paa. - Og saa, - ja, hvis det alligevel, skønt Anders intet har sagt derom, har været hans inderste Tanke, at den Rivning skulde i Hus inden Aften, da vilde det passe Anne, om hun i al Stilhed kunde have bragt Sagen i Orden. -Men i Stilhed maatte det ske, fremfor alt det. Ingen maa mærke, at der er én, der sidder bagved og leder og ordner, især ikke naar det drejer sig om de Ting, som det rettelig tilfalder Husbond at vaage over.
Derfor var det, Anne Gram før rødmede og blev forlegen, og alligevel kiggede langeligt over til Sine: Kunde hun ikke gaa i Annes Sted og i Annes Ærinde?
Den gamle Pige har jo ikke for ingen Ting tjent paa Gaarden i fem Aar og hedder ikke uden Grund i daglig Tale: klog' Sine. Hun forstaar sin Madmor udmærket, gennemskuer hende. Men hvor gerne hun end vil komme hende i Møde, her tier hun og lader, som hun ikke har forstaaet den halvkvædede Vise, for her kan hun ikke hjælpe. - Thi hvad Madmoderen kanske helt uden Ord her vilde kunne udrette, det formaar hverken klog' Sine eller nogen anden at eftergøre.
Og saa lister hun da i Tavshed ud ad Døren med endnu et Par Portioner af Anne Grams velsmurte og appetitlige Mad.
Trip-trap trip-trap, siger det ude over Køkkenets gule Murstensgulv. Trip-trap-trap, trip-trap-trap. - Og saa er der nogle smaa Hænder, der famler op og ned ad Døren og omsider faar fat i et Haandtag, der sidder dem altfor højt.
»Nej, men Mor da!« lyder det forundret. »Mor, sidder du herinde og smører Mad?«
»Nej, Moa da! - Minne Moa!« lyder det fra nok en Forundret.
Og et Par smaa, hvidhaarede Væsner dulrer hen over Gulvet og lige i Favnen paa Moderen.
En lille Stund efter lyder der Trip-trap foran en anden Dør, Famlen paa den ogsaa og omsider Tag i Laasen. Den lukkes op, og i Døraabningen viser sig atter et Par. Det er de to Smaa, der har været sendte til Marks med Mad.
»Men Mor dog, sidder du herinde!«
»Men Mor da, - nej, det var da morsomt!«
De samme Udbrud af glad Overraskelse lyder ogsaa fra dem og ogsaa de maa helt hen til Moderen med deres Glæde.
Om Vinteren, naar Frosten var rigtig streng og Spisekammervinduerne ganske isdækkede, da kunde det hænde, at Moderen, som i Dag, samlede alle sine Madrekvisitter herind til Spisebordet og satte sig her og skar Mellemmad. Men paa denne Tid af Aaret var det uvant og vækker som alt, hvad der er Nyt, Børnenes store Interesse.
Selv de tre største Børn, to lange Piger og en Dreng, der noget efter kommer af Skole, triner ind ad Døren med lignende Udbrud som de smaa og hopper viltre og glade omkring.
»Mor, sidder du herinde?«
»Mor, er du her?«
»Mor - Mor!«
Det er saa morsomt at have Moderen herinde med sit Spækkebræt og sine store Sulefade og se hende sidde der for Bordenden i den gamle, brede Armstol i Stedet for, som hun plejede, at trippe uroligt rundt langs Spisekammerets hvidskurede Borde.
Hun havde et Par tykke Puder paa Sædet under sig for at være godt over Bordet og Arbejdet, og de maa alle hen og kigge paa Moderen, paa Stolen og paa Puderne og plukke og pille ved baade det ene og det andet. Det forekommer dem saa interessant altsammen, saa morsomt og saa herligt. Dette her skal de faa megen Fornøjelse af, tænker de, glider straks ind i Forholdene og begynder højlydt at kræve ind af Moderens Mad:
»Mor, maa jeg faa et Stykke med Pølse paa?«
»Mor, maa jeg faa en Kavring-Mell'mad?«
»Mor, maa jeg faa en Rugbrøds-Rundtenom? - En hel Rundtenom!« osv.
Og de slaar sig forventningsfulde ned rundt omkring hende, nogle siddende, andre staaende. Det gaar, som det bedst kan.
Nu kan de faa det rigtigt hyggeligt, frem for alt rigtigt tvangfrit. Der er slet ingen Fremmede med ved Bordet og ikke en Gang den noget tavse og noget utilgængelige Far. Nu kan de rigtigt have det med Moderen, som de ønsker og faa de smurte Madstykker lige fra hendes Haand og hendes Kniv.
Uhmm! Hvor det skal smage!
Og de flokker sig omkring hende tættere og tættere, klumper sig sammen omkring hendes Bordende og skutter sig helt gassende i Fryd og Velvære.
»Huh, Mor, hvor vi nu skal faa det rart!«
»Aa, saa rart, saa rart!«
»Det er jo næsten som Juleaften!«
»Nej, det er bedre end Juleaften!«
Og Moderen smiler til dem:
»Jasaa. Det var højt oppe!«
»Ja, og Mor, hvor vi skal spise!«
»Ja, spise - spise!«
»Aa, saa meget, saa meget!«
»Ja osse, saa du kan slet ikke faa Maden smurt saa hurtigt, vi kan spise den,« truer de.
»Ih Kors! - Ih Kors!«
Dette er jo til at ryste i Knæene over, klager Moderen og teer sig ynkværdigt. - Ja, skulde de til at kappes, da forstaar hun nok, at hun maa hænge i af karske Bælg.
Og hun leger, at hun maa jage, som det er Livet om at gøre.
Men da de alle har faaet et Stykke i Haanden og Kværnene i Gang, gaar det jo meget fredeligt til.
Saa fandt Moderen en Del smaa Lækkerbiskener frem fra Bunden af det store Sulefad, et Stykke stegt Rødspætte, en stump Medisterpølse, en lille Levning af en Kylling, en anden af en røget Ørred, osv.
De maatte gerne faa det altsammen. Den Slags Smaarester fyldte saa lidt i den store Husholdning og kunde bedst anvendes her. Men hvem skulde have Dit og hvem Dat? Til Tider kunde det være en kilden Sag at faa slige Fordelinger gjorte tilfredsstillende, og det er ikke helt uden Ængstelse, at Moderen kommer frem med Stumperne.
Men i Dag var det, som alle Misfornøjelsers Skyer var blæste langt bort. Det gik let og glat altsammen, de tog med Tak imod, hvad Moderen gav dem og var glade og tilfredse.
Kun den lille Thomas, hvem Moderen havde stukket et Vingeben af Kyllingeskroget ud, gjorde Indvendinger.
»Nej, det stal vær' én af dem til at daa paa,« ivrede han. Og han lod Vingebenet ligge og pegede heftigt paa Kyllingens Laarben.
Da brast de alle i Latter.
»Sikken en lille Gavstrik!«
»Sikken en bitte Purke-Pøjk!«
Han kunde ikke snakke rent endnu, og saa havde han dog siddet og opdaget, at Laarbenet var det solideste. Og de større Børn fór over ham og var ved at mase ham med deres leende Kærtegn, saa Moderen tilsidst maatte redde ham ud af deres Vold.
Og saadan blev de ved. Det var, som det var ligemeget, hvad de rørte ved, saa fik det en egen Glans og Glæde over sig.
Moderen skulde f. Eks. købe nogle Duer af Hans, den største af Drengene, hun skulde have dem til at stege til Faderen, naar han i Aften kom hjem fra Købstaden; og Forhandlingerne om Prisen, om hvordan man bedst kunde fange dem og hvor fede de skulde være, osv. - alt formede sig som den muntreste, lattermildeste Prat.
De største Piger var bedte til Børneselskab, hvor der skulde være Musik og Dans, og de skulde have deres fineste Tøj paa. Hvormeget fornøjeligt kunde der ikke komme ud af dette Tema, naar Moderen var med om at drøfte det.
Lille Hanne skulde i en nær Fremtid lære at sy paa Stramaj, en Naalepude til Moderen skulde det være, og den skulde være højrød og himmelblaa i Terner, valgte Hanne. Materialet skulde købes næste Gang, Moderen kom til Købstad. - Hvor Hannes Fingre sikkert vilde løbe. - Der maatte nok altid være koldt Vand til Stede, at der ikke skulde gaa Ild i Sytøjet. - Og hvilket Pragtværk den Pude skulde blive! - Der var sikkert aldrig set Mage.
Og saa fremdeles. - Spøg og Latter og glad Skæmt ihvad de end lod de smaa Munde løbe om.
Som de sad saadan og pludrede og vrøvlede og var saa glade i Ly af den omsorgsfulde, forstaaende Mor, der imod Sædvane havde Tid til at sidde saa roligt hos dem, kom Gine-Barnepige ind i Stuen med den Mindste paa Armen. Hun havde haft ham med i Barnevognen sammen med Tejnen, og nu kom hun og skulde til at made ham med Sødvælling og satte sig hen til Spisebordet med Barnet paa Skødet.
»Ja, Mor, ja,« var der straks en af Børnene, der raabte, »ja, han skal være med!«
»Ja, Knud skal være med!«
»Ja, for se Mor, saa er vi her jo allesammen!«
Og de nikkede hen mod den lille eetaarige Dreng, der sad og spiste af Barnepigens Vælling med god Appetit.
Ja, nu var Kredsen sluttet, der manglede ingen, de var her alle otte.
Og som for endnu fuldkomnere at gennemvarmes af Samdrægtighedens Lykke var det dem ikke længere nok, at de sad sammenklumpede omkring samme Bordende som Moderen. De maatte være hende endnu nærmere, og et Par sprang op og maatte hen og røre ved hende.
Javist. Helt hen og have fat i Moderen maatte de. Det faldt saa naturligt. Og de sprang alle op fra Siddepladserne og trængte sig ind til hende fra alle Sider: Mor! Mor! Mor!
Jamen det kunde da aldrig gaa an saa tossede, de teede sig, mente Moderen og lod, som hun vrededes paa dem; - saadanne fedtede Smørrebrødsfingre de sikkert havde; - og hvad maatte ikke Gine-Barnepige tænke; - og hvad vilde ikke klog' Sine sige, om hun kom ind og saa, hvordan de bar sig ad?
Men det var for let at opdage, at Moderens Indvendinger ikke gjaldt, og det varede ikke længe, før de alle havde listet sig til et eller andet lille Klap eller Kærtegn.
»Det er min Mor!« spasede en af de store Piger med bevidst Barnlighed og Kælenskab.
»Nej, det er min Mor!«
»Nej, min Mor!«
Der var flere, der skulde prøve Spøgen.
Men dette vilde den lille Thomas ikke finde sig i.
»Daa væk!« sagde han ivrigt, »daa væk! - Moa itte jeres Moa, - Moa Thomas Moa! - Daa væk!«
Men disse Thomas' Indvendinger gjorde jo ingen Skaar i deres Glæde. Tværtimod.
»Hør ham,« lo de. »Hør den bøse Kæmpekál!« Og de havde deres Spas med den ivrige Fyr.
Men der var en lille Pige i Flokken, den lille femaarige Bodil, der var bleven tankefuld. Hun tittede troskyldigt spørgende op paa Moderen:
»Er du ikke vores Mor allesammen?« spurgte hun og kunde ikke faa det udtrykt bedre.
Joda, svarede Moderen. Det var vist og sandt.
»Ja, - saadan rigtig vores Mor?« trængte hun paa.
Jojo, lo Moderen. Dette var en Kendsgerning, som ikke let lod sig rokke.
Naa. - Ja, dette trøstede noget; men Bodil havde dog mere paa Hjerte:
»Jamen Mor, er vi saa ikke ogsaa allesammen dine Børn? - Ja allesammen?« - Da svarede Moderen dem med fuldtonende Stemme:
»Joh, sandelig! - I er mine Børn, - ogsaa alle - alle - allesammen!«
Og skæmtende strakte og strakte hun paa sine Arme, som hun vilde prøve at gøre dem dobbelt saa lange, som de var, og omfattede saa mange af Flokken, det var hende muligt at naa.
»Mine Børn!« sagde hun saa, - ganske blidt og ganske stille.
- Den gamle Pige traadte i det samme ind ad Køkkendøren. Hun gik i Staa midt paa Gulvet.
»Aah, da war 'et osse ret et skjønne Sjyen aa há for Yw'!« udbrød hun.
Og hendes Øjne hvilte saa aabne og ærlige paa Anne Gram, som hun sad der tung og fyldig i den gamle Lænestol, med Armene bredte favnende ud efter sin store Børneflok, der i lykkelig Tryghed stimlede sammen omkring hende.
»Gud bewaar Jer aalsammen!« sagde Sine, idet hun vendte sig og gik mod Døren med de sidste Portioner Mad.