link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Homer, Odysseen, 6. sang


| Index | Sang -1 | Sang +1 |
   
1     Saaledes der han sov, den hærdede Konning Odysseus,
2 Kuet af Mathed og Trang til Søvn; men Pallas Athene
3 Hen til Phaiakernes Land og Stad begav sig imedens.
4 Disse beboede tilforn det anseelige Land Hypereia
5 Nær ved Kyklopernes Folk, de overmodige Voldsmænd,
6 Hvilke befeided dem tit, og besad meer Styrke til Krigsfærd.
7 Derfor med hele sit Folk var Nausithoos, Gudernes Lige,
8 Fjernt fra vor Jords erhvervsomme Mænd til Scheria flyttet;
9 Der havde Huse han bygget, omskandset sin Stad med en Ringmuur,
10 Templer til Guderne reist, og Markerne deelt mellem Folket.
11 Dog forlængst var af Døden han ramt og vandret til Hades,
12 Nu var Alkinoos Konge, af Guderne prydet med Viisdom.
13 Hen til dennes Palads nu Pallas Athene begav sig,
14 Tænkende stedse med Iver paa Helten Odysses's Hjemfærd.
15 Flux hun skyndte sig ind i det rigtudsmykkede Kammer,
16 Hvor Nausikaa sov, den Helt Alkinoos' Datter,
17 Skjøn som en himmelsk Gudinde var Pigen af Væxt og af Aasyn.
18 Stænget tilgavns var den straalende Dør, og bag ved dens Stolper
19 Sov to deilige Terner, dem Ynde Chariterne skjenked.
20 Rap som et Pust af Vinden til Jomfruens Leie hun svæved,
21 Treen ved Hovedet op, og talede saa til den Hulde,
22 Lignende grandt en Datter af Dymas en hæderlig Søemand,
23 Eens af Alder de var, og Nausikaa høit hende elsked;
24 Hende livagtigen lig begyndte nu Pallas Athene:    
25     Har da din Moder dig født til slig en forsømmelig Pige?
26 Skinnende Klæder I har, men de ligge jo hen uden Tilsyn.
27 Snart er dit Bryllup forhaanden, da maa du med prunkende Klæder
28 Pynte dig selv og de Knøse, som føre dig hjem til din Brudgom;
29 Derved fra Mund til Mund vil din Priis blandt Mennesker lyde,
30 Og du vil inderlig glæde din Fader og værdige Moder.
31 Lad os da drage til Vask, saasnart det dages imorgen,
32 Selv jeg følge dig vil, og tilhaande dig gaae, at du hurtig
33 Færdig kan vorde, thi længe forsand ei bliver du Jomfrue.
34 Alt jo beile til dig de ypperste Mænd, som der findes
35 Her i Phaiakernes Land, da du selv est ædel af Herkomst.
36 Vel! saa beed imorgen din herlige Fader ved Daggrye,
37 Muler at lade dig spænde for Karm, hvorpaa du kan kjøre
38 Ud til Vask dine Belter og Slør og prunkende Tæpper.
39 Ogsaa det skikker sig bedre for dig, at du ager end vandrer
40 Ud paa din Fod, thi langt er jo Gruberne borte fra Staden.    
41     Talende saa forsvandt den lysblaaøiede Pallas
42 Bort til Olymp, hvor man siger, at Guderne har deres Bolig
43 Evig og fast, som aldrig af Storm vorder rystet, og aldrig
44 Vædet af Regn og befyget af Snee, men Luften sig skyfrie
45 Breder derover, og lysende Glands omstraaler den altid.
46 Der fra Dage til Dage de salige Guder sig fryde;
47 Did Blaaøie sig svang, da hun Jomfruen havde formanet.    
48     Snart paa sin prunkende Stol kom Dagningen frem, som af Søvne
49 Vakte Nausikaa op, og hun studsede brat over Drømmen.
50 Hen gjennem Huset hun skyndte sig nu til sin Fader og Moder,
51 Strax at fortælle sin Drøm, og hun traf dem Begge derinde.
52 Moderen sad ved Arnen omringet af Tjenesteqvinder,
53 Spindende søeblaae Uld paa Teen, men sin Fader hun mødte,
54 Just som han ud vilde gaae, for i Kreds med de hædrede Drotter
55 Raad at holde, hvortil han var kaldt af Phaiakernes Stormænd.
56 Trædende nær hun talede saa til sin elskede Fader:    
57     Hør! lille Faer! vil ei du en Vogn mig lade bespænde,
58 Høi og med dygtige Hjul, at til Vask vore prægtige Klæder
59 Ud jeg til Elven kan kjøre, som smudsige ligge herhjemme.
60 Sømmeligt er det for dig, som færdes med Folkenes Drotter,
61 Reenlige Klæder at bære, naar sammen I sidde paa Raadsthing;
62 Og i dit Huus opfostredes her fem elskede Sønner,
63 To har sig gift allerede, men tre ere blomstrende Svendbørn,
64 Disse forlange bestandig et Sæt nytvættede Klæder,
65 Naar de skal op til Dands, og jeg maa jo sørge for Saadant.    
66     Saa hun talte, for blye til at nævne det blomstrende Bryllup
67 Selv for sin elskede Fader, dog nok han forstod det, og svarte:    
68     Hverken jeg Mulernes Spand, eller andet, mit Barn! vil dig nægte.
69 Gak kun du! mine Svende skal flux en Vogn dig bespænde,
70 Høi, med dygtige Hjul, og vel forsynet med Fading.    
71     Talt; strax gav han Befaling til Svendene; hurtig de lystred,
72 Ud de trak den rullende Vogn, og gjorde den rede,
73 Førte saa Mulerne frem, og kobbled dem sammen for Vognen.
74 Jomfruen hented af Kammer imens de prægtige Klæder,
75 Og i den blankede Karm hun ned dem pakked med Omhu.
76 Men til Forfriskning et Skrin med Suul, med Grønsel og Bagværk
77 Moderen pakked imens; en Gedeskindsdunk hun tillige
78 Fyldte med Viin, og da Jomfruen alt var tilvogns, hun en Krukke
79 Gav hende med af Guld, som var fyldt med glindsende Olie,
80 At efter Bad hun selv og Ternerne kunde sig salve.
81 Selv tog Jomfruen Svøben i Haand og den flunkende Tømme,
82 Jog saa med Pidsken, og Mulerne løb med dønnende Hovtrin,
83 Ivrig de trak, og traved afsted med Klæder og Jomfrue,
84 Ei dog ene hun var, nogle Terner paa Vei hende fulgte.    
85     Men da med Muler og Karm til den yndige Flod de var komne,
86 Der hvor man Gruber til Vask havde gravet, til hvilke bestandig
87 Strømmed det klareste Vand, som det smudsigste Tøi kunde reentoe,
88 Spændte de først og fremmest i Hast deres Muler fra Karmen,
89 Drev saa til Floden dem ned, at de langs dens rislende Vande
90 Qvægende Græs kunde æde, saa tog de Tøiet af Vognen
91 Ud, og bar paa Armen det ned i det graalige Flodvand,
92 Stamped det saa i Gruberne rask og omkap med hverandre.
93 Men da de saa havde vasket, og Smudset aldeles var aftoet,
94 Bredte de Tøiet paa Rad langs Strand, hvor Bølgen fra Havet
95 Kisel og Gruus havde rullet iland, og skyllet dem renest.
96 Derpaa de selv sig baded, og salved med glindsende Olie,
97 Satte ved Bredden af Floden sig ned, og holdt deres Davre,
98 Blivende der, til Tøiet var tørt i det varmende Solskin.
99 Men da ved Mad baade Pigen og Ternerne havde sig qvæget,
100 Kasted de strax deres Slør, og legede Bold med hverandre,
101 Og til en Sang den væne Nausikaa hæved sin Stemme.
102 Ret som naar Artemis vandrer paa Fjeld med Kogger og Bue,
103 Enten paa høien Taygetos's Tind, eller paa Erymanthos,
104 Glad ved den lystige Jagt efter springende Hjort eller Vildbas;
105 Trindt hende landlige Nympher, Aigidebeherskerens Døttre,
106 Hoppe saa lystelig om, og hjertelig Leto sig fryder,
107 At over Alle hun hæver sig høit med Hoved og Aasyn,
108 Let i Hoben at skjelne, hvor fagre de andre saa ere;
109 Saa fremstraaled i Ternernes Kreds den uskyldige Jomfrue.    
110     Men da saa rede hun var, for hjem til Borgen at kjøre,
111 Tøiet i Folder var lagt, og Mulerne spændte for Karmen,
112 Anden Beslutning da tog den lysblaaøiede Pallas,
113 For at Odysses, af Søvn vakt op, kunde Jomfruen skue,
114 Og at paa Vei til Phaiakernes Land hun kunde ham føre.
115 Konningens Datter sin Bold just kastede efter en Terne,
116 Dog hun traf hende ei, og den faldt i de hvirvlende Bølger.
117 Høit nu Pigerne skreg, da vaagnede Helten Odysseus,
118 Reiste sig strax overende, og grubled i Sind og i Hjerte:    
119     Vee mig! til hvad for Menneskers Land er atter jeg kommen?
120 Mon det er raae udædiske Mænd uden Ret eller Love,
121 Eller et gjæstfrit Folk, hvis Sind for Guderne frygter?
122 Tydelig hørte jeg nys spædmælede Piger, som talte;
123 Mon det var Røst af Nympher, som boe paa kneisende Fjeldtind,
124 Eller i Flodernes Kilder og urtebevoxede Dale,
125 Eller er mulig jeg nær ved talende Menneskeslægter?
126 Dog det er bedst, at jeg selv seer efter, og skaffer mig Kundskab.    
127     Saaledes taled Odysses, da krøb han ud af sit Kratskjul,
128 Brød med sin senede Haand i den skyggende Skov sig en løvrig
129 Green, og vikled om Livet den fast, for at skjule sin Blusel;
130 Traadte saa frem, som en Løve fra Fjeld, der i Lid til sin Styrke
131 Vandrer i Blæst og øsende Regn med gnistrende Øine,
132 Enten den gaaer at søge sin Fangst blandt Faar eller Oxer,
133 Eller paa Jagt efter Skovenes Hjort; fremskyndet af Bugen
134 Søger den Geder og Lam endog i den hegnede Qvægfold;
135 Saa vilde Helten Odysses nu hen til de haarfagre Piger
136 Træde saa nøgen han var, thi haard Nødvendighed tvang ham.    
137     Bange de blev ved at see ham, saa fælt havde Søen ham tilredt;
138 Hid og did de flygted af Angst paa den kneisende Havbrink,
139 Kun Alkinoos' Datter blev staaende. Pallas Athene
140 Gjød hende Mod i Barm, og jog hende Frygten af Livet;
141 Fattet hun vendte sig mod ham; da vog Odysses i Sindet,
142 Enten med Bønner han ydmyg den Deiliges Knæe skulde favne,
143 Eller han standsende fjernt med smigrende Ord skulde bede,
144 At hun ham Vei vilde vise til Bye og give ham Klæder.
145 Medens paa dette han grundede dybt, det tyktes ham tjenligst,
146 Standsende fjernt med smigrende Ord hende bønlig at bede,
147 For at hun ei skulde vredes, ifald hendes Knæer han favned.
148 Strax med smigrende Ord han listelig talte til Pigen:    
149     Drotning! jeg knæler for dig, om Gudinde du est eller Jordmøe.
150 Est du af Gudernes Slægt, som boe paa Himmelen vide,
151 Da est du Artemis, troer jeg, hiint Barn af den høie Kronion,
152 Hende du ligner saa grant af Væxt, af Skabning og Aasyn;
153 Men est du runden af Menneskers Æt, som bygge paa Jorden,
154 Trefold salig er da din Fader og værdige Moder,
155 Trefold salig er Brødrenes Flok; i Barm deres Hjerte
156 Maa jo af inderlig Fryd over dig opvarmes bestandig,
157 Hvergang de see saa fager en Blomst hentræde til Dandsen;
158 Dog langt meer end Alle den Mand lyksalig jeg skatter,
159 Som med sin Gave dig fæster, og fører dig hjem som sin Hustrue,
160 Thi jeg har aldrig endnu seet Mage til dødelig Skabning,
161 Hverken en Mand eller Qvinde; forbauses jeg maa ved dit Aasyn.
162 Saaledes saae jeg paa Delos engang ved Phoibos Apollons
163 Hellige Alter en Palme, som stod i sin friskeste Opvæxt;
164 Thi ogsaa did jeg kom, ledsaget af talrige Kæmper,
165 Dengang jeg drog paa et Togt, som mig ynkelig Sorg skulde volde.
166 Ligesom nu forbauset jeg stod og betragtede Palmen
167 Længe, thi aldrig saa fagert et Træe var voxet af Mulde.
168 Saaledes, Pige! betragter jeg dig med Beundring, og vover
169 Ei at favne dit Knæe, hvor svart end Sorgen mig trykker.
170 Hid har igaar jeg paa tyvende Dag fra Søen mig bjerget;
171 Al den Tid blev jeg dreven af Bølgen og heftige Storme
172 Fra den Ogygiske Øe, og hid nu kasted en Gud mig,
173 Ventelig her at martres paany, thi knap mine Trængsler
174 Ende sig nu, langt flere vil Guderne først mig berede.
175 Derfor Fyrstinde! forbarm dig! du est jo den Første, jeg tyer til
176 Efter usigelig Nød, og ei en eneste Skabning
177 Kjender jeg her i det Folk, som boer i Landet og Staden.
178 Viis mig Veien til Byen, og giv mig en Pjalt til Bedækning,
179 Blot det Klæde, du vist havde med at svøbe din Vask i!
180 O saa give dig Guderne Alt, hvad dit Hjerte sig ønsker!
181 Give dig Mand og Huus, hvor skjøn Samdrægtighed hersker!
182 Der er dog Intet i Verden saa glædeligt, Intet saa herligt,
183 Som naar en Mand og Qvinde, der hjertelig elske hinanden,
184 Leve tilsammen i Huus, til Ærgrelse for deres Fiender,
185 Men deres Venner til Fryd, og dem selv fortrinlig til Ære.    
186     Ham Nausikaa svared, den liliearmede Jomfrue:
187 Fremmede! hverken en uselig Mand eller Taabe du ligner.
188 Selv beskærer Olymperen Zeus hver Dødeligs Livslod,
189 Om han er høi eller lav, som selv for godt det ham tykkes,
190 Saa han beskæred dig din, thi bære du taalig din Skjebne!
191 Men da du nu er kommen til os til vor Stad og vort Øland,
192 Da skal hverken paa Klæder det mangle dig, eller paa Andet,
193 Hvad der en fremmed ulykkelig Mand bør gives med Føie.
194 Staden jeg vise dig vil, og sige dig Navnet paa Folket;
195 Det er Phaiakiske Mænd, som beboe baade Landet og Staden,
196 Selv en Datter jeg er af Alkinoos, Drotten den bolde,
197 Som det Phaiakiske Folk med Magt og Vælde behersker.    
198     Saa hun taled, og raabte paastand til de haarfagre Terner:
199 Standser dog, Piger! hvor flygter I hen ved Synet af Manden?
200 Troer I, han hører maaskee til en Flok af fiendtlige Krigsfolk?
201 Ei der lever en dødelig Mand, eller fødes med Tiden,
202 Som sig formaster, Phaiakernes Øe at betræde som Fiende,
203 Bringende Krig over Landet, thi høit vi af Guderne elskes.
204 Fjernt vi boe paa en Øe i Havets de pladskende Bølger,
205 Langt afsides, og ei har med Mennesker ellers vi Samqvem.
206 Nei! denne Mand er en stakkels omflakkende Fremmed, som hidkom,
207 Ham vi skylde Forpleining, thi Zeus beskytter jo stedse
208 Fremmed og trængende Mand, og den ringeste Gave kan glæde.
209 Vel! saa qvæger den fremmede Mand med Mad og med Drikke,
210 Bader ham ogsaa i Floden, hvor Læe beskjærmer mod Blæsten!    
211     Talt; strax Ternerne standsed, og skyndede rask paa hverandre.
212 Ned de ham førte til Floden, hvor Læe beskjermed mod Blæsten,
213 Alt som Nausikaa bød, den Drot Alkinoos' Datter;
214 Lagde saa Klædningsstykkerne frem, baade Kjortel og Kappe;
215 Derpaa de flyede ham Krukken af Guld med den smidige Olie,
216 Og i den rislende Flod de bød ham gange til Badning.    
217     Strax nu Helten Odysses til Ternerne talte saalunde:
218 Piger! I træde tilside nu bort, mens Havets Uhumskhed
219 Af mine Skuldre jeg toer, og Lemmerne gnider med Olie,
220 Alt har længe min Hud undværet den qvægende Salve.
221 Ei for Jert Øie jeg stiger i Bad, thi vel maa jeg blues
222 Nøgen at vise mig her i en Kreds af haarfagre Piger.    
223     Talt; da ginge de bort, og talte til Konningens Datter.
224 Strax i Floden sin Krop nu tvættede Helten Odysseus
225 Reen for Saltet, som dækked hans Ryg og kraftige Skuldre,
226 Og af sit Hoved han Skummet sig strøg fra Havet det golde.
227 Men da han havde sig tvættet tilgavns, og gnedet med Salven,
228 Axled han flux de Klæder, ham Jomfruen selv havde givet.
229 Strax nu Pallas Athene, hiint Barn af den høie Kronion,
230 Gjorde hans Væxt meer rank, meer fyldigt hans Huld, og lod Haaret
231 Lokke sig krøllet fra Issen ret som Hyacinthernes Klokker;
232 Og som en duelig Mester med Guld bepryder et Sølvkar,
233 Naar han tilgavns har lært af Hephaistos og Pallas Athene
234 Alt hvad der hører til Kunsten, og smukt er det Arbeid han danner,
235 Saaledes Ynde hun gjød ud over hans Hoved og Skuldre.
236 Strax afsides han satte sig hen paa Bredden af Havet,
237 Straalende fager og skjøn, og Jomfruen undred sig saare;
238 Strax hun talede saa til alle de haarfagre Terner:    
239     Hører hvad sige jeg vil, hvidarmede Terner tilhobe!
240 Ei af samtlige Guder forfulgt, som boe paa Olympen,
241 Kan til de bolde Phaiaker den fremmede Mand være kommen;
242 Før han mig tyktes forsand en uselig Stakkel at være,
243 Nu han ligner de Guder, som boe paa Himmelen vide.
244 Gid denne Mand saa herlig og skjøn maatte vorde min Husbond
245 Boende her iblandt os, og her med Glæde forblive!
246 Frisk nu! qvæger den fremmede Mand med Mad og med Drikke!    
247     Talt; hendes Ord fornam de paastand, og lød hende villig.
248 Strax for Odysses nu frem baade Mad og Drikke de satte,
249 Mad og Drikke da nød den hærdede Konning Odysseus
250 Saare begjærlig, da længe han alt havde fastet og tørstet.
251 Nu den væne Nausikaa tog en anden Beslutning:
252 Tøiet hun folded, og lagde det op i den prunkende Fading,
253 Spændte de stampende Muler for Karmen igjen, og besteg den.
254 Derpaa hun muntred Odysses, tog Ordet og talte saalunde:    
255     Op nu! fremmede Mand! og begiv paa Vei dig til Staden,
256 At til min kløgtige Faders Palads jeg hen dig kan føre.
257 Der vil Phaiakernes ypperste Mænd du formodentlig træffe.
258 Gjør nu blot hvad jeg siger, og ei eenfoldig du lader.
259 Medens vor Vei over Agrene gaaer, dem Mændene dyrked,
260 Da skal du bagefter Vognen og Mulerne med mine Terner
261 Rask henvandre tilfods ad den Vei, jeg selv Eder fører.
262 Men naar mod Byen man kommer, - omkring den kneiser en Ringmuur
263 Høit, og ind mod Staden der gaaer to yndige Bugter,
264 Smal er Veien derind, da man der vore toftede Skibe
265 Trækker paa Land, thi Enhver har der et Skuur til sit Fartøi;
266 Udenfor ligger et Torv om et prægtigt Poseidonstempel,
267 Rundt omhegnet med svære og fastnedrammede Kampsteen;
268 Der forfærdiges Alt hvad der hører til Skibenes Takling,
269 Der tilhugger man Aarer, der Toug beredes og Seildug,
270 Thi det Phaiakiske Folk ei sysler med Kogger og Bue,
271 Master og Aarer er al deres Lyst og bugede Skibe,
272 Hvormed de stoltelig fare vidt hen ad det graalige Havdyb.
273 Gjerne for krænkende Snak jeg sikkre mig vil, at man ikke
274 Smæde mig skal paa min Bag; den menige Mand er saa klaffersk;
275 Møde vi slig en Usling paa Vei, da hedder det sagtens:
276 Hvem gaaer dog med Nausikaa der? en høi og en fager
277 Fremmed? hvor hitted hun ham? han vorder endnu hendes Husbond.
278 Det er en vidtomflakkende Mand, som fra Skibet hun medtog,
279 En som er langveisfra, thi nær os boer der jo Ingen;
280 Eller en elskelig Gud er maaskee paa Jomfruens Bønner
281 Stegen fra Himmelen ned, hvem hun nu vil beholde sin Livstid.
282 Det var da rart, at hun selv gik ud, og fandt sig en Brudgom,
283 Som er fra fremmede Lande, da Vrag hun kaster paa Landsmænd,
284 Skjøndt hun begjæres til Viv af saa mange saa bolde Phaiaker.
285 Saa vil man snakke forvist, og lettelig kom jeg i Vanrye;
286 Selv jeg vilde forarges ved lignende Færd af en Ungmøe,
287 Naar hun sin Fader og Moder til Trods, imedens de leved,
288 Gav sig i Kast med Mænd, før Bryllup var offentlig feiret.
289 Fremmede! mærk nu vel paa mit Ord, at saa snart du som muligt
290 Kan af min Fader befordres paa Vei, og række din Hjemstavn.
291 Nær ved Veien du træffer en Lund, som er helliget Pallas,
292 Smukt bevoxet med Popler; der flyder en Bæk over Engjord,
293 Der har min Fader sin Jord og en blomstrende Have tillige,
294 Borte fra Staden saa langt som en lydelig Stemme kan række;
295 Der kan du sætte dig ned, og der maa du tøve saalænge,
296 Indtil vi Andre til Byen til Faders Palads ere komne.
297 Men naar formode du kan, at alt igjen vi er hjemme,
298 Gak da flux til Phaiakernes Stad, og spørg hvem du møder
299 Efter min Faders Palads, den Helt Alkinoos' Hofgaard;
300 Let at kjende den er, hver Pog, du møder pa Gaden,
301 Vise dig kan derhen, thi ei har nogen Phaiaker
302 Bygget sig Huus, som kan lignes med Drotten Alkinoos' Kongsgaard.
303 Men naar du ind over Gaarden er traadt under Tag i Paladset,
304 Da skal du rask gjennem Salen begive dig frem, til du kommer
305 Hen til min Moder; i Luernes Skin ved Arnen hun sidder,
306 Spindende søeblaa Uld paa Teen, et Under at skue;
307 Ryggen mod Søilen hun læner, og Ternerne bag hende sidde.
308 Der ved den blussende Ild staaer ogsaa en Stol, hvor min Fader
309 Sidder saa froe som en Gud, naar han Bægeret tømmer ved Gilde.
310 Ham skal du gange forbi, og strax med Armene favne
311 Ydmyg min Moder om Knæe, at du Hjemfærdsdagen maa skue
312 Snart og fornøiet i Sind, har du end langt borte din Hjemstavn.
313 Viid, at ifald blot hun i sit Sind dig vorder bevaagen,
314 Da har du Haab om at see dine Venner igjen og at komme
315 Hjem til dit elskede Fædreneland og din Høienloftsbolig.    
316     Saa Nausikaa talte, da jog hun med flunkende Svøbe
317 Mulerne frem, og paastand de forlod det rindende Flodvand;
318 Vel var de raske til Løb, og flinkt deres Fødder de skifted,
319 Fast dog ved Tømmen hun holdt, at Odysses og samtlige Terner
320 Kunde tilfods hende følge, thi brugte hun Svøben besindig.
321 Hen til den prægtige Lund, som var helliget Pallas Athene,
322 Kom de ved Solbjergstid; der satte sig Helten Odysseus;
323 Strax anraabte han bønlig det Barn af den høie Kronion:    
324     Hør mig du Datter af Zeus Skjoldsvingeren! Aldrig Betvungne!
325 Hør omsider mig nu, da tilforn du aldrig mig hørte,
326 Dengang Poseidon, den mægtige Gud, mig i Harm vilde knuse.
327 Lad det Phaiakiske Folk barmhjertigt og venligt mig finde!    
328     Bedende talte han saa, og blev hørt af Pallas Athene;
329 Ei dog synlig hun traadte ham nær; ærbødig i Sindet
330 Skjalv hun for Faderens Broder, som stedse med fnysende Harme
331 Helten Odysses forfulgte, før hjem til sit Land han var kommen.
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek