link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Homer, Odysseen, 19. sang


| Index | Sang -1 | Sang +1 |
sin Herre.    
1     Men i den prunkende Sal blev Helten Odysses tilbage,
2 Grundende svart paa Beilernes Drab med Pallas Athene;
3 Strax med bevingede Ord han saa til Telemachos talte:    
4     Nu, min Søn! maae vi gjemme de krigerske Vaaben tilhobe.
5 Skulde da Beilerne spørge dig ad, ifald de dem savne,
6 Da skal du see med smigrende Ord deres Sind at besnakke:
7 Bort fra Røgen jeg tog dem, ei meer de ligne de Vaaben,
8 Fordum Odysses os levned i Huus, da han drog imod Troia.
9 Nu har de tabt deres Glands, saavidt Ilddampen har naaet dem;
10 Dertil Kronion en Tanke mig gav af større Betydning:
11 Skulde der reise sig Kiv blandt Eder engang i en Viinruus,
12 Saare hinanden I kunde da let, og derved beskæmme
13 Gjæsters og Beileres Navn, thi Jern tiltrækker jo Manden.    
14     Talt; Telemachos strax adlød sin elskede Fader,
15 Og Eurykleia, sin Amme, han kaldte til Salen, og sagde:    
16     Hør, Morlil! en Stund maa du Ternerne holde mig borte,
17 Medens i Kammers jeg gjemmer min Faders fortrinlige Vaaben,
18 Som ved Forsømmelse her af Røg skamskændes i Salen.
19 Fjernt er min Fader herfra, og som Barn jeg teede mig hidtil,
20 Nu vil jeg lægge dem hen, hvor ei Ilddampen kan naae dem.    
21     Derpaa ham svared igjen Eurykleia, den elskede Amme:
22 Gid omsider, min Søn! du til den Forstand maatte komme,
23 Selv at vare dit Huus, og din Eiendom vogte forsigtig!
24 Siig dog, hvem skal følge dig nu, og bære dig Blusset,
25 Siden ei Terne maa komme herud, som kunde dig lyse?    
26     Og den forstandige Svend Telemachos strax hende svared:
27 Det skal den fremmede Mand; hvo Korn af min Skjeppe vil æde,
28 Taaler jeg ei gaaer ledig, skjøndt langveisfra han er kommen.    
29     Saa han taled, og ei fløi Ordet forbi hendes Øren;
30 Dørene laased hun strax til de velindrettede Kamre.
31 Flux med sin straalende Søn skred Konning Odysses til Værket;
32 Rask baade buklede Skjolde og braadede Landser og Hjelme
33 Ind i et Kammer de bar; foran dem Pallas Athene
34 Gik med sin gyldene Lampe, som gav den deiligste Lysning;
35 Strax til sin elskede Fader Telemachos talte saalunde:    
36     Fader! forsand for mit Øie jeg seer et forbausende Særsyn;
37 Væggene rundtom i Salen, og alle de prægtige Friser,
38 Bjelker af Gran under Loftet, og høitfremkneisende Suler
39 Straale for Øiet saa klart, som en Ild, der blusser i Flamme,
40 Vist er i Huset en Gud, som boer paa Himlen den brede.    
41     Ham gjensvared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
42 Stille, min Søn! spørg ei! men behold for dig selv dine Tanker!
43 Sligt er Gudernes Viis, som boe paa høien Olympos.
44 Gak nu til Hvile, min Søn! selv her i Salen jeg bliver,
45 Ternerne drille jeg vil, og spænde din Moders Forventning,
46 Naar hun med klagende Røst om Alt udspørger mig nøie.    
47     Saa han taled, og ud af Salen Telemachos ilte
48 Strax med et brændende Blus i Haand til sit Kammer at sove,
49 Hvor han var vant at hvile, naar Søvnen den søde betog ham.
50 Der han lagde sig nu, og vented paa Morgenens Komme;
51 Men i den prunkende Sal blev Helten Odysses tilbage,
52 Grundende svart paa Beilernes Drab med Pallas Athene.    
53     Ud af sit Kammer nu treen den forstandige Penelopeia,
54 Artemis ligned hun grandt og den gyldene Viv Aphrodite.
55 Ternerne satte ved Ilden den Stol, hun vanligen sad paa,
56 Smukt belagt med Filsbeen og Sølv; en duelig Mester,
57 Kaldet Ikmalios, havde den gjort og en Skammel forneden
58 Fast ved Fødderne sat, over Sædet var bredet et Uldskind.
59 Der hun satte sig nu den forstandige Penelopeia;    
60     Ud fra Kamrene kom en Flok hvidarmede Terner,
61 Bordene flytted de bort, og tilside de rydded den megen
62 Mad og de Bægre, hvoraf de trodsige Mænd havde drukket.
63 Derpaa de rysted tilgulvs Ildgrydernes Gløder, og stabled
64 Brændsel i Mænde deri paa en frisk til Lysning og Varme.
65 Atter da skændte Melantho med haanlige Ord paa Odysseus:    
66     Fremmede Mand! vil her du endog om Natten os plage,
67 Vimsende rundtom i Huset, for Qvindernes Færd at belure?
68 Pak dig paa Døren, du Stodder og nøi dig med Maden vi gav dig,
69 Eller jeg efter dig kaster en Brand og af Huset dig jager.    
70     Flux med rynkede Bryn gjensvared Odysseus den snilde:
71 Qvinde! hvi farer du dog med slig Forbittrelse mod mig?
72 Er det, fordi jeg er smudsig, og svøbt i lurvede Pjalter
73 Vanker som Betler i Landet, af haard Nødvendighed tvungen?
74 Det er den Lod, omflakkende Mand og Tigger maa friste.
75 Viid, ogsaa jeg var en lykkelig Mand i forrige Tider,
76 Rigt var det Huus, jeg beboede, og ofte til Vandreren gav jeg,
77 Hvordan han end saae ud, og i hvad for en Nød han befandt sig.
78 Trælle jeg eied i tusinde Tal og Alt hvad forresten
79 Kræves til lykkeligt Liv og det Navn at kaldes en Rigmand,
80 Alt dog Zeus til Intet har gjort, thi saa ham behaged.
81 Derfor, o Qvinde! tag vel dig iagt, at ei du forliser
82 Al den Skjønhed, hvormed du dig stolt blandt Ternerne bryster!
83 Vogt dig! din Frue kan vredes og revse dig, eller Odysseus
84 Komme til Ithaka hjem, thi endnu er der skjellig Forhaabning.
85 Dog, om han end er forgaaet og aldrig skal vende tilbage,
86 Saa har han her en Søn, Telemachos, som ved Apollons
87 Naade blev voxen og stor; ei dølges for ham, naar en Terne
88 Frækt sig beteer her i Huset, thi ei er han længer en Pebling.    
89     Talt; hans Ord fornam den forstandige Penelopeia,
90 Strax paa Pigen hun skændte, tog Ordet og talte saalunde:    
91     Hundskuforskammede Tøs, fripostige! viid, at jeg kjender
92 Grandt din dristige Færd; med dit Hoved engang skal du bøde.
93 Alt du vidste tilfulde, thi selv af min Mund du jo hørte,
94 At i min Sal den fremmede Mand udspørge jeg vilde,
95 Hvad om min Husbond han veed, da svart jeg martres af Sorger.    
96     Og til Eurynome flux, hendes Skafferske, sagde hun derpaa:
97 Skynd dig, Eurynome! hent os en Stol og bedæk den med Uldskind,
98 At han i Mag kan sidde, den Fremmede, mens han fortæller
99 Og til mit Ord han lytter, thi spørge jeg vil ham om Meget.    
100     Saa hun taled, og ivrig Eurynome hented en prægtig
101 Stol, den stilled hun frem, og et Skind hun bredte derover.
102 Der han satte sig ned, den haardføre Konning Odysseus,
103 Først til Orde da tog den forstandige Penelopeia:    
104     Fremmede Mand! om dette jeg først dig agter at spørge,
105 Hvem est du? af hvad Folk, fra hvad Bye og af hvilke Forældre?    
106     Strax hende svared Odysseus, den sindrige Konning, og sagde:
107 Dronning! ei lever der dødelig Mand paa Jorderig vide,
108 Som dig skal laste; dit Rye har forsand til Himmelen bredt sig,
109 Ligesom Konningens Rye, naar han ædel og prydet med Gudsfrygt
110 Styrer et Folk baade talrigt og kjækt, og holder bestandig
111 Hævd over Lov og Ret i sit Land; da trives saa frodig
112 Byg og Hvede paa Mark, og Træerne bugner af Frugter,
113 Rig er Ynglen af Qvæg, og af Fisk det vrimler i Stranden
114 Under hans vise Regjering, til Held og Trivsel for Folket.
115 Derfor du her i dit Huus om Alt mig spørge forresten,
116 Men om min Byrd og mit Fædreneland du fritte mig ikke,
117 For at du ei med bittrere Qval skal fylde mit Hjerte,
118 Naar jeg dem kommer ihu; alt meget jeg leed; men en Uskik
119 Var det forsand, om med Klynken og Graad jeg sad under fremmed
120 Tag, kun værre det Onde man gjør ved evindelig Jamren;
121 Let kunde du eller en af Ternerne vredes og paastaae,
122 At jeg besværet i Hoved af Viin havde Taarerne rede.    
123     Derpaa ham svared igjen den forstandige Penelopeia:
124 Ak! de salige Guder, o Fremmede! skæmmed mit Tække,
125 Baade min Væxt og mit Aasyn, den Stund Argeierne seiled
126 Bort til Ilions Stad, og med dem Odysses, min Husbond.
127 Ja! naar tilbage han kom, og mit Liv han hæged med Ømhed,
128 Større maaskee og skjønnere Rye jeg da kunde vinde.
129 Dog, nu græmmes jeg svart, slig Qval har en Gud mig beskikket.
130 Alle de mægtige Mænd, som raade for Øerne rundtom,
131 Same, Dulichions Øe og det skovbeklædte Zakynthos,
132 Alle de Drotter desuden, som herske paa Ithakas Fjeldøe,
133 Beile til mig mod min Villie, og haardt medtage de Huset.
134 Derfor jeg fremmede Gjæster og Tryglere ændser kun lidet,
135 Og ikke heller Herolder, som sendes i folkeligt Ærind.
136 Nei! men Odysses jeg savner, og hen jeg tæres af Længsel.
137 Hine paa Brylluppet drive, men snildt jeg grunder paa Langdrag;
138 Først mig en Gud indblæste den List, et Lagen at væve.
139 Op jeg stilled min Væv, og et Liin jeg vov mig i Høiloft
140 Fiint og umaadelig stort, og strax jeg til Beilerne sagde:
141 Ynglinger! I, som begjære min Haand, da Odysses er afdød,
142 Haster dog ei med Bryllup saa stærkt, men tøver saalænge,
143 Indtil min Væv er færdig, mit Spind gaaer ellers tilspilde;
144 Helten Laertes jeg væver et Dødningeliin til den Time,
145 Da ham fra Jord bortrykker den langthenstrækkende Dødsmøe;
146 Rundtom i Land jeg jo kom hos Achaiernes Qvinder i Vanrye,
147 Lagdes en Herre saa rig som han i sin Grav uden Liigsvøb.
148 Saa jeg taled, og daare sig lod deres mandige Hjerter.
149 Stadig nu sad jeg om Dagen, og vov paa Linet det brede,
150 Dog om Natten ved lysende Blus oprev jeg mit Dagværk.
151 Aaringer tre jeg dulgte min List og Achaierne gjækked,
152 Men da den fjerde var kommen, og Aarsens Tider var svundne,
153 Maaned paa Maaned var omme, og Rækker af Dage forløbne,
154 Blev jeg af nedrige Terner forraadt, ind Beilerne traadte,
155 Greb mig midt i min Syssel, og satte mig heftig irette;
156 Færdigt jeg maatte da væve mit Liin, saa nødig jeg vilde.
157 Slippe for Bryllup er nu mig plat umuligt, og Udflugt
158 Hitte paany kan jeg ikke; min Fader og Moder til Bryllup
159 Mane mig stærkt, og min Søn, som seer, at man æder hans Velstand,
160 Gaaer og græmmes i Sind, thi alt er han Mand, som er dygtig,
161 Selv at raade for Huset, og Zeus har Æren ham givet.
162 Dog nu sige du mig den Æt, fra hvilken du stammer,
163 Ei est du fød af Fjeld eller Eeg, som nævnes i Oldsagn.    
164     Strax hende svared Odysseus den sindrige Konning, og sagde:
165 O du værdige Viv af Laertiaden Odysseus!
166 Hvi aflader du ei at spørge mig ud om min Herkomst?
167 Dog, jeg vil nævne dig den, hvorvel du volder mig Kummer
168 Meer end jeg har allerede, thi vel maa Manden sig græmme,
169 Naar han saa længe som jeg, langt borte fra Fædrenelandet,
170 Vanker i Menneskens Byer omkring, forkuet af Modgang;
171 Alt dog nævne jeg vil, hvorom du mig spørger og fritter.
172 Midt i det blaalige Dyb der ligger et Land, hedder Kreta,
173 Havomskyllet, velsignet og skønt, en umaadelig Mængde
174 Folk det beboe, og Byernes Tal er halvfemtesindstyve.
175 Folkene tale forskjellige Maal, thi der er Achaier,
176 Der er Kydoniske Mænd, indfødte behjertede Kreter,
177 Bolde Pelasger og Dorer af tre forskjellige Stammer.
178 Størst af samtlige Byer er Knossos, hvor Minos var Konge,
179 Som med den mægtige Zeus ni Aar omgikkes fortrolig,
180 Minos's Søn var den bolde Deukalion; han er min Fader,
181 Mig han avled foruden Idomeneus, Landets Behersker.
182 Denne paa snablede Skibe med Atreus's Sønner i Leding
183 Drog til Ilios hen; mit hædrede Navn er Aithon,
184 Jeg var den yngste, min Broder var ældst og tapprest tillige.
185 Der har Odysses jeg seet, og selv i mit Huus ham beværtet,
186 Thi paa hans Fart til Troia en rygende Storm havde reist sig,
187 Som fra Maleia forslog hans Kaas, og drev ham til Kreta.
188 Ind til Amnisos han løb ved Eileithyas hellige Grotte,
189 Og i den farlige Bugt han med Nød sig bjerged for Stormen.
190 Strax da til Byen han kom, han efter Idomeneus spurgte,
191 Hvem han bestandigen kaldte sin kjære, sin agtede Gjæstven.
192 Dog det var alt den tiende Dag, eller mulig den elvte,
193 Siden min Broder til Troia med snablede Skibe var dragen.
194 Selv jeg førte ham hjem til min Gaard, og beværted ham gjæstmildt,
195 Ømt jeg ham gjorde tilgode med Alt hvad der fandtes i Huset.
196 Baade ham selv og alle de Folk, han havde til Følge,
197 Gav jeg Meel og blussende Viin, som jeg samled hos Folket,
198 Oxer desuden til Slagtning, at ret deres Sind kunde qvæges.
199 Her tolv Dage han blev med de herlige Mænd af Achaia,
200 Stormen fra Nord tilbage dem holdt, saa skarp, at paa Landjord
201 Knap man mægted at staae, en Gud havde reist den i Vrede;
202 Men paa den trettende gik de tilsøes, da Stormen var løinet.    
203     Saa fortalte han Digt, men Skin han gav det af Sandhed.
204 Taarerne randt, og Kinden blev vaad, da dette hun hørte.
205 Ligesom Snee hensmelter paa Bjergenes øverste Toppe
206 Strøet af Vestvinden ud, naar den tøer for den blidere Østvind.
207 Og naar den smelter, da fyldes med Vand de skyllende Elve,
208 Saa hun smelted i Taarer, som randt ad de deilige Kinder,
209 Medens hun græd for sin Mand, som sad hende nær, men Odysseus
210 Dybt i Hjertet blev greben af Ynk med sin jamrende Hustrue;
211 Begge hans Øine dog stod under Laag ubevægelig stive,
212 Ligesom Horn eller Jern, og klogt sine Taarer han dulgte.
213 Men da hun saa med Jamren og Graad havde lettet sit Hjerte,
214 Tog hun til Orde paany, og gav ham dette til Gjensvar:    
215     Fremmede Mand! jeg prøve dig maa, for ret at erfare,
216 Om det er virkelig saa, som du siger, at hist du min Husbond
217 Selv i dit Huus har beværtet med alle hans herlige Svende.
218 Vel! saa siig mig engang, i hvad Dragt var han klædt, da du saae ham?
219 Siig mig, hvorledes han selv saae ud og de Mænd, som ham fulgte!    
220     Strax hende svared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
221 Haardt, o Dronning! det falde mig vil, at sige det nøie
222 Efter saa rum en Tid, alt tyvende Aar er forløbet,
223 Siden han reiste derfra, og forlod min fædrene Hjemstavn,
224 Dog, jeg vil sige dig det saa godt som mit Hjerte det mindes.
225 Skarlagenrød, tykflosset og siid var den prægtige Kappe,
226 Konningen bar, og Spændet af straalende Guld havde tvende
227 Maller at hægte den med; baldyret med Kunst var den fortil;
228 Der var en Hund, som med glubende Blik i de forreste Poter
229 Holdt et spættet og gispende Kid, og Enhver det forbaused,
230 Hvordan i Guldet man saae det glubende Blik, hvormed Hunden
231 Qværkede Kiddet, som sprælled med Benene stærkt for at undflye.
232 Ogsaa jeg saae, at han bar under Kappen en glindsende Kjortel,
233 Ligesaa fiin som den yderste Skal af et Løg, som er vissent,
234 Ligesaa fiin var Kjortlen, og blankt som Solen den skinned,
235 Ret et forbausende Syn for mangfoldige Qvinder, som saae den.
236 Dette dog sige jeg vil, og læg mit Ord dig paa Hjerte!
237 Ikke jeg veed, om Odysses den Dragt medbragte fra Hjemmet,
238 Eller en Ven ham den gav ombord paa det hurtige Fartøi,
239 Eller en Gjæsteforæring det var, thi høit var Odysseus
240 Elsket af Mange, da Faa af Achaiernes Drotter ham ligned.
241 Ogsaa jeg selv ham foræred et Sværd af Malm og en Kappe,
242 Skjøn og skarlagenrød, og en langtnedrækkende Kjortel.
243 Helten til Ære jeg sendte ham bort paa det prægtigste Fartøi.
244 Ogsaa en Mand, lidt bedre til Aars, i Konningens Følge
245 Gik som Herold, og hans Udseende vil jeg beskrive.
246 Krum var hans Ryg, sortsmudset hans Hud, og krøllet var Haaret,
247 Husker jeg ret, saa hedd' han Eurybates; blandt sine Svende
248 Elsked Odysses ham høiest, thi sær hengiven han var ham.    
249     Talt, og stærkere Trang til Graad han hos Dronningen vakte,
250 Altsom hun kjendte de Tegn, Odysses saa kjendelig angav.
251 Men da hun saa med Jamren og Graad havde lettet sit Hjerte,
252 Tog hun til Orde paany, og gav ham dette til Gjensvar:    
253     Fremmede Mand! hidtil var du her kun ynkelig faren,
254 Men i mit Huus herefter du høit skal agtes og æres.
255 Viid! de Klæder, du nævner, indpakked jeg selv til min Husbond,
256 Selv jeg af Kammers dem bar, og selv jeg det funklende Spænde
257 Fæsted paa Kappen til Pryd, men ham modtager jeg aldrig
258 Meer, til det elskede Fædreneland hjemkommen fra Krigstog;
259 Ak! i ulykkelig Stund bortseiled Odysses at skue
260 Ilions rædsomme Stad, hvis Navn jeg nævner med Afskye.    
261     Strax hende svared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
262 O du værdige Viv af Laertiaden Odysseus!
263 Skæm ei længer din deilige Hud, lad Sorg for din Husbond
264 Ei hentære dit Hjerte dog ei jeg fortænker dig deri;
265 Sorg jo bøier en Viv, som har mistet sin elskede Husbond,
266 Hvem hun Børn har født, om endog han ei var en saadan
267 Mand som Odysses, der ligned en Gud efter hvad man fortæller.
268 Stands dog nu dine Taarer, og hør hvad jeg har dig at sige!
269 Alt sandfærdig berette jeg vil, og ei dig fordølge
270 Noget af hvad jeg har hørt om Konning Odysses's Hjemfart.
271 Nær herved hos Thesproternes Folk i det frugtbare Landskab
272 Lever han end, og fører derfra mangfoldige Skatte,
273 Som han hos Folket har sanket, men alle de trofaste Svende
274 Har han forliist og sit bugede Skib paa det blaalige Havdyb
275 Dengang han drog fra Thrinakrias Øe, thi høilig forbittret
276 Var baade Zeus og Solen, hvis Oxer hans Mænd havde slagtet;
277 Derfor tilhobe de fandt deres Død i de pladskende Bølger,
278 Selv han sig klynged til Fartøiets Kjøl, og Søen ham kasted
279 Op paa Phaiakernes Land, et Folk, saa saligt som Guder.
280 Disse ham hædrede høit og hjertelig ret som en Guddom,
281 Mangen Foræring de gav ham, og selv de vilde ham skikke
282 Hjem i Behold til hans Land, og alt forlængst var Odysseus
283 Her i sit Huus, naar han ei i sit Sind havde holdt det for tjenligst,
284 Vidt i Verden omkring at sanke sig Skatte paa Reiser;
285 Thi der er ei nogen dødelig Mand, der saa snildt som Odysseus
286 Veed hvad ham tjener til Bedste, med ham kan Ingen sig maale.
287 Dette har Pheidon, Thesproternes Drot, altsammen fortalt mig;
288 Selv under Offring af Viin mig Konningen svor i sin Høisal,
289 At der var halet i Søen et Skib, og at Mandskab var rede,
290 Som til det elskede Fædreneland ham hjem skulde bringe.
291 Mig dog først han skikkede bort, et Skib skulde dengang
292 Just fra Thesprotien gaae til Dulichions kornrige Øland.
293 Ogsaa det Gods han mig viste, Odysses paa Tog havde samlet,
294 Vist for hans Ætlinger ned i tiende Led var der Rigdom
295 Nok, saa talrige Skatte der gjemtes i Kongepaladset.
296 Selv var han reist til Dodona, fortalte han, hisset fra Gudens
297 Stoltbeløvede Eeg et Raad fra Zeus sig at hente,
298 Hvordan han bedst efter lang Fraværelse hjem skulde drage
299 Atter til Ithakas Øe, om enten i Lys eller Løndom.
300 Altsaa han lever i bedste Behold, ret snart han tilbage
301 Kommer igjen, ei længe han end fra Venner og Hjemland
302 Borte skal blive, det sværger jeg dig med det dyreste Eedsord:
303 Zeus, den øverste, mægtigste Gud først være mit Vidne!
304 Ogsaa Odysses's Arne, til hvilken jeg kom, det bevidne!
305 Alt fuldkommet skal vorde saaledes som her jeg forkynder,
306 Hjem Odysses skal komme, endnu før Aaret er omme,
307 Just som Maaneden slutter sit Løb, og den næste begynder.    
308     Ham gjensvarede strax den forstandige Penelopeia:
309 Gid, du fremmede Mand! det saa maatte skee som du siger!
310 Spore du skulde da snart mit venlige Sind, og erholde
311 Gaver i Mængde, saa Hver, som dig traf, vilde prise din Lykke.
312 Dog i mit Sind det bæres mig for, hvordan det vil vorde,
313 Ei hjemkommer Odysses, ei heller vil selv du til Hjemfærd
314 Vorde forhjulpen, thi Herrerne her, som raade for Huset,
315 Er ikke Mænd som Odysses, ak! det var i forrige Tider -
316 Værdige Gjæster herberged han mildt, og skaffed dem Hjemfærd.
317 Terner! den Fremmedes Fødder I toe, og et Leie ham rede!
318 Lægger paa Lad baade Bolster og prægtige Tæpper derover,
319 For at han luunt kan sove, til Dagningen stiger paa Guldstol;
320 Men ved det tidlige Grye skal han bades og salves med Olie,
321 At hos Telemachos sidde han kan, og i Salen derinde
322 Holde sin Davre, men Vee hver den af Hine, som haanlig
323 Krænker med Ord eller Gjerning min Gjæst, med ham vil jeg aldrig
324 Her have noget at skaffe, hvor heftig han end vorder opbragt!
325 Thi hvorledes var du vel istand til at see, om jeg Fortrin
326 Havde for øvrige Qvinder i Sind, hvad eller i Klogskab,
327 Hvis du her i mit Huus utvættet og hyllet i Pjalter
328 Kom til at sidde tilbords? Kun stakket er Menneskets Livstid,
329 Hvo der af Hjertet er grum, og grum i den Gjerning han øver,
330 Han forbandes af Alle, og Ondt man over ham ønsker,
331 Medens han lever, og efter hans Død bespottes hans Minde;
332 Den derimod, som er brav, og brav i den Gjerning han øver,
333 Hans Berømmelse bringes omkring ved Fremmedes Tale
334 Vidt blandt Jorderigs Folk, og Mange ham kalde den Gode.    
335     Strax hende svared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
336 O du værdige Viv af Laertiaden Odysseus!
337 Kjed og leed er jeg vorden af Bolster og prægtige Tæpper,
338 Siden den Stund, jeg forlod Sneefjeldene hjemme paa Kreta,
339 Og paa det langtbeaarede Skib foer vidt over Bølgen.
340 Lad mig da hvile som før jeg i søvnløse Nætter har ligget!
341 Alt mangfoldige Nætter jeg strakt paa et useligt Leie
342 Laae, og ventede der paa den stoltelig thronende Dagning.
343 Heller ei Føddernes Tvæt er synderlig efter mit Ønske,
344 Og af de Qvinder tilhobe, som Tjenestegjerning i Huset
345 Røgte hos dig, skal Ingen forsand mine Fødder berøre,
346 Uden der findes en gammel Morlil, ømhjertet og trofast,
347 Een, som har liidt saa meget som jeg af Sorg og Bekymring,
348 Hende det ei skulde vorde formeent, min Fod at berøre.    
349     Ham gjensvarede strax den forstandige Penelopeia:
350 Kjæreste Gjæst! thi aldrig endnu saa forstandig en Fremmed
351 Blev mig saa kjær blandt dem, der kom til mit Huus fra det Fjerne,
352 Saadan Forstand og Kløgt der ligger i Alt hvad du siger.
353 Visselig har jeg en gammel Morlil, heel klog og betænksom,
354 Hun opammed og fostrede ømt min usalige Husbond,
355 Hun paa sin Arm ham tog den Stund hans Moder ham fødte,
356 Hun skal dig Fødderne vaske, hvorvel hendes Kræfter er svage.
357 Stat da op, Eurykleia! og vask en Mand, som af Alder
358 Kommer din Herre saa nær, thi hændes det kan, at Odysseus
359 Ligesaadan seer ud som vor Gjæst af Hænder og Fødder,
360 Det er jo Menneskets Lod, ret snart at ældes i Modgang.    
361     Talt; den bedagede Qvinde med Hænderne skjulte sit Ansigt,
362 Brændende randt hendes Taarer, og jamrende tog hun til Orde:    
363     Vee mig! for dig, min Søn! fortvivler jeg! dig har Kronion
364 Meest af Mennesker hadet, skjøndt fromt du Guderne frygted.
365 Aldrig endnu har til Lyneren Zeus nogen Dødelig offret
366 Flommede Bove saa hyppig, og liflige Festhekatomber,
367 Som du har offret til Zeus, mens fromt du bad om at opnaae
368 Lykkelig Alderdom selv, og fostre din straalende Arving.
369 Dig alene han dog har reent berøvet din Hjemfærd.
370 Vist blev ogsaa han selv, kan jeg troe, bespottet af Qvindfolk,
371 Naar i de fremmede Lande han kom til stolte Paladser,
372 Ligesom du blev spottet af disse fripostige Tøse,
373 Og for at flye deres Haan og Krænkelser, lod du dem ikke
374 Toe dine Fødder; dog rede jeg er, at lystre min Frue,
375 Drotten Ikarios' Datter, den kløgtige Penelopeia;
376 Derfor saavel for Dronningens Skyld, som og for din egen
377 Vil dine Fødder jeg vaske, thi dybt har din Kummer til Medynk
378 Rørt mit Hjerte; dog agt paa det Ord, jeg nu dig vil sige:
379 Mangen ulykkelig Fremmed har her allerede besøgt os,
380 Aldrig dog Nogen jeg saae, det veed jeg forvist, som paa Væxten,
381 Mælet og Gangen livagtig som du har lignet Odysseus.    
382     Strax hende svared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
383 Ja, Morlil! Enhver, som har seet os begge for Øine,
384 Siger det Samme, paafaldende stærkt skal vi ligne hinanden,
385 Ganske saaledes som strax du snildt opdaged og yttred.    
386     Saa han taled; et skinnende Kar, som brugtes til Fodtvæt,
387 Hented den Gamle paastand, og først koldt Vand hun i Karret
388 Heldte, saa varmt hun øste deri; men Konning Odysseus
389 Satte ved Arnen sig saa, at han hen mod Mørket sig vendte,
390 Thi han formodede strax, at naar Konen hans Fødder berørte,
391 Vilde hun Skrammen bemærke, hvorved han strax vilde røbes.
392 Frem hun treen, og sin Herre hun tvættede; flux blev hun Skrammen
393 Vaer, som en glubende Bas ham med blændende Tand havde hugget,
394 Da han engang til sin Morfaer Autolykos og til hans Sønner
395 Hen til Parnasos var reist; for Snuhed og listige Eder
396 Pristes Autolykos høit, den Kløgt ham en Gud havde givet,
397 Hermes, thi ham til Behag tykflommede Bove han ofte
398 Risted af Lam eller Kid, og huldt ham Guden beskjermed.
399 Fordum Autolykos kom til Ithakas frugtbare Øland
400 Just paa den Tid, da hans Datter var nys forløst med et Svendbarn;
401 Og da til Aften han saa havde spiist, da tog Eurykleia
402 Barnet og lagde det ned paa hans Skjød, og talte saalunde:    
403     Hit nu selv paa et Navn, Autolykos! som du din Datters
404 Elskede Søn kan give, det Barn, du høilig dig ønsked!    
405     Strax Autolykos svared igjen, og talte saalunde:
406 Datter og Maag! lad ham bære det Navn, som nu jeg vil nævne!
407 Jeg, som til Eder til Ithaka kom, misundes af Mange,
408 Qvinder og Mænd, rundt om paa det rigternærende Fastland;
409 Derfor Odysses skal være hans Navn, det betyder jo Misundt.
410 Men naar han saa bliver stor, da lad ham besøge sin Morfaers
411 Prægtige Huus ved Parnasos; der har jeg mangfoldige Skatte,
412 Da vil jeg give ham Gods, saa han glad skal reise til Hjemmet.    
413     Derfor Odysses var reist i Haab om glimrende Gaver;
414 Drotten Autolykos selv og Autolykos' Sønner tilhobe
415 Hilste ham strax med kjærlige Ord og krystende Haandslag,
416 Og til sit Bryst ham ømt Amphithea trykked, hans Mormoer,
417 Baade hans Hoved hun kyssed og begge hans deilige Øine.
418 Strax Autolykos bød sine herlige Sønner at skaffe
419 Hurtig et Maaltid istand, og villig de lød hans Befaling.
420 Frem et Høved de drev, femaarigt det var og af Hankjøn,
421 Huden de krænged, og syslende travlt adskilte de Kræet.
422 Kjødet i Skiver behændig de skar, og stak det paa Bradspid,
423 Risted det derpaa forsigtig, og tog alt Kjødet af Spiddet.
424 Saaledes Dagen igjennem til seent, da Solen sig bjerged,
425 Spiste de, Sindet fornam ikke Savn ved det yppige Gilde;
426 Men da nu Solen sig bjerged, og Mulm udbredte sig vide,
427 Ginge de Alle til Roe, og nød den qvægende Slummer.    
428     Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
429 Gik Autolykos' Sønner paa Jagt, og dygtige Hunde
430 Toge de med; den herlige Svend Odysses dem fulgte.
431 Op de drog af det høie, det skovbeklædte Parnasos,
432 Og i en Fart de naaede den stormomsusede Fjeldryg.
433 Solen, som op var stegen fornys af Okeanos' dybe
434 Sagtelig rindende Strøm, sit Lys over Markerne kasted,
435 Just som Jægerne kom til en Dal; i Spidsen af Skaren    
436     Hundene løb og støved i Spor; Autolykos' Sønner
437 Bag dem gik, og tilligemed dem den Ædling Odysseus
438 Nærmest ved Hundenes Flok, og svang sit mægtige Jagtspyd.
439 Der i det tykkeste Krat laae skjult et forfærdeligt Vildsviin,
440 Ei foer Pust derind af de fugtigblæsende Vinde,
441 Aldrig den lysende Sol sine Straaler derind kunde kaste,
442 Heller ei Regn sig trænge derind, saa tæt i hverandre
443 Grenene løb, men tykt bestrøet var Pladsen med Blade.
444 Buldret af Hundes og Jægeres Fjed kom Bassen for Øren
445 Strax som de styrted derhen, da sprang den op fra sit Leie,
446 Børsterne reiste den høit, og med Øine som gnistrende Flammer
447 Treen den for Jægerne frem, og først Odysses imod den
448 Foer, opløftende høit sit Spyd med den senede Næve,
449 Brat ihjel den at slaae; Vildbassen dog først over Knæet
450 Gav ham et Hug, og dybt med sin Tand den flængede Kjødet,
451 Springende frem fra Siden, dog ei til Benet den trængte;
452 Og med sit Spyd Odysses saa dybt den traf i den høire
453 Bov, at den blinkende Od løb ud paa den modsatte Side,
454 Ned i Støvet den faldt med et Skrig, bort Livet var fløiet.
455 Travlt Autolykos' Sønner nu fik med det myrdede Vildsviin,
456 Og med Odysses, den bolde, den guddomlignende Yngling;
457 Kyndig forbandt de hans Saar, med Galder de stillede Blodets
458 Løb, og snart tilbage de kom til Faderens Bolig.
459 Men da saa Drotten Autolykos selv saavelsom hans Sønner
460 Godt havde lægt hans Saar og foræret ham glimrende Gaver,
461 Sendte de glade ham bort, og glad han gav sig paa Reisen
462 Hjem til Ithakas Øe, hvor hans Fader og værdige Moder
463 Fryded sig høit ved at see ham igjen, og spurgte ham nøie
464 Ud om det grusomme Saar, og grandt han fortalte dem Alting,
465 Hvordan et Sviin ham med blændende Tand havde hugget paa Jagten,
466 Da med Autolykos' Sønner han op til Parnasos var dragen.    
467     Da nu den Gamle med Fladen af Haand hiin Skramme berørte,
468 Kjendte hun strax den igjen, og Foden hun slap i det samme;
469 Ned faldt Benet i Karret, som vælted omkuld, saa det runged
470 Lydt i Malmen, og Vandet i Strøm flød hen over Gulvet.
471 Sorg og Glæde tilhobe den Gamle betog; hendes Øine
472 Fyldtes med Taarernes Strøm, og det flydende Mæle var standset.
473 Strax Odysses om Hagen hun tog, og talte saalunde:    
474     Saa est du altsaa Odysseus, min elskede Søn! men jeg kjendte
475 Ei min Konning igjen, før med Haand jeg havde berørt ham.    
476     Talt, da vendte hun Øinene hen mod Penelopeia,
477 Melde hun vilde sin Frue, at Konningen alt var i Huset,
478 Dog var hun hverken istand til at see eller mærke det Mindste,
479 Saa havde Pallas Athene bortvendt hendes Hu; men Odysseus
480 Greb Eurykleia i Struben, og holdt hende fast med den Høire,
481 Mens med den Venstre han trak hende nærmere til sig, og sagde:    
482     Moder! hvi vil i Fordærv du styrte mig? du som mig fordum
483 Diede selv ved dit Bryst, og nu efter talløse Sorger
484 Kom i det tyvende Aar jeg til Fædrenelandet tilbage;
485 Dog da du blev det vaer, og en Gud dig i Sindet det indskjød,
486 Tie da stille! lad ei noget Menneske her det erfare!
487 Thi jeg vil sige dig noget, og visselig vorder det fuldbragt:
488 Hjelper en Gud mig til Seier saasandt over Beilernes Skare,
489 Ikke da skaaner jeg dig, hvorvel du har været min Amme,
490 Naar i mit Huus jeg dræber de øvrige Tjenesteqvinder.    
491     Og Eurykleia ham svared igjen, den forstandige Amme:
492 Elskede Søn! hvad Ord undslap dig fra Tændernes Række?
493 Selv du veed, at mit Sind er fast og ei til at rokke,
494 Trygt som Jern og den haardeste Steen skal Sagen jeg gjemme.
495 Dette jeg sige dog vil, og læg mit Ord dig paa Hjertet!
496 Hjelper en Gud dig til Seier saasandt over Beilernes Skare,
497 Da vil om Qvinderne her i dit Huus Besked jeg dig sige,
498 Hvem der agter dig ringe, og hvem der er frie for Brøde.    
499     Strax hende svared Odysseus, den sindrige Konning, og sagde:
500 Moder! hvortil en saadan Besked? det behøver du ikke,
501 Selv skal jeg nok bespeide dem grandt, og prøve hver Enkelt.
502 Tie blot stille med Alt, og lad Guderne raade for Sagen!    
503     Talt; og ud af Salen paastand Eurykleia sig skyndte,
504 Vand at hente til Føddernes Tvæt, thi spildt var det første.
505 Men da hun havde ham badet, og salvet med glindsende Olie,
506 Rykked Odysses igjen sin Stol lidt nærmere Ilden,
507 Atter at varme sig op, og med Pjalterne skjulte han Arret.
508 Først til Orde da tog den forstandige Penelopeia:    
509     Fremmede Mand! endnu er der lidt, hvorom jeg vil spørge,
510 Snart vil det være paa Tiden, til qvægende Roe sig at føie,
511 Hvis man for Sorg er istand til at nyde den liflige Slummer.
512 Dog umaadelig Sorg har en Gud mig Arme beskæret;
513 Mens det er Dag, jeg korter min Tid under Klager og Jamren,
514 Snart ved at see til mit, og snart til Ternernes Arbeid,
515 Men naar det saa bliver Nat, og Enhver sig begiver til Hvile,
516 Ligger jeg strakt paa mit Leie, men nagende Sorger bestandig
517 Trænge sig fast om mit Hjerte, og vække paany mine Klager.
518 Ret som naar Nattergalen, Pandareos' Datter, saa liflig
519 Synger i grønnende Lund, naar Vaaren er kommen tilbage;
520 Siddende mellem det tætteste Løv paa Træernes Grene,
521 Bøier hun hyppig sin Stemme, som flyder fra Struben saa klangfuld,
522 Klagende lydt for sit Barn, for Itylos, hvem hun af Vaade
523 Stak med Malmen ihjel, den Søn, Kong Zethos hun fødte.
524 Saa er mit Sind uroligt, og vakler bestandigen raadvildt,
525 Om hos min Søn forblive jeg skal, og vare paa Alting
526 Trolig, min kneisende Borg og mit Gods, mine Terner og Svende,
527 Greben af Blue for min Ægtemands Seng og for folkeligt Vanrye,
528 Eller om følge jeg skal den Achaier, som ypperst af Alle
529 Kom til Paladset som Beiler med glimrende Brudeforæring.
530 Medens min Søn endnu var et Barn og flygtig af Tanke,
531 Nænte jeg ei at forlade hans Huus, og tage mig Husbond,
532 Men da han nu er voxen, og kommen til Ungdommens Fuldmaal,
533 Ønsker han selv, at jeg drager herfra, og forlader Paladset,
534 Da han med Ærgrelse seer, at Achaierne fraadse hans Velstand.
535 Dog en Drøm du tyde mig nu, som jeg vil dig fortælle:
536 Gjæs jeg holder i Gaarden, en Snees i alt, som med Hvede
537 Fodres, der kastes i Vand, min Glæde jeg har af at see dem;
538 Ned fra Fjeldet da kom en Ørn, krumnæbbet og vældig,
539 Halsen den knækked paa Flokken, og dræbte dem; rundt om Paladset
540 Mellem hinanden de laae, men Ørnen sig svang gjennem Luften,
541 Og i min Drøm jeg brast i Graad, og hulkede heftig.
542 Strax da stimled omkring mig en Flok skjønhaarede Qvinder,
543 Medens jeg jamred, fordi mine Gjæs af Ørnen var dræbte.
544 Da kom Ørnen igjen, og paa Randen af Taget sig satte,
545 Talede til mig med Menneskerøst, og standsed min Klage:
546 Barn af den hædrede Drot Ikarios! græd ikke længer!
547 Ei var det Drøm, men et virkeligt Syn, som Held dig forjætter;
548 Gjæssenes Flok er Beilernes Sværm, og jeg, som for nylig
549 Var en bebudende Ørn, jeg kommer nu her som din Husbond,
550 Og en forsmædelig Død dine Beilere skal jeg berede.
551 Saa den taled, og mig forlod den liflige Slummer;
552 Strax efter Gjæssene kiged jeg ud, og i Gaarden jeg saae dem,
553 Hvor, som de pleiede vant, af Trug de aad deres Hvede.
554 Strax hende svared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
555 Dronning! urimeligt var det forsand, hvis anden Betydning
556 Give man vilde din Drøm, da jo selv Odysses har kundgjort,
557 Hvad der skal skee; det er klart, at Fordærv vil Beilerne times,
558 Ei skal en Eneste slippe fra Døden og Dødsens Gudinder.    
559     Ham gjensvarede strax den forstandige Penelopeia:
560 Ja! men urimeligt Tant er det tit hvad de gjøglende Drømme
561 Snakke for Menneskens Børn, og ei fuldkommes de altid,
562 Da jo de flygtige Drømme har to forskjellige Porte;
563 Bygget af Horn er den ene, den anden af skinnende Filsbeen.
564 Hver en Drøm, som til Mennesket gaaer gjennem Porten af Filsbeen,
565 Er en bedragende Drøm, som ei betyder det mindste;
566 Gaaer en Drøm derimod ud gjennem den glindsende Hornport,
567 Da fuldbyrdes forvist hvad Mennesket skued i Søvne;
568 Men at den sælsomme Drøm er kommen til mig gjennem denne,
569 Tvivler jeg paa; for mig og min Søn det en Fryd havde været!
570 Dette jeg sige dog vil, og læg mit Ord dig paa Hjerte!
571 Det er imorgen den hæslige Dag, som river mig Arme
572 Bort fra Odysses's Huus, thi nu vil jeg stille til Dystleeg
573 Tolv langbladede Biler, dem fordum Odysses i Gaarden
574 Pleied at sætte paa Rad, Krumholterne lig paa en Skibskjøl,
575 Langt da traadte han hen, og skjød sin Piil gjennem alle;
576 Nu vil jeg Beilerne her opfordre til lignende Dystleeg;
577 Den som paa Hænderne nemmest forstaaer at spænde sin Bue,
578 Og gjennem samtlige tolv sin Piil kan skyde fra Strengen,
579 Ham da følge jeg maae, og sige Farvel til det skjønne,
580 Rigtforsynede Huus, jeg betraadte som Brud i min Ungdom,
581 Og som jeg, selv i Drømme, skal mindes i kommende Dage.    
582     Strax hende svared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
583 O du værdige Viv af Laertiaden Odysseus!
584 Vær ei seen! men beram paastand i din Gaard denne Dystleeg,
585 Thi han vil komme tilbage, den sindrige Konning Odysseus,
586 Før disse Mænd i Lave har lagt den glattede Bue,
587 Spændt dens Streng, og skudt en Piil gjennem Bilernes Øine.    
588     Ham gjensvarede strax den forstandige Penelopeia:
589 Havde du Lyst til at sidde hos mig, og korte mig Tiden
590 Her i min Sal, ei vilde da Søvn mig Øinene lukke.
591 Dog det er plat umuligt, at Mennesket vaager bestandig,
592 Maal og Grændse for Alt har jo Himmelens evige Guder
593 Sat for Menneskens Børn paa den sædfrembringende Jordkreds.
594 Derfor vil op igjen i mit Høienloftskammer jeg stige,
595 Der at hvile paa Leiet, som kun til Kummer er redt mig,
596 Og som med Taarer jeg væder, alt siden Odysses begav sig
597 Hen til Ilions Stad, hvis Navn jeg nævner med Afskye;
598 Did hengaaer jeg til Roe, men du, læg her dig i Huset,
599 Enten paa Tilie strakt, eller Seng skal vorde dig opredt.    
600     Talt, da begav hun sig op i sit straalende Høienloftskammer,
601 Ei alene, men fulgt af en Deel opvartende Terner,
602 Og da med Ternerne op hun i Høienloftskammer var kommen,
603 Der for Odysses, sin Husbond, hun græd, til Pallas Athene
604 Lod over Øinenes Laag neddale den liflige Slummer.
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek