link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Homer, Odysseen, 20. sang


| Index | Sang -1 | Sang +1 |
   
1     Udenfor Salen paa Gangen sig leirede Konning Odysseus,
2 Bredte paa Gulvet en Tyrs ugarvede Hud og derover
3 Skind af adskillige Faar, som Achaiernes Mænd havde slagtet;
4 Over den hvilende Drot Eurynome kasted en Kappe.
5 Der laae Helten Odysses, og pønsed paa Beilernes Ufærd,
6 Vaagen en Stund; men en Flok af Qvinderne gik af Paladset
7 Ud, som i længere Tid med Beilerne leved i Bolskab,
8 Og under idelig Latter de spased og skjemtede sammen.
9 Da kom Hjertet i Konningens Bryst i det heftigste Oprør,
10 Og med sig selv han veiede dybt i Sind og i Hjerte,
11 Enten han op skulde springe paastand, og dræbe dem Alle,
12 Eller en Gang til Slutning endnu med de trodsige Herrer
13 Lade dem gantes og lefle; høit glammed i Brystet hans Hjerte;
14 Ret som en Hund, der om Hvalpene gaaer, som den nylig har kastet,
15 Gøer ad den fremmede Mand, og strax er rede til Angreb,
16 Saaledes glammed hans Hjerte af Harm over al denne Skjændsel,
17 Heftig han slog sig for Bryst, og formaned sit Hjerte saalunde:    
18     Giv dig tilfreds, mit Hjerte! en lumpnere Færd har du fordum
19 Taalt den Dag, da den vilde Kyklop mine kraftige Svende
20 Frækt opaad, dog taalig du bar det, indtil mit Anslag
21 Ud af Hulen dig førte, hvor alt du vented dig Døden.    
22     Saa med formanende Ord han talte sit Hjerte tilrette;
23 Strax kom Hjertet til Fatning igjen, og rolig i Barmen
24 Slog det, men selv paa sit Leie han vælted sig frem og tilbage.
25 Ret som en Mand, naar paa glødende Ild han braser en Dyrvom,
26 Stoppet med Ister og Blod, bestandig den dreier og vender,
27 Ønskende ivrig, at skaffe den stegt saa hurtigt som mulig,
28 Saaledes frem og tilbage han vælted sig, grublende stedse,
29 Hvordan han Haand skulde lægge paa Beilernes nedrige Skare,
30 Da han var Een mod Mange; da nærmed sig Pallas Athene,
31 Stegen fra Himmelen ned, i Skikkelse lig med en Qvinde,
32 Op ved hans Hoved hun treen, og tog saalunde til Orde:    
33     Siig, usaligste Mand! hvi ligger du vaagen paa Leiet?
34 Dette Palads er jo dit, og din Viv du har i Paladset,
35 Dertil en Søn, hvis Lige forvist heel Mangen sig ønsked.    
36     Strax hende svared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
37 Sandt tilfulde, Gudinde! er hvert et Ord, som du talte,
38 Dog tvivlraadigt mit Sind uafladelig veier og grubler,
39 Hvordan jeg Haand skal lægge paa Beilernes nedrige Skare,
40 Ene jeg staaer, og bestandig i Flok de færdes derinde.
41 Dertil en større Bekymring jeg har, som volder mig Uroe:
42 Sæt, jeg ved din og Kronions Beskjermelse dræber dem Alle,
43 Hvor skal jeg da tye hen? det beder jeg dig at betænke.    
44     Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
45 Selv til en svagere Ven, du Forsagte! sin Lid man jo sætter,
46 Skjøndt han er dødelig Mand, og ei saa kløgtig til Anslag;
47 Jeg derimod er Gudinden, som huldt dig beskjermer bestandig,
48 Hvergang du stedes i Trængsel, og tale jeg vil uden Omsvøb:
49 Stod halvhundrede Fylker endog af bevæbnede Krigsfolk
50 Rundt omkring os To, tilsinds os i Kampen at dræbe,
51 Skulde vi dog deres Oxer og Faar hjemdrive som Bytte.
52 Lad nu Søvnen dig favne! thi stor Besvær det forvolder,
53 Natten igjennem at vaage, snart hæver du dig af din Jammer.    
54     Talende saa over Øinenes Laag hun Søvnen ham udgjød;
55 Selv til Olympen tilbage begav sig den høie Gudinde
56 Strax da Søvnen ham greb, som spredende Sindets Bekymring
57 Blidt hvert Ledemod løser; da vaagned hans trofaste Hustrue,
58 Reiste paa Bolstrene bløde sig op, og svømmed i Taarer,
59 Men da med Jamren og Graad hun saa havde mættet sit Hjerte,
60 Bad til Artemis fremmest og først den herlige Qvinde:    
61     Artemis! Datter af Zeus! ærværdige! gid du paa Stedet
62 Vilde mig skyde din Piil i mit Bryst, og berøve mig Livet
63 Strax! eller gid en hvirvlende Storm mig flux vilde veire
64 Bort ad taagede Stier i rivende Fart, og mig kaste
65 Hen til den kredsomløbende Flod Okeanos' Munding,
66 Ret som da Stormene fordum bortrev Pandareos' Døttre:
67 Guderne havde dem skilt ved Fader og Moder; i Borgen
68 Uden Forældre tilbage de stod, men huldt Aphrodite
69 Fostred dem op med Viin og Ost og den lifligste Honning.
70 Here forlened dem begge forud for øvrige Qvinder
71 Skjønhed og Vid; en kneisende Væxt dem Artemis skjenked,
72 Og af Athene de lærte, det yndigste Arbeid at virke.
73 Men da til høien Olymp engang Aphrodite var dragen
74 Hen, for om frydeligt Bryllup for begge de deilige Piger
75 Lyneren Zeus at bede, thi Alt han kjender tilfulde
76 Hvad der er dødelig Skabning bestemt, baade Medgang og Modgang,
77 Rykked Harpyerne bort dem imens, og til de forhadte
78 Rædselsgudinder de Pigerne gav, som Terner at tjene;
79 Gid paa lignende Viis mig Guderne bort vilde rykke,
80 Eller mig Artemis fælde med Piil, at jeg ned kunde stige
81 Under den hæslige Jord med Odysses i Hu og i Tanke,
82 Inden det vorder min Lod, en ringere Mand at fornøie!
83 Dog, Gjenvordighed bære man kan, saafremt man alene
84 Græder om Dagen, er Hjertet end fuldt af nagende Sorger,
85 Blot man om Nætterne sover, thi Søvnen os lader forglemme
86 Alt, baade Godt og Ondt, naar Øinenes Laag den har lukket;
87 Mig dog skræmmer en Gud hver Nat med rædsomme Drømme,
88 Atter inat ved min Side han laae, livagtig at skue,
89 Som da med Hæren i Leding han drog; og mit Hjerte sig fryded
90 Høit, da jeg troede, det ei var en Drøm, men virkelig Sandhed.    
91     Talt; da reiste sig just den guldstolthronende Dagning.
92 Strax havde Helten Odysses den Grædendes Stemme fornummet,
93 Ængstelig tænkte han efter, det kom ham for i hans Hjerte,
94 Som om hans Hustrue ham alt havde kjendt, og stod ved hans Hoved;
95 Sammen han bylted de Skind og den Kappe, han nys havde hvilt paa,
96 Smed i Salen dem ind paa en Stol, og kastede Tyrens
97 Hud paa Gaarden; saa bad han til Zeus med oprakte Hænder:    
98     Fader Kronion! saafremt I mig hjem over Bølger og Fastland
99 Naadig har ført til mit Land, efter haardt at have mig hjemsøgt,
100 Gid da et varslende Ord maa lyde fra En, som i Huset
101 Vaager endnu, og et Tegn fra Zeus sig vise derude!    
102     Bedende talte han saa, ham hørte den vise Kronion
103 Brat han tordnede lydt fra den straalende Tind af Olympen
104 Oppe fra Skyerne ned, da fryded sig Helten Odysseus,
105 Og et betydende Ord en Møllerske taled i Huset,
106 Tæt derved i en Stue, hvor Konningens Qværne var satte;
107 Dagligen her tolv Terner møisommelig sled med at male
108 Meel af Byg og Hvede, til Marv i Mændenes Knogler.
109 Alle de Øvrige sov, da de Hveden til Meel havde malet,
110 Hun alene var oppe, thi svagere var hun af Kræfter;
111 Qværnen hun standsed, og taled et Ord, sin Konge til Varsel:    
112     Fader Kronion! du Drot over Guder og Mennesker alle!
113 Høit du tordned forsand fra den stjernebeprydede Himmel,
114 Skjøndt ei Skye er at see; et bebudende Tegn er det vistnok.
115 Hør da ogsaa det Ord, jeg elendige Stakkel vil sige:
116 Gid det idag maa være det sidste forlystende Gilde,
117 Som i Odysse's Huus de fraadsende Beilere feire,
118 Thi med ulideligt Slid de slappe min Kraft, da jeg daglig
119 Maler dem Meel; gid Gildet idag deres sidste maa vorde!    
120     Saa hun taled, og glad ved det varslende Ord blev Odysses
121 Og ved det Brag fra Zeus, thi han haabed at tugte de Voldsmænd.    
122     Ogsaa de øvrige Terner i Konningens prægtige Hofgaard
123 Samled sig nu, og en levende Ild paa Arnen de tændte.
124 Op fra sit Leie nu stod Telemachos, skjøn som en Guddom,
125 Først sine Klæder han axled, sit Sværd over Skuldren han hængte,
126 Og under glindsende Fod han bandt de deilige Saaler,
127 Tog saa sit mægtige Spyd med den skarptilspidsede Malmod,
128 Treen over Tærsklen og standsed, og talede til Eurykleia:    
129     Siig, Morlil! har I hædret den fremmede Gjæst i Paladset
130 Baade med Seng og Mad? eller ligger han uden at ændses?
131 Thi det kan hændes min Moder, hvorvel hun er klog og forstandig,
132 At af Forvirring den slettere Mand hun Ære beviser,
133 Medens den værdige bort fra sit Huus uvenlig hun jager.    
134     Og Eurykleia ham svared igjen den forstandige Amme:
135 Ei maa du laste din Moder, min Søn! hun har ikke forskyldt det;
136 Her han sad, og af Vinen han drak saalænge ham lysted,
137 Ogsaa hun bød ham Mad, men han svared, at ei han var sulten,
138 Men da paa Tiden det var, at han tænkte paa Søvn og paa Hvile,
139 Gav din Moder Befaling til Ternerne, Seng ham at rede,
140 Dog, som en høistulykkelig Mand, der er hærdet af Modgang,
141 Lysted ham ei at hvile paa mageligt Bolster og Løibænk,
142 Men paa en Tyrs ugarvede Hud, bedækket med Uldskind,
143 Ude paa Gangen han sov, og en Kappe vi over ham kasted.    
144     Talt; da gik af Paladset Telemachos ud, og i Haanden
145 Holdt han sit Spyd; ham fulgte paa Vei rapfodede Hunde;
146 Snart til Torvet han kom til de pandsrede Mænd af Achaia,
147 Men Eurykleia, en Datter af Ops, som var Søn af Peisenor,
148 Kaldte paa Ternerne flux, saa taled den herlige Qvinde:    
149     Rask nu! stænker paa Tilien Vand, mine Piger og feier
150 Salen med Koste mig reen, og breder de Skarlagens Tæpper
151 Over de prægtige Stole! imens skal Andre med Svampe
152 Bordene skure tilgavns, og saa skal I skylle mig alle
153 Kummer og skjønne Pokaler! men ned maae Nogle til Kilden
154 Gaae efter Vand, og hente det hid saa hurtig som mulig;
155 Nøle vil Beilerne ei med at samle sig her i Paladset,
156 Tidlig de komme forvist, idag er der Gilde for Alle.    
157     Talt; hendes Ord de fornam, og lød hvad hun havde befalet;
158 Tyve begave sig ned til den mørkthenrislende Kilde,
159 Mens i Paladset de Andre besørgede flinkt deres Gjerning.    
160     Strax derefter til Konningens Gaard kom Beilernes Svende,
161 Flinkt og behændig de kløvede Ved; tilbage fra Kilden
162 Ternerne vendte med Vand, og Eumaios, Svinenes Hyrde,
163 Kom med tre velmæskede Sviin, i Flokken de bedste,
164 Disse paa Græsset tilbage han lod paa den hegnede Gaardsplads,
165 Og til Odysses med venlige Ord saalunde han talte:    
166     Fremmede! vises dig nu meer Agt af Achaiernes Herrer,
167 Eller behandles du nu som før med Haan i Paladset?    
168     Ham gjensvared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
169 Gid dog Guderne snart den skændige Færd vilde straffe,
170 Som med formastelig Trods saa frækt disse Herrer bedrive
171 Her i det fremmede Huus! al Skam og Blue har de aflagt.    
172     Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
173 Hen til disse nu kom Melanthios, Gedernes Hyrde,
174 Geder fra Vangen han drev, de bedste, som fandtes i Flokken,
175 Med sig til Beilernes Bord, to Hyrder ham fulgte foruden;
176 Under den skingrende Hal han selv fastbandt sine Geder,
177 Og til Odysses med spydige Ord saalunde han talte:    
178     Fremmede Mand! vil du her endnu i Paladset os plage,
179 Tiggende rundt hos Enhver? vil du ei dig pakke paa Døren?
180 Aldrig, det troer jeg forvist, vi To fra hinanden vil skilles,
181 Før du har smagt mine Næver, thi ei du tigger beskedent;
182 Der er jo fleer Achaier end vi, hos hvem der er Gilde.    
183     Talt; slet intet ham svarte den sindrige Konning Odysseus,
184 Taus han bevæged sit Hoved, og grunded paa Vee i sit Hjerte.    
185     Derpaa til Gaarden Philoitios kom, Qvæghyrdernes Formand,
186 Mæskede Geder han førte til Beilerne did og en Goldkoe;
187 Dem havde Færgemænd sat over Søe, som pleied fra Fastland
188 Folk over Sundet at føre, naar Fart hos dem man forlangte.
189 Under den skingrende Hal fastbandt han hele sin Qvægflok,
190 Traadte saa hen til Eumaios, tog Ordet og spurgte saalunde:    
191     Hvem er dog denne fremmede Mand, Eumaios! som nylig
192 Kom til vort Huus? fortæl mig engang, hvad Menneskers Ætling
193 Kalder han sig, og hvor er hans Slægt og fædrene Hjemstavn?
194 Ak! den Stakkel! paa Væxten forsand en Konge han ligner;
195 Vel maae Guderne kue den vidtomtumlede Vandrer,
196 Siden de Konger endog heel tit stor Jammer beskære.    
197     Talt, da treen til Odysses han hen, og rakte ham Haanden,
198 Og med bevingede Ord han talede til ham og sagde:    
199     Hil dig, fremmede Fader! gid Held i kommende Dage
200 Følge dig maa, thi med svar Gjenvordighed drages du hidtil!
201 Fader Kronion! saa grum som du er Ingen af Guder,
202 Ei du ynker engang de Mænd, som selv du har avlet,
203 Ned i gruelig Kummer og Nød du lader dem synke.
204 Sved sprak frem, og i Øiet mig Taarerne kom, da jeg saae dig,
205 Mindes jeg maatte min Herre, thi fast jeg troer, at Odysseus
206 Svøbt i lignende Pjalter omkring i Verden maa vandre,
207 Lever han ellers endnu, og skuer det skinnende Sollys;
208 Men hvis han alt er død, og gangen til Hades's Bolig,
209 Vee mig da for min herlige Drot, som over sit Hornqvæg
210 I Kephallenernes Land som Dreng mig satte til Vogter!
211 Nu er hans Hjord umaadelig stor; ei lettelig findes
212 Nogen, som eier saa trivsom en Drivt bredpandede Oxer;
213 Men paa Befaling af fremmede Mænd jeg hid dem maa føre
214 Til deres Gilder, og ei har de Agt for Sønnen i Huset,
215 Heller ei grue de for Gudernes Hevn, ja snart vil de dele
216 Alt det Gods, han besad, vor lang Tid savnede Konge.
217 Derfor har tit jeg betænkt, naar jeg grubled derover i Sindet,
218 Skjøndt det er Synd, saalænge hans Søn endnu er ilive,
219 Bort at drage herfra med alt det Qvæg jeg bevogter
220 Hen til fremmede Folk; langt værre dog, her at forblive,
221 Røgtende Qvæg for Andre, og idelig pines og plages;
222 Og jeg var sikkert forlængst til En af de mægtige Konger
223 Flygtet hefra, thi nu det mig reent utaaleligt falder;
224 Dog bestandig jeg tænker, at mulig min lidende Herre
225 Kommer igjen, og Beilernes Sværm adsplitter i Huset.    
226     Ham gjensvared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
227 Hyrde da hverken du tykkes mig slet eller svag paa Forstanden,
228 Selv tilfulde jeg seer, at dit Sind er begavet med Klogskab,
229 Thi vil jeg sige dig noget, og høit med Eed det bekræfte:
230 Zeus, den øverste Gud, Odysses's Arne, til hvilken
231 Her jeg kom, og hans gjæstende Bord skal være mig Vidner,
232 Inden du drager herfra, er Odysses igjen i sin Hjemstavn,
233 Og du skal selv, saafremt det lyster dig, see ham ihjelslaae
234 Beilernes samtlige Flok, som sig her opkasted til Herrer.    
235     Derpaa ham svared igjen Kohjordernes øverste Hyrde:
236 Vilde dog Zeus, o fremmede Mand! fuldkomme dit Udsagn!
237 Snart du skulde da see, hvad Kraft og Arme jeg eier.    
238     Ligesaa bad Eumaios til alle de salige Guder,
239 At til sit Hjem Odysses, den kløgtige Drot, maatte komme.    
240     Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
241 Men paa Telemachos' Død og Fordærv nu Beilerne pønsed;
242 Da blev et varslende Tegn de vaer, thi høit gjennem Luften
243 Svang sig en Ørn til Venstre, som holdt en gispende Due.
244 Strax i Kredsen sin Røst Amphinomos hæved og sagde:    
245     Aldrig forsand, mine Venner! os lykkes det Raad, som vi lagde
246 Nys mod Telemachos' Liv, velan! lad os tænke paa Maaltid!    
247     Saa Amphinomos talte, hans Ord godt hued dem Alle.
248 Ind tilhobe de treen i Konning Odysses's Høisal,
249 Og deres Kapper de lagde paa prunkende Hynder og Stole.
250 Derpaa de slagtede dygtige Faar og mæskede Geder,
251 Slagted saa glindsende Sviin og et Nød, som af Hjorden var udsøgt.
252 Indmaden stegte de flinkt, og deelte den om, medens Andre
253 Kummerne fyldte med Viin; Pokalerne stilled Eumaios
254 Frem, og i prægtige Kurve Philoitios, Hyrdernes Formand,
255 Brød omdeelte til Bordet, men Viin iskjenked Melantheus.
256 Derpaa de langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked.    
257     Fuld af Rænker i Sind Telemachos bænked sin Fader
258 Henne ved Tærsklen af Steen i den fastopbyggede Høisal,
259 Hvor han en maadelig Stol havde sat og et Bord af de mindste;
260 Derpaa han stillede for ham en Deel af Dyrenes Indmad,
261 Skjenked ham Viin i et Bæger af Guld, og talte saalunde:    
262     Sid du her, og qvæg dig med Viin som de øvrige Herrer!
263 Saa skal jeg selv imedens for Beilernes Hænder og Haansord
264 Holde dig sikker; thi her er jo ei et offentligt Krosted,
265 Det er Odysses's Huus, som til mig han selv sig erhverved.
266 Styrer da nu Eders Lyst til Spot og voldelig Adfærd,
267 Beilere for at der ei skal reise sig Splid eller Kivsmaal!    
268     Saa han taled, og Alle med Tand i Læberne beed sig,
269 Over Telemachos studsed de svart, at han talte saa dristig.
270 Ordet i Kredsen Antinoos tog, hiin Søn af Eupeithes;    
271     Lader os bære med Taal, Achaier! Telemachos' Tale!
272 Skjøndt den er krænkende nok, heel truende taler han til os.
273 Zeus tilsteder det ei, vi ellers forlængst i Paladset
274 Havde til Taushed ham bragt, hvorvel han er klinger af Mæle.    
275     Saa han taled, dog ei hans Ord Telemachos ændsed.
276 Derpaa Herolderne førte den hellige Festhekatombe
277 Op gjennem Byen, da stimled de haarfagre Mænd af Achaia
278 Hen til den skyggende Lund, som var helliget Phoibos Apollon.
279 Men da det øvere Kjød var stegt, og taget af Spiddet,
280 Stykked de Braden i Parter, og holdt et glimrende Maaltid.
281 Ei blev Odysses forglemt, Opvarterne gav ham et Stykke,
282 Ligesaa stort som selv de det fik, thi dette befoel dem
283 Helten Telemachos selv, hiin Søn af den Ædling Odysseus.    
284     Ei lod Pallas Athene de dristige Beileres Skare
285 Reent ophøre med krænkende Spot mod Helten Odysseus,
286 At i hans Sjel Forbittrelsen end kunde dybere fæstes.    
287     Der var i Beilernes Flok en Mand, som hedde Ktesippos,
288 Hjemme han havde paa Same, og ond var Manden af Hjerte.
289 Han var umaadelig rig, og stolende trygt paa sin Velstand
290 Traadte som Beiler han op til Helten Odysses's Hustrue;
291 Nu til Orde han tog i de trodsige Herrers Forsamling:    
292     Hører hvad sige jeg vil, mandhaftige Beilere alle!
293 Alt har den fremmede Mand, som det sømmer sig, faaet sin Andeel
294 Lige med os, thi ei var det smukt, og ei var det billigt,
295 Om i Telemachos' Huus man skorte det lod paa hans Gjæster.
296 Ogsaa jeg selv en Gave forære ham vil, som han atter
297 Enten kan give til Ternen som Løn fordi hun ham baded,
298 Eller til En af Svendene her i Odysses's Kongsgaard.    
299     Talende saa med sin senede Haand han kasted en Kofod,
300 Som af en Kurv han hentede frem, men Odysses den undveeg,
301 Bøiende Hovedet lidt; fortrækkende Munden af Harme
302 Loe han høit, og hen mod den prægtige Væg fløi Knoglen.
303 Strax mod Ktesippos med haanlige Ord Telemachos udbrød:    
304     Det var forsand, Ktesippos! et Held for dit Liv, at du ikke
305 Ramte den fremmede Mand, dit Kast forsigtig han undveeg,
306 Ellers jeg havde mit skærpede Spyd gjennem Livet dig jaget,
307 Da kunde her paastand din Fader istedenfor Bryllup
308 Holdt din Dødningefest; thi driste sig Ingen til Frækhed
309 Her i mit Huus! alt har jeg Forstand, og tilfulde jeg indseer,
310 Hvad der er godt og ondt, som et Barn jeg teede mig hidtil.
311 Dog har jeg rolig mig fundet deri, og seet det med Taalmod,
312 Hvordan mit Qvæg blev slagtet, og Viin og Korn blev fortæret,
313 Thi det er svært for den enkelte Mand at styre saa Mange.
314 Vel! saa hører dog op med den fiendtlige Færd, som I øve!
315 Men er det virkelig nu Eders Agt mig at myrde med Malmen,
316 Heller jeg ønsked da dette, og bedre det var mig i Sandhed,
317 Strax at døe, end daglig at see paa al denne Vanart,
318 Hvordan man Fremmede haaner og slaaer, og Piger til Utugt
319 Slæber omkring paa skammelig Viis i de prægtige Sale.    
320     Saa han talte, da taug de qvær, og forstummed tilhobe.
321 Ordet omsider da tog Agelaos, en Søn af Damastor:    
322     Ei var det Skjel, mine Venner! ifald paa saa billig en Tale
323 Nogen af os ham heftige Ord vilde give til Gjensvar.
324 Krænker ei heller den Fremmede meer, saalidet som nogen
325 Anden af Svendene her i Helten Odysses's Hofgaard.
326 Dog et venskabeligt Raad Telemachos selv og hans Moder
327 Gjerne jeg gav, om ellers i Sind det hued dem begge.
328 Vel! saalænge som end det Haab I næred i Hjertet,
329 At til sit Hjem Odysses, den kløgtige Drot, vilde komme,
330 Da var I ei at fortænke deri, at I tøved og opholdt
331 Beilerne her i Paladset, thi sligt var tilvisse det bedste,
332 Hvis Odysses igjen kom hjem til sin fædrene Bolig;
333 Nu derimod er det klart, at aldrig tilbage han kommer,
334 Gak da hen til din Moder, og beed hende tage til Husbond
335 Den som er ypperst af Alle, og byder de rigeste Gaver,
336 For at du selv dit fædrene Gods i Mag kan fortære,
337 Medens din Moder bestyrer sit Huus hos den Mand, hun sig vælger.    
338     Strax den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
339 Nei! Agelaos! ved Zeus og ved Alt hvad min Fader har udstaaet,
340 Som fra sit Ithaka fjernt forgik eller flakker i Udland,
341 Aldrig jeg Bryllupet sinked, selv bad jeg min Moder at ægte
342 Hvem hun behaged, og selv jeg bød hende Gaver i Mængde;
343 Men hende jage fra Huset imod hendes Villie med Magtsprog,
344 Skammes og blues jeg over, for Sligt en Gud mig bevare!    
345     Talt, men Pallas Athene paastand blandt Beilerne vakte
346 Vild og umaadelig Latter, og reent deres Sind hun forvirred;
347 Alt lød Latteren tvungen fra deres fordreiede Kjæver,
348 Blod randt ud af Kjødet de aad, i Øinene traadte
349 Taarerne frem, og det bares dem for, at Jammer sig nærmed.    
350     Strax til Orde da tog den kraftige Theoklymenos:
351 Ak! usalige Mænd! hvad fattes Jer? Mørke har bredt sig
352 Rundtomkring Eders Hoved og Ansigt og Knæer forneden;
353 Suk frembryde saa huult, og Kinderne vædes af Taarer,
354 Væggene dryppe med Blod saavelsom de prægtige Friser,
355 Ude paa Gangen og Gaarden der vrimler af Dødningeskygger,
356 Som ville fare til Erebos ned, til Mørkhedens Rige,
357 Solen paa Himlen er slukt, og en gruelig Skumring er frembrudt.    
358     Talt; men i hjertelig Latter tilhobe de brast over Manden.
359 Først tog Polybos' Søn Eurymachos Ordet, og sagde:    
360     Gal maa den Fremmede være, som nys er kommen til Huset.
361 Derfor, I Ynglinger! fører paastand ham ud af Paladset,
362 At han til Torvet kan gaae, da han her det finder saa bælgmørkt.    
363     Derpaa til Svar ham gav den kraftige Theoklymenos:
364 Nei! Eurymachos! Følge paa Vei forlanger jeg ikke;
365 End har jeg Øren og Øine, og end mine Fødder at gaae paa,
366 Fast er endnu min Forstand, ei Lak den har eller Lyde,
367 Og jeg vil vandre med disse herfra, da jeg seer, at en Ufærd
368 Nærmer sig Eder, den Ingen forvist vil flye eller undgaae,
369 Ingen af Beilerne her, som i Helten Odysses's Hofgaard
370 Tee sig frækt mod Enhver, og øve formastelig Gjerning.    
371     Talende saa forlod han den smuktopbyggede Kongsgaard,
372 Og til Peiraios han gik, som strax tog venlig imod ham.
373 Beilernes samtlige Flok sad nu og saae paa hinanden,
374 Og for at drille Telemachos ret, udloe de hans Gjæster;
375 Da var i Sværmen der En af de trodsige Knøse, som udbrød:    
376     Uslere Gjæster end du, Telemachos! hused vist Ingen,
377 Hvad for et Drog af en Stodder du hid har slæbt os fra Gaden!
378 Brød og Viin kan han tigge, men ei han duer til Arbeid,
379 Kræfter ei heller han har, han er plat en Tyngsel for Jorden;
380 Og nu den Anden, han reiser sig op, og forkynder en Spaadom!
381 Men vil du lyde mit Raad, hvad vel turde være det bedste,
382 Da vil vi skikke de fremmede Mænd ombord paa et Roerskib
383 Hen til Sikelernes Land, hvor godt vi faae dem betalte.    
384     Saaledes Beilerne talte, dog ei deres Tale han ændsed,
385 Taus paa sin Fader han kasted sit Blik, og vented bestandig,
386 At paa de nedrige Beilere snart han Haand vilde lægge.    
387     Men paa en prunkende Stol i en Stue, som stødte til Salen,
388 Sad Ikarios' Datter, den kløgtige Penelopeia,
389 Hvor hun hvert Ord kunde høre, som Mændene talte derinde.
390 Under en skingrende Latter de laved sig selv deres Davre
391 Lystig og veltilmode, thi Qvæg var slagtet i Mængde;
392 Dog en beeskere Nadver der holdtes vel aldrig i Verden,
393 End der nu snart af den kraftige Mand og den høie Gudinde
394 Skulde dem laves, da selv de først havde Skjændsel bedrevet.
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek