Homer, Odysseen, 1. sang
| Index
| Sang +1 |
1 Musa! fortæl mig om Manden, den vidtbefarne, som flakked
2 Meget omkring, da han havde forødt det hellige Troia,
3 Saae mangfoldige Byer, og fik deres Sæder at kjende;
4 Men paa sin Fart over Havet han svar Gjenvordighed udstod,
5 Medens han stred for at bjerge sit Liv, og for Svendenes Hjemkomst;
6 Dog sine Svende han ei fik frelst, hvor ivrig han stræbte,
7 Thi ved formastelig Daad de selv paadrog sig en Ufærd,
8 Ret som Daarer, de slagted den høithenvandrende Solguds
9 Oxer, og derfor til Straf han dem Hjemfærdsdagen berøved.
10 Heraf, du Datter af Zeus! du os Et og Andet fortælle!
11 Alt var de øvrige Mænd, som den grusomme Død havde sparet,
12 Komne til Huus og Hjem efter Farer i Krig og paa Bølge;
13 Ham alene, som savned saa svart sit Huus og sin Hustrue,
14 Holdt en Gudinde tilbage, den værdige Nymphe Kalypso,
15 Hist i de hvælvede Grotter, og ønsked sig Manden til Husbond.
16 Men da det Aar i Tidernes Løb omsider var kommet,
17 Da det af Guderne var ham bestemt at vende tilbage,
18 Hjem til Ithakas Øe, selv da blev han midt mellem Landsmænd
19 Ei forskaanet for Kamp; dog samtlige Guder ham ynked,
20 Uden Poseidon alene, thi gram i Hu han bestandig
21 Helten Odysses forfulgte, før hjem til sit Land han var kommen.
22 Guden var fjernt reist bort, Aithioperne vilde han gjæste;
23 Yderst paa Jorden de boe i tvende forskjellige Stammer,
24 Deels hvor Solen ved Grye staaer op, og deels hvor den daler;
25 Festhekatomber af Oxer og Lam bivaane han vilde.
26 Der heel froe ved Gildet han sad, mens de øvrige Guder
27 Hist hos Olymperen Zeus i Sal havde samlet sig alle.
28 Først til Orde nu tog hiin Guders og Menneskers Fader,
29 Just som Aigisthos i Tanke ham randt, den glimrende Fyrste,
30 Hvem Agamemnons navnkundige Søn Orestes ihjelslog;
31 Kommende ham ihu han saa blandt Guderne talte:
32 Ha! hvor gjerne dog Menneskens Slægt anklager os Guder!
33 Jammeren, sige de, kommer fra os, og selv dog alene
34 Ved deres Synder mod Ret og Skjel de volde sig Sorger,
35 Ligesom nys Aigisthos mod Ret og Skjel Agamemnons
36 Viv tilægte sig tog, og myrded ham selv ved hans Hjemkomst,
37 Skjøndt han vidste sin Straf, da vi selv ham vared itide;
38 Ned vi skikked Hermeias, den speidende Argosbetvinger,
39 At han dog ei skulde slaae ham ihjel, eller ægte hans Hustrue,
40 Thi af Orestes engang skulde Atreus's Søn vorde hevnet,
41 Naar han var voxen til Mand, og sit fædrene Rige begjærte.
42 Dette ham sagde Hermeias, dog ei han rokked Aigisthos,
43 Skjøndt til hans Bedste han raaded, og nu har han bødet for Alting.
44 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
45 O vor Fader Kronion! du Drot over Drotter tilhobe!
46 Ja! han faldt, og tilvisse sin Død han ærlig fortjente;
47 Døe som han hver Mand, der til lignende Daad sig formaster!
48 Men i mit Hjerte det skjær mig for Helten den stakkels Odysseus,
49 Han som skilt fra de Kjære saa lang Tid martres af Kummer
50 Hist paa den havomskyllede Øe; som en Navle paa Dybet
51 Stikker den frem bevoxet med Skov; der boer en Gudinde
52 Datter af Atlas, den snedige Gud, som kjender tilfulde
53 Samtlige Dybder i Havet, og ene de mægtige Støtter
54 Løfter i Veiret, som Himmelen vidt adskille fra Jorden.
55 Datter af ham forsinker den arme bedrøvede Konning,
56 Smigrende for ham bestandig med sød indsmidskende Tale,
57 At han skal glemme sit Ithakas Øe; men Helten Odysseus
58 Inderlig længes at see blot Røgen igjen fra hans Hjemland
59 Fare mod Skye; ja Døden han ønsker sig; røres dit Hjerte
60 Ei omsider, Olympiske Drot! har Odysses da fordum
61 Ei ved Argeiernes Skibe dig bragt behageligt Offer
62 Hist i Troernes Land? hvorfor er da Zeus ham saa harmfuld?
63 Hende paastand Skysamleren Zeus gjensvared og sagde:
64 Kjæreste Barn! hvad Ord undslap dig fra Tændernes Række?
65 Hvor var det muligt, at jeg kunde Helten Odysses forglemme,
66 Som i Forstand staaer høit over Mænd, og stadig sit Offer
67 Bragte de salige Guder, som boe paa Himmelen vide!
68 Dog bestandig imod ham den Jordomslynger Poseidon
69 Fnyser af Harm, fordi hans Søn Polyphemos han blinded,
70 Hiin Kyklop, der stærk som en Gud i vældige Kræfter
71 Staaer over alle Kykloper; hans Moder er Nymphen Thoosa,
72 Datter af Phorkys, en raadende Drot i Havet det golde;
73 Hist i de hvælvede Grotter Poseidon i Favn hende trykked.
74 Derfor Poseidon er vred, og hvorvel Jordrysteren sparer
75 Helten Odysses's Liv, han tumler ham fjernt fra hans Hjemstavn.
76 Dog velan! lad os samtlige her betænke, hvorlunde
77 Helten kan naae sit Hjem, og da vil Poseidon tilvisse
78 Mildne sin Harm, thi ei vil de salige Guder han trodse,
79 Ei vil alene han noget formaae mod os Alle tilhobe.
80 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
81 O vor Fader Kronion, du Drot over Drotter tilhobe!
82 Hvis det da virkelig nu behager de salige Guder,
83 At til sit Hjem omsider den Helt Odysses skal komme,
84 Lad saa Hermeias os flux, Budbringeren, Argos's Bane,
85 Skikke herfra til Ogygias Øe, at den haarfagre Nymphe
86 Snart kundgjøre han kan vor urokkelig faste Beslutning,
87 At til sit Hjem Odysses, den kraftige Kæmpe, skal drage.
88 Selv vil jeg gaae til Ithaka hen, at hans Søn ved min Tale
89 Meer opflinke jeg kan, og Mod i Bringen ham sætte.
90 Stævne han skal til Thing de haarfagre Mænd af Achaia,
91 Der skal han Beilernes Sværm forbyde sit Huus, da de daglig
92 Slagte for Fode hans Faar og dorskfremvraltende Hornqvæg.
93 Saa vil til Sparta jeg sende ham hen og det sandede Pylos,
94 For at han der kan spørge sig for om Faderens Hjemfærd,
95 Og et berømmeligt Navn sig selv blandt Mennesker vinde.
96 Strax som dette var talt, hun bandt under Foden de gyldne
97 Deilige himmelske Saaler, som bar hende hen over Havet
98 Og over Jorderig vide saa snelt som Pustet af Vinden;
99 Greb saa sin mægtige Landse, beslagen med stingende Malmod,
100 Tung, forsvarlig og lang, hvormed hun betvinger de kjække
101 Fylker af Mænd, paa hvem hun er gram, den Vældiges Datter;
102 Og i en Fart hun ned sig svang fra høien Olympos.
103 Brat paa Ithakas Øe hun stod ved Odysses's Borgport
104 Ude paa Tærsklen til Gaarden, og holdt i Haanden sit Malmspær,
105 Mentes hun ligned, den Taphiske Drot, der var kommen som Fremmed.
106 Udenfor Døren hun traf de trodsige Beileres Skare,
107 Just som tilsammen de mored sig der med at spille med Smaasteen,
108 Magelig strakte paa Huder af Qvæg, som de selv havde slagtet.
109 Travlt gik baade Herolder omkring og driftige Svende,
110 Nogle beblandede Viin med Vand i forsvarlige Kummer,
111 Andre, som Bordene først afskured med hullede Svampe,
112 Stilled dem frem paa Rad, og skifted den yppige Suulmad.
113 Først af Alle den fagre Telemachos øined Gudinden;
114 Midt blandt Beilernes Flok han sad, mismodig i Hjertet,
115 Grundende dybt paa det mulige Træf, om hans herlige Fader
116 Kom til sit Hjem, og Beilernes Sværm adsplitted i Huset,
117 Selv annammed sin Hæder, og raaded igjen for sin Velstand.
118 Grublende saa han hos Beilerne sad, da saae han Athene;
119 Strax han ilte til Porten, ret ærgerlig stemt i sit Hjerte,
120 At man den fremmede Gjæst lod staae ved Døren saa længe;
121 Trædende nær hendes Haand han greb, og tog hendes Malmspær,
122 Og med bevingede Ord han talede saa til Gudinden:
123 Hil dig, fremmede Mand! velkommen os vær ved et Maaltid
124 Først du tilgode dig gjøre! saa nævn os siden dit Ærind!
125 Talende saa gik selv han foran, og Gudinden ham fulgte.
126 Men da de treen under Tag, og stod i Salen den høie,
127 Tog han Landsen, og stilled den op til en kneisende Sule
128 Ind i det prunkende Vaabenlukaf, hvor Landser i Mængde
129 Stod, dem Odysses, den haardføre Helt, havde der i Forvaring.
130 Derpaa han bød hende Plads paa den smuktudsnittede Throne,
131 Som var med Linned belagt, og ved Fødderne stod der en Skammel,
132 Og til sig selv en stadselig Stol ved Siden han satte
133 Borte fra Beilernes Sværm, at hans Gjæst i den kaade Forsamling
134 Ei skulde plages med Bulder og Støi, og væmmes ved Maden,
135 Og at han frit kunde spørge sig for om sin savnede Fader.
136 En af Ternerne bragte nu Vand i en prægtig og gylden
137 Kande, som stod paa et Bækken af Sølv, og til Hændernes Tvætning
138 Gjød hun det ud, saa rykked hun frem et skinnende Madbord.
139 Ogsaa den værdige Skafferske kom med Brød og med Retter,
140 Hvilke hun stilled paa Bord, meddelende mildt hvad hun havde.
141 Fade med alskens Suul indbar i Salen en Madsvend,
142 Satte dem frem, og stilled paa Bord forgyldte Pokaler,
143 Og en Herold gik om, som med Viin dem flittigen fyldte.
144 Ind nu Beilerne treen, og strax de trodsige Herrer
145 Tog deres Plads paa Stol eller Bænk jevnsides hverandre.
146 Flux indfandt sig Herolder, som Vand over Hænderne gjød dem;
147 Ternerne flinkt opstablede Brød i Kurve paa Bordet,
148 Knøsene Viin i Kummerne gjød, til den skummed om Randen.
149 Derpaa de langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked;
150 Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
151 Beeilernes Hu sig strax til anden Forlystelse vendte,
152 Sang og Spil og Dands, thi Sligt er en Pryd for et Gilde.
153 Strax en Herold da flyede den prægtige Cithar til Skjalden
154 Phemios, han som for Beilerne sang nødtvungen ved Gilde;
155 Rask han i Strengene greb, og sin yndige Sang han begyndte.
156 Men til Gudinden Athene Telemachos vendte sin Tale,
157 Rækkende Hovedet hen, at de Andre ham ei skulde høre:
158 Fremmede! tag ei fortrydelig op, hvad nu jeg vil sige!
159 Hine har nu til Cithar og Sang henvendt deres Tanker;
160 Det har de godt ved, de tære jo frit paa fremmed Mands Velstand,
161 Medens hans hvidlige Been etsteds henslængte paa Landjord
162 Smuldre for Regn og Slud, eller rulles i Havet af Bølgen.
163 Dog hvis Ithakas Kyst igjen de saae ham betræde,
164 Vist langt heller de ønsked sig da rapløbende Fødder,
165 End at beriges med kosteligt Guld og prægtige Klæder.
166 Dog han er død en sørgelig Død, og nu er der ingen
167 Trøst for os, om endog en dødelig Mand os forkyndte,
168 At han vil komme med Tiden, thi reent fortabt er hans Hjemfærd.
169 Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed!
170 Hvem est du? af hvad Folk, fra hvad Land, og af hvilke Forældre?
171 Hvad for et Skib har ført dig herhid? hvorledes har Søfolk
172 Bragt dig til Ithakas Øe? og for hvem udgive sig disse?
173 Thi du est ei kommen vandrende hid paa din Fod, kan jeg tænke.
174 Ogsaa du dette mig sige forsand, at jeg faaer det at vide,
175 Kom du til Øen fornys, eller gjæsted du fordum min Fader?
176 Dengang vort Huus af fremmede Folk saa flittig besøgtes;
177 Thi han var selv en huld omgængelig Mand imod Alle.
178 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
179 Dette jeg sige dig vil, og tale den skæreste Sandhed.
180 Helten Anchialos' Søn jeg er, selv hedder jeg Mentes,
181 Og jeg er Drot for Taphiske Mænd, flinkroende Søfolk;
182 Hid er jeg kommen fornys med Skib og Mænd paa en Reise
183 Vidt over Bølgerne blaae til et Folk, hvis Sprog er mig fremmed;
184 Malm fra Temesa for blinkende Jern tiltuske jeg vil mig.
185 Ude ved Kysten mit Skib jeg har lagt et Stykke fra Staden
186 Hist i den Rheitriske Bugt under Neion den skovklædte Klippe.
187 Fædrene Gjæsteforbundne fra fjernere Old vi hinanden
188 Stolt kan kalde; ja spørg kun ad, naar engang du besøger
189 Gamle Laertes, som aldrig, saa hører jeg, sætter i Staden
190 Meer sine Been, men græmmes i Eensomhed ude paa Landet
191 Blot med en aldrende Qvinde, som Mad og Drikke paa Bordet
192 Sætter ham, naar han har krøbet omkring i sin frodige Viingaard
193 Syslende der saalænge, til Lemmerne grebes af Træthed.
194 Nu begav jeg mig hid, da det blev mig fortalt, at din Fader
195 Alt var her i sit Land; dog Guderne sinke hans Reise.
196 Ei endnu han paa Jorden er død, den Ædling Odysseus,
197 Nei! i Behold er han fangen etsteds paa vildene Havdyb
198 Fjernt paa en Holm i Bølgernes Skjød, hvor grusomme Vildmænd
199 Holde med Tvang ham fast, og ei vil lade ham reise.
200 Dog en Bebudelse nævne jeg vil, saaledes som Guder
201 Selv mig gav den i Sind, og som den forvist vorder opfyldt,
202 Skjøndt ei Seer jeg er, eller klog paa Fuglenes Jertegn.
203 Nu ret længe forvist han ei fra sin elskede Hjemstavn
204 Borte forbliver, om end man i Lænker af Jern havde lagt ham,
205 Snild som han er, udtænker han nok et Middel til Hjemkomst.
206 Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed!
207 Du som alt er saa stor, est du virkelig Søn af Odysseus?
208 Slaaende ligner du ham af Hoved og deilige Øine.
209 Vide du maa, tilforn vi To saae jevnlig hinanden,
210 Førend han stævned til Troernes Land, hvor ogsaa de andre
211 Drotter af Argos begave sig hen paa bugede Skibe;
212 Siden har aldrig Odysses jeg seet, han mig ikke heller.
213 Og den forstandige Svend Telemachos svared saalunde:
214 Dette, du fremmede Mand! vil jeg sige dig ganske sandfærdig.
215 Efter hvad Moder har sagt, er jeg Søn af ham, men med Vished
216 Veed jeg det ei; af sig selv kan Ingen jo kjende sin Herkomst.
217 Gid jeg heller var Søn af en Mand, som føiet af Lykken
218 Sad i sit Hjem ved sin Eie, naar Alderen listed sig paa ham!
219 Nu er den meest usalige Mand, som fødtes i Verden,
220 Fader til mig, har man sagt; thi derom det var jo du spurgte.
221 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
222 Guderne gav dig en Slægt, hvis Navn ei glemmes i Fremtid,
223 Siden en Søn som du blev født af Penelopeia.
224 Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed!
225 Hvad er det her for en Suus og Duus? hvad er der paafærde?
226 Høitidsfest eller Bryllup? thi knap er det Sammenskudsgilde,
227 Saadan en kaad og skammelig Færd de tykkes mig drive
228 Her er ved dit Bord i din Sal; en skikkelig Mand maa jo harmes,
229 Naar paa det samme han kommer, og seer det uteerlige Væsen.
230 Og den forstandige Svend Telemachos svared saalunde:
231 Fremmede Mand! da om dette du spørger og fritter mig nøie,
232 Viid da, fordum imedens endnu hiin Mand var i Landet,
233 Da turde vel man kalde vort Huus bemidlet og anseet;
234 Nu har samtlige Guder vort Held omskiftet til Vanheld,
235 Reent de lod ham forsvinde, som aldrig en Mand er forsvunden;
236 Selv hans Død jeg mig ei saa nær havde taget til Hjerte,
237 Hvis han i Troernes Land var blegnet i Kredsen af Landsmænd,
238 Eller i Vennernes Arme, naar Krigen han alt havde udstridt;
239 Alt Achaiernes Folk havde da ham tuet en Gravhøi,
240 Og et berømmeligt Navn han sin Søn havde levnet i Fremtid;
241 Nu Harpyerne veired ham bort, og røved hans Hæder,
242 Ingen ham saae eller hørte, han svandt, og Jammer og Klage
243 Levned han mig; dog ikke for ham alene jeg græmmes
244 Dybt i Sind, nei! andre Bekymringer Guderne gav mig.
245 Alle de mægtige Mænd, som raade for Øerne rundtom,
246 Same, Dulichions Øe og det skovbeklædte Zakynthos,
247 Alle de Drotter desuden, som herske paa Ithakas Fjeldøe,
248 Frie hver Een til min Moder, og haardt medtage de Huset.
249 Selv hun hverken formaaer det skændige Bryllup at afslaae,
250 Eller at ende den Færd; men hine forøde ved Fraadsen
251 Reent vort Huus, og mig selv ret snart ombringe de voldsomt.
252 Greben af Ynk og Harm gjensvarede Pallas Athene:
253 Ha! hvor trænger du svart til den Fader, du savned saa længe,
254 At han paa Beilernes nedrige Flok strax Haand kunde lægge!
255 Gid han paastand kom hid, og stod i Døren til Salen,
256 Væbnet med Hjelm og Skjold, og i Haand to dygtige Landser,
257 Ligesaa kraftig som fordum, da først vi stifted Bekjendtskab
258 Hjemme hos os i vor Sal, hvor froe sit Bæger han tømte!
259 Just fra Ephyra tilbage han kom paa en Reise til Illus,
260 Mermeros' Søn, til hvem paa et løbende Skib han var seilet
261 Efter en dræbende Gift, som han ønsked sig, for at bestryge
262 Malmbebraadede Pile dermed; dog Illus sig vægred
263 Plat ved at give ham den, af Grune for de salige Guder;
264 Men af min Fader, som elsked ham høit, han fik hvad han søgte. -
265 Gid dog Odysses med lignende Kraft blandt Beilerne fremtreen,
266 Brad for dem Alle da blev deres Død og beedsk deres Bryllup
267 Dog i Gudernes Skjød forsand alt dette jo hviler,
268 Om til sit Hjem han kommer, og Hevn over Synderne tager
269 Her i sit Huus, eller ei; dog nu maa vel du betænke,
270 Hvad du vil gjøre, for Beilernes Sværm af Huset at jage.
271 Vel! saa mærk paa mit Ord, og læg min Formaning paa Hjerte!
272 Stævn imorgen til Thing Achaiernes ypperste Herrer!
273 Tag saa Bladet fra Mund, og kræv hver Guddom til Vidne!
274 Beilerne byde du skal, Enhver til Sit at fortrække;
275 Men er din Moder betagen af Lyst at faae sig en Husbond,
276 Vel! saa drage til Borgen hun hjem til sin mægtige Fader,
277 Der vil man Bryllupet holde, og sørge for rigeligt Udstyr,
278 Som efter Billighed følger den elskede Datter som Medgift.
279 Dig formaner jeg stærkt, om ellers mit Raad du vil følge,
280 Rust et Skib, det bedste du kan, med en fuld Snees Roerfolk,
281 Reis saa bort, at spørge dig for om din savnede Fader,
282 Om nogen Dødelig giver dig Nys, eller mulig du hører
283 Rygtet, der kommer fra Zeus, og Sagn ombærer i Verden.
284 Først du drage til Pylos, at spørge den ædelig Nestor,
285 Derfra til Sparta du gaae til den Guldhaars Drot Menelaos,
286 Som af Achaiernes Kæmper er sidst hjemkommen fra Krigen.
287 Hører du nu, at han lever, og alt er paa Reise til Hjemmet,
288 Da skal et Aar endnu du din Qval taalmodigen bære;
289 Men om Du hører, at alt han er død og kommen af Dage,
290 Vend da tilbage paastand til din elskede fædrene Hjemstavn,
291 Kast en Høi til hans Minde, og hold en glimrende Liigfærd,
292 Som det er Skjel og Skik, og giv din Moder en Husbond!
293 Men naar du dette har gjort, og Alt tilbørlig er fuldbragt,
294 Da maa du ret betænke tilgavns i dit Sind og dit Hjerte,
295 Hvordan du Beilernes Flok i dit Huus af Dage vil bringe,
296 Enten ved List eller aabenlys Færd; thi slet det dig anstaaer
297 Nu som et Barn at tee dig, ei est du længer en Pebling.
298 Eller har ei du hørt, hvad Rye den Ædling Orestes
299 Vandt sig hos Mennesker alle, fordi han den Morder Aigisthos
300 Dræbte til Hevn, som lumsk havde myrdet hans herlige Fader.
301 Saa, min Kjære! vær kjæk! som jeg seer du er fager og voxen,
302 At ogsaa du maa prises endog af sildige Slægter!
303 Nu er det bedst, jeg begiver mig ned til mit hurtige Fartøi
304 Og mine Svende, som knurre maaskee for jeg tøver saa længe.
305 Tænk nu du paa mit Ord, og læg min Formaning paa Hjerte!
306 Og den forstandige Svend Telemachos svared saalunde:
307 Fremmede Mand! saa kjærlig til mig har du talet i Sandhed,
308 Som til sin Søn en Fader, og aldrig dit Ord jeg skal glemme.
309 Tøv dog et Korn endnu, hvor stærkt du haster med Reisen,
310 At du kan qvæges ved Bad, og ret forfrisket i Hjertet
311 Glad i Hu kan begive dig ned til dit Skib med en Gave,
312 Skjøn og af stor Værdie; til Erindring om mig du den gjemme,
313 Som det er Skik mellem Venner, der kjærligen gjæste hinanden!
314 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
315 Hold ei længer mig op, min Hu staaer stærkt til at reise!
316 Men den Foræring, som nu dit venlige Sind mig har tiltænkt,
317 Den kan jeg faae, naar jeg kommer igjen, og bringe den hjem med;
318 Vælg den saa prægtig du vil, jeg skal rigelig give dig Gjengjeld.
319 Talende saa forsvandt den lysblaaøiede Pallas
320 Brat som en Fugl, der stikker i Skye, men ham hun i Barmen
321 Mod og Kraft havde lagt, og vakt hans Hu til at tænke
322 Meer paa sin Fader end før; men da dette han klart havde fattet,
323 Skjalv han i Sind, thi det bares ham for, at en Gud havde viist sig.
324 Strax til Beilernes Kreds henilte den deilige Yngling;
325 Her den fortrinlige Skjald slog Strengen og qvad, mens de Andre
326 Sad og lyttede taust; om den Jammer han sang, som Athene
327 Lod Achaierne times, da hjem de styred fra Troia.
328 Men da Ikarios' Datter, den kløgtige Penelopeia,
329 Hørte den deilige Sang som hun sad i sit Høienloftskammer,
330 Ned ad Trappen den høie hun steg, som løb gjennem Huset.
331 Ei alene hun gik, af Ternerne to hende fulgte,
332 Og da den herlige Viv kom hen til Beilernes Skare,
333 Standsed ved Stolpen hun brat i den fastopbyggede Høisal,
334 Hyllende tæt om Kind en Flig af sit skinnende Liinslør.
335 En af de venlige Terner der stod ved hver hendes Side,
336 Flux til den hellige Skjald med grædende Taarer hun talte:
337 Phemios! mangen fortryllende Sang kan ellers du synge,
338 Qvad om Guder og Mænd, hvis Bedrifter af Skjaldene prises;
339 En af disse du synge for Mændene her mens de drikke
340 Taust deres Viin, men stands en Sang, som saa sørgelig lyder!
341 Dybt i mit inderste Hjerte det skjær mig saa tit jeg den hører,
342 Meest af Alle maa jeg med ulidelig Kummer jo drages,
343 Jeg som savner saa herlig en Mand, og mindes bestandig
344 Helten, hvis Rye sig har bredt over Hellas og Argos saa vide.
345 Og den forstandige Svend Telemachos svared saalunde:
346 Moder! hvorfor vil du laste den elskede Skjald at han synger
347 Her os til Gammen, som Sindet ham byder det; aldrig er Skjalden
348 Skyld i Sligt, men Zeus, thi ham det er jo, som giver
349 Jordens opfindsomme Mænd hvad Enhver især han vil unde.
350 Ei er det sært, at vor Skjald besynger Danaernes Vanheld,
351 Det er jo Menneskens Viis den Sang fortrinlig at prise,
352 Som er det nyeste Qvad, der de Lyttende kommer for Øren;
353 Hærd da dit Sind og dit Hjerte til saadanne Viser at høre!
354 Ei var Odysses den eneste Mand, som forliste sin Hjemfærd
355 Hist i Troia; af Dage jo kom mangfoldige Flere.
356 Gak til dit Kammer nu hen, og besørg din Gjerning i Huset,
357 Baade din Væv og din Teen, og befael dine Tjenesteqvinder
358 Røgte med Flid deres Dont! os Mænd at tale sig anstaaer,
359 Meest af Alle dog mig, thi min er Magten i Huset.
360 Studsende svart ved hans Ord tilbage hun gik til sit Kammer,
361 Da hun paa Hjerte sig lagde sin Søns forstandige Tale;
362 Og da med Ternerne op hun i Høienloftskammer var kommen,
363 Der for Odysses sin Husbond hun græd, til Pallas Athene
364 Lod over Øinenes Laag neddale den liflige Slummer.
365 Beilerne støied og larmed nu lydt i den skyggende Høisal,
366 Inderlig ønsked Enhver at dele den Yndiges Leie.
367 Først den forstandige Svend Telemachos tog nu til Orde:
368 I som begjære min Moder til Viv, hovmodige Herrer!
369 Lader os her i vort Lag os nu forlyste ved Maaltid
370 Uden at støie! det er dog saa sødt at høre paa Skjalden,
371 Naar det er saadan en Skjald med en Røst som himmelske Guder.
372 Saa vil imorgen til Thinge vi gaae, og samles tilhobe,
373 For at jeg frit og frankt kan der Eder sige min Mening,
374 At I skal rømme mit Huus, og forsamles til Fraadsen hos Andre,
375 Tære hvad selv I har, og Gilderne holde paa Skifte.
376 Hvis derimod for Jer selv I bedst og tjenligst det finde,
377 At for den enkelte Mand hans Gods uhevnet forødes,
378 Fraadser da kun! dog raabe jeg vil til de salige Guder,
379 Om det sig føier maaskee, at Zeus Eder rammer til Gjengjeld,
380 Da skal I vist uden Hevn i mit Huus omkomme tilhobe.
381 Saa han taled, og Alle med Tand i Læberne beed sig,
382 Over Telemachos studsed de svart, at han talte saa dristig.
383 Ham Antinoos svared igjen, hiin Søn af Eupeithes:
384 Eia! forvist har Guderne selv, Telemachos! lært dig
385 Høit at hæve din Røst, og djervt at tage til Orde!
386 Blot Kronion dig ei indsætter til Drot paa vort Øland,
387 Som er dit fædrene Rige forsand ifølge din Herkomst!
388 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
389 Finder du ogsaa det sært, Antinoos! naar jeg forsikkrer,
390 Gjerne jeg ønsker mig dette, om ellers mig Zeus det forunder?
391 Eller betragter du Sligt maaskee som det Værste paa Jorden?
392 Det er dog ei saa ilde, som Drot et Land at beherske;
393 Rigt er snart hans Palads, og selv han stiger i Hæder.
394 Dog af Achaiske Drotter der findes jo mange foruden
395 Unge saavelsom bedagede Mænd paa Ithakas Øland;
396 Een af dem være Drot, da min Fader er kommen af Dage,
397 Men i mit Huus vil jeg raade, og selv være Drot for de Trælle,
398 Som mig den Ædling Odysses tilkæmpede fordum paa Krigstog.
399 Strax nu Polybos' Søn Eurymachos gav ham til Gjensvar:
400 End i Gudernes Skjød, Telemachos! hviler det vistnok,
401 Hvem af Achaierne herske der skal paa Ithakas Øland.
402 Dog i dit Huus du selv være Drot, og beholde din Eie!
403 Aldrig en Mand der komme, som vover med Vold dig at røve
404 Noget af hvad der er dit, mens Folk paa Ithaka bygge!
405 Dog om din Gjæst, min Kjære! jeg ønskede nok dig at spørge:
406 Hvor er den Mand dog fra? hvad Lands Affødning i Verden
407 Kalder han sig? og hvor er hans Slægt og fædrene Hjemstavn?
408 Har han maaskee dig Tidende bragt om din Faders Igjenkomst?
409 Hvad eller kom han hid, for selv et Ærind at røgte?
410 Hvor han dog brat brød op og gik, som om han Bekjendtskab
411 Skyede! han tyktes dog sandelig ei vantreven af Aasyn.
412 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
413 Ak, Eurymachos! tabt er forsand min Faders Igjenkomst!
414 Ei vil herefter jeg Tidende troe, hvorfra den saa kommer,
415 Heller ei agte det mindste paa Sandsagn, hvilke min Moder
416 Spørger saa flittigen om, naar til Huset hun kalder en Spaamand.
417 Manden, du spørger mig om, er fra Taphos, en fædrene Gjæstven,
418 Helten Anchialos' Søn han er, selv hedder han Mentes,
419 Og han er Drot for Taphiske Mænd, flinkroende Søfolk.
420 Saa han talte, dog vidste han grandt, at hiin var en Guddom.
421 Beilerne vendte sig atter til Dands og lystige Sange,
422 Mored sig godt, og tøvede der til Aftenens Komme,
423 Og som de mored sig bedst, frembrød den skumrende Aften;
424 Hver gik da til sit Hjem, og lagde sig der til at sove.
425 Men til sit Kammer begav sig Telemachos; høit var det opbygt
426 I den anseelige Gaard paa en Plads med den frieste Udsigt;
427 Did til sit Leie han gik, af Tanker hans Sind var bevæget.
428 Ham Eurykleia, en Datter af Ops, som var Søn af Peisenor,
429 Lyste med blussende Fakkel i Haand, den kjærlige Gamle,
430 Hvem Laertes engang, da hun stod i sin feireste Ungdom,
431 Havde sig kjøbt for Qvæg, hun kosted ham Høveder tyve,
432 Og i sit Huus han saa høit som sin høviske Viv hende skatted;
433 Dog hendes Leie han skyede, for ei at krænke sin Hustrue;
434 Hun den blussende Fakkel ham bar; af samtlige Terner
435 Elskede hun ham meest, og hæged ham da han var lille.
436 Døren han aabnede selv til sit fastopbyggede Kammer,
437 Satte sig hen paa sin Seng, og da Kjortlen han havde sig afført,
438 Flyede han strax den i Haand til den gamle forsynlige Qvinde.
439 Og da hun havde den glattet og lagt i de rigtige Folder,
440 Tæt ved den smuktudsnittede Seng paa en Knag hun den hængte,
441 Gik saa af Kammeret ud, og fast med det sølverne Haandgreb
442 Døren hun efter sig trak, og Slaaen med Remmen hun fremskjød.
443 Hyllet i Tæpper af Uld han laae nu Natten igjennem,
444 Tænkende stærkt paa den Fart, hvortil ham Athene formaned.
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek